Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

Tanker for et marsvin - marts 2004

Vi skal tage vare om naturen og dyrene og derfor beskytter vi naturen og dyrene og i særlig grad de truede dyr. Og dertil opretter vi bl.a. verdensomspændende foreninger og organisationer, som har det formål at beskytte dyrene.

Verdensnaturfonden WWF er en af de store af slagsen. Med støtte fra såvel levende som afdøde velhavende mennesker og med kongelige højheder i front, vokser organisationen med hvad deraf følger af mange ansatte, direktører, generalsekretærer osv. WWF anno 2004 er blevet en stor forretning, som også har et virksomhedsansvar for de mange ansatte. Dvs. at det helst skal gå fremad, nye produkter, tiltag osv. det giver tryghed i ansættelsen.

WWF eksisterer og udvikler sig i kraft af gode menneskers bekymringer for knap så gode mennesker ødelægger naturen og dyrene i naturen. Der er krybskytter som skyder sjældne dyr; der er oceangående fiskefartøjer som fanger tun og som dræber delfiner og små hvaler; der skov og landbrug som ødelægger naturen for de vilde dyr osv. Der er ingen som helst tvivl om, at der også i dag, mange steder på vores fælles klode, foregår en hensynsløs udnyttelse af naturen og dyrene.

Og derfor skal der heller ikke her sås tvivl om, at også WWF gør en stor og vigtig indsats for vor fælles natur og dyr. Verden ville være dårligere stillet uden en organisation som WWF. Men vi må bare ikke glemme, at WWF lever af menneskenes ødelæggelser af naturen og dyrene i den.

Nu har WWF, efter mange års lobby arbejde i og uden for EU, fået gennemtrumfet et forbud mod brugen af drivgarn i Østersøen til fangst af laks. Forbudet rammer ca. 35 danske laksefiskere som nu må til at indstille dette fiskeri og slå over på et andet. WWF siger, at de kan bruge laksekroge i stedet for drivgarn. Det er rigtigt, de kan bruge laksekroge - men hvorfor er det nu lige at laksefiskerne bruger garn - når de ifølge WWF ligeså godt kunne bruge kroge? Det spørgsmål har WWF ikke svaret på, og det kunne hænge sammen med, at det ikke er Verdensnaturfondens problem – det er fiskernes.

De danske laksefiskere har sagt, igen og igen, at de ikke fanger marsvin i deres drivgarn, men de har hørt om et marsvin som blev fanget i 1992. De har inviteret observatører ud på deres fangstrejser og fiskernes formand har udlovet en dusør på 100.000 kr. til den første observatør som observerer et marsvin i de bornholmske drivgarn. Men det tilbud bider WWF ikke på – de har penge nok.

WWF vil have stoppet brugen af drivgarn, så enkelt er det. Og så må fiskerne ellers pakke sammen og finde sig nogle andre redskaber eller noget andet arbejde. For med forbudet skal WWF nu have valuta for deres virke til dyrenes beskyttelse.

Verdensnaturfonden er udmærket klar over, at der kun er meget få marsvin i Østersøen, de taler selv om 100 dyr/år. Og det er jo meget få marsvin i sammenligning med de 36.000 der skulle opholde sig i de indre danske farvande og de 230.000, som videnskaben mener, opholder sig i Nordsøen. Men netop fordi der kun er disse 100 dyr, skal alle midler også ifølge WWF tages i brug for at beskytte disse ”den sidste rest af den tidligere så store bestand af marsvin i Østersøen”.

Forbud og påbud skal der til - og hvis fiskerne ikke fanger marsvin i dag, så kan de jo blive straffet for alle de marsvin de må have fanget. For der er jo ikke flere marsvin i Østersøen i dag, og det er sikkert fordi fiskerne har fanget dem, og det må være logikken i denne sag. (At bestandene i de indre farvande og Nordsøen ikke er blevet mindre under et garnfiskeri, som er i forhold til havområdernes størrelser har været 10-20 gange så stort som i Østersøen, beskæftiger WWF sig ikke med – for nu er det pay back time, nu er det ikke marsvinet, men fiskerne som skal retfærdiggøre Verdensnaturfondens virke og økonomi.

At fiskerne så ikke har fanget et eneste marsvin i deres drivgarn, bekræfter jo blot sandheden om, at når du først er kommet under anklage, så er din uskyld din værste anklage. Havde fiskerne blot sagt, at de fangede et enkelt marsvin en gang hvert 4 år og at de var meget kede af det og at de vil gøre alt for at undgå det osv. så havde de måske fået tilgivelse i stedet for straf. Fiskerne betaler prisen for WWF’s virke og fremtiden for de 100 marsvin, som måske hører til en uddøende Østersøbestand, eller som kommer fra de indre danske farvande.

Det spørgsmål som alle kan stille sig selv efter dette forbud er følgende: Hvordan skal vi bevare såvel følelser og fornuft, i en verden som forudsiger store kommende naturkatastrofer pga. klimaforandringer; som opbygger enorme trawlfiskeri systemer (som i et træk fanger og dræber mere end 50 delfiner), som udrydder vore fiskebestande; som måler højere og højere koncentrationer af dioxin i fisken og dyrene i Østersøen; som taber næringsstoffer til havet så store havområder lægges øde osv. Samtidig med at vi bruger de store ressourcer, i form af mange møder, mennesker, organisationer og penge som er blevet brugt de seneste 10 år, til at få gennemført et forbud mod et enkelt, og i øvrigt meget natur- og ressourceskånsomt redskab som kun bruges af få fiskere, for derved måske at redde et marsvin om året. Det ene marsvin som WWF forstiller sig, måske kunne blive fanget af disse fiskeres drivgarn.

Det spørgsmål jeg stiller mig er det følgende: Hvordan er det muligt at samle kræfterne om de store opgaver der skal løses i forhold til det natur- og ressourceødelæggende fiskeri, som foregår og som stadig bygges op, når toppen i det danske og den europæiske fiskerindustri, i parløb med de store miljøorganisationer (som i parentes bemærket nu vil  samarbejde med denne industri) bruger denne sag til at skjule fiskeriets alvorlige problemer, og til at profilerer sig i offentligheden med en sag, som åbenlyst mangler enhver forbindelse til fiskeriets mange ubehagelige virkeligheder?

Kurt Bertelsen Christensen

Ferring Strand 24/3 2004

.