Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

Tastubek - en landsby i vækst

-         Af Kurt Bertelsen Christensen. Projektkoordinator på et Danida støttet fiskeriprojekt ved Aralsøen i Kazakhstan.

Af alle bebyggelser rundt Aralsøen i Kazakstan ligger Tastubek i dag tættest på søen, da der i dag ikke er mere end 6 km til den nuværende kystline af Aralsøen (inden katastrofen lå Aralsøen lige neden for landsbyen). Man kommer til Tasubek ved at køre mod vest fra den største by Aralsk (ca. 35.000 indbyggere) i Aralsk-regionen som ligger omkring den nordlige del af Aralsøen. 60 km ude af Aralsk kommer man til en landsby som huser det tidligere så mægtige fiskerikollektiv Djambul. Fra Aralsk til Djambul er der anlagt en vej, men fra Djambul og til Tastubek der 35 km hjulspor. Inden man begiver sig ud på turen til Tastubek, bør man tage sig tid til at se på den berømte skibskirkegård. Tæt på Djambul ligger der store fiskefartøjer (2-300 tons fartøjer) i den tidligere havn som nu er blevet til ørken. Fra ”havnen” og ud til Aralsøen er der i dag mere end 40 km.  

Jeg er på vej til Tastubek for at mødes med de 24 fiskerikooperativer og brigader som denne vinter fisker på isen uden for Tastubek. Vi kører i en russisk jeep for de eneste køretøjer som kan forcere ørkenen på den tid af året, er de firehjuls trukne. Men selv disse køretøjer har problemer. Med os har vi projektets URAL en stor fire hjulstruken lastvogn, den skal ud og hale en anden URAL op af mudderet på vejen til Tastubek. Den URAL der sidder fast er fyldt med fisk (skrubber) og da vejret er slået om fra frostvejr til tøvejr, er det vigtig at få de fisk til byen så hurtig som muligt. Omslaget i vejret har betydet at vi kører i smeltevand og mudder til op over hjulene og det går da også meget langsomt derudaf med ca. 15 km. i timen.  

Argtai, projektets chaffør, styrer elegant jeepen uden om de dybe vandhuller fyldt med vand og is. Ind imellem må han dog op af hjulsporene når de bliver for dybe og så slingre jeepen rundt, det er som at køre i sæbe i det meget fine mudder som nu dækker ørkenen efter at tøvejret satte ind. Det er underligt at køre i dette mudder, som om sommeren er ved at tage livet af en, fordi det kommer ind af alle sprækker og huller i jeepen. Nu hamrer dette støv blandet med vand mod jeepens bund og skærme hvor det hænger indtil vi atter skal igennem en smeltesø hvor vandet står ud til begge sider i vindueshøjde.

Efter et kort stop i Djambul, ikke for at se skibene i ørkenen, men for at Aksabak, (projektets lokale koordinator med ansvar for kontakten til fiskerne), kan hilse på familien i landsbyen (og det er jeg meget sikker på) også lige får tid til at arrangere  en gang kogt får eller ged til midagen, når vi i morgen igen kommer forbi på vejen tilbage til Aralsk. Det er helt almindeligt, at jeg bliver ”overfaldet” med kogt får og tilhørende voka - flere gange om dagen, når jeg som projektets koordinator er på mine årlige tilsynsrejser. Under et sådant ophold, som normalt varer fra 3-4 uger, er jeg årsagen til at mange får og geder må lade livet - til min ære. Den kazakiske gæstfrihed, tilsat en ikke uvæsentlig portion strategi, kræver at jeg som gæst og udlænding, kommer rundt til så mange familier som muligt. Og med ansvaret for midler og udstyr under et danskstøttet fiskeri- og udviklingsprojekt, som giver arbejde og indtægter til Aralsk regionens ca. 600 fiskere, er jeg også en betydningsfuld gæst.

10 km ude af hjulsporet mod Tastubek møder vi to personer, de første mennesker vi har mødt på vejen, og det er mandskabet fra den lastvogn som er kørt fast i mudderet. Vi kan fortæller dem, at vores store URAL er på vej for at hjælpe, men det ved de godt, de er blot gået vores URAL i møde for at fortælle os at de overnatter i Djambul, for så skal vi sammen forsøge at få fiskebilen fri tidlig om morgen, inden solen går i gang med at smelte nattens frost.

Der findes ikke mobiltelefoner eller andre telefoner mellem Aralsk og Tastubek, men igennem mange års erfaring med biler, fisk, mudder og frost ved man simpelthen hvornår tingene sker. De 2 chauffører er ikke mærket af situationen og heller ikke af at de skal vade 10 km gennem mudder til Djambul. Vi giver dem gavmildt af vore forsyninger af brød, pølse og slik til turen og de fortsætter mod Djambul og vi mod Tastubek.

Efter at have beset den i mudder til bunden nedkørte URAL, ankommer vi til Tastubek ligefør det bliver mørkt. I 1996, hvor projektet startede i Tastubek, oplevede vi at være midt i bebyggelsen, førend vi opdagede at vi var kommet ind i ”byen”. Dengang boede de 7 familier i lerklinede huse som nærmest var gravet ind i landskabet. Nu bor der 16 familier og en masse udefrakommende fiskere som opholder sig i Tastubek i skrubbesæsonen. De har selv bygget huse eller også lejer de sig ind i huse som hører til de fastboende. Og i dag er man ikke længere i tvivl om at man nærmer sig en landsby. Tastubek har fået en ”skyline” af huse med tagryg, lige som andre landsbyer i regionen. Før var der kun en hovedgade nu er der to veje med nybyggede huse og en skole kom der også til sidste år. Og i år forventer beboerne at der bliver ført elektricitet ud til Tastubek.

Vi møder fiskerne som er kommet tilbage fra stranden med deres fisk. De bruger kameler og slæder til transporten af fisk og udstyr fra byen og stranden for bilerne kan ikke komme frem pga. føret. Efter at vi har fået udvekslet de traditionelle hilsner med oplysninger om hvordan det står til i Danmark, tager vi ophold i Ableykans hus. Han er leder af kooperativet Tastubek og han er netop blevet gift, for anden gang, efter at hans tidligere ægteskab måtte ophøre, sikkert fordi der ikke kom børn i huset. Aksabak og Zhannat, projektets 2 kvindelige koordinatorer, er spændte på at møde Ableykans nye kone, som hører til deres egen stamme Altenbai.

Fremme ved huset ser vi to kvinder haste mod Ableykans hus og det er hans søster og nye kone. De har været over hos naboen for at hjælpe til med slagtingen af en hest og lige efter dem kommer der en gruppe på 20 fiskere som også har hjulpet til, mest med at se på og spise den traditionelle stegte lever, nyrer og andre mindre dele af hesten. Dertil hører te og vodka og flere af fiskerne var tydelig mærkede af det sidste.

Abliykans nye kone møder os med nedslagne øjne som hun skal og hun siger hviskende velkommen og at teen vil være klar om et øjeblik. Da hun næsten er inde i huset lyder det fra Zhannat og Aksabak ”skal du ikke hilse på os, dine to nye svigerinder?”. Søsteren til Abliykan tager hans kone ved skulderen og vender hende rundt mod Zhannat og Aksabak og så hilser hun. Det foregår ved at hun løfter blikket bukker og krydser hænderne i en smuk bevægelse foran sig. Det er den samme hilsen kvinden giver selskabet efter at de har spist kødet som afslutningen på midagen. Her stiller hun sig ærbødigt der hvor teen bliver skænket, hun bukker og laver denne fejende, og synes jeg meget smukke bevægelse. Hvorefter hun modtager fadene med resterne af kødet. Dertil siger selskabet ”Rakmet” det betyder tak og så siger de i samme forbindelse ”ultap” det betyder ”få dig en søn”.

Vi får os installeret, dvs. lagt ned, i husets store rum hvor vi som gæster skal spise og sove. Et hus som dette, der iøvrigt også er nybygget, består af en indgang til fodtøj, derefter et vinterkøkken, et soveværelse et mindre værelse og så det store gæsterum. Udenfor ligger det gamle hus som nu er blevet til sommerkøkken og opholdssted om sommeren. Dertil kommer forskellige bygninger til familiens dyrehold og det hele er omgivet mure og hegn.

Vi lægger os rundt om det 15 cm høje bord som hurtigt bliver fyldt med nødder, slik, rosiner, kager, og måske frugt, samt syltede agurker og tomater til at spise sammen med den vodka som også er kommet ind. Gæsterne spiser en smule sødt og knækker nødder under udvekslingen af nyheder og teen kommer ind. Den serveres fra bordenden fra en samovar som betjenes af konen i huset, bedstemoren eller en anden kvinde som nu er i huset. Fra denne position er hun helt uden for selskabet, hvis det er værtens kone kan hun dog risikere at få stillet et par spørgsmål. Teen, tilsat en stor portion kamel mælk serveres i små skåle som gæsterne sender rundt nede fra bordenden hvor værten nu også har placeret sig med bakken med glas og de bliver fyldte og sendt rundt. En af gæsterne får overdraget rollen som ”Tamadar” dvs. den person som sørger for at alle få deres skål i rette rækkefølge. Den første skål får gæsten for bordenden dvs. den mest betydningsfulde og det er også i dette tilfælde mig. (Vi skal efterhånden op på et relativt højt niveau i regionen førend pladsen og skålen bliver taget fra mig. Skålen gives til mig efter at tamadaren eller værten har præsenteret deltagerne i selskabet.

Efter mange års træning har jeg fået lært mig denne indledende tale som begynder med at jeg takker for bordet og selskabet og ønsker familien og alle deltagerne al lykke og positiv udvikling i fremtiden og jeg husker også at få sendt hilsner fra de danskere som har arbejdet i projektet og som mange af gæsterne kender navnene på, selv om det er flere år siden de har været i Aralsk. Efter talen er der således langt et godt fundament for den videre samtale. For nu kan gæsterne endelig komme i gang med at fortælle de gode historier om Henrik, Knud, Ruud, Henning, Ole, Nils, Erik osv.

Det er altid historier fra situationer hvor vi danskere opførte os meget mystiske i forhold til de kazakiske regler. Alle kender Henrik og hans lidt frække sange som Henrik synger på kazakisk til eget spil på Dumbraen. Og Knud som skulle vaske hænder efter måltidet. Det foregår normalt ved at en ung mand kommer rundt med et fad og en kande vand og så vasker man sine hænder under den tynde stråle vand. Knud stak hænderne ned i fadet!!! Og den historie får gæsterne til at vride sig under en meget højlydt latter. Derefter kommer den første ret ind som består af dyrets indre organer som er blevet stegt eller kogt og kødet er blandet sammen med kartofler og løg hvis man har en sådan grøntsag i huset. Tedrikkeriet fortsætter og man kan sagtens komme op på en 10-15 skåle te inden den første pause. Alt afhængig af husets formåen er der pølser, ost, vin og brandy på bordet, men ved alle lejligheder, høj som lav, er der 3 retter mad. Stegte skrubber, indmaden fra dyret og til sidst det kogte dyr med pasta. Der er ikke rigdom i Tastubek, så her er der kun vodka og lidt sødt samt de 3 retter. Men her hvor der er kommet mange fiskere, dvs. brigadeledere, er bordet fyldt med gæster kan det godt tage 3 timer inden vi er blevet færdige med teen og skålene, så vi kan komme udenfor for at trække lidt frisk luft igennem de russiske cigaretter.

Når vi igen kommer ind er bordet blevet fjernet og en voksdug lægges direkte på gulvet. Vi bliver igen placeret og nu kommer der en ung mand rundt med et vaskefad og en kande vand og vi skal have vasket vore hænder. Så kommer fadene ind 2-3 store fade alt efter selskabets størrelse og på det første fad er dyrets hoved, eller dele af hestehovedet, kamel eller hvad vi nu skal have (denne gang blev det den hest man havde slagtet for nogle timer siden). Dette vigtige fad med det halve at et hestehoved kommer op til mig og der løfter en af gæsterne hovedet over på et mindre fad sammen med de knogler der skal over til æresgæsten for at blive uddelt. Det er altid de samme knogler der følger med hovedet. Knoglerne giver jeg til de gæster som jeg synes skal have dem efter eget valg. Havde det været et hoved fra et får havde jeg skulle været i gang med en større udskæring. Det venstre øre er blevet ude i køkkenet. Jeg skærer så det højre af og hvis der er en søn i huset skal han have det og han bliver kaldt ind til bordet og jeg lægger så øret i begge hans hænder som han rækker frem. Derefter bestemmer jeg selv hvem der skal have øjne, gane, tunge og de dele overrækker jeg med et par ord, f.eks. et øje til vores chauffør så han kan undgå de dybeste af hullerne i vejen og vi derved får en mere behagelig kørsel. Hele hovedet bliver så befriet for kød og skind og det skærer jeg i småstykker og fadet sendes rundt i selskabet så alle kan få et lille stykke af dette vigtige fad. Et hestehoved er mere enkelt, idet jeg kun uddeler kødstykker som jeg kan rive af hovedet og give til de udvalgte. 

Imens det foregår er mændene i gang med at skære de store stykker kogte kød og fedt i mindre stykker og får det fordelt over den pasta som udgør bunden på fadet. ”Bisbarmak” som denne ret hedder betyder ”fem fingere” og sikkert fordi den netop spise med hele den højre hånd. Spisningen foregår ved at man graver ned og får fat i et passende stykke pasta og dertil får man samlet kød og fedt i en mængde så man har en lille håndfuld som så skubbes og suges ind i bunden med de lyde en sådan operation medfører. Man spiser hurtig og meget, og selv om jeg er blevet en habil bisbarmak indtager, så er der stadig lang vej igen før jeg blot kan spise halvdelen af hvad en gennemsnits kazak kan sætte til livs. Fem minutter efter at spisningen gik i gang er det slut og alle sidder og giver naturlige lyde fra sig imens de får slikket den højre hånd ren for pasta og fedt og så småt kommer der igen gang i samtalen, som gik helt i stå under denne spisning. Det er et seværdig syn at følge dette ritual fra fadene kommer ind. Alle sidder stille og kikker meget opmærksomt på de mænd som dele kødet og som anretter fadene så maden er lige til at gå til. Og få minutter senere er det overstået og kvinderne bliver kaldt ind til at modtage fadene som de modtager efter at have bukket og krydset deres hænder foran sig. Voksdugen pakkes sammen med kogler og den rystes udenfor til stor glæde for de mange hunde som hører en sådan landsby til.

Det hele sluttes af med at jeg fremsiger en bøn og alle siger ammen ved at løfte deres hænder op foran ansigtet og vi får igen vasket vore hænder. Nu bliver det redt op til os på gulvet og vi sover meget tungt til kl. 8.00 næste morgen.

Tastubek er blot en af de mange bebyggelser og større og mindre landsbyer i regionen hvor vi har gang i et Danida støttet fiskeri og udviklingsprojekt. Fra dansk side støtter vi med udstyr og med viden om fangst og behandling af skrubber. Projektet startede i 1994 og i 1996 gennemførte vi det første større forsøgsfiskeri efter skrubber i Aralsøen. Fiskerne havde bedt os om hjælp til at komme i gang med dette fiskeri efter skrubberne i Aralsøen, skrubber som sovjetunionens videnskabsfolk udsatte i søen i 1978 efter at alle ferskvands fiskearter var døde fordi søen var blevet salt, efter at man havde taget vandet fra floderne til opdyrkningen af den centralasiatiske ørken.

Indtil videre har projektet fået organiseret 100 kooperativer og brigader og der er oprettet en demokratisk forening Aral Tenizi som har 700 medl. Der er nu opført modtager stationer for fisk rundt søen, med de kølecontainere vi bruger til udsendelse af garn, tøj og meget andet som vi indsamler og køber i Danmark. Udviklingen går nu mod at disse stationer får tilført lokale brugte frysere som fiskerne selv får indbygget i de danske systemer af 40 fods kølecontainere og generatorer. I de seneste år er projektet også blevet mere og mere involveret i transporten og indfrysningen i Aralsk og salget af skrubber til de større byer i Kazakstan.

Projektet er kendt i regionen. Det bliver vanskeligt at finde et menneske i Aralsk regionen (som geografisk er ligeså stor som Danmark) men hvor der kun bor ca. 70.000 mennesker, som ikke kender noget til det danske projekt og skrubber i Aralsøen. Også udenfor Aralsk kender man nu til dette skrubbeprojekt i Aralsøen også fordi der jævnligt er udsendelser i de efterhånden mange kazakiske tv kanaler med historier om dette projekt.  

I starten på 2002 underskrev Verdensbanken og Kazakstan en aftale om at få genoprettet Lille Aral, en aftale til 83 mil US$ og i 2003 gik arbejdet i gang. I projektet er vi gået i gang med at opbygge et fiskericenter i Aralsk, et center som har fået navnet ”Kamala Balyk”