Pinger alarm og marsvin

"Pinger" er ikke kun VIP men også akustiske alarmer som skal forhindre at hvaler og delfiner bliver fanget i garn. Dette er en lille opbyggelig historie om hvorledes den videnskabelige verden langsomt, men ubønhørligt overtager den virkelige og hvor det politiske bureaukratiet fortsætte som intet var hændt. 

I de danske farvande lever den ”lille danske hval” marsvinet. En nuttet lille gris som får megen opmærksomhed, fordi denne lille danske hval yngler i vore farvande og fordi danske erhvervs garnfiskere fanger den i deres garn.

Foto fra www.hvaler.dk

Fiskerne har ikke andet end problemer med grisen som er helt uden værdi for dem, mens andre lever godt og fedt af denne lille havgris og dets problemer.

Miljøorganisationer, forskere og en masse projekter lever af dette lille dyr. Ja hele centre lever direkte af de grusomheder centerets ansatte påstår, fiskerne skaber for marsvinet.

Disse forskere og al deres væsen får bevillinger fordi de arbejdede på sagen, fordi de leverer løsninger på de ”alvorlige” problemer som fiskerne påfører marsvinet. Mens fiskerne, de slyngler på deres side, lader stå til og hånt om grisen og ikke mindst grisen beskyttere, dvs. forskere, centre og naturens vogtere. Alle mulige og bestemt ikke mindst umulige tal, optællinger, forslag og projekter har set dagens lys. Klart nok må man sige, for med bevillingerne følger de mange forslag. Og når oplevelses centre skulle leve af det, bliver grisens problemer i hvert fald ikke mindre.

I mange år har vi fra Levende Havs side forsøgt at moderere det der er foregået omkring marsvinet, nødvendiggjort af at begge parter, fiskere og forskere, følte sig truet på levebrødet. Fiskerne fordi deres fiskeri kom under et større og større pres som følge af flere og flere restriktioner og forskerne, fordi mere vil have mere, og flere og flere forskere kom til og derfor blev problemerne skruet op i takt med de stigende økonomiske behov.

Vi gik ind i dette minefelt, for det er et minefelt, af flere grunde. Vi finder det ex. forkasteligt, at bare fordi nogen har lært at skrive og lægge sammen på et universitet, og skal leve af det, så tillader de sig i denne sag, at bruge fiskerne som middel til eget formål. Vi gjorde det også fordi problemet var til at overskue og så har vi ellers den grundlæggende holdning, at når fiskeriet foregår på en ordentlig og forsvarlige måde og problemet med bifangsten af marsvin er helt uundgåelig og en helt igennem ”utilsigtet bifangst”, så bliver vi alle nødt til at lære at leve med at det forekommer. For der er ingen på denne jord der ønsker at skade de marsvin, alle forsøger at undgå det, lige bortset fra de industrier og andre som bruger havet som skraldespand for det er det billigste  – hvad kan man ønske sig mere?

Netop at lade fornuften råde. Men fornuften er sørgeligt fraværende i den videnskabelige disciplin der handler om at skaffe bevillinger, her er det klogskaben som råder. Og her er første regel, at den kloge narrer den mindre kloge. Så forskerne smider fornuften overbord og sætter gang i klogskaben, for det er jo det de har fået den til. De overhørte selvfølgelig fiskerne, som fra dag et frabad sig forskernes indblanding i noget de ikke havde forstand på.

Men også her gjorde fiskerne regning uden vært, for det værste man kan sige til en forsker er netop, at det har de har ikke forstand på. For så tager en vis herre ved dem for at bevise og dokumentere at de har forstand. Ja så er fanden som bekendt løs. Og fiskerne de banditter kan man ikke stole på, for de lyver værre en hest kan rende når det gælder hvor mange fisk og hvor de har fanget de fisk. Så selvfølgelig lyver de også når de f.eks. fortæller, at de aldrig nogensinde hverken har fanget eller hørt om nogen der har fanget et marsvin i Østersøen.

Og sidst men ikke mindst, så var der ikke biologiske problemer, bestandene af marsvin var ikke truet, selv om forskerne selvfølgelig, oftest mod bedre vidende, forsøgte at få gehør for det modsatte. Og etisk var der heller ikke de store problemer, selv om forskerne og deres mange støtter i natur- og miljøbevægelsen havde fået for vane at sælge deres budskaber med en bevist argumentation som ”marsvinene led druknedøden i fiskernes garn”. Under og overforstået, at det jo er en grusom død. Men der er intet etisk problem for alle havgrise drukner før de dør – det er nu engang livsbetingelsen for en havgris.         

Vi bidrog med forslag, indlæg og redegjorde for, at fordi der var en større tilbagegang af fiskere på havet, end marsvin i havet, ville problemet løse sig selv. Men for pokker da også - det er også noget af det værste man kan sige til forskere og kostbare centre, for hvis problemet løser sig selv, hvad skulle de så leve af?

Men uanset hvad, så var og er det ikke desto mindre et faktum, at problemet har løst sig selv. Men igen, fakta har som bekendt dårlige ods, når fakta møder de helt store løgne fra videnskaben og store natur- og miljøorganisationer hvis økonomi er helt afhængig af de menneskeskabte problemer i naturen.

En af de helt store løgne blev naturligt nok også markedsført af en af de helt store spillere i spillet om havets lille danske gris. Verdensnaturfonden WWF førte sig frem i sagen med påstande om marsvin der druknede i Østersøen. Og heldigvis for deres sag druknede marsvinet oven i købet i det værste af alle garn der findes – nemlig drivgarnet. Hvem husker ikke de store kampagner til forsvaret for forbuddet om brug af drivgarn til fangst af tun i de store have, fordi de garn bifangede delfiner? Så laksefiskerne i Østersøen, som brugte de drivgarn, som alle der intet ved om havet og fiskeriet alligevel VED, er det værste garn der findes, skulle stoppes. Og i den sag fik de kræfter stor opbakning fra sportsfiskerne, som meget gerne ville have laks og ørreder for sig selv til brug for deres sport med små motorbåde påmonteret flere hundrede hestes påhængsmotorer.

WWF gik så langt, at de var rede til at forbyde al garnfiskeri i Østersøen for at rede det sidste om nogen marsvin i Østersøen. For som WWF mener, er det vel ikke andet en løn som forskyldt til de løgnagtige fiskere.

(Her er det sin plads at få understreget, at når forskerne og organisationerne slæber rundt på dette billede af fiskerne så hænger det uløseligt sammen med, at forskerne og naturens vogtere kun mødte ”fiskerne” i form af toppen i fiskeriets organisationer. Og når man møder de folk og hører på hvad de siger og mener, så forstår man bedre den dybe kløft der er udbygget mellem de aktører. For de er meget grove i sproget og når det gælder deres økonomiske interesser, er det også sandt, at de herrer lyver stærkere end hesten kan rende. De seneste år har erhvervet dog fået nye ansatte og udviklet et sprog der har fjernet den aggressive og grove form og det hænger sammen med, at erhvervsfiskeriets top i dag er større end fiskeriet selv og at det nu betaler sig at tale pænt. De mange millioner kroner som lønner toppen af dansk fiskeri og al dets uvæsen kommer i dag fra de offentlige kasser. Så de og forskerne og de store naturvogtere har nu store fælles økonomiske interesser)

Men de forandringer ændrer ikke på de fejl de tidligere har begået.

For hele denne polemik op gennem 90’erne og starten af 2000 vækkede selvfølgelig de store nationale og internationale politiske embedsværk som altid er klar til at kaste sig over sager som er relativ omkostningsfrie, men hvor der meget gerne må være etik og værdier på spil. Særlig EU værket har fokus på sådanne sager. Og over årene og efter en masse dyre rapporter, undersøgelser og analyser, fik dette værk efterhånden skrevet sig frem til et omfangsrigt sæt love og regler om hvordan garnfiskeriet skulle foregår for at slippe for bifangsten af disse marsvin.

Og disse love og regler gælder den dag i dag.

Denne artikel er inspireret af Lovtidende den 12. marts og ”Bekendtgørelse om anvendelse af akustiske alarmer (pingere) i visse fiskerier1)” en bekendtgørelse som følger efter en fra 2007 osv. Og den pålægger de danske garnfiskere at bruge de såkaldte pinger som monteres på garnene for at skræmme marsvinene væk.

Men da jeg så sagen tænkte jeg ”Jamen der er jo ingen fiskere der brugere de pinger” så hvad foregår der? Jeg viste da godt at x antal mennesker levede af sagen, men jeg troede faktisk ikke der var nogen interesse i sagen længere.

Det er der så vidt heller ikke, men det forhindre ikke bureaukratiet i deres arbejde. Det kører derud af med deres love og regler og hvad der foregår ude i fiskeriet er ligegyldigt bare det danske bureaukrati sørger for at forsyne deres kollegaer i EU med det de vil have, så er alt godt.

Så der findes et omfangsrigt sæt regler og love som fornyes uden ændringer hvert andet år. X antal mennesker lever af det og EU støtter sagen. Fiskerne fortæller mig at Danmarks Fiskeriforening får en masse penge til sagen, de har købt et stort antal pinger som ingen bruger og det hele betales af skatteyderne.

Naturens vogtere WWF og andre er tavse som østers, for der er nu andre dagsordner der skal varetages. Ligesom de ikke sagde et ord her først i 2009, da en svensk videnskabelig rapport dokumenterede, at der ikke var og aldrig havde været problemer med bifangst af marsvin i laksefiskeriet med drivgarn i Østersøen. Men den dokumentation kom bare et par år for sent for nu er drivgarn forbudt ligesom det er blevet forbudt (I Danmark) at sælge de store laks fordi de indeholder for meget dioxin og ligesom det nu er påbudt fiskerne at bruge de pinger som kun producenterne og udviklerne tror virker på noget som helst, men hva fanden, der er jo penge i lortet.

Og så kværner bureaukratiet ellers derude af.

Kurt Bertelsen Christensen

Levende Hav aktiv. marts 2009