Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

Fra Kattegat til Aralsøen fase 3

Dagborg fra ophold i Aralsk i perioden 20.feb. – 13. Marts 2000

Kurt Bertelsen Christensen

Mandag den 21.2

- Lidt om ankomsten til Almaty;  togrejsen til Aralsk herunder indtryk fra turen og en diskussion med Claus

Kl. 00.45 landede British Airways Boing 767 fra London i Almaty Lufthavn, ombord var foruden mig også Henriette og Claus, to russisk studerende som helt frivilligt havde sagt ja til et halvt års ophold i Aralsk regionen. 

I forhold til tidligere ture med BA er der nu blevet til et lidt mindre og mindre luksus præget fly uden personlige tv-skærme og telefon, men et mindre fly er nu også mere i overensstemmelse med antallet af passagerer. For antallet af passagerer, også i forhold til de ca. 280 som kan være ombord på dette fly, er ikke blevet forøget i forhold til tidligere - her ligger sikkert forklaringen på nedgangen til et mindre fly.

Efter at vi havde fået udleveret vore visa i lufthavnen modtog Backlan os og kørte os ind til Nadiya. Aman, Makhambets nevø kørte os i Makhambets gamle bil.

Mht. visa i lufthavnen, blev det faktisk en udmærket måde at få indrejse på. Det tog lidt tid, men på intet tidspunkt var der optræk til alvorlige problemer. De kostede lidt mere end der hjemme, 75 US$, men i forhold til det arbejde der skal ydes for at få visa i København så synes denne metode bedre. Blot skal vi huske på at invitationen som ligger i lufthavnen skal gælde en såkaldt officiel indrejse, d.s. at som i vore tilfælde så havde Arkimen i Kyzylorda inviteret os. Det betyder at de dansk projekt deltagere i fremtiden må inviteres igennem de officielle kanaler i Aralsk og Kyzylorda.

Hjemme hos Nadia fik vi te, mad og megen snak. Kl. 5.00 gik vi til køjs. Backlan og Aman afhentede os kl. 13.00 for at vi kunne komme med toget til Aktubinsk via Aralsk som af gik kl. 14.00. Forinden skulle vi have vekslet nogle $, men det blev blot til 1000$ da vi tømte bankens beholdning.

Turen til Aralsk, hvor vi ankom den 22.2 kl. 21.30 blev meget fredelig. Vi fik talt en del om de opgaver vi skulle have løst, men først og fremmest brugte jeg tiden på at få opbygget en hvad jeg vil kalde ”vidensballast” hos Henriette og Claus omkring de forhold de skulle leve under de kommende måneder. Og bortset fra lidt uro omkring opbyggelsen af Claus og Henriette gik turen fint og jeg er sikker på at Henriette og Claus bliver en god forstærkning af projektet og at de selv vil komme til at få en god oplevelse med deres ophold i Aralsk regionen. De er søde og venlige og de står også godt til hinanden.

Tirsdag de 22.2

- Ankomsten til Aralsk og lidt nyheder Aral Tenizi

I Kyzylorda møder vi færgemanden fra Raim og lederen af det økologiske institut i Kazalinsk Askar og vi fik talt lidt sammen inden de stod af i netop Kazalinsk. Jeg gav færgemanden en lille gave som han skulle give til Daukara og jeg lovede at vi kom på besøg i Raim denne gang.

KL. 21.30 ankom toget til Aralsk og vi blev modtaget af en mindre delegation med Zhannat i spidsen og fragtet til kontoret hvor en heldigvis beskeden velkomstmiddag var klar. Kl. 24.00 sagde man farvel og Henriette og Claus blev indlogeret på det hotel de skulle bo på til på torsdag og jeg gik til køjs i lejligheden. Under middagen fik vi talt lidt om løst og fast men meget om den tragiske drukneulykke på Kampaz, hvor 6 af vore støtter satte livet til. Alle 6 var tilsyneladende kommet ud af bilerne, men fordi disse, ved farten og ved strømmen havde kommet et langt stykke ind under den faste is, havde de ikke kunnet finde hullet, også fordi der er megen vegetation og meget usigtbar. Det sluttede man ud fra at både Backhit og Ascock blev fundet uden overtøj og støvler, nu var alle blevet fundet.

Den sidste man fandt efter 10 dages eftersøgning, og efter at dykkerne for længst havde opgivet, var Djambul akimens søn. Han havde sammen med fiskere fra Djambul været ved søn for at lede hele tide. På den 10. dag foreslog man akimen at få tilkaldt en Dumpra spiller fordi sønnen selv holdt så meget af at spille på Dumpra.

En sådan blev hentet ned til søen og efter det første nummer fik man øje på sønnen der dukkede op tæt ved sivene. (Som hans far senere beskrev det for mig så kom sønnen stigende op til overfladen alt imens Dumpraen spillede, og alle der var ved søen så dette ske).

Vi fik også at vide at de ansatte i fællesskab havde besluttet at Misha måtte forlade arbejdet fordi han endnu engang var mødt fuld på arbejdet. Man havde så haft nogle stykker på prøve som kontoransvarlige og i øjeblikket er Backhit på en måneds betalt prøve i faget. Han er uddannet i Almaty med speciale i computere – så det bliver spændende at se hvor meget han kan på dette område.

Desuden havde man opdelt Nurzhans stilling med en ung mand som tager sig af opvarmningen og andet under Nurzhans ledelse.

Onsdag den 2.3

– besøg hos de sørgende familier og lidt tankevirksomhed herom

Dagen startede med relativt uformelle møder og samtaler med folk på kontoret og der blev lagt lidt planer for de kommende dage. Bl.a. skulle vi samme dag vise vores respekt for de dødes familier og der skulle være et møde med akimen. Vi besluttede også, at første tur skulle gå til Tastubek, for at deltage i begravelsen af vores gamle bedstemor, SanSans ”mor” og for at hilse på Djambul akimen som også mistede en søn i Kampaz. Vi ville også se på fiskeriet som ifølge Tolagay gå udmærket ved Tastubek, hvor over 40 fiskere skulle være i gang, dette og en foreløbig undersøgelse af hvor vi skal opstille frysecontaineren blev målet med denne tur. Henriette og Claus besluttede sig for at blive i Aralsk også fordi de var blevet udpeget til at sidde med en dommerkomite i en skole hvor der blev afholdt en konkurrence i engelsk

Vi vil så være tilbage fredag eftermiddag og det ser ud til at vi må bruge en UN jeep selv om det er blevet dyrt ca. 75 – 100 $ per tur uden for Aralsk. Også derfor har vi nu fået sat gang i Askar og Umasak så de får indhentet gode tilbud på jeeper. Denne måtte vi gerne have købt inden søndag hvor der er en længere tur til Akbasty via Akesbe.

Hele UN holdet kom og bød velkommen og det samme gjorde Zaulkhan som også tog sig tid til at fremlægge en større plan om et fiskeri efter skrubber i Lille Aral som han mente skulle i gang dette efterår. Et fiskeri som efter hans mening ville kunne indbringe en fangst på i alt 1500 tons højkvalitets skrubber, blot skulle der bruges nogle garn og nogle frysehuse og så selvfølgelig Zaulkhan til at holde styr på det hele. Denne plan ville han meget gerne have en halv dag til at få forklaret os – nu for vi se.

Brigade leder Dilzhanov Jacsilik fra Bugun fik os overtalt til at yde en kredit på 30.000 til indkøb af en motor. Han lovede at tilbage betale inden 3 md. og da han ikke har nogle udestående blev denne kredit ham givet, også fordi han havde gode argumenter. Han var netop kommet til Aralsk med 600 kg. Skrubber som han havde afleveret i Karrasir-Kazi. Men fordi alt på virksomheden var gået i stå kunne han ikke få betaling for disse og andre fisk han havde leveret. Han skulle nu have leveret fisk for i alt 60.000 tenge lige nok til at kunne få en af Bakhits både med motor. Han havde meget brug for denne båd og med de 30.000 kunne han købe motoren som står her i Aralsk og båden ville han kunne hævde brugsretten over, denne stod i Bugun. Aftalen blev indgået mellem ham og Aksabak og i morgen kl. 10.00 kommer han på kontoret til et interview.

Eftermiddagen gik med besøg hos Bakhits og Achocks familier. Et besøg af denne art foregår på følgende måde: Man har givet besked til familierne om at nu kommer – i dette tilfælde Kurt – med en gruppe kvinder fra foreningen for at vise vore respekt. På vejen derhen gør vore kvinder sig klar ved at småsnakke, blive nedtrykte og sorgfulde.

I huset bliver vi vist ind i grædestuen hvor der sidder en gruppe kvinder 10 –15 og når de hører at vi kommer ind i gangen, sætter de straks i gang med at græde, en gråd som tager til i styrke, for så at bryde helt ud nar vi træder ind i stuen. Jeg sætter mig ned i midten af rummet, nu også nedtrykt, hvor mine medkvinder går i gang med at trøste. Det foregår ved at de sætter sig på knæ ud for først moderen, hustruen og søskende o.s.v. alle græder nu meget højt og tårerne løber frit. En kvinde, hustruen eller moderen, bryder pludselig ud i en lang klagesang/bøn som fortsætter indtil de andre  begynder at fortælle/formane hende ved små sætninger om at Guds veje er uransagelige og at Gud altid tager de bedste fordi han har brug for gode folk og at det ikke kunne være anderledes. Hvis klagesagen så ikke begynder at ebbe ud, begynder kvinderne at lægge vægt i ordene, og man kan se på deres øjne, at de nu bebrejder den syngende/klagende at hun ikke tager Guds vilje til efterretning – selvfølgelig forsøger de alle ved omfavnelse at trøste den klagende med hun må også tage dødens faktum og derfor guds valg til efterretning.

Når der faldet lidt ro over gruppen – også ved at der har vist sig en mand i stuen – bl.a. for at beskytte den mandlige gæst og for at inviterer på lidt mad, siger jeg på dansk en bøn for Bakhit og hans familier og går ind til mændene. De er også meget nedtrykte, nogle græder og mange har grædt og i hvert fald presser og gnidder de hænderne i øjnene så ansigterne ser meget rede og ophovne ud - men i dette tilfælde havde de jo også været i gang 2 uger.

Efter lidt mad beder en med forstand på koranen en bøn som adskiller sig fra de bønner vi kender efter maden. Denne foregår som en slags messe med den afdøde og de efterladtes navne i centrum.

Derefter en kort tur tilbage til grædestuen hvor vi siger tak og “schakce” utallig mange gange – nu er alt godt for dette besøgs vedkommende og man kan så vente på det næste. Og de kommer en lind strøm, hos Bakhit overtog vi den bil som det nye hold ankom i - her mere end 14 dage efter at Bakhit druknede. Næsten samme sene udspillede sig is Aschoks hus blot et lidt fattigere hus.

-     ovenstående fremstår måske lidt overfladisk og måske også lidt kynisk, men sådan bør det ikke opfattes. Der er en meget dyb sorg i hjemmene, men modsat vores ide om at vi skal og må fatte os i sorgen, så lader man her sorgen få lyd og tårer. Det forekommer en underligt, fordi det er et teater, hvor alle spiller de roller de skal. Havde det hele forgået uden lyd, var der som ingen vesterlændinge, der ville gøre anstand, men fordi man “tager sådan på vej” i så ufattelig lang tid, 100 dage skal de kunne stille op til denne omgang gråd, så virker det meget fremmet. Selvfølgelig er der en betydelig forskel på dybden af dette i forhold til om det er en meget gammel som er død eller en ung, men opstillingen er den samme.

Samme aften gik med et besøg i et hus som Henriette og Claus måske skal leje og derefter et bad.

Samme aften sad jeg et par timer på kontoret for at få skrevet nogle mails. Men jeg gennemgik også alle de mapper som er blevet opstillet og skuffer som er blevet fyldt i skabe og arkivskabe. Det er et imponerende stykke arbejde der er blevet lagt i at få opbygget en mappe til hver sag – og der er jo mange – hver eneste stor eller lille gruppe af fiskere som har fået et eller andet, ned til den mindste detalje, er skrevet ned i den dertil gruppen hørende mappe eller skuffe. F.eks. er det taget billeder af de mange fiskere som har fået udleveret tøj og andet personligt udstyr. Det er allerede nu en imponerende samling billede dokumentation af fiskere og hvor de hører til. Dette med at få organiseret og opbygget et fornuftigt kontor og registrering det er noget man fik lært i Sovjetunionen.

Torsdag den 24.2

– indtryk fra arbejdet i Aral Tenizi, interview med 2 brigader, garnfiskeri på is og opstarten på en begravelse i Tastubek

Her til morgen gik jeg på kontoret ligeså snart der kom strøm kl. 6.30. Vagtmanden er meget søvnig, han plejer først at blive vækket af Talgat kl. 8.00. Talgat går i gang med at fyre op under det centralvarme system som Nurzhan har fået installeret – et system som fungerer utroligt godt. Det er indrettet i det komfur som stod i lejlighedens køkken som nu fungerer som et bryggers. Komfuret tømmes for aske – og der er meget aske og hele operationen tager en times tid.

Kl. 8.30 ankommer en kone som fejer og vasker gulvene samt lidt anden rengøring – det tager også en times tid. Kl. 9.00 ankommer Bakhit – den kontoransvarlige og Nurzhan som pedel og ansvarlige for de fysiske omstændigheder i og omkring kontoret. Kl. 10.00 ankommer så kvinderne og dagen starter. Fiskerne kommer for at få ordnet de ting de skal have ordnet, betale lidt kredit eller hører til hvordan det hele kører. Alle kvinderne skal have udfyldt nogle papirer som skal ind i de dertil hørende mapper og kl. 12.00 er der frokost til kl. 14.00. kl. 16.30 senest kl. 17.00 er de fleste gået hjem.

Det er jo ikke nogen lang arbejdsdag ca. 4-5 timer, men det er altså længden på en arbejdsdag i Aralsk. Om den er for kort eller den ikke er tilstrækkelig effektiv er det for tidligt at sige noget om, da dette alene afhænger af hvor meget kontakt de ansatte har haft til det praktiske fiskeri i perioden siden oktober 1999 og frem til nu, den samme periode hvor kontoret virkelig har fået form og indhold. For ser man udelukkende på den mængde papir der bliver produceret og de systemer der opbygges, synes det som om at der bliver arbejdet for sagen.

Kl. 10.00 interview med Dilzhanov Jacsilik, brigadeleder Bugun

-     ovennævnte fik kredit på 30.000 t til køb af motor mod at kreditten blev tilbagebetalt inden 3 md.

Interviewet:

-     siden sidst: ingen forandringer i antallet af fiskere og fartøjer

-     fiskeri: start slutningen af okt. 1999 = 14 fiskere fangede i alt 10,8 i en 20 dages periode. I starten af nov. Var fiskeriet meget dårligt. Fangsten bestod af 4,5 tons skrubber og resten i rundfisk fanget i deltaet.

-     Man startede ved Shagalalif-Kair men han mente at det magre resultat skyldes det ferske vand som strømmer ud fra Karasalansøen. Derefter flyttede de mere mod nord til Akbike som ligger ca. 25 km nord fra Kone-Bugun, et sted hvor brigaden også har fået bygget sig et hus. Huset blev bygget i september 1999 og dengang var der ca. 1 km til vandet og i følge Jacsilik er der ikke sket de store forandringer siden huset blev bygget mht. om vandet er trukket mere tilbage. I de varme perioder kan mudder være et stort problem, idet mudderet til tider kan have en udstrækning på mere end 300 meter.

-     De 4,5 tons skrubber var blevet afleveret til Kazir til en pris på 20 tenge udbetalt i produkter – bl.a. en båd med motor. Prisen er netto prisen d.s. en reel pris på mellem 35-40 tenge/kg

-     Han har ikke mistet nogle af de 50 dk. net, men han kunne godt bruge flere, da de han har kun rækker til ca. 5 mands arbejde. Han her meget brug for tov til hans vodfiskeri

-     Vi aftalte at han og Zhannat får udfærdiget et specielt brev til brug for henvendelser til støvlefabrikker, et brev som tydelig redegøre for de vanskeligheder de kzakiske fiskere har med at komme ud til deres både p.a. mudder.

-     På spørgsmålet om hans synspunkt mht. hvor vi skulle opstille en frysecontainer tænkte han meget over det. Men han mener, ikke overraskende, at den bør opstilles ved Akbike. Efter lidt studier synes det som om at stedet bør ligge ret øst for Akbike relativt tæt på vejen til Bugun. Men dette skal undersøges meget indgående.

Kl. 12.00 går turen til Tastubek via Djambul

Aksabak, Zhannat, Nurzhan og Djambul den til lejligheden hyrede chauffør, startede på turen kl. 13.00. Vi blev enige om at fravælge UN jeepen også selv om vi meget gerne vil køre med UN chauffører, men de er simpelthen blevet for dyre. En privat jeep som denne – der i øvrigt er næsten ny, d.s. med en meget bedre affjedring end de ældre UN biler koster i leje 2000 tenge/døgn + benzin. Det er betydelig billigere end UN som nu opererer med en pris på 75$/døgn når man kører til og fra Aralsk eller man i det hele taget kører det meste af dagen. Det koster så 15$/dag når man kører inden for en by, Aralsk, Kazalinsk m.m.

En time senere nåede vi frem til Djambul – akimens hus, vi skulle jo vise vores respekt for familien som havde mistet en ung søn i Kampaz. Inden for døren sad akimen, en mand som jeg jo kender meget godt, idet han var en af de første personer som jeg fik kontakt med i 1991. Han var, selv nu 14 dage efter, synligt meget rystet og han viste os ind i stuen til de grædende kvinder som bestemt ikke havde mistet mælet. Derefter til te og samtale om sønnen og det meningsløse i hans død. Akimen var blevet tynd, lille og indfalden. Han var tydeligvis meget fysisk belastet af sønnens død. Men han fortalte meget om denne tragedie og han gik i detaljer med hvordan han havde fundet sin søn efter 10 dages eftersøgning – hvor mange havde givet op, og sikkert også for mange efter hans mening.

Efter en times ophold skulle vi videre mod et område syd for Djambul kaldet Bessai hvor Karnalis brigade holder til. Vi samleder Karnali op i Djambul og kørte til fiskepladsen – en udmærket vej med en længde på ca. 30 km.

Ved Bessai har Karnali bygget sig et hus til hans brigade som består af ham selv og hans syv sønner. Et udmærket hus til formålet. Samme dag var ankommet en bus for at købe fisk fra brigaden. Vi besluttede os for et interview, som Aksabak skulle stå for.

Interviewet med Karnali:

-     fiskere: 8

-     net: 36 DK 10 lokal

-     fangstperiode: 6/1 – til nu

-     fangst: 10 tons + eget forbrug på ca. 2 tons

-     indtægt: 2,5 tons til Alycon  = 15 tenge. 6 tons til private købere ca. 30 tenge. Dertil som han sagde skal 7 familier have fisk – og de skal jo også lige sælge et på stykker. Det er vores gæt at brigaden har fanget tæt på 15 tons i de ca. 1,5 md.

-     de kunne sagtens bruge 20-30 net mere, og de kunne også bruge noget reb

-     på spørgsmålet om betydningen af den danske støtte svarede Karnali at inden støtten havde de ingen selvstændig indkomst i de 8 familier. Denne vinter havde vendt op og ned på deres situation – de kunne nu selv disponerer over penge og produkter og han selv kunne bruge tiden på at få fremstillet nye redskaber af de materialer han havde fået fra projektet. Han havde seriøse planer om at anskaffe sig to fartøjer med motorer for at kunne deltage i efterårs fiskeriet. Vi lovede ham fuld støtte når og hvis han fik oprettet sig et kooperativ. Han siger at det vil han gøre og at det skal have navnet ASTA.

Efter te skulle vi ud på fiskeri. Jeg kørte på motorcykel de ca. 2,5 km til søbredden og så gik vi de ca. 2 km ud på isen til enden af brigadens ca. 40 garn som stod direkte ud i søen med et garn mellem hvert hul i isen.

Det virkede meget sikkert at gå på isen også selv om det var tøvejer. Ved det første hul blev der bundet et tov i enden af garnet og ved det andet hul begyndte man at trække garnet op på isen. Dette første garn var et helt nyt hjemmelavet garn af danske materialer og der var pænt med fisk ca. 30 kg flotte skrubber, langt over halvdelen havde endnu ikke smidt rognen, så meget fede fisk, i en overraskende god stand for årstiden. Det er meget tydeligt at skrubbefiskeriet sagtens kan foregå til et stykke ind i marts – hvis man udelukkende ser på spisekvaliteten. Det betyder faktisk at man har ca. 6 md. sæson til at fiske skrubber – 3 md. uden is og 3 md. på isen. Der blev trukket endnu to garn men de var stormasket og i dårlig stand så der blev ikke fanget meget mere end ca. 20 kg i disse to garn.

Under arbejdet ankom 2 fiskere fra RANI kooperativet. De hørte til en gruppe på 5 personer som fiskede under dette kooperativ men de ville gerne være selvstændig – som jeg husker lederen af RANI forstår jeg dem faktisk godt. Vi informerede om vore procedure og fortalte at deres muligheder var de samme som andres og at de skulle tage kontakt til kontoret for konkrete handlemuligheder.

Efter fiskeriet kørte vi mod vest i ca. 30 km over stok og sten og lige før det blev rigtig mørkt nåede vi frem til Tastubek. Efter en kort samtale med en større gruppe fiskere for at aftale et fælles møde den kommende morgen, tog vi hen til SanSans hus. Vi var – igen – ventede og alt var klart og tilrettelagt. Udenfor stod en større gruppe mænd hvoraf en havde styret. Han bød velkommen og fortalte os om dette dødsfald. Derefter skulle vi forbi familiens mænd som jeg jo også kendte – de fik min omfavnelse og så gik det ind til kvinderne. Der var så mange at de fyldte 3 rum hvoraf vi selvfølgelig kun skulle trøste enkelte kvinder i det ene rum, men i alt var der over 50 kvinder i huset.

Efter denne trøstning og en bøn fra mig blev vi henvist til rummet med mænd. Her fik vi talt om denne gamle kvinde og der blev spist og drukket te. Bl.a. fik vi Bismamak af en nyslagtet kamel. Den havde samme morgen måtte lade livet i dødens tjeneste.

Vi overnattede i Abilkans hus og det blev en fredelig nat også fordi vi overhovedet ikke havde rørt vodka på turen.

Fredag den 25.2

– begravelse i Tastubek; Djambul og garnsyning; indtryk fra Aralsk.

Kl. 9.00 blev der afholdt et stor møde mellem fiskerne – dette foregik uden for det nyistandsatte hus fra det fhv. Aralrybprom. Det “ejes” nu af Alycon. Her blev årets program gennemgået med speciel vægt på den fryser der skulle opstilles i Tastubek. Dertil blev der nedsat en gruppe på 6 personer som skulle arbejde på at finde den bedste plads til formålet samt udregne lidt på prisen.

-     gruppen bestod af følgende: Sjalgasbai, Rass, Karishjan, Ablaikhan, Sjemakov (Aralsk brigadier), Rani formanden. De fik ca. 3 md. til opgaven.

Kl. 10.00 startede begravelse ceremonien. Jeg matte ind til den afdøde sammen med et par præster. Dette med at være i rum med den afdøde som lå svøbt i klæder og tæpper tilkom kun de få udvalgte. Jeg blev spurgt om jeg ville se den afdøde og det ville jeg godt. Derefter lagde jeg min hånd på den afdødes og sagde et par ord på dansk.

Derefter blev alle bedt om at forlade huset og stille sig op uden for. Kvinderne ligeved døren og mændene mere spredt på pladsen udenfor. Så kom en større gruppe mand bærende på liget, svøbt og lagt på en båre. Da de passerer kvinderne bryder gråden løs og denne tager til styrke efter som tårerne begynder at rulle. Mandene bærer liget helt ud på pladsen i god afstand fra de grædende kvinder og her på nogle tæpper står en gruppe af gamle mænd. Gruppen med liget placerer sig foran denne gruppe og i en stor rundkreds bagved indrettet de øvrige mænd sig.

En gammel mand fra byen siger et eller andet – jeg er uden tolk, da denne del er fuldstændigt forbudt for kvinde – og derefter svarer alle mændene med nogle få ord og derefter tager præsten over. Han siger meget – og det er meget koldt og blæsende – og derefter må alle ned på knæ. Der befinder vi os længe synes jeg for der skal bedes en del og der skal uddeles penge til ligfølget, d.s. os alle sammen.

Endelig er det overstået og liget bliver lagt på en tæppebelagt lastvogn hvorpå der springer mange mænd og sammen med lastvognen kører andre biler i følget ud til gravpladsen hvor den gamle kvinde anbringes i det hus der er bygget over hendes mand i midten af 80’ erne.

Til afslutning få vi nogle gaver fra den gamle kones tøj- og udstyrskiste. Vi fik stof til foreningen og selv fik jeg en flot kimono. Det er forbundet med en stor ære at få udstyr fra en gammel kvindes udstyrs kiste for dette giver et langt liv. Desuden var der en pakke te som jeg skulle drikke med de danske gæster som havde besøgt huset i Tastubek. Vi sagde nej til det store gæstebud som var under opsejling med den hest som samme morgen er blevet slagtet til lejligheden. Hestekød er det bedste kød med kamel og ko omkring sig. Derefter kommer så får og ged.

I Djambul skal vi bese Karnalis arbejde med syning af garn. Det er meget imponerende. Da han er udgået for skodtråd syer han med en stoppenål og twist garnene fuldstændig som en maskinsyning. På 2 dage siger han kan han færdig montere et garn. Det jeg så var et flot stykke arbejde. Derefter var der lidt tid til nystegte skrubber, brød og vodka.

Kl. 13.00 var vi tilbage i Aralsk og der er nu indgået aftaler med chaufføren om at han tager turen til Akbasty på Søndag. Vi skal to biler afsted, men det ser ud til at være på plads og i orden.

Eftermiddagen blev bl.a. brugt på at få diskuteret indholdt af bestyrelsesmødet i morgen. Claus og Henriette fik afsluttet deres 3 dages dommergerning og bedste engelske bidrag til konkurrencen har bl.a. fået del i de 3000 tenge projektet har doneret til formålet. Claus og Henriette er flyttet i hus til stor fortrydelse for hotellet hvor de bøde. Men de har fundet et mindre og synes jeg udmærket hus – Zhannat er – ikke overraskende - utilfreds med andre end de valg hun har andel i – men Claus og Henriette valgte huset mens vi var i Tastubek og det er jo godt at de nu tager nogle valg. Prisen er også i orden 9000/md.

Jeg fik mig et bad i et hus langt fra min bolig og samme aften spiste jeg et meget beskedent måltid suppe på en cafe. Jeg var lige forbi Claus og Henriette men kunne, selv ikke kl. 21.00, råbe nogen op så de kunne lukke mig ind. Ligesom tilsyneladende den hele Aralske befolkning sidder de ogsaa trygt og varmt indendørs denne vinter. Alt tyder på at befolkningen i Aralsk kun meget meget nødigt forlader huset denne vinters aftener.

Hver aften mellem 21-22 - når jeg ikke gider at skrive mere – går jeg mig en tur i byen. Det er selvfølgelig meget koldt og kulden forklarer vel også meget af gadernes tomhed, men der er efter min mening alligevel få mennesker på gaden. Alle cafeer holder også lukket, det synes jeg er mærkeligt, for da Jesper og Henrik og jeg selv var her til midten af dec. 1998 – hvor der bestemt også var koldt, meget koldere end den vinter – da var der mennesker på gaden og alle cafeer havde åbnet. Jeg skal nu have fundet ud af, om nattelivet er flyttet til et andet sted i byen – jeg synes jeg har set nye cafeer tættere på markedet – eller om dette liv skulle være uddødt.

-     Jeg må helt enkelt have fundet ud af om den aralske befolkning er blevet klogere eller fattigere.

 Lørdag den 26.2

– møder med fiskere; bestyrelsesmøde og referat.

Dagen startede med et mindre møde med vores glasfiber ekspert Miszah som nu gerne ville tale om en brigade af fiskere som han havde under sine vinger. Efter lidt snak frem og tilbage fik vi ham overbevist om at vi meget hellere ville tale om rep. af fartøjer end om fiskeri. Vi fik aftalt et møde torsdag den 2.3

Derefter var det et møde med Makhambetov Abat fra Amantekull. Vi talte også sammen i efteråret, men også denne gang skulle fiskerne få udarbejdet en plan til hvordan de kunne sandsynliggøre et fiskeri i Aral. Der var ikke sket ret meget og vi blev enige om at besøge Amantekull i forbindelse med vores tur til Raim fredag den 3.3.

Derefter var der møder med Sermahanov Appak fra Aralsk. De fisker med en alminimumsbåd fra Ushshoky og det har de gjort siden nytår. De er 4 fiskere og de har fanget ca. 2000 kg i 15 lokale net. Aksabak har givet dem materialer til 5 net og de har fået monteret de 3. De ville meget gerne have nogle flere garn. De har bygget sig et mindre hus ved søbredden og de vil fiske derfra.

Derefter talte vi med Tazhedinov Inkasha – LTD “Izet” og Orinbæv Tleuzhan som også fisker fra Ushshoky. Det blev noget rodet og vi aftalte at aflægge Ushshoky et besøg i forbindelse med vores tur til Raim. Vi aftalte at Sermahanov skulle kører foran fra Aralsk mod Ushshoky da vejen var meget dårlig i den retning.

Bestyrelsesmødet startede først kl. 11.00 af ukendte grunde. Men så kom mødet i stand og der var foruden de ansatte og bestyrelsen ca. 10 tilhører. Tilstede fra bestyrelsen: Karatupov, Murat, Zhuman, Aksabak, Jalgasbay, Kurt.

Fraværende: Zhaulkan som var på tjenesterejse til Akbasty og Saparbai som fiskede i Baytak.

Referent: Kontorchef Bakhit

Tilstede fra de ansatte som deltog i mødet: Zhannat (tolk), Karakoz, Saripa.

Af gæster som deltog i modet skal nævnes: Aryngaziev Sjilkibai, Aknur. Misazh Karateren. Repræsentanter fra Kasier. Claus og Henriette

Præsidenten åbnede mødet med at gennemgå mødets dagsorden som blev:

1.   rapport om vinterfiskeriet og forhold der omkring

2.   økonomisk rapport vedr. Aral Tinizi

3.   rapport fra projektet “Fra Kattegat til Aralsøen – 2000”

4.   evaluering af resultaterne siden sidste møde og perspektivering

5.   eventuelt

Mødet ville vare hele dagen med en frokost fra 13-14.

Præsidenten indledte med at ønske alle venner i Danmark et godt årtusindskifte og derefter mindede vi de 6 der var druknet ved 1 min. Stilhed

Præsidenten udfyldt pkt. 1 ved at konstaterer at han havde modtaget rapport fra de ansatte mht. vinterfiskeriet som satte i gang i 2 uge af jan.

Siden sidste år var der en fremgang på mere end 50 % i fangsten af såvel skubber som ferskvandsfisk. Der var i denne ca. 1 og en halv md. blevet fanget ca. 87.000 kg skrubber og ca. 130.000 ferskvandsfisk af de fiskere som var tilsluttet Aral Tinizi. Dertil skulle læges fangsten fra brigaderne i Akesbe og 2 brigader i Karateren. For disse 4 brigaders vedk. Havde man kun fået oplysninger frem til midten af jan. Selv om fremgangen var mærkbar var der ikke udbredt tilfredshed med resultatet – det kunne blive meget bedre hvis f.eks. man havde større sikkerhed for afsætning og også bedre redskaber, specielt var der stor mangel på tovværk til vodfiskeriet i søen og floden.

Præsidenten gjorde også status mht. de fiskere som havde modtaget støtte fra fiskeriprojektet. Man havde nu udleveret udstyr af forskellige art og kreditter til i alt 43 grupper af fiskere, d.s. der er kommet 12 grupper til siden oktober 1999. 3 af disse 43 grupper havde ikke indfriet deres løfter mht. at få startet på det fiskeri som de havde lovet i deres kontrakt med foreningen. Det blev besluttet at de grupper blev udlukket fra yderligere støtte og at deres ubetalte kreditter blev tilskrevet renter hver md. og at man fra de ansatte og bestyrelsen nu lagde ekstra pres på dem får at få en afklaring.

-     Murat kendte personligt den ene brigadier som desværre drak for meget. Hans mænd havde henvendt sig til Murat for at Aral Tinizi til at fratage ham udstyret og give det til de 10 mænd som så ville vælge en ny brigadier og få lavet en ny aftale. Det blev besluttet at Murat skulle bede mændene om at lave en skriftlig anmodning til AT og så ville en minde komite bestående af ansatte og bestyrelsesmedlemmer opsøge brigadelederen og få ham overbevist om at udstyret måtte afleveres.

Efter en grundig orientering stillede præsidenten følgende spørgsmål til fiskeriprojektet:

-     hvad kan projektet gøre for at hjælpe forårsfiskeriet efter skrubber?

-     Hvad kan projektet gøre for at få afsat forårets fangster nu da Karrasir-Kazir (Bachits virksomhed) måske ikke kommer i gang?

-     Hvad kan projektet gøre hvis myndighederne nedlægger forbud md. fangst af skrubber dette forår og hvis de også nedlægger forbud mod fangst af andre arter?

Arangesiev fik ordet for en kort bemærkning der dog blev så lang at præsidenten måtte gribe ind. Han talte alene om alle de ting som Aralrybprom og senere Kyzmet havde gjort for at fiskeriet kom i gang hvert år, bl.a. havde man sørget for at der blev bygget broer og lign. De havde også sørget for kreditter og meget andet.

Dette indlæg affødte en ophedet diskussion hvor alle deltog på kryds og tværs. Ingen havde lyst til at tage styringen af denne og den løb da også hurtig ud i sandet. Men gennemgående var der en kraftig kritik af de virksomheder som lovede så meget og gennemførte så lidt.

Derefter fik jeg ordet og jeg lovede at svare på præsidentens spørgsmål.

1.   Først gjort jeg meget klart at projektet ikke støtter et forårs fiskeri efter skrubber da fisken er af en så dårlig kvalitet at den vil ødelægge de spæde forsøg på at få introduceret skrubberne til forbrugerne. Den er efter vores menig værdiløs. Dette skabte en kort diskussion som blev afsluttes ved at præsidenten skar igennem og konkluderede at projektet ikke støtter forårs fiskeriet og at fiskerne således selv måtte afgøre med sig selv om de ville fiske efter skrubber i april/maj, men han mente på den anden side også at et forbud mod fangst af skubber i disse md. kunne blive en realitet.

2.   Mht. Bakhits virksomhed måtte vi se tiden an for at hans familie kunne få tid til at komme sig over chokket. Men vi måtte fra foreningens side holde godt øje med udviklingen og når der viser sig en plan til afvikling el. fortsættelse af virksomheden så måtte foreningen insisterer på at være med i udformningen af en sådan plan. Bestyrelsen og de ansatte holder en tæt kontakt til virksomheden og familien.

3.   Vi kan efter min mening ikke gøre noget fra projektets side mht. om at få indflydelse på et forbud eller ej. Vi har en mening om et forårsfiskeri efter skrubber som gjort rede for og derefter overlader vi det videre til myndighederne.

Derefter gik vi over til Karakuz beretning

I 1999 havde AT 641 betalende medl. hvoraf 35 havde meldt sig ud igen og fået deres bidrag tilbage betalt. Dette blev besluttet under sidste generalforsamling at hvis nogen havde meldt sig ind i foreningen med forventninger som ikke kunne indfries så havde de ret til at komme ud igen. Medl. bidraget blev således på i alt 94.000 tenge. I 2000 havde 60 fiskere indtil nu betalt deres bidrag på 650 tenge/år. En kontingent forhøjelse som også blev vedtaget på generalforsamlingen i efteråret 1999. Erhvervsfiskere som har indtægt og som får støtte fra projektet skal betale 650 tenge/år. Andre fortsætter med at betale 150 tenge/år. 26 havde betalt af disse andre i alt gav det en indtægt i 2000 på 42.900 tenge.

Bestyrelsen to beretningen til efterretning og opfordrede de ansatte til at få sat skub i indbetalingerne af kontingentet for 2000. Dette lovede de ansatte og i forbindelse med de rejser der skulle gennemføres under Kurts besøg ville man lægge pres på medl.

Der blev en diskussion om en opsplittelse af de formål som kontingenterne skulle dække og projektets. Jeg foreslog at vi slog en streg i sandet og regnskabsmæssigt lod kontingenterne for 1999 og fremefter optræde som indtægt for foreningen. De udgifter foreningen har haft med bestyrelses arbejdet som rejser og honorar til medl. kunne så blive betalt af foreningen alene. Og sådan blev det vedtaget at kontingenterne dækker alle de udgifter som foreningen har med bestyrelsesarbejdet, herunder selvfølgelig præsidentens udgifter til rejser o.s.v. i foreningens tjeneste. Ved den kommende generalforsamling kunne vi så fremlægge endelig forslag til vedtagelse på dette punkt.

Bestyrelsen er klar over at denne metode vil opbygge en mindre formue i foreningen, men også at foreningen vil få behov for en kontant beholdning når udviklings projektet stopper i 2004.

Derefter gik man over til Kurts beretning.

Inden jeg gik i gang med min redegørelse fik jeg introduceret Henriette og Claus. De fortalte selv om deres baggrund og forventninger til dette ophold. De lagde også op til et konstruktivt samarbejde omkring foreningen og skolerne i området. Deres tilstedeværelse blev opfattet meget positivt af de tilstedeværende.

I min redegørelse gjorde jeg ophold ved følgende punkter: transporten fra Danmark som forventes til Aralsk medio maj; reparation af fartøjer og brigaden heromkring og Ruuds rolle; opsætning af frysere, hvor, hvordan og hvornår og Nils rolle i dette. Redegørelsen medførte en diskussion men alle sluttede op om overordnede planer som projektet havde lagt.

Fra de forskellige kom der bud på vigtige ting der burde være med i transporten. F.eks. reb var meget efterspurgt, reb til deres vod. Det snurrevodstov vi havde med i 1996 var udmærket og jeg forsikrede om at vi også ville medbringe reb denne gang. Af andet udstyr fremgik at man stadig havde problemer med at skille ferskvands fiskeriet fra fiskeriet i Aral. Jeg understregede derfor endnu engang at vores støtte gik til de fiskere som ville fiske skrubber i Aral. Selvfølgelig kunne vi ikke lægge nogen skarp linie mellem disse to fiskerier, men hvis garnene f.eks. kun skulle bruges til at fiske i floden el. i søerne så ville man ikke kunne få garn. Skulle man have kredit til direkte at komme på fiskeri på søerne så ville det også blive afslået. Projektet skal støtte de fiskere som vil fiske i Aral også fordi dette vil aflaste det i forvejen meget ubæredygtige fiskeri i floden og i de 18 mindre søer i regionen og ikke mindst i Baytak som ligger i Aktubinsk oblast.

Efter denne beretning og diskussion var der frokost.

Mødet blev genoptaget kl. 14.30 md. pkt. 4 en oplæst en meget lang erklæring/redegørelse fra Zhaulkhan. Aksabak havde fået denne meget utaknemmelige opgave at oplæse denne. Undervejs blev hun da også afbrudt flere gange af den øvrige bestyrelse og ikke mindst af tilhørerne som nu ikke alle var de samme som før frokosten. Erklæringen gik ud på at få profileret Zhaulkhans ideer og tanker mht. at få udviklet fiskeriet i regionen. På alle punkter var det en plan som var nøje afstemt med de planer projektet havde. Nu skulle det blot være Zhaulkhan som lagde denne plan. Dette er i øverligt meget symptomatisk i Kazakstan at de ledere som er tæt på de steder hvor der tages beslutninger, de får meget hurtigt nedskrevet en plan som stemmer helt overens med de planer som er lagt, netop for at kunne sige – at dette var om ikke direkte min – så dog en plan som jeg havde en stor andel i og som jeg havde fremlagt for Gud og hvermand. Man må sige at det kommunistiske system har virkelig fremavlet “ide-forsvarerer”. Det er helt sikkert at også Zhaulkhan overså Marx vigtigste belæring nemlig “det gælder ikke om at forstå verden, det gælder om at forandre den”.

Men det er så almindeligt i en samtale at få at vide at netop “jeg” sagde dette og dette på dette og dette tidspunkt at det må have betydning for det sovjetiske sammenbrud at dette system i virkeligheden byggede på en masse “jeger” der sagde det samme øjeblikke efter at det var sagt i Moskva. Det høres også i de mange skåltaler som for ledernes vedkommende næsten altid handler om det “jeg’ har gjort. Selv har jeg altid tænkt at dette var et forsvar for de handlinger lederne havde foretaget, og dette forsvar havde i systemet en adresse nemlig toppen i Moskva. Jeg tror for såvidt stadig at dette er en del af forklaringen på hvorfor ellers normalt fungerende mennesker kan sige det vrøvl at de har gjort meget nå det ligger i ruiner omkring dem. Men måske er hovedforklaringen denne – den virker mere logisk – at de som ledere skal  få ideer og fremlægge dem, at de måske i egen selvforståelse fungerer i en lille kommunistisk celle at de måske i egen selvforståelse lever op til Marx bud. Dette må der tænkes noget mere over.

Bestyrelsen opfordrede Zhaulkhan til personligt at få fremlagt hans tanker og ideer.

Derefter orienterede Zhannat bestyrelsen om et forslag hun havde sendt til den Canadiske Ambassade i Almaty om støtte til indkøb af en mobil frysecontainer. Ambassaden havde modtaget forslaget meget positivt og havde nu bedt Zhannat om at sende en egentlig ansøgning. Projektet havde et budget på ca. 16.000$. Zhannat havde samarbejdet med en fra Almaty om denne sag og han synes at arbejde for sagen.

Forslaget fremkaldte en ret voldsom reaktion fra præsidenten og Murat og kort tid efter også lidt fra Jalgasbay. Man var fortørnet over at Zhannat havde taget disse skridt uden at involverer bestyrelsen. Ikke så meget at hun havde kontakter til ambassaden, men at hun i detaljer beskrev hvilke personer skulle gøre hvad, hvem der skulle være ansat til at køre bilen, hvor den skulle stå og hvad den skulle bruges til, mente man faktisk ikke kunne være Zhannats opgave som ansat på kontoret.

Zhannat forsvarede sig meget kraftigt med også at få understreget at hun anså sig selv som projektets lokale koordinator og at hun havde informeret Kurt om alt det hun gjorde.

Jeg tog ordet og gav Zhannat ret i at jeg var bekendt med dette projekt, men jeg kendte ikke noget til hvilke personer der skulle gøre hvad i dette projekt og jeg anså også dette som en lokal beslutning.

Zhannat indså at hun havde gået for langt og trak det stykke papir som havde skabt balladen tilbage og lod dette spørgsmål være åbent.

Til slut blev der enighed om at præsidenten burde skrive en anmodning til myndighederne om fritagelse for licens ved fiskeri i Aral. Vi har mange gode argumenter for en sådan fritagelse og måske ville det lykkes foreningen at få en sådan ordning igennem.

Næste møde holdes den 26.april og mødet har foreløbig 2 pkt. På dets dagsorden.

1.   Rapport vedr. reparationer af fiskefartøjer

2.   Rapporter fra de 3 komiteer vedr. opstilling af frysecontainere.

Søndag den 27.2

– Aksene/Akbaksty turen; tanker omkring Aksene.

Kl. 12.00 rejsen mod Aksebe starter. Turen foregår i 2 lejede jeep den ført af Djambul.  Med på turen er  Claus og Henriette, Lille og Store Nurazhan, Zhannat, Aksabak.

Der har været et meget kraftigt snevejr med fygning dagen i forvejen og dele af natten så der var nogen tvivl om hvorvidt vi kunne komme af sted. Men efter moden overvejelse påbegyndte vi turen. Undervejs til Aksebe hvor vi skulle overnatte havde vi ikke længere ophold og vi ankom til Aksebe kl. 17.00. Vi tog hen til Nagali Diminov hus og ham fik vi heldigvis godt og grundigt overrasket. Men han fik da sat folk og fæ i bevægelse og bl.a. fik han meget hurtigt skåret hovedet over på et får, så alt skulle nok blive godt. Han fortalte os at han og de andre fiskere var kommet tilbage fra fiskeriet samme dag og derfor var fiskerne noget fulde, dette fik vi bekræftet da vi var ude på en aftentur i byen. Her mødte vi en del fiskere som – netop var fulde.

Først fik vi set på Akesbe fiskeopbevaring som ligger i tilknytning til et ishus. Det så faktisk nogenlunde vedligeholdt ud og med lidt forbedringer burde dette hus kunne fungere i endnu par år. Lidt presset svarede Diminov at de siden starten af jan. havde fanget ca. 15 tons – men der var tydeligvis foretaget en vis justering af fangsttallet – dette blev også bekræftet senere på turen hvor vi var ude at se på fiskeriet.

Ellers var situationen i Akesbe som forventet – meget dårlig. Nogle fiskere var brudt ud af fællesskabet omkring Deminov - dem besøgte vi dagen efter. De som var tilbage ca. 15-20 fiskere og deres familier var helt og holdent afhængig af Deminov. Han var blevet en slags selvbestaltet borgmester i byen – også fordi der ikke var andre – og de mange familier som ikke havde særlig mange dyr måtte leve af det beskedne fiskeri, beskedne fordi skrubbesæsonen kun var på 5-6 md.

Det var meget tydelig at de ca. 30 familier som boede i byen ikke som andre byer kunne tiltrække nye kvinder tilbyen, også derved synes byens indbyggere at være meget dårligt stillet. De har lidt om ingen skolegang, man giftede sig inden for byen, og de mange børn har ikke store muligheder for at få brudt den onde cirkel. Denne negative udvikling havde stået på i ca. 30 år. Før da var byen en driftig fiskeriby med mere end dobbelt så mange familier som alle havde en god indkomst fra fiskeriet. Til byen hørte dengang også større fartøjer. Selv blev Deminov dengang udpeget til at repræsenterer Kyzylorda Oblast fiskerne som Aralsk regionens fisker i de årlige konventer i Moskva. Deminov var og er vel også stadig en vel respekteret fisker i Aralsk regionen. Hans foto galleri vidner om store øjeblikke igennem hans ca. 60 år.

-     projektet må kunne få udarbejdet et mindre sammenhængende projekt for Akesbe. Måske også sammen med andre donorer. En sammenhæng hvor fiskeri og sygeklinik og skolegang sammen med lidt erhverv kunne løfte byen ud af dens knugende fattigdom og trøstes løshed.

Middagen blev med alt hvad dertil hører – og selv om vi havde medbragt noget vodka – så mangler Deminovs hus ingenting, det er ikke noget fattigt hus.

 Mandag den 28.2

– turen til Akbaksty og møder med fiskere; fisk til Almaty; fiskeri på is; bad i mineralvand og fest.

Kl. 08.00 var der morgenmad. Efter en skåltale hvori der var indlagt løfter for den fremtidige støtte i form af net og kreditter gik turen videre mod Akbaksty. Forinden havde Deminov fået udbetalt 500$ som støtte til fiskeriet, bl.a. var deres motorcykel brudt sammen og denne var det eneste køretøj de havde foruden deres meget langsomme traktor. Og da de fiskede ca. 15-20 km fra byen havde de store vanskeligheder med at komme frem og tilbage. En motorcykel er et billigt transportmiddel. En ny cykel med siddevogn koster ca. 70.000 tenge og det er under 500$. En sådan cykel kan i yderste fald medbringe 6 personer eller 2 personer og 5 sække fisk, svarende til ca. 200 kg. Desuden var der en stor afstand mellem fiskerne ude på isen og fisken skulle lægges på en slæde og derefter trækkes rundt. Nogle gange kunne isen bære en traktor, men som hovedregel var denne metode ikke sikker nok. Derimod kunne isen altid bære en motorcykel og den kunne uden problemer trække en slæde. Med en motorcykel ville de også relativt hurtigt kunne komme til Djambul og herfra kunne de via bussen komme til Aralsk – det gjaldt jo for dem som for andre af de fjerntliggende fiskebyer at de kunne få gjort opmærksom på at de havde fisk til salg – et forhold hvis vigtighed vi fik konstateret i Akbaksty.

Vi aftalte at Deminov søger for at få formaliteterne på plads sammen med Aksabak når han næste gang kommer til Aralsk. D.s. få underskrevet en kontrakt/aftale om denne støtte.

Fra Akesbe er der ca. 120 km til Akbaksty, på vejen skulle vi besøge forskellige fiskere som havde etableret sig ved kysten på denne strækning. Vi skulle først tale med de udbrydere som havde forladt Deminovs brigade for at høre om årsagen. Dem mødte vi ca. 25 km fra Akesbe ved Shomishkol hvor de havde slået sig ned i et hus og en jordhule/hus. I huset bøde de tre og de havde mindst en kone med dem og nogle dyr. De to bøde i et udgravet hus hvor taget flugtede med jordoverfladen. Huset var ok med et vindue og en solid dør for enden af trappen. Indendørs var der ovn og jord væggene var beklædt med tæpper og måtter.

De 5 fiskere + 2 som endnu ikke var flyttet derud – også fordi man kun havde få redskaber – ville selv etablere en brigade/kooperativ hvis det kunne lade sigt gøre. De sagde at Deminov ikke gav dem det han havde lovet dem og at f.eks. aldrig fik nogle kontanter fra de fisk der blev solgt. De som tilfredse med de produkter de fik, men de mente også at salget kunne udløse nogle kontanter.

Nu havde de fisket med de få net de havde – hvoraf et net var dansk – siden starten af jan. og de havde fanget ca. 3000 kg som de havde solgt for 20 tenge i kontanter. Det er jo ikke meget men 60.000 tenge svarer til ca. 20 mand/md. fiskelønninger. Og størsteparten af dette fiskeri havde de to i jordhuset selv lavet. Vi gav dem materialer til 5 net og lovede dem støtte hvis de kunne opfylde kravet om registrering. De sagde at det ville de gøre og personligt mener jeg at de vil gøre det. Aksabak var mere usikker for hun havde talt med dem tidligt på året og bedt dem om at melde sig ind i foreningen og få tingene i orden så de kunne få materialer til syning af net, men det havde de ikke gjort. Jeg mente at med vores handlinger kunne vi sikkert overbevise dem om det fornuftige i at komme med i foreningens arbejde. Derfra hvor de fiskede så vi 3 grupper af fiskere langt ude på isen. Vi mødte brigadeleder Kurmangaziev Ertai fra Akesbe som bor i det udgravede hus sammen med 3 fiskere. I det alm. Hus bor Sagindik Akesbe. Stedet ligger ved Shomishkol og kaldes for Zhurin

Derfra kørte vi ca. 10 km og mødte igen et udgravet hus med 4 fiskere fra byen Kosaman. Her bor 4 fiskere under Usenov Tasbolat fra Akesbe de var alle ude på isen. Dette sted er selve Shomishkol. Ovenover dette hus – i skrænten – var der udgravet en hule. Her mødte vi den gamle fisker Kangeldiev Basis fra Kosaman han fisker under brigadeleder Rispanov Mirzatai, d.s. fisker gør han ikke han rep. og sy nye garn. I hulen boede der ca. 6 fiskere og de havde det både varmt og godt indendørs. Nu var de ude på isen og fiskeriet havde været godt denne vinter, ca. 6 tons havde gruppen fanget og der udelukkende i gamle lokale net. Aksabak havde givet dem materialer til 10 garn og 7 af dem havde de nu fået ind i fiskeriet. De 3 ville de levere tilbage for at få byttet til 3 med større masker da de 55 mm var for små til de skrubber som var i dette område. Alle i denne gruppe var medlemmer af foreningen.

Derefter gik turen videre mod Akbaksty. Undervejs gjorde vi endnu et par ophold, bl.a. få at få en vodka og lidt at spise. Det var meget koldt så en vodka gav noget varme. Ca. 30 km fra byen gjorde vi holdt ved et hus hvor der boede en familie som opdrættede dyr. Men de bedrev også lidt fiskeri og manden i huset var medl. af foreningen. Aksabak havde givet ham et net som endnu ikke var blevet gjort fiskeklart. Vi fik kamelmælk og fortsatte mod Akbaksty hvor vi ankom kl. 17.00

Zhaulkan havde ventet os og vi måtte ind og drikke te hos hans familie som bøde i byen. Zhaulkan er født ca. 3 km fra Akbaksty i en landsby som ikke længere eksisterer. Nu har han del familier i Akbaksty og han selv arbejder meget på at få etableret og udviklet et fiskeri fra byen. Lille Aral hvor man fisker nu ligger ca. 15 km fra byen.

Akbaksty er en lidt større by med en stolt historie. Mange kloge og betydningsfulde mænd er født i byen bl.a. en forfatter som har skrevet meget om Aralfiskerne, den berømteste bog er “Blod og Sved”. Vores egen viceborgmester Umbetov er med i optegnelserne over betydningsfulde mænd fra byen.

Byen lå dengang i det stræde der var mellem den vestlige bred af Aralsøen og Kokaral. Strædet var ca. 16 km bredt – næsten lige som Storebælt – og der var en færge over til øen Kokaral. Nu er Kokaral blevet til halvø og Akbaksty har nu kun vand nord og syd for byen – begge steder er der ca. 15-20 km ud til vandet. Det må være dette relativt brede stræde som nu er lukket der forklarer hvorfor der er så meget vand i den sydvestlige del af Lille Aral og som følge har af også hvorfor det vandområde der strækker sig fra Tikanak i vest og ud mod Store Aral er så saltholdigt som det er. Man må forestille sig at vandet jo stadig vil søge hen imod dette stræde også selv om det er lukket. Vandets naturlige løb kan vel ikke standes.

Og sammen med nedgangen i dyrkningen langs floden i 90’erne er der kommet mere og mere vand til Aral, dette vand har så kunnet fylde den sydvestlige del af Lille Aral indtil dette igen måtte ud via løbet mellem Lille og Store Aral. Meget tyder på at der er blevet opbygget en relativ stabil vandstand i den SV del af Lille Aral. Dette kan blandt andet ses i det forhold at selv om dæmningen brød sammen er der ikke sket de store forandringer med vandstanden i den SV del af søen.

Efter teen skulle vi se en ladning på ca. 12 tons skrubber blive afsendt til Aralsk for derfra at blive sendt til Almaty. En opkøber fra Chimkent havde købt fisken for 25 tenge af Zhaulkan som havde købt fisken af fiskerne for 20 Tenge. Fisken var lagt i hvide sække og kvaliteten var vel så som så. Men vigtigst var det dog at med salget af disse fisk kom der kontanter til byen. Zhaulkan ville i alt kunne sælge ca. 50 tons fra byen til denne opkøber.

Efter dette var der indkaldt til møde på byens skole. Vi fik beset klasserne og hilst på lærerne. Derefter var der offentlig møde med fiskerne og der kom ca. 30 personer til mødet. Vi fik givet en bred orientering om projektets baggrund og planer, her med fokus på det vi mente at kunne udfører i Akbaksty. Der var mange spørgsmål til dette og vi fik besvaret de fleste til de fremmødets tilfredsstillelse.

Efter dette gik turen ud til søn for at se på fiskeriet. Ved bredden fortsatte de to jeeps 2 km ud til fiskepladsen. Og selv om det var meget koldt og det havde været meget koldt blev der dog en vis uro i vore bil hvor jeg sad sammen med Henriette, Claus og Nurzhan. Men ude ved fiskepladsen målte vi en istykkelse på ca. 50 cm. Så isen var sikker nok til denne transport. Vi fik hermed også syn for sagen mht. hvorfor man gerne vil kører på isen. De dybe huller i “vejene” og den langsomme fart ca. 20-30 km i timen blev virkelig sat i relief med denne motorvej og en fart på 80-100 km.

Vi fik nu set et relativt godt fiskeri med fiskerne under brigadeleder Eleusizov Aldabergen. I det ene lokale garn vi så blev ophalet var der ca. 30 –40 kg flotte fisk og stadig med megen rogn. Han fortalte os at han hver dag sammen med sine 5 sønner fangede ca. 3-500 kg skrubber. Disse solgte han til Zhaulkhan for 20 tenge og nu ville han snart have penge nok til at købe sig en båd med motor. Han var meget tilfreds med udviklingen og ville også gerne have del i et antal danske net når disse kom til Aralsk.

Efter denne tur og tilbage i byen var der blevet meget koldt og vi skulle nu i bad. Dette foregik i et specielt badehus oprettet omkring en varm kilde. Denne kilde afgiver 25L/sek. Varmt vand ca. 42 g og derfor havde man indrettet et større badehus med 3 kamre. Vandet var ret varmt og meget metalholdigt og salt. Men dette tiltros var det et meget dejligt bad – og meget tiltrængt. Der var meget mørkt også fordi petroleum lamperne blev meget svage af al den damp på stedet. Inden for var der de ca. 40 plus grader – udenfor ca. 30 graders frost.

Efter badet var der lagt op til en stor fest hos den førende fisker i byen Ahmetov Togis som under sig har 22 mand. Han tilrettelægger nu kun fiskeret da han er blevet for gammel til selv at deltage, men han har fisket i hele sit liv. Alt her var klart og tilrettelagt, mange kvinder og mænd havde forberedt festen og huset – et relativt stort hus – stod på den anden ende for at vi skulle have det så godt som muligt – og det fik vi også. Det blev en stor fest med mange deltagere. Herunder blev det understreget at Akbaksty havde store planer om at blive et slags center for fiskeriet i den sydvestlige del af Lille Aral og i nordøstlige del af store Aral. Vi fik et godt indblik i dette perspektiv.

 Tirsdag den 29.2

– fiskeriet fra Aksene.

Kl. 07.00 blev vi vækket til morgenmad. Derunder fik brigaden – fordi det er den førende brigade i Akbaksty og fordi man mangler en traktor – 500$ i støtte. Også fordi Akbaksty endnu ikke havde fået nogen reel støtte. Også her måtte man få formaliteterne i orden med Aksabak så snart dette blev muligt.

Derefter gik turen mod Akesbe hvor vi skulle ud og se på fiskeriet. Det var en meget smuk morgen med høj himmel og over 15 20 graders frost. Efter 4-5 timer ankom vi til Akesbe og fortsatte derfra de 15 km ud til søen hvor man fiskede. 4 hold fiskede 1-2 km fra bredden og dengang gav vi os på vandring derud.

Her mødte vi Deminov som selv sammen med 2 yngre fiskere udgjorde et team. De fangede mellem 15-30 kg/net – lokale og danske net. De var tilfredse med fangsten og man regnede med at nå ca. 1000 kg inden aften. Sådan havde man fisket siden starten af jan. og selv om det indebar store vanskeligheder at fastholde det gode resultat så mente man at dette kunne fortsætte endnu ca. 20 dage så ville isen sikkert blive for usikker. Men det betyder sandsynligvis at denne brigade vil kunne fange mellem 20-30.000 kg i denne vinter sæson til at sælge og det ville betyde en indtægt på ca. 6- 700.000 t denne vinter.

Efter et mindre møde på stranden med vodka og medbragt kogt får fortsatte vi turen mod Aralsk via Tastubek og Djambul. Vi gjorde en times ophold i Djambul hos Aksabaks bror og timen blev brugt på te og et par flasker vodka.

Vi ankom til Aralsk – efter en punktering – kl. 18.00 og efter lidt mad gik vi alle til køjs.

Onsdag den 1.3

 – møder med fiskere; flere detaljer fra Aksene; besøg på Aknur.

Morgen startede med flere møder. Først mødte vi Kurbanov Turdik, Chimkent, telf. 32539 21595. Turdik er den opkøber som købte fisken i Akbaksty. Han ankom sammen med Zhaulkhan og de havde siden Akbaksty opkøbt ca. 3000 kg og skulle nu til Tastubek for at købe ca. 5000 kg. så var bilen til Almaty også blevet fyldt. Han gav AT en sponsor støtte på 10.000 tenge og han lovede os at hjælpe med at opkøbe og fragte udstyr til Aralsk. Vi forespurgte om han ville undersøge markedet for sække – han mente at de kunne købes for ca. 15 tenge/stk. Desuden ville han undersøge markedet for billige kortbølgeradioer (Rasta) og han ville undersøge markedet for frysere, han virker OK.

Derefter var der en række møder med fiskere fra henholdsvis Akesbe og Shomishkol  ved Akesbe. (der findes to Shomishkol er en ved Raim og en ved Akesbe)

Fra Akesbe var der to gamle mænd Zhumabæv Isa og Kariev Nasradin som begge var kede af at vi ikke fik afholdt et møde i Akesbe som vi havde lovet den dag vi ankom. Vi forklarede at vi p.a. af det kraftige snevejr om natten var blevet rådet til at tage afsted så tidlig som overhovedet muligt. Gruppen fra Akesbe som også bestod af lægen og en lærer fra byen mente nu nok at Deminov gerne så at der ikke blev holdt noget møde med andre end de fiskere han havde kontrollen over. Dette kunne vi ikke andet end tage til efterretning.

Derefter gik vi i gang med at få talt med de 2 gamle mænd som hver rep. 4 sønner som fiskede. De var ikke sammen med Deminov og hver gruppe havde siden jan. fanget ca. 1000 kg hver. Dette magre resultat skyldes deres få og meget dårlige net.

Vi fortalte dem om vilkårene for at få støtte og de ville nu gå i gang med at få de formelle omstændigheder på plads og i orden. Som tegn på vores gode vilje – og fordi de havde måttet køre til Aralsk gav vi dem 5 garn hver til montering.

Derefter gik skolelærerne i gang. Men inden han kom for langt ud på et spor mht. at han støttede en gruppe unge mennesker som gerne ville i gang med at fiske, fortalte vi ham at vi faktisk var mere interesserede i hans rolle som skolelærer og vi fik aftalt et møde den samme eftermiddag for at gå mere i dybden mht. om projektet kunne gøre noget for at forbedre den sociale situation i Akesbe.

Lægen fra Aksene forsøgte også med nogle sønner som havde brug for støtte, men efter en del snakken frem og tilbage måtte Aksabak afgøre om de skulle støttes. Hun sagde kategorisk nej idet hun nu havde talt med lægen flere gange og endnu havde han ikke fået sine sager på plads og i orden. End ikke havde han selv og hans sønner fået betalt medlemsskab af AT som fiskere. Han blev meget fornærmet og det sagde han da også da han forlod kontoret.

Derefter et møde med en bogholder fra kooperativet “Ardana” fra Shomishkol ved Raim, Erniazogv Ontalap. Leder af dette kooperativ, som har 21 fiskere, er Aituganov Serik.

Kooperativet fisker stadig alene i de to søer. Vi fik aftalt at vi nu besøger landsbyen for at få større klarhed over deres planer om at opdele kooperativet i 2 enheder, hvoraf den ene så skal fiske på Aralsøen. Men vi lovede ham at se positivt på en beskrivelse som redegjorde for nogle behov som kunne hjælpe dem i arbejdet. Blot ville vi ikke støtte med net så længe der ikke var større klarhed over om de ville kunne gå i gang med at fiske i Aral.

Det sidste møde var lederen Zhumabæv Bagdaulet af kooperativet “Zhanakurilis” fra landsbyen af samme navn. Dette kooperativ har både landbrug og fiskeri som erhvervsområde. De havde fisket fra Akibei ved Bugun siden 4/2 og til nu og de havde fanget ca. 2 tons. De fiskede med 50 lokale og 10 danske net og alligevel blev der ikke til mere fisk. Vi talte om årsagen til de lave fangster og blev enige om at det nok skyldes det faktum at skrubberne i dette lavvandede område smider rognen før andre steder i søen.

Vi aftalte at kooperativet skulle have nye garn med den næste sending.

Tilstede ved mødet var Askebek. Han fortalte at han havde mistet 18 garn denne vinter ved at isen havde taget dem. Desuden havde han heller ikke kunnet fange ret mange fisk fra Akibi. Vi talte en del om hvordan vi kunne få sat gang i noget fiskeri fra Kokaral den kommende vinter. Og vi blev enige om at der måtte sættes ind med støtte til bygning af nogle huse langs den lange kyststrækning fra Akesbe til dæmningen ved Kokaral.

Samme eftermiddag havde vi også et længere møde med læreren fra Akesbe. Han hedder Bainiazov Asilbek og han er 33 år og er født i Akesbe. Han er ikke færdig uddannet lærer, d.s. har ikke fået sit diplom. Han virker som de andre 10 lærer på skolen kun ½ el mindre 1/3 tid og hans løn er 3.500/md. for 7 timers undervisning. Fuld tid er ca. 20 timer/uge. Det betyder at lønnen pr. Md. er ca. 10.000 tenge svarende til ca. 500 kr.

Asilbek fortæller at livet i Akesbe er meget hårdt og at Demeov som sådan bestemmer udviklingen i byen også uden for fiskeriet. Men skolens bogholder henter lærernes løn i Aralsk og de udbetales direkte til de ansatte. De sørger så fra denne løn at skolen bliver opvarmet og om sommeren sørger de for at de mest nødvendige reparationer bliver udført på skolen.

Der går ca. 50 elever og de kan går der til og med 9. Klasse. Men mange gange kan man ikke fylde en klasse og nu går der f.eks. ingen i 8 og 9 klasse. Det er som regel de ældre klasser som kun har få om ingen elever – de arbejder. Og det var jo faktisk også på vegne af disse ældre elever at Asilbek kom til os for at få del i støtten med garn og andet så de kunne komme på fiskeri.

Byen og skolen mangler alt ingen tvivl om det. F.eks. kunne lidt sportsudstyr sikkert få nogle elever til at interesserer sig for skolen, et par computere ville også kunne tiltrække, i det hele taget ville et løft af skolen betyde en forskel for byens unge. Men også den sygeklinik som burde findes omkring lægen mangler. Lidt TV lidt underholdning som alle jo ved findes i denne verden kunne også hjælpe. De unge har ikke en chance i andre byer som situationen er i øjeblikket i Kazakstan. De bliver for langt hovedpartens vedkommende nødt til at blive i byen. De gifter sig inden for byen og den cirkel må brydes. Jeg tror ikke der skal så meget til for at enkelte unge kan finde en pige i en anden by – vi skal blot have løftet fiskeriet op på et lidt højere niveau og så skal skolen kunne tilbyde mere end den kan i dag.

Vi aftalte at Claus og Henriette bliver inviteret til at bo i Akesbe i en uges tid for at få nedskrevet lidt om byens historie og få perspektiveret byens fremtid ved samtaler med byens indbyggere. Jeg mener at projektet må kunne vise andre donorer fra vesten som kommer til området at det nytter noget at sætte ind i en by som Aksene. Her vil man hurtig kunne se det gavner, uden at det skal koste en formue. Jeg forestiller mig en container fyldt med indsamlet udstyr af alle slags sendes med adresse til Akesbe og at man i byen får etableret en troværdig komite til at modtage og fordele dette udstyr under kontrol af bestyrelsen i Aral Tenizi. Men foreløbig overgives sagen til Henriette og Claus for deres kærlige behandling.

Denne eftermiddag besøgte vi også Aknur frysehuset. Marat kom til kontoret for at inviterer på middag den kommende dag. Vi aftalte at køre en kort tur ud for at se fabrikken i virksomhed. Det så virkelig godt ud og jeg mener fortsat at der må kunne etableres et tættere samarbejde mellem projektet og Aknur. Vi må forfølge dette i morgen til middagen.

I dag gav jeg Samuel en flaske Malt whisky – han blev meget glad. Desuden har jeg talt en del Sergy som er meget utilfreds med egen situation – som han også var det sidste år

Vi har talt med en potentiel chauffør for foreningen Saizhanov Agitai. Vi har fortalt at det første år sikkert kun bliver en halvtids stilling og at vi skal til Kazalinsk for at bese hele 4 biler. Karakoz har indvilget i at tage med om det bliver til noget. Nu skal de ansatte lige tygge lidt på sagen i et par dage og det samme skal Agitai også.

Torsdag den 2.3

– skolebesøg; møde omkring rep. af fiskefartøjer; møder med fiskere; fest hos Marat Aknur.

Her til morgen startede jeg på skrivearbejdet kl. 06.00 fordi strømmen havde været noget usikker. Kl.07.30 gik strømmen ca. 11/2 time før normalt. Men nu kl. 8.30 har vi fået oprettet noget nødstrøm via en lånt generator fra UNDP. Den tøffer lystigt her uden for vinduet og giver hermed en næsten normal arbejdsdag på kontoret – tror jeg da nok.

Første punkt på dagens program blev et besøg på Sanseriks kultur skole. Han er netop blevet udpeget af akimatet til at lede en såkaldt kulturskole i Aralsk. Måske hænger det sammen med at Nasabejev har udråbt 2000 til værende et kulturår.

Det synes som en meget fattig skole og den skal da også gøre på et meget lavt budget på ca. 1 mill. Tenge/år. Sanserik ville selvfølgelig gerne have støtte til både det ene og det andet. Jeg kunne ikke love ham noget andet end at skolen kunne få en opgave med at sy 100 garn så måtte vi se efter dette mht. et videre samarbejde.

Derefter var vi på Nursaules skole for at se på computer undervisning.

De 10 computere virker alle sammen og de bruges flittigt. Selv om de ikke store, d.s. de kan ikke arbejde med store programmer så arbejder de udmærket på dos. De arbejder derfor i Norton Comander med forskellige undervisnings programmer, herunder også leg til indføringen i keaboard. Men også Exel programmer var i gang – kan de kører uden Windows?

Det så meget fornuftigt ud og computerne gjorde ifølge Nursaule og lærerne megen nytte. Nursaule havde ikke så meget tid og vi skal måske se skolen på mandag, hvis vi får tid, men hun fik dog spurgt om vi kunne støtte skolen med værktøj til sløjd og andet som hun også havde skrevet om i et brev til Vibeke og Erik. Jeg lovede hende at tage sagen op når jeg kom til DK. Projektet sponsorerede et sæt undervisnings bøger i forskellige programmer til computere. AT tager sig af det videre i dette.

Derefter havde vi møde med Isæv Mirzash vedr. rep. af fiskefartøjer.

Indledningsvis mente jeg at hans rapporter var meget detaljerede og så det ud til også meget fyldige og at disse ville lægge en god bund i arbejdet. Derefter introducerede jeg Ruud og de planer der var langt omkring hans arbejde i maj/juni, herunder også Nils som støder til senere.

Det første jeg skulle har fuld klarhed over var om Mirzash selv havde set de ca. 90 fartøjer som rapporterne beskrev. Om han med egne øjne og erfaring havde opdelt bådene i de kategorier som han arbejder med.

Efter en del snak frem og tilbage må og kan jeg konstatere at det har han. Jeg er rimelig sikker på at han har været hos alle både og talt med alle som enten ejer eller har brugsretten over bådene. Det synes jeg er for det første er meget vigtigt men også ret imponerende taget i betragtning at han kun har været ansat i en md. til denne opgave

Derefter tog jeg en sag op, nemlig rengøring af bådene hvordan havde han tænkt sig dette gjort? I mange detaljer beskrev han hvordan han mente dette skulle gøres og han viste hvordan han ville rengøre og rense omkring et hul og i hvilken afstand omkring hullet han ville lægge ny glasfiber, han virkede meget overbevisende i hans måde at beskrive opgaven på.

Jeg spurgte om han kendte til højtryksrensere – det gjorde han ikke. Jeg spurgte om vinkelslibere og rystepudsere af forskellige slags, dem kendte han. men sådan fandtes ikke i Aralsk. Jeg ville undersøge sagen sammen med Ruud, men skulle vi vælge at medbringe et sådant udstyr måtte han skaffe en generatorer. Det var ikke noget problem sagde han idet han havde eller havde adgang et en på 4,5 kW

Mht. de lufttætte rum – som nu jo ikke længere er lufttætte – blev vi enige om at medbringe skum i større mængder så dette kunne udfylde disse rum.

Derefter fik vi diskuteret perspektiverne på dette samarbejde mht. eventuelt at få bygget et par nye glasfiberfartøjer. Han var selvklart meget interesserede i et sådan perspektiv.

Efter Aksabaks data for hvilke fiskere der ønsker deres både rep. er der sikkert kommet mere end 10 ekstra både. Det betyder at budgettet skal hæves med 10-15%

Derefter var der møde med Bashenov Nurzhaubai som nu havde slået sig ned som brigadeleder i Djambul. Han og 4 andre fiskere havde forladt kooperativet “Ushshoky”. Det skyldes at disse fiskere ikke kunne få en slags offentlig støtte – børnepenge tror jeg – fordi de var i et kooperativ og ikke under kollektivet i en af deres brigader.

Den 20.1 fik gruppen rådighedsretten over 32 garn fra kollektivets lager af danske garn, de tog til Tastubek og har fanget ca. 8 tons siden da. I Tastubek bor de i Djambuls hus.

Jeg har bedt Aksabak om at få større klarhed over hele denne sag for jeg synes den indeholder mange huller også mht. garn og materialer som Djambul er blevet givet.

Derefter møde med privat fisker Aralbai Shankulov fra Aralsk tror jeg nok.

Han fisker fra Tastubek med 15 lokale net og 3 andre fiskere. De har fanget ca. 3 tons siden starten af feb.

De vil nu købe en båd med motor og de mener at kunne anskaffe sig en sådan for 60-70.000 tenge i Karateren. Derefter vil de gerne have støtte fra projektet. Vi fortalte om betingelserne for denne støtte og vi gav også dem afslag på kredit til køb af fartøjet. Vi støtter indkøb af motor men ikke indkøb af både da en sådan kredit/støtte vil få priserne i vejret og fordi ingen i virkeligheden ved hvem der ejer de mange både i regionen.

Så var der et længere møde med Marat og viceformanden Sarzhanov Narsultan fra virksomheden Aknur. De ville gerne om vi kunne se positivt på deres virke og støtte de fiskere som valgte at sælge deres fisk til Aknur. Det kunne vi ikke andet end se positivt på.

Derefter gik de over til at oplyse om Aknurs udstyr. De havde de 2 store nedfrysningsrum som tilsammen kunne nedfryse 10 tons/døgn og de to fryserum til i alt ca. 125 tons. Vi havde set på dette dagen i forvejen og havde jo ved selvsyn set at alt både var i orden, velholdt og rengjort.

Aknur havde 12 ansatte og de rådede over en mobilfryser – en Alka – som kunne kører med 14 tons og som de siger virker og 2 mindre – tror jeg – kassevogne som engang har fungeret som frysevogne til hver 5 tons.

Mht. Aknur fiskerikooperativet så har dette ifølge Aksabak ikke levet op til det det har lovet. Marat lovede at dette blev bragt på plads og i orden.

Både Aksabak, Saripa og Zhannat var kritiske over for Marat som de kun så og talte med når Kurt var i byen. De mente nok at der burde samarbejdes også selv om Kurt var i DK. Marat lovede at der ville blive et bedre samarbejde i fremtiden.

Vi lovede også Marat fiskeriudstyr hvis og når vi fik samlet udstyr sammen i DK og afsendt dette. Det samme havde vi jo lovet Bakhits virksomhed i efteråret 1999.

Denne aften gav Marat middag i hans hus og med til middagen var Aksabak, Karakuz, Zhannat, Aragensiev, Narsultan og Sistan. Desuden havde Marat inviteret en kvinde som både sang og spillede meget flot.

Fredag den 3.3

– turen til Raim via Ushshoky, Bugun og Amantekull. Møde med fiskere i Ushshoky og Bugun; møde med proffesor og borgmestergruppe samt fest hos Askebek.

Vi skulle tidlig morgen afsted til projektets sydlige område. Men som normalt kommer der jo altid lidt i vejen. Denne morgen skulle vi afsted sammen med et menneske som står for noget fiskeri fra Ushshoky. Men så var der et eller andet med hans bil så vi kom først afsted kl. 11.00.

En time senere var vi fremme ved Ushshoky. Det er en udmærket vej vejen fra Aralsk til Usohoky ca. 60 km som bestemt er bedre end vejen til Tastubek. Vi d.s. Zhannat, Aksabak og Nurszhan samt den chauffør som har kørt for os nu flere gange. Han har et nemt navn, nemlig Djambul. Sammen med Tazhedinov Ikasha en forretningsmand fra Aralsk som hyrer arbejdsløse til forskellige job herunder også fiskeri, var også akimen fra Bugun og en brigadeleder fra Karateren, han har arbejdet sammen med Misazh, men vil nu meget gerne oprette selvstændigt kooperativ.

I det område vi besøgte ved Ushshoky var 2 mindre grupper på henholdsvis 2 og 3 mand i gang med et fiskeri. De fangede hver ca. 100-200 kg/dag i ca., 15 lokale net.

De havde fået bygget sig et udmærket jordhus hvor vi blev budt på nystegt kanin. Dertil havde de medbragt både vodka og champagne. Det blev en hyggelig time hvor vi også fik talt om fremtiden for fiskeriet fra dette sted.

De to grupper var ikke professionelle fiskere med arbejdsløse der nu igennem flere havde tjent lidt ved fiskeriet. Vi forklarede dem at vi kunne støtte under de betingelser de også kendte. Som et symbol på vores støtte fik de 2 garn som de kunne få monteret. De havde fået 5 af Aksabak og vi beså et af dem. Det var ikke et 100% godt stykke arbejde men dog acceptabelt. Vi aftalte at de holdt tæt kontakt til kontoret og de ansatte der.

Derefter fortsatte vi af en udmærket jordvej til Bugun hvor vi var fremme godt en time senere. Vi blev vel modtaget af Askebek, men først måtte akimen jo lige vise hans magt. Akimen i Bugun kender vi godt, det er en meget lille mand som opholder sig en del på akimatet i Aralsk.

Under hans præsentation ankommer en jeep med viceakimen Serik fra Aralsk og Askar fra det økølogiske institut i Kazalinsk samt en professor Malinikovsky fra Almaty. De var ude for at bese vandsituationen i området med en speciel opmærksomhed omkring den ca. 10 km lange dæmning man hurtig har fået bygget ved Kazalinsk. Dæmningen skulle forhindre at vandet fra floden ville løbe mod Store Aral for i stedet at fylde de mange mindre og store søer i deltaet. Men dæmningen ville ifølge eksperten fra Aralsk snart bryde sammen, og så var man jo lige vidt fordi man endnu ikke har fået rep. de mange sluser som hører til både de kunstige som naturlige søer og vandt ville så bare fosse ud af søerne igen.

Nu skulle de videre mod Karateren men de ville komme tilbage samme aften for at spise med hos Askebek. Vi fik te og stegt fisk og gik derefter til møde med fiskerne. Der var ikke mange med til mødet, men de ca. 20 som hørte på fik en introduktion til årets program. Denne affødte en mindre diskussion, men man blev enige om hvem der skulle sidde i den komite som får ansvaret for den frysecontainer station som skal oprettes i området.

Derefter var vi på en lille rundtur i byen hvor vi bl.a. beså et gammelt bageri som var udset til at blive hovedkvarteret for denne station. Ifølge Askebek har vi fået stillet bygningen tilrådighed uden at skulle betale noget for den. Den er vel stor men må kunne bruges til formålet. Fra projektets side fik vi understreget vigtigheden af at stationen blev oprettet så hensigtsmæssigt som muligt i forhold til fiskerne som fiskede i Aralsøen - denne understregning fordi Bugun jo ligger tæt på Kampas og andre søer i det område.  

Vi fik også beset det gamle ishus i Bugun. Det blev bygget i 1929 og det var kæmpe stort. Den ene side var faldet sammen og mange om ikke alle af de tykke træstammer som bar det tunge tag var gennemrådden.

Askebek havde købt ishuset af Aralrybprom for 100.000 tenge og havde haft nogle forventninger om at fiskerne ville være med til at istandsætte de dele af huset som han mente kunne bringes til at fungere som et mindre ishus, men fiskerne havde ikke vist interesse. Det synes nu også som en meget stor, nærmest uoverkommelig opgave. På et spørgsmål fra mig, om ikke huset skulle brækkes ned og materialerne anvendes inden alt gik til, fik Askebek til at give huset til projektet uden beregning hvis og når fiskerne skulle bruge materialer til bygninger af jordhuse i den sydvestlige del af Lille Aral.

Derefter var vi tilbage i Askebeks hus og dagens program mht. middag, taler og dertilhørende vodka angreb kunne sætte i gang. Et lille stykke inde i dette angreb ankom borgmester selskabet fra Karateren.

De overtog, sammen med akimen fra Bugun fuldstændig styringen af dette selskab og den stakkels Askebek blev kostet rundt i alle retninger. Det var tydelig at de to akimer havde sat sig i hovedet at nu skulle der drikkes og nu skulle Askebek betale for gildet.

Inden vi skulle i gang med kødet ankom der en mindre gruppe fiskere med Tojbarszar i spidsen. De skulle også have en orientering, det fik de og de blev inviteret med til kødet, men i et andet rum end der hvor selskabet var i gang. Dette udviklede sig mere og mere i retningen af at Askebek skulle sættes på plads af akimerne. Særlig den lille akim fra Bugun havde nu fået den støtte fra Aralsk der gav ham styrke til i fuld offentlighed at få sat Askebek på plads og det gjorde han flere gang. Meget tydelig under en sene hvor få udvalgte skulle drikke store vodkær og hvor Askebek skulle springe frem og tilbage med det der skulle spises til vodkaen.

Umiddelbart efter kødet blev det besluttet at selskabet kørte til Amanotkel for at overnatte hos akimen i byen. Også dette “angreb” skulle ses som viceakimens arbejde for at manifesterer sin magt i området. Vi ankom kl. 02.00 efter at der var gjort et midtvejs ophold for at drikke for resten af turen. Også her fik Askebek ikke et ben til jorden. Han blev inden vi skulle drikke denne skål jaget ud af borgmesterbilen og henvist til vores bil.

Vi fik banket akimen Shindaly Abdramanov op af hans nattesøvn og hans familie i gang med at lave te o.s.v. Kun Zhannat og jeg var med i denne sag, da de andre havde kørt ud for at finde Zhumans hus for at få givet besked om at vi var i byen og at vi meget gerne ville afholde det møde med Amanotkel fiskerne som var en del af formålet med denne tur.

Der blev serveret te og vodka og akimen var parat til at få kogt et dyr til formålet. Man blev enige om at dette dyr skulle være klar kl. 08.00 og gik til køjs

Lørdag den 4.3

– en beskrivelse af magt; møde med fiskere, et vinterbad; fiskeri på is med vod; møde med fiskere og lærere i Shomishkul.

Efter at havde været henne hos Zhumann og vore venner måtte vi tilbage til kødet. Dette blev serveret kl. 08.30 med dertilhørende vodka. Amanotkel akimen inviterede Karatupov Askebek med til kødet og han fik sig dog også sat ned. Viceakimen så længe direkte på ham for så meget brutalt at vise ham bort fra selskabet. Under den efterfølgende te foretog Askebek et nyt forsøg på at sidde med ved bordet og efter en meget lang belæring i hvordan man opfører sig over for akimen fik han lov til at sidde med.

-          Nu jeg efterhånden flere gange måtte overvære et sådant direkte magt angreb. Jeg har ikke vænnet mig til det og må sige at en så åbenlys magtdemonstration virker meget primitivt. Stillet overfor en sådan burde jeg jo gøre et eller andet – om ikke andet vise min foragt over for denne akim. Men på en mystisk måde rører det mig egentlig ikke synderligt meget. For når jeg ser mig omkring ser jeg at alle ser ned i gulvet men uden at være synligt berørt på Askebeks vegne. Det virker brutalt og er det vel også, men jeg kan alligevel ikke lade være med at prøve på at finde en sammmenhæng mellem den kultur jeg kommer fra og så dette. Dette ville selvfølgelig ikke kunne finde sted hos os, men spørgsmålet er om der er meget andet end formen til forskel, jeg tror det ikke. Magten skal nok – på den ene eller den anden måde komme til udfoldelse. På en eller anden måde er der en slags retfærdighed i denne sag mellem de to arkimer og Askebek. Jeg er meget sikker på at at da Askebek var på toppen i fiskeriet i Bugun regionen da har han flere gange udsat disse to akimer for noget lignende. I øvrigt har Askebek jo også selv været akim i Bugun så mon ikke den nuværende akim betaler lidt tilbage på gælden!

Efter Bisbarmaken fik vi gennemført det offentlige møde med fiskerne. Der var mange med over 50 og så mange fiskere er der jo ikke i byen. Amanotkel er en by med ca. 3000 indb. som bortset fra ca. 20 fiskere alle lever af landbruget også derfor har vi ikke været så aktiv i byen. Men nu har en del mennesker vist interesse for at komme i gang med et fiskeri. Før katastrofen med Aral levede der mange fiskere i byen og de mange gamle mænd som hørte på viste sig da også at vare fhv. fiskere.

Vi fortalte om betingelserne for at få støtte og selv tror jeg at der måske vil komme op til 4 brigader/kooperativer fra denne by. Det er en forholdsvis rig og velorganiseret by og byens akim virker overbevisende i hans magt. Vi talte bl.a. med Shimbergen Abdramanov en bror til akimen. Han har været på kontoret flere gange og synes som om at være meget effektiv mht. at få stablet noget fiskeri på benene. Selv om han siger han er fisker så tror jeg ikke det er rigtigt. Desuden mødte vi nogle fra den gruppe af utilfredse fiskere som havde meldt sig ud af foreningen i protest imod at de ikke kunne få garn. De ville ikke fiske i Aral fordi de simpelthen ikke havde bådene til det - dette håber jeg at vi nu fik bedre forklaret dette med at vi kun yder garn støtte til de som fisker i Aral.

Derefter gik turen mod Raim. Vi skulle dog først passerer et stykke vej tæt ved floden som flere steder var under vand. Nurzhan blev dirigeret forand bilen i de længste gummistøvler vi havde medbragt og det gik da også fint indtil de sidste ca. 200 meter som han forsøgte at forcere men han fik vand i støvlerne. Djambul – som købte denne nye jeep for tæt ved 3000$ for kort tid siden, var ikke meget for at kører igennem dette ukendte stykke vand. Jeg forsøgte at overtale ham, også fordi vi kun kunne komme fremad. Det var umuligt at vende på denne smalle vej og bakke tilbage ville være en umulighed, men han var meget tilbageholdene.

Inden Zhannat og Aksabak kunne få mig stoppet var jeg hoppet uf af vognen i bare tær og med bukserne godt oppe om lårene. Zhannat råbte at jeg skulle komme ind og hun forsøgte da også i et par gummistøvler at indhente mig for at få mig overtalt til at komme op i jeepen. Men jeg fortsatte og endelig satte Djambul i gang og fulgte i hælene på mig. Vel ovre fik jeg skiftet til min termokedeldragt da bukserne var blevet våde. Jeg fik mange skæld ud af Aksabak og hun insisterede på at bruge en flaske vodka til indgnidning af mine ben. Det er faktisk utrolig hvor meget varme en flaske vodka kan afgive – også udenbords. Men selvfølgelig var begge kvinder meget stolte af at kende et så modigt mand som mig og det var jo sådan set også det jeg gik efter. I øvrigt var det en stor glæde for os alle sammen at bilen med akim og professor måtte opgive at forcere dette stykke og derfor fik vi til vores uddelte glæde Raim for os selv.

I Kyzylzhar Raim kunne vi ikke finde hverken fiskere el. formand og derfor forsøgte vi os hos Doukara. Han var hjemme og blev meget glad for vores besøg. Han omfavnede mig og kyssede mig på halsen og kinden og tårerne stod ham ud af øjnene. Han er nu fuldstændig blind og helt afhængig af medicin for hans sukkersyge. Han fortalte os at fiskerne d.s. to brigader og formanden var ude på den nærliggende sø for at fiske med vod. Det blev jeg jo meget glad for da jeg endnu ikke havde set et sådant fiskeri i virkeligheden. Vi tog straks afsted efter at vi havde lovet Doukara at spise og overnatte i hans hus.

Ude ved søen var de to brigader i gang i hver deres side af søen. Det ene hold var netop blevet færdig med at hale de lange arme på over en km ind i to stakke. Armene er som nævnt mere end 1000 meter lange og ca. 5 meter høje. Når man bevæger sig hen imod et sådant fiskeri så ser man 2 x 3 mand som hver lægger deres stak af disse arme. To mand redder ligesom garn i hver deres tælle. Den 3. Mand piller de fisk ud som sidder i garnene – det er ikke mange i begyndelsen men hen imod selve voddet sidder der mange fisk. Lige i midten - mellem disse to grupper står der to motorer med spilkopper. Den ene arbejder den har man i reserve. Fra motoren og hen til det sted hvor voddet kommer op af isen er der vel ca. 150 meter. Et tov bindes på en særlig måde om begge arme der hvor de kommer op af isen og spilkoppen hiver. Tovet er dobbelt så langt og ligeså snart man er fremme ved spillet bindes den anden ende fast og hvillingen fortsættes. Det foregår stille og roligt og der er ret meget at hale på.

Når man er nået frem til “posen” – det er ikke en pose i den forstand vi kender – nærmere et bundgarn og det tømmes også ligesom et bundgarn. Men først skal armene bindes fra bunden og det gør man selvfølgelig ved over- og undertællen. Men også selve de ca. Hver 5 meter høje garn skal bindes fra. Her syer man faktiske begge arme på posen hver gang man sætter et træk. Og nu fjerne man denne syning som ikke er en maskesyning men en lang tynd tråd som hægter det hele sammen. Efter at dette er gjort lægges garnet ligesom ud på isen rundt hullet i isen. Hullet er på en meter i bredden og ca.  3 meter i længden. Også går 8 mand i gang med at hive i garnet indtil man har nået bunden og fisken ligger og spræller i hullet. Derefter går to mand i gang med kejse fisken over i en dertilindrettet slæde og fisken køres så hen på et områder hvor man har fjernet sneen og slæden kæntres så de ca. 1 tons sprællene og blanke fisk fordeles ud på isen. Det er meget smukt at se de 7 arter fisk på denne blanke og smukke baggrund. Derefter går man i gang med at opveje fisken. Den fyldes kurve og hældes så bare op på ladet af en lastvogn. Her må jeg sige at det rene og smukke der er foregået indtil nu med et slag er borte og herfra og til bordet er der en lang og meget kvalitets forringelsesvej.

De ca. 30 mand som var i gang – eller hvad man nu vil vælge at kalde det tempo der var på, der er ingen der får sved på panden i det tempo – fangede denne dag ca. 3 tons. Det var man godt tilfreds med for det var 4. gang man brugte de 2 vod på denne sø. Men når man tænker på at disse 3000 kg sikkert ikke vil indbringe mere end 60.000 tenge og selvfølgelig fisk til eget forbrug og salg. Alle de store sandart, karper, malle og helt blev taget fra til fiskernes eget salg. D.s. at kun de små fisk – det vil faktisk sige også meget små fisk – blev solgt fra kollektivet. Men så havde man også skullet lægge, lastbil, to traktorer og et utal af motorcykler til plus det ret omfattende fiskeriudstyr og slæder til fragten. I løn får fiskerne ca. 5000/tenge md. men så skal de selv sørge for maden, så det er ikke noget at sige til at de selv skal have solgt nogle fisk.

Efter at man var færdig blev der holdt et møde på isen hvor vi igen gav en introduktion til skrubbefiskeriet. Her kunne vi helt tydelig lægge til grund at bæredygtigheden søerne er alvorlig fare nå man som i dag tager alt med som går i garnet. Jeg henvendte mig direkte til en af de brigadeledere jeg kender for at hørere om han for 10 år siden ville have taget disse små fisk. Alle var tydelig berørt af det faktum at man i dag tager det hele med også selv om man sagtens havde kunnet genudsatte de små fisk i live. I sovjettiden var alt andet end en udsætning af de små fisk forbudt. Det var det jo ikke noget at sige til når man betænker at langt de fleste fisk i søen var udsat fra de udklægnings stationer som dengang fungerede i regionen. Nu tager man alt revl og krat og der udsættes kun meget få om nogen fisk i de naturlige søer i området. 

Formanden sagde til forsvar for hvorfor Raim ikke var så aktiv i skrubbefiskeriet at det var meget omkostningstungt at fiske så langt fra hjemmet. Vi lovede kollektivet en samlet støtte ud fra en nøje beskrivelse af behovene for at ca. 20 mand – 2 af kollektivets 4 brigader – kunne flytte til Akbaksty området og fiske derfra i skrubbe sæsonen. Vi blev enige om at en sådan strategi måtte udarbejdes.

Efter fiskeriet kørte vi til landsbyen Shomishkol. Vi skulle se skolen som havde fået 10 computere og vi skulle også gerne tale med byens få fiskere.

Skolens rektor og staben modtog os – de var blevet advaret fordi vi inden vi kørte ud til fiskeriet var forbi byen for spørge om vej til søen. Vi blev vist ind på rektors kontor hvor han aflagde rapport, også en skriftligt omkring brugen af computerne. Uheldigvis havde man ikke noget strøm denne dag også selv om det havde været et vigtigt kriterier for en tildeling af computere. Men han sagde at man som regel havde strøm mellem kl. 18.00 –22.00 hver aften og her blev computerne så flittigt udnyttet. Mange hold var i gang og vi mødte da også den lærer som havde ansvaret for selve undervisningen. Han sagde at en mindre gruppe lærere og elver havde etableret en gruppe af eksperter som hver dag sad og arbejde med computerne.

Efter denne fremvisning var der et hurtigt indkaldt  møde med fiskerne hvor der deltog ca. 25 mand. Også de fik en introduktion til vores program og byens 2 brigadeledere sagde at de også ville få samlet en gruppe som kunne fiske på Aral til efteråret. Her fik vi talt med den ene af byens 2 brigadeledere Satybæv Kablan fra kooperativet “Aiderbek”. Han var netop kommet hjem fra et isfiskeri på en sø i nærheden.

Efter dette møde var der underholdning for alle af elever og lærere. Der blev spillet og sunget og opført en mindre sketz mellem 2 unge piger. Den var underholdende selv m jeg ikke forstod noget som helst af det der blev sagt idet jeg ikke havde nogen tolk da den blev opført.

Til afslutning var de til te og vodka hos rektor og særlig indbudte. Denne pæne mand var efterhånden blevet lidt munter – jeg tror kun meget sjældent han drikker vodka – og vi havde travlt med at afbøde det kødangreb han satte i gang. Det lykkes os heldigvis og vi fik en god aften og nat med og hos Daukara.

Søndag 5.3

– skole møde; møde i Bakhits virksomhed.

Efter morgen teen skulle vi lige en tur forbi formanden til en lille kop te som han havde indbudt til dagen i forvejen. Denne lille kop te blev ligesom alle de andre “små” kopper teer til et større angreb med mange drikke og mad af forskellig art. Også han blev meget overstadig og satte ind med et meget alvorligt kødangreb, et angreb som blev bygget op omkring et nyslagtet dyr. Vi fik det afværget med stærke argumenter om at vi skulle være i Aralsk seneste kl. 15.00 da der var indkaldt til stormøde i Bakhits fiskerivirksomhed. Alle de brigader og grupper som  fiskede til Karasai-Kazi var indbudte og vi havde både lovet dem og folk fra Karasai-Kazi at være til stede.

Vi kom afsted på kødtom mave og vi ankom til Aralsk tids nok til at besøge den computer/engelsk skole foreningen har fået stablet på benene. Alle de elever der hørte til dette eftermiddagshold var mødt op, det samme var læreren Askar men pokkerme om ikke også denne skole var uden strøm. Det var overraskende da skolen ligger tæt på stationen og derfor altid – ifølge initiativtagerne - har strøm, men i dag måtte så blive den undtagelse som bekræfter reglen.

Efter skolen skulle vi til mødet i Kazir. Det blev et lidt mærkeligt møde, da vi ankom fik vi at vide at Aimbetov netop havde forladt stedet efter at havde vist sig for fiskerne. Jeg havde forventet at møde ham da akimen havde indkaldt til møde dagen efter, et møde som sandsynligvis skulle bruges til at få udpeget Aimbetov til akimatets fiskeri rådgiver og dermed uofficiel leder af regionens fiskeri. Efter at han ikke vil møde mig sammen med fiskere er der igen tvivl længere – han skal udpeges til at udfylde den rolle.

Jeg tror nok det rystede mig lidt at Aimbetov tilsyneladende anser mig som en så betydningsfuld mand inden for fiskeriet at han ikke tør at møde mig før han er officiel udnævnt. Han har jo varet i byen mens jeg har varet her så han kunne sagtens finde mig i et forsøg på at få min støtte til projekt.

Den stedfortrædende direktør Arbay – denne lille undselige mand med de kraftige briller - som meget gerne vil være direktør, holdt en tale om rigets tilstand. Alt var godt og fremtiden sikker mente han. Så fik Bakhits far ordet for kun at sige at Arbay nu var direktør og at Bakhits lillebror skulle tilse at alt gik efter planen. Bakhits lillebror er en meget stille og meget ung mand. Direktøren sagde tak og opfordrede de tilstedeværende brigadeledere om de ville anerkende hans lederskab. Det gjorde alle via at 3 af de førende sagde ja og den førende holdt en tale som ikke satte spørgsmålstegn ved den nye direktør.

Zhannat pressede på mig for at jeg skulle sige noget, men jeg afviste. Men så tog Bakhits far ordet og spurgte mig direkte om jeg støttede valget af den nye direktør. Det undrede mig lidt for jeg havde tidligere overfor de ansatte i Aral Tinize sagt meget klart, at jeg ikke mente at Arbay kunne være den direktør som projektet havde brug for, så jeg gik da udfra at det viste Bakhits far godt. Men noget må være svigtet i dette ellers meget velfungerende formidlingssystem. Jeg svarede henholdende og meget kort at jeg tog valget til efterretning. Alnyazoz Bolat en af tolkene fra 1996 var med til mødet. Det havde undret mig at se ham der, men da han sagde noget forstod jeg hvorfor han var med. Man ville simpelthen sikre sig at jeg ikke blev fortolket af Zhannat. Også det gjorde mig lidt sur så jeg så på ham meget direkte og bad ham begrunde sit spørgsmål til mig om at Bakhits far ville vide om det jeg havde aftalt med Bakhit stadig gjaldt? Jeg mente ikke at have aftalt noget bestemt med Bakhit og sagde det samtidig med at jeg understregede at skulle jeg have aftalt noget med Bakhit var det altså ikke Bakhit som nu var direktør for Karasai-Kazi og at situationen derfor var en anden.

Denne klare afvisning af valget af ny direktør skabte stor uro. Bakhit far blev synligt rystet og den nye direktør sagde mærkelige lyde. Jeg havde ikke mere at sige og vi kørte derfra efterladende en del forvirring – ingen tvivl om det.

Her søndag aften mens jeg skriver dette mener jeg at have gjort det rigtige. Arbay vil efter min og andres mening ikke på nogen måde kunne få skabt den fornødne respekt omkring sin person. Han ved intet som helst om noget som helst inden for det praktiske fiskeri. Han er bogholder i en absolut forstand og hans ordre vil kun skabe forvirring hvor de lander hvis de overhovedet lander nogen steder. Alle fiskere vil se og høre ham som bogholder og netop denne arbejdsfunktion har fiskerne det ikke sjovt med, da det jo er bogholderen som skal udbetale deres løn – men som jo aldrig gør det, og hvis de gør det da altid utrolig meget mindre det det som fiskerne mente at de havde tilgode. Den der har størst fortjeneste på valget af ny direktør er Aimbetov, da den nye direktør for Kazi vil være ler i hans hænder og ved at fiskerne vil anse selv en person som Aimbetov som mere kompetent end Arbay .

Nu håber jeg blot at min relativ klare udmelding vil kunne få fiskerne og andre til at tænke sig om endnu engang og måske lægge pres på at der findes en anden og bedre kvalificeret leder af Karasai-Kazi. Om ikke andet vil det nu komme rundt i systemet og i morgen på akim mødet vil afvisningen af den nye direktør sikkert blive retningsgivende for hvorledes mødet vil udforme sig.

Det er nu ret sikkert, at hverken Adilbek Aimbetov eller akimen vil turde at presse mig til at skulle offentlig støtte valget af nye Aimbetov som den nye fiskerileder i regionen og hvis de alligevel bliver nødt til det vil den diplomati jeg skal udfolde blive overstrømmende vel modtaget. Dette fordi projektet ikke må forholde sig andet end neutralt til valget af Aimbetov, men før den klare afvisning af Arbay kunne man godt forestille sig at projektet vil blive presset til en positiv melding omkring akimens valg. Dette pres skulle nu være blevet fjernet.

Mandag 6.3

– møde med fiskere; møde med Big akim; formøde og offentlig fiskerimøde i akimatet; besøg på skibsværftet.

Dagen starter med møder med fiskere som er kommet til byen for at deltage i akimatets præsentation af Aimbetov som ny leder af fiskeriet i Aralsk regionen.

Møderne med fiskerne startede med at vi fik talt med Zhangaziev Bahitzhan. Han fik som brigadeleder fra Bugun støtte i efteråret. Han fik 30 garn og han var i et samarbejde med FC “Niaz”. Vi var ikke så trykke ved den kontrakt vi dengang indgik og det har da også vist sig at vores tvivl var velbegrundet. I følge Bahitzhan og godt suppleret af Tojbarzar fra Bugun har lederen af Niaz taget garnene fra ham og opsagt samarbejdet med ham. Dette ophør fandt sted umiddelbart efter at efterårsfiskeriet gik i gang.

Ifølge Tojbarzar har Serik fra Niaz overtalt Bahitzhan til at lyve for at få del i garn og kreditter, kreditter fik han dog ikke p.a. den usikkerhed der herskede omkring denne sag.

Vi aftalte med Askebek at han tager kontakt til Niaz og får udleveret de 30 garn. Derefter lader vi sagen ligge indtil Niaz har afgivet deres version af sagen. Bahitzhan har vi ikke noget udestående med. Han vil sikkert aldrig mere udgive sig for at være brigadeleder og han fortsætter derfor hans fiskeri og det gør han sikkert med brigadeleder Osbarnov fra Karasalan som i øvrigt er søn af lederen af Niaz.

Derefter var der et kort møde med den mand som ønsker vores støtte til udbedring af et fiskeopdrædt i Karateren området. Vi har sagt at vi vil se venligt på en gennemtænkt plan som igen kan sætte gang i udsætning af fisk i naturlige- som kunstige søer. Han arbejder videre på beregninger omkring hvor meget vand der skal pumpes fra floden og op i den sø og de ponds han råder over.

Tojbarzar fra Kone-Bugun ville meget gerne have kredit til køb af båd med motor. Vi talte længe om dette og måtte igen understrege at vi ikke giver kredit til køb af både. Han lovede os at se på muligheden for at få indkøbt en motor for ca. 30.000 tenge som han så kunne få i kredit. Vi skulle blot have en kontrakt hvorpå motor nummer var skrevet.

Midt i det hele ankom Aimbetov for fuld tryk. Han var venligheden selv og ville gerne om alt var godt og samarbejde mulig nu da han skulle være leder af fiskeriet i regionen. Vi talt lidt frem og tilbage og begge skulle vi jo forsøge at fremstå nogenlunde i balance med situationen. Jeg er sikker på at mine øjne ikke virkede som de plejer men det gjorde Aimbetovs heller ikke så her stod vi lige. Vi blev enige om at få talt godt sammen på det møde som akimen havde indkaldt til kl.12.00 som et formøde før det store møde med alle fiskerne kl. 14.00.

På vej ud af døren for at besøge Nursaule blev vi grebet af Baymarsev (big akim) som hev os ind på kontoret for at ønske mig velkommen til Aralsk og samtidig få beklaget at han ikke havde kunnet mede mig før.

Han så ud til at være i fin form og han begyndte at fortælle hvor meget han kunne klare nu da han var blevet ejer og direktør for skibsværftet i Aralsk. Vi blev enige om at vi skulle komme ud på værftet efter mødet i akimatet.

Formødet startede kl. 12.45 kun 45 min. Forsinket. Med til mødet var foruden en del bureaukrater fra akimatet så Aimbetov, Marat fra Aknur, Kulmuratov og Aldabergen fra Kyzmet, Arbay fra Kazir, Zhaulkan og Askebek.

Mødet blev indledt af akimen med en lang tale om nødvendigheden af at der snart blev gjort noget fornuftig med fiskeriet i regionen fra de ansvarlige side. Han redegjorde for hans overvejelse mht. fremtidens fiskeri og de byggede i store træk på de planer projektet har. Han opfordrede derefter alle til at komme med indlæg og forslag til den fremtidige strategi.

Først mand blev Zhaulkan som også mente at nu måtte alt sættes ind på at få gang i fiskeriet, derefter sluttede de fleste op om denne formaning. Så fik jeg ordet for at give projektets bidrag til fremtidens fiskeri. Jeg tog udgangspunkt i det ubæredygtige fiskeri som fandt sted på søerne i regionen. Her tog fiskerne alt med selv ned til de allermindste fisk. Ud af to træk på Karakol ved Shomishkol havde vi jo selv ved selvsyn set at der blev fanget ca. 3 tons men kun ca. 2 sække med større fisk blev det ud af de 3 tons. Resten var i hovedtrækkene små fisk. Jeg mente at fortsatte man på denne måde ville der ikke være mange fisk i søerne om få år. Derfor var det nu afgørende at alle kræfter blev sat ind på at få etableret et større fiskeri efter skrubber på Aralsøen i de mere end 6 md. hvor et fornuftigt skrubbefiskeri kunne finde sted. Det var vigtigt fordi skrubben var der, men ligeså meget fordi fiskeriet i søerne skulle aflastes ellers ville det gå galt da ingen i dag tilførte søerne de fisk som de før blev tilført fra fiskeopdrædt.

Derefter fik vi forklaret vores planer for det kommende år og perspektiveret disse over de næste 4 år. Herunder fik jeg også givet en kraftig formaning – det er jeg efterhånden blevet helt god til – hvor jeg fik spurgt de tilstedeværende ledere om hvad de egentlig fik udrettet når man måtte betænke at verden skreg efter fisk og at alle lande kæmpede for at få del i flere fisk og at har ikke mente sig i stand til at udnytte en værdifuld ressource som bare fik lov til at død af alderdom? Sådan en højkvalitets fisk som på det danske marked kunne indbringe op til 30 kr./kg – til fiskeren!! Dette at en kg fladfisk kunne koste over 7 $ i første led skabt en stor uro blandt de tilstedeværende.

Akimen blev overstadig og skældte alle ud for sådan at lade stå til i stedet for at få fanget de fisk og få hjemhentet de mia. af tenge der bare lå og ventede på at blive hentet. Nu havde man altså at komme med noget fornuftigt til det Kurt siger.

Alle fik travlt med at forklare at netop de havde store planer om at få gang i fiskeriet efter skrubber overalt i Aralsøen og nu ville man gå i gang ligeså snart isen brød op. Akimen så derefter glad på mig om jeg ikke synes det var godt at vi havde så handlekraftige personer i det Aralske fiskeri? Jeg måtte skuffe ham med, at vi ikke kunne støtte et forårs fiskeri fordi fisken er så ringe i de md. Han blev lettere rystet og spurgte til hvorfor kvaliteten var så ringe og ikke mindst hvorfor han ikke viste det?

Igen fik gruppen travlt med at forklare at kvaliteten var meget dårlig om foråret og at man egentlig hellere måtte forbyde fiskeriet efter skrubber i den periode for ikke at få ødelagt markedet for skrubber.

Det hele endte op med at man fik konkluderet at af hensyn til fremtidens fiskeri i søerne måtte man nu få så mange fiskere som overhovedet muligt om ikke alle til at fange skrubber. Alt skulle sættes ind på denne opgave og akimen lovede at der ville blive kreditter til dem som havde et behov derfor. Aimbetov blev også introduceret som ny leder og jeg blev spurgt om konklusionerne på dette møde var noget vi kunne bringe ind til mødet med fiskerne. I mit svar lavede jeg en skarp opdeling mellem det fiskeripolitiske og det fiskerifaglige og udviklingen af fiskeriet. Jeg overlod som sædvanelig de politiske punkter til de kazakiske ansvarlige, herunder også Aral Tinizis præsident Askebek, for alene at koncentrere mig om det fiskerifaglige og udviklingen af en fornuftigt fiskeri fra bunden. Med et fornuftig fiskeri mente jeg et fiskeri bestående af såkaldte frie fiskere, d.s. fiskere som selv ejer deres produktionsmidler og som derfor selv kan tilrettelægge deres fiskeri. En sådan udvikling vil være i alles interesse idet man jo derved får fiskere som bliver ansvarlige for redskaber og fartøjer og ligeså vigtig – de bliver også mere ansvarlige end i dag for de begrænsede fiskeressourcer. Som ansvaret er fordelt i dag påstod jeg bliver alle problemer herom overladt til de som traditionelt har dette ansvar, nemlig myndighederne og ikke mindst de mange specialister, og de sidste har jo intet imod at den gamle struktur bliver opretholdt idet den alene giver dem deres udkomme. Med frie og selvhjulpne fiskere vil denne stor gruppe af produktivløse specialister vær tvunget til at finde sig noget arbejde. Ikke alle synes om dette indput men hvad kunne sige til dette andet end at sådan måtte udviklingen nødvendigvis blive.

Efter dette 2 timers lange møde var gruppen klar til at møde fiskerne.

Det blev nu ikke de mange fiskere som prægede mødet. Der var vel ca. 75 personer tilstede hvoraf mindre end halvdelen var fiskere. Alle talere fik understreget vigtigheden af at få sat gang i skrubbefiskeriet. Alle sagde ordret alt det vi var blevet enige om på formødet.

Men nu sagde man igen dette “jeg mener” og har altid ment og har gjort dette og dette i sagen. Uden nogen blusel kunne alle nu hver især sige at dette var netop hans plan. Dette faktum kan kun betyde en ting – projektet sætter kursen for fiskeriet i Aralsk regionen og at alle er nu bekendt dermed. Det er selvfølgelig et problem at jeg opfattes som skipper på denne kurs og at ingen tilsyneladende sætter spørgsmålstegn ved det. Men projektet bliver altså nødt til at få dette på plads i forhold til det bæredygtige i dette. Men mht. hvorledes man ser på min person er der ikke ret meget vi kan gøre ved det i øjeblikket - jeg kan jo ikke offentlig frasige mig det lederskab som for kazakerne er givet. Man vil simpelthen ikke forstå hvad jeg sagde hvis jeg prøvede på det.

Som mødet skred frem blev det således klart for alle at nu skulle alle arbejde for at få fiskerne til at fiske i Aral af hensyn til en forbedret biologisk bæredygtighed i søerne. Fra akimatet side ville man ret sikkert nedlægge forbud mod at fiske i søerne så længe der var en mulighed for at fiske i Aral.

Undervejs blev der flere gange beklaget, at der ikke var ressourcer til at få overvåget fiskeriet. Vi foreslog derfor – som et eksperiment – at projektet kunne betale licensen for fiskerne det kommende år for deres fiskeri i Aral. Med en fangst på ca. 250.000 kg/år ville det betyde en indtægt på ca. 750.000 tenge. Disse penge skulle så kunne gå ubeskåret til det biologiske institut så de kunne overvåge fiskeriet ikke kun i Aral men også i søerne.

Zhaulkhan blev spurgt om hans behov og de ville være dækket med de penge. Akimen støttede ideen 100% men den skulle dog tilpasses den kazakiske lovgivning. Med den plan vil projektet kunne slå flere fluer med et smæk, idet vi fik overvåget fiskeriet til en billig penge og med de kazakiske myndigheder til at holde Zhaulkan til ilden, og samtidig får vi et overblik over situationen i søerne.

Desuden får vi ydet en direkte støtte til fiskeriet og vi vil også få lokket flere fiskere over til et fiskeri i Aral, samtidig med at de bliver medlemmer af Aral og ikke mindst - at de nu også har flere penge at betale et sådant medlemsskab med.

Betingelserne for at blive fri for at betale licens var at man henvendte sig til rette myndighed, d.s. Skovkontoret i Koszhar v/Kemal som så udsteder en tilladelse til fiskeri og så forpligtiger man sig på efterfølgende at overgive alle oplysninger til Aral Tinizi om hvor meget man fanger, hvorhenne og hvornår.

Alle talerne og akimen støttede nu denne plan 100% og mødet sluttede efter ca. 2 timer ved at en præst bad for de som druknede på Kampaz.

Efter mødet skulle vi besøge skibsværftet og den nye ejer den fhv. akim Alashbai Baimyrzæv. Den nuværende akim havde på mødet sagt at Baimyrzæv var blevet ejer af skibsværftet ved at han havde betalt al værftets gæld – en enorm sum på 150.000 mill. Tenge.

Det er da også et enormt værft han er blevet ejer af. Et større antal meget store produktionshaller og et område der er mindst 10 gange så stort som Aralrybproms. Der ligger alene i jern på denne grund 100.000 tons. Der er mange kraner og maskiner og køretøjer. Værftets vigtigste arbejde er at rep. togvogne – det synes som om at det er et ret omfattende arbejde som også giver arbejde til over 300 mand. Desuden har man planer om alle mulige nye projekter både inden for landbrug og industri. Det er lidt underligt at høre at man er ved at opbygge en sværindustri for så også at skulle arbejde med fødevarer – men det er jo ikke så forskelligt fra vores egen verden!

I hvert fald lagde Baymarsaev ikke skjul på at han havde store planer. Mht. vore planer om at få færdigbygget skibet som ligger på grunden var det ikke noget problem – det skulle vi nok få gjort. Det vigtigste for Baimyrzæv var ikke uventet at få profileret hans nye virksomhed over for de danske vindmølle fabrikanter for at disse kunne få bygget vindmølle tårne på hans virksomhed. Vi fik foretaget en rundtur og så på skibet og mulige pontonbro elementer. Vi holder det sidste møde på onsdag og da gerne omkring en holdbar projektbeskrivelse af færdig monteringen af skibet.

Tirsdag den 7.3

- møde med Aimbetov; større intern møde mellem projektets ansatte; opstart på den 8. Marts og kvindernes dag. 

Kl. 09.00 møde med Aimbetov. Han møder i god tid og han er vel forberedt. Han lægger ud med at forsikre os om at hans hensigter er i orden og at han vil yde alt for at vi når vore mål.

Derefter lægger han ud med at han er ved at flytte sit fiskeriudstyr far Balkhaz til Aral. Dette omhandler bl.a. 15 både med kabiner og et ukendt antal andet udstyr som vod og tovværk. Han undlod klogeligt at omtale de danske garn han med sikkerhed tog med sig fra Aralsk til Balkhaz i maj 1997.

Han lagde ikke direkte op til at han skulle have kredit til både det ene og det andet. Men meget tyder på at det ikke vil vare længe inden han dukker op med sådanne ønsker.

Hans måde at gå til sagen på var ikke direkte problematisk, men alligevel bliver vi nødt til at se med alvor på hvordan han griber tingene an de kommende md.

I øvrigt er Aryngasiev blevet udpeget til rådgiver for akimen i Aralsk regionen. Denne udnævnelse har udelukkende adresser til Aimbetovs nye position. Aimbetov skylder ham noget. Det er lidt for tidligt at konkludere hvad det betyder for projektet, men meget ser ud til at såvel Aimbetov, Aryngasiev og Zhaulkhans aktiviteter nu er ved at blive genoplivet. Vi må se – selv mener jeg ikke at trioen bliver noget problem det første år da de bliver nødt til at afvente dette første års resultater i skrubbe fiskeriet.

Aryngasiev var ude med et forslag om at han skulle have kredit til forskellige formål – men han blev høfligt afvist med henvisningen til at vi ikke udbetaler kredit til andre end brigadeledere.

Så blev det Zhaulkhans tur til en forespørgsel om en undersøgelse af potentielle fiskepladser i de den SV den af Lille Aral. Han ville sammen med et par af hans folk og nogle fiskere drage rundt i området fra Akesbe til ydekanten af Kokaral. Både med bil og båd ville man undersøge forskellige stationer med henblik på at finde egnede pladser til at fiske fra. Vi sagde ja til planen og gruppen vil få dens udgifter til benzin og mad dækket efter regning. Gruppen skal udarbejde et kort med henvisninger til og beskrivelser af de enkelte pladser der kan bruges som lejre for fiskerne.

Efter disse møder og afvisninger af flere, blev døren låst for at vi kunne komme i gang med interne møder om arbejdet det kommende år.

Pkt. 1. status mht. fiskere og grupper af fiskere: vi samarbejder med d.s. at 525 fiskere har fået støtte fra projektet. I alt betyder det at 55 grupper af fiskere har udfærdiget kontrakt med projektet. Af disse har 19 reg. kooperativer aftaler/kontrakt med projektet.

Pkt. 2. Logo: vi fik forelagt det seneste forslag fra Nurzhan og med enkelte ændringer mener vi at dette må blive projektet og Aral Tenizis logo. Vi forventer at jeg vil kunne tage det endelige og godkendte logo med mig til DK for færdiggørelse af professionel lay out firma.

Pkt. 3. Status på kredit til fiskerne: vi udbetalte i 1999 i alt 435.000 tenge og mangler nu at få tilbagebetalt 105.000 tenge. Karakoz mener at vi vil få alt tilbagebetalt minus 30.000 tenge til et kooperativ som er gået helt i opløsning p.a. druk fra brigadelederens side. Det samme kooperativ er omtalt tidligere i denne rapport som det kooperativ som skulle besøges for at få garnene tilbage så disse kunne tilgå de fiskere fra kooperativet som ønskede at fortsætte fiskeriet.

Pkt. 4. Indkøb af jeep og ansættelse af chauffør. Vi blev enige om at købe en jeep og at ansætte Saizhanov Agitai på halvtid. Chaufføren havde vi talt med den 1. Marts og vi mente nok at han ville påtage sig jobbet. Det blev aftalt at han og Karakoz rejste til Kazalinsk for at udvælge sig den bedste og billigste jeep – så hurtig som muligt. Det blev aftalt at kontorchefen har det fulde ansvar for at bilen bliver brugt til formålet – d.s. ture uden for byen i projektets tjeneste.

Pkt. 5. Det blev aftalt at man så hurtig som muligt fik indhentet pris på en generator til kontoret samt en kopimaskine af god kvalitet og en fax. Budgettet på dette udstyr skulle sendes til Danmark for godkendelse.

Pkt. 6. Det blev besluttet at man holdt et skarpt øje med cafeen ved siden af. Meget kunne nu tyde på at den skal sælges og vi vil gerne købe med henblik på a6t få indrettet en “Fiskernes Butik”. Også fordi det kunne være rart at have det hele samlet og det kunne være rart om cafeen lukkede og støjen ophører.

Pkt. 7. De ansatte det kommende år. Jeg fremlagde forslaget om at der oprettes et kollektiv Junta bestående af Zhannat, Aksabak og Karakoz. Fremlæggelsen af dette forslag betød jo også at jeg skulle fremlægge en holdbar forklaring til Saripa som ikke kommer med i ledelsen. Zhannat havde ikke lagt skjul på at hun gerne så at Saripa holdt op med at arbejde i projektet. Men det er ikke sådan bare at sige til folk at nu slutter festen og derfor fremlagde vi forslaget om en informationsmedarbejder. Saripa synes ikke om at blive en sådan medarbejder for hun ønskede at fortsætte som hidtil.

Efter en del diskussion blev der først skabt enighed om at juntaen var god – projektet havde brug for et sådant beslutningsorgan da Zhannat ikke ønskede at blive/være alene koordinator. Derefter måtte vi tilbage til Saripa. Hun ville selvfølgelig gerne vide hvorfor det var så vanskeligt for hende at blive i det gamle job. Jeg måtte så i gang med det ubehagelige at oplyse hende om at vi ikke var trykke ved hendes omgang med byens spidser. Alt for mange ting pegede på at hun havde fortalt mere end godt er for dette projekt. Og nu da Aimbetov og Arengisiev var tilbage i spidsen for fiskeriet kunne det skabe problemer for projektet hvis alt og alle samtaler og diskussioner blev offentlige.

Vi opfordrede hende igen til at blive informationsmedarbejder men hun var meget afvisende. Derefter måtte vi blot tage dette til efterretning og vi lod hende tænke over tingene de kommende dage, hvad hun så ville.

Derefter fik vi talt om de øvrige job. Ve blev enige om at Nurzhan fortsætter som dekoratør og fotograf og at Bakhit forsætter som kontorchef. Hvis ikke Saripa vil være informationsmedarbejder må vi finde en anden for projektet og foreningen savner nogen der vil skrive og oplyse om arbejdet ud fra objektive kriterier.

Alle andre job som rengøring og vagt om natten blev vi enige om kunne dækkes af de ansattes løn

Lønnen blev aftalt som følger:

De 3 ansvarlige: år 2000 = 220$ stigende til 250$ i 2001

De øvrige 3 ansatte: år 200 = 170$ stigende til 200$ i 2001

Til slut blev der talt lidt om meget, bl.a. at vi forventer at Claus og Henriette vil tage en uges ophold i Akesbe o.a. Det sidste møde blandt de ansatte vil blive afholdt onsdag kl. 10.00.

Ellers blev dagen præget af at onsdag den 8.3 er det kvindernes dag. Denne dag starter den 7. Med en halv fridag og lidt indledende festligheder som består i at man drikker noget vodka og noget champagne og at man skåler for kvinderne med et klart sigte mod ens mor. Flere fiskere o.a. ankom hele dagen med chokolade og frugt samt det vigtigste vodka og andet drikkeligt. Et bord blev hurtigt rettet an og skålene kunne gennemføres.

Dette blev ved til sent på aften. Dagen derpå er hel fridag og der spise og drikkes overalt – ja man kalder det nærmest en højtid.

Men vi fik dog talt med Aksabaks mand som er blevet opfordret til at tage ansvaret for de tre containere og deres el. installationer. Han har accepteret at påtage sig denne opgave.

Onsdag den 8.3

- Kvindernes “internationale” festdag; sidste møde på kontoret;afgang til Almaty.

Det er arbejdsfri dag for alle bortset fra projektets kvinder som må på arbejde som sædvanelig. Dagen skal udnyttes da Zhannat og jeg tager toget kl 20.30 til Almaty. Der er sidste møde på kontoret kl. 10.00 og vi skal endnu en tur ud til skibsværftet. Det sidste regnskab skal også gøres op med Karakoz.

Men dagen foregår på den måde at hver gang man møder et menneske, det værre sig en kvinde, mand el. Barn så foregår der en eller anden hilsen alt afhængig af hvilken person man møder. Det er som at sige godt nytår eller glædelig jul, bortset fra at denne hilsen er personlig i og med at den retter sig direkte mod personen hvis det er en kvinde og i den sammenhæng er det lige meget om man kender denne kvinde.

Alle kvinder man møder får denne hilsen at de i dag fejres fordi de er kvinder og de fleste mænd man møder hilser på hinanden ved at lykønske hinanden med mødre og hustruer i enkelte tilfælder, f.eks. under skåltaler også med de pigebørn man ved den anden har o.s.v.

Den tyske kvinde KLARA CETKYN (tsenkyn) er ophavskvinde til denne dag. Hun var formand for de tyske kommunister og aktiv sammen med Rosenborg. Hun døde dog en almindelig død. Dagen blev fejret for første gang i 1918 og siden har denne dag sammen med 1. Maj været de største af de sovjetiske “helligdage”.

Men ellers startede dagen med at vi fik afholdt det sidste kontormøde. Vi fik bl.a. drøftet følgende emner:

-     oversættelsen af Aral Tenizis charter måtte færdiggøres. Der er arbejdet på opgaven siden sidst og der mangler ikke ret meget inden den engelske udgave kan underskrives.

-     Zhannat blev spurgt om hun nu tager orlov fra skolen? Det ville hun gøre.

-     Raim formandens projektforslag til et fiskeri i den vestlige del af Lille Aral blev diskuteret i detaljer og et modificeret forslag blev gennemarbejdet. Dette skal jeg nu arbejde lidt på også vil dette kunne lægge en strategi for hvorledes vi forholder os til og afgøre de ansøgninger som nu vil strømme ind inden august.

-     Claus og Henriette fik gennemgået dele af deres planer for de kommende måneder. Bl.a. blev det afgjort at de tager en uges ophold i Akesbe for at få beskrevet i detaljer hvilke forbedringer vi eventuelt kunne bidrage til blev gennemført.

-     Der blev lagt nogle foreløbige kriterier for kreditgivning indtil efterårs fiskeriet går i gang. Bl.a. kunne der gives kredit til oprettelse af bosteder i den vestlige del af Aral, d.s. kredit til at benzin og andet for at få bygget nogle jordhuse i denne del. Der kunne gives kredit til indkøb af motorer. Og ellers måtte man vurderer fra sag til sag i den nyoprettede 3 kvinde gruppe. Hvis man kommer i alvorlig tvivl skal DK kontaktes. Med al kreditgivning skulle følge en formaning om at fiskerne skulle være klar over at en kredit nu skulle være afviklet inden en eventuel ny kredit til efteråret. Ellers skulle reglerne som var gældende i efteråret 1999 også gælde fremover.

-     Forholdsregler over for Aimbetov og Co. Blev drøftet. I detaljer blev vi enige om hvordan de ansatte bedst kunne undgå at møde Aimbetov og hvis de alligevel skulle møde ham, hvordan de så kunne undgå at svare ved henvisning til at de måtte spørge Kurt i DK. Vi besluttede også at spørge Makhambet om han kunne tage til Balkhaz for at få udarbejdet en rapport om Aimbetovs gøren og laden i området de seneste 4 år. Hvem han havde været sammen med, hvordan o.s.v. Vi er ret sikre på at han også i det område har tømt stedet for værdier og at han nu vil bringe resterne af disse til Aral for derigennem at få del i de muligheder projektet giver fiskeriet. Denne rapport vil blive et nyttigt redskab når vi senere på året skal forholde os til Aimbetovs ønsker om garn og kredit til de 15 fartøjer han vil bringe til Aral. Bl.a. vil vi kunne finde ud af hvor mange danske garn han bragte til Balkhaz i 1997 og hvilke fiskerier disse garn blev brugt til. Det kan jo ikke havde været skrubbefiskeriet da der jo ikke findes skrubber i Balkhaz.

-     Vi fik gennemgået brevet fra Henrik til Akmaral og den opgave de skulle forsøge at løse sammen, hvis vel at mærke Akmaral ville være med. Det mente man nu nok at hun ville og derfor blev det også drøftet hvorledes hun kunne bidrage konstruktivt i det daglige arbejde uden at ødelægge arbejdet med at få frembragt dokumentation for projektets indvirkning og resultater i Aralsk regionen.

-     Det sidste tjek omkring logoet blev taget. Jeg hjembringer nu dette og vil via en layout ekspert forsøge at få dette til at fremstå så professionel som muligt.

-     Vi fik endelig ansat chaufføren og vi fik aftalt hvorledes indkøbet af jeepen skal foregår. Bakhit bliver ansvarlig for alle detaljer om brugen af jeepen.

-     Vi skulle også have aftalt det kommende arbejde i computer/engelsk undervisningen, herunder betingelser for løn og andet. Desværre kunne vi ikke nå dette da flere detaljer manglede. Nu blev det aftalt at man sender mig en rapport om hvordan det er gået indtil nu, hvor mange der får undervisning o.s.v. Herunder også en perspektivering og forslag til det kommende års arbejde. Derefter tager vi stilling til det videre.

Derefter fik jeg afviklet de sidste økonomiske mellemværende mellem mig og Karakoz. Hun fik de penge jeg kunne undvære og jeg fik det endelige lokale regnskab for hele perioden under fase 2. Dette ser altså meget fornemt ud. Desuden havde Karakoz, i hånden, skrevet sit første brev på engelsk, dette blev til vores revisor Chris.

På kontoret fik vi endnu engang fejret kvinderne ved at flere fra bestyrelsen kom for at give gaver til de ansatte, gaver som mest en dels bestod af champagne til kvinderne og vodka for at de så kunne skåle med mændene.

Claus, Henriette og jeg besøgte Samuel fra UNDP kontoret. Han ville gerne have en snak med mig inden jeg tog til Almaty. Han havde hørt at vi skulle have et møde med Charlotte Adrian i Tacis. Selv skulle han til en jobsamtale mandag den 13. Hos netop Charlotte som er dansk og som leder Tacis afdelingen i Kazakstan. Han havde ikke noget direkte ønske om at jeg skulle gøre eller sige et eller andet i den forbindelse, men tror jeg nok, han ville blot sørge for at jeg viste at han skulle til denne jobsamtale. Ellers blev snakken med Samuel ikke meget anderledes end en vi havde i august 1999, hvor han også var meget træt af Aralsk. Også dengang må jeg forundres over at relativt højt betalte FN medarbejdere kan opholde sig i et område så længe og så være så træt af det. Spørgsmålet er jo ganske enkelt om en sådan medarbejder overhovedet er i stand til at udvikle noget som helst andet end en opgivende lokal befolkning!

Vi skulle med toget 20.30 og vi tilbragte aftenen i Zhannats hus med en mindre fest. Under festen kom Baymarsev og hans bror. De ville gerne sikre sig at alt var i orden også selv om vi ikke havde kunnet træffe dem til det aftalte tidspunkt samme eftermiddag. De blev og underholdt sig med os indtil vi måtte bryde op og tage til stationen.

Vi havde fået indkøbt en 2 mands kupe i vogn nr. 10 i tog nr. 7 fra Moskva til Almaty. Det er en relativ luksus kupe og vi forventede selvfølgelig at med den pris ville alt være på plads og i orden. Men meget skulle til før vi ved trusler om at konduktøren ville kunne risikere at få både den ene og den anden akim på nakken hvis han ikke fik løst problemet til vores tilfredshed. Med denne trussel og et blik på mit æresborgerskab gik det faktisk ikke mange min. Før han havde fået en stakkels familie smidt ud af ed kup som han selv havde solgt til dem. Og derefter gik turen til Almaty fint uden problemer.

Fredag den 10.3

 – møde i Tacis.

Makhambet hentede os i Almaty 2 kl. 6.30 fredag morgen og vi slappede så af indtil vi skulle til møde hos Tacis.

Både Zhannat og jeg havde store forventninger til dette møde også fordi Charlotte havde insisteret så meget på at vi skulle mødes denne fredag. Også dette med at hun er dansker og leder af Tacis i Kazakstan havde selvfølgelig også fået hævet vore forventninger.

Men jeg skal love for at vi alle kom meget hurtig ned på jorden igen. Det er altså utrolig at en sådan institution skal have lov til at eksisterer. Det er jo ikke første gang vi forsøger at komme til orde i Tacis, men selv med en dansker ved roret er Tacis en institution uden nogen bund i virkeligheden – hvis man vel at mærke forholder et kontor som det i Almaty med de formål hvorunder Europa ønsker at udvikle det fhv. sovjetunionen. Vel ser det hele meget imponerende ud med en meget flot bygning og meget moderne og vel var alle vi mødte høflige og venlige. Men for fanden hvor er det indholdsløst. Det viste sig hurtigt at denne danske leder var aldeles ligeglad med Aral projektet for alene at ville tale om en journalist på TV2 som hun kendte skulle lave et eller andet i Kazakstan og derfor ønskede denne journalist at få så mange oplysninger som muligt, og nu havde Charlotte så fået den ide at vores projekt måske kunne interessere denne TV2 journalist.

Da det gik op for mig, at det var det mødet handlede om og ikke som jeg havde forventet – en uddybning af vores projekt med henblik på at få afdækket vore muligheder i Tacis for at få støtte til arbejdet, havde jeg nok svært ved at skjule min skuffelse. Selvfølgelig ville vi da tale med den journalist, men jeg ville meget gerne tale om projektets muligheder i Tacis.

Da dette gik op for damen, at vi faktisk havde forventninger til Tacis, fik hun et meget træt udtryk i øjnene, og hun gik i gang med forklare os at vi jo også måtte forstå at sådanne behov havde alle i Kazakstan. Jeg blev noget stram i betrækket og tillod mig på dansk at gøre hende klart at vi havde et ærinde og at vi meget gerne ville orienterer hende om vores arbejde for at hun så kunne undersøge mulighederne for os.

Vi forsøgte derefter at få præsenteret projektet og det viste sig da også meget hurtig at hun overhovedet ikke anede en pind om projektet, han havde ikke sat sig ind i noget som helst i den forbindelse. Hele tiden ringe telefonen – hun havde ikke og gav os ikke engang muligheden får at få fred til dette møde.

Hun fik dog taget al vind ud af mine sejl mht. mulighederne for at få lidt støtte fra Tacis. Det eneste hun kunne tilbyde var noget eksperthjælp under det såkaldte Bistro program. Men sådan en eksperthjælp var meget afgrænsede til bestemte formål – ikke til projektet som sådan. Herunder fik vi så en oplagt mulighed for at spørge til Hans Møller sagen og om hun kendte denne? Jo den kendte hun udmærket og hun havde selv talt med Hans. Vi fik afleveret min og Aknurs kritik af denne sag – en kritik som hun ikke svarede på. Dette åbenbart for alle fornuftigt tænkende mennesker kritiske i, at en ekspert - som oppebærer en høj løn fra Tacis, men som man lokalt må varte om med tolke, hotel, mad og køretøjer – ikke engang kan gøre sig den ulejlighed at forklare de involverede parter eller begrunde konklusionerne i en ufattelig dårlig rapport. Jeg har selv sendt flere mails til Hans Møller og fik kun selve rapporten sidste efterår. Derefter har jeg sendt spørgsmål fra mig selv og fra Aknur uden at få svar. Under det seneste ophold sendte jeg igen mails for at få et livstegn fra Hans Møller, men uden resultat.

Det er så kritisk som noget kan være, at man påfører en fattig lokal befolkning så store udgifter uden at de får andet en ubehageligheder ud af det. Denne rapport som Hans Møller har skrevet er det mest ubegrundede vrøvl jeg længe har set – og det siger altså ikke så lidt med det jeg over årene har fået læst fra Tacis, FN, UNDP o.a. hvordan pokker det er muligt at vi i vest kan forsvare sådan noget der befinder sig så langt som tilfældet er fra det oprindelige formål – nemlig at hjælpe - må foreløbig stå hen i det uvisse, men står det til mig og min tid så få Hans Møller sagen og nu også Charlotte sagen ikke lov til at gå upåtalt hen. Det kan vi simpelthen ikke tillade os selv og kazakerne at finde os i – sådan er det!

Efterskrift

–         lidt om sne og bjerge og lidt om turen til DK og lidt om situationen i Almaty og indgåede aftaler der.

Under de 2 dages ophold i Almaty tog jeg med Tairov familien op i bjergene for at stå lidt på ski og for at få ”luftet familien”. Sagen er jo desværre den at hvor alle i Almaty – før 1991 – altid kunne tage på tur i bjergene og stå på ski og meget andet, så er denne oplevelse i dag kun for de få der har penge. Det er dyrt at komme derop, det er dyrt at bo på hotellerne og det er dyrt at leje ski. Ingen almindelige mennesker som f.eks. Tairov famililien som dog har 2 indtægter, har længere råd til en tur i bjergene. Så de var meget glade for denne lille tur som også blev rigtig god og vedkommende for denne gruppe på 4.

Vi har aftalt med Makhambet at han tager initiativ til at få undersøgt forholdene i Balkhaz der hvor Aimbetov har slået sine folder de seneste 4 år. Projektet har brug for en rapport derfra som modvægt mod de angreb som vi ved Aimbetov vil sætte ind mod os i Aralsk, angreb med det ene formål at få værdier fra projektet. Vi skal også bruge rapporten til over for de officielle myndigheder i regionen at få dem til at lægge en dæmper på Aimbetovs virketrang til egen personlig vinding. Makhambet har lovet os en sådan rapport og vi forventer at denne vil kunne udarbejdes for ca. 600US$ alt incl. Ligeså snart han er klar til opgaven går vi i gang.

Dette blev så det sidste i denne dagbog. Jeg skal blot afslutningsvis understrege at indholdet er en dagbog til projektdokumentation og at denne alene skal læses og forstås som mine subjektive indtryk fra dette ophold. Det betyder at mit perspektiv er begrænsende for forståelsen af sammenhænge og at perspektivet naturligt nok også er lægger sig over de uendelig mange nuancer som ikke kom med.

Hover marts 2000

Kurt Bertelsen Christensen