Marsvin

Fakta: Marsvinet er den eneste art af småhvaler i de danske farvande som vi alle har mulighed for at stifte bekendtskab med på vore sejlture. Der er nogen usikkerhed omkring artens størrelse og hvor mange stammer der er tale om, men der findes sikkert mere end 200.000 hvaler i Nordsøen og de indre danske farvande.

Garnfiskerne fanger en del marsvin som en utilsigtet bifangst, utilsigtet fordi ingen ønsker at fange marsvin da de ikke har nogen kommerciel værdi. Hvor mange marsvin der fanges om året af danske garnfiskere er der meget delte meninger om. I Levende Hav anslår vi bifangsten til 2500 stk. om året for alle farvandsområder. Det tal har været betydeligt større, men pga. af den store nedgang i antallet af garnfiskere og ikke mindst pga. af ophøret med pighvarrer fiskeriet er bifangsten blevet reduceret med mere end 50%. 

Om den nuværende bifangst er acceptabel er der også delte meninger om. Den etiske kritik af bifangsten siger stop for al bifangst hvor den biologiske kritik siger at der ikke må fanges flere marsvin end bestandene kan holde til målt på den biologiske bæredygtighed. 

I Levende Hav har vi det standpunkt, at sammen med et garnfiskeri er der også plads til en bifangst af marsvin. Som andre ønsker vi denne bifangst så langt ned som muligt, men vi ønsker ikke, at et ellers fornuftigt garnfiskeri skal stoppes for at redde et antal marsvin. Efter at der er skabt sikkerhed for den biologiske bæredygtighed, mener vi at marsvin også må være en del af den natur som høstes under et fiskeri. Derfor kan man pålægge garnfiskerne at ilandbringe deres bifangster af marsvin, for at de kan blive nyttiggjort til forskellige formål. Mange mener at kødet fra marsvin er ligeså anvendelig som kødet fra andre hvaler, så der vil sikkert også være et marked til denne begrænsede bifangst.         

 

 

Landsforeningen Levende Havs virksomhed i og omkring bifangsten af marsvin i garnfiskeriet