Home Dansk fiskeripolitik EU fiskeripolitik M/S Anton Galleri Aralsø-projektet Arkiv Links Støt os   English

Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

 

Artikel: Drivgarn og marsvin i Østersøen

 

EU kommissionen vil have forbudt laksedrivgarn i Østersøen og de vil have monteret pinger (små apparater som monteres på garnene og som udsender lyd for at advare marsvin) på alle øvrige garn, dvs. garn til fangst af torsk, skrubber, helt, gedder m.m. Danmarks Naturfredning og Verdensnaturfonden støtter forslaget. ”Forslaget fra EU er et kæmpe skridt i den rigtige retning. Det kan redde den lille isolerede bestand af marsvin i Østersøen” siger DN’s præsident Poul Henrik Harritz til medierne den 12. august

 

De tager fejl, forslaget er et skridt i den forkerte retning. Der er måske ikke længere nogen marsvin bestand i Østersøen og de drivgarn der bruges i Østersøen, kan ikke fange marsvin, men disse fakta bider ikke på miljøorganisationerne. De opfinder en lille bestand på 100 marsvin i Østersøen, og da de også er med til at bestemme, hvor stor en bifangst fiskerne må have, nemlig 1,7 % år af en given bestand, så er det klart at selv en bifangst på 2 marsvin om året, vil være en katastrofe for bestanden - derfor skal der være et total forbud mod brugen af drivgarn i Østersøen.

 

At forbuddet mod drivgarn savner logik i virkeligheden, kan begrundes med ovennævnte organisationers mangel på fiskerifaglig viden, men at forslaget er ulogisk i sig selv, burde få alarmklokkerne til at ringe. For hvis det er rigtigt, at der findes 100 marsvin i Østersøen, og bifangsten ikke må overstige 2 marsvin om året, så bør man altså forbyde al garnfiskeri i Østersøen. Pinger nedsætter bifangsten, men de giver ikke en 100 % garanti. Og da der bruges op mod 100.000 andre garn end drivgarn i Østersøen, så udgør disse mange garn (med de tusinder af pinger der skal på disse garn) en betydelig større risiko for marsvinet, end drivgarnet.

 

Hvorfor vil miljøorganisationerne og EU nu tage levebrødet fra en lille gruppe laksefiskere i Østersøen, som fisker med et af de mest miljøskånsomme redskab der findes i erhvervsfiskeriet i dag? Miljøorganisationerne kan forhåbentlig svarer for sig selv, men EU kommissionen har brug for at vise handlekraft på fiskeriområdet og dertil kommer, at kommissionen er under pres fra de store miljøorganisationer og i det spil, har en mindre gruppe fiskere intet at skulle have sagt. 

 

Det er en skandale på vej som minder om det overgreb der fandt sted, da miljøorganisationerne ødelagde sæljagten for de grønlandske jægere. De grønlandske jægere blev glemt i det store politiske spil. Nu er det så Østersøens miljøskånsomme garnfiskere, som skal betale prisen for, at de danske myndigheder og Danmarks Fiskeriforening ikke vil handling og dialog i spørgsmålet om et mere bæredygtigt fiskeri, herunder spørgsmålet om den utilsigtede bifangst af marsvin i de øvrige danske farvande.

 

Kurt Bertelsen Christensen

Formand for Landsforeningen Levende Hav

 

 

Sitemap Miljødebat Enkeltsager Kystfiskeri Havbrug Kontakt os