Udviklingsbistanden og VK regeringen

Nu vil VK regeringen også beskære NGO indsatsen i den 3. verden. (NGO bistanden er den bistand som ydes gennem de få store folkelige organisationer og de mange mindre græsrodsorganisationer). Den offentlige støtte til fiskeri- og miljørådgivning og støtten til det folkelige miljøarbejde vil regeringen også have afskaffet. 

Overordnet mener Levende Hav at regeringen selvfølgelig kan gøre hvad den vil (og det ser det bestemt også ud til at den vil). Vil den fjerne støtten til organisationer og eksperter, så fjern dem, det bliver i sidste ende regeringens ansvar. Problemet omkring stillinger og lønninger, der spares væk, er vel trods alt heller ikke større, end at de berørte finder sig noget andet at tage sig til. Problemet er og bliver hastværket og regeringens skamridning af begrebet ”folkelighed”.

Det er dybt bekymrende, at man nu foretager hurtige nedskæringer i ulandsbistanden, uden at have givet sig tid til en detaljeret vurdering af, hvilken indsats, man vil prioritere, og hvordan det bedst gøres. For hurtige besparelser betyde ikke ”at det overflødige” i Danmark bliver skåret væk - hurtige besparelser vil ramme de fattige i den 3. verden.

Og det er skræmmende, når man tilmed får indtryk af, at den nye regerings prioriteringer skal gennemføres ud fra en meget snæver opfattelse af, hvad der er folkelig opbakning til. Statsministerens nytårstale for folket, som modsætning til ”eksperter og smagsdommere”, minder betænkeligt om den form for ”folkelighed”, der bl.a. red Sovjetunionen som en mare under stalinismen: ned med de intellektuelle og andre uproduktive snyltere, der holder folket for nar med deres selvgode spekulationer. Vi ved nok, hvad folket vil! (Resultaterne af den sovjetiske folkelighed er mangfoldige, men den fik bl.a. den konsekvens, at det blev meget let for regeringen at overhøre kritik fra udkanterne og minoriteterne, fordi den slet og ret repræsenterede ”folkets vilje” uden forstyrrende ekspertsynspunkter.)

Men uanset hvad den nye regering nu gør, så mener den danske befolkning faktisk også, at vi bør yde en stor indsats i den tredje verden, og denne folkelige opbakning – og her bruger vi ordet folkelig noget bredere end statsministeren – hænger uløseligt sammen med de folkelige organisationers indsats.

I Sovjetunionen var kritik forbudt i 90érne har det danske samfund givet støtte til en organiseret kritik af det politiske styre, til styrkelse af demokrati og folkestyre. I Levende Havs offentligt støttede miljø- og fiskeripolitiske virksomhed, i Danmark som i Kazakstan, har vi altid bestræbt os på, at give politikkerne, erhvervsinteresserne og de offentlige myndigheder inden for fiskeri og landbrug, kamp til stregen. Vi har søgt og modtaget midler til at få skabt en større folkelig interesse for havmiljøet og fiskeriet. Men den folkelige indsats kan stå alene, den er dybt afhængig af de eksperter som regeringen nu åbenbart vil have ”kastet for løverne”.

Denne erfaring har vi også fra det ”folk” som spillede hovedrollen i den del af det fhv. Sovjetunionen, hvor vi igennem et Danidastøttet udviklingsarbejde, nu har fået fiskeriet tilbage på Aralsøen i Kazakstan. Da vi startede for syv år siden var der intet fiskeri på den sø, der engang var verdens fjerdestørste. Aralsøen og dets befolkning blev taberne i et meget stort opsat ”folkeligt projekt”, om at få opdyrket den Centralasiatiske ørken med det vand som hørte Aralsøen til. Læs mere her Vor fælles fremtid 

Disse resultater er opnået med en støtte fra Danida på ca. 450.000  kroner pr år siden 1996 (projektet forventes afsluttet i 2004) – og med værdifulde bidrag fra private virksomheder, fonde og medlemmer af Levende Hav.

Det ser jo ikke ud til, at den nye regering vil lytte til andre, men vi skal alligevel opfordre regeringen til at tage vare om og yde støtte til det alternative miljø- og udviklingsarbejde. For kun derigennem vil der kunne opretholdes en organiseret kritik af myndighederne og erhvervslivet, til gavn for den folkelige opbakning til den førte politik og erhvervsudvikling. Og vi skal opfordre regeringen til at tage sig meget god tid med besparelserne i den danske udviklingsbistand. For uanset regeringens hensigter om at spare på ”det overflødige”, så vil hurtige besparelser komme til at ramme de fattige og udstødte i den tredje verden.

Vi skal også opfordre de mange mennesker, der arbejder for at bevare og udvide den mellemfolkelige udviklingsbistand til at delagtiggøre den nye regering i de mange konkrete historier, der udgør Danmarks NGO udviklingsbistand.

Januar 2002