Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

ICES – en ”enestående” familie  

Denne artikel er skrevet i forsøget på at få lidt begreb om denne gamle oceanografiske institution som i dag ikke længere er identisk med havstrømme og den videnskabelige fordybelse, men med fiskeripolitik, fisk og fiskeriforvaltning og deraf følgende slagsmål og fallitter i fiskeriet og uden for EU.  

Hvad er ICES for en størrelse; hvilken rolle spiller ICES i fiskeriforvaltningen i dag og hvordan gør de den?

ICES (The International Council for the Exploration of the Sea) forstår sig selv som en ”familie” bestående af et pompøst hovedsæde i København, hvor der sidder ca. 50 ansatte og derfra holder de liv i et omfattende netværk bestående af 1600 biologer placeret ude omkring i en verden bestående af ansatte i de nationale og internationale biologiske institutioner og fiskeriforvaltninger. Denne store biologiske familie er enestående i den forstand, at dette biologiske videnskabelige fællesskab nu næsten udelukkende beskæftiger sig forvaltningen af havet og dets ressourcer og dermed har hovedansvaret for hvordan det moderne fiskeri har udviklet (læs: afviklet) sig.

Tidligere handlede det sig om havet og livet i havet i sig selv, vi skulle blive klogere på de områder herunder de i hele verden berømte Galathea 1 og 2 ekspeditioner for 150 og 50 år siden. Det gør det ikke længere. Nu handler det om forvaltningen af det vi ved – og nok så interessant af det vi ikke ved.    

Jeg har beskæftiget mig med fiskeri, fiskeriforvaltning, havmiljø og udvikling i 35 år og her oppe i årene troede jeg faktisk at jeg havde hørt det meste, at jeg havde sådant nogenlunde overblik over det meste inden for fiskeri og forvaltning. Men i disse år hvor jeg trækker mig mere og mere tilbage fra fiskeriområdet, bliver jeg rystet over hvad jeg oplever med det perspektiv jeg nu har på tingene.   

En af de rysteture fik jeg i efteråret 2008, hvor jeg for første gang deltog i en stor international FN (FAO) konferencer. Denne her foregik i Bangkok, og den tog 10 dage og handlede om kystfiskeri og dette fiskeris problemer. Det blev en rystende oplevelse af hvordan forvaltningen og biologien misbruger fiskeriet og fiskerne til eget formål og den kan man læse mere om her.

Seneste er jeg blevet rystet over hvad jeg har oplevet i ICES efter at have deltaget i et MIRAC møde. MIRAC møder handler om, at ICES og dets biologer møder folk fra RAC’erne (EU betalte udvalg som snakker om fisk og fiskeri) Mødet fandt sted i ICES flotte domicil på en af Københavns dyreste adresser, klods op af rådhuset. Her har ICES fået sig placeret i centrum af København i en stor bygning indeholdende fornemme kontorer, mødesale og kostbart interiør overalt.

Jeg deltog som medlem af LDRAC i mødet som havde samlet ca. 30 deltagere i 2 dag. Formålet, at vi skulle møde ICES for gensidig udveksling af viden og diskussion, har jeg ingen kommentarer til for derfra var intet at berette. Følgende knytter sig til selve institutionen ICES og dets arbejdsmetoder, sådan som jeg som jeg oplevede og nu forstår ICES.

ICES er oprettet i 1902 og jeg tror at ICES helt frem til at EU’s fælles fiskeripolitik så dagens lys i 1983 har fungeret som det det var, nemlig et videnskabeligt organ med fokus på havet og livet i havet.

Sådan fungerer ICES, ifølge ICES selv også i dag. I dag efter 25 år under EU’s fælles fiskeripolitik; kvoter; TAC; discard; tekniske bevaringsforanstaltninger; et økologisk bæredygtigt fiskeri; økologisk baseret fiskeriforvaltning; FKA; IOK osv. mener ICES selv at de så at sige "står udenfor". ICES fastholder stædigt at de "udelukkende" forholder sig til hvorledes det ser ud set fra deres pind, den biologiske rådgivning. 

Dvs. at selv om ICES ved hvorfor fiskeriforvaltningen ikke opfylder sit formål og at årsagen skal findes i de politiske og i de fiskerifaglige og redskabsteknologiske systemer, så fastholder ICES, at de kun beskæftiger sig med det biologiske.

Det er noget forbandet rod. En sådan enøjet tilgang til fiskeriforvaltningen svarer det facto til at fiskerne siger, at de intet ansvar har for andet end deres eget fiskeri. Dvs. garnfiskerne har ansvaret for sit fiskeri, trawleren for sit osv.

Jeg er rystet over at folkene fra ICES gang på gang følte sig kaldet til at få understreget, at sådan forholdt det sig. ICES biologer beskæftiger sig med de biologiske spørgsmål og hvad det så ellers sker i fiskeriet, er ikke ICES ansvar. Når jeg spurgte biologerne om det ikke burde laves om svarede de: ”Det vil vi ikke have noget imod, men det har politikerne, de vil ikke have det lavet om”. Ingen selverkendelse ingen krav fra biologerne om at få den biologiske rådgivning mere integreret i selve fiskeriforvaltningen.

Hvorfor? Selvfølgelig fordi det passer ICES udmærket for så kan de passe sig selv, hygge sig med det og så ellers lade verden udenfor ICES sejle deres egen sø, og hvis verden uden for ICES sejler forkert giver det blot mere brød til ICES. Mine to halve dage i ICES regi viste mig en institution bestående af en videnskabelig familie i tilbagelænet ro og langsommelighed (læs: dovenskab). Betydeligt langsommere end fakulteterne på landets universiteter – så det går meget langsomt i ICES.

De videnskabelige møder kunne vare op til 10 dage hvor 5 – 30 eksperter (biologer) mødtes i København, Halifax, Rom eller hvor i verden deltagerne gerne ville være og der diskuterede man så situationen for f.eks. torsken i den østlige del af Østersøen og kun denne ene fisk i netop det farvand.  Hen over året blev der gennemført i hundredvis af lign. møder om en art i et farvand et el. andet sted i verden og nogle gange holdt man flere møder om samme art, der kunne være store problemer. (På 2009 ICES mødekalenderen som MIRAC mødet også blev præsenteret for, var der f.eks. 4 møder om Rødfisk i Nord Atlanten).    

Det er en skandale at denne vigtige faktor i den moderne fiskeriforvaltning lader hånt om de virkeligheder de bestemmer. (Her bør det måske også nævnes, at de øvrige deltagere på MIRAC mødet kommende fra fiskeindustrien og dets foreninger heller ikke gjorde nogen væsen af sig - tingene er som de er det skal der ikke laves om på.) For det vigtigste på møderne er så afgjort den gode stemning. For der sidder de jo, de samme folk år ud og år ind rejst dertil fra EU, fra de nationale fiskeriforvaltninger, foreningerne, de biologiske familier, NGO'erne og dagen efter mødes de igen og forude ligger der uendeligt mange flere og venter.

Således kører det dag efter dag. Møder og rejser og et stort pengeforbrug i en uendelighed og snak og ingen fornuftige resultater, kun afvikling. Dette faktum måler jeg på de ubæredygtige fiskebestande og et fiskeri som forsvandt med dens store verden i land. Tilbage bliver der en højteknologisk styret industri som er tilpasset el. også tilpasser sig spillet, ellers er det ud. Kystfiskere og andre fiskere med stort F, der med fornuften i behold selvfølgelig ikke begiver sig ud i store låntagninger og investeringer; som derfor heller ikke hyrer akademiske eksperter og da slet ikke kan sidde på deres røv i flere uger og diskutere noget som enhver ved, de forsvinder, for de har intet med denne ICES verden at gøre.

ICES er en stor biologisk familie som i dag minder mig om en af de få ukvoterede fiskearter vi har tilbage, nemlig Remora remora   sugefisken. Denne parasit, snylter lever godt, og ikke mindst trygt og fedt af og under hajens beskyttelse. Bliver hajen fanget finder sugefisken sig en ny vært, intet truer sugefisken - måske lige bortset fra, at hajerne som fiskerne nu også er blevet udryddelsestruet!

Kurt Bertelsen Christensen

Levende Hav aktiv marts 2009