|
Det har været en underlig oplevelse at skulle forholde sig til
de utallige rygter omkring VK regeringens planer for fremtiden.
Rygter og usikkerhed har lagt sig hen over det offentlige Danmark
og seneste ”er det sivet ud”, at NGO indsatsen også skal beskæres.
(NGO bistanden er den bistand som ydes gennem de få store
folkelige organisationer og de mange mindre græsrodsorganisationer).
NGO bistanden blev oprettet under den forrige regering og den
nye regering vil tilsyneladende fjerne alle sporene efter den
socialdemokratisk ledede regering. Det ses også i rygterne om, at
den offentlige støtte til det folkelige miljø- og
udviklingsarbejde skal afskaffes. Den nye regerings taktik er åbenbart
- skab kaos! Udspred rygter, de giver usikkerhed overalt, og så
kan der ikke skabes samling omkring en kritik af regeringen.
Indledningsvis skal vi slå fast, at regeringen kan gøre hvad
den vil. Vil den fjerne støtten til organisationer og eksperter,
så fjern dem, det bliver jo i sidste ende regeringens ansvar.
Problemet omkring stillinger og lønninger, der spares væk, er
vel trods alt heller ikke større, end at de berørte finder sig
noget andet at tage sig til. Problemet er og bliver hastværket og
regeringens skamridning af begrebet ”folkelighed”. Det er stærkt
bekymrende, at man nu tilsyneladende påtænker at foretage meget
hurtige og drastiske nedskæringer i ulandsbistanden, uden at have
givet sig tid til en detaljeret vurdering af, hvilken indsats, man
vil prioritere, og hvordan det bedst gøres. Og det er skræmmende,
når man tilmed får indtryk af, at den nye regerings
prioriteringer skal gennemføres ud fra en meget snæver
opfattelse af, hvad der er folkelig opbakning til.
Statsministerens nytårstale for folket,
som modsætning til ”eksperter og smagsdommere”, minder betænkeligt
om den form for ”folkelighed”, der bl.a. red Sovjetunionen som
en mare under stalinismen: ned med de intellektuelle og andre
uproduktive snyltere, der holder folket for nar med deres selvgode
spekulationer. Vi ved nok, hvad folket
vil! (Resultaterne af den sovjetiske folkelighed er mangfoldige,
men den fik bl.a. den konsekvens, at det blev meget let for
regeringen at overhøre kritik fra udkanterne og minoriteterne,
fordi den slet og ret repræsenterede ”folkets vilje” uden
forstyrrende ekspertsynspunkter.)
Men uanset hvad den nye regering nu gør, så mener den danske
befolkning faktisk, at vi bør yde en stor indsats i den tredje
verden, og denne folkelige opbakning – og her bruger vi ordet folkelig noget bredere end statsministeren – hænger uløseligt
sammen med de folkelige organisationers indsats. Op gennem
90’erne er vi blevet opfordret til at yde en større og større
indsats når det gælder de projektrelaterede
oplysningsaktiviteter i Danmark. Vi skal oplyse og debattere i den
danske offentlighed, for at give Folketinget den folkelige
opbakning til at anvende statens indtægter på at hjælpe og
udvikle den fattige verden. I de seneste år har det nu fhv.
Udviklingsministerium også fået gennemført en meget omfattende
og offentlig kulegravning og revision af den bistand som blev ydet
gennem græsrods-bevægelserne. Den viste, at græsrødderne ikke
bruger deres tid på rapporter og redegørelser, men på at udføre
et godt og nyttigt stykke praktisk funderet udviklingsarbejde i de
fattigste lande. Levende Hav er en sådan mindre forening som har
fået økonomisk støtte fra Danida og Den Grønne Fond under miljøministeriet.
I vores offentligt støttede miljø- og fiskeripolitiske
virksomhed, har vi bestræbt os på, at give erhvervsinteresserne
og de offentlige myndigheder inden for fiskeri og landbrug, kamp
til stregen. Vi har søgt og modtaget midler til at få skabt en
større folkelig interesse for havmiljøet og fiskeriet. Men
modsat regeringen mener vi ikke at den folkelige indsats kan stå
alene. Vi mener at vor fælles og gerne mere bæredygtige fremtid,
er afhængig af de eksperter som regeringen nu åbenbart vil have
”kastet for løverne”.
Denne erfaring har vi ikke blot hentet i det danske samfund.
”Folket” spillede også hovedrollen
i den del af det fhv. Sovjetunionen, hvor vi igennem et Danidastøttet
flerårigt udviklingsarbejde, nu har fået fiskeriet tilbage på
Aralsøen i Kazakstan. Da vi startede for syv år siden var der
intet fiskeri på den sø, der engang var verdens fjerdestørste.
Aralsøen og dets befolkning blev taberne i et meget stort opsat
”folkeligt projekt”, om at få opdyrket den Centralasiatiske
ørken med det vand som hørte Aralsøen til.
I Aralsk regionen ved Aralsøens nordkyst, et landområde på
størrelse med Danmark og hvor der bor ca. 70.000 mennesker,
landede man i 50’erne og 60’erne op mod 25.000 tons fisk om året,
bl.a. sandart, stør og karper. Søen var et rigt og alsidigt økologisk
system, der udover fangsterne også gav indbyggerne et sundt og
behageligt klima. Men med det enorme sovjetiske
overrislingsprojekt i centralasien fra starten af halvtredserne
indvarsledes Aralsøens kranke skæbne. Man ville dyrke bomuld og
ris, og tog vandet fra de floder, der har udløb i Aral. Fra en
vandtilførsel til søen på 26 km3 om året før
kunstvandingsprojektet, var man i begyndelsen af 1990’erne helt
nede på 3 km3. Allerede i 1975 måtte fiskeriet indstilles, fordi
de oprindelige ferskvandsarter uddøde, og vandet trak sig
tilbage. De store kuttere blev efterladt strandede i ørkensandet.
Saltindholdet steg fra 5-10 promille til 30 promille, et
saltniveau som Nordsøens.
De mange fiskere, der havde landet de store fangster før søens
tragiske tilbagegang og tilsaltning, levede – da vi mødte dem
– af katastrofe-bistand fra regeringen (indtil 1991 fra Moskva),
og selvom man vidste at der var kommet fisk (skrubber) i søen
igen, var man ikke i stand til at sætte et nyt fiskeri i gang,
fordi ingen havde udstyr til det, og fordi hele infrastrukturen i
erhvervet var kollapset efter unionens fald. Aralsk regionen var
(og er også stadig) den fattigste i Kazakstan – et land på størrelse
med Indien hvor gennemsnitsindkomsten i 1996 blev opgjort til
1.100 $ om året. Derfor gik vi ind i et fisker-til-fisker
samarbejde som siden 1996 har fået støtte fra Danidas NGO-midler.
Vi mente, at danske fiskere måtte engageres for at støtte deres
kolleger ved Aralsøen i arbejdet for at genoprette fiskeriet, og
at det var en god mulighed for den danske udviklingshjælp til at
skabe værdifulde konkrete resultater for en relativt lille økonomisk
indsats.
Siden 1996 har fiskeriprojektet ”Fra Kattegat til Aralsøen”
arbejdet for at støtte fiskerne i at få disse nye muligheder
realiseret. Snart begyndte fiskerne at samle sig i mindre grupper,
kooperativer, der stod inde for en ansvarlig forvaltning af de
ressourcer, vi tilførte. Igennem tiden har vi sendt flere
transporter med garn og gummistøvler, handsker og fiskekasser, og
meget andet udstyr til Aralsk, og vi har fået repareret 100 gamle
sovjetiske glasfiber småbåde og motorer. Derudover er der givet
en betydelig økonomisk støtte til fiskerne gennem mindre
kreditter og til at de kunne få oprettet en forening med det
ambitiøse navn ”Aralsøen”. En forening som nu også taler
deres og søens sag i nationale og internationale sammenhænge.
Fiskerne har oprettet ca. 80 private kooperativer og brigader som
afløsning for de gamle sovjetiske strukturer, og den demokratisk
funderede forening Aralsøen har i dag ca. 1000 betalende medlemmer. Fiskerne mødes nu
hvert år til generalforsamling i foreningen og diskuterer
fremtiden, mens de for blot nogle år siden sad ude omkring i
landsbyerne og mindedes fortiden.
Der fiskes igen på Aral, alle fiskerne har fået en mulighed
for at komme i beskæftigelse, og nu er der begyndt at opstå en række
initiativer i landsbyerne ved søen og i hovedbyen Aralsk for at få
behandlet og afsat skrubben, noget der naturligvis også giver
beskæftigelse. Mange frivillige er blevet engageret til arbejdet
for at genoprette fiskeriet og påvirke regeringen og det
internationale samfund til at få vandet tilbage til Aral. Sidste
år oprettedes således en gruppe af unge frivillige fra Aralsk,
der skaber opmærksomhed og debat omkring de miljømæssige
problemstillinger i regionen, og nu senest er en gruppe af
”Arals kvinder”, som en ny forening hedder, begyndt at
organisere frivillige i landsbyerne; de vil genskabe den kazakiske
opmærksomhed omkring søen, lave foredragsaftener, og fortælle børnene
om søens historie og de muligheder, der nu er opstået for at
genetablere fiskeriet.
-
I landsbyen Tastubek, der i 1960’erne var et rigt og
velfungerende fiskesamfund, var de sidste 4-5 familier i 1996 på
vej til at rejse ind til en tilværelse som bistandsmodtagere i de
større byer. Nu er der 16 familier i byen, og alene de sidste tre
år er syv nye huse blevet bygget. De unge frivillige fra ”den
økologiske klub” i Aralsk har hjulpet landsbyen med at opføre
en skole, så de mindste børn i byen nu kan få undervisning.
De danske fiskere og andre græsrødder, der hvert år siden
1996 har arbejdet i Aralsk, har uden tvivl bidraget til en større
optimisme blandt indbyggerne i regionen, ikke kun med det
materielle udstyr, der er blevet fordelt til fiskerne, til
foreningen og til skolerne i området, men også gennem håbet om,
at der trods alt stadig er mulighed for og vilje til et stærkt og
forpligtende internationalt mellemfolkeligt samarbejde. (Den
danske støtte har betydet, at man nu selv søger og opnår
betydelige bevillinger fra internationale fonde og
organisationer.) Landet ”Dania” er mere kendt i Aralsk
regionen end stormagten USA. Der er sendt takkebreve til det
danske folk, og Kazakstans præsident har på sit officielle besøg
i Danmark takket den danske statsminister for den danske indsats i
og omkring Aralsøen.
Disse resultater er opnået med en støtte fra Danida på ca.
450.000 kroner pr år
siden 1996 (projektet forventes afsluttet i 2004) – og med værdifulde
bidrag fra private virksomheder, fonde og medlemmer af Levende
Hav.
Fordelen ved NGO udviklingsprojekterne er, at det kan gå på
tværs af storpolitiske grænser. Med relativt beskedne indsatser
er det muligt at skabe kontakt, samarbejde og udvikling helt
konkret og helt lokalt, dér hvor støtten kommer befolkningen
direkte til gavn. Uden at kende NGO området i detaljer er det
vores klare indtryk, at der siden 1994, hvor Danidas NGO pulje
blev oprettet, er blevet etableret en meget bred og alsidig NGO
udviklingsbistand, der bidrager med konkret udviklingsstøtte, og
som har skabt en mangfoldighed af værdifulde udtryk for, at det
endnu – og måske nu mere end nogensinde – kan betale sig at
arbejde sammen.
Vi siger, at vores projekt i al sin enkelhed handler om ”at få
fisk op af vand”. At vi med vores begrænsede indsigt og indsats
blot skal koncentrere os om at støtte aralfiskerne i at få mad på
bordet og en lille indtægt til den meget fattige region og derfra
skal vi sætte ind for opbyggelsen af bæredygtige demokratiske
organisationer og foreninger. Men ligesom i talrige andre
projekter er den simple kendsgerning, at det er et internationalt
mellemfolkeligt samarbejde, der har muliggjort at få fiskene op af vandet, et meget stærkt udtryk for,
at der er vilje og konsekvens bag de mange velmente ord, som
udviklingslandene igen og igen må høre på, når de rige landes
ledere kommer på besøg eller afholder konferencer. For
befolkningen ved Aralsøen i Kazakstan er Danmark et venligtsindet
land. Det fortæller de deres landsmænd, det fortæller de deres
politikere, når de kommer på besøg, og det fortæller de på
fjernsynet, hvor fiskeriprojektet ofte har fået omtale og
sendetid, der ville være ubetalelig goodwill for enhver privat
virksomhed.
Som nævnt i indledningen har det tidligere
Udviklingsministerium fået papir på, at det danske græsrodsarbejde
i udviklingsbistanden er særdeles værdifuldt. Man fik også at
vide, at projekterne og græsrødderne gør for lidt for at
evaluere og formidle deres resultater. Men det er nu vores
erfaring, at det er meget svært at opgøre, hvori NGO bistandens
resultater består, hvis man som os bliver nødt til at prioritere
det frivillige arbejde til fordel for det praktiske arbejde. Man
kan selvfølgelig sagtens kvantificere fangstmængder af skrubber
fra Aralsøen, huse og skoler som bygges, etableringer af
frysestationer osv. men hvordan værdifastsætter man betydningen
af at skabe demokratiske foreninger, af at skabe goodwill for det
danske samfund på mange niveauer – og af de mange, mange andre
sidegevinster, der kommer af de mange danske NGO projekter ude i
den fattige verden?
Vi skal opfordre regeringen til at tage vare om og yde støtte
til det alternative miljø- og udviklingsarbejde. For kun
derigennem vil der kunne opretholdes en kritik af myndighederne og
erhvervslivet, til gavn for den folkelige opbakning til den førte
politik og erhvervsudvikling. Og vi skal opfordre regeringen til
at tage sig meget god tid med besparelserne i den danske
udviklingsbistand. For uanset regeringens hensigter om at spare på
”det overflødige”, så vil hurtige besparelser komme til at
ramme de fattige og udstødte i den tredje verden.
Vi opfordrer de mange mennesker, der arbejder for at bevare og
udvide den mellemfolkelige udviklingsbistand til at delagtiggøre
den nye regering i de mange konkrete historier, der udgør
Danmarks NGO udviklingsbistand.
Henrik Jøker Bjerre
Kurt Bertelsen Christensen
Landsforeningen Levende Hav
|
