Home Dansk fiskeripolitik EU fiskeripolitik M/S Anton Galleri Aralsø-projektet Arkiv Links Støt os   English

Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

 

Hvad kan verdens fattigste få for 7 mio. danske udviklingskroner?

Udviklingsminister Ulla Tørnæs har sat et konsulentfirma til at fremme den ”folkelige bistand”. Men den folkelige støtte til verdens fattigste fremmes ikke af højtbetalte konsulentfirmaer, men derimod af kvalitetskrav til de danske aktører der beskæftiger sig med udviklingsbistand, krav der kan opfyldes gennem offentligt tilgængelige projektresultater.

Ovenstående påstande kan selvfølgelig diskuteres, men det ønsker ministeren ikke.

Nu bruger ministeren 7 mio. til det hun beskyldte NGO´erne for at gøre, da hun fratog dem oplysningsmidlerne i 2005 (de brugte efter ministerens mening, ikke pengene til fordel for verdens fattige, men til at profilerer sig selv), nu bruger ministeren de fattiges penge i et forsøg på at få den folkelige opbakning til regeringen og Dansk Folkepartis nedskæringer fra 1 til 0,8 % af det årlige nationale budget til verdens fattigste. Det er urimeligt også fordi vi ved, at 7 mio. er rigtig mange penge i den fattige verden.

I 1996 fik vi den første af fire Danida bevillinger til støtte for genopretningen af fiskeriet på Aralsøen i Central Asien, kendt som verdens største menneskeskabte naturkatastrofe. Da vi startede i midten af 90’erne, var der nød og elendighed og intet fiskeri på Aralsøen.

Vi har netop fejret projektets 10 års jubilæum og fiskeriet er nu tilbage på Aralsøen. Flere end 600 fiskere er udstyrede, organiserede og der er udbygget infrastruktur til transport, behandling og salg af fisk. Priserne på fisken er steget meget de sidste 4-5 år fra ca. 1 kr. til fiskerne i 2001, til 12 kr. i 2006.

Danida støttede fiskeriprojektet med 5 mio. kr. fordelt over de 10 år og med den støtte lykkes det at hente nær det samme fra fonde og private firmaer i Danmark. FN, Verdensbanken og EU har også støttet projektet og den voksende optimisme i fiskeriet op gennem 90’erne, førte til, at Kasakhstan i 2002 optog et lån på 100 mio. $ i Verdensbanken til brug for en naturgenopretning af den nordlige del af Aralsøen. Genopretningen er i fuld gang og den stopper ikke før der igen er vand i regionens havne.

Vi ved i dag, at Danidas støtte blev det bærende økonomiske fundamentet for udviklingen af fiskeriet i regionen. Og at mange tusinder mennesker fik mad, arbejde og identitet og et langt bedre liv. Og vi ved at projektet er vel formidlet i Danmark, Kasakhstan og internationalt. Der er lavet flere film og nyhedsindslag om projektet, også i større internationale medier og der er skrevet et meget stort antal avisartikler om projektet.

Vi har altid måttet kæmpe for hver eneste bevilling og selvfølgelig skulle vi det, det er ikke til diskussion. Til diskussion er derimod ministerens brug af verdens fattigste, til regeringen og Dansk Folkepartis indenrigspolitiske formål  

Kurt Bertelsen Christensen

Formand for Levende Hav

 

 

 

 

 

 

 

Sitemap Miljødebat Enkeltsager Kystfiskeri Havbrug Kontakt os