Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

Dagbog for ophold i Aralsk regionen for perioden den 6/10 – 28/10 2002

Kurt Bertelsen Christensen, projektkoordinator i ”Fiskeriprojektet ved Aralsøen”

Billeder fra Aralsk.

Formålet med dette ophold i efteråret 2002 er at foretage et projekttilsyn gennem NGO Aral Tenizi samt at komme i kontakt med så mange fiskere i regionen som muligt. Arbejdet gennemføres ved at deltage i møder og følge arbejdsgangen i og uden for Aral Tenizi. Kontakten til fiskerne vil foregå på rejser i regionen til de fiskelejre som er gået i gang med fiskeriet på Aralsøen og ved at besøg og opholde mig i de landsbyer hvor fiskerne og deres familier bor. I forbindelse med rundrejsen i regionen gennemføres interview med lederne af fiskebrigaderne og jeg deltager i udleveringen af fiskeriudstyr, garn, tøj m.m. til de enkelte brigader.

Desuden skal opholdet i Aralsk regionen bruges til få et større overblik over forholdene i de fiskerivirksomheder i Aralsk som køber fisken og de som kommer udefra for at købe fisk.

Dette efterårstilsyn er det andet i år og en af en lang række tilsyn og ophold i Aralsk regionen siden projektet startede under Danida midler i 1996.

-         Dagbogen er skrevet på stedet til brug for de rapporter som skal skrives. Modtagerne er folk som kender projektet og danske udsendte som igennem dagbøgerne holder sig ajour med situationen i projektområdet. Hvert afsnit dækker over en dag og hvilken by/område dagen refererer til.

Søndag den 6.10. 2002 ophold i DK - Almaty

Afgang fra Kastrup med Lufthansa via Frankfurt kl. 10.30 ankomst Almaty 1.30 og igennem tolden kl. 3.00 hvor jeg modtages af Makhambet og vi tager til hans hjem.

Makhambet har netop afsluttet en måneds biologisk arbejde i og omkring den vestlige del af Store Aral og dele af Lille Aral. Projektet som er finansieret af EU midler under INTAS har deltagelse af internationale og nationale biologer og andre eksperter i vand og toksikologi.

Makhambet giver mig en kort rapport om gruppens resultater. Vi vil modtage kopi af den endelige rapport når den er færdig og projektet forventes at blive fulgt op de kommende år. Oplysninger af betydelig interesse for vores projekt handler om skrubber. Her anbefaler man et meget stort fiskeri efter skrubber i år i Lille Aral.

Hele den vestlige del af Lille Aral er fyldt op med skrubber ifølge Makhambet og skrubbernes kondition tyder på, at der føde mangel. Det samme er tilfældet i Akesbe bugten hvor de mener at skrubberne er blevet ”låst inde” dvs. deres mobilitet er ødelagt af en sandbanke som ligger i mundingen af Akesbe bugten ud for Tastubek.

Den sidste forklaring har jeg svært ved at acceptere som sandsynlig, men jeg lover Makhambet at se nøje på Akesbe bugtens fiskeri. At der nu er mange fisk må jo kunne betegnes som et luksus problem, men meget tyder desværre på, at det ikke bliver tilfældet, da meldingerne fra Aralsk lyder på, at de virksomheder der modtager fisken er ved at drukne i skrubber og at man har måttet henstille til fiskerne at de stopper deres fiskeri.

Mht. Store Aral er meldingerne mere nedslående. Vi havde jo et eventyrligt stort fiskeri under et videnskabeligt og fiskerifagligt forsøgsfiskeri i 1998 i den nordvestlige del af Store Aral. Men nu melder Makhambet, at der ikke er skrubber af nogen fiskerifaglig interesse i den nordvestlige del af Store Aral og at saltindholdet er meget stort – op mod de 7 % sine steder.

Hvor de mange skrubber er svømmet hen siden 1998 står hen i det uvisse, men Makhambet mener, at de måske befinder sig længere mod syd, fra 70 km nord for den Usbekiske grænse og ind i Usbekistan, et område med relativt dybt vand.

Dette år er kendetegnet af en udsædvanlig stor vandtilførsel fra Syr Darja, med en deraf følgende kraftig og km bred vandåre mellem Lille og Store Aral, og derfor kan skrubberne også befinde sig i den nordøstlige del af Store Aral syd for halvøen Kokaral, da den store mængde ferskvand kan har medført, at skrubberne er søgt mod dette mere ferske vand. (i feb. Marts 2002 da jeg var på mit seneste ophold i regionen, kunne vi køre i jeep over den smule vand der skiller det østlige fastland og halvøen Kokaral. Nu er dette løb 5-6 meter dyb og mere end en km bred, så der er givetvis tale om en meget stor tilførsel af ferskvand til Store Aral. Meldinger fra Lille Aral tyder også på en væsentlig vandstigning, idet nogle af fiskernes beboelsesvogne som stod 2-300 meter fra strandkanten nu står under vand).

Derefter blev der et par timers søvn

7.10. Almaty – Kyzylorda – Aralsk

Kl. 7.00 ankommer projektets lokale koordinator og præsident for NGO Aral Tenizi, Zhannat for et møde inden jeg skal med fly til Kyzylorda kl. 10.00.

Zhannat giver en grundig introduktion til hvad der sker i og omkring Aral Tenizi og specielt hendes egen situation. Hun er flyttet til Almaty for at gennemføre sit studie og herfra vil hun fortsat arbejde for projektet fra Almaty, omkring de internationale aktiviteter og kontakter. Hun stiller ikke op til genvalg på den kommende generalforsamling i Aral Tenizi til afholdelse den 9/10 og hun vil også gerne have ændret på sit arbejdsforhold til fiskeriprojektet også fordi hun nu har et job i Almaty  Det sidste punkt aftaler vi at tage op i forbindelse med min hjemrejse og dermed forbundne ophold i Almaty.

Vel ankommet til Kyzylorda bliver jeg modtaget af UNDP og de søger for at jeg hurtig kommer fra lufthavnen til banegården hvor mit tog til Aralsk afgår kl.. 16.00.  Jeg ankommer til Aralsk kl. 21.30 hvor jeg modtages af ansatte i Aral Tenizi plus de danske udsendte Henrik, Jan og Peder.

Efter diverse velkomst skåle går vi til køjs.

8.10. Aralsk

Der er stor aktivitet fra tidlig morgen med forberedelserne til den forestående generalforsamling. Men alt synes at være på plads og derfor bruger jeg en del af dagen på en inspektionstur på de 3 fiskerivirksomheder i Aralsk.

Siden midten af september er der for årstiden blevet fanget udsædvanlige mange fisk, også for mange til at virksomhederne kan aftage fisken i god ro og orden. Selv om der er kommet en ny modtager af fisk til Aralsk er kapaciteten stadig for lav til det fiskeri som har fundet sted. Man har nu fanget mellem 150 - 200.000 kg og det er mange fisk for årstiden. Det er også et problem at vejret først bliver koldere i midten af oktober, så med temperaturer på 25-30 grader, er det vanskeligt at holde kvaliteten på fisken.

Fiskerne er startet tidligt i år fordi den nye virksomhed ”Akbedy” har bedt om 50.000 kg skrubber til opfyldelse af en kontrakt de har indgået med nogle offentlige institutioner i Rudny hvor de kommer fra. I Rudny har de en virksomhed som bl.a. omsætter fisk og nu har de oprettet en afdeling i Aralsk for omsætning af skrubber. De tidligere år har de også købt en del skrubber i Aralsk for så at transporterer dem til Rudny ca. 1000 km fra Aralsk.

”Akbedy” synes at være et projekt som kan pege fremad. Lederen/ejeren Marat virker som en fornuftig ung mand der vil fremad. De har også satset på virksomheden med købet af bygninger i centrum af Aralsk hvor de har opsat en helt ny fryser og et dertilhørende kølerum for opbevaring af ca. 50 tons fisk. Alt er nyt og man er i gang med at få etableret skyllefaciliteter og kloakering. Indtil i dag har de modtaget ca. 90 tons fisk, men under forhold som bestemt ikke er optimale endnu.

Efter Akbedy går turen til Karazir, en virksomhed som råder over 2 store frysevogne til hver 50 tons og en af de danske kølecontainere. De er også gået i gang med at modtage skrubber, men først efter at der er blevet lagt et betydeligt pres på virksomheden for at få startet op. Bl.a. måtte man true med at fratage virksomheden den danske kølecontainer for at sætte den i Tastubek til opbevaring af fisken. Men de er nu i gang og normalt kører det nogenlunde i denne virksomhed. Dens kapacitet er ikke særlig stor, men behandlingen af fisken er uden tvivl den bedste i Aralsk.

Efter Karazir er det ”Aknur”og her er der virkelig kaos. Også Aknur blev presset til at gå i gang førend de var klar til det. Projektet hjalp dem i gang med en kredit på 200.000 tenge og de har nu modtaget 50- 60.000 kg fisk hvoraf ca. 50 % synes at være i en meget dårlig forfatning. Kvalitetstabet hænger sammen med, at fisken blev lagt i store bunker i fryserum som ikke var kølet tilstrækkeligt ned. Med det kaos der hersker i Aknur er det svært at se en fornuftig fremtid for Aknur. Virksomheden har ikke de rette folk på de rette pladser til en fornuftig behandling af fisken og fryserummene er efterhånden så medtaget af rust og lugt, at selv helt friskfangede fisk bliver til en dårlig kvalitet efter opholdet i Aknurs fryse- og kølerum. Så spørgsmålet er og bliver om det overhovedet giver mening at genopbygge Aknur, dvs. investerer penge i den virksomhed, når og hvis der skulle komme penge til dette formål.

På Aknur konstaterer vi også en betydelig mængde små fisk, dvs. undermålere. Skrubberne skal være 20 cm målt fra hovedet til der hvor halefinnen begynder, dvs. ca. 25 cm efter dansk målestok. Det er en negativ udvikling som vi også blev opmærksomme på i vinters og hvor det blev understreget, at mindstemålet skulle overholdes også af hensyn til markedet som betaler meget lidt for de små fisk.

De mange små fisk foranlediger at vi fremstiller et par målebrætter og så går vi ellers i gang med en mere systematisk gennemgang af fisken på de 3 virksomheder. De viser sig at ca. 30 % af fisken (målt på antallet) på Aknur ikke overholder mindstemålet, ca. 20 % på Karazir og 5 % på Akbedy.

Målt på mængde dvs. kg er det dog en lille procentsats undermålere og ikke en mængde der på nogen måde er til skade for bestanden. De ca. 30 % på Aknur svarede til 1- 12 dvs. for hver 1 kg undermålere var der 12 kg målsfisk og da fiskerne bringer alt i land, er det målt på international standard, et meget begrænset udsmid. Men markedet og det forhold at virksomhederne betaler den samme pris for store som for små fisk, gør at vi beslutter at tage sagen med på generalforsamlingen i morgen.

Resten af dagen bruges på møder med fiskere som er kommet til byen for deltagelse i morgendagens generalforsamling.

Aften bruges på et party hos Artai projektets chauffør.

9.10. Aralsk

Kl. 09.00 starter indskrivning og registrering til generalforsamlingen. Medlemmerne viser deres medlemskort og de får udleveret en stemmeseddel.

I år er det ca. 400 som møder op mod normalt 5-600 og det hænger sikkert sammen med, at vi i de tidligere år har betalt for transporten fra landsbyerne og ind til Aralsk. Tidligere blev der også serveret lidt mad og en øl, men også det tilbud var taget af programmet i år. Her har økonomien spillet en rolle da projektet tidligere har støttet med op mod 200.000 for afholdelsen af den årlige generalforsamling, men vi er også blevet opfordret til at udlade serveringen idet man tidligere har måttet sætte et større antal fiskere i fulde brummen efter en generalforsamling.

Fra dansk side er vi også lidt bekymret mht. dette års registreringer, idet vi ikke mener at der er 400 medlemmer tilstede under denne generalforsamling. Men hvorledes det er gået til har vi ikke kunnet finde ud af, for vi havde en observatør med til stemme tællingen og han kunne konstatere, at der var afgivet 400 stemmer hvoraf 6 var ugyldige.

I Kazakstan skal 2/3 af en organisations medlemmer være til stede under en generalforsamling for at være beslutningsdygtige, men var der foregået noget fusk så forstod vi heller ikke den side af sagen, idet NGO Aral Tenizi havde næsten 700 betalende medlemmer dette år, så 400 var således ikke nok til at dække de 2/3 dele. Det har det så heller ikke været de forrige år hvor vi Aral Tenizi har været oppe på 1000 medlemmer.

Årsagen til at Aral Tenizi får færre betalende medlemmer skal findes i opsplitningen mellem fiskere og ikke fiskere. Fiskerne betaler 650 Tenge om året hvor ikke fiskere betaler 150 Tenge.

I år har Aral Tenizi det største medlemsbidrag målt i tenge og foreningen har fra at være en forening for alle, nu gået over til at blive en forening for aktive fiskere. Forklaringen på, at de ca. 300 har forladt Aral Tenizi (eller undladt at betale, skal findes i byen Aralsk som tidligere kunne mønstre mange medlemmer fra byens borgere). De har ikke haft nogen fordele ved at være tilsluttet Aral Tenizi, idet det det er blevet klart for alle, at udstyret fra DK uddeles til aktive fiskere efter objektive kriterier som beskrevet andetsteds). En anden årsag til faldet i medlemsskaren skal findes i foreningens mangel på opsøgende virksomhed for at få flere medlemmer.

Noget af tilbagegangen kan også forklares med at dette år har været præget af diskussionen om hvem der egentlig har lederskabet i Aral Tenizi, efter præsidentens (Zhannat) fraflytning fra Aralsk til Almaty. Det har skabt en del turbulens indenfor og udenfor foreningen at Zhannat nu kun sjældent er i Aralsk. En afklaring af det forhold og valget af en ny bestyrelse vil styrke Aral Tenizi og det vil blive bliver nemmere for de ansatte i foreningen, at kunne navigere i det daglige, dvs. tage beslutninger.

Rygterne om, at Aral Tenizi var ved at blive overtaget af en fhv. vicefiskeriminister, med opbakning af akimatet i Aralsk og Kyzylorda, har givetvis også spillet en negativ rolle for Aral Tenizi i 2002.

Rygterne går på at man ville overtage Aral Tenizi og lave den om til ren fiskeriforening, uden status af NGO, men styret af akimatet og med Sarzhanov (fiskeriministeren) som præsident. Alle interne diskussioner og møder op til generalforsamlingen var også præget af dette forventede angreb fra Sazahanov. Mine råd inden generalforsamlingen omkring dette spørgsmål var, at man skulle tage det roligt, da jeg ikke mener at Sazahanov har nogen opbakning lokalt, og det er også et åbent spørgsmål om han overhovedet har andet end Aralsk akimens opbakning.

Generalforsamlingen blev afviklet i god ro og orden og bortset fra det forventede angreb fra akimen og Sazahanov, men angrebet blev klart afvist af forsamlingen som valgte en god bestyrelse med den fhv. vicepræsident Aksabak som ny præsident. Hun fik næsten samtlige stemmer. Stemmeafgivelsen forgår på den måde at medlemmerne får udleveret en stemmeseddel med alle kandidater (dette år 14) og så skal de sætte 5 kryds ud for de kandidater de vil have i den nye bestyrelse.)

Akimen forlod generalforsamlingen da det stod ham klart, at fiskerne ikke ville være med til hans planer. Sazahanov forsøgte endnu engang med en brandtale at få forsamlingen med sig. Men da han ville have dem til at stemme om hans forslag, forlod et stort flertal salen under højlydt snakken og angrebet fik kun støtte fra 10-15 deltagere.

For os var det meget positivt, at medlemmerne viste deres utilfredshed med dette forsøg på overtagelsen af deres forening. Og deres kritik blev flot og logisk samlet op af en meget respekteret gammel og klog mand i Aralsk som gav Sazahanov det råd, at arbejde videre med planerne om en fiskeriforening, for så at få indkaldt til et stiftende møde i stedet for at komme med ubegrundede og derfor ikke forståelige forslag, på Aral Tenizi generalforsamlingen.

Men herefter er det nok slut med de positive toner fra Aralsk akimen og de mange møder i akimatet. Det kan blive et problem, men dem må vi tage som de dukker op.

Efter generalforsamlingen har Aksabak flere gange været kaldt op til en af viceborgmestrene hvor hun har fået besked på at stille projektets kølevogn til rådighed for en tur med fisk til Kyzylorda uden beregning. Akimatet har åbenbart fået til opgave at yde en indsats i Kyzylorda i forbindelse med nogle festligheder i byen og man har så villet tilbyde skrubber som smagsprøver osv. Men den nyvalgte præsident har stået fast og nægtet akimatet dette fra foreningen. Først og fremmest fordi en sådan ”gave” skal aftales med det danske projekt, og for det andet så er der meget hårdt brug for kølevognen til transport af fisk fra Aralsk til andre dele af Kazakstan.

Kun tiden kan nu vise hvordan vores forhold til det lokale akimat vil udvikle sig.

Til bestyrelsen blev valgt foruden Aksabak 5 fiskere (brigadeledere) og Askerbek. Eneste ulempe ved valget var at Aral Tenizi ikke fik valgt medlemmer fra det sydlige og vestlige område bl.a. Karateren hvor vi havde håbet på at Prekeev var blevet valgt. Men netop fordi vi havde stoppet støtten til transporten fik vi ikke valgt bestyrelses medlemmer fra yderområderne Karateren og Akbasty. 

Efter generalforsamling afholdt vi det første bestyrelsesmøde (jeg er medlem af bestyrelsen som repræsentant fra fiskeriprojektet) hvor et af emnerne var valget af vicepræsident. Ablaikan fra Tastubek havde fået næst flest stemmer og som sådan var han selvskreven til posten. Men Aksabak ville meget gerne have en mere aktiv makker og derfor foreslog hun om vi kunne se bort fra antallet af stemmer for at se på hvem der havde kapacitet og tiden til hvervet. Selv foreslog hun Askerbek som vicepræsident og da Ablaikan ikke havde indvendinger mod det forslag blev det bestemt at Askerbek blev vicepræsident.

Samme aften var der socialt samvær mellem ansatte og bestyrelse med mad og drikke og det blev en god aften som også viste at der er ved at være etableret et fornuftig forhold mellem de folkevalgte og de ansatte, et forhold som peger frem ad for NGO Aral Tenizi.

-         En forsigtig vurdering af NGO Aral Tenizi efter dets 4. generalforsamling: Efter de første år med stor optimisme og fremgang, er foreningen ved at finde dens form. Det bliver sikkert på et niveau hvor medlemmerne tegnes af de fiskere som konkret har brug for denne forening. Andre interesser vil blive opfanget af Ngo'er  under eller i samarbejde med Aral Tenizi som ”Aral Kvinderne” og klubben for unge frivillige. Uden for Aral Tenizi vil et NGO center som skyder op på resterne af UNDP kontoret i Aralsk, forhåbentlig kunne tiltrække mange unge fra byen Aralsk. Jeg mener at vi kan konkludere, at Aral Tenizi har vist vejen for NGO arbejdet i regionen og at foreningen også vil gøre dette i de kommende år. Der er opbygget en respekt omkring Aral Tenizi og dets virke og denne respekt når hele vejen rundt til alle landsbyer i Aralsk Regionen. Med den nyvalgte præsident og bestyrelse kan vi nu se fremad mod nye mål for Aral Tenizi, mål som bør rette sig mod at få profit af skrubber ved bl.a. at få styrket omsætningen af de mange skrubber som Aral fiskerne fanger. Fiskerne har udstyret til en fangst af mindst 1500 tons skrubber, nu skal disse fisk behandles således at de kan opnå den maksimale pris på markederne.  

 10.10. Aralsk

Første punkt denne dag er at få lavet en aftale om et forsøgsfiskeri på Store Aral. Dette foregår sammen med Prekeev fra Karateren og Dosem fra Akbasty.

Formålet med dette forsøgsfiskeri er at få et førstehåndskendskab til situationen omkring skrubber i den nordvestlige del af Store Aral af hensyn til den Masterplan der er ved at blive udviklet. Der har været flere videnskabelige grupper i området og de rapporterer at der ikke længere findes skrubber der pga. af en alt for høj koncentration af salt. Vi vil gennemføre et egentlig forsøgsfiskeri med professionelle fiskere, et forsøg som kan be- eller afkræfte de videnskabelige undersøgelser, dvs. et fiskeri på almindelige vilkår med et større antal garn.   

Aftalen med fiskerne lyder på at de stiller op med 4 mand, et fartøj, en lastvogn, 30 garn og det nødvendige lejrudstyr i en uge. Vi stiller op med 38.000 tenge til dækning af de nødvendige udgifter. Lønnen skal oppebæres af fiskeriet. Fra vores side vil vi deltage i 2 dage og derefter skal de selv føre protokol over deres fiskeri.

Dagen bruges også på at få diskuteret de arbejder som Jan og Henrik er i gang med omkring Masterplanen og det samme med Peder om hans indsats til styrkelsen af Aral Tenizi. Desuden deltager jeg i et seminar arrangeret af Aral Kvinderne med deltagelse af en delegation fra GEF Almaty som er kommet til området for at vurderer Aral Kvindernes virke, sikkert i forhold til de midler GEF har stillet dem til rådighed.

Her møder jeg bl.a. en ung amerikaner Todd Fowler som er kommet til Kazalinsk hvor han skal arbejde i de kommende 2 år til støtte for lokale projekter som har brug for hans kapacitet til realisering af projekt ideer. Todd er ung og ny i området og for at give ham en god introduktion inviterer jeg ham med på forsøgsfiskeriet og det efterfølgende program for udlevering af udstyr til fiskerne i Akbasty, Torangull og Akesbe. Han bliver meget glad for tilbuddet og lover at stille op søndag morgen for afgang mod vest.

Aftenen bruges på et bryllup. Vi er inviteret til af familien bag fiskerivirksomheden Karazir hvor en af sønnerne skal giftes. Det er selvfølgelig en glædelig begivenhed, men familien og gæsterne måtte også ved denne festlige lejlighed vende tilbage til den tragiske hændelse i vinteren 1999 hvor 6 mennesker mistede livet ved at deres bil brød gennem isen. Den store søn i familien og ejer og leder af virksomheden Bacht, var en af de 6 som mistede livet.

11.10. Aralsk

Dagen blev præget af festlighederne omkring fejringen af Akesbe fiskeren Nagali Demeiovs 70 års fødselsdag. En af de væsentlige grunde til dette andet projekttilsyn fra min side inden for det samme år, er at jeg er æresborger nr. 1 i Aralsk regionen, og derfor skal jeg deltage i fejringen af byens 100 års jubilæum. Det jubilæum har man flyttet til maj næste år. I stedet satte man alle sejl for fejringen af denne gamle fisker og et større sportsarrangement. Ifølge akimen var der således ikke flere penge i kassen til festlige formål og derfor blev jubilæet udsat.

Det blev en stor dag for Nagali som startede om formiddagen med fuldt hus (500 mennesker) i kulturhuset til fejringen, musik og optræden. Alle betydningsfulde personer fra regionen mødte op med deres gaver som blev præsenteret med en tale hvor man fortale hvor stor en pris man satte på fødselaren – helt bogstaveligt bed at forære ham en hest, en kamel eller et fjernsyn. Alle havde de den traditionelle kåbe og hat med som Nagali blev iført og han modtog mindst 20 af disse kåber blot denne dag. En af kåberne var åbenbart specielt kostbar idet giver fortalte os at han havde betalt 200.000 tenge for kåben (1300 US$) og det er mange penge i Aralsk regionen. Mange af gæsterne gav os Nagali kontanter. Jeg holdt tale som nummer 3 i rækken af gæsterne og vi forærede Nagali et af de maritime ure og et barometer sat op på en plade af Talgat her på kontoret. Dertil havde vi fået graveret et skilt som udtrykte vores beundring for denne gamle og berømte fisker og hædersmand som stadigvæk driver et aktivt fiskeri og som stadig kan drikke de fleste under bordet.

Nagali blev virkelig hædret og hans bidrag til fiskeriet og befolkningen i Akesbe blev fremhævet som noget enestående hvad det også er. Dette sted Akesbe, som engang havde været en af de store landsbyer med et fornemt fiskeri, er nu reduceret til en lille flække med mindre end 30 familier og en landsby som er ved at blive begravet i sand. Her står Nagali fast og er derigennem en støtte for byen som han også kæmper en hård kamp for at bevare dets skole nogenlunde intakt. Man vil bl.a. lukke de større klasser fra 5 klasse, men Nagali fremhævede i sin tale hvor vigtigt det var at den skole blev bevaret.

Sidste år fik vi efter mange sværdslag endelig bogen om Nagali Demiov gennem trykken og nu kan alle med interesse i Aralsk regionen og dets fiskeri gennem tiden stifte bekendtskab med dette gennem denne bog.

12.10. Aralsk – Akbasty

Søndag. Afgang for Henrik og Jan mod Kyzylorda, Astana og Almaty. Lastning af lastbilen med udstyr og afgang til Akbasty

Overnatter i Akbasty

13.10. Aralsk – Akbasty – Kolandy

Efter morgen teen er der afgang mod Store Aral. Vejret er fint, men det er også blevet betydelig koldere. I denne ekspedition deltager fiskerne Preekev, Dosem, Nurlan, Atemi. Med sig bringer de en lastbil som har træk på 4 hjul, en båd, 30 garn, telt, tæpper og pudder samt mad til en uges ekspedition. Fra vores side deltager Artai, Ydige, Todd og mig selv, vi transporteres i jeep. På vejen støder vi på en af flere kilder som springer op af jorden på positionen 46.15.41 – 59.29.11. Denne er ikke så varm som normalt idet den kun er 18 grader med en saltpromille på 2,03

Efter et kort ophold i Kolandy pos. 46.06.02 – 59.30.53 med en frokostret bestående af Segak antiloppe og pasta fortsætter vi mod det første sted vi skal forsøge fiskeri. Turen går forbi en olierig og en dertilhørende lille by der er bygget op til formålet at få fundet olie i denne del af Kazakstan. Sent om eftermiddagen er vi fremme på stedet kaldet ”Korzhindi” pos. 45.58.19 – 59.12.45 og der finder vi også en større lejr bestående af mange lastbiler, kølevogne, jeeps og de specielle 4 hjuls ørken motorcykler. Det viser sig at være en gruppe fra Almaty som er på jagt efter det lille insekt Artemia salina. En vandloppe som trives i saltvand med en høj salt indhold. Det er en ret kostbar sag til mellem 10-30 $ kg. Artemia bruges til mange forskellige formål, som bl.a. foder til smolt og til parfume. Kineserne har åbenbart brug for dette lille insekt til intet mindre end 20 slags mediciner.

Jagten foregår ved at man afpatruljer stranden for at holde øje med hvor Artemiaen bliver opskyllet og så er det ellers bare om at være på rette sted på rette tidspunkt. Gruppen som bestod af 7-8 mand så gerne at vi forsvandt fra deres område, for som de sagde ”alle siger de kommer for at kikke efter fisk, men i virkeligheden kommer de efter Artemia”. Men vi fik dem overbevist om at vi var der med den hensigt at få fanget skrubber hvis der var nogen. De lod os benytte en hangar de havde påført på stranden.

Garnene sættes og sammen med dem 6 forsøgsgarn som vi har medbragt fra DK, garn med alle mulige maskestørrelser. De garn står i 2 timer og så bliver de halet lige før det bliver mørkt. Der findes ikke en eneste fisk i de 6 garn og da vore saltmålinger viser 66 promille i det område hvor garnene er sat ser vi ikke optimistisk på mulighederne dagen efter.

Der laves mad bestående af makaroni kogt sammen med 2 dåser kød og dertil brød og vodka. Det sidste i uafmålte mængder.

Aften og en del af natten blev brugt på at fiskerne fik spurgt os om hvordan de skulle udvikle metoder til at få del i de midler som afsættes fra internationale fonde o.a. til hjælp og støtte i regionen. Todd Fowler fra USA The Peace Corps var netop kommet til Kazalinsk for at arbejde i 2 år på det NGO kontor som var opstået på resterne af UNDP kontoret i byen. Hans opgave er at hjælpe gode ideer som man lokalt har til udvikling af virksomhed og andet, og Todd kom under en meget kraftig ide beskydning denne nat.

Det blev en kold men meget hyggelig og udbytterig aften og nat. 

14.10. Aralsøen – Akbasty

Tidlig morgen er fiskerne på havet for at hente garnene og det er hurtig gjort for de fanger ikke en eneste fisk. Der er intet i garnene og vi beslutter at pakke sammen og fortsætte ned mod den Usbekiske grænse for der at få gennemført et forsøgsfiskeri.

Det er en lang men meget smuk tur syd på langs den meget blå Aralsø. Vi ankommer til en fhv. lejrskole pos. 45.54.52 – 58.45.05 som nu er overtaget af det kazakiske militær som en grænsestation til Usbekistan. Vi taler med den øverstbefalende som uden tøven fortæller os, at vi skal forsvinde fra området, da han ikke vil have vores aktiviteter nær hans militære forlægning.

Efter en del parlamentæren hvor jeg bl.a. forsøger at bruge mit ”pas” udstedt af akimatet i Aralsk, for vi lov til et forsøgsfiskeri. Ikke pga. mit pas, da det ikke gælder i hans område som ligger uden for Aralsk regionen, ja helt uden for Kyzylorda provinsen, for vi befinder os i Aktubinsk provinsen og derfor kunne vi ikke gøre ”krav” på nogen særbehandling. Men han forbarmede sig over os der havde kørt så langt og som et tegn på hans venlighed fik vi også 3 nybagte brød med ned på stranden hvor vi opsatte vores lejr.

Vejret var fint og lidt lunt. Stranden var noget for sig. Vi er vænnet til mudrede strandbrede hvor der nu også kan findes en del affald overalt. Her var stranden vel en km bred og det var og kun sand lige så langt øjet rækker i begge retninger. Herfra har vi udsigt til den nu meget store ø som er vokset frem med udtørringen af Aral. Tidligere var det en ø på størrelse Ærø nu er den på størrelse med Sjælland.

Garnene sættes og der tages saltprøver som viser 55 promille, så det skulle være muligt at fange skrubber. Samme saltholdighed var det også under forsøgsfiskeriet i 1998 hvor der blev fanget utrolig mange skrubber å få garn.

Således oplivet også med udsigten til en aftensmad bestående af friskfangede skrubber, fik vi igen fremstillet en stor portion makaroni med dåsekød som vi satte til livs med te og brød. Efter et par timers eftermiddagssøvn tog man ud for at overhale garnene, dvs. man lader dem stå men går garnene igennem og tager de fisk som er fanget. Fra stranden kunne vi følge bådens fart igennem vandet under overhalingen og det stod os efterhånden klart at der ikke ville blive mange skrubber til aften.

Der blev ikke fanget en eneste fisk efter at de 30 garn og 6 forsøgsgarn havde stået i vandet i mere end 5 timer, ikke en eneste.

Vi der kørte i jeepen besluttede os for at starte mod Akbasty med det samme. Vi skulle alligevel efter aftalen forlade fiskerne om onsdagen for at slutte os til et hold bestående af projektets URAL (en stor lastvogn) og en jeep med Aral Tenizi folk som skulle starte udleveringen af udstyr i Akbasty onsdag.

Efter aftalen med fiskerne skulle de så fortsætte forsøgsfiskeriet i endnu 3 dage, men da vi overhovedet ikke ser fisk og da vi kun dækker deres udgifter til mad og brændstof (lønnen skulle de hente gennem fiskeriet) synes vi det var fornuftigt at de også indstillede forsøgene. De kunne så selv afgøre om de ville vente til næste dag med at hive garnene og pakke sammen, eller de også ville tilbage til Akbasty så hurtig som muligt. Og med udsigten til en meget klar men også meget kold nat besluttede de sig for at pakke sammen. Udsigten til alligevel at få del i første uddeling af udstyr i Akbasty var afgjort en medvirkende årsag til at ville bruge det meste af natten på at få pakket sammen og kørt de ca. 150 km mod Akbasty igennem et ukendt landskab og veje.

Vi forlod fiskerne kl. 20.00 og for ikke at køre forkert på ukendte veje satte vi kursen mod byen Gaz eller ”Bassay” pos. 46.12.49 – 58.48.51 og via Kolandy til Akbasty. En lidt længere tur men på tydelige veje idet militæret brugte dem. Vi havde jo også bilens satellit Navigator hvor vi kunne følge kursen. Vi havde også et kort med længde og breddegrader, men det var ikke meget bevendt mht. hvor byerne var aftegnet, f.eks. lå Kolandy ca. 25 km fra det punkt hvor byen var sat af på kortet, men en kurs kunne vi udstikke.

Vi er tydeligvis kommet langt ud på landet for vi møder mange dyr. Tidligere på dagen havde vi set flere Sigag antiloper men denne nat var vi ved at køre ind i en stor flok som skulle krydse vejen lige foran os, de væltede rundt på vejen og sprang ud til alle sider og jagt instinktet på vores chauffør var oppe på alle omdrejninger. Det er åbenbart helt normalt at man forsøger at nedlægge et stykke vildt ved brug af ens køretøj. Jeepen kan bruges men motorcykler er mere anvendelige. Under et kort ophold denne dag på vej mod fiskepladsen fik fiskerne øje på en Saigag som haltede og som derfor ikke kunne følge flokken. Den jagtede vores chauffør og en fisker hen over stepperne, men det er en hård medfart at udsætte en jeep for og da dyret åbenbart stadig havde en del kræfter i behold slap den fra dens jægere. En rask og sund Saigag kan løbe/springe med en fart på 100 km i timen over en forholdsvis lang periode. På nattens tur så vi et større antal Ørkenræve, en enkelt ulv (tror vi nok) og i hundredvis af vilde kaniner.

Vi nåede Akbasty lidt over midnat og uden problemer af nogen art. Vi fandt lastvognen i Dosem (en af fiskerne på forsøgsfiskeriet) hus, men jeepen kunne vi ikke finde. Alt var mørkt men vi fik vækket chaufføren, han var ankommet kl. 20.00 og han havde ikke set noget til jeepen, så vi gik til køjs efter at havde fået noget subbat.

15.10. Akbasty – Torangull – Akesbe

Vi er oppe kl. 7.00. Fiskerne var ankommet til Akbasty kl. 5.00 og jeepen med Aksabak og Karakoz var ankommet kl. 3.00. Dvs. at de havde været undervejs fra Aralsk til Akbasty i 14 timer (turen tager normalt 5-6 timer) og det hang sammen med at chaufføren simpelthen ikke kunne finde vejene til Akbasty. 14 timer er lang tid i en jeep, men hverken chaufføren eller kvinderne var synlig mærkede af turen. Under morgen teen morede de sig vældig over alle de problemer de havde været udsat for hele natten.

Uddelingen af udstyr og interviewene foregår på modtager stationen efter at vi har været i bad i badehuset som forsynes med 42 grader varmt vand fra en tilsyneladende utømmelig kilde/spring.

Under interviewene som forestås af Aksabak og Karakoz får jeg gennemgået de tekniske forhold på stationen. Man har fået tilsluttet el fra nettet og det fungerer 2 timer om morgen og om aftenen fra kl. 18.00 – 24.00 og derved kan man spare en del til driften af den generator som hører til stedet.

Men generatoren er et problem, den er ikke er særlig driftssikker. Det er en 2 cyl. Detroit som ifølge de som har opsynet med centeret, kører meget ustabil, når den kører. Den kan åbenbart ikke længere producere tilstrækkelig med strøm til et fornuftigt brug af kølecontainerne. (Jeg har tidligere måtte lægge øre til kritik af denne motor fordi den åbenbart også bruger en del mere brændstof end de burde, så jeg er skeptisk)

Da efterårsfiskeriet fra Akbasty endnu ikke er kommet i gang har man heller ikke haft startet generatoren i flere måneder. Jeg beder om at få startet op og efter at man har fundet et til formålet velegnet batteri forsøger man at få den startet. Men det lykkes ikke og da den også er meget svær at tørne med håndkraft tyder meget på at motoren har sat sig og at den skal igennem en større reparation før den kan køre normalt. Her fra Akbasty er man jo udmærket klar over, at projektet i øjeblikket råder over et nyere anlæg Lister som står ubenyttet hen, dette anlæg vil man meget gerne have opstillet i Akbasty, i bytte med det man har.

Efter interviewene er der udlevering af udstyr og det foregår i en god ro og orden. Derfra er der afgang mod stranden hvor enkelte brigader er gået i gang med fiskeriet og de skal også igennem samme mølle og have udleveret udstyr. Kl. 19.00 er der afgang mod Akesbe via Torangull hvor der opholder sig 5 brigader. Her foregår interviewene og udleveringen af udstyr ret hurtig da hele holdet gerne vil til Akesbe så hurtig som muligt for at få noget te og noget søvn

Vi ankommer til Akesbe hen mod midnat og Nagali Demiov skælder ud over at vi er så sent på den. Men vi kommer til bords og klokken bliver 3.00 inden vi kommer til køjs. Dyret må vente til morgen da vi ikke har den nødvendige energi til at spise bisbarmak til kl. 5.00 om morgen. 

16.10. Akesbe – Aralsøen

Vi er oppe igen kl. 7.00 og efter teen sender vi Peder mod Aralsk med mange ønsker om en god hjemrejse til Danmark. Derefter er der stormøde fiskere og andre interesserede i fælleshuset og derefter går vi i gang med interview og udlevering af udstyr.

Frokosten – dvs. bisbarmak med hvad dertil hører – bliver indtaget og vi beundrer denne gamle fiskeres hus og inventar som virkelig har fået den store tur dette år i forbindelse med fejringen af hans 70 års fødselsdag

Klokken bliver 17.00 inden vi sætter kursen mod stranden ved Akesbe hvorfra der fisker 10 brigader. En af disse fiskere – en aksakal – har bygget sig et rigtig dejligt hus til ham selv og hans 4 sønner som fisker herfra. Dette hus indtager vi til gennemførelsen af interviewene og vi beslutter os for at overnatte i huset idet det bliver alt for sendt inden vi kan udlevere udstyr.

Kl. 24.00 er vi færdige med interviewene og der serveres os kogte skrubber på et stort fad til mange mennesker og herfra spiser vi hold de kogte skrubber med brød, te og vodka.

Derefter er det til køjs i det varme hus hvor vi sover 10 mennesker på ca. lige så mange m2.

17.10. Aralsøen – Aralsk

Tidlig oppe efter at have sovet rigtig godt og efter teen er der udlevering af udstyr til 8 brigader fra Amantekull, Aralsk og Kosamann. 2 brigader lever ikke op til kriterierne og de må komme til Aralsk for et mere uddybende interview. Dog fik de udleveret pakken af tøj til de fiskere fra de 2 brigader som var på stranden denne dag. Det foregår i god ro og orden og efter et par timer er vi på vej mod Aralsk, ankomst kl. 12.00

I Aralsk bliver vi modtaget af fiskere og ansatte som alle har hver deres sag der skal drøftes. F.eks. var Peders afrejse blevet mere dramatisk end nødvendig for de viste sig at han og Akmaral måtte over Aktubinsk for at flyve til Almaty. Det var åbenbart gået helt i kage med bestilling og køb af flybilletter til en afgang fra Kyzylorda. Akmaral handlede meget rådsnar og rigtig fornuftig ved at finde en afgang fra Aktubinsk og ikke mindst også sørge for at der var billetter. Havde hun ikke formået den øvelse vil Peder være kommet i en kedelig situation med visa og en ny billet til Danmark. Her viste Akmaral stor styrke og det viser at hun virkelig er ved at være inde i dette projekt hvor vi alle efterspørger handling derfra hvor man står og ikke først efter alle mulige høvdinge har taget den endelig beslutning for den enkelte.

18.10. Aralsk 

Fra tidlig morgen kommer der fiskere til kontoret for at klage deres nød over at de kun meget vanskeligt kan få afsat deres fangster. Men vi kan intet køre på denne front i år da vi ikke har de nødvendige midler til den indsats der er nødvendig for at få fisken solgt. Dertil er der brug for ansatte med erfaringer på området som tager ud til storbyerne i et forsøg på at få afsat fisk.

Alle vi taler med om dette problem og som har viden på området mener at opkøberne holder sig tilbage pga. af det varme vejr og fordi de tidligere har modtaget fisk af en meget dårlig kvalitet. Det er uden for enhver tvivl at tidligere års salg af skrubber af en dårlig kvalitet nu lægger er en alvorlig hindring for salget af de mange skrubber som tilflyder Aralsk.

Vi har et alvorligt problem som der skal tages hånd om i den kommende sæson, ellers vil mange af de gode resultater vi har i det praktiske fiskeri falde til jorden.

Det er et faktum at fiskerne nu fisker på Aralsøen efter skrubber og dermed får de mange mindre søer og floden i regionen fred for de fiskere og det er i alles interesse. Det er også et faktum at fiskerne nu ved hvor skrubberne dukker op og hvor de skal fange dem. De ses tydeligt i år hvor der pludselig en stor mængde skrubber op i Akesbe bugten og lige uden for bugten. Straks er der 40 brigader på fiskeri i det område med hvad dertil hører af lejre og infrastruktur. Tidligere var det helt utænkeligt for fiskerne at de selv skulle tage ansvaret for deres fiskeri, hvornår, hvor hende og hvordan? Det er så afgjort ikke længere noget problem, nu ligger problemet helt og holdent i aftager leddet.

For så vidt et helt naturligt problem for tidligere var fiskerne altid forbi opkøberne for at få deres accept til at gå i gang. Her er de bare gået i gang og aftagervirksomhederne kan slet ikke klare en sådan selvstændighed fra fiskernes side.

Fra projektet har vi gennem årene slået på at fiskerne måtte tage initiativet så skulle opkøberne nok være der når fisken var til rådighed. Men her ser det ud til at vi tager fejl. Opkøberne er der ikke fordi de simpelthen ikke har de nødvendige økonomiske og mandskabs bestemte ressource til deres rådighed.

Det er et utroligt gammeldags system uden blik for de muligheder der ligger i at opbygge markeder op til de enkelte sæsoner. Vel har de ikke mange penge, men dem de har, sidder de på, og så venter de på at man højt oppefra får tingene til at glide. Men sådan er det jo ikke længere i Kazakstan. Alle der vil fremad arbejder efter mål som de kan overskue og de penge som er i omløb i Kazakstan anbringer man ikke i en usikker fiskeressource som skrubber fra Aralsøen, oven i købet skrubber af en meget dårlig kvalitet efter at de har stiftet bekendtskab med fiskeindustrien i Aralsk.    

Læsning af udstyr til ca. 30 brigader i Tastubek

19.10. Aralsk – Tastubek

Fra tidlig morgen er der afgang mod Tastubek for udlevering af udstyr til de 28 brigader som fisker fra 2 lejre ved Tastubek. Vejret er fint, lunt og tørt. Efter et kort ophold i Djambul for subat (syret kamelmælk) indtagelsen går turen mod Tastubek. Landsbyen vokser og husene er malet og hele byen tager sig rigtig godt ud. Vi drikker en kop te hos Dusbayev og så er det ellers ned på stranden. Fiskerne holder en fridag for at mødes med os og dagen har de også brugt på at få indtaget en betydelig mængde vodka. De mindre fiskeopkøbere som kommer for at købe 1-200 kg skrubber bytter med vodka og den handel synes at være vokset.

Aksabak og Krakuz er da også meget utilfredse med situationen fordi vores interview med fiskerne, bliver vanskeliggjort af de fulde brigadeledere. Men vi kommer igennem 20 interview denne dag, men udleveringen af udstyr blev stoppet af en meget vred Aksabak da en af brigadelederne gjorde meget vrøvl over at han havde modtager 2 indergarn for lidt i forhold til aftalen. Aksabak gennemsøgte hans udstyr og fandt de 2 indergarn under nogle af de udleverede tæppe. Aksabak blev meget vred på manden som undskyldte sig med at det var blevet mørkt hvorefter Aksabak øjeblikkelig stoppede for udleveringen denne dag og sagde til resten af brigaderne at de måtte komme op til Tastubek næste morgen for at få udleveret deres udstyr. Denne episode gav mig en kærkommen anledning til at få understreget over for fiskerne at dette udstyr ikke var deres ejendom endnu, men at det stadig tilhørte Aral Tenizi indtil det dansk kazakiske projekts ophør. 

En brigade skal består af 6 fiskere og de får 6 tæpper, 6 par gummihandsker og varme handsker, 6 par lange underbukser, korte og 6 par undertrøjer korte og lange. Desuden 6 par gamacher, regnslag, hatte og håndklæder. Efter interviewene udleveres garn og andet fiskeriudstyr. Dette udleveres efter objektive kriterier hvor der indgår spørgsmål som: Har de betalt deres kontingent til Aral Tenizi? Hvor mange garn har de og hvorledes har de forvaltet disse garn? Har de selv sørget for at få repareret deres garn og hvis hvor mange? Antallet af både og køretøjer i den enkelte brigade spiller også en rolle. Men der bliver udleveret garn efter en meget nøje vurdering af brigadens historie.

Aksabak og Karakoz har alle data på de enkelte brigaderledere som været aktive i projektet. Hvor mange garn og andet udstyr de har modtaget osv. Eksempelvis siger Aksabak til en brigadeleder ”Du fik 25 garn i 1999 og 30 i 2000 og i 2001 fik du 15 indergarn og 1000 meter over og underliner, hvordan forklarer du at du i dag kun har 35 garn?” Her er det så at brigadelederen skal vise lederskab og ærlighed og hans forklaring er afgørende for mængden af de garn og det udstyr han modtager efter interviewet.

Der er en betydelig mobilitet mellem brigaderne, fiskere som bliver uvenner og flytter og fiskere som selv vil oprette en brigade. Der er intet i vejen for at en fisker får samling omkring en brigade, blot skal brigaden har aftaler med projektet og lovgivningen på plads. Dvs. brigaden skal have licens og de skal have en kontrakt med et kooperativ eller en virksomhed der modtager deres fisk. Er de formelle krav på plads og har de 6 fiskere betalt deres medlemskab på 650 Tenge, så bliver brigaden registreret i Aral Tenizi og de modtager deres udstyr. Mængden af garn afhænger af en vurdering af brigadens kapacitet, dvs. professionalisme, fartøjer og andet udstyr. En brigades fartøjer ejes som regel af et kooperativ, men der findes nu rigtig mange fiskere som selv ejer et fartøj, en lastbil, traktor, motorcykel osv. og dette udstyr til sammen, spiller som nævnt en afgørende rolle for hvor mange garn brigaden får til rådighed.

Denne sæson forventer vi at skulle indgå aftaler med ca. 90 brigader. Da vi startede med udlevering af udstyr for 4 år siden, lagde vi meget vægt på kooperativerne, men udviklingen har vist, at det er mere fornuftigt at lave aftaler med de enkelte brigader. Ca. 20 kooperativer er stadig aktive i den forstand at brigadeleder og leder af kooperativet er den samme person. I dag er der mange kooperativer som har flere brigader under sig og dertil kommer de ca. 25 brigader som har en kontrakt med en af de 3 virksomheder i Aralsk som aftager deres fisk. De brigader som har en sådan aftaler kommer for flertallets vedkommende fra projektets sydlige landsbyer minus byen ”Karateren” som ligger ved Syr Darya

20.10. Tastubek – Djambul – Aralsk

Efter teen blev der stillet op til udlevering af udstyr ved projektets modtagerstation i Tastubek. Udleveringen foregik i rigtig god orden og det var meget tydelig at Aksabaks vrede havde sat sig spor hos fiskerne.

Jeg fik set og gennemgået modtagerstationen og blev ikke imponeret. Stationen har nu 2 containere, men der var ikke fisk i nogen af dem og det hænger sammen med at det er blevet koldere og nu vil fiskerne spare udgifterne til at holde generatoren kørende. Men jeg måtte desværre også konstatere, at stationen er kommet til at se noget kedelig ud. Der var overhovedet ikke blevet malet og vedligeholdt op til denne sæson. Og dertil kunne jeg lægge at en af projektets generatorer stod ude under åben himmel, hvor de ligeså godt kunne have stået indendørs. Helhedsindtrykket var dårligt og stedet manglede opbakning fra fiskerne.

Både Aksabak og jeg måtte holde en brandtale, hvor vi lagde stor vægt på den ide der ligger til grund for disse modtagerstationer, at de skal fungere som et center hvor opkøberne kan købe deres fisk. Hele den ide var nu ved at løbe ud i sandet, fordi nu tog hver enkelt brigade eller et par stykker i samarbejde til byen Aralsk med fisken hvor de så skulle forsøge at afhænde fisken. Havde de ikke aftaler med en virksomhed, så fik de en noget lavere pris end nødvendigt, alene af den grund at de nu stod i byen med deres fisk, de havde kørt hele natten og nu skulle fisken på køl. Jeg brugte et eksempel som jeg havde set dagen i forvejen hvor en brigadeleder havde været i landsbyen Djambul ca. 30 km fra Tastubek for at hente en traktor og en vogn. Vognen blev nødtørftigt bundet sammen med ståltråd og reb og lastet med et par tons skrubber og så gik turen ellers mod Aralsk, hvor de hvis alt gik vel (hvad det garanteret ikke gjorde) ville ankomme 6 timer senere. Der skal man så rundt og falbyde ens fisk ” stå med hatten i hånden” som jeg udtrykte det og på denne måde var fiskerne kommet ind på en uheldig kurs.

Vi gjorde fiskerne klart at nu bør de afgøre med dem selv om de har brug for centeret til mere end blot opbevaring af fisk i situationer hvor fangsten er stor og hvor der er varmt. Skal centret blive i Tastubek så skal de vise ved aktiv handling og økonomi, at centret er et aktiv for de ca. 30 brigader (ca. 150 fiskere) som normalt fisker fra Tastubek området hvert år. Det skal de bl.a. ved at oprette en arbejdslejr hvert år før sæsonstart, hvor centret gøres klart til modtagelsen af fisk og ved at centret står nymalet hvert år ved sæsonstarten. De skal ansætte de nødvendige folk til varetagelsen af centrets funktioner og fra projektets side er vi klar til at støtte når og hvis fiskerne viser at vil at dette center skal fungere efter hensigten.

21.10. Aralsk –

Fra morgen er der fiskere på kontoret som skal have de sidste aftaler på plads og have udleveret udstyr. En del af dagen bruges også på en rundtur til de 3 virksomheder for at få klarhed over tilstanden med behandlingen og salget af fisk. Det stod hurtigt klart, at alt var fyldt til bristepunktet og at fiskerne må indstille deres fiskeri hvis ikke de har andre aftagere end de 3 i Aralsk, de kan ikke tager mere førend der er solgt flere fisk fra Aralsk. Et af de store problemer er vejret. Det er varmt for årstiden og det betyder at mange af de traditionelle opkøbere som henter fisk i Aralsk holder sig tilbage, fordi de ikke råder over de kølevogne som er nødvendige for transport af frossen fisk i det varme vejr. Normalt er temperaturen under frysepunktet fra kl. 21.00 – 8.00 og i den periode kan der køres fisk i almindelige lastvogne uden at de bliver optøet, men med natlige temperaturer på over 10 plus grader kan det ikke lade sig gøre.

Vi må også tage til efterretning, at den nye virksomhed Akbady ikke tilnærmelsesvis udnytter dets kapacitet pga. af manglende faglige erfaringer i selve behandlingen af fisken og pga. af en alt for topstyret ledelse.

På virksomheden Aknur arbejdes der så godt man kan. Der arbejder over 20 mænd og kvinder og de gør deres bedste for at få frosset fisken og pakket den i sække til forsendelse, men det kniber gevaldigt med at få solgt fisk ud til byerne i Kazakstan. Ca. 40 tons fisk er af en så dårlig kvalitet at den kun kan sælges til dyrefoder og det forsøger gør man så til en kyllingefarm i Aktubinsk til pris der ligger under den pris man har afregnet med fiskerne.

På Karazir er man mere organiseret og her holder man meget igen med at købe fisk og den kvalitet man ligger inde med (ca. 50 tons) er ok og den kan sælges til en pris på 60-70 tenge når markedet er klart til at aftage fisken. Igennem vore samtaler med de 3 virksomheder bliver det også klart, at markedet for skrubber er vigende, man vil hellere have sandart og karper end skrubber og årsagen er givetvis, at markedet har fået alt for dårlig en kvalitet det seneste år og derfor holder de igen med at købe skrubber.

22.10. Aralsk – Koshar – Bugun – Aralsk

Vi starter tidlig morgen mod Bugun med et times ophold i Koshar for at mødes med Aimbetov og Israelsk udsendte Isak som arbejder med opstillingen af et meget moderne udstyr til dyrkning af smolt til udsætning i søerne i området. Der er virkelig tale om et yderst moderne udstyr og Isak giver da også udtryk for en bekymring mht. om man lokalt kan styre dette projekt når han og 2 andre udsendte eksperter er taget hjem. En investering på ca. 250.000 $ er jo mange penge i Aralsk Regionen. Ved første øjesyn virker udstyret meget overvældende og det bliver spændende at følge dette projekts udvikling under Aimbetov. Isak håbede meget på at NGO Aral Tenizi ville kunne spille en rolle efter at han er draget hjem, specielt omkring organiseringen.

Positivt var det, at Isak fik understreget, at de efter vores mening meget vilde og kostbare planer om genoplivningen af støren i Syr Darya systemet, ikke var noget dette projekt skulle bruges til. Det skulle alene udsætte lokale arter, en metode som man havde mange års erfaringer med i regionen. Dog havde han friholdt noget udstyr til et projekt til opdræt af sandart som skulle fodres med små karper.

Efter mødet med Isak havde vi et kort møde med Aimbetov inden vi satte kursen mod Bugun.

I Bugun blev vi modtaget af en mindre delegation som bl.a. indbefattede Sergi Sokolov og Askerbek samt en biolog fra Tyskland. De var i gang med et par seminarer i Bugun og Karateren om nødvendigheden af at den lokale befolkning to hensyn til naturen og dyrene i den. Projektet var finansieret af Tyskland og det rettede sig mod skolelærerne i regionen.

I Bugun skulle vi have mødtes med projektets URAL lastvogn med udstyr til fiskerne, men den var der ikke og ingen havde set den. Vi måtte vente og se og Askerbek gav te og frokost. Under frokosten fik vi snakket om det meget perspektivrige projekt som er i gang i Bugun og Karashalan. Begge byer får nu vand gennem det ledningsnet som også forsyner byen Aralsk og andre byer nordpå. Projektet som er meget omfattende er åbenbart betalt af den kazakiske regering, men nok gennem en kuwaitisk fond mente man i Bugun. Det er et rigtig godt projekt som også betyder at vores center i Bugun får indlagt vand og med dette vand og dæmningsbyggeriet som betyder at fiskeriet fra Bugun og Karateren vil blive meget større på arter som kaper og sandart, kan vi se frem til et funktionelt og meget vigtigt center i Bugun. Centeret som tidligere var ledet af Askerbek er nu overgået til en ung mand Sumann, en udvikling på centrets organisatoriske front er meget lovende. Centret har en kredit på 100.000 som ikke er tilbagebetalt, men også kreditten er overtaget af Sumann.

Efter frokosten er vores URAL endnu ikke dukket op og vi beslutter os for at tage ud til stranden for at begynde med interviewene med fiskerne også håber vi at lastbilen vil dukke op i mellemtiden. Kommer den ikke fordi den er gået i stykker, må fiskerne hente deres udstyr i Aralsk. Der er også kun 8 brigader som fisker fra dette område og da de mestendels fisker efter sandart og karper, forventer vi heller ikke at de kan leve op til vore kriterier og derfor bliver der mest tale om udlevering af tøj og i mindre grad garn og andet fiskeriudstyr.

Fremme ved lejren, efter at have kørt 30 km på den søbund som helt sikkert vil blive dækket af vand når dæmningen begynder at virke, ser vi da også at fangsterne for hovedpartens vedkommende består af karper, sandart og et par arter af mindre ferskvandsfisk. Fiskerne fortæller os at fordelingen er 40 % sandart og karper, 30 % skrubber og 30 % andre arter. Skrubberne er de flotteste fisk vi har set indtil nu, store og meget fede fisk, hvorimod karperne er meget små – langt under mindstemålet på de 36 cm. Det samme er tilfældet med sandart som skal være mindst 46 cm. Vi påpeger dette uheldige fiskeri, men vi understreger også at det danske projekt ikke blander sig i fangsten af ferskvandsfisk, kun hvis de bruger danske garn til dette fiskeri. Alle fiskere forsikrer os om at de bestemt ikke bruger danske garn til det formål. Deres egne kazakiske garn stiller de der hvor der fanges ferskvandsfisk, dvs. tæt på floden og de danske stiller de længere mod nord i det noget dybere vand efter skrubber.  

Lastvognen dukker ikke op og vi kører tilbage til Bugun hvor Sumann, vores nye leder af stationen i Bugun, får os lokket ind til en kop te og angrebet sættes ind og vi kan ikke andet end at overgive os og det havde huset også regnet med da der allerede var foretaget en meget stor opdækning og på den lille rundtur i Sumanns gård stødte vi også ind i det fugtige fåreskind som var hængt til tørre. Efter det hele og lidt mere begav vi os nord på omkring midnat og efter 3 timers kørsel var vi fremme i Aralsk. Undervejs havde vi været ude på mindre omveje for at se efter vores lastbil, men vi fandt den ikke.

23.10. Aralsk

Fra tidlig morgen ankommer fiskere som skal have udleveret udstyr og/eller have lavet interview. Denne formiddag laves der 4 interview med brigader som ønsker at komme i gang. Vi registrerer dem, men de kan ikke få udleveret garn/materialer førend situationen i fiskeriet er normaliseret. For også denne dag står der grupper af fiskere med fisk de gerne vil sælge og en af disse sælger 4 tons for 15 tenge, så priserne er helt i bund. Andre kan slet ikke komme af med deres fisk, så vi forsøger igen at få stoppet fiskeriet. Men det er umuligt for nu er fiskerne flyttet ud til Aralsøen og så længe de opholder sig der vil de fiske og så ellers blot forsøge at få afsat deres fangster. Vi holder møder og møder og vi argumenterer for at de har et ansvar overfor deres egne markeder, men lige meget hjælper det, nu har vi i 10 dage forsøgt at få stoppet fiskeriet, men det er ikke lykkes for os, og det vil det sikkert heller ikke, mener Aksabak.

Vi har endnu intet set eller hørt til vores lastbil med udstyr som blev væk i går og projektets jeep sendes syd tidlige morgen på for at få opsporet lastbilen og for eventuelt at hjælpe med til at lastbilen kommer til en by eller til Aralsk. Der er nu ikke længere ret meget tvivl om at vores URAL har været udsat for et noget alvorligt teknisk problem, ellers ville vi have hørt til sagen.

Eftermiddagen blev brugt på et internt møde i Aral Tenizi om situationen med den manglende afsætning af fisk. Mødet havde et emne: Oprettelsen af fiskeribehandlings virksomhed ”Aral Kampala” her i byen Aralsk. Med til mødet var foruden Kurt, Aksabak, Karakoz, Akmaral, Ydige.

På mødet blev det slået fast, at der er akut brug for en behandlingsvirksomhed som fiskerne kan stole på vil købe deres fisk. Dvs. en virksomhed som kan opkøbe og behandle min. 6 tons fisk om dagen. Mødet fastslog også, at en sådan virksomhed vil kunne oprettes under følgende konditioner:

En kredit på ca. 50.000$

3 stk. kølecontainere

1 stk. fryserum til min. 6 tons fisk

En til formålet velegnet bygning i centrum af Aralsk

20 gode medarbejdere

2 stk. lastbiler med kølerum

Aksabak mener at det er muligt at finde de 20 medarbejdere i Aralsk og at hovedvægten bør lægges på de kvinder som tidligere arbejde i Aralrybprom. Vi kunne også forestille os en kvindelig ledet virksomhed.

Mødet blev det første af 2 møde om dette emne mens jeg er i Aralsk. Det sidste holdes fredag. Vi var enige om, at vi vil arbejde for at skaffe de nødvendige fysiske forudsætninger og økonomier til etableringen af kooperativet inden sæsonstart 2003.

Det vigtigste emne kunne vi ikke afgøre, nemlig hvorledes et sådant kooperativ oprettes under hvilke betingelser osv. Vi enes om at eftersøge en model der minder om en erhvervsdrivende fond, hvor midlerne ved opløsning/salg tilfalder NGO Aral Tenizi eller anden almennyttige virksomhed i Aralsk Regionen. Hele denne del skal undersøges til bunds i Almaty og Zhannat er allerede velorienteret om hele denne sag gennem hendes og Aksabaks daglige telefonsamtaler.

Som resten af de ansatte i Aral Tenizi, er hun meget positiv overfor dette nye initiativ og vi er enige om, at efter mødet på fredag tager jeg en grundig diskussion med Zhannat i Almaty inden jeg flyver til Danmark og så skal Aral Tenizi, så hurtig som muligt, have sagen på et bestyrelsesmøde og derefter sender Aral Tenizi det formelle brev til LLH hvor hele projektet præsenteres som et tilbud om et fremtidt samarbejde om oprettelsen af ”Aral Kampala”.   

Zhaulkhan kommer for 117 gang med ønsket om at få afsluttet rapportskrivningen af hans biologiske program i 2001. Vi har ikke kunnet udbetale de sidste 100.000 Tenge før han får afleveret en rapport på engelsk. En rapport som afslutning på den opgave projektet bestilte hos hans institut i 2001. Denne gang medbringer han Sistan og nu vil rapporten bliver oversat inden fredag hvor jeg forlader Aralsk – lover de mig. 

24.10. Aralsk

Også denne morgen er der en livlig aktivitet med fiskere som har forskellige ærinder og 3 brigader skal have lavet interview. Andre skal have udleveret udstyr - også her er projektets altmuligmand Talgat uvurderlig. I det hele taget er det dansk/kazakiske projekt bemandet med meget gode folk som nu arbejder med deres opgaver på en måde der giver respekt. Og for mig er det en god oplevelse, at være omgivet af og sammen med disse mange gode folk, som hver i sær udfører et enestående stykke arbejde, når man ser på de forhold de skal virke under.

Aksabak er nu projektets helt centrale person, med en styrke der kun synes at vokse, også selv om hun har været meget syg i år. Men omkring de fastansatte, er der også mange unge frivillige som altid er villig til at påtage sig et stykke skrive arbejde eller løbe et ærinde, lave te osv. Der er virkelig en rigtig god stemning på de forskellige kontorer og hver dag er der morsomme episoder som samler og latteren er altid med os. Arbejdet og de mange mennesker, som uafbrudt møder op på kontoret, er usammenlignelig med noget jeg har set andre steder. Det er ufatteligt, at det overhovedet kan lade sig gøre at producerer noget som helst i en sådan kaos, men der produceres på livet løs. Målt på profit er det sikkert ikke imponerende, men målt på resultater er det enestående – og det er vel det der tæller, når alt kommer til alt, hvad det jo heldigvis aldrig gør.

 - Arbejdet starter for de fleste kl. 10.00, men inden da har Talgat og Alima fået styr på kontorerne, skal der varme på er der varme på det centralvarme anlæg Talgat selv har fået bygget. Han har også bygget en badestue på første sal og han er i gang med en tiltrængt renovering af det udendørs toilet. Vi arbejder til kl. 13.00 hvor der er frokost til kl. 14.00. Derefter skal der normalt være et par timers pause til kl. 16.00, men det lader sig ikke gøre når der er danskere i området. Derefter arbejder man fra kl. 16.00 – 20.00 hvor kontorerne lukker og vagtmanden som sover på stedet, tager over for natten.

Af opgaver denne dag kan nævnes:

-         interview med 5 brigader, hvert interview tager 20-30 min.

-         2 møder ude af huset

-         gennemgang af det meget omfattende referat fra generalforsamlingen

-         3 møder i NGO Aral Tenizi.

-         Diskussion af en høj telefon- og Internet regning på 80.000 Tenge denne sidste måned. Vi aftaler at størsteparten af denne regning på tilskrives holdet af danskere som udarbejder Masterplan. Der laves en regning til projektet på 2/3 af beløbet idet den lokale administration ikke bør have denne økonomiske byrde.

-         Der har været noget hærværk på de udendørs toiletter og lagerrummene. Dette udbedres samme dag af Talgat med hjælp af 3 frivillige

-         Havde der været ophængt videokamera i de 4 centrale og vigtigste kontorer i Aral Tenizi så ville de havde registreret et stort antal mennesker som kom til huset denne dag. Mange af dem uden noget andet formål end blot at kikke forbi og mange med formål som at skrive på computer, tage kopier, aflægge en beretning, modtage penge og sedler til indkøb, møder i de to andre organisationer som hører under Aral Tenizi osv. For mit eget vedkommende så hilser jeg på 30-40 mennesker hver dag som kommer med det formål at hilse på og om muligt at veksle et par ord, ikke fordi alle har et ønske, men ligeså meget for at pleje fremtidige ønsker.

Vores URAL lastvogn er fundet og bragt til Bugun hvor udstyret er bragt i sikkerhed. Jeepen kom til Aralsk med de 2 chauffører kl. 04.00 i nat og Nurlan, lastvognens chauffør, beretter at kan gik i stå langt fra nogen bebyggelse og da han skulle passe på udstyret, måtte han afvente hjælp. Lastvognens motor siger mærkelige lyde melder Nurlan, så der venter os sikkert en større reparation.

I dag er der skiftedag på skibsværftet i Aralsk. Direktøren Alasbay (som har siddet på virksomheden siden han blev sat fra posten som akim i Aralsk er under anklage for at have misbrugt midler fra denne offentlige virksomhed. Den nye direktør Aimanbetov fhv. akim og direktør på Aral Salt.

Vi inviteres ud på virksomheden for at blive introduceret til den nye direktør og for at genforhandlet de gamle aftaler om færdiggørelsen af de 2 fartøjer, vi har haft under opbygning i de seneste 3 år, uden at projekterne har kunnet færdiggøres. De 2 fartøjer står som de stod sidste år, men nu har man da fået sat en skrueaksel i det mindre fartøj og fået lavet de indledende øvelser til installeringen af den motor vi bragte til Aralsk sidste år.

Efter inspektionen havde vi en længere samtale med den nye direktør som lovede at alt nu ville blive helt anderledes, og nu vil indgåede aftaler fra deres side blive overholdt. Vi enes om at de får lavet et nyt udkast til en kontrakt for færdiggørelsen af det mindre fartøj, så det kunne være sejlklar i maj næste år. Direktøren fik understreget, at prisen ville blive større pga. inflationen, men at vi helt sikkert kunne finde frem til en fornuftig aftale. Vi mindede ham om, at indtil i dag havde vi udbetalt 120.000 Tenge og vi havde leveret en motor så disse to vigtige leveringer fra vores side skulle fremgå meget tydelig af den nye kontrakt. Direktøren ville også sikre sig vores forståelse for at med underskrivelsen af denne kontrakt skulle vi betale 70 % af de med projektet forbundne omkostninger. Det kunne vi ikke sige ja til på dette foreløbige grundlag, men vente til vi så kontrakt udkastet. Mht. den store båd ville vi afvente færdiggørelsen af den mindre førend vi tog stilling dennes færdiggørelse – det ville så sikkert kunne blive i feb. Næste år.

Af andre emner som blev drøftet var oprettelsen af et værksted for reparation og nybygning af glasfiber fartøjer til fiskeriet. Direktøren var udmærket klar over, at i aftalen mellem Verdensbanken og Kazakstan var der lagt op til at denne aktivitet skulle foregå i Karateren hvor man tidligere havde den opgave, men dertil sagde han at sådan ville det ikke blive, reparation og bygning af glasfiber fartøjer ville komme til at foregå i Aralsk på hans virksomhed, det havde han aftalt med akimen i Aralsk.

Direktøren ville også i gang med at genopbygge fiskerivirksomheden Aralrybprom på skibsværftet, da han mente at en sådan genopbygning var nødvendig og at den helt naturligt skulle ligge på skibsværftet, da havnen jo ville blive genoprettet som havn efter at dæmningen var bygget. Han skulle blot lige have bekræftet fra os, at vi også synes godt om den ide. Dertil kunne vi i sandhedens natur kun give ham ret i, at der var et akut behov for at få købt, behandlet og solgt fisk fra Aralsk regionen, men om dette skulle være i form af en central virksomhed i Aralsk, var vi derimod mere i tvivl om.

Vi gav ham en introduktion til vores udvikling af Masterplanen og at denne kunne operere med forskellige løsningsforslag, også forslag som gik i en mere decentral retning hvor byer som Karateren, Bugun, Tastubek, Akesbe og Akbasty måske selv skulle have en eller anden form for fiskebehandling. Men vi mente som ham, at det uden ret meget tvivl nok ville blive Aralsk som blev centeret for den fremtidige fiskebehandling i regionen, alene infrastrukturen jernbane osv. ville fremme en sådan løsning.

Vi gennemfører endnu et par interview og vi har et møde med Tenstuk. Han vil gerne tilbyde sine erfaringer med salg af fisk og han vil også få fremstillet en analyse af markedet i Kazakstan og Rusland for skrubber. Vi aftaler at jeg får udarbejdet en række spørgsmål til brug for denne analyse så får han den udarbejdet. Vi aftalte noget lignende under mit sidste ophold, men jeg ikke husket mig selv på det, men i lyset af de planer vi har om oprettelsen af et kooperativ til fiskebehandling og salg af fisk er det nu på sin plads at få lavet denne analyse.

En af projektets ansatte Akmaral, tolk og ansvarlig for driften af kontoret på Aral Tenizi, skal giftes den 1/11 og hun inviterer os til at mødes med hendes fremtidige mand i morgen. Jeg aftaler med de andre på kontoret at vi og Aral Tenizi giver Akmaral og Talgat 300 US$ i bryllupsgave. Det er en flot gave, men familierne er ikke velhavende og et bryllup i Kazakstan er en bekostelig affære. Selv om de holde det på et absolut minimum skal der alligevel mindst 200 gæster, blot til den ene af de 3 dages fester som et bryllup fører med sig i Kazakstan.

Der er også møde med skattekontoret i Aralsk som vil have 16 % i skat af værdien af det udstyr vi har sendt dette år. Selv om Zhannat har fået skattemyndighederne i Astana til at faxe til de lokale myndigheder, at vi ikke skal betale skat af de humanitære transporter, så er vi alligevel under pres af de lokale myndigheder. Aksabak mener at presset er foranlediget af at akimen mistede ansigt under generalforsamlingen og at vi har afvist at stille vores udstyr, kølelastbilen til hans rådighed for et fremstød for skrubber i Kyzylorda.

Akimen har fået endnu et nej fra Aksabak. Vi vil ikke tage ansvaret for en opstilling med salg og stegning af skrubber på pladsen foran akimatet i morgen den 25. oktober hvor man fejrer republikkens dag. For som Aksabak forklarer os, så har vi tidligere accepteret at bruge penge og udstyr på sådanne krav fra Aralsk akimen og akimen i Kyzylorda, men nu mener hun at det må være nok. Det koster projektet mange penge og tid og hun mener ikke at det kan være en opgave for en NGO at lade sig styre af de offentlige myndigheder.

Vi støtter hende i hendes afvisning, men vi erkender også at det kan give os problemer. Jeg har dog fra dansk side gjort det krystalklart, at skal vi til at betale skat af de humanitære transporter, så stopper de. Tidligere angreb af lignende art er altid blevet afværget gennem sådanne udmeldinger fra projektets danske partner. Men i år ser det ud til at myndighederne vil lægge et større pres på os end de tidligere år, og det kan måske hænge sammen med rygterne om at akimen er på vej væk fra Aralsk og således har han ikke noget at miste gennem angrebene på NGO Aral Tenizi.

25.10. Aralsk

Der kom 2 brigader fra Raim hvoraf den ene er ny. Raim er jo projektets smertensbarn hvor der ligger kreditter og garn og roder rundt uden at vi kan finde ud af hvad vi stiller op med dette kollektiv. Men nu er der 4 brigader der er gået ud af kollektivet og fået sig etableret i 2 kooperativer

Resten af formiddagen brugte vi på pladsen hvor republikkens dag den 25. oktober blev fejret med musik og dans og boder fra alle virksomheder og landsbyer i regionen.

Eftermiddagen holdt vi møde i Aral Tenizi hvor problemer skulle løses og nye strategier lægges. Vi står helt sikkert over for et problem med den seneste transport hvor man vil have told og moms af værdien af udstyret på de ca. 10 mill. Tenge i alt 1,6 mill tenge forlanger man. Årsagen er for så vidt klar – Aral Tenizi er ikke registeret som en NGO der har ret til at modtage og distribuerer sådanne humanitære gaver.

Havde der været en kontrakt mellem LLH, AT og Danida var problemet løst, for på en lange liste over internationale donorer står Danida opført.

Loven er helt ny fra i år og på Aral Tenizi blev man ikke bekendt med loven førend denne transport skulle registreres af de lokale myndigheder. Som sagen står, bliver det vanskeligt at komme klar af denne lov også selv om Zhannat i Almaty gør hvad der står i hendes magt for at få os ud af denne klemme med at faxe og telefonopringninger fra alle mulige og umulige myndigheder til de lokale myndigheder.

Efter at have gennemgået loven kan jeg sagtens finde en logik i denne lov i og med at de mange tusinde NGO i Kazakstan ikke kan siges at leve op til deres vedtægter om at være uden for profit og andre økonomiske aktiviteter der ikke hører under en NGO. Så således er er der god grund til denne lov.

Men jeg måtte kritiserer den holdning man har i Aral Tenizi til love, en holdning som åbenbart bygger på, at love er lavet med det ene formål at genere folk og at folk så måtte gøre hvad der står i deres magt, for at komme klar af loven. Jeg efterspurgte aktion i forhold til det fundament hvorpå Aral Tenizi er bygget og arbejder. Jeg så hellere at man sender redegørelser og andre papirer til de rette myndigheder, hvor de gør klart, at den lov ikke bør gælde for Aral Tenizi, af de og de gode grunde. Men det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, dvs. efterlevet.

Zhaulkan var også forbi med den oversatte rapport og sammen med ham kom Sistan som havde stået for oversættelsen. Sistan selvfølgelig også for at sikre sig de 7000 tenge som han skulle have som betaling for opgaven. Efter et første gennemsyn blev vi enige om, at det var ok og at vi kunne udbetale størsteparten af de penge som instituttet havde til gode, tilbage stod spørgsmålet om betalingen til Sistan.

Efter svære forhandlinger blev vi enige om, at instituttet måtte betale og derefter kommer der på forunderlig vis et par flasker vodka på bordet til forsegling af aftalen og til fejringen af den 25. oktober. Under fejringen kommer Karabek for at hilse på og kort tid efter også Aksabak og Karakoz. Denne selskabelig er næsten afsluttet, da Talgat fra Aknur dukker op med en flaske vodka og en flaske konjak. Også han har fået den lyse ide at vi bør fejre den 25. oktober med hvad dertil hører. Vi må dog stoppe førend vi blot når i nærheden af bunden på de to flasker idet vi jo skal til polteraften hos Akmaral.

Det er første gang jeg besøger Akmarals hus og der er da også lagt på til en større fest med mange gæster, dans og bisbarmak fremstillet på en af de største får jeg har været med til at dele hovedet på. Festen forløber planmæssigt og ved 02.00 tiden tager hele selskabet med mig til stationen for at tage standsmæssigt afsked.

Det er noget helt specielt ved disse nætter hvor jeg skal forlade Aralsk efter endt arbejde. Denne nat er det bidende koldt, men selskabet er ved godt mod i den lille time vi venter på toget. Endelig kommer det under stor larm og en voldsom aktivitet de få min. Toget holder i Aralsk. Vi skal have min bagage plus de mange pakker jeg skal slæbe til Aralsk til Zhannat og andre, så alt i alt har jeg vel 50 kg at slæbe på den rejse fordelt over 6 kufferter, tasker, pakker m.m.

I toget får jeg anvist min plads, som denne gang blev en lille 4 mands kupe med sovende folk som gør højlydt opmærksom på, at de ikke bryder sig om at blive vækket her midt om natten. Men kort tid efter er min bagage stuvet og jeg lagt til køjs. Jeg har reddet mig en voldsom snue/forkølelse og næsen løber hele tiden i takt med min hoste.

26.10. Kyzylorda – Almaty 

Men kl. 09.00 bliver jeg vækker og gjort opmærksom på at vi snart er i Kyzylorda og at jeg skal få afleveret mit linned og gjort mig klart til at gå fra borde.

I Kyzylorda bliver jeg modtaget af Alim, Aksabaks broder som glad vinker til mig. Jeg har ikke set ham før men slægtskabet lader sig ikke fornægte. I god ro og orden tager han mig hjem til sin kone Gulnare og hendes søster Nursule som er inviteret fordi hun taler engelsk. Alim og Gulnare bor i et boligkompleks i midten af Kyzylorda og endnu engang skal jeg overraskes over tilstanden uden for boligen i sammenligning med det flotte hjem de har på 5 sal. Der er en meget dejlig stemning i det hjem og Gulnare tager mig med storm, hun er en dejlig kvinde som Alim også er meget stolt af. Ursaule bor og arbejder i Turkestan som engelsk lærer på universitet. Hun er en smuk ugift kvinde på 35 år, og hun mener ikke at denne status vil blive ændret med de kandidater hun har stiftet bekendtskab med. Hun taler og forstår engelsk perfekt, men hun har aldrig været uden for Kazakstan, også selv om hun ønsker det meget.

Vi spiser en fornem frokost med ”pluff” og tiden går hurtig til vi skal til lufthavne hvor mit fly til Almaty afgår kl. 14.30. Der skal tages fotos og der skal udvikles adresser og tiden løber faktisk fra os og inden vi ankommer til lufthavnen er klokken blevet nær 14.00 – og her går det så helt i kage.

Efter reglerne skal vi møde en time før afgang ellers risikerer man at ens billet bliver solgt til en anden, og det er lige hvad der er sket med min billet. Så går Alim, Gulnare og Nursule i aktion med mit pas om æresborger i Aralsk som et vigtigt redskab. Men de står over for en mur af afvisning. Nursaule er meget vred og hun skælder lufthavns funktionærerne sønder og sammen, men de er kolde som Krupp stål. Vi truer med Kyzylorda akimens vrede og fyringer af samtlige ansatte i denne lufthavn, hvis ikke de straks får denne danske VIP ombord på flyet til Almaty, men de er kolde og Alim er ved at gå i opløsning. Han skal stå til regnskab over for Aksabak i Aralsk. Og selv om Aksabak er Alims kødelige, så ved Alim at han ikke vil slippe levende fra denne sag, hvis han ikke får mig med det fly.   

Flyet afventer et hold meget vigtige personer som selvfølgelig ankommer efter at flyet skulle være lettet – ellers var de jo ikke vigtige. De kommer med vagter og hele opstillingen og lufthavnens direktør plus følge modtager denne gruppe af vigtige personer som tydeligvis har indtaget en meget våd frokost, det har direktøren og følge også. Denne nu store gruppe der i hast iler gennem bygningen på vej ud mod flyet blev det næste helt naturlige ofre for mine værters anstrengelser og nu meget vrede.

Direktøren forsøger at løse problemet, men må opgive da flyet jo var helt udsolgt og således kunne han jo ikke finde nogen plads til mig. Andre fra følget som blev efterladt, måtte så i gang med at forhandle på mine værters vegne og ligesom tiden var løbet fra os, blev jeg uden forklaring hevet ind i indtjekningen under meget stor kaos. Jeg fik dog kysset og vinket farvel, men de noget mere end 50 kg bagage måtte jeg selv bære ud til flyet og selv smide ind i bagagerummet. Flyet er et propelfly med plads til ca. 50 mennesker. Jeg blev holdt tilbage og da alle var kommet på plads blev jeg anbragt ude i bagenden af flyet i et meget lille rum uden sæder, omgivet af den proviant gæsterne skal have under turen og så var det ellers afgang.

Herfra sidder jeg nu og skriver på denne beretning. Og dette er Kazakstan – jeg har ikke overholdt de vedtagne regler, min situation i lufthavnen er helt klar – jeg kan naturligvis ikke komme med det fly som nu er fuldt optaget, men her sidder jeg og det også betydeligt bedre end mine medpassagerer. Meget god plads og end sød stewardesse som gør alt for at jeg har det godt med tæpper, te vand og proviant. Og om gud vil lander vi i Almaty om en times tid.

Jeg modtagers i lufthavnen af Makhambet og vi tager hjem til ham for at holde denne lørdag fri og for at få talt om de opgaver vi har haft hver i sær i Aralsk regionen.

Makhambet orienterer mig om den måneds videnskabelige undersøgelser han har været med til i Aralsøen og han kan berette at man er ret sikker på at Lille og Store Aral allerede er blevet til to meget forskellige økosystemer, to systemer bestemt af Stor Arals høje saltindhold.

27.10. Almaty

Jeg har aftalt med Zhannat at vi vil bruge hele søndagen på at få en grundig drøftelse af projektet og af hendes planer for fremtiden. Jeg mødes med Zhannat på ”The Central Asia Regional Environoment Centre” hvor hun har fået en stilling som leder af et ressourcekontor under ECO Forum. Ressourcekontoret er finansieret af den hollandske organisation ”Miljøkontakten”. Zhannat er chef for 5 medarbejdere som har til opgave at være til rådighed for kazakiske Ngo’er som har brug for kontorets ekspertise. Stillingen løber frem til midten af 2003 hvor ECO Forum afgør kontorets fremtid.

Zhannat er glad for jobbet også fordi det giver hende en fast månedlig indtægt som hun har meget brug for efter at hun har købt en lejlighed i Almaty for at have et fast sted efter at hun har født i december. Hendes søster fra Aralsk er flyttet ind i lejligheden for at hjælpe og støtte under graviditeten og det første år efter fødslen.

Efter de første meget turbulente måneder i Zhannats gravitet er hun nu kommet på plads også mentalt. Hun glæder sig og er derfor også meget glad for at hun besluttede sig for at gennemføre denne graviditet også fordi hun er 35 år og derfor løber tiden jo hurtig.

Formiddagen går med en grundig drøftelse af situationen i vores projekt og af forholdene i Aralsk regionen og i Aral Tenizi. Zhannat er velinformeret gennem Aksabak som hun taler med næsten hver dag.

Vi er meget enige om at fremtidens indsats bør lægges i arbejdet på at få sikret kvaliteten af fisken for derved at få den solgt til en fornuftig pris. Som situationen ser ud i år er det vel en skandale, at fiskerne lander en meget flot og værdifuld fisk som efter behandlingen i fiskeindustrien i Aralsk kommer ud i den anden ende som noget der minder mest om skidtfisk. Vi er udmærket klar over at situationen i år er usædvanlig, men vi er også klar over, at det kun er mængden af fisk der adskiller dette år fra de foregående. Kvaliteten efter frysehuset er meget dårlig og det er hovedårsagen til at det er så vanskeligt at få afsat flere fisk end tilfældet er. Opkøberne i Kazakstan og Rusland er blevet trætte af at få en så dårlig kvalitet fisk. Fra Almaty har Zhannat gode muligheder for at holde sig orienteret om hvad der forgår, og hun ved fra markedet at salget af skrubber er begrænset af skrubbernes kvalitet.

Med hensyn til Zhannats virksomhed og indsats fra Almaty så vil hun gøre det hun kan for at få de nationale og internationale fonde til rette deres opmærksomhed om ovenstående problem. Hun har allerede haft flere kontakter i denne sag og hun mener at der er lydhørhed over for sagen.

Med Henrik og Jan har hun aftalt, at der bør afholdes et seminar i Almaty om hvad der bør gøres i sagen. Man er enige om, at inviterer 15 personer fra Kazakstan og Usbekistan til dette seminar – videnskabsfolk – og de skal hver i sær fremlægge deres bud på hvad der gøres i denne sag. Vi aftaler at projektet bidrager med 400 $ og resten af pengene har hun hentet i ECO Forum og Ressourcecenteret. Seminaret afholdes i starten af 2003.

Vi fik også en lang og god drøftelse af strategien for Aral Tenizi. Vi er enige om, at foreningen i det kommende år må satse meget mere på oplysning i regionen, både af hensyn til at kunne holde på medlemmerne, men også for at få en større fælles indsats fra fiskernes side. Bl.a. skal fiskerne og beboerne i landsbyerne arbejde meget mere med de 4 modtager stationer. Og specielt Tastubek stationen skal op at køre på et meget højere niveau. Situationen på modtagerstationerne skal forbedres og der skal sættes ind over for den negative udvikling der er omkring fiskernes overholdelse af mindstemålene på fisken.

Medlemskabet af Aral Tenizi skal betales til tiden osv. Så der er brug for opstramninger og peptalk herfra og dunder tale fra Aksabak og Karakoz, der skal ydes en større indsats fra fiskernes og landsbyernes side for ovenstående og for at få højnet indsatsen gennem de 14 lokale centre i landsbyerne. Også indsatsen i Aral Tenizi skal optimeres, nyhedsbreve skal skrives og de skal fordeles og nyhedstavlerne i landsbyerne skal holdes levende med mange flere oplysninger end tilfældet har været i det foregående år. Årsagerne til at Aral Tenizi er gået ned i tempo blev vi også enige om skyldes de forhold som er beskrevet andet steds i denne dagborg.

Selv om Zhannat ikke har været ansat i projektet og i Aral Tenizi siden juni i år så spiller hun fortsat en stor rolle i de beslutninger som tages, også omkring de øvrige ansatte. Vi fik også på dette lidt vanskelige område, skabt en udmærket plan som hun vil forelægge Aral Tenizi.

Projektet har stadig 7 ansatte og det er 3 mere end vi har oplisten i budgettet for 2002, men vi har ikke noget valg, vi har brug for dem alle også i det år der kommer.

Vores forslag til Aral Tenizi lyder:

Aksabak frigøres fra hendes daglige tilsyn og virke inden for fiskeriet og dermed den løbende kontakt til fiskerne. I det kommende år bør hun virke som præsident og som daglig leder af hovedkvarteret i Aralsk hvorfra hun skal arbejde for at der kommer en meget bedre og mere effektiv behandling af fisk.

Karakoz som er projektets bogholder overgår til at tage jobbet med at være på farten rundt regionen for tilsyn og monitorering af det praktiske fiskeri. Til hendes hjælp får hun Talgat, projektets pedel som efterhånden var blevet Aksabaks støtte og hjælp i dette praktiske arbejde. Talgat anbefaler en at afløse for ham til varetagelsen af de daglige pligter i Aralsk med vedligehold og opvarmning af kontorerne. Talgat skal have noget mere i løn også fordi han er en meget stabil og dygtig medarbejder.

Karakoz fortsætter som projektets økonomiansvarlige og vi ansætter Gulnare som den bogholder. Også i dag udfører Gulnare det daglige bogholderi for Aral Tenizi og projektet. Hun har været ansat i et par år under et GEF støttet program som nu er ved at løbe ud.

Akmaral, daglig leder af kontoret fortsætter i stillingen, nu med et større ansvar for formidlingen i Aralsk og nyhedsbreve til projektets hjemmeside. Hun skal have hjælp fra 2-3 af de unge frivillige til de opgaver.

Vi ansatte en ung mand Ydige i feb. I år, men dog til en beskeden løn. Han har sagt at han må have mere i løn herfra oktober i år for at komme på en mere lige fod med de andre ansatte. Vi er meget usikre på Ydige, hans indsats er ikke tilfredsstillende og vi tror ikke så meget på at det hænger sammen med lønnen, men mere med hans umodenhed. Han skulle arbejde tæt sammen med Aksabak i arbejdet med fiskerne, men ifølge Aksabak går det ikke særlig godt. Selv har jeg den kritik, at han havde lovet at arbejde på opbygningen af en database, men han er endnu ikke kommet i gang, selv om han har fået det nødvendige grej stillet til rådighed og sidst – men ikke mindst – så havde vi også håbet at han kunne fungerer som tolk, men også på det område går det ikke for godt. Zhannat vil forslå at han ikke kan få mere i løn og det betyder sikkert at han holder op, men så må det blive sådan.

Argtai projektets chauffør fortsætter hvis han lever op til sine løfter om ikke at drikke når han er på opgaver. Der har været flere uheldige episoder det seneste år og også under mit ophold skete det 2 gange at han drak sig fuld ude i landsbyerne. Overfor mig har han undskyldt og beklaget det meget dybt og lovet at det ikke vil gentage sig. Han har fået den sidste advarsel og holder han ikke sit løfte må vi finde en anden chauffør. Zhannat er meget overbevist om at han bryder sit løfte og ifølge Zhannat er man er også gået i gang med at finde en afløser for Argati.

Med dette forslag til ansatte i det kommende år vil udgiften til lokal løn blive ca. 1000 US$ om måneden. Vi er alle meget enige om, at de ansatte opbærer en efter forholdene meget beskeden løn i sammenligning med andre internationale projekter. Ud af denne løn betaler de selv for rengøringen af kontorerne og for de 2 vagtmænd som skiftes til hver nat at sove på stedet.

Efter skat svarer gennemsnitslønnen for de ansatte i dette projekt til den løn en lærer får i Aralsk regionen. Og vi er også enige om, at skal projektet fortsætte efter at Danida bevillingen løber ud i 2003, skal de ansatte have en betydelig lønstigning, ellers vil de med deres erfaringer og kvalifikationer sagtens kunne finde et andet job i en af de utallige internationalt støttede projekter som finders overalt i Kazakstan.

Aral Tenizi indtægter kommer fra medlemsbidrag ca. 400.000 tenge/år og udlejning af jeep og lastvogne samt lidt hotel virksomhed i den lejlighed som er købt til brug for de danske udsendte. Men de samlede indtægter løber ikke op i en mill. Tenge om året og da lønudgifterne alene nærmer sig de 2 mill. Er der ikke midler i Aral Tenizi til lønninger også fordi bestyrelsen bruger en del penge til møder og rejser samt diæter.

Efter disse første timer tog vi hen for at bese Zhannats nye lejlighed for at få lidt frokost og fortsætte drøftelserne af specielt Zhannats planer for fremtiden.

Zhannat har købt en lille lejlighed på 5 sal i et nogenlunde roligt kvarter. Køkken, bad/toilet og et rum. Den har hun betalt 5000 US$ for og dertil har hun lånt 3000 af en ven. De penge har hun lovet at tilbagebetale inden for 2, men helst 1 år. Hun skal betale 15 % i renter hvis de er tilbage betalt inden for et år.

Hendes løn som leder af kontoret er 240 $/md. Efter skat er det 60 $ mindre end hun var blevet stillet i udsigt. Men et budgettilsyn viste at der ikke var flere penge. Hun studerer også på et universitet og dertil har hun fået et stipendium af en udenlandsk bank.

Hun vil fortsat gøre hvad hun kan for projektet og det er ikke en ubetydelig indsats hun lægger for dagen. De seneste aktiviteter har været koncentreret om arbejdet for udviklingen af den Masterplan som Jan og Henrik er i gang med.

Hun er meget klemt økonomisk pga. af lånet og faste udgifter til vand, lys og varme og jeg har lovet hende at få undersøgt mulighederne for at kan modtage et ”Barsels honorar” fra projektet i det kommende år. Hvor stor det kan blive må afgøres i DK og gennem et budgettilsyn.

Efter et års tid vil hun gerne tilbage i en fast stilling i dette fiskeriprojekt hvis det fortsætter også fordi hun gerne vil tilbage for at bo i Aralsk. Men der er også mange andre som er ude efter hende, og skulle hun ikke have født her i år havde der sikkert været en meget vellønnet stilling til hende i Kazakstans GEF program som nu ansætter ny lokal koordinator.

Vi kom meget langt omkring de praktiske forhold i vores samarbejde denne dag som jeg tror Zhannat fik ligeså meget udbytte af som jeg fik. Vi tog os også god tid til at snakket om hendes situation siden marts hvor hun blev klar over at hun var blevet gravid. Og det er mit indtryk, at Zhannat både har fundet sig selv og også kommet på plads i forhold til familier og venner, og at hun nu er klar til at tage imod det barn som ligger og venter.

28.10. Almaty – Frankfurt – København

Efter en god aften i Makhambets selskab tog jeg en taxi ud til lufthavnen, hvor jeg uden problemer kommer fra Kazakstan og gennem tolden, for at lande Kastrup under store forsinkelser og uden bagage.