Til medlemmer af Fødevareudvalget

”Man kan ikke blæse og have mel i munden”

 Sendt onsdag den 15.1

Vedr. EU's Fiskerireform, kommentarer til ministersamråd og forslag til fiskerikommission

Op til og efter ministerrådsmødet 16-20.12 i Bruxelles har vi fra vores side forsøgt at få begreb om fiskerireformen og de nye aftaler for fiskeriet i 2003. Det er en vanskelig opgave og meget står endnu tilbage. Vi håber at mødet i Fødevareudvalget på onsdag vil kaste lys over de dunkle sider efter aftalen i Bruxelles.

Overordnet kan understreges, at fiskeripolitikken fejler fordi den er fokuseret på landinger af fisk og ikke som den burde, på det der fiskes. En styrkelse af fiskerikontrollen som der lægges op til, vil give et større udsmid. Og her er det meget vigtigt at gøre sig klart, at bevaringsforanstaltninger (større selektivt) via maskestørrelse, ikke løser problemerne under en kvotepolitik som efterlader fiskerne med op til 50 % færre fisk end det de har brug for.

Hvis fiskerne skal leve af fiskeriet, dvs. blive i fiskeriet skal de fange fisk. Hvis de f.eks. bliver kontrolleret 100 % i industrifiskeriet, og de fortsat skal fiske, så vil de være nødt til at udsmide de store mængder af konsumfisk som beviseligt landes (at det ”kun” er 7 % af de kontrollerede landinger som er ulovlige, er ikke noget bevis for at 93 % af industrifiskeriet er lovlige landinger, da et sådant bevis kræver, at man bortregner de det tobisfiskeri som foregår i tobisens højsæson og som udgør 50-60 % af industrifiskeriet)  

Derfor er der ikke andre løsninger end at få stoppet det industrifiskeri som beviseligt ikke kan foregå uden de store bifangster af konsumfisk og her taler vi om mindst 40 % af industrifiskeriet. Og så står spørgsmålet om industrifiskeriets betydning for andre fiskere, fødekæder og havets økosystem ubesvaret. Det er måske mere biologernes opgave at sørge for at fiskeriet kan foregå på et økologisk bæredygtigt grundlag, men så er det i hvert fald politikkernes opgave at sørge for, at vi har et fiskeri som kan fiske uden at ødelægge livsgrundlaget for det fiskeri som kan foregå på en fornuftig og bæredygtig måde. Der har politikkerne også en opgave inden for konsumfiskeriet. Vi har fået opbygget et moderne og meget effektiv trawl og vod fiskeri på kostbare fartøjer som skal fiske mere end 300 dage om året efter nær sagt alle de arter der er til rådighed fordi kvoterne (rationerne) er meget små.

Intet i aftalerne fra Bruxelles peger i retning af at disse kostbare fartøjer kan komme ud af fiskeriet, ergo skal de også fiske i 2003 og i årene der kommer. Men det kan de ikke under de givne omstændigheder. De vil være tvunget ud i et fiskeri som giver et stort udsmid, fordi de kun kan lande de dyre sorteringer på f.eks. torsk og kuller. De skal ud i et hummerfiskeri, som beviseligt har et meget stort og et helt acceptabelt udsmid og som vil udhule det hummerfiskeri som Læsø fiskerne lever af. De skal fange brisling og tobis, de skal fange torsk i Østersøen osv. osv.

Resultatet er krystalklart, miljøet forringes og bestandene bliver ikke genoprettet og det mindre og mere skånsomme fiskeri bliver løbet over ende.     

Kommentar til havdage reguleringen

Reguleringen via havdage for genopretning af torskebestanden har været meget omtalt. SF har bl.a.  stillet spørgsmål ved fornuften i at de som bruger de mindste masker får flere havdage end de som bruger store masker, dertil har vi følgende kommentar.

Der er ingen tvivl om hvorfor man har grebet til denne reguleringsform, den var nem og på papiret virker den logisk og med de rigtige opfølgninger kunne den måske også virke efter hensigten, men det tror vi ikke den vil komme til.

Havdage er for så vidt en udmærket måde at regulerer fiskeriet på, det gøres på Færøerne med succes, men det kan man ikke under et kvotesystem. Med en begrænsning via havdage skal fiskerne også kunne i landbringe alt det de fanger, og det kan de bestemt ikke under de lave kvoter på torsk og kuller. I Skotland mener ministeren at de skotske fiskere vil få 15 dage fordi det enkelte land kan give flere dage med henvisning til hvor langt der er til fiskepladserne og hvor meget det enkelte land ophugger. Måske vil det også blive sådan i Danmark.

Men uanset om det bliver 9 eller 15 dage så vil det intet betyde når vi taler om genopretning af torskebestanden. De meget effektive torskefiskere, som de nye og store specialiserede vodfartøjer og de store garnfartøjer, kan sagtens fange deres rationer på under 15 dage og der er også rigelig med tid til at få sorteret fangsterne så de kun lander de store og dyre sorteringer. Det store spørgsmål som står tilbage er, om disse effektive vod- og trawl fartøjer, pga. bifangstreglerne, må fravælge fiskeriet efter hummer og tobis/brisling hvis de vælger torskefiskeriet? Bliver de tvunget til det, vil disse fartøjer få alvorlige økonomiske problemer, men det tror vi altså ikke de får, for det er svært at få øje på de punkter i aftalerne som tager højde for en sådan alvorlig økonomisk situation. Så vi tror de skal fiske sig ud af vanskelighederne, det er der ikke fisk til i kvoterne og derfor fortsætter den økologiske og deraf følgende økonomiske nedtur i fiskeriet.

Men uanset hvad fiskerne og politikkerne vælger så skal det slås fast, at det man vedtog i Bruxelles hænges op på fiskernes landinger og ikke som det burde, på det fiskerne fanger. De små kvoter på torsk og kuller vil med en 100 % sikkerhed medføre et stort økonomisk bestemt udsmid.

Nogen vil hævde at fiskerne så kan og vil bruge større masker i deres garn, trawl og vod. Men pga. de lave kvoter, skal trawl og vod fiskeriet have alle andre arter som kuller, hvilling, rødtunger, skærising ja selv ising med, og der kræver mindre masker.

Fiskerikommission

Med de seneste vedtagelser i EU er fiskeripolitikken definitivt kuldsejlet. Nu er der ikke andre veje at gå, end at få nedsat en uvildig, men fiskerifaglig meget stærk fiskerikommission, som får til opgave at rekonstruere det europæiske fiskeri. Det store i kommissionens opgave bliver at få skabt en fiskeripolitik, som er ligeså bred, dyb og stærk som den de nu har på Færøerne. Og en sådan skal selvfølgelig bygges en fiskeriforvaltning, som giver ansvaret for havmiljøet og fiskebestandene tilbage til fiskerne.

Det synes måske umuligt, men nu har den fælles fiskeripolitik fungeret i 20 år og resultatet taler for sig selv. I samme takt som myndighederne har forsøgt at få rettet skuden har fiskerne mistet ansvaret for deres virksomhed. Og i dag kan de, mod bedre vidende ja, men helt uden samvittighedskvaler siger: ”Vores fiskeri er bæredygtigt, for det har man vedtaget i Bruxelles”.

Vi håber at ovenstående kan bruges inden mødet på onsdag og stiller os til rådighed for spørgsmål.

Med venlig hilsen

For Landsforeningen Levende Hav

Kurt Bertelsen Christensen

Talsmand tlf. 97 89 54 55

Ferring Strand den 13. jan. 2003

Læs også: Opret et kriseråd Fiskeritidende november 2000