Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

Løn som forskyldt - en sag om snyd.

Der har været en del polemik den seneste tid, inden for fiskeriet, om hvorvidt EU overhovedet kan regne el. har regnet forkert, for de har helt åbenbart taget andre udgangspunkter end den danske fiskeriforvaltning osv.

Fakta er at  Danmarks Fiskeriforening for en lille måneds tid siden, var ude med de store overskrifter i offentligheden hvor de beskyldte EU for at være i gang med ”at trække tæppet væk under dansk erhvervsfiskeri” og meget mere fra samme skuffe. Ministeren lovede fiskerne et møde, det blev aflyst. Men for en uge siden kunne ministeren så love fiskerne, at hun personligt, over for kommissionen havde sørget for, at de danske fiskere ikke fik beskåret antallet af deres havdage, med de mere end 30 % de ellers var stillet i udsigt.

Men allerede dagen efter, oplyser Danmarks Fiskeriforening at sagen overhovedet og meget langtfra er løst for der er stadig store reduktioner på vej i de danske fiskeres havdage.

Hvad er så op og ned i denne sag?

Lidt baggrund: Sagen handler om noget så mystisk (læs: uigennemskueligt) som ”kW-timer, havdage og motorkraft” og et helt nyt EU fiskeriforvaltningssystem, som er på vej ind i fiskeriet. Nu vil man tildele fiskerne et antal fiske dage, udmålt efter de timer de har fisket i og den motorkraft de har brugt til fiskeriet, og det er vel at mærke oplysninger, som ejerne af fartøjerne selv indsamler og opgiver til Fiskeridirektoratet som så videresender til EU.

I dag forvalter man som bekendt fiskeriet vha. kvoter og selv om de ikke vil blive afskaffet her og nu, er der nok ikke meget tvivl om, at i de politiske forventninger til denne nye form, ligger der også et lønligt håb om, at man på sigt kan få afskaffet de forhadte kvoter.

Men først lidt mere baggrund: For det er som alt andet i fiskeriforvaltningen, en meget speget affære, hvor fiskeriets gamle synder, dvs. løgne, bedrag og den kreative bogføring, siver igennem det tykke lag af ligeså mange løgne, bedrag og kreative bogføringer, som den danske fiskeriforvaltning har disket op med de sidste mange år.     

Men for at forstå denne sag skal vi først lidt længere tilbage i tiden, tilbage til årene før 1983.

I 1983 fik EU som bekendt den første fælles fiskeripolitik og det skete kort fortalt ved, at EU landene, hver i sær, gjorde rede for hvor meget fisk, udmålt på de enkelte fiskearter de havde fanget i de enkelte farvande. De skete i årene på til den fælles forvaltning skulle træde i kraft.

Disse mange tal lagde grunden, fundamentet om man vil, til kvotepolitikken og det vi i dag kender som den ”relative stabilitet” forstået som ”de historiske rettigheder”. Altså at hvert land fik de fiskerettigheder som de mente de havde en historisk rettighed til, således at fiskeriet kunne fortsætte i de enkelte lande, nogenlunde som før 1983.

Og ved hjælp af de mange tal blev der fastlagt en TAC (den totale bestand der fanges et år af en art i et farvand) og de TAC’er blev så uddelt som landekvoter, ex. fik Danmark ca. 20 % af TAC’en på torsk i Nordsøen osv.  

Og derfra startede den forvaltning vi kender i dag som ”kvoteforvaltningen” hvor den biologiske rådgivning hvert år, lige inden jul, fastsætter kvoterne for det næste års fiskeri. I parentes bemærket og som alle ved i dag, en forvaltning hvor der kun gået en vej for bestandene og det er nedad. Men det er en anden historie som man kan læse meget mere om på denne side.

Men vi skal her forsøge at komme bagom årsagerne til, at EU og de enkelte lande, ikke har evnet at forvalte EU’s fælles fiskeripolitik på et bæredygtigt grundlag. Det kan hænge sammen med, at fiskerne hvert år fisker mere end kvoterne tillader, og/eller at man måske startede på et for højt niveau tilbage i 1983, hvor man bestemte fundamentet for TAC’en på torsk i Nordsøen, Skagerrak og den Engelske kanal (i de tre farvande mener man der er tale om den samme bestand torsk).

Mht. til det første så er det i dag fuldt dokumenteret, at fiskerne har snydt (meget) dvs. fanget meget mere end kvoterne tillod. Der blev omskrevet fisk fra en art til anden, fra et farvand til et andet og der blev solgt sorte fisk, ligesom der altid er foregår et meget omfattende udsmid. Det direkte ulovlige fiskeri er blevet mindre, mens udsmidet er vokset, ganske enkelt fordi de to ting hænger sammen, men det er også en anden historie som kan læses på denne side. Derfor fastsættes kvoterne også lavere end det registrerede landinger berettiger til, men det forgår under hensyntagen til et skønnet meget stort uregistreret merforbrug. Men selv om man gør det er det altså umuligt at gøre det korrekt og dertil skal lægges, at EU’s ministerråd hvert år sætter kvoterne lidt højere end biologerne anbefaler. De læsere der hurtigst muligt vil ind til kernen af denne sag og som mener at de kender dansk og europæisk fiskeriforvaltning og politik så godt som el. næsten ligeså godt som undertegnede, kan blot springe alle disse indledede og introducerende øvelser over. For nu nærmer vi os sagens kerne.

Forklaringen på at det står så sløjt til i forvaltningen hænger sammen med ovenstående problemer.

Men der er også et andet og i denne sammenhæng meget vigtig forbehold der gør sig gældende. Nemlig hele spørgsmålet om hvorvidt man, der tilbage i 1983 også startede på et biologisk retvisende grundlag? Der er mange arter og mange farvande og en gennemgang af dem her er halsløs gerning. Vi ser blot på torsken i Nordsøen, Skagerrak og Den Engelske Kanal som et eksempel for at forstå mekanikken i denne sag.

Årene frem til 1983 affødte en masse diskussioner landene imellem, hvor landene, med rette forstås, beskyldte hinanden for at melde alt for store fangster til systemet. Det kan ses i de tal man opererede med før 1983 og mange af de tal synes uden hold i virkeligheden. I en rapport kan man bl.a. læse, at der i 1968 blev landet ikke mindre end 860.000 tons torsk fra de farvande. I slutningen af 70’erne lå tallene og svingede mellem 2-300.000 tons/år og da den første TAC for torsk i de farvande blev fastsat, blev den på ca. 300.000 tons hvoraf Danmark fik ca. 55.000 tons, minus kanalen, hvor danskerne ikke havde nogen historik.

Nu er spørgsmålet så, om denne TAC, som blev fastlagt efter hvor meget landende havde opgivet de havde fanget, var korrekt? Det ved vi ikke i dag, for en sådan undersøgelse kræver mindst et par videnskabelige phd’er for at afdække.

Men vi ved, at lige siden 1983 har snyd, bedrag og kreativ være mere reglen end undtagelsen i selve fiskeriet og i forvaltningen – så det er efter Levende Havs mening overvejende sandsynligt i dag, at TAC’erne i 1983 blev sat alt for højt.

Det er måske ikke den bedste graf der findes, men den viser dog noget nær det samme som alle andre af slagsen.

Her ser vi at bestandsvurderingen (kun for Nordsøen) har ligget mellem de 2-3000.000 tons for så at blive 200.000 tons i 1983 og straks derefter er det kun gået en vej og det er meget hastig nedad.

Hvorfor falder bestandsvurderingen så voldsomt og så hurtigt efter 1983?

En mulig forklaring er at bestanden har været vurderet for højt før 1983 (det vigtigste parameter for en bestandsvurdering var og er fiskernes rapporterede landinger).

Og da det kommer i system efter 1983 går det ellers nedad.

En midtvejskonklusion her kunne være: Før fiskeriet kom i system og under kontrol foregik det efter bedste beskub. Hvis en bestand viste svaghedstegn søgte man over i en anden osv. Og al den data man havde - bortset fra de meget specialiserede videnskabelige - byggede på estimater. Efter at det kommer i system og under nogenlunde kontrol, går det galt, for nu er det systemet der først og fremmest skal vinde over virkeligheden, for på sigt at få det hele under styring og kontrol.

Der tilbage i 70'erne og 80'erne stod systemet over for den store virkelighed i form af fiskerne selv. Naturens virkelighed, ex. fiskebestandene og deres størrelse, måtte systemet sætte i anden række, og sikkert derfor betød det ikke så meget for systemet dengang, at bestandene blev sat alt for højt. Og bifangsten ved det var at så fik man heller ikke virkeligheden (fiskerne) på nakken på det punkt. Og det var systemet - der jo var relativt svagt der i starten og mestendels bestod af forsmåede biologer og bureaukrater der ikke slog til i ex. landbrugets systemer - også nødt til for på sigt at få magten over hele virkeligheden. Men det er igen en sag man kan læse meget mere om på denne side.

 For nu er spørgsmålet – hvad pokker har alt dette med den nye sag om kW og havdage at gøre?

Og svaret er næsten ALT. Nu forsøger EU, endnu engang, at få forvaltet fiskeriet med udgangspunkt i fiskernes og fiskeriforvaltningernes egne tal og oplysninger. Til EU sender de nationale forvaltninger, herunder den danske, de tal og data fra de nationale fiskerier, som i sidste ende skal blive til x antal kW havdage inden for de enkelte redskabsteknologier, som trawl, garn, vod etc. til hvert land. (Denne nye forvaltningsmodel mener man kan afbøde kvotesystemets voksende problemer med udsmidet. Det kan det selvfølgelig ikke, men det en anden historie som man kan læse meget mere om på denne side)

Alle, i det i dag meget store system, (det er befolket af flere højtlønnede lønmodtagere, end der er praktiske selverhvervende fiskere) er selvfølgelig helt på det rene med, at et vist mål af skøn er uomgængeligt. For når et fartøj sejler ud af havnen og har 15 timer til fiskepladsen og måske 10 timer hjem fra fiskepladsen og måske 60 timer med redskaber i havet og det fartøj har 250 sådanne dage om året og der er disse ca. 70.000 fartøjer i EU’s fiskeflåde, så er det umuligt at ramme helt korrekt. Men det tager man selvfølgelig også højde for, ligesom der skal mod- og beregnes mellem redskabstyper på de enkelte fartøjer osv. Der er masser af faldgrupper, men som alle ved kan man med computer udregninger gøre og tage høje for en masse i dag. Så på papiret er det muligt at nå frem til en udregning som er tilfredsstillende for de fleste, dvs. også retfærdig.

Og netop ”retfærdigheden” er en meget vigtig faktor i EU’s fiskeripolitik det blev meget tydeligt i 1983.

Der er en masse data i dag på de enkelte fartøjer. For de senere år ved man simpelthen hvor mange dage de enkelte fartøjer har været på havet; på hvilket tidspunkt de forlod havnen og på hvilket tidspunkt de igen anløb havnen og hvor mange tons fisk helt ned til halve kg de har landet. Alt det ved man. Man ved i hvilke områder de har fisket hele tiden og derfor ved man også hvor mange timer de skullet bruge på at sejle til og fra fiskepladserne. Og og det er alle de tal der sammen med fiskernes egne oplysninger tilsammen, skal give dansk fiskeri de kW havdage og timer som dansk fiskeri i denne nye model har ret til. Det udregnes som følger: ”Det totale antal anvendte hav- og kilowattdage er udregnet som summen af hvert af fartøjernes årlige anvendte timer til søs divideret med 24, og i opgørelsen af kilowattdage er fartøjets registrerede motorkraft udtrykt i kilowatt multipliceret med det årlige antal havdage”.

Har man tallene, programmer og store computere er det et relativt simpelt regnestykke, så hvordan alverdens rige og lande  kan det så gå til, at EU’s eksperter kan regne mere end 30 % forkert, målt i forhold til de danske udregninger?

Det spørgsmål har jeg stillet til departementets øverste chef for fiskeriet Ole Poulsen (det er en mand der må vide meget for han har siddet på posten så længe jeg kan huske, og han var også den person som omverden skulle ringe til ifølge de pressemeddelelser som ministeren har udsendt i sagen).

Men meget uhøflig mente han, at jeg og Levende Hav kunne rende og hoppe (læs: han vil sku da skide os et stykke) han ville han ingen omstændigheder fortælle noget som helst i denne sag (fordi som Ole Poulsen udlagde det ”jeg ved jo godt hvad du og Levende Hav har gang i). Jeg holdt dog fast i mine krav med henvisning til offentlighed i forvaltningen og til sidst henviste han mig vredt til direktoratet, hvor jeg af vicedirektøren (efter at hun var blevet briefet i lang tid af samme Ole Poulsen) fik en meget lang forklaring, som hverken hun selv el. jeg forstod ret meget af

De sidste oplysninger fik jeg af direktoratets ansatte som sidder med de sager og af ham fik jeg ligeså lange og ligeså uforståelige forklaringer. Uforståelige fordi de ikke gav svaret på, hvorfor EU’s eksperter kunne regne så meget forkert på tal, som den danske eksperter havde fået til, at skulle give dansk fiskeri 1/3 flere havdage?

Så spørgsmålet er stadig hvorfor EU og danske eksperter kan komme til så forskellige resultater når de har de samme oplysninger og data? De ved hvor mange dage de danske fiskere har været på havet; de ved hvor de været henne og de ved hvor mange kW de danske fiskere har til rådighed! – eller ved EU’s eksperter nu også det?

Ved EU’s eksperter hvor mange kW der ligger i den danske fiskeflåde?

Selv om de ovennævnte ansvarlige i departement og direktoratet igen og igen afviste, at regnefejlen måske hænger sammen med hvor mange kW der befinder sig i den danske fiskeflåde, så er det ikke desto mindre det eneste sted jeg kan finde en logisk forklaring på ”regnefejlen”. For sagen er den, at i dansk fiskeri operere man med det man selv kalder en ”officiel” og en ”uofficiel” liste over, hvor stor den danske kW kraft er.

Og hvorfor gør man så det?

Jo det gør man fordi man i dansk fiskeri tillader, at ejeren af et fartøj kan nedskrive sin motorkraft fra det ens maskine officielt yder ex. 635 kW til 221 kW, for derved at kunne fiske med trawl i de indre danske farvande og i bestemte områder hvor der af miljø- og ressource hensyn, er sat begrænsninger på hvor store motorerne må være, ex. et meget stort område i Nordsøen kaldet ”Rødspættekassen”.  Og det er sag som vi i Levende Hav har brugt meget energi på at få frem i lyset. For sagen er den ligeså enkle, at de trawlere som nedskriver deres motorkraft ”glemmer” det vigtigste, nemlig også at få nedbremset motoren i virkeligheden. Dvs. de har fisket med alt for stor motorkraft – dvs. fisket ulovligt til stor skade for miljø og natur og de øvrige fiskerier som fisker lovligt, som regel garn, kroge og vodfiskerier. Og vore undersøgelser af denne sag gennem årene viser, at der udmærket kan være en forskel på disse 30 % målt på hele det danske fiskeri, så spørgsmålet er så blot om den danske fiskeriforvaltning, ved en fejl forstås, er kommet til at sende den uofficielle liste til EU?

Til det spørgsmål svarede de ansvarlige – nej da. EU kender kun den officielle liste og det er fra denne liste, at udregningerne er foretaget.

Det må vi så tro på indtil videre, men det lugter denne sag bestemt ikke bedre af.

For udregningen af kW dage og timer, forventes at tage udgangspunkt i virkeligheden, ellers er den jo ikke ret meget værd. Dvs. EU fiskerne skal have udmålt deres havdage på, hvor mange dage de har fisket og hvor meget motorkraft de har brugt til det – i virkeligheden. (Og i denne udregningssammenhæng er ”virkeligheden” jo ikke virkeligheden i selve fiskeriet, men virkeligheden som den tager sig ud på papiret, alt andet vil jo være noget rod).

Og derfor skal EU i virkeligheden også have den uofficielle liste fra Danmark, for det er den liste fiskeret er foregået efter. At de danske fiskere har snydt med motorkraften, ved i virkelighedens fiskeri at fisket med meget mere kW end de har opgivet til de danske myndigheder, er en anden historie som ikke så meget hører EU til som den hører til under de danske anklagemyndigheder – for det er jo ulovligt.

Siden regeringen og Dansk Folkeparti i 2006 indførte omsættelige kvoter, rettigheder, havdage, kW og meget andet der kan handles, har man også fået mere styr på de mange ulovligheder, dvs. fået luget ud i de værste og vha. FKA systemet fået samlet det hele på færre fartøjer og selskaber og efterhånden fået skjult mange ulovligheder.

Men måske lykkes det ikke så godt med motorkrafts ulovlighederne – det er i hvert fald noget man kunne håbe på.

For det dybt uretfærdigt at myndighederne nu gør alt hvad de kan for at hjælpe det ulovlige fiskeri, men det gør de så heller ikke for at hjælpe fiskerne alene, de hjælper ligeså meget dem selv. For de har i mange år accepteret, dvs. set i gennem fingrene med fiskeriets mange ulovligheder med den undskyldning at ”det gør de andre lande jo også”. Men den holder forhåbentlig ikke i denne sag.

For der er rigtig mange gode grunde til at EU ikke giver dansk fiskeri mere end de har ret til.

Dansk fiskeri skal ikke belønnes for snyderiet. Også fordi en 30 % reduktion er til meget stor fordel for fiskeriet som helhed og klimaet i særdeleshed, for et kontrolleret 30 % reduceret fiskeri vil alt andet lige også medføre en reduktion i CO2 udslippet på 30 %. Og et deraf følgende stærkere incitamentet til at få omstillet fiskeriet fra trawl til garn og vod. Og det er jo godt i disse tider hvor klimaet står højt på den politiske og folkelige dagsorden. Med det rigtige valg af liste, får vi reduceret det danske CO2 bidrag fra fiskeriet med 30 % og på sigt endnu mere for det vil uden tvivl føre til en hurtigere omstilling fra trawl til mere passive redskaber.

Så indtil videre vælger vi at tolke EU’s reduktionskrav, som et legitimt krav til dansk fiskeri, dvs. ikke andet og mere end løn som forskyldt..

Kurt Bertelsen Christensen

Ferring Strand nov. 2009