Bifangst af marsvin

Debatindlæg. Politiken august 2000 

 

"Landsforeningen Levende Hav lægger sig ud med 17 natur- og miljøorganisationer, der tilsammen har 350.000 medlemmer" hævder præsident Poul Henrik Harritz (PHH) (Pol.4.8). Levende Hav ønsker ikke at lægge sig ud med det imponerende antal medlemmer, vi ønskede blot at pege på, at PHH ikke talte sandt i Politiken den 28/7. Danmark er ikke på vej til at blive en hvalfangernation, og de danske fiskere fanger ikke 7.000 marsvin/år i Nordsøen.

Det må PHH have vidst. På Danmarks Naturfredningsforenings (DN) egen hjemmeside kan han hente oplysninger om den utilsigtede bifangst af marsvin. Der skal selvfølgelig regnes på de mange tal. Men gør han det, vil han også kunne se, at tallene repræsenterer en bifangst i Nordsøen, langt under 3000 om året. Og da det er tvivlsomt, om en bifangst på 3000 dyr udgør nogen trussel mod marsvinebestanden i Nordsøen, lader vi dén tvivl komme det naturskånsomme garnfiskeri til gode.

Vi mener, at det økologisk bæredygtige bør være godt afklaret, før vi kan give indhold til en politisk/etisk diskussion om den utilsigtede bifangst af marsvin. I dag giver de store miljøorganisationers etiske fokusering på marsvin vind i sejlene til det natur-ødelæggende fiskeri. I god læ af den etiske diskussion, udbygger de deres fiskeri til stor skade for vor fælles natur og ressourcer.

Kurt Bertelsen Christensen

Landsforeningen Levende Hav