Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

Verdensnaturfonden WWF på dybt vand. Marts 2004

På EU’s ministerrådsmøde den 22. og 23. er der et beslutningsforslag fra EU kommissionen med et forbud mod drivgarn i Østersøen fra 2007 og et påbud om, at fiskerne skal bruge de såkaldte ”pinger” (akustiske alarmer) på torskegarn, pighvargarn og stenbidergarn i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat.

På flere punkter er forslaget en skandale og det er enten et direkte angreb mod den sunde fornuft og dømmekraft, eller også er det en kapitulation overfor de fiskerierhvervsfjendske interesser der styrer Verdensnaturfonden. I forslaget kan man bl.a. læse ”at WWF mener, at der foreligger tilstrækkelige videnskabelige oplysninger om marsvin til at nødvendiggøre drastiske skridt”. Her er WWF ude på det dybe vand, for der findes ingen dokumentation for, at der nogen sinde er fanget et eneste marsvin, i de drivgarn som de bornholmske fiskere bruger til at fange laks - og det er netop dette fiskeri som EU forbudet, med Verdensnaturfonden vil have stoppet.

De drivgarn der skal forbydes, er konstrueret på en sådan måde, at marsvin kun under meget uheldige omstændigheder, vil kunne drukne i disse garn. Spørgsmålet er om WWF nogensinde har set disse garn? WWF synes kritikløst at overføre den viden der findes om drivgarn og bifangster af marsvin og delfiner fra andre farvande. (Jeg har netop færdiggjort et mindre studie af kystfiskeriet i Eritrea og her har jeg bl.a. studeret drivgarn). Disse drivgarn er meget svære i dets tråde, de har store flydere og meget tunge synk på bundlinen og de er mellem 4-7 meter dybe og garnene står som et plankeværk i vandet, de kan fange marsvin og delfiner. De bornholmske drivgarn derimod har tynde tråde og ingen bundline, så hvis et marsvin skulle være så uheldig at svømme i disse garn, så vil det stadig kunne blive liggende i overfladen og ånde. Sammenholder man den viden med det andet faktum, at der over et helt år, ikke opholder sig mere end 100 – 600 marsvin i hele Østersøen (og de få der kommer op i Østersøen, observeres ved kysterne) og drivgarnfiskeriet forgå ude til havs i åbent vand, bringer det os frem til den konklusion, at danske laksefiskere med drivgarn aldrig fanger marsvin. Det er også det fiskerne selv siger.

-         De bornholmske fiskere har sagt et utal af gange, at de ikke fanger marsvin i deres drivgarn og Levende Hav har flere gange redegjort for sagen, også overfor WWF og andre. Men WWF mener fortsat, at de danske laksefiskere med drivgarn fanger marsvin. Dvs. at enten mener WWF at fiskerne og Levende Hav lyver, eller også har denne sag intet med marsvinets sikkerhed at gøre, men udelukkende med Verdensnaturfondens egne behov for profilering, presse, penge m.m.

Denne sag bringer Levende Hav ud i en ubehagelig situation, hvor at vi skal bruge tid, kræfter på en kritik af WWF og andre dyre-, natur- og miljøorganisationer, men vi kan ikke andet med baggrund i den fiskerifaglige viden vi har. Godt nok er der ikke mange fiskere som rammes af dette forbud og derfor heller ikke det store økonomiske tab. Men det rammer jo de få fiskere der stadig fisker laks med drivgarn, og de har som andre mennesker også ret til en fair behandling – og det får de ikke og det dybt kritisabelt. Derved sætter Verdensnaturfonden troværdigheden overstyr i fiskeriet. WWF vil gerne have indflydelse på fiskeripolitikken, gennem et samarbejde med fiskerne. Men sådan en sag fremmer ikke dette samarbejde, til skade for vore fælles virksomhed og interesse, til støtte for det naturskånsomme fiskeri og et mere bæredygtigt fiskeri.  

Mht. til påbudet om brugen af pinger rejser der sig et utal af ubesvarede spørgsmål.

1. Ifølge EU kommissionen er det landene (dvs. Danmark) som har svigtet i denne sag med manglende oplysninger. Og derfor kommer påbudet.
2. Ifølge EU kommissionen mangler man en registrering af marsvin i Østersøen og derfor har man ikke kunne afgøre om bifangsten i Østersøen er den samme som bifangsten i Kattegat, Skagerrak og Nordsøen, målt på fiskeriindsatsen.

1a. Der er ingen som helst tvivl om, at de danske myndigheder bærer et stort ansvar for dette forbud og påbud. De har gjort meget lidt for at fremskaffe den videnskabelige dokumentation som de burde havde vurderet nødvendigheden af, for mere end 10 år siden. Men så må det vel også være Danmark som stilles til ansvar og ikke de fiskere som nu helt åbenbart rammes i blinde.  

2a. Det er noget grusomt sludder. EU skriver, at der er under 600 marsvin i Østersøen og EU ved, at videnskaben mener at der er 36.000 stk. marsvin i de indre danske farvande og 230.000 stk. i Nordsøen. Hvis man ex. bruger 1000 garn i Østersøen og 1000 garn i Nordsøen, så må der vel give en større bifangst i Nordsøen? Det behøver man vel ikke en videnskabelig undersøgelse for at afgøre?

Der findes i dag ikke nogen god dokumentation for, at pinger virker på hverken kort og langsigt. Og alligevel pålægges fiskerne nu at købe pinger for op til 75.000 kroner på fartøj. Disse skal holdes ved lige med 25 % om året og alle udskiftes hvert 3 år. Det er mange penge for fiskere der i forvejen har en lille omsætning. Dertil kan lægges at man ikke kender til støjforureningen og man ikke har vurderet forureningen af de tusinde af mistede pinger hvert år.

Pingersagen er et skoleeksempel på de økonomiske interesser der driver og styrer fiskeriforskningen og de organisationer som lever fiskeriets problemer. Der er mange der studerer og lever af marsvin og de skal selvfølgelig holde sig selv i gang. Om der så ryger nogle fiskere med i købet, ja det er der ikke noget at gøre ved. Og i øvrigt undlader de samme interesser aldrig at gøre os og andre opmærksomme på, at fiskerne (Dvs. toppen i Danmarks Fiskeriforening og deres ansatte biologer) ikke fortjener bedre end at blive pålagt forbud på forbud, for de vil ikke samarbejde.

Det helt igennem og på alle områder naturskånsomme fiskeri med drivgarn i Østersøen efter laks og meget af det kystnære danske fiskeri, betaler nu prisen for, at WWF og de andre større dyre-, natur- og miljøorganisationer ikke har evnet at presse myndighederne, Danmarks Fiskeriforening og toppen i den europæiske fiskeriindustri i en mere bæredygtig retning.

Med dette forbud og påbud kan disse interesser nu retfærdiggøre egen indsats og bryste sig af i det mindste at have gjort noget. Men de taber, for der er ingen fornuft i sagen og slet ikke i lyset af det trawlfiskeri som bare vokser og vokser og at et af store pelagiske trawlere kan fange flere delfiner i et eneste træk, end der er marsvin i den del af Østersøen, hvor det bornholmske drivgarnfiskeri har fanget laks i mange år, uden at fange et eneste marsvin.

Kurt Bertelsen Christensen

Ferring Strand den 22/3 2004