Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

Dagbog for Kurt Bertelsen Christensens ophold i Kazakstan

– perioden 27.9.99 til 23.10.99

Dagbog for ophold i Kazakstan – perioden 27.9 – 23.9. 1999

28.9 – ankomst til Kazkstan

Ankomst til Almaty kl. 8.30. Makhambet hentede mig i lufthavnen som sædvanlig. Om selve turen til Kazakstan er der ikke så meget at berette da turen foregik uden de store problemer.

30/9 – afgang til Aralsk

Vi kørte til lufthavnen for blot at få at vide at flyet var aflyst og afgangen var udsat til kl. 14.00. Før vi igen kørte til lufthavnen ringede vi derud og fik at vide at afgangen var aflyst. Også dagen efter skulle vi ikke forvente at der ville være en afgang. Årsagen til disse aflysninger er at ruten mangler kunder, men man forklarer det med mangel på brændstof.  

·         Der er sket en betydelig nedgang i den kazakiske økonomi siden 1998. Nedgangen ses bl.a. i antallet af rejsende med fly og tog og i priserne på fødevarer og andet. Priserne er næsten de samme, også selv om kursen på $ er næsten dobbelt så høj som i 1998. Benzin og anden energi synes at være den eneste vare som har fulgt $ kursen.

I hast besluttede vi at køre til banegården for at se på tog mulighederne. Der var en afgang kl. 14.30 og til den fik jeg en billet.

1/10 – på vej til Aralsk

Rejsen var rolig i en 2 mands kupe. I Kyzylorda stod jeg ud på perronen hvor jeg møder den fhv. borgmester fra Aralsk sammen med Svetlana fra Aralsk UNDP kontoret. Han skulle have en frygtelig masse at vide på kort tid – og det fik han så.

Bl.a. ville han vide alt om vindmøller og hans egne muligheder i dette. Han ville også sørge for at der blev et møde med den nye akim i oblasten, jeg skulle bare sige til, så ville det blive arrangeret et møde. Jeg regner med at tage til Kyzylorda når der er faldet lidt ro over lejren i Aralsk.

Kl. 22.30 lokal tid ankom toget til Aralsk og en større komite modtog mig. Udelukkende fyre som: Sanserik, Misha, en ny ung lovende tolk Nurzhan, Karizhan og mange flere. De bragte mig til kontoret hvor man havde sørget for en mindre velkomstmiddag. Det var hyggeligt og heldigvis forstod deltagerne at jeg var træt og middagen var afsluttet kort efter midnat.

2.10 – møde i arkimatet;møde med Bakit; møde med UNDP; nye aftaler

Jeg blev hentet kl. 9.00 for at mødes med Akimen. Men ikke uventet var akimen, blevet forhindret, han var kaldt til Kazalinsk og han ville sikkert ikke kunne træffes før mandag. Derefter gik turen til Zhannats hus hvor hun tog imod i liggende stilling. Hun havde fået en alvorlig forbrænding på den ene fod som der var gået betændelse i. Doktoren kom hver dag for at rense og skifte og hun var på pencilen og smertestillende medicin.

Vi fik givet informationer fra begge sider. Med til mødet var foruden Zhannat og mig, Karakoz, Akshabak, Saripa, Misha, Nurzhan (ny ung tolk). Nurzhan (maleren) var ikke med da hans far døde for kort tid siden. Før frokost pausen besøgte jeg UNDP kontoret som var blevet flyttet ud fra akimatet og ind i dr. Sings hus. Her mødte jeg Samuel fra Frankrig, Serkey, Berik, Askar og Eigul. Vi aftalte at holder møder om mulige samarbejder samt møder om UNDPs planer for fremtiden. Bhernstock fra Almaty kontoret skulle efter planen komme til Aralsk i oktober md. Så måske vi kunne holde møde med ham. Knut Ostby er flyttet fra Almaty og en anden – hvis navn jeg ikke kan huske – har taget over efter Knut.

Til frokosten hos Zhannat deltog bl.a. Marat, den person som har ansvaret for fiskeriet i Akimatet – han holdt hovedtalen på forårets præsentationen. Murat, akimen og en anden fra Djambul samt Sanserik, som nu også har fået et job i akimatet. Han har overtaget jobbet efter Nursaule.

·         Nursaule er blevet direktør for en slags alternativ skole i Aralsk med 600 elever. Nursaule vil gerne oprette en klasse med computer undervisning og da hendes skole som en af de få har betalt elektricitet regningen er det oplagt at skolen får brugsretten over et antal computere.

Vi talte om fiskeriet og specielt om bygningen af en bro ved Tastubek. Vi har materialerne og Djambul vil godt bygge sammen med folkene fra Tastubek. Men de mangler penge til benzin. I det hele taget er benzin blevet et større problem dette år. Priserne har svinget mellem 40-100 tenge, men også leverancerne har været mangelfulde. I øjeblikket koster benzinen ca. 50 tenge. Fra akimatet har man lovet at støtte projektet med bl.a. benzin og arbejdskraft, men jeg tror også vi kan blive nødt til at spytte lidt i kassen.

·         Inden for dette spørgsmål har jeg tænkt mig at vi kunne oprette en mindre fond på max. 2000 $ til brug for kreditter til fiskerne. De har akut brug for mindre beløb til at komme i gang med fiskeriet. I vore forhandlinger med akimen kunne vi således tilbyde at sætte fiskerne i gang, mod at akimatet sørger for at broen blev bygget. Det er jo ikke meget formål i at bygge en bro og så ikke have nogen der bruger den. Denne lille fond skal være et eksperiment til at undersøge og indhente erfaringer, inden en større fond forhåbentlig kommer i gang med fase 3. en fond på ca. 15.000 $. Dette punkt blev også diskuteret med Zhannat og Karakoz dag 5 og der var enighed om at dette måtte vi gøre.

Efter frokosten havde vi et møde med Bakhit om hans nye virksomhed. Han tilbyder at vi kan låne hans lager, som er godt beskyttet med vagt og lys om natten. Som modydelse stiller vi frysecontaineren til hans rådighed. Han garantere os, at han også vil sørge for at der føres en dagbog over de begivenheder som finder sted i fiskeriet en såkaldt eksperimenterende periode fra efteråret 1999 – foråret 2000. Vi låner ham en computer og han sørger for at der skrives en daglig rapport på engelsk. Meget tyder på at han står stærkest i sammenligning med Kyzmet og Aknur. Han har bl.a. sørget for at få betalt eks. Raims og Djambuls el-regninger inden han forlod Kyzmet. Det er bl.a. derfor at Kulmuratov er meget sur på Bakhit. (Kulmuratov har været i Aralsk to dage men jeg har ikke hørt fra ham og nu skulle han efter sigende været taget til Aktubinsk).

Jeg er selvfølgelig ikke så tryk ved denne aftale med Bakhit, men det synes som den bedste i øjeblikket da begge parter har brug for hinanden. Og Bakhit synes at have opbakning fra de fleste fiskere mht. at de lander deres fisk hos ham. Dette vil senere blive opklaret under møderne med fiskerne hvor jeg vil spørge dem om deres syn på sagen.

Vi har set på alternative muligheder for at få oplaget udstyret, bl.a. Djambuls huse og gård i Aralsk og Zhaulkhans institut. Men de synes meget åbne og ikke velegnede til at sikre udstyret. (Zhalkhan har endnu ikke fået skabt klarhed over et eventuelt salg af hans institut, han virkede endog meget uafklaret på det punkt da jeg mødte ham).

• Bakhit er her søndag aften taget til Leninsk, men jeg regner med at så snart han er tilbage at der udarbejdes en kontrakt mellem ham og projektet som beskrevet.

3.10 –møde med de ansatte; møde om rep. af fiskefartøjer; indtryk fra en aften i Aralsk

Lørdag. Vi har holdt møde i Zhannats hus med en diskussion af general forsamlingen hvem gør hvad og hvornår. Et andet emne var sikkerhed og rutiner på kontoret.

·         Sikkerhed og rutiner er blevet meget vigtig idet kontoret blev røvet 1 md. før jeg ankom til Aralsk. Tilsyneladende havde tyv(ene) kunnet gå lige ind på kontoret, enten fordi det var ulåst eller også fordi de havde nøgler. Pengeskabet var brudt op og 124.000 tenge var blevet taget. Desuden tog de fax, telefon og lidt andre småting. Computer og printer og andre større værdifulde ting havde de ladet stå. De ansatte havde af deres egen løn dækket de 124.000 og nu måtte projektet købe ny telefon og fax. Dette tyveri var tilsyneladende sket fordi Misha og Nurzhan havde drukket på cafeerne og så sikkert været lemfældige med sikkerheden. Vi aftalte at dette punkt fortjente et særligt afsnit i vore kommende møder.

Jeg fik informationer om hvilke initiativer man har taget siden maj. Bl.a. har man nu, i modsætning til april, fået indkaldt til general forsamlingen i rette tid samt udsendt liste over de fleste kandidater.

·         Vi har fået gennemgået opstillingslisterne og jeg er meget kritisk over for flere af listerne som tydeligvis viser at man har fusket med underskrifterne. Men vi må også tage til efterretning, at man tilsyneladende har en tradition for at lederne underskriver på vegne af hans folk, også når der udbetales penge. Men jeg gjorde dog klart at foreningen måtte komme denne uvane tillivs og sørge for, at så mange som overhovedet muligt få underskrevet deres opstillingslister før, under og efter forsamlingen. Men nu havde initiativtagerne jo anerkendt listerne, så vi må acceptere de falske underskrifter denne gang.

Vi blev enige om at vi måtte støtte op omkring udgifterne i forbindelse med fiskernes rejse til forsamlingen. Og denne udgift sammen med lidt fortæring er der udarbejdet et budget på 93.000 tenge som projektet må udrede.

Vi holdt møde med en brigadeleder fra Karateren om rep. af glasfiberfartøjer. Han vil få udarbejdet en beskrivelse og et budget for det kommende års arbejde og så tager han sig af at køre rundt til de forskellige landsbyer og får rep. både.

·         Aftalen er at han i november får løn af foreningen og tager på rundtur til fiskepladserne. Han tilser og registrere alle både og udarbejder efterfølgende en liste som viser hvor meget der er behov for at få bådene bragt i orden. Til selve arbejdet næste år får han opbygget et kooperativ som har dette som formål. Derved bliver det noget lettere for projektet at få udleveret materialer og værktøj til formålet. Foreningen støtter ham i denne udvikling.

Lørdag var ‘lærernes dag’. Hele lørdag aften og nat var gågaden oplyst og tusinde af mennesker vandrede frem og tilbage hele natten. Der var koncert og alle cafeer var åbne og mange mennesker (mænd) var meget fulde. Det var på mange måder en mærkelig aften med al den lys og de mange mennesker - Aralsk ligende bestemt ikke sig selv. Akimen har ofret en del penge på gadebelysningen på gågaden og de omkring ligende gader. Desuden er han i gang med en forskønnelsesproces af byen i samme område. Bl.a. er vores kontorbygning nymalet og flot. Dette sammen med de nye og meget flotte skilte som Nurzhan har fået fremstillet vil give et flot udtryk i forbindelse med general forsamlingen. Og når transporten ankommer vil man gå i gang med at fa indrettet de 2 kontorer – det vil også give et godt indtryk.

4.10 – lidt regnskab;  

Jeg har fået udarbejdet regnskab med Karakus og som altid har hun tingene i orden. Der synes at være gjort rede for alle indtægter og udgifter siden maj. I forbindelse med indbruddet mistede man 124.000 tenge. Disse penge har de ansatte besluttet at indbetale. De har også lavet den indbyrdes aftale at skulle det ske igen at kontoret mister penge og værdier så må de ansvarlige selv dække udgifterne hermed.

• Jeg har udbetalt 1800$til Karakuz til dækning af lønudgifter for resten af året. 100.000 tenge til dækning af adm. udgifter og general forsamlingen. Det betyder at kontoret har en kassebeholdning på ca. 200.000 minus lønudgifter.
• Vi har også fået aftalt at en medlemsliste vil blive udarbejdet med navnene i såvel kazakisk som latinsk samt hvor medlemmerne bor, gerne adresse og telefon nr.

 5.10 – skolebesøg; møde i Kyzmet; lidt om Hans Møller

Alt vel. Efter hårdt arbejde har jeg nu modtaget en masse oplysninger fra Danmark og disse er besvaret. Af begivenheder i dag synes de største at være at jeg har været på besøg i Nursaules skole – en skole som bestemt fortjener vores opmærksomhed. Mere om denne senere. I går aftes mødtes jeg med en præsident for en NGO organisation for en sports klub. Han har et ambitiøs program om at få de unge fra gaden ind i klubben for at dyrke sport i stedet for at lave ulykker. Han så selvfølgelig gerne at vi støttede ham i dette gode formål, det må vi så overveje. Jeg vil overgive hans ønsker til min bror, som i mange har arbejdet i den danske amatør sportsverden med børn og unge.

Jeg fik afholdt et godt og langt møde med akimen i dag og resultatet skulle gerne kunne afspejles i at der bliver bygget en bro i Tastubek, i hvert fald fik han gjort klart over for alle de tilstedeværende at dette måtte ske – jeg vælger at tro på manden.

Jeg har været i Kyzmet for at se på de muligheder de havde for at opbevare det udstyr der kommer fra DK. De havde en butik som ser godt ud og som egner sig til en eller anden slags ‘indkøbsforening’ for fiskerne. Vi har lavet en aftale med Kariszhan – nu vicedirektør – om at vi låner denne bygning til formålet. Den ligger godt ud til vejen og synes sikker. Nu får vi sikkert også problemer med Bakhit, dem må vi så løse.

Marat fra Aknur beder mig om at kontakte Hans Møller for at høre om nyt fra arbejdet i Aralsk. Dette er gjort pr. mail og gennem Peder. I morgen skal jeg først på dagen have møde med de ansatte og derefter med den nye formand og Akimen fra Raim.

6.10 – formøder ang. generalforsamlingen; møder med Raim formand; møde med Samuel

Tirsdag. Der blev afholdt et møde hos Zhannat med alle ansatte. På mødet gennemgik vi først transportens ankomst til Aralsk. Misha har fået ansvaret for denne del og meget tyder på at vi låner/lejer den fhv. butik af Kyzmet. Den er velegnet til formålet og nu tilbage står spørgsmålet om sikring af bygningen.

Derefter aftalte vi at køber Rosas lejlighed for en pris mellem 100-150.000 tenge. Nurzhan påtager sig den opgave at forhandle med Rosa samt finde en egnet bolig til hende hun vil gerne købe et hus og aftalen er at vi skal betale halvdelen af husets pris for lejligheden. Selv havde hun fundet et hus til 300.000 tenge men de ansatte mener godt at vi kan finde et hus som koster mindre og dermed også mindre for os.

Derefter talte vi igen om sikring af værdier og kontoret. Vi blev enige om at købe et kodet pengeskab i banken som banken havde tilbudt os for 12.000 tenge, Karakuz tager sig af denne opgave.

Derefter brugte vi resten af mødet til et scenarium omkring general forsamlingen. Dette medførte, at vi aftalte at der måtte holdes et nyt møde onsdag aften omkring et revideret scenarium. Akshabak og Saripa har ansvaret for general forsamlingen. Vi aftalte også at den danske Aralsøudstilling skulle op at hænge den 15.10. Jeg skulle blot finde egnede pladser til udstillingen. På Henriks spørgsmål om hvilket sted der skulle filmes var der bred enighed om at dette måtte blive Tastubek.

Efter frokost havde vi et møde med den nye formand og akim fra Raim. De havde overfor Zhannat sagt at Raim fiskerne nok ikke ville fiske i Aralsøen da Tastubek efter deres mening lå for langt væk fra Raim. Vi gjorde klart at skulle Raim fiskerne også have støtte måtte de, på den ene eller anden måde fiske i Aralsøen. Dette forstod de og ville nu også finde ud af om Raim skulle fiske fra Tastubek eller måske i deltaet. Begge synes jeg virkede sympatiske og de fortalte bl.a. Daukara var tilbage i Raim ved godt men total blind. Vi aftalte at besøge Raim først i den kommende uge. Og jeg har derfor besluttet at tage til Tastubek i weekenden for at se hvordan det skrider frem med brobyggeriet og finde den familie som Henrik og filmfolket skal følge.

Jeg var på UNDPs kontor for at se mail og fik talt med Askar om en bil. Vi blev enige om at Henrik havde sikkerhed for at få en bil, UNDP eller en anden fra byen.

Bakhit var kommet tilbage fra Leninsk, helt oppe at køre fordi han havde fået aftalt at man sendte – tror jeg nok – mindst 2 frysevogne (jernbane) til ham, måske allerede i dag. Disse skulle opstilles på hans nye virksomhed og så var han klar til at købe fisk.

Jeg skal holde møde ham og Zhannat kl. 11.00 onsdag.

Aftenen brugte jeg i selvskab med Samuel i hans hus hvor vi drak et par øl. Han er et venligt menneske, men ikke specielt udfarende mht. hvad der foregår i regionen eller på det politiske niveau. Han har en 2 års kontrakt, men ved endnu ikke om han vil holde 2 år i Aralsk. Jeg fik mange oplysninger om UNDPs arbejdsforhold, bl.a. lønninger. Internationale frivillige tjener ca. 1400$/md. Skattefrit – det er jo en god løn i Aralsk. Har de frivillige medbragt familie ca. 2000 $. De nationale frivillige tjener ca. 200$, Askar 280$ Eigul 320$, Bolat og Umasak 158$. Men alle tilsyneladende skattefrit, men det lovede han at undersøge nærmere.

Han var mest utilfreds med at UNDPs arbejde mest bestod i at skrive ansøgninger som for de flestes vedkommende aldrig blev imødekommet. Og skulle det ske at, det UNDP kalder agenda 2100 for Aralsøen, ikke bliver gennemført ville han ikke blive i Aralsk i 2 år, da han synes perspektiverne så dårlige ud. Han brugte som eksempel, at dr. Singh fik udbetalt ca. 24.000 $ for et års arbejde, men han havde kun gennemført et konkret projekt – et træplantnings projekt i Aralsk som ikke blev passet og nu var mere end 80% af træerne gået ud.

7.10 – møder og middag med Seitov

Aftenen blev brugt på et møde hos Zhannat med de emner vi har haft på programmet. Et nyt og bedre scenarium for general forsamlingen blev fremlagt, men der er stadig en del der skal tilpasses mulighederne. Det blev aftalt at Aksabak og jeg tager til Djambul og Tastubek lørdag for at få set på forholdene, hvordan det går med brobygeriet og få fremlagt et forslag til hvordan Henrik og Co. kunne komme i arbejde. Jeg har fremsendt et forslag til Henrik for hans kommentarer.

Senere var jeg og Nurzhan inviteret ud til Seitov (fhv. formand for Djambul som besøgte Danmark i 1995) til middag. Denne blev afholdt i hans søns hus under meget fredelige former. Vi var kun os tre til middagen. Seitov ville selvfølgelig gerne have fremmet hans muligheder mht. udstyr og kreditter. Jeg har lidt vanskeligt ved at vurderer hans reelle hensigter mht. fiske i Aralsøen idet han normalt fisker i Kampas

8.10 – møde ang. forvaltningsplan også for de mindre søer; ankomst af frysevogne

Det første program blev at finde en egnet placering til udstillingen i forbindelse med general forsamlingen. Vi valgte gågaden til ophængningen.

Derefter var der et møde med aksakal-journalisten. Jeg troede at han ville lave endnu en historie men dette blev ikke tilfældet. Han havde udarbejdet 2 meget fornuftige forslag til Aral Tinizes vedtægter. Kort fortalt går de ud på, at foreningen burde være mere aktive omkring den overvågningen/fiskeriforvaltningen af alle ressourcer i regionen, herunder også fiskeopdræt. Der er 18 mindre søer i regionen, floden og fiskeropdræt. Forvaltningen af disse burde efter hans mening fremgå af foreningens vedtægter. Desuden skulle foreningen være mere kontrollerende på disse områder. Hele hans fremlæggelse var god og fornuftig, han tog alene udgangspunkt i det faktum at ingen myndigheder længere tog sig af denne opgave og at nogen burde gøre det.

Vi gjorde rede for, at foreningen var ung og at dele af forslagene måske kunne skade hvervningen af nye medl. Bl.a. fiskerne, hvis vedtægterne blev for skrappe i forhold til en kontrol vi jo heller ikke kunne gennemføre. Desuden har det danske projekt jo fokuseret på Aralsøen og da det er dette projekt som holder liv i arbejdet, kunne det danske projekt blive –forpligtet på en biologisk overvågning vi ikke kunne holde.

Jeg foreslog at han på generalforsamlingen skulle fremlægge sine synspunkter som et punkt på dagsorden. Derefter kunne vi høre forsamlingen om at der skulle være tilslutning til at der blev nedsat en komite med et kommissorium givet af foreningen. Denne komite kunne så få et år til deres arbejde som skulle præsenteres i en rapport inden næste general forsamling og projektet kunne støtte komiteens arbejde. 

Jeg tror, at forsamlingen vil vedtage punktet, men jeg erkender også, at det ikke nemt at få den til at arbejde. Hele dette punkt vil vi arbejde videre med, også fordi det er meget vigtigt for de kommende års arbejde – for vi ved jo godt at fiskerne bruger det danske udstyr i disse søer og floder, så noget aktivt skal vi gøre.

Hans andre punkter var mere bløde. Han ville at foreningen lægger pres på myndighederne i Aralsk og Kyzylorda for at få dem til at informere om det de gør for at få forvaltet fiskeressourcerne. Bl.a. ville han igen have nedsat en egentlig fiskeriforvaltning som der også fandtes indtil for få år siden. Nu bliver forvaltningen varetaget af skov forvaltningen! (de som kender til ‘skovene’ i Aralsk regionen vil give mig ret i at det er en endog meget svag forvaltning).

Resten af dagen gik med at fordøje, bearbejde, ringe, snakke ect. Omkring dette kedelige at vores transport var blevet overfaldet i Rusland. Dette er en længere historie som må vente.

Bakhits 2 frysevogne er ankommet fra Leninsk og de ser sku meget gode ud. De udstråler i hvert fald en vis stabilitet. Men vi kunne ikke komme ind i dem fordi tolden endnu ikke havde åbnet dem. Det skal blive spændende at se dem indvendig. I det hele taget har Bakhit godt gang i det med at få forskønnet hans nye virksomhed. Samtidig foregår der også en livlig aktivitet omkring at få indrettet den del af virksomheden som skal handle om opbevaring af fisk. Men virksomhedens frontside er præget af, at der er tale om en benzinstation.

9.10 – transporten er blevet overfaldet; mange møder med forskellige fiskere; Kulmuratov møde; nyt om ombygningen af det store fartøj; flere møder; middag hos Timor Bolat

Dagen startede med at ringe til alle mulige steder i Rusland for at få fundet ud af hvor transporten befandt sig. Det viste sig at denne var Busuluk tæt ved Orenburg og at man var ved at gøre sig klar til at køre til grænsen. Senere fandt vi ud af at de havde gjort ophold i Orenburg og ville fortsætte mod grænsen lørdag morgen. Det er noget forvirrende så hele denne historie må vente til den bliver fortalt.

Dagen gik med at holde møder med fiskere fra Bugun, Karateren og Aralsk. 2 kooperativer Kishi-Aral, Bugun og Turkmen, Atmankel, fik lavet aftaler om at de ville starte med at fiske nær Bugun. Desuden blev der lavet aftale med en 2 brigader fra Kyzmet som skulle havde været til Baytak, men de vil nu også fiske i deltaet. Aftalerne er næste enslydende: kredit 30.000, net 20 stk pr. båd og noget personligt udstyr til fiskerne som ikke kunne aftales, blot gjorde vi klart at der ville blive udstyr til alle fiskere, men ikke hvor meget til hver. Den sidste brigade fra Kyzmet kommer nu sikkert også og vil til Aralsøen. Desuden talte vi med vores gode ven fra Karateren, Prekeev Batyrkhan (ham vi boede hos i maj 1999) og han vil også fiske i Aral og med ham skal der også laves en aftale. Den sidste kooperativleder fra Aralsk vi talte med - det er måske den sidste brigadeleder fra Kyzmet - vil også til Aral. Det er det meget sympatiske menneske som lå på hospitalet og som vi aldrig fik besøgt. Ham skal der også laves en aftale med. Alycon vil fiske fra Tastubek og skal bruge 20.000 kredit.

Opsamling på fiskeriet: Nu ved vi at ca. 60 vil fiske fra Tastubek og ca. Det samme fra Bugun og deltæt, men vi må forvente at der vil komme flere til. Bl.a. fordi 2 af disse kooperativer for første gang er med i projektet.

Kulmuratov fra Kyzmet besøgte kontoret og inviterede os ud på Elektro Fabrikken om aftenen. Formålet med mødet var, at ville sørge for at vi fik fuld klarhed over hvem der kunne tage beslutninger, når han ikke er i Aralsk.

Der var en del mennesker med til mødet som endte med en stor opsat middag med mange taler om alt det Kyzmet og Elektrofabrikken kunne og ville gøre for projektet. Først fik vi klarlagt hvem der bestemmer. Dir. Kudagbergen Baktybay, Kyzmet med vicedir. Karesjan. Dir. Seksenbæv Marat, Elektrofabrikken og over disse stod vicepræsidenten for Alem Sjulde hvis navn jeg ikke kan huske, men skal have skrevet ned.

Det første konkrete punkt var sikring af udstyret. Vi har besluttet at det meste vil blive lagt i Kyzmet butikken og vi blev præsenteret for de personer som med deres liv stod indefor at der ikke skete noget med dette udstyr.

Derefter gik vi gang med at diskutere bygning af skibe, selvfølgelig det fartøj i havnen. Denne diskussion blev lidt hård fra min side, idet jeg meget kraftigt opfordrede bådebyggeren til nu at komme med et seriøst udspil i forhold til at få dette fartøj i søn. De havde et nyt budget som var steget med 100% siden sidst fra 7000 – 13000 $. Men retfærdigvis skal det tilføjes at nu var båden 100% færdig, med motor etc.

Men jeg håber nu at denne fabrik er klar over, at skal de bygge en el. flere både så skal der andre udspil til før det kan komme i gang. Vi aftalte, at vi betaler bådebyggeren 2 md. løn for at få udarbejdet holdbare tegninger med beskrivelse og at de skulle få båden registreret i Aral Tenizi før vi ville gå i gang. Denne 2 md. fase ville vi følge meget tæt fra Danmark med kommentarer og spørgsmål.

Mht. Kulmuratovs store planer om at projektet skulle gå mere aktiv ind i behandlingen af fisk det kommende år, gjorde vi klart, at det ville projektet ikke. Nu skulle energien bruges på at sikre Aral Tenizi, få bygget båden og få opbygget en modtager station i Tastubek og ved Bugun. Dette ville blive det kommende års arbejde.

Hele formiddagen ventede vi spændt på nyt fra transporten, men først ved middags tid blev der ringet fra den russisk/kazakiske grænse at nu var man fremme og at man skulle betale 203 $ for at kommer over. Vi  løb op på akimatet for at få sat dem i sving med at udrede dette. Serik, den viceakim som har fået ansvaret for denne transport samt bygningen af en bro i Tastubek, begyndte at ringe fra Herodes til Pilatus, og det stod efterhånden klart, at han ikke havde fod på noget som helst.

Han havde haft 2 dage til at få myndighederne i Uralsk og Aktbubinsk til at stå stand by ved grænsen - som han og akimen havde lovet os at de ville - men tilsyneladende endnu ikke fået gjort noget ved sagen. Jeg blev sur, også fordi jeg kort tid forinden blev bedt om at betale 20.000 tenge til benzin i forbindelse med bygningen af broen i Tastubek og det selv om akimen havde lovet at akimatet ville påtage sig ansvaret og udgifterne for det. Men det er jo ikke noget nyt, men i dette tilfælde, med chaufførerne som skulle have fuld opbakning ovenpå begivenhederne i Rusland, synes jeg akimatet havde svigtet lidt for meget.

Hele eftermiddagen kørte Aksabak rundt for at få de forskellige mennesker i systemet til at ringe de rigtige steder hen. Og sidste på eftermiddagen så det ud til, at lastbilen havde fået lov til at køre og at der ville være en konvoj fra Aktubinsk. Men så løb transporten ind i nye problemer med andre myndigheder der havde set at der befandt sig 50 computere i lasten og så var fanden løs – jeg ved endnu ikke hvorfor – men sikkert fordi man i sovjettiden havde en procedure mht. computere. Men sidste nyt er at transporten er på vej til Aralsk og at vi derfor kan forvente at den vil varer her mandag.

I løbet af dagen havde vi møde med Murat fra Aknur som blev lovet en computer til udlån hvis han ligesom Bakhit ville føre statistik. Desuden blev fiskeri kooperativet Aknur også lovet støtte hvis de ville fiske i Aralsøen. Der var også møde med Alycon, Karisjhan og hans brigadeleder. 8 mand ville fiske fra Tastubek og de blevet lovet udstyr og en kredit på 20.000 under de samme betingelser som andre aftaler. På spørgsmålet om hvornår de vil gå i gang med at fiske siger alle jeg taler med – efter generalforsamlingen.

Der blev også udbetalt 17.200 tenge til Marat (Marat er den viceakim – eller hvad han nu er – som tager sig af fiskeriet i Akimatet) som er ansvarlig for brobyggeriet. Han aflagde rapport om at alt gik efter planen og at hele projektet ville være færdig den 13. hvis blot man fik de 400 liter benzin – det fik han så.

Selv sov jeg en meget lang eftermiddags søvn. Jeg var træt, havde fået dårlig mave og var lidt skadet efter mødet aftenen i forvejen. Og jeg skulle til fødselsdagsmiddag hos Timor Bolat kl. 19.00 så jeg havde brug for at slappe lidt af.

Det blev et stort opsat middagsfest med de hele, og gæsterne, som var personerne omkring UNDP og Tirmors famile spiste og drak til efter midnat. Selv holdt jeg meget lav profil idet min mave var tæt på røven. Jeg fik dog delt hovedet og sagt de ting jeg som udenlandske aksakaler havde som opgave at udføre.

10.10 – valg i Kazakstan; møder med Djambul fiskere

Her søndag morgen er det meget stille. Saripa sidder og laver pamfletter til general forsamlingen og snart kommer Sistan – det har han lovet – og så skal vi sammen ud for at se på parlaments valget som dette tager sig ud i Aralsk. Jeg skal have undersøgt om Saripas forsøg på at forklare mig, at udvalgte vælgere fra alle landsbyer bliver fløjet her til Aralsk for at afgive deres stemme - om det skulle være sandt. Det lyder overvældende alt taget i betragtning. Men jeg har hørt helikoptere og fly her til morgen og det sker jo kun meget sjældent i Aralsk.

Efter en rundtur denne søndag til to valgsteder og i byen skal følgende gøres gældende:

Demokratiet i Kazakstan ligner bestemt ikke det danske. Dette parlaments valg skulle vælge medlemmer til Aralsk regionen, Kyzyloda provinsen og til parlamentet i Astana. Dette foregår på følgende måde: Hver vælger får udleveret 4 stemmesedler, en med 10 kandidater til Astana, disse kandidater kommer alle fra det der benævnes om Aralsk rayon, d.v. s. Aralsk, Kasalinsk og Karmakchinsk region. Sådan ligger der lignende stemmesedlerne overalt i Kazakstan, d.v.s. at vælgerne i de enkelte regioner kun kan stemme på deres egne kandidater. Sådan er det også med valget til parlamentet i Kyzylorda, hvor jeg så max. 3 kandidater og min. 1 kandidat til dette valg. Aralsk regionen kan vælge 3 repræsentanter til provinsen. Til valget til regions parlamentet kan man kunne vælge de repræsentanter som er opstillet i de kredse hvor man bor. Der så jeg kun 2 kandidater på hvert sted. Selv om man bor i en kreds, men arbejder i et andet område, skal man registres igen for at få lov til at vælge. Hele valgsystemet er bygget op som det så ud i det gamle system med Deputys    der blev ’valgt’ ind i de forskellige forsamlinger. Et egentlig demokratisk valg er der ikke tale om.

En anden og nok så interessant omstændighed er, at manden i huset godt kan få lov til at vælge på vegne af hustru og forældre hvis man kender manden på valgstedet – og det gør man jo som regel. I en lille by som Aralsk er der 11 valgsteder og dertil kan lægges et antal valgsteder fra landsbyerne. Et stort apparat er sat i sving omkring en masse mennesker. Et meget omfattende valgmateriale er udarbejdet, flotte valgkort o.s.v. På begge steder spurgte jeg til valgdeltagelsen og man vurderede denne til mellem 70-80%. Det ene sted var der 978 vælgere og det andet ca. 3000.

Der er blevet ofret formuer på dette valg, fly og helikoptere har krydset luftrummet på denne fattige region med kandidater som gerne ville vælges, disse ikke ubetydelige summer kunne havde gjort god nytte i udviklingen af området i stedet for denne gang propaganda for et valg som intet har med demokrati at gøre, også selv alle talte om demokrati, med et efterfølgende grin. (mht. om udvalgte vælgere blev fløjet til valgstederne er det ikke rigtig, alle fly og helkoptere blev brugt af kandidaterne som skulle ud til landsbyerne).

Til Astana var der opstillet 10 partier hvoraf det ene parti var kollapset (som Sistan siger det) lige før valget og derfor streget ud. Desuden var der 10 kandidater fra regionen hvoraf en som nævnt er sikker på at blive valgt.

Det var meget stille på de to valgsteder og meget tydede ikke på at de store folkemasser ville bruge deres ret til at stemme. Jeg måtte gerne filme og alle deltagere på valgstederne synes kun tilfredse med at der skete noget.

Der blev afholdt et møde med Sjalgasbai og en aksakal fra Djambul. Sjalgasbai fik bl.a. udbetalt 40.000 t i kredit så han kunne komme i gang med at få flyttet sit udstyr til Tastubek. Han er klar til fiskeri den 13. Han sætter garn inden han tager til generalforsamlingen den 15. Og derved kan filmholdet tage med på fiskeri den 16. om morgenen. Hans planer ser ud til at forløbe planmæssigt.

Aksakalen Kanybetov Kanaly er en privat fisker som har bygget sig et hus ved Ushoky til ham selv og 8 familie medl. som skal fiske i Aral. Han vil gerne oprette et kooperativ men først skal der fiskes. Han er prof. fisker og sammen med Alycon vil han sørge for at alle de formelle papirer bliver udarbejdet. Han ønsker at få andel i udstyr og sammen med Saripa og Akshabak blev vi enige om, at også han skulle gives en mulighed for at få gang i sit fiskeri. Der skal således udarbejdes en aftale med manden.

11.11 – brohentning på Kyzmet; flere møder med fiskere

Her mandag morgen ved vi, at transporten afgår fra Aktubinsk denne morgen, chaufførerne havde overnattet på et hotel, de var trætte. Derfor forventer vi først transporten til Aralsk i morgen tirsdag. Jeg skulle være taget til Djambul og Tastubek, men jeg kom ikke af sted som planlagt fordi et nyt problem skulle løses her.

Lige før frokost kommer Marat (Djambul formanden) med en hale af mennesker efter sig for at fortælle at Kyzmet ikke vil udlevere/ikke har det materiale som de skulle opbevare fra sidste år, d.v.s. de ca. 7 km³ træ. Jeg blev lidt rystet, fordi jeg jo skulle til Tastubek for at se på hvor langt byggeriet var nået med netop disse materialer.

Men nu måtte vi i hast få fundet ud af et eller andet. Vi startede på Kyzmet. Akshabak, Marat, akimen, Akmaral o.a. gik i samlet optog til angreb på Kyzmet. Alle på Kyzmet viste vi ville komme og havde taget opstilling ved porten. Derfra gik turen ind på kontoret hvor direktøren gik i gang med den store forklaring.

Alle ansvarlige blev kaldt frem for at aflægge forklaring. Og alle var de enige om at den fhv. direktør Bakhit – denne slyngel som havde forladt Kyzmet og oprettet egen virksomhed – havde ansvaret for at dette materiale ikke længere fandtes på Kyzmet. Man var nu gået i gang med at nedrive en bygning for at dette materiale kunne fragtes til Tastubek om 2-3 dage, og nu ville man vise os dette materiale. En stor flok begav sig på vej mod dette nedrivningsarbejde, med direktøren og en viceakim i spidsen - det blæste en pelkan og sandet føg os om ørerne.

På stedet beså vi nogle mennesker i gang med at rive søm ud af planker, men antallet af mennesker og planker stod efter min mening ikke i forhold til formålet – at få 7 km³ godt træ til Tastubek så hurtig som muligt – gerne i dag. Stor diskussion og en eller anden foreslog at vi skulle bese noget materiale et andet sted på området. Flokken tog af sted, denne gang til frysehuset. Desværre var der ingen elektricitet, så der måttet laves fakler og så gik turen ind i de mørke rum. Der lå 15 stk. færdig producerede brofag. Hvorfor der lige lå disse 15 stk. til formålet står hen i det uvisse, men disse blev af direktøren lovet os sammen med det andet materiale vi havde beset. Havde blikke kunnet dræbe ville direktøren være faldet død om på stedet, idet de mange specialister bestemt ikke havde regnet med at dette materiale skulle ud og være bro i Tastubek - uden nogen form for betaling til specialisterne. 

Tilbage stod så at finde en transport som kunne fragte dette til Tastubek. Vi besluttede at Bakhit som straf – han havde jo stjålet vores træ - skulle bruge hans lastvogn og uden beregning køre til Tastubek. Og så gik jagten ind på Bakhit.

Jeg er helt sikker på, at i samme øjeblik jeg – ud i luften – sagde, at Bakhit skulle transporterer udstyret til Tastubek gik Bakhit under jorden. Alt blev sat ind på at finde ham, men uden held, han var som sunket i jorden. Vi måtte derfor acceptere at Djambul skulle sende deres lastvogn den kommende morgen og så lade den tage sig af opgaven.

Men sent samme aften dukkede Bakhit op og havde selvfølgelig en fiks og færdig plan. Han stillede alt til vores rådighed – uden beregning. Han ville finde 10 kg søm og tirsdag morgen kl. 8.30 ville han være klar ved Kyzmet porten. Han bedyrede at han ikke havde ikke taget noget træ, han havde blot taget dette materiale i forvaring da han forlod Kyzmet og nu skulle vi blot sige til, så var det klar. D.v.s. at nu havde vi meget materiale og vi ville selvfølgelig have det hele.

·         Hele denne sag fortjener en film fordi den på alle måder var en stor opsat forestilling.

Marat lovede os at byggeriet ville færdig den 16. hvis materialet var klar tirsdag, så nu forventer jeg at der i hvert fald er en del bro klar nå Sjalgasbai lander de første fisk under bevågning af filmholdet.

I løbet af dagen havde vi en del møder med fiskere. Der blev indgået en aftale med aksakalen fra Djambul, den private fisker. Han havde nu fået både fra Alykon og ligeså snart vi fik dokumenter omkring denne aftale vil han kunne udarbejde en aftale med os.

Desuden gik vi i dybden med Rani kooperativet fra Djambul. Det viste sig at 1998 aftalen med Rani hvilede på lejet udstyr. De to både og de 50 garn havde han lejet af Marat – Djambul fiskerikollektiv. Dette interview får sit eget afsnit i denne sammenhæng. Men vi fik lavet en ny aftale og den tog nu udgangspunkt i at Rani ejer 2 både, men ingen garn. De får måske brugsretten over 40 garn og en kredit på 30.000 hvis brigadelederen dukker op. De vil så starte fiskeriet efter general forsamlingen.

12.10 – møde med transporten; kraner som ikke holder; stor fest hos Bakit

Onsdag. Denne morgen startede med at der blev ringet fra toldkontoret til Zhannat. Hun ringede til os og fortalte at transporten stod ved tolden og ventede på at køre ind i byen. Men de manglede diesel. I hast fik vi fat i Timor Bolat, han kom på minuttet og opgaverne blev fordelt. Jeg tog med Sistan ud til transporten og Akshabak gjorde klar til at invadere Kyzmet for at hente materialer – derom senere.

Vi kørte forventningsfulde ud af byen mod tolden – men der holdt ikke nogen lastvogn fra Danmark. Tolden fortalte os, at der lå et toldsted ca. 15 km længere ude og vi tog derud – men ingen lastvogn. På begge toldstationer fik vi fortalt, at ingen i løbet af denne nat havde set noget som helst til nogen stor rød lastvogn, Volvo.

Vi kørte noget forvirrede tilbage mod Aralsk og ca. 5 km fra byen løb vi tør for benzin. Der stod vi så og kikkede ud på den kazakiske ørken. Timor begyndte at undersøge ørkenen, han gik og fandt en masse plastik sodavandsflasker og langt om længe fandt han en som han kunne bruge. Efter at havde ventet i 15 min og ladet x antal biler kører forbi os stoppede Tirmor en jeep og købte 2 liter benzin.

Vi fik derefter fyldt på tanken tæt ved Aralsk og fortsatte mod den toldstation som ligger syd for Aralsk. Ikke fordi lastbilen ville være der – det er jo umuligt idet Aktubinsk ligger ret nord for Aralsk og den eneste vej til Aralsk fra Aktubinsk er fra nord og da ingen store røde Volver var kørt forbi de 2 stationer nord for byen kunne lastbilen selvfølgelig ikke befinde sig syd for byen – men vi tog kun derned for at låne deres telefon, det var den eneste af toldstationerne som havde telefon.

Men selvfølgelig og helt efter bogen, kom denne store røde lastbil kørende imod os fra syd og den var også kommet fra nord og havde også gjort alle de nødvendige ophold på toldstationerne o.s.v.

Men sådan er det jo så meget. Vi fik transporten ind i byen og kl. 14.00 startede vi med at skulle løfte containeren af lastvognen. Bakhit stod for alle forberedelser og for operationen. Det hele foregik under Nurzhans video overvågning.

Bakhit havde i dagens anledning fået hejst både det kazakiske og det danske flag så der var fest og farver over denne forestilling som nu kunne begynde - det blev en rigtig god forestilling.

Masser af folk fulgte denne begivenhed. To kraner var til stede og de skulle tilsammen løfte containeren af lastvognen. Det startede med at den ene kran ikke kunne starte. Der blev rekvireret en større lastvogn fra byen som derefter trak kranen i gang – Bakhit havde travlt. Begge begyndte de at løfte, i den ene ende gik det meget godt – den lette ende med computere og lign. I den anden ende knap så godt, for kranen knækkede sammen på midten. Den skulle ellers kunne løfter 15-20 tons. Nu stod containeren løftet en meter i den ene ende men fast på lastvognen i den anden.

Bakhit drog ud i byen for at finde en anden kran. Efter en times tid kom der endnu en kran, men ikke nogen Bakhit. Denne kran vurderede vi til at kunne løfter ca. 2 tons og ikke mere så den blev selvfølgelig ikke sat på opgaven. Men så fik en af Bakhit folk en god ide. På pladsen lå der to gamle pengeskabe – pengeskabe er nogle solide størrelse i Kazakstan

(Det kan jeg bevidne for jeg var med til at flytte et pengeskab ind på kontoret. Vi var et ret stort antal mennesker som sled og slæbte for at få det anbragt).

Men nu ville han bruge den ny ankommende kran til at løfte de to pengeskabe op på en vogn og så anbringe dem under den ende af containeren som var løftet. Derefter skulle kranen løfte den anden ende og lastvognen kunne køre væk. Hvad det derefter skulle ske var noget uklart. Men noget måtte jo gøres. Arbejdet gik i gang, men ligesom det hele var klart, blev arbejdet indstillet – endnu en stor kran ankom med Bakhit i spidsen, meget stolt. Denne gik i gang og den kunne løfte den tunge ende. Lastvognen kørte væk og containeren hang svævende i luften – i et minut, så brød den sammen og den tunge ende ramte jorden med et brag. Heldigvis kom ingen til skade selv om det var tæt på. Endnu en masse jern som enten var revet fra hinanden eller bøjet. Den anden kran sænkede containeren og kørte om til den anden ende og efter en del frem og tilbage kørsler stod containeren hvor den skulle. Alle var glade og håbede selvfølgelig at alt inde i containeren ikke havde taget skade.

Symbolsk blev containeren åbnet og et par skibsmodeller fra Aralrybprom blev fremvist. Derefter blev den behørigt plumpet for at henstå til i dag onsdag hvor den skal tømmes.

Vi var alle inviteret ud til Bakhit – jeg havde opfordret ham til at invitere os – og efter et bad til de fleste og efter at jeg havde svaret på spørgsmål fra Østjyllands Radio tog vi ud til Bakhit.

Han sidder godt i det. Og festen blev noget af det største jeg endnu har været med til – og det siger efterhånden ikke så lidt. De to polske chauffører fik alt hvad den kunne holde og specielt Andrey (den ældste) fik fortalt hele historien flere gange. Han taler udmærket russisk. Den unge Parvel tøede efterhånden op i takt med vodkaerne og også han fik fortalt om hans oplevelser under røveriet. Specielt kvinderne var eminente til at få ham til at udtrykke sig selv på alle mulige sprog, han talte kun polsk.

Seriik, den toldembedsmand som havde fulgt transporten i de sidste 3 dage skulle tilbage til Aktubinsk denne aften og han fik 10.000 t  - han havde fortjent hver en tenge. Dette blev han meget, meget glad for og nu har vi sikret os en støtte i det Aktubinske toldkontor i mange år. Karakuz drog til Kyzylorda for at ordne tolddokumenter og hun vil – hvis hun ikke selv bliver færdig – sende chaufførernes dokumenter med toget så disse kan være her i aften kl. 22.00.

13.10 – åbning af container; statistik omkring udstyret til fiskerne

Første punkt på programmet var at få åbnet containeren og få placeret de forskellige dele de steder hvor de skulle stå, henholdsvis i Bakhits hangar og i Kyzmet butikken. Det gik meget godt med de mindre dele som blev læsset på en lastvogn og kørt til butikken. Akshabak havde ansvaret for denne del. Hun skulle sammen med nogle mennesker, til lejligheden hyret, starte på at få pakket ud, registeret og lagt på hylder. Jeg tog mig af garnene og møbler – de større ting som skulle henstå i hangaren. Garnene skulle bl.a. sorteres efter kvaliteter. Vi havde fået lov til at tømme, men ikke til at fjerne ting fra transporten, så toldmanden fulgte hele processen og til frokost blev der sat plumper overalt hvor der var udstyr. Containeren var tømt inden aften. Specielt de 10 kasser af 500 kg blev noget af en operation at få anbragt. Der fandtes ikke en løftevogn så der skulle lægges noget mand power i dette arbejde. Jeg var da også så uheldig at få foden under en rulle i forbindelse med at en kasse skulle på plads. Jeg råbte noget op, men heldigvis skete der ikke noget med fonden andet end at det gjorde ondt.

Butikken lignede hen mod aftenen en rigtig butik med en masse arbejdstøj sorteret efter størrelse, og garnene lagt i bunker efter maskestørrelse, tovværk, støvler, træsko, gummitøj o.s.v. Det så godt ud og efter at alt er udpakket, sorteret og registeret vil man nogenlunde let kunne finde det de enkelte fiskere har brug for. Sikkerheden omkring butikken skal være meget høj og der skal sikkert anbringes en eller anden form for alarm og vi skal have en aftale med sikkerheds departementet i akimatet, for at få dem til højne beredskabet omkring butikken. Bakhits hangar er sikker, den behøver vi ikke at bekymre os om. Specielt fordi Bakhit er helt oppe på dubberne for at dette skal gå godt og lægge fundamentet for et frugtbart samarbejde mellem ham og projektet.

Han blev meget lykkelig da vi fik sat strøm til containeren og denne gik i gang med det samme og at kulden begyndte øjeblikkeligt – herude tager man jo udgangspunkt i at sådanne tekniske hjælpemidler først virker efter at en masse mennesker har været omkring alle mulige problemløsninger. Han har ansat en maler som nu går i gang med at få malet hele den ene side med billeder og tekst der referere til projektet. I forhold til hvad vi kender omkring sådanne samarbejder har Bakhit udført en fortrinlig og økonomisk set ikke uvæsentlig indsats i forbindelse med denne transport og brobyggeriet i Tastubek.

Karakuz ringede fra Kyzylorda og fortalte at chaufførernes papirer ville komme med toget natten til torsdag, men at hun måtte blive en dags tid for at få alle papirerne færdige. Hun havde fået bekræftet at guvernøren og en mindre gruppe fra oblast akimatet ville deltage i general forsamlingen.

Andrey og Parvel gjorde alt klar til afgang torsdag morgen. De fik påfyldt diesel – 600 l, pris 15.000 t som jeg betalte. Derudover skal de kun have 400 $ til hjemturen. Jeg talte med den polske speditør som også mente at det var i underkanten, men Andrey har ikke brug for flere, så han får 400. I det hele taget har Andrey været meget aktiv og da han fortæller gode historier, på russisk, har alle kvinderne været meget betaget af ham. Han vil udarbejde en plan for eventuelle kommende transporter, for som han siger – vi behøver ikke at være bange han skal nok tage den næste transport hvis han bliver bedt om det. Det er ganske få midler der skal til for at sikre transporten fra Smolensk til den kazakiske grænse, ca. 100 $. Så er man en del af en konvoj under væbnet beskyttelse.

Vi nåede at holde et møde med en brigadeleder fra Bugun, Kulniyazov Toibazar, han havde deltaget i fiskeriet fra Usohke under Aknurs ledelse. Nu ville han ikke samarbejde med Aknur idet de endnu ikke havde betalt ham penge for de fisk han landede i efteråret 1998. Han har 4 både og 4 dk net samt 50 lokale og 15 fiskere. De vil fiske fra Bugun området.

Han blev lovet mindst 60 garn samt materialer til at sy 20, personligt udstyr til fiskerne og 30.000 i kredit. Akshabak, Saripa og Akmaral deltog i mødet. Arangaziev dukkede op på mødet, men havde sikkert ikke forventet at se Toibazar der, for han forsvandt efter at havde afleveret nogle papirer til Akshabak. Det viste sig at vare beskrivelser af de behov som 2 Aknur brigader havde. En af disse brigader var Toibazars. Den anden er efter Akshabaks mening ikke nogen fiskebrigade idet den ikke består af fiskere, men af en gruppe arbejdere fra Aknur, herunder Arangazievs søn.

Informationer omkring det kommende fiskeri:

Kopp./bigade, antal fiskere, antal både, antal net og hvorfra de vil fiske og indgåede aftaler

Dette betyder at størsteparten af fiskerne nu har fået garn. Tilbage står at få klarhed over situationen i Djambul. Noget tyder på, at formanden Marat, har taget et større parti af de 245 garn fra 1996. Indtil nu har vi kun fået redegjort for 50 garn, nemlig Sjalgasbai garn som består af 30 garn i brug og 20 garn som skal rep. Udover Djambul må vi forvente at Seitov, og Rani få deres fiskere på plads. Fra de andre områder, specielt Karateren og Amantekel kommer der sikkert mindst 3 brigader/kopp. Vi mangler også en brigade fra Bugun og Zhalkhans brigade fra Aralsk. Så alt i alt vil det betyde at ca. 10 brigader a ca. 10 mand endnu mangler at få net.

Så foreløbig har 271 fiskere fået net og andet materiale. Ca. 50 af dem vil fiske fra Tastubek og det vil 2 brigader fra Djambul også i alt ca. 60 fiskere. Tilsammen råder de over 81 både plus de to brigader fra Djambul i alt 88 både. Vi har fået reg. ca. 300 danske net og forventer at få reg. Ca. 150 net fra Djambul. Med lidt held vil vi komme op på at få reg. 500 garn af sendingen fra 1996. Ca. Halvdelen af disse skal have nye indergarn.

Aftaler med brigader som får materialer og andet og interview med ’brigader’ som ikke kunne opfylde kriterierne nu, men måske næste gang.

14.10 – sidste forberedelser til generalforsamlingen; æresborger i Aralsk

Fredag. Dagen blev brugt på at få de sidste forberedelser klar til morgendagens generalforsamling. Der blev afholdt møder med fiskerne, jeg skulle fotograferes til brug for et pas som viser at jeg er æresborger i regionen. Fredag aften ankom Henrik og det norske TV hold. De blev vel modtaget på stationen og vi spiste en lille velkomstmiddag på en restaurant. De var klar til opgaven og ved godt mod.

15.10 – generalforsamlingen; Kyzylorda akimen på besøg; den nye butik

Denne store dag startede godt med fint vejr og mig selv i meget fint tøj med slips og det hele. Vi måtte udsætte registreringen til kl. 10 af hensyn til akimen fra Kyzylorda som ville holde tale kl. 15.00 og derfor måtte vi fastholde fiskerne i programmet til kl. 15.00.

Flere hundrede fiskere stod allerede og ventede kl. 9.00 og Kulturhuset var blevet udsmykket på bedste vis. Den danske udstilling var ophængt og de kazakiske tekster blev placeret samme morgen. Det hele så godt ud og der var en meget god stemning. Fiskerne talte om dette for dem meget vigtige, at de kunne mødes og udveksle nyheder og erfaringer. Sådanne store møder mellem Aralsk-regionens fiskere havde ikke fundet sted siden Kazakstan blev selvstændig.

Filmholdet havde ventet utålmodig efter Sjalgasbai som havde været udsat for et uheld med bussen fra Djambul, men endelig dukkede han op og optagelserne til deres film kunne begynde.

Manuskriptet var følgende: Filmen skulle følge Sjalgasbai i alt hvad han foretog sig. Filmen starter med at han ankommer til generalforsamlingen som en af kandidaterne til bestyrelsen, men først i slutningen af filmen får vi at vide om han blev valgt og hans reaktioner derpå. Ind imellem skal vi se hans liv i Djambul, møde hans famille, se hans lejr ved søen, være på fiskeri, se han modtager udstyr o.s.v. men igennem Sjalgasbai får vi viden om livet ved Aralsøen og i filmen vil vi se klip fra gamle film hvor der blev fanget rigtig mange fisk i Aralsøen.

Registreringen startede kl. 10.00 og det kom hurtigt til at se meget kaotisk ud og kl. 10.30 kunne jeg ikke se nogen ende på dette bureaukrati. Jeg forsøgte at få overbevist de ansvarlige om at vi måtte udsætte registreringen til under selve valget, men de mente nok at registreringen kunne være afsluttet kl. 11.00 – og det blev den – af uforklarlige grunde – også.

Kl. 11.00 åbnede mødets formand generalforsamlingen ved at give en redegørelse for grunden til at denne forsamling finder sted. Derefter anmodede han deltagerne om at tilkendegive deres accept eller det modsatte af denne forsamling. Hele salen rakte den højre hånd i vejret på, at de stemte for at denne forsamling kunne gennemføres. Hele salen var proppet til bristepunktet og d.v.s. mere end 450 siddepladser. Ca. 100-150 ikke medl. var også tilstede denne dag.

Mødets formand blev også årsag til en større skandale. Vi havde planlagt at alle kandidater skulle have 2 min. til en præsentation af dem selv og deres planer for foreningen. Men efter at de 4 første havde været på talestolen, afbrød formanden talerækken og sendte deltagerne ud til valghandlingen. Vi blev stumme af overraskelse og bl.a. Zhannat græd af skuffelse og vrede mod formanden. Men det var umuligt at få samling på forsamlingen og genoptaget programmet med kandidaternes taler. Han blev hårdt angrebet af os, og meget rød i hovedet forsøgte han at forklare, at han havde fået besked om at akimen fra Kyzylorda havde fremskyndet sit besøg til kl. 14.00 og derfor måtte han fremskynde valget.

Alle var overbeviste om at han stod sammen med de fire første kandidater fordi disse kom fra den sydlige del af regionen, og at dette var nøje planlagt. Det viste sig også senere at akimen ført kom kl. 16.00 - en time senere end planlagt.

Men vi måtte nu få det bedste ud af situationen og valget foregik også under ordnede forhold, alt imens der blev underholdt i det store lokale med sange og musik og i valglokalet var der opstillet et 20 m/k stort orkester som bidrog flittigt til det almindelige indtryk af stor aktivitet.

Kl. 15.30 havde revisionsgruppen fået optalt alle stemmesedler og de 7 kandidater var blevet valgt. De 4 som havde fået taleret var alle blevet valgt. De ansatte var meget vrede, men vi kunne intet gøre, andet end at tage resultatet til efterretning. Men vi gjorde det meget klart, over for mødets formand, at afviklingen af generalforsamlingen ville blive diskuteret med de 2 akimer samme dag.

Akimen ankom kl. 16.00 under pomp og pragt, modtaget af musik og unge kvinder med brød og salt. Derefter holdt han en tale og den nyvalgte bestyrelse blev præsenteret. Derefter gik turen til museet over for Kulturhuset og efter 10 min. ankom akimen og hans store følge til Aral Tenizis kontor. Efter 5 min. skulle jeg ledsage ham rundt i byen som hans gæst.

Vi startede i den nye butik, derefter i fuld fart til Bakhits hovedkvarter, derefter til en skole, et hospital og til sidst til åbningen af en ny vejstrækning i byen. Derefter var Aral Tenizi vært for en mindre banket og derefter var der stormøde på rådhuset, hvor akimen talte i en time til regionens spidser. Jeg blev kaldt frem og fik et flot pas hvori der stod at jeg var første 001 borger i Aralsk-regionen. Denne hæder gør åbenbart stor indtryk på folk i regionen, da alle på mødet ville trykke hånd og ønske tillykke. Efter mødet var Makhambet og jeg inviteret til middag med akimerne og regionens topfolk. Mange taler og meget vodka før denne middag sluttede ved midnat.

16.10 – udlevering af garn og andet udstyr; første ballade mellem bestyrelse og ansatte

Dagen var afsat til udlevering af garn og kreditter. Tidlig morgen begyndte fiskerne at samle sig ved Bakhits hovedkvarter. Og proceduren blev således: Efter at brigadelederen havde underskrevet kontrakten kom han og hans folk ud til mig og jeg måtte så i gang med at fordele hans antal af garn efter en kvalitets nøgle på 4 kvaliteter. Hans folk gik i gang med at optælle garnene og bundte dem i de rigtige antal. På et tidspunkt var mere end 10 brigader i gang på samme tid.

Der var en rigtig god stemning og fiskerne fik hurtigt deres garn fundet frem og tjekket. Derefter var der udlevering af materialer til reparation af disse og de garn de havde i forvejen. Alt blev læsset på lastvogne, jeeps og motorcykler og omkring kl. 20.00 var alle garnene udleveret. Selvfølgelig var der også ind imellem meget kaos, men hovedindtrykket af denne dag var positiv.

Det største problem havde vi med den nyvalgte præsident, som mange gange var ved at gå ud af sit gode skind over at han ikke havde tillid til at fiskerne var ærlige omkring det antal garn de fandt frem. Desuden var der tilsyneladende problemer med de ca. 350 garn som var pakket i sække. Antallet som var skrevet uden på sækkene, stemte ikke overens med det faktiske antal af garn i de enkelte sække. Måske ikke så stort et problem, som mange ville gøre det til, men givetvis var der underskud i forhold til informationerne på sækkene. Dette skal påtales over for Hvide Sande sælgeren og næste transport mht. garn skal pakkes i sække a max. 5 garn. Også fordi den mængde kan sammenlignes blot ved at se på sækkene.

Men meget så ud til at vi ville få problemer med den nyvalgte præsident – og det kom også til at holde stik samme aften.

På et tidspunkt opstod der tumult omkring en gruppe mennesker som ankom til stedet. Det var kandidater til det parlamentsvalg som i regionen måtte gå om, da igen af kandidaterne havde opnået det nødvendige flertal. Et af partierne var meget racistisk og uden at de overhovedet havde fattet eller forstået noget som helst af hvad der foregik på pladsen, begyndte kandidaten fra dette parti, at råbe i den medbragte højtaler, at alle hvide skulle ud af Kazakstan. Det morede fiskerne sig over, da de netop denne dag havde svært ved at se ’de hvide’ som nogen trussel mod deres fremtid, og de forlod hovedrystende det interimistiske valgmøde.

Samme aften var det planlagt, at den nyvalgte bestyrelse og de ansatte skulle spise middag sammen. Det blev ikke de bedste rammer, bl.a. fordi der var lidt plads på den cafe man havde valgt til formålet og fordi maden ikke var særlig god. Men alle forsøgte at bevare en god stemning indtil vi skulle til at bryde op.

Jeg skulle holde den sidste tale og i denne fremhævede jeg de ansatte som meget vigtige for projektets fremtid, også set i lyset af at vi samme dag havde fået besked om at Danida havde indstillet vores ansøgning for de kommende 4 år til en bevilling i november.

Præsidenten blev provokeret af min tale og udbrød meget rød i hovedet: ’er jeg præsidenten eller hvad?’ Inden jeg kunne nå at svare gik Zhannat til angreb. Al hendes frustration siden gårsdagens valg måtte ud og hun gjorde præsidenten, i utvetydige vendinger klart, at han netop var kommet på banen i arbejdet og at han ligesom alle andre måtte til at lære noget om projektet og ikke mindste om de demokratiske tankegange der lå bag denne forening.

Præsidenten blev meget vred og påberåbte sig sin status med henvisning til kazakisk lovgivning. Så gik Akshabak til angreb. Dette angreb blev et af de flotteste forsvar jeg nogen side har hørt for demokratiet og ikke mindst kvindernes rettigheder. Det var meget smukt og hendes klare budskab til præsidenten og den bestyrelse hun selv var valgt ind i, var at nu skulle der arbejdes. Alle, uanset om de var nok så meget præsident, havde nu at udføre et stykke arbejde i forhold til foreningens formål, og præsidentens henvisning til kazkisk lov blev fejet af bordet med den begrundelse, at denne Aral Tinize var en NGO og derfor i følge kazakisk lov, havde lov til at udforme egne vedtægter og formål.

Både Akshabak og Zhannat skulle efter Makhambets fortolkning havde sagt grimme ting om de kazakiske mænd og deres modvillighed mod at udføre et stykke fornuftigt arbejde. Derimod fremhævede de fiskerne som rigtige mænd som både forstod og kunne udføre et meningsfuldt arbejde, i modsætning til alle de specialister og andre som kun stod og gjorde alt hvad de kunne for at imitere at de var mænd.

Makhambet forsøgte – også fordi han blev ramt på hans sjæl – at dæmpe gemytterne, men jeg gjorde ham meget klart, at han skulle lade tingene udvikle sig fordi vi behøvede denne konfrontation for at forbedre de kommende dages hårde møder mellem bestyrelse og de ansatte.

Aftenen slutte i slags våbentilstand og vi aftalte at holde det første officielle bestyrelsesmøde dagen efter. Inden vi sluttede, bad præsidenten mig om at forklare, hvordan jeg så hans rolle i fremtiden. Det gjorde jeg så ved at fremhæve det betydningsfulde i, at han nu var præsident og dermed repræsentativ i forhold til generalforsamlingen som er den overordnede myndighed i foreningen. Jeg introducerede hans arbejde, med udgangspunkt i min egen situation som formand for LLH, og fremhævede de fordele der lå i det repræsentative demokrati og hans rolle i det. Det blev besluttet at et vigtigt punkt på bestyrelsesmødet den kommende dag skulle være en grundig introduktion til det danske demokrati.

17.10 – møder med fiskere; bestyrelsen; besøg i Tastubek; fest i Djambul

Dagen startede med at et utal af fiskere havde indtaget kontorerne for bl.a. at få udbetalt deres kreditter. Bestyrelsesmødet blev derfor lidt forsinket. Men endelig kom vi i gang og første punkt blev at få lagt en strategi for det fremtidige samarbejde, bestyrelse og ansatte samt projektet ’Fra Kattegat til Aralsøen’. Mødet blev ikke så ophidset som man kunne havde forventet efter gårsdagens ophedede stemning. Det skyldes efter min mening at de 4 fiskere i bestyrelsen, alle brigadeledere havde fået tænkt over tingene og at de støttede op omkring fiskeriprojektet som udgangspunktet for de kommende års arbejde. Bestyrelsen ser således sådan ud, efter stemmetal. Bestyrelsen er valgt for de første 4 vedkommende for 2 år og de øvrige for 1 år.

1.     Karatupov Askerbek, Bugun. Dyrlæge. (præsident)

2.     Abilov Zhuman, Amanutkel. Brigadeleder (vicepræsident),

3.     Izbasarov Sjalgasbai, Djambul. Brigadeleder 

4.     Batimova Akshabak, Aralsk. Teknikker. 

5.     Abenov Murat, Borgen. Brigadeleder

6.     Zhurimbetov Saparbai, Aralsk. Brigadeleder

7.     Ermahanov Zaulhan, Aralsk. Biolog

8.     Kurt Bertelsen Christensen, Danmark. Koordinator

Efter de indledende øvelser gik jeg i gang med en længere forklaring omkring opbygningen af en demokratisk forening. Rollefordeling mht. ansatte og bestyrelse og at projektets ansatte også er en service til foreningen, men at de først og fremmest arbejde for fiskeriprojektet og at bestyrelsesarbejdet var ulønnet. Ejendomsforholdene til udstyr og bygninger, at disse formelt tilhørte Aral Tenizi, men at de reelt udnyttes af fiskeriprojektet og at bestyrelsens rolle i denne sag skulle ses som rådgivende og ideudviklende.

Godt i gang med forklaringer og diskussion, kom der et brev fra Henrik som meget kraftigt opfordrede mig til at tage til Tastubek samme dag, da han og filmholdet ville tilbage til Aralsk samme aften. Og de havde forventninger om at der skulle udleveres garn til Sjalgasbai og at der skulle laves interview med mig ved søen. Jeg måtte således i hast forlade mødet og dette blev udsat til genoptagelse dagen efter og om onsdagen.

Sammen med Makhambet og Timor Bolat fra UNDP kørte vi så til Tastubek. Efter Djambul, på vejen mod Tastubek, mødte vi holdet som var på vej mod Djambul for at lave de sidste optagelser. De var meget meget glade for hele forløbet indtil nu og de havde fået gode og spændende optagelser.

Vi besluttede os for sammen at køre til Tastubek for at få disse optagelser med. I Tastubek skulle der drikkes store mængder af kamelmælk og så gik turen ud til lejren. Her fik vi udleveret garn og materialer og der blev lavet andre optagelser.

I Tastubek så jeg godt, at Sjalgasbai begyndte at svede over at han skulle tilbage til Tastubek, nu kunne han ikke få sendt besked til hans hjem om at dyret skulle slagtes og festen  forberedes. Men han var snarrådig og fik sendt en motorcykel ordonnans af sted til Djambul med besked.

I Djambul var der derfor gjort klar til den store fest da vi ankom samme aften. Mange, mange skåler og meget mad kom indenbords inden vi sent måtte af sted til Aralsk.

18.10 – et interview med Raim o.a.

Dagens bestyrelsesmøde måtte udsættes til næste dag, da der skulle laves aftaler og interview med de mange fiskere som skulle have materialer til montering af nye og gamle garn. I alt blev der udarbejdet 32 aftaler og ca. 40 interview i løbet af dette ophold. 

·         Kort beskrivelse af et interview med mig som udfarende:

Det er åbnet for alle som har lyst til at høre på, bortset fra officielle myndigheds personer, såsom folk fra skatte- og licens kontoret. Brigadelederen, og mange gange lederen af henholdsvis kooperativet eller anden struktur, sad sammen med Akshabak, Zhannat, Karakoz, mig og en tolk. Jeg gjorde indledningsvis klart, at dette interview var til intern brug og at alle oplysninger om fangstmængde, sted og tidspunkt kun blev afleveret til myndighederne i statistisk form. Ingen ville kunne udlæse hvem der havde givet oplysningerne. Men at vi havde brug for alle sandfærdige oplysninger, bl.a. fordi vi skulle opfylde et myndigheds krav om at sikre en fornuftig forvaltning af skrubberne og vi havde brug for disse oplysninger for at kunne dokumentere udviklings resultater over for bevilgende myndighed, her Danida. Alle havde forståelse for at vi havde brug for disse oplysninger og svarede derfor villigt på alle spørgsmålene, her i kronologisk rækkefølge:

1.      Navn, adresse og hvor længe havde han fisket?

2.      Hvor mange fiskere hører til brigaden?

3.      Hvor mange både med motor, og hvilke motorer?

4.      Hvor mange danske- og lokale net?

5.      Hvor havde de fisket den foregående sæson, hvor meget havde de fanget og til hvem og hvilken pris havde de solgt fisken.

6.      Hvor ville man nu fiske, hvornår og hvor længe?

7.      Til hvem ville man sælge fisken?

8.      Supplerende bemærkninger fra begge sider.

Kort referat fra et interview med Raim kollektivet:

Interviewet fandt sted en aften og udelukkende folk fra Raim og Aral Tenizie var tilstede. Grunden til dette var, at dette var forberedt, fordi vi skulle i dybden med en undersøgelse af hvor de 250 garn fra 1996 var blevet af. Raim var ankommet til Aralsk med anmodning om at få brugsretten over ca. 150 garn og kreditter for ca. 180.000. Men vi havde bedt dem om en redegørelse for hvordan man havde mistet så mange garn. I efteråret 1998 havde kollektivet i følge vores papirer fra et tilsvarende møde 212 garn af de 250 garn. Det jo klart for alle, at selvfølgelig har de ikke mistet alle de garn og at de nu forsøger at få så mange af garnene fra denne transport som overhovedet mulig. På det punkt adskiller Raim sig ikke fra andre grupperinger i regionen. Men vores opgave er selvfølgelig at få givet garn til de fiskere som ingen garn har og da mængden af garn i denne transport var for lille i forhold til behovet, skulle der foretages prioriteringer. Men det allervigtigste for alle parter er at komme ud af situationen til alles tilfredshed og at ingen beskylder nogen for at lyve.

Den nyvalgte formand og hans 4 brigadeledere mødte altså op sammen med en del fiskere fra Raim. De afleverede en redegørelse som viste at man havde mistet garn siden 1996 i forskellige perioder af deres sæsoner, 35 stk. dette sted, 47 et andet o.s.v. og resultatet var nu at man havde ca. 80 garn tilbage af de oprindelige 250 garn.

Som fisker kunne jeg jo gå tæt på det praktiske fiskeri og spørge undrende til hvordan i alverden at dygtige og ikke mindst professionelle fiskere dog kunne miste så mange garn? Hvorfor kunne man ikke stryge efter disse garn og få fat i dem igen, de stod jo som regel i forbindelse med hinanden. Man forklarede mig at dette havde man gjort men uden held. Alle så meget intens på mig med disse forklaringer.

Derefter måtte jeg endnu engang erindre Raim fiskerne, om at denne nye procedure, med at de lånte garnene af foreningen og at de skulle tage vare om garnene. Og de mange mistede garn satte efter min mening et alvorligt spørgsmålstegn ved om Raim fiskerne kunne påtage sig den opgave, at tage vare om garnene når de nu mister så mange garn. Utrolig mange garn i forhold til andre grupperinger forklarede jeg. På det foreliggende synes jeg det var rigtigst at forelægge den nye bestyrelse Raim anmodningen og deres beretning og lade bestyrelsen rådgive i denne sag. Dette forslag skabte alvorlig bekymring da bestyrelsen ikke havde medl. fra Raim distriktet og at man derfor kunne forvente at få vanskeligheder med at få fremmet sagen til Raims fordel.

Denne melding gav en god andledning til at få diskuteret det kedelige faktum, at Raim ikke havde fået valgt en af deres 3 kandidater til bestyrelsen og hvad denne ubalance betød for det kommende års arbejde. Den nye formand beklagede at man ikke havde fået opstillet 3 stærke kandidater som havde haft en chance for at blive valgt, men på grund af formandsskiftet og meget mere havde Raim ikke kunne nå det, men alle bedyrede at det skulle blive bedre til næste år.

Derefter bad formanden om en kort pause og han og Raim folket gik uden for, for at få diskuteret tingene. Da de kom ind igen havde de ’fundet’ over 100 garn, så de nu havde tæt ved 200 garn tilbage. Men de havde blot ikke medregnet disse garn fordi de var meget i stykker. Indergarnene var meget ødelagt. Fint sagde jeg så, det er jo netop derfor vi har bragt så meget materialer til at få fornyet indergarnene i bl.a. deres garn. Der blev indgået aftale om at Raim skulle have 40 færdige garn og materialer til 100, samt kreditter for 60.000. Alle sluttede op om aftalen og projektet og Raim har lagt et godt fundament for det fremtidige samarbejde. Den vigtigste lære: Uanset de mange også modstridende forklaringer så går øvelsen ud på at vi sammen når frem til en fælles forståelse uden at nogen af parterne mister ansigt. Projektet må ikke udtrykke tvivl om fiskernes ærlighed og fiskerne skal erfare at projektet ikke blot er en flok naive projektmagere.    

Samme dag den 18/10 blev der lavet flere interview og udfærdiget eller afslået aftaler. Dagen blev også brugt til en officiel overlevering af 10 computere til Nursaules skole hvor den nyvalgte præsident for første gang optrådte på vegne af foreningen, med taler og overrækkelse.

TV-holdet arbejdede denne dag med at få sammenstykket et helt bånd til brug for vores formidlings arbejde i Danmark.

19.10 – første bestyrelsesmøde; farvel til TV og Henrik

Første punkt blev det næste bestyrelsesmøde hvor vi gik i dybden med vedtægterne og foreningens formål. Jeg blev kritisk over for Zhannat fordi vi ikke havde fået oversat vedtægterne til engelsk. For det viste sig meget hurtigt at dele af de kazakisk skrevne vedtægter var endog meget udemokratiske, specielt mht. præsidentens og bestyrelsens rolle. Præsidenten har faktisk en diktatorisk position i foreningen. Hele denne standard paragraf har ikke været udsat for nogen fortolkning i retning af de nye regler og vedtægter som vi har brugt år på at få gennemdiskuteret. Formål og andre paragrafer er for såvidt i orden, men netop magtforholdene er det bestemt ikke.

På den baggrund måtte jeg på projektets vegne gøre klart at blev der ikke vedtaget holdbare, d.v.s. juridisk holdbare, ændringer frem til næste generalforsamling, så kunne projektet ikke bruge foreningens bankkonto og lign. og indtil da måtte der udarbejdes et dokument som klart viser hvem der ejer projektets værdier.

Ifølge vedtægterne kunne bestyrelsen vedtage sådanne midlertidige ændringer som så skulle forelægges for den kommende generalforsamling til vedtagelse eller det modsatte.

Disse dokumenter blev der enighed om at der skulle uarbejdes og arbejdet gik i gang. Det blev et større, men også frugtbart arbejde for fremtidens samarbejde bestyrelsen og de ansatte imellem. 

På et tidspunkt dukkede Bajmasejev den fhv. akim fra Aralsk op og han havde mange ønsker om besøg i Danmark samt kontakter til vindmøller og meget andet. Bl.a. fortalte han – meget fortroligt – at Kulmuratov måtte ud af Aralsk og hans virksomheder ville blive solgt, herunder også det gamle skibsværft og Elktro fabrikken. Bajmasejev fortalte os at han ville købe disse to virksomheder og at han havde fået støtte af myndighederne til disse opkøb, men alt dette ville vi få mere viden om inden nytår.

Samme aften sagde vi farvel til Henrik og Tv-holdet. Dette forgik under beskedne rammer på kontoret. De var meget trætte og øvelsen gik alene ud på at de skulle holdes vågne til kl. 01.30 hvor toget afgik fra Aralsk.

20.10 – sidste dag i Aralsk

Jeg havde besluttet at blive i Aralsk til og med den 21.10 og så tage til Kyzylorda og derfra med flyet til Alamty. Denne plan ville havde givet mig to værdifulde arbejdsdage til at få flere detaljer på plads omkring fremtiden for foreningen. Men om morgenen den 20. stod det klart at der ikke ville være nogen flyafgang den 22. så Makhambet og jeg måtte med toget samme aften for at være i Almaty til rette tid i forhold til afgangen mod London den 23. om morgenen.

Det blev en hektisk dag med optælling i butikken, samt udarbejdelse af retningsliner for udleveringen af udstyr i de kommende dage. Bl.a. blev det aftalt at man tog ud til henholdsvis Tastubek og Bugun for at få udleveret personligt udstyr til fiskerne. Dette skulle være afsluttet inden udgangen af oktober og kun de fiskere som var gået i gang med skrubbe fiskeriet skulle have udstyr.

Der blev afholdt møde mellem Zhannat, Askar, Sistan  og mig ang. den kommende tids udlevering af computere samt oprettelse af en engelsk/computer skole. Gruppen blev en styregruppe for dette arbejde og de skulle udarbejde en undervisningsplan samt logistik og økonomiplan for denne skole. Projektet stiller 300$/md. til rådighed for arbejdet, og målet er at få uddannet mindre grupper i længerevarende forløb i modul opbygning. Vi var enige om at Aralsk og ikke mindst foreningen og projektet havde hårdt brug for personer som kunne betjene computere via det engelske sprog.  

Det sidste regnskab med Karakuz blev gennemført og hun er nu helt klar over at vi inden årsskiftet skal have udarbejdet et komplet og sammenhængende regnskab for hele projektforløbet under fase 2.

Under det sidste møde med de ansatte gennemgik vi i detaljer arbejdet frem til feb. 2000 hvor jeg forventer at være tilbage. Emnerne blev bl.a.: at der opbygges et arkiv omkring hver brigade med detaljer siden de første aftaler blev indgået i 1997, med et kort resume på engelsk. Købet af Rosas lejlighed blev udskudt til feb. Detaljerne omkring udlevering af personligt udstyr i Tastubek og Bugun blev aftalt. Derefter blev sikkerheden på kontoret taget op og det blev understreget at alkohol og foreningens arbejdet måtte adskilles. Kvinderne foreslog at der skulle falde en straf en bøde i tilfælde af at der alligevel blev drukket på kontoret om aftenen. Jeg tror nok alle blev lidt overrasket over, at jeg ikke synes, at en sådan overtrædelse kunne straffes med en bøde, men at vedkommende måtte fyres. Men også dette blev man enige om måtte være en konsekvens, idet kontoret nu havde mange flere værdier at tage vare på. Desuden blev det endnu engang understreget at information er vigtig og at der skulle udsendes mindst 4 nyhedsbreve i det kommende år, samt at informations tavlerne i landsbyerne skulle forsynes med nyheder så tit som overhovedet muligt.

Der blev også åbnet op for en diskussion af strategien for det kommende år mht. indsats fra de ansattes side og indsatsen fra eventuelle danske udsendte, til hvilke opgaver og i hvilke perioder. Fra såvel kazkisk som dansk side arbejder vi videre på disse planer. Men rammen synes at blive følgende: Indsatsen rettes mod at få opsat mindst 2 helst 3 frysercontainere med tilhørende broer, enten faste el. pontonbroer alt afhængig af om de kan bygges af Elktro fabrikken. Desuden skal den mobile brigade gå i gang med at rep. både ligeså snart vejret tillader det i maj md. Vi sender en transport i slutningen af april med det nødvendige udstyr til formålet. Forslag til en liste har vi fået udarbejdet. Færdiggørelsen af det i havnen liggende fartøj må vi sikkert udskyde til næste år i det meget tyder på at fabrikken ikke formår at fremlægge en troværdig plan.  

Samme aften holdt vi afskedsmiddag hos Zhannat. Et får var blevet godkendt af mig samme eftermiddag og dette dyr havde også måtte gå omkring Zhannat flere gange for at dette kunne opsuge dårligdommene fra hendes ben så hun hurtigst muligt kunne komme i gang med arbejdet på kontoret. Jeg har overfor Zhannat givet personligt udtryk for at jeg synes hun skulle tage et års orlov fra skolen og bruge al hendes arbejdskraft på kontoret, måske som en sammenblanding af koordinator og kontorleder jobbet – en slags direktør. I såfald kunne Misha gå sammen med Aksabak om det vigtige arbejde og kontakten til fiskerne og Nurzhan kunne fortsætte som pedel og maler. Saripa havde været syg under store dele af mit ophold og hendes ansvar for general forsamlingen havde ikke været for god. Så jeg mener at Saripa måske skulle trække sig som fast ansat i foreningen, også fordi hun ikke som de andre kvinder er klar til at sætte hårdt mod hårdt over for alle de mænd som ikke har andet formål end at få så meget som muligt af de ansattes arbejdskraft og projektets værdier. Man vil drøfte dette i den kommende tid.

Aftenen gik fint, vi skulle afsted kl. 03.40 så det blev en lang aften og nat og ind imellem måtte flere dog også overgive sig til søvnen. Man var meget trætte og alle så frem til at jeg nu forlod Aralsk så man kunne få en velfortjent lang søvn. Men der blev holdt taler og sunget mange sange og Bachit stod for de ceremonielle forpligtigelser.

Efter at alle havde fulgt os til toget, kysset og vinket, faldt Makhambet og jeg i søvn. Vi sov næsten uafbrudt i 30 timer og sådan nåede vi frem til Almaty. Her var alt vel og alle formaliteterne omkring film o.s.v. blev eller var blevet overstået uden problemer. Man havde fået fremvist en gammel men meget spædende film om fiskeriet på Arals iden den verden gik af lave og denne film var så blevet optaget. Vi fik lovning om en kopi af filmen.

Samme aften den 22. havde nordmændene inviteret på restaurant og det blev også en dejlig aften hvor vi bl.a. mødte Sandra som er kazak, gift med en Olsen fra Danmark og bor på Sjælland.

23.10 – farvel og på gensyn Kazakstan

kl. 9.00 kørte vi til lufthavnen og der fik jeg syn for sagen mht. mit nye pas som æresborger i Aralsk. Jeg havde smidt min tolddeklaration fra ankomsten væk og i den jeg skulle aflevere skrev jeg at jeg bragte 2000$ ud af landet. Da jeg ikke havde den gamle som viste hvor mange $ jeg havde bragt in i landet måtte jeg aflevere de 2000$ og så måske via en ansøgning få dem tilbage en anden gang. Det nægtede jeg selvfølgelig og henviste til at de jo havde en kopi af den gamle deklaration. Men den havde man selvfølgelig ikke og de skulle bare have de penge jeg måtte stå og tælle op i fuld offentlighed.

Jeg gjorde som sædvanlig i Alamty tolden klar til den store skandale, men først fik de mit pas og en lang forklaring om at en person med et sådant pas måtte anses som værende urørlig af almindelige told betjente. De så imponeret på passet og med et smil lod de mig gå igennem, blot måtte jeg love at jeg toge bedre vare om deklarationerne i fremtiden – det lovede jeg så.      

Denne succes fik mig til at prøve passet endnu engang. Som altid kommer man ind i tolden uden at få sagt ordentlig farvel til Makhambet, også fordi han denne gang havde forvisset os om at han og Bachlan ville få lov til at følge os hele vejen ind til afgangen, bl.a. fordi vi måtte slæbe de næsten 20 stk. bagage, filmudstyr og lign. Men det fik de ikke lov til.

Sammen med Henrik, som nu taler perfekt russisk, hen vente vi os til en med mange stjerne på skulderen og viste ham passet og spurgte om jeg måtte gå forbi de 3 tjeksteder og ud i afgangshallen for at sige farvel til en kammerat. Han så også tilpas imponeret ud og tillod mig at gå ud og sige farvel. Dette er aldeles uhørt, alle tjek alle sikkerheds regler blev tilsidesat og jeg vandrede ud og ind uden at blive antastet en eneste gang.

Flyveturen til London og derefter København foregik uden problemer af nogen art og i Købh. Sagde vi farvel til nordmændene. Jeg måtte dog tage toget til Herning uden min bagage, den havde selskabet glemt i  London, den dukkede dog op i Hover 3 dage senere.

·         Dette var således beretningen om en lille måneds ophold ved Aralsøen i sept./okt. 1999.

Det meste er skrevet løbende under opholdet, lidt er tilføjet disse afsnit og det sidste er skrevet i Danmark.

Kurt Bertelsen Christensen

Mandag den 1. November 1999