Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

Dagbog Aralsøen 2007 for perioden 31.8 – 18.9

Disse projektdagbøger skal ses og forstås som det de er, en kronologisk beretning til de af Levende Havs medlemmer som følger dette projekt. Samtidig udgør de også et fundament for det impact studie som projektet altid står til regnskab for.

Kurt Bertelsen Christensen

31.8 Afgang Kastrup kl. 10.00 sammen med fotografen Nanna og vi ankommer Almaty kl. 23.30 hvor Makhambet henter os for indkvartering i familien Tairovs lejlighed, det sted vi altid bor i Almaty.

1.9 Der er hviledag i dag, da det ikke er lykkes at få aftaler med nogle af de mennesker jeg skulle havde mødt i Almaty. Afgang til Aralsk den 2.9. Vi får købt billetter og set lidt på byen som er under hastig forvandling. Der bygges overalt, store højhuse og sine steder nærmest skyskrabere. Uden for byen op mod bjergene bygges der store villaer i et ubeskriveligt antal i luksus udgaver.

2.9 Der er afgang kl. 14.00 fra Almaty 1 dvs. uden for byen og vejen derud dokumenterer, at Almaty er blevet til et trafikhelvede. Der er blevet mange biler i Almaty. Den store vej neden for Tairovs lejlighed er stuvende fuld af biler som snegler sig af sted. Helvedet starter tidlig morgen og slutter først sent aften. Mercedes og de store fire hjuls trækkere er tydeligt de fortrukne modeller. Byen og vejnettet kan simpelthen ikke klare denne eksplosive trafik og der bygges nye highways. Sammenstød med en eller flere biler ses ofte på en tur ud og ind af byen. En stor cementblander ligger på siden med ex. antal smadrede personbiler om sig, et andet sted et par chauffører i skænderi over to ødelagte frontpartier. Trafiksikkerheden forværres af de mange mennesker der kommer udefra landet i deres gamle biler der ikke evner at flytte sig hurtig nok i dette helvede.

Og nybyggeriet fortsætter hele vejen langs jernbanen mod Aralsk. Det foregår både inden for og uden for byerne. Overalt ses mindre bjerge af soltørrede ”sten” til nye huse. I Kasakhstan bygger man på landet ved at rejse huset på et skelet af træ og den første mur af brede store soltørrede klodser af ler. Muren smøres over med et lag ler og er så klar til indflytning efter at døre, vinduer og gulve er isat og lagt. Og hvis der er råd til det sætter man året efter et lag brændte mursten, ellers må man smøre et nyt lag ler og derefter kalke to gange hvert år.

Der bygges i Kasakhstan fordi landet har olie og det giver vækst. Det bygges fordi landet har et økonomisk overflods problem, det er svært at finde gode og økonomisk bæredygtige projekter, dvs. investeringer. Og så gives der mange lånetilbud til kasakherne og sidst men åbenbart ikke mindst, så er der vedvarende rygter om forestående pengeombytning og en sådan ombytning vil få alvorlige konsekvenser for den kasakhiske sorte økonomi, den er efter sigende større end den hvide.

Så kasakherne vil efter hvad de siger, have deres sorte penge investeret i byggematerialer, igen med det resultat, at priserne på byggematerialer er steget flere hundrede procent i 2007.

Jeg tror ikke at der en pengeombytning på trapperne, men jeg tror at myndighederne har en interesse i at dette rygte bider sig fast, fordi byggeriet på langt de fleste områder forgår til fordel for den kasakhiske økonomi, da materialerne og arbejdskraft er kasakhiske. Det er bedre for landet end de massive køb af udenlandske forbrugsgoder som alt andet lige kræver den hårde valuta som Kasakhstan har brug for til de store byggeprojekter i de store byer, som Almaty og den forholdsvise nye hovedstad Astana som opbygges mod nord, tættere ved den russiske grænse. 

3.9 Vi ankommer til Aralsk efter planen kl. 22.30 og tager fra stationen og op til det private hus, hos Oroenduk og Samat hvor vi også bor under dette ophold. I det hus har danske tilrejsende nu boet i flere år. Vi betaler nu ca. 75 kr. om dagen for ophold, mad og tøjvask. Det er billigt, men for 3 år siden betalte vi 25 kr.

4.9 Dagen blev først brugt på rundtur til fiskerivirksomhederne i Aralsk, efter et planlægningsmøde på kontoret. Vi ser den nye industri der er på vej på det gamle skibsværft (meget store og også meget tvivlsomme planer), men det første spadestik er endnu ikke taget. Derefter Aimbetovs nye virksomhed på det gamle Aralrybprom som er langt fremme og som tegner sig til at et stort og ambitiøst projekt, og tydeligt også en virkelig konkurrent til Kambala Balyk, som vi ser til sidst.

Der er ikke sket ret meget på KB siden efteråret 2006 hvad angår tilbygninger og ny investeringer. Dog var kontorerne blevet signet op og fremstod vældig flotte, i særlig grad direktøren Aksabaks kontor.

Der er sket ændringer i ledelsen på KB. Den fhv. driftsdirektør Abay døde og Aksabaks bror Alim var blevet udnævnt til driftsdirektør og daglig leder af virksomheden. Der var denne dag ikke andre aktiviteter end de forretningskvinder som bruger KBs faciliteter til deres små virksomheder. Til opbevaring og nedfrysning af mindre partier fisk. KB køber ikke selv fisk fordi KB manglede driftsmidler og fordi fiskerne er ved at opgive KB til fordel for Amanbai fra Kazalinsk, som er den fremstormende aktør i regionens fiskeri.

Vi var holdt underrettet i året der er gået siden sidste besøg om situationen i KB og der var også begyndende problemer i slutningen af 2006. Men nu er konflikten mellem KB, dvs. Aksabak og hendes bror og støtter på KB og fiskerne åbenlys. De, eller langt de fleste fiskere vil ikke lande til KB, i hvert fald ikke med Aksabak og Alim i ledelsen.

Denne konflikt mellem fiskerne, som er medlemmer af Aral Tenizi og dermed ejer af Kambala Balyk (KB), bliver det centrale emne for de næste par ugers arbejde i Aral Tenizi.

Resten af dagen går med møder på Aral Tenizi (AT) for planlægning af hele programmet på denne tur. Der er varmt i Aralsk om dagen 35 grader og natten op mod de 30, så fiskeriet er ikke kommet rigtig i gang, fordi fiskene ikke kommer ind på det lave fra det dybe kølige vand, det gør de ikke før det bliver mærkbart koldere om natten.

5.9 afgang kl. 7.00. først mod syd til Bugun, derefter dæmningen og Karateren og møder der. Derfra tilbage til Bugun for møder på stationen og bestyrelsesmøde i AT. Møder med Amanbai som har overtaget brugsretten over vores station i Bugun efter aftale med AT.

Og Bugun stationen har virkelig fået et løft, og det har vejen dertil også. Vi har altid brugt sommervejen, dvs. en sandet og bumlet hulvej. Det gjorde vi også denne gang, men det er ved at være sidste gang, for der bygges på livet løs på en asfaltvej fra hovedvejen og vest på forbi Bugun og ned til den sydlige asfalt vej der blev anlagt i forbindelse med dæmningen og som nu føres hele vejen over dæmningen på tværs af Kokaral ud til Akbasty og Kolandy.

Dvs. at man næste år kan køre på asfalt fra Akbasty, projektets vestlige by for fiskeri og hele vejen til Aralsk, en tur der vil tage 3-4 timer alt efter hvilken bil. Det er en udvikling som kan mærkes, i og med at Akbasty altid har haft store problemer med at hænge på dette projekt pga. af den lange transport tid, 12 -14 timer i lastvogn af ubeskrivelige dårlige hulveje. Om efteråret og først på vinteren var Akbasty reelt afskåret fra at projektet fordi vi ikke kunne få fisken til Aralsk pga. af de mudrede ufremkommelige veje. Nu kan Akbasty fiskerne komme i gang med at udvikle deres fiskeri, specielt på skrubber som nu kun findes i den vestlige del af Lille Aral.

I Bugun er der bygget indfrysning og der er sat ekstra kompressor i containeren og det hele inklusiv kontorer er sat i stand. Fiskeriet er i gang i det område, men fangsterne er små. De modtager fisk denne dag, i alt ca. 400 kg fra to modtagersteder. Kvaliteten synes OK, der er dog flest små fisk til de lave priser. Men der er ca. 150 kg sandart.

Indvejningen og indfrysningen af fisken, samt hele kvalitets handlingen på stationen lader meget tilbage at ønske. Der er endnu ikke ført vand til stationen. Det går nogenlunde nu hvor det er tørt og fisken er skyllet og nogenlunde rene udefra stranden. Men ligeså snart regnen sætter ind og mudder bliver dominerende, er der brug for vand på stationen. Amanbai lover, at der snart vil være vand og is kan han også love, dvs. den smule is de kan fryse på stedet. De sætter også gang i produktionen af isflasker, dvs. de 1½ liter plast mineralvands flasker som er blevet almindelige herude til at lægge ned ved fisken efter at de er landet.

Nede ved dæmningen, ses det tydeligt i forhold til sidste år, at vandet er steget og dermed skabt betydeligt større vådområder. Sluseportene er lukkede denne dag og det har de været i nogle uger så vandstanden er ca. 43 meter som er max vandstand for sluserne, når den stiger til mere end de 43 meter bliver man nødt til at åbne sluserne. Neden for slusen ses fisk der forsøger at holde sig i live i det mere og mere salte vand. Men det er ingenting i forhold til maj/juni 2006, hvor der ifølge Serik, var i hundrede ja tusindvis af tons fisk som blev fanget i floden neden for slusen. Fiskerne skovlede fisk i land og opkøbere fra mange steder i Kasakhstan kom for at købe billige fisk.

”Der lå bjerge af fisk” fortæller Serik, fisk som ikke nåede ud på markedet og derfor rådnede, ”det stank forfærdeligt” og ude ved enden af floden ca. 12 km fra slusen opbyggede de døde fisk en hel dæmning. Så slemt havde de heldigvis ikke været i maj/juni 2007 selv om mange fiskere også i 2007 har fået en rigtig god forretning ud af denne negative situation, at Aklak dæmningen og sluserne, som skal tage presset af sluserne i Berg dæmningen og de 9 sluser, endnu ikke er færdige og taget i brug. Verdensbanken har netop været derude sammen med flere internationale medier for ved selvsyn at se de store problemer med Berg projektet som er anlagt uden fisketrappe. Aral Tenizi stod meget centralt i dette tilsynsbesøg og delegationen, og AT fik meget ros for deres indsats for at få skabt opmærksomhed om det store tab af fisk som finder sted ved Berg slusen.  

Ellers var der meget smukt langs med digerne og dæmningen et utal af fugle, store flotte hvide fiskehejrer i mængder, det må være et eldorado for ornitologer. Siv og rør skove som tidligere, inden Aralsøen saltede til, dækkede kæmpestore områder ved søbredden, vende nu tilbage. Det er meget kontrastfuldt at køre fra øst mod vest i det område. Når man når de første tegn på diger så kører man på selve anlægget selv om det ikke lige ser sådan ud.

Mod nord er det disse skove og al den fugleliv mod syd, ørken og ikke andet. Og det fortsætter de ca. 20km ud til den egentlige sluse hvor vandet fra Lille Aral løber ud i Store Aral. Over slusen fortsætter denne frodighed mod nord, indtil en godt stykke inde på selve Kokaral.

Nu har jeg flere gange været nede forbi genopretningen af Skernå og det er flot og storslået, men i km2 vådområder overgår Aral genopretningen Skern flere gange. Og med Aklak dæmningen taget i brug bliver områderne mere end fordoblet. Aklak dæmningen er noget forsinket og det er trist fordi dette kompleks er designet til at skulle fylde de store nu tørre indsøer der ligger i Aralsk regionens sydlige områder. Også i år siger de ansvarlige at dæmningen og den store Aklak sluse snart er færdig og kan tages i brug, men samtidig siger de også at der er problemer med betalingerne for arbejdet. Aklak er et større og meget bedre konstrueret projekt end Berg slusen og her er der ex. en stor fisketrappe som synes fornuftig idet den er meget lang og dermed kan udligne stigningen på en sådan måde, at langt de fleste arter sandsynligvis også kan drage nytte af den.

Før turen tilbage til Bugun samlede vi Aral Tenizis præsident op i Karateren. Og tilbage i Bugun var der møder med fiskerne og derefter et åbent bestyrelsesmøde med inviterede deltagere. Vigtigste punkt på dagsorden, uden for de formelle spørgsmål, var starten på en diskussion om Kambala Balyks fremtid i regi af AT eller udenfor.

Det bliver som ventet en vanskelig sag, specielt fordi Aksabak har låst sig fast på en plan hvor KB tager imod et lånetilbud fra ESKABAR, et regeringsstyret investeringsplan for lån til mindre virksomheder i form af kooperativer.

KB er allerede blevet registreret til lånet og nu presser man på for at få sagen afklaret og lånet givet. Der er tale om et lån på 83 mio. Tenge som skal tilbagebetales over 5 højst 7 år, med en rente på 5 %. Umiddelbart ser det godt ud, men problemet ligger i ESKABARS korrumperede krav om, at KB køber det udstyr der skal købes af firmaer tilsluttet ESKABAR. Korrupt fordi priserne på dette udstyr, efter hvad vi hører, ligger 50 % højere end på markedet. Hvis det er tilfældet så er det simpelthen for korrupt. 50 % er meget, men ikke ukendt. Vi oplever et hastigt voksende korruption problem i disse år.

Et er dog korruptionen i denne lånesag noget andet, at lånet kun kan bruges til køb af udstyr. Det er gør det til et meget tvivlsomt projekt, da der ikke er udsigt til en fornuftig driftskapital som kan matche de store investeringer. Men Aksabak har fået sig låst fast på dette projekt, som godt nok betyder, at KB opgraderes på alle områder, således at KB kan komme ud på det internationale marked med deres produkter. Men investeringer i hardware uden penge til software, uddannelse og marketing er meget langtfra økonomisk bæredygtigt og dertil skal lægges, også fordi efter at udstyret er taget i brug og filet fremstillet, vil det tage et år eller mere inden det europæiske marked er afklaret.

Dvs. at KB skal fortsætte på de kendte markeder med salg af frossen fik til kendte priser og de profitter som det marked giver, er ikke nok til at forrente og tilbagebetale lånet, ca. 18 mio./år. Og uden driftskapital er det en satsning, som jeg ganske enkelt ikke kan anbefale, når jeg bliver spurgt.  

Så det giver jeg tydeligt udtryk for og det samme gør de ansatte i AT. De er ekstra meget bekymrede fordi KB og Aksabak ikke har eller vil/kan fremlægge en plan for, hvorledes AT kan få lidt økonomi i foreningen, efter den danske støtte stopper i starten af 2008. Netop det forhold var med i planerne da vi oprettede KB tilbage i 2003. KB skulle støtte fiskerne og deres økonomiske udvikling, men centeret skulle også bidrage økonomisk til driften af AT. Så de ser nu, at KB vil fortsætte, hvorimod AT må hutle sig igennem, med risiko for at måtte lukke.

Selvom Aksabak taler for sin sag, så er der en mærkbar modstand mod hende og planerne for KB i bestyrelsen, det samme er tilfældet hos de fiskere og andre der deltog i dette møde. Og enten har Aksabak ingen støtter el. også havde hun forsømt at få dem mobiliseret til mødet. For udover Askerbek fra Bugun, var der igen offentlig udtalt støtte til Aksabak på dette møde.

Zhannat, de ansatte og AT’s præsident Prikeev vil have solgt KB og pengene anbragt i en fond til støtte for fiskeriet i regionen. De siger at Amanbai har tilbudt at købe KB for 25 mio. Tenge og derefter give AT 3 mio. årligt til drift af AT. Han har også en plan om at leje KB, men i så fald ikke i et i samarbejde med Aksabak og Alim.

AT og KB får løst deres økonomiske problemer ved et salg. Men hverken AT’s bestyrelse og nye præsident kan/vil tvinge Aksabak til salg af AT, selv om Aksabak jo formelt ikke har noget ejerskab over KB. Jeg forstår på Zhannat, at det er uforeneligt med de østlige traditioner og den kasakhiske livsform, at tvinge Aksabak til at acceptere et salg.

Aksabak leder KB og så slår man blikket ned når hun skælder ud. Hvor vi i den vestlige kultur ofte går til angreb hvis vi bliver skældt ud, i særlig grad hvis det er uretfærdig, eller hvis modstanderen har ret, så slår man blikket ned opad i systemet og får afløb for sin vrede ned af i de østlige systemer.

Disse logiske forklaringer åbner også mine øjne for situationer som jeg ofte ikke har forstået, med mig selv i hovedrollen. Jeg har ofte undret mig over hvorfor man herude, også højt oppe i systemerne, tillægger mine domme og vurderinger så stor værdi. Det er sikkert ikke fordi jeg er så klog som jeg bilder mig ind, men alene fordi man anser mig som leder af projektet ”Fra Kattegat til Aralsøen” det forklarer en hel del, i lyset af Aksabak sagen. De anser mig, uanset hvad jeg så ellers siger i forsøgene på at fralægge mig dette ansvar, som leder af projektet og derfor er jeg nu også uset til at føre kniven mod Aksabak og KB.

Den rolle må jeg påtage mig de kommende dage, jeg har helt tydeligt ikke noget valg, hvis jeg vel at mærke vil have AT og KB tilbage på rette kurs. Derefter må jeg endnu engang forsøge at træde tilbage fra ansvaret for udviklingen af fiskeriet i regionen. Men denne gang ved også at der klart og tydeligt udnævnes en ny leder af udviklingen. Det er noget kompliceret, men der synes ikke nogen anden farbar vej.

Det spiller sikkert også en rolle at Aksabak er blevet en ganske betydningsfuld person som bl.a. har gode forbindelser op af i det kasakhiske politiske system. Dette politiske system er så langt fra et mønster demokrati, man kan næsten kan komme i et land uden krig og store uroligheder og spændinger.

Aksabak er ex. blevet tvunget til, siger hun selv, at melde sig ind i præsidentens parti. Og det er åbenbart helt almindeligt her ude på landet. Her tvinges erhvervsfolk ind i partiet hvis de vel at mærke vil fortsætte med at have virksomhed. Partiet giver dem den beskyttelse de har brug for mod de mange myndigheder og i situationer som den KB og AT er kommet i nu.

Men beskyttelsen af Aksabak rækker kun så langt som til det faktum, at KB er ejet af Aral Tenizi en offentlig folkelig forening NGO, uden andre rettigheder til kommerciel virksomhed, end dem de kan få igennem i en tid, hvor alt omkring virksomhed og forretninger er meget flydende og derfor under stadig forandring.

Vi kan og siger som sandt er, at KB er oprettet som et center til støtte for udviklingen af fiskeriet i regionen, men denne status rækker kun så længe den ikke bliver anfægtet af andre, i særlig grad kommercielle interesser. Og det sker nu og derfor tvinges AT og KB også ind i en privatiseringsfase hurtigere end vi havde regnet med. Men uanset hvilken struktur KB ender op med, så skal de værdier som KB har, det være sig de værdier som er bogført, dvs. investeringerne og de værdier som er ukendte, dvs. KB’s markedsværdi på det kasakhiske marked for fisk, på den ene eller anden måde, tilbage til AT og fiskerne, der ligger en stor udfordring det kommende år.

At Kasakhstan ikke er noget mønster demokrati sås tydeligt under de sidste valg til parlamentet denne sommer. Her fik præsidentens parti 100 % af pladserne i parlamentet, med en stemmeprocent ude på landet meget tæt på 100 %. Det var ikke tilfældet i ex. Almaty hvor præsidentens parti også fik alle pladserne, men her nåede stemmeprocenten kun de 50 %. Præsidentens parti har i dag den fulde politiske kontrol hvor han har ændret forfatningen for 5 gang siden midten af 90’erne, nu med den ændring, at han selv kan fortsætte som præsident resten af sit liv.

Det er korrupt det hele, men korruptionen er blevet mere udtalt, fordi der nu er så mange penge i omløb. Før skulle alle der ville have en offentlig stilling, fra guvernører, over borgmesterposter og alle ansatte i alle offentlige stillinger, betale for det. En stilling som skolelærer måtte man betale for til rektor som havde betalt for sin til den embedsmand i akimaet som havde betalt til sin akim som havde betalt til guvernøren som havde betalt til præsidenten. Det har altid været sådan i Kasakhstan siden selvstændigheden. Men nu er der de nye former for korruption knyttet til de mange mia. i det politiske systems mange fonde til investeringer. Og her ligger de rigtig store penge.

Hele spørgsmålet om KB vil blive taget op de kommende dage og på de lokale generalforsamlinger og den afsluttende i Aralsk den 12/9.

Ellers samlede bestyrelsen sig om at få fremlagt forslag til AT’s fremtidige virke og finansieringen heraf. Det blev et udmærket møde med gode præsentationer og debat.

Efter mødet var der et gedehoved og skåler. Nanna blev i Bugun hvor hun skulle opholde sig i de næste fem dage for at følge fiskeriet og fiskernes families liv i Bugun.

Vi andre kørte til Kazalinsk som Amanbais gæster. Vi skulle nu præsenteres for hans kapacitet og udvikling. Det måtte dog vente til næste dag, da vi først ankom til byen efter midnat. Et bad var gjort klar og efter lidt te var der til køjs. 

6.9 Efter teen i Amanbais imponerende private hus var der rundvisning på hans velholdte virksomhed som fortsat er under opbygning. Det hele så rigtig godt og der var god disciplin hvad angår rengøring med mere. Amanbai fortæller, at hans plan er klar. Der skal købes mange fisk og fisken indfryses og sendes til de virksomheder som betaler bedst. Dog vil han i gang med lidt produktudvikling i form af saltede, tørrede og røgede fisk (dvs. de mindre fisk som sælges ud af Kasakhstan uden den profit de kunne få efter forarbejdning).

Amanbai får sikkert held med sine planer, han fremstår meget afklaret og klar til at tage lederskabet i Aralsk fiskeriet. Sidste år omsatte han ca. 1000 tons fisk og i 2007 har han en større kapacitet. Det skal ses i lyset af at han først i starten af 2000 kom ind i fiskeriet efter at have opgivet sine virksomheder i landbruget i specielt ris produktionen. Derfra har han taget sin kapital og flyttet den over i fiskeriet og det går stærkt for ham. Han har netop købt 15 kabine både, dvs. de største af de fartøjer som fiskerne på Aralsøen bruger og udleveret dem til sine egne fiskere, dvs. fiskere som reelt fisker på dagløn med lidt bonus.

Han har kørt nyrestaurerede skurvogne ud til stranden. Vi beså en der var på vej derud. Medkøkken og tv og til seks mand. Denne var til de seks mand han har ansat til at overvåge et af sine tre områder i Aralsøen.

Det er ganske tydeligt her i Kazalinsk, at Amanbai og Aksabak ikke kommer så godt ud af det med hinanden. Det er tydelig modstand mod Amanbai fra Aksabaks side.

Jeg foreslog bl.a. under frokosten, at vi fra dansk side kunne forsøge at søge midler under Danidas program for Partnerskaber sammen med et par danske mindre fiskerivirksomheder for udveksling af delegationer til opbyggelse af samarbejde om opbygningen af KB, AT og Amanbais virksomhed. Kunne de finde sammen så vil de sidde på langt størsteparten af fisken i regionen og dermed udgøre et mere solidt bolværk mod Aimbetovs meget ambitiøse planer. Amanbai synes godt om ideen, men der var kølighed fra Aksabaks side, hun ønsker ikke noget tættere samarbejde med Amanbai..

Efter frokosten gik vi jagt efter Kazalinsk akimen Kusabay som vi kender godt fra hans tid som akim i Aralsk, men han var meget optaget denne dag af fejringen af Kasakhstans første premierminister efter selvstændigheden i 1991 Kuramanov som er født i Aralsk regionen. Vi deltog meget kort i denne fejring i byens kulturhus. Udenfor huset stod en helt ny moderne stor bil pakket ind i guldpapir, Kazalinsk gave til Kuramanov. Der er også en god sammenhæng mellem gavernes størrelse og korruptionen, det samme ses i fiskeriet.

Hele Lille Aral er opdelt i 10 områder som indbudte aktører hvert år byder ind på. De betaler 2 mio. Tenge til staten for brugsretten over et område hvor de så får kvoter på de mængder af fisk de må fange. (kvoterne ligger 3-4 gange lavere end de fisk der fanges. Hvorfor de ligger så lave er der ikke noget klart bud på, men det siges at de vil stige betydeligt næste år.

Udover de 2 mio. skal forvalteren betale 100.000 til fiskeriinspektionen hver måned. Denne betaling hører til kategorien ”offentligt kendt bestikkelse” og endelig skal de betale ca. 600.000 Tenge om året til den fiskeribiologiske overvågning og videnskab.

Dvs. at fiskeriet på Lille Aral alene koster de ca. 50 mio. Tenge om året. Penge som kun kan hentes hos fiskerne der fanger fisken.

Sidste år fangede de officielt 2850 tons fisk, uofficielt 3 gange så meget. Hvis vi regner på de officielle tal så kan de se ud som følger: 500 tons sandart til en anslået pris på ca. 150 mio. Tenge og 2500 tons anden fisk til ca. 100 mio. Tenge. Så officielt tager man altså ca. 20 % af værdierne fra fangsterne, allerede inden de er fanget og solgt. Det er det rene galimatias også fordi prisen på områderne er den samme, det er ligegyldig om man råder over området ved flodens udløb (hvor der er store mængder af fisk og mange sandart) el. man råder over et område i den vestlige del hvor der næsten kun er skrubber som sælges til en af de laveste priser på fisk i området.

Sådan et helt igennem ulogisk system, kan logisk set kun føre til et voldsomt stort og helt sort fiskeri, for kun gennem dette sorte fiskeri, undgår forvalterne og de aktive fiskere, at skulle betale skat og pensionsbidrag af de fisk de lander og sælger. Skatter og afgifter i Kasakhstan betales i procenter af det opgivne og der er intet, intet overhovedet fradrag for de med fangsterne og salget forbundne omkostninger.

At det forholder sig sådan bekræftes af en større national undersøgelse af fiskeriet i 2004/2005, som AT tog aktiv del i. Her ville man undersøge markedet for salg af sandart ud af Kasakhstan.

Undersøgelsen konkluderer flere forhold. Først at der blev solgt 2 gange så mange målt i tons sandart ud af landet end der landet, dvs. 3-4 gange efter omregning til filet. Det var i øvrigt også 2 gange så meget som der var kvoter til i hele landet. Og heri var det nationale forbrug ikke medregnet, da det var ukendt.

Der blev så efterfølgende lavet en undersøgelse for at finde ud af hvor meget fisk der blev spist i Kasakhstan og det var overraskende højt, mere end 8 kg. Pr. indb./år. Det er andre arter end sandart men man måtte alligevel gå ud fra, at de folk som bor tæt ved det Kaspiske Hav, Aralsøen, floderne og de mange større og mindre søer også spiser en hel del sandart. Så denne undersøgelse og andre faktorer som det faktiske fiskeri, betyder at kvoterne på sandart vil blive sat væsentligt i vejret i 2008, forlyder det.

Den biologiske vurdering af fiskeriet, om fiskeriet er biologisk bæredygtigt, er meget dårlig og selv om myndighederne har lovet det videnskabelige nationale institut flere bevillinger og også pålagt alle de private og semiprivate forvaltere af Kasakhstans fiskevande, selv at bidrage med store beløb til videnskaben, så er det ifølge vore folk derude ikke sandsynligt, at det biologiske arbejde vil blive væsentligt forbedret, igen fordi de mange penge forsvinder i korruptionen. 

Efter Kazalinsk gik turen mod Aralsk, efter at vi havde haft et kort møde med fiskeriinspektionen og dets leder Alimussa (som ikke havde meget at byde på andet end at indrømme, at han som alle andre var en del af det korrupte styre, det gjorde han uden blusel). Sidst beså vi en anden virksomhed for fisk under opbygning. Ikke så ambitiøs som Amanbais, men moderne tænkt og på samme læst som KB’s frysehuse og indretning. Amanbai har også helt efterlignet KB’s måde at bygge og indrette en fiskerivirksomhed.

Det er tydeligt, også gennem Aimbetovs nye projekt, at KB om ikke andet har sat standard og kursen for hvorledes og hvordan man opbygger fiskerivirksomheder i regionen.

Tilbage i Aralsk blev der møde om AT’s fremtid fra 17.00 – 21.00. Vi kom meget langt omkring, men mødet blev igen meget styret af situationen mellem KB og AT. (se noter og referater)

7.9 Møde om KB, fremtid etc. Vi startede tidlig morgen i AT for forberedelse af det forventelige hårde møde som vi skulle have med Aksabak og KB. Det tegnede sig fortsat ikke godt. Zhannat og de andre på AT, har mistet tilliden til Aksabak og ønsker KB afhændet eller alternativt ny ledelse.

Vi forberedte os så godt vi kunne og troppede op på KB efter aftale kl. 10.00 blot for at få at vide, at det ville blive meget vanskeligt at få Aksabak frigjort fra en masse mennesker fra forskellige institutioner som skulle tjekke KB i alle ender og kanter. Disse tjekkere er blevet en del af KB hverdagen. Der er så mange forhold i og omkring KB som tiltrækker kontrollører fra alle ender og kanter. I særlig grad er det alle forhold omring de mange forretningskvinder der bruger KB som mellemstation for handlen med fisken, hvordan det foregår, er dunkelt.  

Skuffede måtte vi gå tilbage til AT for der at afvente en oprigning fra Aksabak hvornår hun kom fri af alle disse tjekkere. Vi brugte tiden på at få mere styr på den revision, som AT har foretaget af det danske projekts bidrag med udstyr. Udstyret er listet som ”humanitær”, en hjælp som skal udleveres til fiskerne, dvs. det skal ud af AT’s balance, afskrives så at sige til modtagerne, fiskerne.

De penge vi har overført til AT er opgjort som grant, dvs. penge som AT kan modtage til driften af foreningen og som kun skal beskattes løbende i form af skat og andre personale udgifter. AT som forening har ikke modtaget penge fra os til andet end de formål. Derudover har projektet over årene bidraget med større og mindre beløb til enkelte projekter ude i fiskeriet. De står opført som grant el. kredit og de skal også afskrives på AT’s balance og tilskrives modtagerne.

Dertil er der nedsat en kommission som har virket siden vinteren og som nu er ved at være færdige. Arbejdet ser faktisk rigtig godt ud. Kommissionen har talt med mere end 140 modtagere, interviewet dem og det er der ved at være en rapport klar, med tilhørende meget detaljerede Excel ark. De mangler 10-15 modtagere som de dog heller ikke forventer at få med.

Mest fordi modtagerne er døde, og enkelte har afvist at give rapport, bl.a. Aimbetov som i 1996, da han var generaldirektør for Aralrybprom, modtog 50 % af det første udstyr vi sendte ud til forsøgsfiskeriet i 1996. Han afviser fordi som han siger ”det gav jeg til fiskerne, da jeg lukkede Aralrybprom i 1998”. Det ved vi ikke passer, men vi har ikke tænkt at gå videre med den sag, da den vil sluge alt for meget energi til ingen nytte.

Aksabak ringede efter os kl. 19.30 og vi kørte derud Zhannat og jeg for i det mindste at få aftalt en dagsorden for mødet i morgen.

Det gik ikke ret godt. Aksabak var opkørt over dagens program og ikke særlig indstillet på at tage en diskussion om morgendagens program. Jeg lagde pres på for at få et bud fra Aksabak på hvordan hun forestiller sig KB’s fremtid og herunder også AT. Hun lukker helt af og afviste alle muligheder for at få kapital til KB således at det kunne gøre videre på et fornuftigt driftsbudget. Det eneste hun har, er de 83 mio. til investeringer, men de penge ser jeg som en møllesten om KB’s hals indtil KB for sikkerhed for en betydelig driftskapital, dvs., en kapital som kan matche de store investeringer.

Aksabak’s bud er at de penge må komme hen ad vejen i form af aftaler med opkøber af fisken. Men som jeg understregede, hvis de store penge skal investeres i KB så betyder det alt andet lige at KB’s produkter skal ud af Kasakhstan og helst til EU.

Det hænger ikke sammen og intet af hvad vi foreslog mht. partnerskaber var noget som Aksabak kunne tilslutte sig. ”Sælg KB” sagde hun flere gang. Men da vi således kom ind til sagens kerne, nemlig at KB måtte sælges, hvis ikke der kunne skabes håb for en fornuftig fremtid, så sagen helt anderledes alvorlig ud. Da jeg spurgte Aksabak direkte om hun synes det var i orden at KB blev solgt, så chokeret på mig. Nej det synes bestemt ikke, langtfra.

Jeg måtte indtrængende forklare hende, at jeg på de kommende generalforsamlinger og møder ville bliver spurgt om hvad jeg synes det skulle ske. Og jeg måtte på det foreliggende, altså på det vi vidste og det hun havde bidraget med, anbefale, også som medlem af ATs bestyrelse, at KB blev solgt så hurtig som muligt, fordi KB var uden en fornuftig plan for fremtidens drift. Men jeg understregede at det kun mit råd og ikke andet.

Aksabak var rystet over min stillingtagen. For første gang i vores 12 års samarbejde gik jeg uden nåde direkte imod hendes ønsker og satte dermed et stort spørgsmålstegn ved hendes evner til at lede KB – for som hun bittert sagde: ”Du kan da godt kalde det et råd, men jeg ved at de gør det du siger, hvis du siger at KB bør sælges, stemmer de for at KB bliver solgt”.

Mødet sluttede heller ikke bedre af, at vi samme dag i en første gennemgang af AT regnskaberne havde fundet de 2.3 mio. Tenge som har manglet i balance mellem AT og LLH siden 2005. De har drillet regnskaber siden, og ved at nærstuderer kassebøger er fejlen fundet.

Af grunde som Aksabak ikke kunne forklare, stod de opført som ”grant” fra Kurt. Altså at jeg skulle have givet de penge til KB, eller rettere sagt eftergivet KB den kredit. Men jeg ved at de eneste penge som projektet har givet til Aksabak er de 5.6 mio. Tenge i 2003/2004 til købet af KB og de første reparationer og midler til opstilling af det danske udstyr som blev sendt i 2004.

De 2,3 mio. Tenge blev brugt til opstilling af de frysere og andet udstyr som KB fik fra USAID projektet i slutningen af 2004 og det beløb står opført som kredit på min balance. Og da jeg gentagende gange havde fået bekræftet, at alle KB’s kreditter enten var tilbagebetalt eller bogført som gæld, kunne jeg ikke få min balance til at stemme. Da vi så forfulgte den balance i 2005 blev problemet forværret af, at den nye den bogholder vi havde i 2005, blev nødt til at gennemgå regnskabet flere gange og hver gang fandt hun flere udgifter således at der blev balance i 2005.

Det var ikke tilfredsstillende, men under de pressede forhold med ny bogholder måtte jeg tilbage i efteråret 2005 modtage regnskabet med den klausul, at sagen skulle være på plads og i orden inden afslutningen på projektet. Aksabak erkendte at der var et problem, og at de penge skulle tilbage til AT, men dog uden at kunne give en rimelig forklaring på hvorfor de penge stod opført som grand. Men det skal hun nu forsøge at finde ud af.

Jeg må også selv tage min del af ansvaret for disse problemer fordi jeg i 2003 gav lov til at KB, i trængte situationer, også kunne anvende projektets midler som en slags rentefri kredit i en måned el. to, når der var problemer med at få betalt fiskerne for de fisk de landede.

Begrundelsen var dengang i 2003, at KB skulle have fisk, og fiskerne havde brug for pengene og dertil kunne KB blive tvunget ud på det grå lånemarked, det eneste sted KB kunne låne, da bankerne ikke vil låne til en forenings ejet virksomhed. Men på dette marked skulle KB betale op mod 30 % i renter og det var det stik modsatte at kapacitets opbygning af fiskeriet, da de penge kun kunne tages fra fiskerne.

Men denne aftale har været svær at administrere under en præsident som skulle underskrive for AT og en direktør for KB som var en og samme person, under skiftende bogholdere og dengang uden en lokal koordinator. Det gav bogholderiet på AT problemer, fordi de blev presset til en bogføring som de ikke helt havde styr på.  

Det vigtigt også at få slået fast, at selv om det er uacceptabelt det der er foregået, så er det ikke tale om en personlig berigelse fra Aksabaks el. nogen andens side i denne sag. At det eventuelt kan vise sig senere, i den egentlige revision af KB er en anden sag som vi ikke kan foregribe i dag.

Det kan vise sig fordi Aksabak, Alim, Rosa og andre nøglepersoner på KB, efter rygterne, har fået mere ud af KB end deres løn berettiger dem til. Men det må revisionen om muligt afdække. Og intet af det ændrer på det forhold, at jeg som koordinator har givet KB lov til at bruge projektmidler som korte kreditter i vanskelige situationer, og at denne tilladelse har været for vag og derfor ikke tilstrækkelig til at sikre en fornuftig styring af denne tilladelse. Tillid er som bekendt godt, kontrol er om ikke bedre, så dog ofte også nødvendig.

8.9 arbejde om dagsordner for generalforsamling etc. Der blev arbejdet med at forberede de kommende generalforsamlinger. KB og AT’s skæbne blev også tænkt og diskuteret.

Efter beslutningen om at sælge KB, er Zhannat kommet i tvivl og hun kommer ud til mig om aftenen for at fremlægge en plan sammen med Djambul, som er KB’s sælger af fisk på det russiske marked. En plan/strategi om at udskifte Aksabak og Alim som direktører med først og fremmest Djambul, som så skulle lægge hele filet afdelingen på is for at koncentrere sig om de andre arter. I særlig grad de mindre fisk som skulle saltes og tørres og sælges til Rusland, hvor den vare er efterspurgt til en god pris. Djambul har åbenbart kontakt til de russiske opkøbere af tørfisk og de vil investere i KB i første salen som nødtørftigt skulle sættes i stand til tørring af fisk.

Planen er ikke tosset og den synes også underbygget af fakta. Også fordi hele sandart sagen er meget kostbar og de nødvendige investeringer dertil ikke til at få på et bæredygtigt økonomisk grundlag.

Så hvis KB skal fortsætte, hvad Zhannat nu er åben over for, også fordi det kræver utrolig meget af AT at få KB solgt, det er en kompliceret affære på langt de fleste områder, bliver det med ny ledelse.

Så Zhannat og Djambul fik mig næsten overbevist og vi lagde planer for hvorledes de kunne præsenteres for AT’s bestyrelse og formand.

9.9 Der er afgang kl.7.00 med kurs mod Raim hvor vi ankommer før frokosten. Det viser sig at færgen som fragter folk over floden var gået i stykker og derfor måtte vi fragtes over i meget små pramme – et kosteligt syn.

I Raim står medlem af AT’s bestyrelse Adilshan for alt denne dag. Først fik vi frokost som denne dag består af en 30 kg. kogt saltet malle med pasta. Kasakherne holder meget af kogt malle som er en meget fed fisk. Stor klumper af mallefedt lå ”indbydende” på fadene mellem de store stykker kogt fiskekød. Jeg synes kødet kan spises, men dette mallefedt kunne jeg simpelthen ikke klare. Derefter var der te med det helt store tebord.

Derefter et kort bestyrelsesmøde før generalforsamlingen kl. 15.00 som vi stod klar til i det nye flotte kulturhus i Kyzylzhar. Men udover os ca. 15 deltagere var der ikke ankommet andre kl. 15.00. Vi ventede og sendte og sendte gesandter ud i alle retninger for at høre hvor fiskerne blev af.

I Kyzylzhar var fiskerne samlet om brandtomter fra nattens brand i 3 huse, og de mente de måtte blive der for at holde vagt. Men de blev dog overbevist om, at det skulle gå med et par brandvagter og langsomt kom de dryssende. Det samme gjorde fiskerne fra de omkringliggende landsbyer og kl. 16.30 kunne vi komme i gang med 35 registrerede deltagere.

Der var en god stemning uden dog at nå de store højder og der blev valgt delegerede til Aralsk generalforsamlingen efter at forsamlingen havde hørt og accepteret formandens, direktørens, direktøren for KB, revisions og den danske koordinators beretninger. Projektet gav kolde øl til fiskerne og det tilbud blev meget godt modtaget og fuldt udnyttet.

Aften og nat blev gennemført i Adilshans hus med en kogt hest og dans i gården til sent ud på natten.

10.9 Afgang mod Bugun og da færgen ikke virkede, var det samme vej tilbage. Dengang var vi 8 mennesker i den mindste pram jeg har været i. Det er en gåde hvorledes han fik os roet over floden, med nogen strøm, uden kæntring, men det skete.

Til Bugun ankommer vi selvfølgelig til frokost hos Askebiek som først fik et møjfald af sin kone fordi han lige var ankommet fra byen og han havde glemt at fortælle hende, at der kom 15-20 til frokost og middag denne dag.

Men det gik alligevel og kl. 15.00 var vi klar i Buguns kulturhus til generalforsamlingen. Men også denne dag uden at der var dukket fiskere op kl. 15.00. Der sad dog en del fiskere ned ved vores modtager station og de kunne berette at de ventede på fiskerne fra de omkring liggende byer.

Hen ad kl. 16.00 begyndte de at ankomme og kl. 17.00 da vi gik i gang var der knap 60 registrerede fremmødte AT’ medlemmer og Buguns nye akim som gæst.

Udmærket generalforsamling som fik beretninger og valgte delegerede. Valg af delegerede foregår ved at hver 10 deltagere vælger en delegat.

Heller ikke på dette møde fik vi diskuteret KB’s fremtid. Men på et møde mellem præsidenten, Zhannat og mig gjorde præsidenten os klart, at han ønskede KB solgt så hurtig som muligt. Han var meget glad for at jeg havde taget den beslutning og at jeg havde fortalt Aksabak det i sidste uge. Så nu ville han gerne have KB solgt. Jeg pressede lidt på for at få hans forslag til hvordan KB kunne drives indtil dette salg, eller rettere sagt om vi ikke skulle lave en aftale med Aksabak om det?

Det mente han bestemt ikke. Aksabak og Alim måtte ud nu og så må salget i gang. Jamen indvendte jeg salget kan jo godt tage noget tid. Det mente han ikke fordi Amanbai ville køre KB. Det viste vi jo ikke og heller ikke til hvilken pris osv. Vi havde forstået at Amanbai var interesseret, men ikke at han var klar til det.

Det kunne vi ikke komme meget videre med, men i hvert fald blev Zhannat og Djambuls forslag uden forbehold forkastet af præsidenten – han vil have solgt KB, således at AT kan koncentrere al energi i og omkring fiskeriet og fiskerne.

Bortset fra usikkerheden om hvor langt præsidenten er inde i og over Amanbais forestående opkøb af KB, så synes jeg også bedst om planen for at få solgt KB så hurtig som muligt og penge og det udstyr som ikke kan sælges (det danske udstyr som er sendt til fiskerne som ”humanitær hjælp”) kanaliseret over i en fond til støtte for fiskerne og deres familier.

Efter generalforsamling var der en kogt ged på programmet og vi var hjemme i Aralsk godt midnat. Den nat temperaturen på den gode side af 30 plus grader.

11.9 Formiddagen blev brugt på møder med ansatte og bestyrelse og Amanbai. Efter frokost afgang til Djambul og generalforsamling der.

Den forløber som de andre steder, ca. 30 deltagere og de blev orienteret om hvordan det står til i AT og KB samt vore planer for fremtiden. På denne generalforsamling sagde jeg for første gang offentligt i en større kreds, at jeg på det foreliggende, måtte anbefale, at KB blev solgt så hurtig som muligt. Der var valg af delegerede og derefter gav projektet kolde øl til deltagerne en plan som altid bliver vel modtaget af fiskerne. (der er sket en betydelig udvikling i fiskeriet hvad angår øl. Tidligere drak fiskerne aldrig øl, fordi en flaske øl kostede mere end en flaske vodka. Øllet er blevet lidt billigere end vodka, men det er ikke hele forklaringen, den ligger nærmere i den velstandsstigning som fiskerne har været ude i de sidste 5 år).

Derefter var der et får og stort te bord i Salgasbays hus. Afgang til Aralsk sent denne nat.

12.9 Forberedelse til generalforsamlingen foregik hele formiddagen i en meget trykket stemning i bestyrelsen. Vi fik nu forelagt Amanbais plan for fremtiden som i det store hele gik ud på at hab overtager ledelsen af KB som forvalter og han betalte en sum på ca. 3 mio. Tenge til AT hvert år. Denne og 2 andre alternativer blev diskuteret. Det var ret voldsomt også fordi Aksabak bestemt ikke var stemt for at forlade direktørposten.

Bestyrelsen kunne ikke sige til Aksabak at hendes tid var forbi, det måtte jeg som koordinator gøre, da det var projektet som i 2003 tog initiativet til at få oprettet KB, efter rådgivning fra den daværende bestyrelse og præsident som var Aksabak dengang.

De ville hårdt presset og til nød gå med til, at anbefale i stedet for at rådgive projektet denne gang og aftalen blev så, at vi fra dansk side skulle fortsætte projektet efter aftale med Danida til juni 2008 og så derefter tage stilling til salg af KB el. fortsat drift.

For der kunne ikke samles et flertal i bestyrelsen for salg af KB her og nu. De eneste der gik ind for den plan var præsidenten og Zhannat. Alle andre var imod. 2 af fiskerne ville fortsætte så godt det kunne med Aksabak som direktør, de 3 andre og herunder også præsidenten, hvis KB ikke skulle sælges, gik ind for at sætte Amanbai i direktørstolen.

Efter hårde forhandlinger blev der vedtaget, at foreslå generalforsamlingen at skifte Aksabak med Amanbai. Under disse forhandlinger var der mange ledende fiskere (delegerede) inde i diskussionen og ingen af dem støttede Aksabak, alle ville have Amanbai. Et alternativt forslag fra Zhannat og mig om at forsøge et år med Djambul som direktør og hans planer for salt og røget fisk, blev fejet af bordet. Ingen ønskede den løsning.

Så vi gik til generalforsamlingen med vores forslag. Der deltog de ansatte fra KB, ca. 40 og de delegerede, plus fiskere som var i byen.

De ansatte forsøgte med mange indlæg at få ændret bestyrelsen anbefalinger, men det lykkes kun så langt at bestyrelsen lovede at fortsætte diskussionen med Amanbai samme aften for dagen efter at vende tilbage med et mere detaljeret projekt. For fiskerne var ikke til sinds at ændre deres beslutning om at udskifte Aksabak med Amanbai blot fordi Aksabaks støtter i KB ville det.

Det blev endnu en hård diskussion og den sluttede først hos Zhannat og et kogt får sent den aften. Meget af diskussionen handlede om at få afsluttet Aksabaks tid som direktør på den mest skånsomme måde. Med det var svært for Aksabak kunne ikke acceptere beslutningen også selv om Amanbai lovede, at KB ville fortsætte som i dag med de samme ansatte, herunder også med Aksabak som direktør for den daglige drift hvis hun ønskede det. Det ville hun ikke, hun ville tage de ansatte som ville med hende (og det var alle sagde hun) over i Aimbetovs nye virksomhed når den blev klar, dvs. tilbage til den gamle Aralrybprom som nu er under genopbygning.

Det helt store problem er, at Aksabak og hendes folk har gjort et godt stykke arbejde i de sidste 5 år, men de blev også lidt for grådige. Det er OK og i overensstemmelse med kasakhiske traditioner at lederne søger for at få lidt mere til sig selv end blot lønnen. Men Aksabak har mistet fiskernes tillid fordi hun og specielt hendes broder Alim tog for meget og gav for lidt til fiskerne. Dette samt at hun åbenbart ikke taler pænt til fiskerne, dvs. hun siger grimme ord, gør at fiskerne ikke længere vil sælge deres fisk til Aksabak som de siger. De vil gerne sælge til KB, men ikke til Aksabak og det er selvklart et alvorligt problem.

Og så det helt overskyggende problem, at bestyrelsen ikke vil tage ansvaret for KB, fordi som de siger, vi var ikke med i den beslutning tilbage i 2003, det var projektets beslutning, godt nok efter rådgivning fra den daværende bestyrelse, men da med Aksabak som præsident.

Så aftalen indebærer at projektet tager ansvaret for at fyre Aksabak og ansvaret for at give ledelsen til Amanbai, men denne gang efter indstilling fra bestyrelsen og så vil bestyrelsen tager over hvis det går godt med Amanbai, hvis ikke så sælges KB så hurtig som muligt og værdierne går ind i den almennyttige fond der nu oprettes til at overtage de værdier som findes i projektet og som hidrører fra de såkaldte humanitære transporter, dvs. udstyr som ikke er udleveret til de enkelte fiskere, dvs. først og fremmest de 8 kølecontainere, de mange generatorer, det ret omfattende udstyr på KB som ikke er nagelfast osv.

Alt dette udstyr skal og må ifølge lovgivningen i Kasakhstan ikke gives til kommercielle aktiviteter, men skal enten udleveres til de enkelte fiskere, eller også forblive i AT’s økonomiske balance.

Denne indstilling har efter min mening en betydelig værdi fordi bestyrelsen er den samme indtil efteråret 2008 og beslutningen om enten at fortsætte KB med Amanbai eller salg tages inden sommeren 2008.

13.9 Møderne starter meget tidlig og fortsætter med erklæringer fra Amanbai om hans strategi og planer med de ansatte. Han holder fast i det lovede og at han vil udbetale mindst 3 mio. Tenge til AT og han vil investere mindst 50 % af hans profit i KB og han vil aflægge rapport hvert kvartal.

Efter frokost som projektet igen var vært for, var det ud til KB. Her var man hele tiden blevet holdt underrettet om forhandlingerne så vores præsentationer kom ikke som den store overraskelse. Men vi blev mødt med stort opsatte forsvarstaler og breve fra de ansatte som priste Aksabaks arbejde.

Det hele var dog nu rettet mod den nye direktør som offentligt blev presset til at love dem det han havde lovet bestyrelsen samt også, at de ansatte der boede langt fra KB fortsat ville blive transporteret til og fra arbejde og at han ville kikke konstruktivt på et løfte fra Aksabak til de ansatte om lønstigninger når sæsonen 2007/2008 startede her og nu.

Sæsonen er startet mange steder og da det er blevet lidt koldere om natten er der også ved at være tegn til fisk. Men KB modtager ingen fisk andet end de fisk som de mange forretningskvinder bringer til KB, ikke for salg, men for oplagring til videre salg i KB’s køle og frostrum.

KB selv har ikke modtaget en eneste fisk endnu denne sæson.

Måske også derfor fik Amanbai pludselig ”problemer” med et par tons fisk og en lastvogn der strejkede. I hvert fald spurgte han om han måtte indfryse fisken i KB også selv om han formelt ikke har overtaget driften af KB. Det fik han lov til og arbejdet med at indveje og vaske fisken blev det første arbejde som de ansatte lavede med fisk denne sæson. Og da lasten hovedsageligt bestod af store flotte sandart, havde det bestemt en virkning hos KBs ansatte, her var en mand som også kunne skaffe fisk.

Med Amanbai ved roret råder KB og Kazalinsk frysehuse over 5 af de vigtigste områder i Aral. Lille Aral er opdelt i 10 områder som hver ejer skal betale 2 mio. tenge/år for at udnytte. Og med Akbastys område på vej til Amanbai, samt 4 store søer ved Baytak er Amanabai nu helt afgjort den der i de to regioner råder over langt det meste fiskevand. Tilbage har Aimbetov to områder, og ATs præsident en som måske også overgår til Amanbai og et område som hører til den nye virksomhed i Kazalinsk.

Så den nære fremtids kamp om ressourcerne kommer til at stå alene mellem Aimbetov som også råder over Kampaz og andre indsøer og Amanbai. Og så de forretningskvinder og andre interesser fra andre steder i Kasakhstan som er i områderne for at købe sorte fisk direkte fra fiskerne. En handel som i tons er mindst ligeså stor som den hvide handel.

14.9 Hele dagen var afsat til mødet med de ansatte i AT og til økonomisk status. Den økonomiske status med vores nye bogholder, som har været ansat et års tid og også tidligere været ansat i kortere tid, forløb eksemplarisk. Alt var timet og tilrettelagt, jeg fik øjeblikkelig de udskrifter jeg havde brug for og forevist de bilag jeg gerne ville se. Der var klargjort mapper med kopier af alle bilag, flot arrangeret i to måneders mapper til at bringe til DK.

Under mødet med de ansatte fik vi først samling om næste års strategi og prioriteringer. Der var god samling om den sag. Derefter lagde vi et budget (se noter og referat) og dette budget balancerer på ca. 3.6 mio. Tenge, dvs. mere end en halvering i forhold til tidligere år. Det betød store besparelser på uddannelse, seminar og det biologiske program blev lagt på hylden. Det samme gjorde den avis som satte i gang sidste år. Jeg beklagede dette valg, da jeg mener at informationer til fiskerne er vigtige. Men AT havde foretaget en lille undersøgelse af udbyttet af denne avis og den viste at fiskerne ikke tog særlig notits af avisen som udkom engang hver måned. Det synes ikke den havde særlig værdi for dem, så den blev lagt på hylden og dermed kunne vi afskedige Akmaral.

Aksabak blev også afskediget som projekt ansat og de to afskedigelser samme med lidt mindre reduktioner gav en samlet besparelse på lønnen på 1 mio. Tenge. De andre 2 mio. hentede vi i de dyre seminarer og i reparationer af kontoret bog indkøb af elektronisk udstyr. Nu er kontorerne også flotte og indretningerne helt i orden, og der købt nye computere og printere til afløsning for de danske udsendte gamle af slagsen. Desuden var der besparelser på de ansattes rejser, men stigninger til rejser og møder for bestyrelsen. Og så blev det aftalt at AT skulle bruge meget mere energi på at få udviklet og ansøgt om støtte til konkrete projekter. Det kunne give lidt ansatte og en bedre driftsøkonomi.

Derefter var vi ude hos Akmaral for at give hende den kedelige nyhed. Hun har barsel orlov for tiden og selv om hun og hendes familie ikke har økonomiske problemer så var hun ikke tilfreds med vores afgørelse, men som hun dog til efterretning. Med løfter om at hun ville gen ansat i forbindelse med nye projekter som AT forhåbentligt snart får søsat.

Jeg havde inviteret til middag i Oronduks hus, en middag for alle ansatte og de af bestyrelsen som var i byen og vi havde også inviteret den lokalt berømte sanger og harmonikaspiller Mukthar fra Raim til selskabet.

Det blev en fantastisk aften og nat (vores tog afgik fra Aralsk kl. 5.00) og alle holdt ud til den tid også selv om alle var lange i blikket. Jeg stod som vært og det betød at jeg måtte stå op det meste af festen og sørge for at alle havde det godt og noget i glassene. Det tog et par talers tid inden gæsterne havde accepteret mig i denne position. Men det blev en sangaften uden lige. Mukthar sang og spillede den ganske nat kun af brudt af korte indlagte dumbra stykker fra deltagerne.

Mukthar er projektets leverandør af musik og sang til vores film og denne aften fik han lidt løn for sin store indsat, da projektet betalte ham 17.000 Tenge/100 EURO.

Der er også sket en betydelig og mærkbar udvikling hvad angår projektets betalinger for ophold og andre services i Aralsk. Tidligere var det umuligt at betale noget for mad og ophold og andet personligt. Det er ændret nu og det synes jeg også giver de danske deltagere en mere afslappet tilværelse her i regionen.

Når vi f.eks. opholder os ude i landsbyerne så aftaler AT en pris med det hus vi bor i og kørsel betales også kontant selv små ture. Vi betaler ex. 2000 Tenge pr. døgn for at bo hos Oronduk og Samat for ophold, mad og tøjvask. Til festen denne aften havde jeg givet Oronduk de 15.000 Tenge hun havde bedt om til køb af mad og drikkevarer for over 20 deltagere, så inviterede hun nogle naboer og de stod for det hele mod at modtage det blev tilbage og det er ikke så lidt efter en kasakhisk fest.

15.000 Tenge lyder af mange penge, men det er mindre end 100 EURO, dvs. mindre end hvad det koster at bo på et hotel i EU en nat, vel at mærke uden mad og drikke.

15.9 på vej til Almaty

16.9 ankommer til Almaty 1 kl. 13.00. Det er søndag og hviledag.

17.9 Der er aftalt møder med den direktør for en fremtidig fiskerivirksomhed i Aralsk, ATMENKEN som jeg ikke fik talt med inden Aralsk. Desuden skal vi møde en sagfører og vores revisor. Afslutningsvis har vi et godt og fremadrettet møde med et mindre investeringsselskab SEAF som udspringer af CARE som sammen med kasakhiske investorer investerer i den kasakhiske fødevareproduktion. De har serøse ønsker om at investere i Kambala Balyk og den 6/10 drager en delegation ud til Aralsk for flere forhandlinger om den sag.

Aftenen var vi vært for en lille middag for Zhannat og nogle af de folk som hjælper og støtter os i Almaty.

Der er afgang fra Almaty mod Frankfurt kl. 3.00