Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

Dagbog for projektarbejde ”Fiskeriprojektet ved Aralsøen, fase 4”.

Perioden 20/9 – 11/10 2004. v/Kurt Bertelsen Christensen  

Mandag den 20/9

Afgang Billund mod Frankfurt kl. 7.40 ankommer med Lufthansa til Almaty kl. 23.00. Nu er den nye lufthavn taget i brug og det er en meget moderne lufthavn. Flyet fra Lufthansa var også et helt nyt fly og næsten fyldt op med 300 passagerer. Det er nu tydeligt at alle typer af mennesker nu rejser til Kasakhstan. Turister, forretningsfolk, kasakhere osv. Passagerne adskiller sig nu ikke længere væsentlig fra andre flyruter. 

Jeg fik mit visa uden de store problemer og gik igennem tolden og direkte ud til en modtagelseskomite bestående af Karat og Dinara. (der var ingen som skulle tjekke min bagage og derfor var der ingen som modtog min indklarerings papirer jeg fik ikke stempler, og det bliver spændende at se hvorledes jeg klarer den når jeg skal hjem!!)  

Tirsdag den 21/9

Kl. 10.30 blev jeg afhentet af direktøren for ”Investment Fund of Kasakhstan” Askhat Akhmetov og projektleder Dastan Bekzakir. Mødet var aftalt fra Danmark og dette første møde var bestemt til en slags introduktion af fonden og selvfølgelig ville de også kikke mig an. Fonden har store planer om investeringer i fiskeri og her spiller Aralsk regionen og projektets fiskericenter Kambala Balyk åbenbart en afgørende rolle.    

De har været ude ved projektet et par gange og de har talt en del med myndighederne i Aralsk og Kyzylorda (tilsyneladende har de fået opbygget en god kontakt til den nye akim i Kyzylorda).  

De vil meget gerne have udarbejdet et dokument som udtrykker den fælles interesse og det kan måske også lade sig gøre, men først skal jeg have en god snak med folkene i Aralsk og myndighederne før jeg kan anbefale en sådan udvikling. Bortset fra de normale problemer med folk der vil en masse og som derfor har indhentet en masse oplysninger, som de efterfølgende gør til deres viden og anbefalinger, så er der givetvis muligheder i denne fond, som åbenbart har råderetten over ca. 160 mil US$. Der er 100 ansatte og fonden er meget om sig pt. 

Vi aftalte at holde et mere formelt møde efter at jeg er tilbage fra Aralsk. 

Jeg har bestilt flybillet til Kyzylorda og Karakoz vil møde mig der i morgen eftermiddag for den videre togtur til Aralsk. Jeg skal have vekslet $ til Tenge og her er det tydeligt at inflationen i Kasakhstan er bremset da Tenge står stærkere end $ i forhold til sidste efterår. 1 US$ = 135 Tenge 1 EURO = 160 Tenge, så det er en forbedring i forhold til $ siden efteråret 2003 på ca. 15 Tenge. I forhold til DKR synes den at have samme kurs. 1 $ = 6.10 DKR  

Kl. 17.00 er det møde med den gamle Tairov og det danske TV hold fra Express. Aftenen tilbringes i godt selskab med Jacob, Michael og Zhannat. 

Onsdag den 22/9

Der er afgang mod Kyzylorda kl. 13.00 så jeg skal være i lufthavnen kl. 11.00. Afgangen er også fra den nye lufthavn og det er meget moderne det hele. Også nye busser ud til flyet som også er et relativt moderne propelfly med det hele. (Der er sket en hel del på denne rute. For et år siden var det et gammelt propelfly med sæder hvor der ikke altid var sikkerhedsseler der virkede. Nu gives der også en mindre frokost, der sker noget). Turen varer ca. 2½ time og Karakoz tager imod i lufthavnen og turen går med det samme ind til byen hvor vi har møder med den nye Akim og hans viceakimer. Også denne tur byder på overraskelser. Der er anlagt en ny vej som krydser floden Syr Darya via en ny højbro. Et større bygningsværk som overrasker en gammel kasak farer. Årsagen til den nye vej og bro finder jeg ved Aitek dæmningen og dets mange sluser. Normalt er dette bygningsværk en del af vejen fra lufthavnen og ind til byen. Men nu skal slusen have en meget stor reparation og den skal også bygges bredere for at kunne klare den større mængde vand som skal ud til Aralsøen. Aitek projektet udgør sammen med Arlak sluserne ude ved søen en betydelig del af det samlede projekt vedr. Aralsøen, herefter kaldet ”VP” (Verdensbankprojektet). Der var stor byggeaktivitet i gang omkring Aitek. 

Ellers lignede Kyzylorda sig selv, der blev bygget overalt. Men akimatet var der ikke ofret flere penge på, og det selv om man havde fået en ny Akim. Ham mødte vi med det samme efter at have fået en briefing af Shimova, akimatetsøkonomidirektør, som projektet har fået som uofficiel talsmand i akimatet.  

Akimen er en meget høflig mand og han taler et udmærket engelsk. Han er fhv. ambassadør i bl.a. Letland, og senest Malaysia og dette embede som Akim er det første han har. Han er vel ca. 60 år og som nævnt meget venlig og imødekommende. Han fortalte åbent om sin historie og han gav sin version af det store fiskeriseminar som blev afviklet i Aralsk den 14/9, et seminar som han beklagede at jeg ikke havde deltaget i. Jeg beklagede også, men jeg havde jo måtte melde afbud, også efter at Akimen havde inviteret mig personligt med en hel pres iblandet. Jeg skulle jo se sagen fra hans side. Ny Akim i Kyzylorda, ny Akim i Aralsk og så oveni et fornemt besøg af den kasakhiske vicepremierminister, med et eneste formål, at besøge fiskericenter Kambala Balyk og se dets og andres formåen, diskutere fremtiden osv. og så kunne den mand der havde hovedansvaret for fiskeriet i Aralsk regionen ikke komme, fordi han havde travlt med andre gøremål, det var ikke så godt. Det står klart, at jeg dvs. den danske del af projektet, ikke er kommet så godt i gang med de nye regionale og lokale Akimer og derfor embedsmænd, som vi kunne ønske. (Nye embedsmænd og kvinder og viceakimer følger automatisk i kølvandet på de nye Akimer, som skifter ud i stor stil når de kommer til magten).   

Men Akimen mente dog, at fiskeriet skulle støttes og fra hans side var der fuld opbakning til dette. Han understregede også værdien af den kasakhiske fond og dets muligheder og spurgte til min mening om fonden og fondens investeringsplaner i Kambala Balyk. Igen måtte jeg desværre skuffe Akimen, idet jeg udtrykte en tydelig bekymring for fondens ambitiøse planer om at investere 1 mil $. Jeg synes det er for meget under de betingelser fonden sætter, og jeg mener at der skal opbygges en betydelig større menneskelig kapacitet, i såvel Kambala Balyk (hvor der nu arbejder ca. 30 mennesker) og ikke mindst i Aral Tenizi, før de kan honorere fondens krav til et afkast på ca. 10 %. Selv om fonden aldrig må tage magten over de virksomheder de investerer i, så vil det sandsynligvis alligevel blive tilfældet med Kambala Balyk, selv om fonden ”kun” kan gå op til at eje 49 % af aktierne. Det laveste fonden vil gå ned til er 26 % og det give efter min mening også problemer.  

I stedet for investeringer foreslog jeg lokale kortfristede kreditter til Kambala Balyk, så de har penge at arbejde med i fiskerisæsonerne, dvs. penge til at købe fisken fra fiskerne, så fiskerne får pengene i hænderne, umiddelbart efter at fisken er solgt, for derigennem at kunne klare sig uden selv at skulle låne penge.

Jeg kan uden de store problemer sætte spørgsmålstegn ved denne investeringsfond fordi vi gennem en del måneder har diskuteret sagen via mails. Vore partnere i Aralsk er tydeligvis ikke trygge ved fonden og de siger det ikke direkte, men dog alligevel ret tydeligt, at de ikke ønsker at fonden skal på banen nu.  

Nu skal vi selvfølgelig gennemgå sagen meget nøje, men jeg tror ikke at man er klar til disse investeringer også selv om fonden siger at den også er interesseret i uddannelse og opbygning af en større kapacitet og viden lokalt, og at der afsættes midler til disse formål.  

Men uanset hvilke gode motiver og hensigter fonden har så er det forbundet med en stor risiko at gå ind i sådan et arrangement her og nu. Og det er også et af de store forbehold jeg har – nemlig at fonden presser meget på og siger at disse investeringer skal ske nu ellers bliver det ikke til noget. Jeg mener at Center Kambala Balyk har værdier for ca. 100.000 $ og dertil kommer en eller anden markedsværdi i form af de omfattende reparationer der har fundet sted og selve stedets formål – at være klar til at modtage og videresælge fisk. Alt afhængig af situationen i fiskeriet, herunder opbygningen af dæmningen osv. har centeret en uvurderet værdi og denne værdi må vi formode vil stige i takt med udviklingen i Aralsøen og tilhørende fiskeri. Så hvis center Kambala Balyk kan udvikle sig jævnt og godt i takt med udviklingen i Aralsøen, så vil denne værdi stige tilsvarende og derfor må vi formode, at holder man fast i udviklingen så vil en investering om 3 år på 1 mil $ i Kambala Balyk udlæse betydeligt færre aktier end tilfældet er i dag. 

Personligt så jeg hellere et joint venture projekt med en god partner i Danmark, en partner som har den professionelle tilgang til fiskeriet, dvs. en mindre fiskerivirksomhed, som har lyst og mod til at være til at opbygge Center Kambala Balyk over de kommende år. En sådan partner kunne starte op via midler fra Danidas virksomhedsprogrammer, programmer som jo få en del positiv opmærksomhed under den nuværende regering. 

Mødet med Akimen endte i god ro og orden og vi aftalte at jeg afgav en rapport til ham inden jeg forlod området. Han ville måske også komme til Aralsk i den kommende uge på et kort besøg og der kunne vi også mødes. 

Derefter var der et møde med den nye viceakim med ansvaret for investeringer og virksomhed. Han mindede en hel del om de viceakimer som jeg har mødt mange af. De lægger stor vægt på deres egne muligheder og de vil meget gerne have os til at give ”konkrete” bud på udviklingen. Jeg understregede også over for ham, at selv om han personligt havde pålagt denne investeringsfond at den skulle komme i gang med at udvikle fiskeriet, så mente jeg at det bedste for alle parter var om vi fik opbygget en større kapacitet og dertil vil ex. 50-100.000$ i kreditter fra de midler akimatet rådede over, være til stor gavn og nytte.  

Han blev hurtig enig med os om at den strategi var bedre og pålagde os – så hurtig som muligt, og meget gerne før – at få udfærdiget en projektbeskrivelse og så skulle han nok sørge for en sådan kunne komme hurtig gennem systemet til gavn for alle.  

Derefter var det hurtig afgang til stationen for at få billetter til Aralsk med Autrau toget kl. 17.10 det lykkes og med på turen var den nye Akim for Aralsk by vores gamle fælles ven Umbetov som blev meget glad for at se mig da jeg overraskede ham på perronen. Han fortalte en masse, men intet nyt. 

Kl. 1.30 ankom vi til Aralsk og blev modtaget af Aksabak og vores nye chauffør Nurbulay (afløser for Argtai). Jeg blev kørt på hotellet hvor jeg skulle overnatte en dag hvorefter jeg skulle bo privat resten af opholdet. (Lea og Jonatan har jo stadig den fulde råderet over vores dejlige lejlighed, det er hårdt med ikke noget at gøre ved). 

Torsdag den 23/9

Jeg sov længe denne morgen og kl. 10.00 havde man mistet tålmodigheden med mig og jeg blev vækket fordi jeg var planlagt til at deltage i et internationalt seminar om nationalparker og meget mere omkring øen Barsakelmes hvor de sidste vilde heste af racen Kulan opholder sig. Først skulle jeg dog møde den nye Akim. Det gjorde jeg så med støtte fra Akmaral og Aksabak. (Akmaral som for 2 måneder siden fødte en pige, var tydeligvis blevet mor. Jeg vil tro at dette lille menneske var blevet dobbelt så stor i den forbindelse). 

Den nye Akim er også et venligt menneske som indledningsvis gjorde mig opmærksom på, at det havde affødt en del problemer, specielt for ham, at jeg ikke havde deltaget i det store fiskeriseminar. At det havde været et stort seminar bevidnede betydelige ombygninger på. Med viceministerens besøg havde regionen anvendt store summer på at lave om på udsmykningen i byen, med lys guirlander på den rute som de skulle køre og hele akimatet havde fået endnu en stor ombygning, med ny indgang og trappe og overalt indendørs var der blevet malet og pyntet op og købt nye møbler osv. Det er jo bestemt ikke hver dag at der ankommer en viceminister fra Astana til Aralsk. Jeg havde studeret en større stak billeder fra dette seminar som viste de mange betydningsfulde mennesker ude i Kambala Balyk som var blevet pyntet op til den store guldmedalje. Centeret havde været ramme om alle fiskeriaktiviteter i regionen denne dag. Og der var stande for ex. Koshar hvor Aimbetov måtte stå ret for denne delegation under Center Kambala Balyk og Aksabaks kommando. Jo det havde været en stor dag. Selve seminaret varede kun 2 timer så skulle ministeren tilbage med fly fra Aralsk via Kyzylorda og derfra til Astana.    

Akimen gav også sin fulde støtte til det fremtidige arbejde og sagde at han ville følge udviklingen meget tæt og at hans dør altid var åben, jeg skulle bare komme. (En nærmere vurdering af de Akimer må vente til afslutningen på dette ophold). 

Derefter stod der seminar på resten af dagens program. Seminaret var arrangeret af det institut som har ansvaret for øen Barsakelmes og der deltog mennesker fra Rusland, Almaty, Japan, Tyskland, England og Verdensbanken. Seminaret lignede de mange andre seminarer og konferencer jeg efterhånden har deltaget i derud. Meget videnskabelig og mange videnskabelige finfølelser. Jeg skulle hold et oplæg, men da jeg ikke anede noget som helst om dette seminar og min deltagelse – selv om jeg stod på programmet og som mindre sponsor – så blev det naturligt nok et meget improviseret oplæg hvor jeg fik understreget betydningen af at komme i gang, på bekostning af alle de analyser og forbehold som sådan et seminar kunne få frem i lyset. Specielt var mit oplæg inspireret af en konsulent, udsendt af Verdensbanken, som nu havde været i regionen i mere end 2 uger og som beklagede at hun endnu ikke havde fået noget der blot mindede om en plan for konsekvenserne af det store projekt som var i gang. Hun repræsenterede et stort konsulentfirma i Skotland som havde fået opgaven med at monitorere og evaluere VP og som hun sagde ”Den opgave kan ikke løses fordi der ikke er nogen sammenhængende plan for hvad der sker når dæmninger og sluser kommer til at virke efter hensigten”. Hun dømte flere gange projektet til at være aldeles ubæredygtig og hun var meget bekymret for, at der ikke var udarbejdet en vandforvaltningsplan, altså en plan som klart gjorde rede for, hvad der skulle ske med alt det vand der nu var begyndt at flyde ud mod Aralsøen. Hun var sikker på at vandet ville blive anvendt til henholdsvis fiskeopdræt og landbrug, med hvad deraf følger af problemer. Jeg kunne ikke andet end at give hende ret i at vandet ville blive brugt til disse formål, til sidste dråbe, for det vand, som ikke blev ledt ind i alle de store og mindre søer og vådområder som ligger mellem Kyzylorda og Aralsøen, ville jo flyde ud af den kanal som blev anlagt i den store dæmning og derfor også flyde ud i bogstaveligtalt sand. Der er jo ikke længere noget man kan kalde den østlige del af Store Aral, og derfor heller ikke nogen sø til at modtage vandet. Så der er ingen tvivl om at Kasakhstan vil gøre alt for at holde på vandet, helt på samme måde som det foregår langs Amu Darya i Usbekistan hvor man leder vandet ud i større og mindre naturlige og kunstige øer og vådområder. 

Efter seminaret sluttede denne dag (det skulle vare i endnu 2 dage) så var vi på besøg hos Baktsamals familie som mindede hendes mors død for 7 dage siden. 

Jeg flyttede ind privat hos et par rare mennesker, en dyrlæge Zamat og hans kone Oranduk som har et stort hus tæt ved kontoret. Og da de ikke har børn er der god plads og jeg har fået et godt værelse. 

Fredag den 24/9

Dagen starter med te her i huset og så går jeg på kontoret. Der er meget fredeligt med mennesker som passer deres arbejde og der er et møde med opkøbere fra Astrakan i Rusland. Fiskerivirksomheden i Astrakan har købt fisk fra Center Kambala Balyk det meste af vinteren og aftalen nu, er at Kambala Balyk skal levere ca. 40 tons fisk/md. De fisk som Astrakan vi have er skrubber, sandart og slangefisk. Der er stadig lidt usikkerhed om prisen på skrubber, mens priserne på sandart og slangefisk (en art ferskvandsmalle) er aftalt til henholdsvis 205-225 og 130 Tenge/kg leveret i Aralsk. Priserne på skrubber afgøres efter at man har foretaget forsøg med skrubber uden hoved, hale og finner, altså hvor meget vægt skubberne taber ved denne udskæring. 

Vi beslutter at aflyse vores deltagelse i dagens seminar program og tager til Center Kambala Balyk for første rundvisning og introduktion.  

Centeret er nu synlig i gadebilledet med en flot port med alle de nødvendige malerier og tekster der oplyser at inden for porten finder man en ny fiskerivirksomhed, og det gør vi også. 

Alt ser nydeligt ud, nymalet og indbydende, men der har jo også lige været afholdt et større seminar under deltagelse af en viceminister, så der er pyntet op, med danske og kasakhiske flag, det danske flag er også blevet en del af udsmykningen på den store indgangs port. Indenfor møder vi først den fryser som vi sendte derud tidligere på året og i forlængelse af den står 5 stk. 40 fods frysercontainere og snurrer. Det meget store lokale ser godt ud med vægte og alskens teknik til fryserne. Fryseren har tilsluttet computer og det hele virker med temperaturmålere og andet isenkram. I dette forholdsvis store lokale er 10 mænd og kvinder i arbejde med at sortere frossen fisk i sække som syes sammen og lægges på lager, der er fisk i alle containere og fryserne er fyldt til randen. Aksabak fortæller at de kører på fuld kapacitet. Dvs. de kan indfryse (nogenlunde) ca. 10-15 tons over 2 dage og de kan lagre ca. 100 tons. De har dagen i forvejen sendt 13 tons til Almaty og er nu ved at pakke de 20 tons som skal af sted til Astrakan i morgen. Lige nu oplyser Aksabak er der ca. 30 tons fisk i centeret. Samme nat var der ankommet ca. 4 tons fisk, langt hovedparten sandart fanget i Aralsøen, og det vil sige relativt store fisk 3-4 kg og en mindre parti skrubber, lidt karper og slangefisk. Aksabak oplyser, at de kun modtager skrubber, sandart og slangefisk, de har ikke kapacitet til de mange karper og andre fisk, gedder, aborre og andet som der fanges mange af for tiden.  

Vi ser på vask og indfrysningen af ca. 2 tons sandart og det ser fornuftigt ud. Fisken kommer ind af slisken og glider ned i store rustfri kar med en masse vand. De vaskes og lægges på stålplader til indfrysning. Det ser godt ud og ingen kan vha. lugten klart afgøre at de befinder sig i en fiskerivirksomhed. Der er ikke meget lugt af fisk, hverken i lokalerne eller inde i fryseren og containerne. Det er ikke sådan at de ansatte løber rundt, men arbejdet udføres et synes jeg fornuftigt tempo.  

Vi studerer indgående procedurerne omkring vejningen og pakningen af fisk hvorefter sækkene lægges på lager og her er det tydeligt at meget kan forbedres. Mændene tager disse sække på nakken, åbner porten ind til en container og lægger fisken på paller. Men al denne trafik med fisk fra fryseren og ud til vægten og syningen og derefter lager, giver et enormt tab af kulde, da dørene er åbne det meste af tiden 

Jeg foreslår at man skærer hul i siderne på containerne og får etableret sluser mellem de enkelte containere og fryserne for derigennem at reducere tabet af kulde. Og netop tabet af kulde er begrænsende faktor for hvor meget fisk centeret kan klare i døgnet. Der er ingen tvivl om at centeret taber op mod 50 % af dets fryse- og kølekapacitet pga. af det store tab ved de arbejdsprocedurer man bruger. Alim som har ansvaret for al det tekniske og selve indretningen er straks med på en plan om at lave sluser mellem 2 containere som et forsøg, og hvis det falder heldigt ud, vil man gøre det overalt. Det er kun at holde øje med de mange temperaturmålere. Om dagen ligger de nede på 2-6 minus grader, hvor de om morgen er kommet op på 10-12 minusgrader, så der er brug for et system som kan fastholde de laveste temperaturer.  

Centeret venter med spænding på det udstyr som MASHAV og USAID har lovet dem, bl.a. en moderne tunnelfryser, med en kapacitet på 600 kg/timen. En sådan fryser vil overtage hele indfrysningen af fisken hver dag og så vil der være en lagerkapacitet på ca. 100-120 tons og det er ambitionen for dette center i dets første leveår. 

Vi gennemgår resten af centeret som har fået opbygget første del af det store filet rum som nu står klar til at få monteret fliser på væggene og kakler på gulvet. Dette store rum 400 m2, lå hen som en ruin med 3 store bageovne i efteråret, det er nu et flot lokale med et fantastisk ovenlys fra den specielle bygnings konstruktion. Hele taget på denne 1700 m2 store bygning er nu lagt om med flere lag tjære pap overalt og så ingen fugtpletter i loftet. Der er et større lager fyldt op med mel, makaroni og andet som man har byttet sig til for fisk, og der er etableret bade- og omklædningsrum for mænd og kvinder. Brusebade med fliser og hvor hver ansat har sit eget skab, pænt og nyligt ser det ud og heller ikke her lugter der af fisk. Der er etableret og installeret centralvarme fra et rum og det fungerer i de rum hvor der skal være varme om vinteren, bl.a. rummet med den 50 m3 store vandtank som fyldes 2 gange hver uge, vha. eget pumpesystem. 

Kloakeringen er fuldt udbygget og det fungerer og ser fornuftig ud med brønde/filtre hvorfra man kan indsamle rester fra fiskeproduktionen. Det man nu er gået i gang med er en mindre afdeling til filetering af skrubber og sandart. Rummet indrettes med op til 12 arbejdspladser og man har det udstyr der er brug for i rustfri stål. Aksabak foreslår, at rummet bygges op af plastik, da de ikke har de penge der skal til for at købe fliser og kakler. I første omgang skal rummet bruges til at skære hovedet og finner af skrubberne, fordi køberne i Astrakan og Almaty ønsker hele skrubber, men uden indvolde, hoved, hale og finner. 

Vi gennemfører sammen en del forsøg med at veje skrubber for derefter at fjerne hoved, finner, indvolde og hale for at finde ud af hvor mange procent der går fra under den operation. Efter en del forsøg kan vi konkludere, at ”tabet” ved denne operation udgør mellem 33-35 %. 

Dagen blev også brugt til de første uformelle drøftelser af strategien for de kommende 3 år. Sammen med Aksabak og Karakoz fik jeg startet den lidt vanskelige del der omhandler ansættelsen af en lokal koordinator. Første indledende drøftelse af det spørgsmål rettede sig mod nødvendigheden af en lokal koordinator. Jeg gjorde rede for de faktiske og praktiske omstændigheder i Levende Hav hvor vi ikke kunne operere med at have nogen ansatte i de næste tre år og at der også derfor var brug for en person som kunne tage ansvaret for implementeringen og monitoreringen af projektforløbet og dets indhold. De forstod godt vore vanskeligheder og selv om en sådan lokal koordinator ville tage en del af de lokale midler til ansatte og administration så kunne de på det foreliggende acceptere præmisserne.  

Vi diskuterede arbejdsopgaverne som de også er beskrevet i Levende Havs forslag til denne 3. fase og vi blev enige om, at Zhannat var den mest kvalificerede til opgaven. 

De fortalte mig, at Zhannat overfor dem havde udtrykt ønsker om at bosætte sig i Almaty og der søge job. Vi blev enige om at en lokal koordinator burde bo i Aralsk for hver dag at være på forkant med udviklingen. Vi blev også enige om at en lokal koordinator skulle være uafhængig i forhold til Aral Tenizi og Kambala Balyk, dvs. vedkommende skulle ikke på nogen måde tage fronten i udviklingen af disse institutioner, men koordinatoren skulle kunne fungere som rådgiver og om nødvendig sætte grænser for en udvikling i brugen af projektets midler, i forhold til det aftalte arbejdsgrundlag. Koordinatoren skulle også være mobil i den forstand at vedkommende kunne deltage i møder, seminarer og konferencer i og uden for Kasakhstan og at der derfor skulle afsættes de nødvendige midler til disse formål. Selvfølgelig skulle de udenlandske arrangementer forsøges dækket ind via eksterne midler fra sag til sag. 

Eftermiddagen blev også brugt i Kambala Balyk hvor der blev foretaget større forsøg med filetering af de store sandarter, da frysekapaciteten havde vanskeligheder med de store fisk. Der blev skåret en hel del sandart som efter alle kunstens og sanitære regler blev frosset ind på bakker dækket af plastik. Det blev nogle flotte fileter som også ret hurtig blev frossen ind og da køberne havde ønsker om filet, også af hensyn til transporten, vil man fortsætte hvis myndighederne giv centeret lov til det i de lokaler de råder over pt. Aksabak mente nu nok det ville give problemer idet myndighederne havde sagt at et filet rum skulle være beklædt med fliser. Men nu forsøger man igen og invitere myndighederne ind for at se på de procedurer der nu er udviklet. 

Selv om der tilsyneladende er opbygget en betydelig kapacitet på køle- fryseområdet så står det klart, at kapaciteten er alt for lille, først og fremmest fordi man ikke kan holde de nødvendige frostgrader. Der bruges meget tid på at vende fisk og flytte dem fra hylder og kasser for at få fisken frosset ned, og indfrysningen tager 2 døgn for de store fisk og det er ikke godt nok, så noget må gøres. Noget af problemet løses om et par uger, hvor tilførsel af sandart går ned og tilførslen af skrubber tager til. Indfrysningen af skrubber går 3 gange så hurtig som sandart, og samtidig bliver det også koldere, temperaturen falder snart 10-15 grader og det vil betyde en meget hurtigere indfrysning. Der blev også talt en del om at der måtte findes en løsning på at få mere luft cirkulation omkring de mange kompressorer der pt. Arbejdede på fuld kraft, der er meget varmt bag ved containerne og fryseren. Problemer er bare at få at få mere luft må der på den eller den anden måde åbnes ud til det fri og det giver øjeblikkelig problemer med al det sand der så vil komme ind over alt. Selv tror jeg at løsningen skal findes i de systemer som man bruger på skibene hvor luftindtaget vender bagud i forhold til al det vand som skibet for ind over sig i blæsevejr. Jeg tænker på nogle meget store vendbare ventiler som eventuelt kan monteres med en elektrisk ind eller udsugning, måske er udsugningen den bedste løsning, også fordi der er rigtig meget rum foran containerne og fryserne.  

Aftenen blev nydt i godt selskab med mine værter, Oranduk og Zamat, Aksabak og Karakoz og en fin og velsmagende Bisbarmak.  

Lørdag den 25/9

Dagen starter kl. 9.00 med deltagelse i sidste dagen af det 3 dages seminar om Nationalparker og reservater. Seminaret er arrangeret af det kontor og afdeling som fører tilsyn med øen Barsakelmes dvs. den nu fhv. ø da denne er blevet landfast med det østlige fastland. Der er stadig en del vand mellem Bapsakelmes og de 5 tidligere øer vest som nu også er smeltet sammen, den største og mest berømte ø Vozrozhdeniya, for de biologisk/kemiske forsøg der i største hemmelighed blev fortaget på denne ø i Sovjettiden.   

Det er prøvelse af de store at deltage i sådan et seminar. Hvert oplæg varer i ca. 1 time og oplægsholderen taler uafbrudt i denne time. Og samtidig sidder man på meget ubekvemme smalle bænke, så det er ingen spørg. Dette sammenholdt med at oplæggene afleveres af mennesker som til daglig underviser i et eller andet fag og derfor kun kan give/tegne et generelt billede af det vedkommende taler om, eks. Lovgivningen vedr. Nationalparker, eller som et oplæg handlede om ”Mulige indtægter fra Nationalparker”. At nationalparker i ex. Et sted i Afrika henter midler ved salg til trofæjagt er uomtvistelig, men jo meget langt fra mulighederne i Nationalpark Bapsakelmes, da der ikke er ret meget at jage andet end de ca. 200 stk. Kulan heste/æsler som findes i og omkring øen. De er totalfredet og tilbage er der så kun Saigak og dem kan man jo lige så godt skyde uden for parken. Oplæg følger på oplæg om vigtigheden af beskyttelse af naturen, der må ex. Ikke indsamles Saksaul (den lille busk som alle bruger til brænde) uden at der plantes nye osv. Og det sammenholdt med at man i de sidste 10 år har gennemført et utal af plantningsforsøg, uden at man i dag kan fremvise blot et eksempel på at det lykkes at få en plantage op at stå. En af de ansvarlige fra Tyskland som har stået for en masse projekter med Saksaul, fortalte mig under frokosten at det ikke kan lade sig gøre, fordi projekterne ikke blive passet og plejet når pengene er brugt.  

Jeg fik endnu engang fået bekræftet at vores uddannelsesprogram skal struktureres på en helt anden måde end man gør det her. Der skal liv og virke ind i sagen og oplæggende skal holdes nede på et minimum og de må ikke varer mere end højst 15 min.  

Eftermiddagen blev anvendt til et møde i Aral Tenizi. Mødet som Aksabak, Karakoz, Serik og jeg afviklede, varede i 3 timer og her fremlagde jeg det forslag til program for de næste 3 år som de havde studeret. Det var oversat til russisk og de havde sat sig grundigt ind i sagen. Vi aftalte at mødet skulle være indledende og opklaringer, dvs. der skulle ikke tages beslutninger og vi koncentrerede os om det biologiske program, om seminarerne og vi havde en kort drøftelse af løn niveauet som det så ud pt. I Aralsk. 

Mht. det biologiske så nåede vi frem til 2 varianter, 1. Ansættelse af biolog og assistent i regi af Aral Tenizi med hovedkvarter på Kambala Balyk. 2. ulicitering af opgaven til den biologiske station i Aralsk.  

Fordelen ved at løse opgaven i regi af Aral Tenizi er følgende: Resultaterne af dette biologiske overvågningsprogram og biologiske analyser, forbliver Aral Tenizis ejendom, samtidig med at vi får data som vi ellers ikke ville have fået. Alt afhængig af dataenes kvalitet kan de tilbydes alle der har eller får biologiske interesse i Aralsøen og dets fisk og fiskeri. Denne biologiske unit vil have rigtig gode muligheder for at gøre sig gældende i de kommende år, set i lyset af de store forandringer som kommer til at ske i og omkring Aralsøen. Så hvis der findes en ung lovende og ikke mindst ambitiøs biolog inden for området, så vil vedkommende også hurtig kunne se fordelene i at blive ansat i 2 år under et internationalt projekt, der her meget konkret deltager i udviklingen af fiskeriet på Aralsøen i en periode hvor meget vil ændre sig. Der er ingen tvivl om at den biologiske ind og omverden vil have stor interesse i Aralsøen de kommende år. 

Det stod ret hurtig klart, at en løsning hvor Zhaulkhan fra det biologiske institut i Aralsk løser opgaven ikke var ønskværdig, fordi vi ret sikkert vil få data som instituttet har hentet hjem via sandsynligheds beregninger, idet fiskerne ikke vil samarbejde med instituttet. Og dette sammenholdt med at den data som instituttet henter hjem via egne opgaver og stillede opgaver, den vil vi kunne få alligevel. Så den løsning synes man foreløbig ikke om. 

Sagen går til betænkning og der kom allerede et par navne på bordet og flere vil sikkert følge efter. 

Mht. seminarerne så var der hurtig enig om at vi skulle finde en person som kunne løfte opgaven med udvikling og implementering af disse forskellige seminarer. Vi aftalte at holde nogle brainstorm om hvilket indhold der var brug for og hvilke former vi ville gennemføre dem under. Jeg understregede at mente man der var brug for eksperter udefra så var der budget til det. Også denne sag summer videre. 

Mht. lokal koordinator så nævnte jeg at vi anså Zhannat som den mest indlysende, dernæst Karakoz og Akmaral. Karakoz sagde øjeblikkelig fra, hun mente sig ikke i stand til at løse opgaven fordi hun ikke taler så godt engelsk som Zhannat og Akmaral. Jeg synes hun skulle tænke over det og det gør hun så.

Mht. Aksabak så er det opgaven at beholde hende i projektet samtidig med at fungerer som præsident for Aral Tenizi (hvis hun bliver genvalgt den 6. oktober) og som direktør in spe på Kambala Balyk. Hun havde ikke selv noget forslag, men mente også at det måtte blive min opgave at fremlægge sådan en plan, ellers måtte jeg jo fyre hende - som hun ironisk gav igen på mine bekymringer. 

Mht. hvilket niveau lønningerne skulle være havde vi de sædvanlige diskussioner oppe at køre om henholdsvis skat og andet som de ansatte i dette projekt måtte betale ud af de ca. 200 – 300 $/md. de har modtaget indtil i dag. Jeg sagde at projektet i denne 4 fase ville kunne give højere lønninger og det så man frem til, men mit forsigtige udlæg med 400 $ fik dem ikke ligefrem til at falde mig om halsen, nærmere tvært i mod. Jeg havde tilsyneladende ikke fulgt med i udviklingen i Aralsk, og se bare hvor meget det unge menneske til tolk, som den skotske konsulent, slæbte rundt på til ingen verdens nytte, fordi han intet kunne, fik – 600 $ for en lille måneds ansættelse (de vil ikke kalde det arbejde, for han laver jo ingenting), hvorimod de arbejder godt og vel 24 timer i døgnet i årets 353 dage, uden en eneste dags ferie. Da jeg dertil svarede, at jeg da ind i mellem havde set mails hvor både den ene og den anden holdt ferie, forsvarede de sig med, at det ikke kunne kaldes ferie, fordi projektet ikke som det offentlige i Kasakhstan, betalte dem den dobbelte løn under ferie osv. 

Jeg forsøgte mig med allehånde forsvar om, at dette var NGO og fast arbejde osv. men jeg har efterhånden lært de kvinder at kende. De giver ikke konkrete bud når der løn på dagsorden. Men jeg ved at de vil acceptere det lønniveau (under protest forstås) som vi når frem til, men selv om lønnen ender op med at blive dobbelt så høj som gennemsnittet i Aralsk, kunne de aldrig drømme om at være tilfreds. Det ligger enhver kasak meget fjernt at være tilfreds med noget som for den vedkommende måske kunne være blevet bedre.   

Men uanset disse uenigheder om løn – jeg mener altså at en løn som nærmer sig det dobbelte af en gennemsnitsløn i et givet område er ok – så er der med stor beundring jeg ser dem arbejde. Disse fantastisk stærke kvinder, Aksabak, Karakoz, Akmaral, Zhannat, Gulnare, Rosa, Bachtsamal, Alima og de nye kvinder/piger på vej som frivillige, Gulsat, Kamsat, Mira og op mod 10 flere udfører sammen med ca. 10 mænd som hører til den snævre kreds et enestående flot stykke arbejde. Nu er der kommet ca. 30 ansatte på Center Kambala Balyk og mange af dem kender jeg, men de fleste skal jeg først til at stifte bekendtskab med.  

Men i dag fulgte jeg en mindre begivenhed på kontoret hvor Aksabak taler i telefon med en overdirektør fra Astrakan som ikke har overført pengene fra den sidste last fisk på 20 tons og nu er der 20 tons på vej ud af fabrikken. Aksabak skælder ud og Rosa, Gulnare og Karakoz følger denne samtale meget nøje. Undervejs taler Aksabak med meget store bogstaver, men inden de slutter får de skabt en slags fælles forståelse. Efterfølgende går disse kvinder i gang med en meget seriøs drøftelse af sagen og til min store tilfredshed undlod de at inddrage mig i sagens problemer. Her stod der meget på spil – skulle de sende denne last af sted, eller skulle de vente til pengene var overført? I et andet kontor sad der en ung russer som var opkøber fra Almaty. Han havde været der i nogle dage for at kontrollere kvaliteten af den næste transport på 13 tons. Og han havde åbenbart flere gange opfordret dem til at droppe handlen med Astrakan for at koncentrere sig om Almaty og hans netværk.  

Kvinderne nåede ikke et resultat mens jeg var der, men et argument om, at køberne i Astrakan købte alle arter fisk, havde åbenbart stor vægt. Og samtidig havde de fået opbygget et godt forhold til Astrakan, som de nødig ville sætte over styr – der sker noget og begrebet ”udvikling” i Danidas optik kommer til fuld udfoldelse gennem dette team.  

Det har vi fra dansk side været med til at udvikle og det kan vi være stolte af.   

Søndag den 26/9

Dagen starter kl. 6.00 med afgang med Karateren, via Bugun osv. Vi skulle være væk til mandag aften og vi skulle gerne når rundt til de fleste byer med nyt også om generalforsamlingen og indsamle liste over kandidater (i går modtog vi en liste på 35 medlemmer som opstillede den unge kooperativ leder fra Raim Dilzhanov til bestyrelsen). 

Det er meget varmt, midt på dagen 35 grader og det giver en del problemer for fiskeriet, med at bevare kvaliteten og også med at få frosset fisken ind. Falder temperaturen til det normale for årstiden 20-25 grader når det er varmest, så vil kapaciteten på Kambala Balyk og i fiskeriet også vokse betydeligt, og det igen lægger pres på at finde købere til fisken, specielt skrubberne. 

I Bugun ser det ud som normalt. Nu virker den nye vandstation og der er også en del privat bygge aktivitet. Byens fiskericenter flager med det kasakhiske og danske flag og folk venter os. Der er ingen fisk på stationen og det hænger åbenbart sammen med at fiskerne sælger direkte til Kambala Balyk og andre opkøbere. I foråret fik man ca. 70 tons gennem stationen melder stationens leder Shumen og det hele ser også velplejet ud, men ny port og nu helt lukket gård. Man har også fået en slags satellit telefon, men det er åbenbart mere et slags netværk som forbinder en del stationer i området. 

Brigadeleder Shaslyk invitere på frokost, han har fået en svigerdatter i huset og vi får en melding om situationen i Bugun. Der er en del fiskere ude i lejrene og de fanger også pænt med sandart og karper, men ikke ret mange skrubber. Der er opkøbere, bl.a. en kvinde som er meget aktiv og reel. Derudover er der desværre også opkøbere fra Kazalinsk og andre steder som kommer for at bytte sig til fisk for vodka og det er helt åbenbart et voksende problem. Lederne forsøger at dæmme op for det, men det er ikke nemt. For en sådan opkøber køber måske kun 100 kg sandart for nogle kasser vodka og så er det jo hurtigt en del vodka i omløb.  

Vi kører ud til en af lejrene og vi møder 4 brigader, bl.a. Saparebeiv fra Aralsk. De fortæller nogenlunde det samme som vi hørte i Bugun, men her ser vi ved selvsyn at vodka er et problem med de mange tomme flasker vi ser rundt omkring. Man klager også over fiskerikontrollen og de mange penge de forlanger for licenser. Vi ser en kvittering som lyder på, at Saparebeivs brigade har betalt 5000 Tenge for retten til at bruge 5 garn og fange 200 kg fisk. Det er selvfølgelig helt hen i vejret, men det er jo også noget vrøvl at udstede retten til at bruge 5 garn og fange 200 kg fisk, når der her er tale om en brigade på 6 mand, der bruger mellem 30-50 garn og som fanger mindst 300 kg om dagen, enkelte dage op til 5-600 kg. Og det har denne brigade gjort siden den 13. september, dvs. i 14 dage. Brigaden har fanget over 2 tons og brugt mindst 30 garn. Men denne licens er betalingen for denne udnyttelse. Hvis de har fået 50 Tenge i snit så har man fanget for ca. 100.000 Tenge og i det lys er 5000 Tenge ingen katastrofe. Men hver eneste Tenge som kontrollen får ud af fiskerne er tabte Tenge i fiskernes verden. Det er også et problem at kontrollen er flyttet fra Kyzylorda til Chimkent, for så er det blevet svære at lave aftaler. 

Fra lejren kører vi mod Karateren via Karasalan af den ny anlagte hovedvej til dæmningsbyggeriet. På vejen stopper vi ved bygningen af Aklak dæmningen og sluser og der er en stor aktivitet. Tæt ved har man opført en betonfabrik som også kører på fuld skrue, der står op mod 10 store lastvogne, betonkanoner, og venter på last. Fabrikken leverer til Aklak dæmningen, til Berg dæmningen mellem Lille og Store Aral og det slusebyggeri der forgår op mod dæmningen, hvor der etableres 8 sluseanlæg, et for hver af de søer og vådområder der skal have vand med Aklak dæmningen så bygges til 52 meters højde, nu skal der vand ind i de for øjeblikket meget tørlagte og relativt store områder og søer. Til sammenligning bygges dæmningen mellem Lille og Store Aral kun til kode 44 meter (i dag er højden der ca. 37 meter), så der kan nu uden tvivl komme meget vand ind i de 8 større og mindre søsystemer som ligger øst for Aralsøen. Disse fyldte søer sætter uden tvivl gang i et massivt kanalbyggeri som kan give noget vand til de utallige lavninger der ligger i dette område. Men en 100 % stabil vandforsyning via Aklak dæmningen vil alle de lavninger som ligger under de 50 meter blive fyldt op med vand, for at have vand til overrisling og til produktion af fisk. Dette projekt vil totalt ændre infrastrukturen i det sydlige del af projektområdet, dvs. landsbyerne Bugun, Koshar, Kampas, Karaslan, Karateren, Amentekull, Shanakrulli, Raim og de ca. 20 mindre bebyggelser. Der vil flytte en del mennesker til dette område og området vil blive relativt velstående, det er der ingen tvivl om. Og når man ser det omfattende byggeri som kører på fuld skrue i dette Verdensbank projekt, så er det også vanskeligt at forestille sig, at der ofres så mange penge på dette genopretningsprojekt, uden at der er noget nær sikkerhed for en ganske betydelig økonomisk udvikling – men den kommer med garanti også i dette område som vi her besøger. Det er dette område som skal tilbagebetale det store lån, da hele den vestlige del af Lille Aral ikke vil opleve et boom som her. I den vestlige del vil fiskeriet blive meget bedre og hvis man vil udnytte den nye situation optimalt, så graver man kanaler ind til alle de ca. 20 laguner som ligger under kode 44 meter. Det gør ex. Aralsk og Djambul havn, mens de større og mindre laguner længere mod vest vil bidrage med en større samlet vandoverflade og sikkert også fine opdræts og gyde områder for skrubber, som vi ex. ser det ved Akesbe, som jo reelt fungerer som en stor lagune.  

På vejen passerer vi den moderne landsby som er bygget til administration og bolig for de ca. 500 der arbejder på projektet. Inden vi fortsætter mod Karateren laver vi en aftale med chefen for hele projektet, Rayhan Ülvan fra Tyrkiet, om et møde dagen efter kl. 9.00. 

I Karateren finder vi Batrakan og vi drikker te og aftaler et program for mandagen. Derefter tager vi til landsbyen Shanakrulis for at møde Amantekildi for at høre ham om hans planer for de søer vi har støttet ham med at få oprettet. Det viser desværre at Amantekildi er i Kyzylorda og på vej ud af byen mod Karateren bliver vi stoppet af en mand som vil have os til te. Han havde set os og hurtig regnet ud at vores besøg i landsbyen netop rettede sig mod Amantekildi og da han jo var i Kyzylorda ville denne mand gerne invitere os på te og overnatning. Han er leder af en lokal NGO som planter Saksaul og han er også medlem af Aral Tenizi og han har længe meget gerne ville have os på besøg, så nu var tingene langt tilrette. Han tilbød overnatning og ”Baran” dvs. at slagte et dyr og så skulle vi ellers opfatte hans hus som vores. Vi tog imod tilbuddet – også selv om jeg for min part var klar over at vi ville blive angrebet fra alle verdens hjørner med vodka og gode ideer til nye projekter.  

Besøget blev nu relativt fredeligt. Der kom en del mennesker for at indtage bisbarmakken sammen med os og der blev da også drukket pænt med vodka. Men ved 2 tiden fik vi lov til at gå til køjs efter de obligatoriske vodkaer på falderebet. Vi sov godt og under morgen teen skulle vi da også have et par vodkaer og køre på. Men han holdt meget igen med nye ideer og store planer, og de hang sikkert sammen med at Aksabak og han havde noget familiefællesskab.  

Mandag den 27/9

Efter teen gik turen tilbage til Karateren og mødet med Rayhan Ülvan. Det blev et usædvanligt rart møde som varede i et par timer. Rayhan er et rart menneske med et stort ansvar. Men han har gode erfaringer fra mange andre lande og lign. Projekter.  

Mødet blev godt og udbytterigt fordi vi også har en fælles interesse – fisk. Han har spist mange skrubber og er meget begejstret for denne fisk som han sammenligner med den pighvar man fanger ved Tyrkiet Kalkan, en fisk som jeg også har set i Istanbul. Denne Kalkan er en meget kostbar fisk (fiskerne får over 20 $ pr. kg.) og Rayhan vil gerne bringe 10-15 kg friske skrubber til fiskehandlere i Istanbul for at få deres bedømmelse af Aral skrubben – nu kaldet Aral Kalkan. Det talte vi meget om og store planer blev lagt og aftaler indgået. Jeg sender de kontakter jeg har hos fiskerhandlerne i Istanbul og Rayhan tager 15 kg friskfangede skrubber med til Tyrkiet i en køletaske i slutningen af december hvor han skal hjem og holde ferie i et par måneder. Og så håber vi at der kan oprettes en handel med skrubber mellem Kasakhstan og Tyrkiet til priser der minder om priserne på Kalkan. 

Efter teen fik vi en opdatering på projektet. Det er pt. I gennemsnit ca. 5 måneder forsinket, med Aklak dæmningen som den langsomste. Denne første del af projektet som han er ansvarlig for kan ikke som planlagt afsluttes i 2005, men først i 2006. Det er specielt det russiske firma som halter bagefter tidsplanen. Det er også et stort, omfattende og vanskeligt projekt under den infrastruktur man har til formålet. Men projektet vil også når det er færdigt ændre hele området radikalt.

Efter dette udbytterige møde, skulle vi drikke te med Batrakan før vi skulle på en rundtur i området for at møde fiskerne og får at se dæmningsbyggeret. Under teen stod det klart at også Batrakan havde foretaget Baran og ihjelslået en lille ged. Men vi tog teen og forretterne og hvad dertil hører og så turen ud i landskabet og derefter tilbage til kødet. 

Dæmningsbyggeriet er allerede nu et omfattende projekt, hvor man har anlagt størsteparten af digerne på Karateren siden og er gået i gang med at bygge den svære dæmning af beton på såvel Karateren som Kokaral siden (vi kunne nu ikke studere anlægget på Kokaral siden da vi ikke kunne kommer over til Kokaral, men vi kunne se at der også på den side blev arbejdet på opgaven). 

Selve diget er bygget lige nord for det gamle dige og det nye dige er meget bred og ud mod Aral er der lagt en skråning hvor vandet kan løbe kræfterne af sig i stormvejr. Der bygges et antal slipways i digerne som kan åbnes i tilfælde af storm og meget vand i Lille Aral. Selve bygningsværket, dæmningen bliver flere km lang og i modsætningen til det gamle anlæg er dette helt igennem beton og ser det ud til – meget solidt. Hele konstruktionen er bygget op så man senere uden de store problemer kan bygge anlægget et par meter højere end man når i dette projekt (ca. 44,5 meter mod i dag ca. 37 meter). 

Fra denne besigtigelse gik turen ud til fiskerne som fisker i floden og i deltaet. Jeg fik ikke noget klart billede af hvor mange brigader som fisker i området, men der foregår et livligt fiskeri. Størsteparten af fangsten er karper som sælges i Kazalinsk og sandart sælges til Aralsk.  

Efter turen rundt til fiskerne, hvor Aksabak fik indhentet manglende oplysninger om fiskeri og modtaget fiskernes medlemskaber og gjort reklame for generalforsamlingen den 6/10 måtte vi tilbage til kødet og flere fiskere. Denne dag gav godt med penge i kassen, en del ubetalte kreditter blev tilbagebetalt og mange fiskere fik fornyet deres medlemskab af Aral Tenizi. 

Vi var tilbage i Aralsk kl. 2.30 denne nat og godt trætte.    

Tirsdag den 28/9

Dagen starter kl. 8.00 på kontoret hvor jeg får samlet op på mails inden de ansatte ankommer kl. 10.00. Første punkt bliver en opdatering på fiskeriet siden efteråret 2003 og en gennemgang af Kambala Balyks virke fra efteråret. Deltagere er Aksabak, Rosa, Akmaral og Kurt. 

Aksabak indleder med at vise en masse data som hun har indsamlet vedr. efteråret, vinter og forår 2003/2004. Disse data er næsten komplette og hun mener at de vil være indskrevet på engelsk i den normale form, inden jeg rejser. Sagen er forsinket fordi Edike, som havde ansvaret for denne indsamling efter at Aksabak måtte koncentrere sig om opbygningen af Kambala Balyk, rejste til Almaty dette forår, for at færdiggøre sine studier. Karakoz tog over efter ham, men hun løb ind i problemer, idet fiskerne ikke ville give hende troværdige oplysninger. Aksabak måtte igen tager over og hun har indsamlet oplysningerne denne sommer.  

Mht. status på Kambala Balyk er der ingen slinger i valsen. Rosa, centerets bogholder, har det fulde overblik og jeg fik udleveret dokumentation (på kasakhisk) for det følgende:   

Kambala Balyk startede med at modtage fisk i november 2003. Denne måned blev brugt på at få gennemført et GEF støttet (20.000 $) projekt kaldet ”Kambala – fra hav til bord”. Konkret skulle man indkøbe 12 tons skrubber som skulle kvalitetsbehandles, indfryses og pakkes i karton og sælges til en opkøber i Karaganda. Der skulle fremstilles labels, foldere og der skulle udføres marketing og promotion. Projektet er gennemført og afrapporteret og det blev gennemført uden de store problemer. Labels, foldere osv. måtte fremstilles i Almaty og Kambala Balyk har nu et rimeligt lager af disse selvklæbende labels hvorpå man kan skrive de nødvendige oplysninger om indholdet i en kasse fisk. 

Fra december til og med marts (den periode som dokumentationen gør rede for) indkøbte KB i alt ca. 170.000 kg fisk. De 148.000 kg blev solgt for 11,5 mil Tenge og resten blev for halvdelens vedkommende solgt som røget og resten måtte sælges til dyrefoder pga. kvaliteten, eller rettere sagt manglen på samme. Derudover har man solgt 28 tons sandart for 5.6 mil Tenge. Årsagen til at regnskabet er delt op i to afdelinger er at Kambala Balyk ikke måtte omsætte for mere end max. Ca. 100.000 $ i det regnskabsår som løber fra marts (hvor centeret blev købt) og til marts 2004. Kommer man over de ca. 12 mil Tenge skal virksomheden betale moms (15 %) og indkomstskat for de som har leveret fisken (5 %). Derfor gennemførte man salget af de 28 tons gennem et privat firma (som ejes af Abai, stedfortrædende direktør på Kambala Balyk). Det er ikke ulovligt, men det er heller ikke muligt på sigt at bruge denne konstruktion. Man vil dog forsøge at gøre det samme fra marts 2004 – marts 2005, men det bliver ikke nemt, fordi man modtager betydeligt flere fisk i den periode og en stor del af disse fisk vil være sandart som er dobbelt så dyr som skrubber. Men man forsøger, og derfor modtager man ikke karper, den fisk som der fanges flest af pt.  

Kambala Balyk fik et overskud i denne periode på 1,9 mil Tenge efter at alle udgifter var afholdt. Dvs. udgifter til køb af fisk (man betalte 35 Tenge for skrubber og 70 - 135 Tenge for sandart og mellem 15 – 90 Tenge for andre fisk som bl.a. slangefisk, brasen, gedder). Og udgifter til el, vand, løn, administration, transport, skat etc. Af de 171 tons fisk som man har modtaget siden start i november 2003 og til marts 2004, er de 94 tons skrubber, 50,5 tons sandart, 18,6 tons karper, 6 tons gedde, 2,7 tons slangefisk, 14,4 tons brasen, 12,8 tons andet fisk.  

Fisken er solgt for ca. 16 mil Tenge dvs. ca. 120.000 $ i omsætning og fiskerne er købt for de ca. 85.000 $ og man har haft et overskud på 1,9 mil Tenge = 14.000 $. I denne periode har der været ca. 30 ansatte, ikke alle fuldtid, men man arbejder i skift så der altid er ca. 5 ansatte på virksomheden, også om natten hvor fisken normalt ankommer om sommeren af hensyn til at der er meget varmt om dagen. (også i dag er det meget varmt, her ved frokosttid er det næsten ikke til at være udenfor pga. varmen, og selv om temperaturen falder om aftenen og natten, så er det uden problemer at være i skjorteærmer ved midnatstid). 

Jeg er tilfreds med denne beretning, der er nogenlunde kontrol over tingene. Overskuddet er anvendt til den fortsatte reparation af centeret, bl.a. har det kostet ca. 4 mil Tenge at få det store filet rum gjort klar til fliser og kakler. Centeret har en gæld pt. På ca. 2,5 mil Tenge på ombygninger, men man påregner at få den gæld ud af verden dette år, samtidig med at bygges for endnu ca. 2 mil Tenge. Der skal også bruges en del midler på at få USAID og MASHAV fryseren installeret når den ankommer til november. MASHAV garanterer at udstyret er indkøbt og pakket i Israel og afventer transporten som også omfatter udstyr som et stort drivhus. MASHAV har derudover lovet at indkøbe 2 stk. fryselastvogne i Kasakhstan til Kambala Balyk, vogne med en kapacitet på 5-6 tons. De har fået bevilliget pengene til disse indkøb.  

Så selv om der endnu ikke er kommet en eneste Tenge fra Kasakhstan, dvs. Verdensbanklånet, til Kambala Balyk, så synes jeg at resultatet er tilfredsstillende. Og med november i år vil centeret være oppe på ca. 500 tons fisk det første år i drift, og det er tilfredsstillende. Tilbagestår problemet med at modtager skrubber, men det problem løses ikke uden at Kambala Balyk finder og opbygger helt nye markeder for skrubber. Fiskerne udtrykker tilfredshed med de priser de får og betalingen modtager de også relativt hurtigt, relativt fordi Kambala Balyk ikke råder over driftskapital, og derfor må afvente købers betalinger. Mindre partier 1 tons og derunder, købes dog kontant. Centeret ligger inde med et større parti mel, 10 tons, som de har måttet tage imod som betaling for et parti fisk. En del af dette mel er desværre ikke egnet til menneskeføde og skal sælges til dyrefoder.  

På plussiden tæller følgende:

-         Centeret er på rette kurs mht. ombygningen. Kloakeringen er noget nær optimal under de foreliggende omstændigheder. Centeret sørger selv for bortskaffelsen af spildevand, det sker ved at man har fået lavet en tank på en af lastbilerne (som nemt kan af- og påmonteres) og med den tømmer man den 50 m3 store spildevandstank efter behov.

-         Man har fået opstille de 5 kølecontainere og den fryser og køler vi sendte i vinter og alt virker. Man har fået opstillet et godt vaskesystem til fisken og der er rigeligt med vand til formålet.

-         Værdifuldt udstyr er på vej og installeres i november. Der medfølger en ekspert fra Israel

-         Centeret er indbydende at komme ind i og der lugter ikke ret meget hverken af fisk og slet ikke af ammoniak.

-         Man har fundet gode, om ikke superkvalificerede, så troværdige, folk til at varetage de vigtigste funktioner.

-         Man har fået færdiggjort det store filet rum og man har fået lagt nyt tag på hele den store 1700 m2 bygning. 

-         Fiskerne er tilfredse og der er købere til fisken (sandart) og der er nye købere på vej

-         Priserne på fisk er steget kanske betydeligt. I dag koster sandart 80-150 Tenge og de sælges for 205-225 Tenge. (sidste forår lå priserne på ca. 50 Tenge til fiskerne og de blev solgt for 120 – 150 Tenge, dvs. 1-3). Centeret har markant givet højere priser til fiskerne og det smitter af på de andre der køber fisk i Aralsk. Priserne på skrubber bliver forhåbentlig også højere i år end 35 Tenge de kostede i vinter, da der er en større interesse for skrubber, særlig fra virksomheden i Astrakan, Rusland

-         Jeg mener ikke, at der tidligere i projektperioden, synligt bliver spist så mange fisk som man gør i år. De prisbillige karper er årsagen til, at alle spiser fisk og det kan ses på markedet hvor der nu sælges fisk i stor målestok. Det samme er tilfældet i andre byer, også Kyzylorda modtager mange karper. Der er fisk til middag mere et par gange om ugen og det tror jeg vil have gavnlig indvirkning på folkesundheden. Men det giver også en bedre økonomi i den enkelte husholdning, for nu kan man sælge mere kød til en pris på ca. 300 Tenge/kg da protein behovet dækkes af fisken. (Batrakan Prikeeiv fra Karateren var overbevist om, at når vandstanden stiger efter at dæmningen står færdig, vil fiskerne ret hurtigt kunne fange 2000 tons fisk/år, blot i området fra dæmningen og op til Bugun. Det vil være 1500 tons karper og andre vegetar fisk og op mod 500 tons sandart, gedder og slangefisk. Den styrke og overbevisning han lægger for dagen på det spørgsmål, kan gøre det nødvendigt, at vi foretager en revurdering af vore forventninger til fiskeriet efter at dæmningen står færdig. For kan der hentes 2000 tons i dette område, så kan det uden tvivl også hentes mindst 4000 tons i de mange søer, floden og fiskedamme der kommer med genopretningsprojektet. Og dertil kan så lægges de fisk, skrubber, sandart, karper der kan fanges i selve Lille Aral og det kan, hvis de andre tal holder, så ikke blive mindre end 6000 tons. Og derved kommer den samlede fangst mulighed op på de 11.000 tons/år som alle taler om herude. Og det tal er jo næsten 3 gange så højt som de tal vi arbejder med i vores Masterplan.)

På minussiden tæller følgende:

-         frysekapaciteten er for lille

-         centeret kan ikke modtage skrubber fordi kapaciteten er for lille og markedet er ukendt. Man er bange for at åbne op for skrubbefiskeriet, selv om man har brug for en mindre del skrubber. Åbner man går alle i gang og så risikerer projektet at komme ud i samme situation som tidligere år, hvor skrubberne blev solgt i alt for ringe kvalitet

-         det nye udstyr blev lovet sidste efterår, det er endnu ikke kommet et år efter

-         Centeret kan ikke modtage karper, pga. mangel på kapacitet og nok også fordi man ønsker at holde omsætningen nede på de ca. 100.000 $. Der er rigtig mange karper, hver gang man fanger 1 tons sandart fanger man ca. 4 tons karper. De sælges lokalt og fordi der er så mange, til meget lave priser, 20-25 Tenge/kg. (det er ikke mere end 3 år siden hvor kaper kostede op imod det samme som kød, dvs. i dag 300 Tenge, men pga. det relativt store fiskeri der er blevet i Lille Aral og deltaget, og den hvert år voksende udsætning af smolt fra Koshar (i år ca. 5 mil stk.), så er der mange karper. Dertil kan lægges, at vandstanden i Lille Aral er lav denne sommer, pga. den meget varme sommer og fordi Aitek dæmningen ved Kyzylorda er under reparation og man derfor lukker en stor del af flodvandet ud i søer og vådområder ved Kyzylorda. Og med en lav vandstand bliver det meget nemmere at fange karper og det er så det der sker.

-         Det er jo ikke et minus at der er mange fisk, men sandart og priserne på sandart er også årsagen til at der ikke er plads til skrubber i Kambala Balyk. Men de skrubber der ikke fanges dette efterår, kan så fanges til vinter, hvor kapaciteten i fiskeriet er meget større pga. frosten. Alle fanger så skrubber, og det uanset hvor lidt de får for den, fordi hvis ikke Kambala Balyk køber skrubberne, så vil der altid være opkøbere udefra som gør gode handler.  

Eftermiddagen brugte vi på Kambala Balyk i forsøg med vores vakuum maskine som vi efter en del forsøg og ekspertstøtte fik til at virke. Så nu er vi klar til at vakuumpakke et parti skrubber som pakkes efter at de har mistet hoved, hale, finner og indvolde. Vi håber der vil være et godt marked for disse fisk, lige klar til panden, Astrakan vil prøve med et parti. Vi skal også pakke filet af sandart. 

Sent eftermiddag og aften blev brugt på et møde på kontoret mellem Aksabak, Karakoz, Akmaral, Gulnare og Kurt. Mødet skulle indlede de mere konkrete drøftelser om hvem der skulle ansættes i projektet de kommende år og til hvilken løn. Vi blev foreløbig enig om at forsøge at få Zhannat ansat som lokal projektkoordinator. Akmaral som projektmaneger i Aral Tenizi, Karakoz som økonomiansvarlig og seminarkoordinator, Gulnare som bogholder for projektet og Aral Tenizi og Aksabak som fiskeriansvarlig med sandsynligvis titel af præsident for Aral Tenizi og med et overordnet tilsyn med Kambala Balyk som har Abai som officiel direktør, men hvor Aksabak indtil videre reelt har det overordnede ansvar. 

Vi fik lavet en aftale for noget lønkompensation for perioden 1. jan. 2004 – 1. juli 2004 hvor de ikke havde fået ret meget i løn. Og vi blev enige om at starte projektet, hvad løn angår fra den 1. juli 2004, vi fik dog ikke talt om lønnens størrelse, det må vente til et kommende møde.  

Selv om alle har måttet afstå for ret meget i løn siden efteråret 2003, pga. af indsatsen med at få opbygget Center Kambala Balyk, så blev også enige om at den sag hørte fortiden til (også selv om flere i Aral Tenizi følte sig presset til at indgå denne aftale). Nu ser vi fremad og alle kræfter lægges i at styrke Aral Tenizi og derigennem også give Kambala Balyk de bedste muligheder i de kommende år.   

Onsdag den 29/9

Dagen starter kl. 8.00 med afgang til Tastubek. Vi skal ud og tale med fiskerne for at få et overblik over situationen i dette område. Det er allerede varmt og det bliver også en hed dag. 

Vi stopper kort i Djambul for at sige goddag til den nye leder af fiskeriet i byen og det er en gammel kending af projektet. Han lover at give oplysninger om generalforsamlingen og kandidatliste til fiskerne og vi fortsætter mod Tastubek. Her er der ikke mange fiskere hjemme. På vejen mødte vi Ablikan og 4 fiskere som var på vej til Saksaul med et tons kaper som de skulle have solgt. Jeg forstår at fiskerne fra Tastubek næsten udelukkende bruger dette marked og de arbejder alle helt individuelle, dvs. de bruger ikke stationen. Den har nu ikke været i aktiv tjeneste siden forsommeren 2003 og da vi ser den, må vi erkende at stationen ikke længere tjener noget formål og at den enten skal tages ned eller også overgives til andre der vil bruge den. Dusbai som har ansvaret er det meste af tiden i Saksaul hvor han også har et hus, og fiskeriet fra Tastubek kører helt uden nogen form for ledelse. Denne vinter og forår var der også en del ballade med drikkeri derude og flere brigader fra bl.a. Djambul har opgivet Tastubek som fiskeplads. De fisker i stedet for mere mod øst fra bl.a. Bersai. Vi drikker subat i Ablikans hus og aftaler at komme til frokost efter en tur ned på stranden. 

Der ligger der en del både, men der foregår intet fiskeri. Hovedårsagen er at Kambala Balyk ikke modtager skrubber og karper og da der ikke er ret meget sandart ved Tastubek venter de brigader der stadig fisker derfra på at der bliver åbnet for fiskeriet efter skrubber. Og der er mange skrubber og også derfor ønsker Aksabak at holde lav profil mht. til skrubbefiskeriet. Kambala Balyk kunne godt indfryse og sælge 10 tons om ugen, men åbnes der for skrubbefiskeriet vil der komme mange flere og så vil vi stå i samme situation som de forrige år. De 2-3 andre større modtagere af fisk vil ikke have skrubber, da der er rigeligt med karper og også pænt med sandart. Så skrubbefiskeriet må vente og det rammer fiskerne fra Tastubek og mod vest til Akbasty. De er i gang med at indsamle det tørre græs og andre planter til vinterfoder til dyrene og dem og deres traktorer, slåmaskiner og river, møder vi flere steder på turen. 

Efter frokosten, saltet stegt karper, går turen langs havet mod Bersai. Der møder vi fiskerne på et sted hvor der fisker 7 brigader, men de er ikke kommet i gang i nu, fordi de venter med at hale garnene til efter kl. 18.00 og så køres fisken til Aralsk ved midnats tid. Vi har et møde med Ontalap, den ældste søn i kooperativet ”Asta”. Han har købt en mindre lukket 4 hjuls vogn til transport af fisk og sammen med fisken fra kooperativet køber han fisk fra andre og dermed fungerer han reelt som fiskehandler.  

Han vil gerne overtage Tastubek stationen og det har han foreslået Aral Tenizi, men nu da jeg er der synes han det er en god anledning til at gentage hans ønsker. Han vil som nævnt overtage driften af stationen og der vil han købe fisken og så sælge den videre, bl.a. til Kambala Balyk. Han her en kapital på ca. 200.000 Tenge og hvis vi vil låne ham 200.000 så går han i gang om vi kan blive enige. 

Vi gør klart, at vi er stoppet med at give kredit, men at vi selvfølgelig vil hjælpe og støtte så godt vi kan. Stationen ligger hen til ingen nytte og derfor vil det være i alles interesse at den kommer i gang. Vi aftaler at han kan gå i gang med den kapital han har og den han kan låne hos andre. Går det godt og kommer der rigtig gang i den og mangler han penge til køb af fisk osv. så vil vi, dvs. Kambala Balyk kunne gå op til en kredit på 200.000 Tenge. Penge som vi kan tages af den kreditkasse på 10.000 $ som stadig er i gang og som meget langsomt er ved at komme under de 10.000. Halvdelen af kreditten skal konverteres til gave efter aftale og af resten er størsteparten tabt. Han vil tage fat med det samme og alle formaliteter skal aftales i en kontrakt. Han skulle dog først have det hele afklaret med sin far, Kanaly, lederne af Asta kooperativet. 

På vejen mod Djambul møder vi 5 brigader som er på vej på fiskeri og vi gør et kort ophold for gensidig orientering. 

I Djambul har vi et kort møde på fiskernes hovedkvarter og vi får deres kandidatlister og der betales lidt kontingent. 

Vi drikker subat i Aksabaks families hus og kl. 19.00 er vi tilbage i Aralsk. 

Kommentar til situationen i Tastubek området: Det er jo der de hele startede og kom godt i gang, men nu går det tilbage for fiskeriet i Tastubek. Der fanges stadig fisk og sælges fisk, men der er ingen organisering overhovedet. Byen vokser og også nu er der to nye huse under opførelse og byen er meget forandret. Men vores støtter i byen går deres egne veje og de er uden interesse i den station vi alle ellers var så stolte af. Den forfalder og noget skal gøres. Hvis Tastubek skal fungere som et centrum for fiskeriet i Lille Aral, med havn og modtager faciliteter, når Lille Aral er genoprettet, så vil det skulle ske med kræfter udefra. Det er sikkert gode folk der bor i Tastubek, men samarbejde det kan de altså ikke, og så er der alt for meget drikkeri og kvinderne kan åbenbart ikke holde styr på fiskerne, det er de bedre til andre steder som Aralsk, Bugun og Karateren.   

Mht. at skrubbefiskeriet ikke er kommet i gang kan tilføjes, at det rammer skævt i det fiskerne vest for Tastubek ikke kan fange andre fisk. Men ellers er fiskeriet på sandart og karper i fuld gang og det giver omsætning og fisk på bordet. Og skrubberne kan jo fanges hele vinteren og med vinteren bliver det alt andet lige også meget nemmere at komme af med skrubberne - problemet med de lave priser bliver dog ikke løst af vinterens komme. Der kun en vej for skrubber pt. og det er det kasakhiske marked langt væk, det russiske og den øvrige verden. Lokalt vil man ikke længere kunne omsætte de 3-500 tons skrubber som man har gjort de tidligere år, dertil er der kommet alt for mange karper.  

Torsdag den 30/9

Dagen starter kl. 8.00 med lidt arbejde på kontoret. Det er allerede varmt, så det bliver igen en rigtig varm dag. Det er usædvanlig også om natten hvor man sover, selv uden et lagen. 

Første programpunkt er Kambala Balyk og forsøg med skrubber og vakuumpakning. Men der er ikke som lovet kommet skrubber denne nat og i stedet følger vi indkøb af fisk fra de hovedsagelige kvinder som ankommer med sandart, slangefisk, brasen og store karper. Et par af dem har adgang til is og andre har købt 1½ liter plastflasker som fyldes med vand og indfryses. Det er der mange der gør rundt omkring hvor der er strøm, og også fra Kambala Balyk udleveres der sådanne isbomber (sælges forstås). Kvinderne har rejst hele natten fra fangstpladserne i alle former for køretøjer, egne og lejede. Fisken er pakket i de store tasker som alt bliver pakket i under transport i Kasakhstan. Togene er fyldt op med disse firkantede hessian lignende tasker, men de er selvfølgelig fremstillet af plastik, meget lig de sække som vi også kender i Danmark til bl.a. kartofler. Disse tasker kan indeholde ca. 50 kg fisk og bedre endnu, de kan holde til sådan en transport op til flere gange. Taskerne koster ca. 100 Tenge. Kvinderne ankommer med deres fisk, 2-500 kg og de lægges i kasser og vejes ind. Umiddelbart efter er de blevet vasket og lagt pænt på de zink eller rustfrie plader med lave kanter og anbragt i fryserne. Det går rimelig hurtigt, alle ved åbenbart hvad de skal lave og et sådant parti fisk er på frys inden der er gået en halv time. Derefter modtager de betalingen kontant på kontoret. Priserne sættes efter størrelse og der fortages også en reduktion, hvis kvaliteten ikke er den bedste. Der er tale om ca. 70 % sandart den højeste pris er 150 Tenge = ca. 1,2 $/kg. Jeg undersøger flere partier og jeg kan ikke klage over kvaliteten, målt i forhold til Aralsk standard. Jeg skærer nogle i filet og vakuumpakker dem og prøver også med hele sandart og slangefisk. Vakuum maskinen fungerer upåklagelig og da vi har sendt et meget stort plastposer sammen med maskinen, vil Kambala Balyk være i stand til at vakuumpakke op mod 1000 tons fisk. 

Alle er meget tilfredse med denne maskine og vi laver en del prøvepakker som kunderne kan studere. 

MASHAVS nye mand i Aralsk, Jacob, er netop ankommet fra en mindre ferie i Israel og han kommer for at hilse på og give de seneste oplysninger om det udstyr der er på vej til Kambala Balyk. Tunnel fryseren er pakket sammen med ismaskinen, en truck, elektronisk vægt (400 kg) og en del nødvendigt værktøj og klar til afgang fra Israel. Men regner med en måned og sammen med ankomsten af udstyret til Aralsk kommer der en teknikker fra Israel, som får ansvaret for at få installeret udstyret så det virker optimalt. Jacob er en meget venlig mand og sammen med Serik, hans tolk, som Jacob har arvet efter Isaac, gennemgår de endnu engang den plan hvorefter alt skal installeres. Alim, Kambala Balyks leder af opbygningen, og mange andre gennemgår planen og den justeres i forhold til nye ønsker fra Kambala Balyks ansatte. Jeg synes de finder den bedste løsning til fryseren og til hvor ismaskinen skal monteres. Fryseren er en såkaldt ”tunnelfryser” hvor der køres de specielle rustfrie vogne som vi har sendt fra Danmark. Vogne med 12 hylder hver og plads til 300 kg hver. Med de store fisk skal der 2 vogne ind i fryseren af gangen, dvs. 600 kg som fryses ned til minus 20 grader på 2 timer. Hvis der er tale om skrubber og filet kan indsættes 4 vogne. Det er meget fint udstyr som forøger Kambala Balyks frysekapacitet med 3 gange den kapacitet de har i dag. Og samtidig giver det fisken en langt højere værdi i kraft af den nu kun behøver 2 timer for at værre frossen, hvor systemet i dag tager mere end 24 timer, samtidig med at temperaturen kun meget sjældent når over de 12 minus grader. Det hænger også sammen med at de har monteret det frysersystem som vi har sendt, på en efter min mening, uhensigtsmæssig måde. De har prioriteret dette system sådan at den store kompressor er monteret til det store rum, hvor det burde have været omvendt. Men fryseren fra Israel vil de bytte rundt og dermed giver den danske fryser og kølerum en kapacitet på ca. 5 tons/døgn, sammen med den moderne fryser kommer Kambala Balyk op på en samlet kapacitet på ca. 20 tons/døgn og det er udmærket under de nugældende forhold. Centeret vil så have en lagerkapacitet på ca. 100 tons og det er også nok.  

Sammen med dette værdifulde udstyr, har Isaac og Jacob fået overbevist deres overordnede om, at der bør købes to nye fryselastvogne til Kambala Balyk. De købes i Almaty og vi koste ca. 60.000 $. Planen er at disse vogne skal indkøbe fisken rundt Lille Aral, de har hver en kapacitet på ca. 7 tons og de kan medbringe is til de pladser som ligger længst væk. 

Disse to vogne giver Kambala Balyk den hovedrolle i fiskehandlen i Aralsk Regionen som centeret har ambitionerne om at udfylde. Der vil stadig være kvinder som handler med fisk, men det vil mestendels foregå fra projektets sydlige område, hvor der hovedsageligt fanges sandart og karper, hvorimod hele handlen mod vest vil gå til Kambala Balyk. Denne udvikling er vigtig af mange grunde. For det første kan Kambala Balyk på den måde dæmme op for en meget uheldig udvikling som er i gang, hvor også en del kvinder desværre, har slået sig ned som fiskehandler, men hvor de køber/bytter meget små partier mod betaling i vodka, og den udvikling skal bremses. Det bliver også et vigtigt emne på den forestående generalforsamling. Et andet problem er de opkøbere som kommer udefra med de elendige kineser garn. De garn ser man nu overalt, både hos fiskerne, men de ligger også og flyder rundt omkring efter at de er fisket i smadder. Det er for det første elendige garn som kunne holder i kort tid, men værre er det at de er så småmasket at de fanger alt der svømmer rundt. Små skrubber, karper og sandart som burde være blevet i havet, så de kunne være med til at reproducere bestandene. Særlig karper er den gal med, der er ufattelige mængder at små karper ”græskarper” i handlen og det hænger sammen med disse garn og det forhold at Koshar udsætter den store mængde smolt hvert år.  

Disse små fisk slå bunden ud af det lokale marked for karper. Men kvinder køber dem og de vil ex. Ikke sælge de større karper til centeret, hvis Kambala Balyk ikke også køber de små. Og det vil man ikke og derfor er dette marked vi at kollapse pga. de små karper. Det bliver også et vigtigt emne på den kommende generalforsamling. Myndighederne ser igennem fingrene med dette fiskeri og det skal der også gøres noget ved.  

Vi fik desværre beskåret den del af projektet som skulle forsøge at løse dette problem. Danida mente, at nu måtte det være op til fiskerne at få købt de rette garn. Og den del af projektet, som ville sende 4000 indergarn (buus) til en indkøbsforening under Kambala Balyk, blev taget ud. Med disse 4000 garn ville centeret kunne sætte sine krav igennem mht. maske størrelser og samtidig kunne disse garn gennem indtægterne fra salget kunne holde indkøbsforeningen i gang med garn og andet udstyr. 

Vi har nu aftalt at vi vil forsøge at finde den nødvendige kapital til at starte op på en indkøbsforening. Om man selv kan købe kvalitetsgarn til konkurrence dygtige priser fra Aralsk skal også undersøges. Men vi tror det bliver svært. Men der skal gøres noget og gerne meget, for at komme dette uvæsen med de småmaskede garn fra Kina til livs.  

Efter frokosten (som jeg desværre ikke rigtig kan nyde i disse dage, pga. af en for mig noget usædvanlig, noget voldsom mave, jeg kan ikke spise ret meget, men drikker kun vand og cola), var vi tilbage på centeret som nu havde modtaget det lovede parti skrubber. Vi gik i gang med disse forsøg med at skære hoved, finner og hale af, hvorefter de blev vasket og vakuumpakket i poser a 1-3 kg. Forsøget var meget vellykket og vi tror at der vil være et godt marked for disse kvalitetsfisk i de større byer og Rusland. Skrubberne i dette parti var magre og det tror jeg selv hænger sammen med at de er fanget i det område hvor der også er karper og sandart, dvs. den ferske del af Aralsøen. Skal vi have tykke skrubber så skal der sættes gang i fiskeriet fra Tastubek og vest på mod Akbasty, men først skal der findes stabile købere.  

Et aftalt aftenmøde i Aral Tenizi måtte aflyses pga. manglende tolkning. I stedet var der møder med nogle fiskere som var kommet til byen for at få sidste nyt om det udstyr som snart skulle uddeles og de skulle også have fornyet medlemskabet af Aral Tenizi og opdateres mht. generalforsamlingen om en uge.  

Dagens oplevelse.

Dagen før var der blevet opstillet en scene på torvet og store højtalere blevet prøvet af. I dag var der sat flag op i byen med et logo og en tysk tekst som omtalte ”venskab” og noget mere som jeg ikke fik læst. Der blev spillet høj musik det meste af dagen og ind imellem var der også levende musik. Jeg kunne ikke få at vide hvad der foregik, for det var der åbenbart ingen der viste. Nogen havde hørt noget om, at det nyvalgte parlamentsmedlem fra dette område Kuramanov (valgt for 3 gang og fhv. minister) ville komme til byen, men jeg kunne ikke få dette tyske til at hænge sammen med ham. På en tur fra Kambala Balyk og tilbage til Aral Tenizi hovedkvarteret, mødte vi en karavane på mere end 10 store moderne køretøjer, jeeps med alt moderne isenkram, selvfølgelig aircondition og meget mere. Disse biler var overklistrede med disse tyske logoer og fyldt med børn i deres skoleuniformer. Jeg forstod ingenting. På en kort tur ind mod Akimatet, efter vand og cola mødte jeg en større delegation af disse fremmede med skilte om halsen og det samme logo og sikkert deres navne. I denne delegation var Umbetov, nyvalgt Akim for byen Aralsk, og vores gode ven. Han greb straks fat i mig og selv om maven lavede oprør, måtte jeg præsenteres for disse mennesker gennem en af de mange tolke som fulgte med. Jeg hilste på et par stykker og de fortalte mig at de kom fra Tyskland, fra Folkevognsfabrikken og at de var på rundtur til flere kasakhiske byer for netop at sælge folkevogne. Jeg spurgte om de kunne sælge folkevogne i Aralsk! Nej det kunne de ikke, men denne Kuramanov havde fået dem til Aralsk og der stillede de nu deres vogne til rådighed for nogle skolebørn som gerne ville ud på en køretur i disse nye biler. Som de sagde ordret ”vi giver gerne disse fattige mennesker en oplevelse i deres elendighed (elende)”. Så spurgte de mig hvad sådan en tysker lavede i Aralsk. Det blev jeg jo lidt smigret over, men jeg forklarede dem at jeg var dansk og at jeg arbejde med fiskeriet. ”Når du er denne dansker, sagde de, det havde undret dem en del at skulle høre om en dansker der også var i byen og som arbejde med kambala (som de selvfølgelig ikke var blevet klar over hvad var). Det blev et meget kort møde og jeg fortsatte dagens gerninger, lidt hovedrystende over dette mystiske projekt. 

Om aftenen i mit hjem her hos Oranduk og Zamat sad jeg en del ude på toilettet også da Ingeborg ringede til mig for første gang herude. Jeg fik kys af Ingeborg og Asta, hvorimod Maria ikke ville tale med mig, hun er sur på mig fordi jeg rejser fra hende. 

Familien herude, som kun består af disse to mennesker, mente at jeg måtte drikke noget te, de var selv i gang med at spise til aften, her kl. 22.00, normal spisetid i Aralsk.  

Jeg lagde mig ned ved bordet og fik en skål te. De spiste stegte karper og sandart, et stort fad med flotte stykker fisk på, op mod 2 kg. Dertil fik de frisk brød og en stor skål groft skårede tomater med lidt løg og de drak te til, fra den store samovar som stod for enden af bordet. Jeg skulle ikke have noget at spise og i stedet kunne jeg med en voksende følelse af glæde og tilfredshed se på hvordan sådan et måltid sættes til livs. Zamat spiste mange stykker store fisk, med hænderne selvfølgelig, og hver eneste ben blev suttet rent for kød og ben og skind blev fra munden lagt på et stykke papir. Intet gik til spilde og Zamat efterlod sig et mindre bjerg af ben og skind, men helt renset for kød. Oranduk gik mere roligt til værks og uden de lyde som hendes mand udtrykte under måltidet. Dette var et måltid i ordets bedste forstand og betydning, store flotte stykker fisk, med brød, tomat og løg. Jeg kunne uden problemer begribe dette måltids rigtighed i disse to menneskers maver og kroppe. Det er mad, når det er bedst. Og her er det vigtigt at huske på at denne familie meget langtfra hører til den store og voksende gruppe af mennesker i Aralsk som er økonomisk velstillede. Zamat er dyrlæge på markedet og Oranduk er hjemmegående uden job, så deres indkomst ligger sikkert på omkring 100 $ om måneden. De har ingen dyr og ingen have, så deres økonomiske forhold må ligge på omkring gennemsnittet i Aralsk. Så sådan et måltid var der garanteret flere tusinde familier i Aralsk regionen, som spiste denne aften, fisk, brød og lidt grøntsager og te. De har også fået frokost og de får te og lidt brød om morgenen og indimellem drikkes der også te med lidt brød og lidt slik.  

Denne store tyske delegation tager sikkert tilbage til Tyskland og beretter om at de var i Aralsk og der gav de disse fattige mennesker en stor oplevelse i deres ellers så vanskelige hverdag. De satte byen på den anden ende, Akimen stillede sikkert også op med frokost og et antal dræbte dyr til denne delegations ære. De fattige mennesker, som tyskerne var kørt til Aralsk for at give noget meget højt musik og en køretur, anede ikke hvad der foregik og gik så hjem til hver deres hjem for at spise sig meget mætte i fisk, brød og grøntsager.   

Dagens oplevelse fortæller mig hvorfor vi er i Aralsk regionen. Ikke for at redde mennesker fra sultedøden. Vi er her fordi vi vil gøre vores bedste til, at fiskeriet igen efter mange år i glemsel kan komme til ære og værdighed i regionen og fordi vi mener at Aralsøen og dets befolkning både fortjener og har brug for meget mere end tom underholdning og pjat. 

Fredag den 1/10

Dagen starter kl. 8.00 på kontoret med mails og nyheder hjemmefra. Det er nu muligt at læse aviser og andre nyhedssider fra Danmark, med den Internet adgang man råder over pt. Det tager lidt tid, men det fungerer udmærket.  

Der sker jo ikke så meget, Carlsen nr. et eller andet stort på verdensranglisten, har spillet sig i anden runde i en tennisturnering i Kina – det er stort, desværre blev Pless slået ud i første runde. Ellers blev dagen i går endnu en af de blodigste i Irak, med op mod 100 døde. Det er helt de samme nyheder som da jeg rejste for 10 dage siden. Mht. Carlsen så husker jeg en episode fra 1993 hvor jeg var på vej til Danmark fra en 14 dages tur til Polen med et hold studerende på Århus Universitet. Med i denne gruppe var der en svensker og han morede sig kostelig over dette land Danmark, som i de første danske radionyheder vi modtog ved den tyske grænse, handlede om en dansk tennisspiller 450 på verdensranglisten som havde spillet sig i anden runde i en tennisturnering i sydtyskland eller hvor det nu var henne.  

Kl. 10.00 møder besætningen i Aral Tenizi og arbejdet går i gang. Første punkt er, møder med bl.a. Amantekildi fra Shanakrullis som var kommet til Aralsk for at aflægge rapport og beklage at han ikke var hjemme da vi besøgte ham i sidste uge.  

Mødet handlede om mulighederne for at udnytte fiskeaffald fra Kambala Balyk i produktionen af sandart. Vi skulle høre hans mening og om han eventuelt kunne foretage forsøg med opdræt af sandart. Han har fiskedammene til det og pumper til at hente vand fra floden, så spørgsmålet var om han kunne tænke sig at være med i sådanne forsøg. Det vil han gerne og første fase bliver at indfange 1-2 tons små sandart og sætte dem ud i hans damme og så starte med at fodre med hakket fiskeaffald, blandet med bindemiddel som ex. Soja eller andet. Han kunne også skaffe kød og benmel og vi kunne lave forsøg med foderblandinger på Kambala Balyk. Til dette forsøg som skulle vare i mindst et år, skulle der bruges mindst 3 damme. De skulle tømmes for fisk efter behov og bunden renses op for sandart lort og foderrester og denne potentielle gødning skulle forsøges anvendt direkte i kooperativets betydelige grøntsags produktion, eller om nødvendigt gennem en kompostering af dette organiske materiale, måske blandet med planterester fra grøntsagerne. 

Vi gjorde ham klart, at vi ikke havde mange penge at gøre godt med, men lidt workshop penge var der til rådighed. Vi kunne stille med foder og lidt midler til benzin og olie og fik forsøget et godt resultat, dvs. der blev solgt et parti sandart, så skulle han og Aral Tenizi dele overskuddet. Hen vil straks gå i gang med at tænke dybt over sagen og udfærdige en projektbeskrivelse. Jeg tror der er gode perspektiver i dette hvis det kan lade sig gøre. Nu sælger man fiskeaffaldet for 10 Tenge til opdræt af kyllinger. Men sandart koster op mod 200 Tenge/kg, så hvis det kan lade sig gøre vil affaldet give en større fortjeneste. Samtidig har de ingen gødning til produktionen af grøntsager og der er jo en del kvælstof og ikke mindst fosfor i dette fiskeaffald og lort fra en sådan produktion. Så det må også kunne give et større udbytte af grønsager, som tomater, agurker, peber, kartofler, gulerødder som de dyrker i Shanakrulis. 

Formiddagen blev også brugt til det andet møde med projektets ansatte for at få opbygget en fælles forståelse af det arbejde som skal udføres i 4 og sidste fase, herunder hvilke ansatte og ikke mindst til hvilke lønninger. Dette korte møde skulle lægge basis for et længere møde i eftermiddag i Akmarals hus, et møde hvor vi gerne skulle finde en afgørelse på hvem der skal ansættes, til hvilke job og til hvilken løn. 

Jeg springer frokosten over og arbejder lidt hjemme, maven er stadig i uorden. Varmen holder, men man mener at blæsten, denne meget varme storm og sandflugt er lige på trapperne, og derefter følger temperaturfaldet fra de nu 35 – til 10-15 grader. Det sker normalt over en dag og så er efteråret en realitet, med ned til frysepunktet om natten. 

Eftermiddagen bruges til møde med de ansatte. Det foregår i Akmarals hus af hensyn til hendes baby, førstefødte og 2 måneder gammel. Vi nåede foreløbig frem til at projektet ansætter en kontorleder som fungerer i regi af Aral Tenizi, dvs. projektets tilbud til Aral Tenizi. Akmaral og Bachtsamal deles om opgaven i det første år af hensyn til Akmarals baby, dvs. de deles også om lønnen. Når Akmaral er tilbage på fuld tid, overgår Bachtsamal til andet arbejde, ex. Assistent for Aksabak som projektet ansætter som koordinator af fiskeriet i regionen. Aksabaks opgaver bliver meget overordnet. Vi forventer at hun bliver genvalgt som præsident for Aral Tenizi på næste uges generalforsamling og sammen med denne post vi hun også få det overordnede tilsyn med udviklingen på Center Kambala Balyk. Indtil Kambala Balyk er oprettet som selvstændig virksomhed er det Aksabak som er den formelle leder, i et tæt samarbejde med direktøren Abay, Alim som leder opbygningen og virksomhedsleder med ansvar for indkøb af fisk og kvalitetskontrol Gulmiriam. Karakoz foreslås som projektets ansatte med ansvar for udvikling og gennemførelse af workshops, seminarer, møder og konferencer i de kommende år. Gulnare bliver projektets bogholder og samtidig også Aral Tenizis bogholder. Der skal ansættes en biolog og en assistent og her er vi endnu ikke klar med kandidater. 

Projektets jeep og chauffør og drift overgår til Kambala Balyks budget og når vi skal bruge jeepen så afregner vi med Kambala Balyk.  

Zhannat kommer til Aralsk i morgen og vi håber at hun vil lade sig ansætte som projektets koordinator. Vil hun ikke det, så er det foreløbig planen at ansætte Akmaral som en slags projektkoordinator, måske med betalt støtte fra Zhannat og Bachtsamal som kontorleder.  

Når tingene er faldet på plads i næste uge udarbejdes jobbeskrivelse og ansættelsesforhold og der laves kontrakt som kan fornyes af begge parter hvert år.  

Mht. lønninger så står det klart at man forventer mærkbare forbedringer af lønnen. Udspillet fra dem som gruppe er en løn på mellem 3-500 $/måned. Det vil umiddelbart betyde en lønfremgang på op mod 50 %, men en del af fremgangen forsvinder med den lave kurs på $. Alternativt kunne vi i denne sidste fase udregne lønnen i Tenge, men det bliver op til de ansatte. Tidligere har der aldrig været tvivl om det skulle være $ eller Tenge, for da var det inflationen i Kasakhstan som satte den dagsorden. 

Fredag aften var der en kæmpe koncert på byens torv, jeg deltog ikke, min mave tillod det simpelthen ikke. 

Lørdag den 2/10

Dagen starter kl. 8.00 hvor vi skal ud til Kambala Balyk for at gøre klar til et markedsfremstød i Aralsk for vakuumpakkede fiskeprodukter. Hele natten havde kvinderne skåret filet af sandart og andre fisk og gjort skrubber klare til dette fremstød. 1-2 kg poser med logo og informationer – det så meget professionelt ud. 

Der var en del uro og trængsel på Kambala Balyk denne morgen. Der kom en del fisk som skulle indvejes og det gik sådan set godt indtil en sælger fra Bugun (en mand) satte spørgsmålstegn ved centerets indvejningsvægt.  

Desværre har proceduren omkring indvejningen af fisk ikke ændret sig siden 1996. Det er et gedemarked og fisken, som burde havde været på frys for flere timer siden, blev gang på gang vejet. Denne mand fra Bugun kom i jeep med hvad han mente lå omkring 800 kg sandart og en del andre fisk, som centeret ikke skulle købe. Disse fisk blev lagt i 14 plastkasse og indvejningen kunne begynde, og der stod andre købere i kø, så var der alt for mange mennesker involveret i sagen.  

Efter 3 vejninger, som hver især er meget omstændelig, måtte man finde en anden vægt for kontrol, og så var fanden løs. Den første vægt nåede op på 578 kg og den anden på 637, en forskel på 59 kg og dermed en forskel på knap 9000 Tenge, og det er altså formuer herude. Og samtidig udgør dette beløb sandsynligvis 50 % af den indtægt som denne køber og hans hjælper skal have for at hente fisken ca. 140 km fra Aralsk, i går aftes, køre det meste af natten, efter hårde forhandlinger med flere fiskere osv. Så det var jo en skandale og hvad nu med tidligere handler osv. Det endte heldigvis uden den store skandale og denne sælger og de kommende accepterede den ene vægt og så fortsatte man. Det tager alt for lang tid med disse indvejninger og der er man simpelthen nødt til at udvikle en anden procedure. Fisken skal så hurtig som overhovedet muligt på køl eller frys, og selv om man nu snart for en ismaskine så løser det ikke problemet da alle er mistroiske og man kan simpelthen ikke modregne kasser og is i hovedet. Det er fisken der tæller og det på gram. I Danmark operere vi altid med en fastsat overvægt 5 % eller mere, alt efter fisk og standard, det bliver man enige om, men herude vil det være helt umuligt, i hvert fald inden for en overskuelig fremtid. Der er kun en vej at gå og det er disse kølemodtagerlastvogne som tager ud på pladserne, med troværdige vægte, og der indkøber man og indvejer en gang for alle. Men selv med dette system så bliver det nok mere end vanskeligt at undgå indvejninger i centeret, for selv om det er centerets egne chauffører og indkøbere, så kan de ansvarlige på centeret ikke tage ansvar for noget som kommer fra andre. Og sådan er det igennem alle processer. På de vakuumpakkede fisk som skulle på markedet den dag, havde man skrevet nøjagtig hvor meget der hver i hver pose, 1,2 kg osv. Alt vejet på en moderne digitalvægt. Men nej – også disse fisk skulle vejes i mange forskellige afdelinger på disse gamle og udslidte vægte inden de kunne komme på torvet. Jeg forsøgte spagfærdigt, for det har jeg lært nu, at få lidt gang i sagerne fordi de frosne indpakkede fisk, havde brug for så meget tid på frost og køl som overhovedet muligt, inden de skulle ind på det steghede marked. Men n ej – det skulle være i orden. Det var nogle andre kvinder som har pakket og vejet disse fisk, og nu skulle de sende dem på markedet, så nu ville de være helt sikre på hvor meget de sendte ud. At der med 100 % sikkerhed vil komme en ganske betydelig difference - mellem den første, da fisken blev købt ud ved fiskerne, den anden da fisken kom til centeret, den tredje da de skulle udleveres til kvinderne, den fjerde da kvinderne vakuumpakkede fisken, den femte da fisken skulle på markedet og de sjette da køberne endelig kunne tage fisken med sig hjem – er det tab som ligger i systemet.  

Selv tror jeg, at i dette indvejningssystem ligger en forklaring på Sovjetunionens kollaps. For det første er dette et meget konkret udtryk for det kommunistiske problem, at de politiske teorier, som kræver fællesskab og solidaritet, føder den i mennesket iboende mistro. Det er der intet nyt i, nok heller ikke i, at i denne virkelighed af politisk skabte mistro, ligger også det systemfejl, at så bliver det også ”tilladt” at organisere det man har brug for. Og når en proces, som her fisk, skal igennem et utal af led og indvejning, inden fisken ender hos den der æder den - i det sovjetiske system, var der ingen penge i systemet - så giver det mange mulighed for at organisere en fisk eller to. Det at mange gives denne mulighed, kunne man så kalde solidaritet, hvis man har lyst til det, men faktum er det at fisken rådner mellem disse mange led, ligesom tomater, mel, meloner osv. osv. I den sidste ende, får den stakkels forbruger, som ikke er et led af systemet, en elendig fisk. Sovjetunionen brød sammen fordi presset fra de som skulle æde den rådne fisk blev for stor og det sovjetiske system gik neden om og hjem. Men Rom blev som bekendt ikke bygget på en dag og det er heller ikke tilfældet med udviklingen af og opbygningen af en fornuftig fiskerivirksomhed i Aralsk Regionen. 

Midt i det hele ankom en større gruppe unge mennesker fra Kyzylorda anført af et par amerikanske Peace Coops frivillige derude.  

Også her var der problemer, idet Aral Tenizis Peace Coorps folk Jonatan og Lea, som nu har været i Aralsk i næsten 2 år, havde åbenbart igen ”glemt” at orientere folkene i Aral Tenizi om dette besøg, og det var der både vrede og frustration over. Jeg lovede at tage en snak med Jonatan og Lea som jeg heller ikke havde ført en eneste samtale med siden jeg ankom for 10 dage side. Jeg havde set dem og sagt hej, men ellers var de usynlige. 

Efter markedet tog jeg samtalen med Jonatan og Lea. Inden da havde jeg fået en liste af problemer som man fra Aral Tenizis side ønskede at få frem i lyset. Et af de seneste var valget af præsident for de unge frivillige i Aral Tenizi, ca. 30 unge mennesker som har fået opbygget et fint hovedkvarter hos Aral Tenizi. Disse unge laver et godt stykke arbejde og Jonatan og Lea bruger en del tid sammen med dem. Og nu mener Karakoz, som pt. Har ansvaret for denne gruppe, at valget af en præsident ikke er gået efter bogen. Men at Jonatan og Lea har fået valgt deres kandidat, ved at lægge pres på gruppen. Kommunikationen mellem Jonathan/Lea og Aral Tenizi er åbenbart gået helt i smadder og sidst men ikke mindst – så er de ansatte meget utrygge ved Jonathan, som ikke inddrager en eller flere fra de ansatte, når der kommer fremmede på besøg i Aral Tenizi og de skal have oplysninger og foreningen, Aralsøen og fiskeriet. Det kommer mange hele året, men mest om sommeren, hvor der hver dag er gæster hos Aral Tenizi, de fleste dog som turister.  

De ansatte er utilfredse med, at Jonathan fortæller og fortæller alle de fremmede om alt vedr. Aral Tenizi og Kambala Balyk, mens han overhovedet ikke arbejder eller på anden måde deltager i og på Aral Tenizis arbejdsområder.   

De er hjemme, dvs. i vores lejlighed, og vi tager et bilateralt møde. De står uforstående overfor kritikken og er kritiske over for de ansatte i Aral Tenizi fordi de åbenbart ikke siger noget til Jonathan og Lea. Mht. valget af præsident for de unge frivillige, så fralægger de sig ansvaret for at have lagt pres på gruppen som valgte en ung handikappet pige som sidder i rullestol. Og i deres forsvar understreger de flere gange, at handikap politikken i Peace Coorps USA er klar – handikappede må ikke diskrimineres. Jeg er principielt enig, men må jo også tage til efterretning at Aral Tenizi gerne så en meget aktiv og ikke mindst mobil person på posten. Hvis det er problemet så vil Jonathan og Lea ikke længere være involveret i de frivilliges arbejde og uddannelse, særlig i engelsk undervisningen. For derved går de i mod Peace Coops politik, og det kan de ikke. (her skal indskydes at netop dette argument har jeg efterhånden hørt flere gange i andre spørgsmål i de seneste 2 år og jeg synes mindre og mindre om dette argument). 

Mht. kommunikations problemerne så synes de afgjort, at de ansatte i Aral Tenizi har problemer med kommunikationen og at bør lære at give klare beskeder og oplysninger og de bør også udtrykke den kritik de har. Det kan jeg ikke sige meget til da det er rigtigt, men også forkert. Det er forkert alene af den grund, at det gør de ansatte ikke, og så kan Jonatan og andre vesterlændinge som optager kasakhernes tid, så ellers påberåbe sig kommunikations og kritik rettigheder til de segner. Dertil kommer at Karakoz påstår i dette seneste tilfælde, at ingen var blevet inviteret til at deltage i det introduktionsmøde i Aral Tenizis kontor, som gruppen fra Kyzylorda skulle igennem inden de skulle ud på Kambala Balyk og derfra ud til Tastubek og Aralsøen. Jonathan kunne ikke forstå hvorfor de skulle inviteres, i går aftes havde han jo fortalt at gruppen kom og hvad de gerne ville. (denne forklaring kunne Karakoz ikke genkende og i øvrigt mente hun ikke at Jonathan ønskede deres tilstedeværelse). 

Ovenstående og mere af slagsen viser tydeligt, at der er opstået en dyb kløft mellem Jonathan/Lea og de ansatte i Aral Tenizi. De bekræftes også af Jonathan og Lea, men de vil ikke acceptere kritikken, for de mener selv at de har udført et godt stykke arbejde i de 2 år. Og selv om arbejdet udviklede sig til ikke at komme Aral Tenizi til gode, så er indsatsen kommet befolkningen i regionen til gode. Dette understreget flere gange af Jonathans projekt, som han selv har opfundet og fundet midler til, opsættelsen af ca. 20 offentlige affaldskasser i centrum af Aralsk. Det er et udmærket projekt som jeg har respekt for, da det samler affald og de bliver også tømt en gang om ugen, og det sørger Akimatet for. Men jeg kan sagtens sætte mig ind i Aral Tenizis frustrationer med Jonathan som er udsendt til Aral Tenizis virke, Lea til skolerne, og så har dette 2 års virke ikke givet Aral Tenizi noget tilbage – ifølge de ansatte. Men de vil ikke sige det direkte til ham og de vil heller ikke udtrykke den kritik de har af Jonathan, overfor den øverste ansvarlige i Almaty, som også har været i Aralsk et par gange. Det er et problem, men jeg tror altså at problemet kunne løses med en større fleksibilitet fra Jonatans side.  

Vi aftaler at de tager en seriøs snak med de ansatte, om ikke andet så for at få det bedste ud af sagen, så de 2 år kan afsluttes med værdighed. Jonathans ophold kan nok ikke reddes, men Leas er der mere styr på og derfor må det være i alles interesse at få sagen på bordet, få opholdet evalueret i et forsøg på at få det bedste ud af de 2 år. 

Aftenen brugte jeg sammen med Jacob fra MASHAV hvor vi var ude og spise og hvor vi fik en god diskussion af den strategi som bør gælde det næste år, dvs. i den periode hvor Jacob er i Aralsk. Han vil bruge meget tid på Kambala Balyk og han vil bruge tid på de seminarer som skal gennemføres og hans kvalifikationer fra andre fiskeriprojekter i den store verden kommer dette projekt til gavn. Han er et meget rart menneske som har været involveret i en del projekter med større og mindre succes. Han er nok lidt for teknologi orienteret og så har et hastværk som står lidt i modsætning til vores tålmodighed. Han så meget gerne at med det udstyr så ville der også meget hurtig komme meget fisk gennem Kambala Balyk og som han siger ”om nødvendigt bør vi hente arbejdskraften og eksperterne udefra”. Det gik jeg imod og havde også noget at have mine forbehold i. Han havde selv fortalt om et stort og succesrigt projekt som han havde stået for i Colombia for opdræt og salg af Talapia. Det var gået stærkt og inden for 4 år havde de fået opbygget en produktion på op mod 4000 tons/år af denne fisk. 1 år efter at han havde forladt projektet var det lukket pga. af snyd og bedrag og lederskabet sad åbenbart også i fængsel. Sådan en historie bekræfter nødvendigheden af at tage sig den tid det tager. Jeg mener at hastværk er lastværk herude. Udviklingen skal foregå på de betingelser der er tilstede og det vigtigste overalt er kvalitet og atter kvalitet. Førend vi har styr på kvaliteten hele vejen fra hav til bord, er der ingen grund til at afsætte de store summer til marketing og markedsanalyser.  

Jacob vil gerne bruge, hvis han kan få dem, midler på marketing og analyser. Men jeg mener det er spild af penge pt. Vi ved at vi selv har ødelagt det nationale marked og til dels også det russiske, ved at levere en alt for dårlig kvalitet skrubber. Derfor er det meget vigtigt at få opbygget tilliden til fisk fra Aralsøen, og den eneste måde det kan lade sig gøre på er at levere fisk af høj kvalitet og så også være indstillet på i en periode, at få mindre for fisken end den faktisk er værd. Vi skal have opbygget tillid til Center Kambala Balyks logo før penge til marketing og analyser er givet godt ud. I øvrigt er vi jo ikke i en reel konkurrence situation. Der er ingen herude der kan levere den fisk som Kambala Balyk kan og som centeret vil komme til at levere de kommende år. Og Aral fisken er ikke i konkurrence med fisk fra andre steder, da der for det første er tale om en forholdsvis lille mængde fisk og der er mangel på de fisk overalt. 

Søndag den 3/10

De unge frivillige i Aral Tenizi havde lokket et sponsorat fra mig til gennemførelse af et seminar denne dag og samtidig også aflokket mig en deltagelse. Jeg mødte kl. 9.00 og omkring kl. 10.00 startede seminaret under ledelse af en af de unge som i dagens anledning havde iført sig det store skrud i mørk habit og slips. Ca. 20 deltog og deres lille hovedkvarter ovenpå Aral Tenizi kontorerne var fyldt godt op.  

Temaet var ”Den internationale dag for beskyttelse af dyr i naturen” og oplægsholdere var Jacob, ansatte på Barsakelmes reservatet og jeg. Det var det første seminar som denne gruppe af frivillige havde planlagt og gennemført og det kunne deltagerne heller ikke være i tvivl om. Men da de unge meget gerne ville diskutere alt og alle deltog, blev det en god dag. Der var kaffepauser og frokost på en cafe, så det vigtigste på et kasakhisk seminar manglede ikke. 

Under seminaret måtte jeg ud til Kambala Balyk for at følge lastningen af en transport 14 tons sandart til Karaganda. Denne transport var blevet forsinket i 4 dage pga. af problemer med projektets kølelastvogn som køberne havde lejet til formålet. Den går nu åbenbart i stykker efter hver tur den har været ude på. Det er en russisk/kasakhisk fiskerivirksomhed som købte dette parti til 205 Tenge/kg ex. Transport. Det er ca. 10 kr. kg og det er mindst 40 kroner under hvad denne fisk ville koste i ex. Baltikum. Så der er ligger stadig en meget stor opgave i at få nærmet den kasakhiske pris på sandart til den gældende i ex. Letland. Et firma fra Moskva er interesseret i at købe direkte fra Kambala Balyk og her taler man om den dobbelte pris, og da disse forhandlinger har stået på i nogen tid, er det håb om at Kambala Balyks sandart meget snart kommer op i en pris på omkring 25 kr./kg og så begynder det at se fornuftig ud. Firmaet er også meget interesseret i skrubber, men kvaliteten skal være bedre end den de har set hidtil. 

Seminaret slutter kl. 17.00 i god ro og orden og i opløftet stemning.  

Aften blev brugt herhjemme til pleje af maven som stadig volder mig problemer. 

Mandag den 4/10

Dagen starter kl. 8.00 på kontoret og efter et besøg på Kambala Balyk, starter dagens program. Det første møde er mellem Zhannat, som er kommet fra Almaty i går, Aksabak, Akmaral og Karakoz. Mødet skal afklare om Zhannat vil være projektkoordinator og om hun i givet fald kan acceptere de forslag vi er kommet frem til. Mødet bliver først meget ophedet og jeg erkender for sent at dette møde skulle have afventet et internt møde mellem Zhannat og de andre. Karakoz bliver meget vred på Zhannat og i vrede forlader hun mødet med den salut at hun ikke vil arbejde i projektet, underforstået med Zhannat som koordinator. Aksabak forsøger at gyde olie på vandene, men da hun jo altid har arbejdet tæt sammen med Zhannat lykkes det ikke.  

Mødet fortsætter uden Karakoz og herunder står det klart at Zhannat vil blive boende i Almaty, dvs. hun kan og vil ikke arbejde som koordinator under de betingelser der er sat op. Hun mener godt at hun kan fungere som projektkoordinator fra Almaty også fordi hun ofte er i Aralsk for at være sammen med sin søn.  

Det nås ikke nogen afklaring på det og mit forslag om at Zhannat tilsluttes projektet på aftalte opgaver, som en slags konsulent, vil Zhannat ikke fungerer under. 

Mødet sluttes uden beslutninger og i en noget frustreret stemning fra alle parter. 

Efter frokost er der bestyrelsesmøde i Aral Tenizi hvor 50 % af bestyrelsesmedlemmerne deltager. 2 medlemmer er i byen, men de er tilsyneladende blevet for fulde til at deltage.  

Mødet omhandler emner som den forestående generalforsamling, hvem gør hvad? Kandidater, vedtægtsændringer og årets regnskab som på vegne af de 3 revisorer fremlægges af Abay.  

Der er utalt bekymring om hvor mange fiskere der vil deltage. Der er ca. 600 betalende medlemmer pt. og Aksabak er sikker på at tallet når op mellem 7-800 inden generalforsamlingen, da virksomhederne i Aralsk, Aknur, Karasakasi, Akbady og Koshar endnu ikke har fornyet deres medlemskab og dertil kommer fiskerne fra Akbasty som normalt betaler i forbindelse med generalforsamlingen. Dvs. der skal mindst deltage 400 medlemmer for at generalforsamlingen er gyldig og det tror Askebek og den nye formand for Djambul fiskerne ikke på der kommer. Samtidig er man bekymret for Akimen fra Kyzylorda, hvis han kommer og forsamlingen ikke er beslutningsdygtig.  

Men bestyrelsen enes om at fortsætte indsatsen for at få fiskerne til byen og der senes flere telegrammer og ringes rundt at Aral Tenizi dækker transport omkostningerne og at der dagen efter vil være uddeling af det udstyr som er sendt fra Danmark denne vinter. Men fiskerne har givet udtryk for at interessen for den årlige generalforsamling er faldet, da der ikke længere er udsigt til nye garn, men kun til beklædning, tovværk, handsker og lidt andet materiale. 

Mht. vedtægtsændringer så foreslår bestyrelsen, at valg til bestyrelse og præsident foregår hvert 3. år. Og samtidig foreslår man at der nedsættes en kommission som får til opgave at komme med en betænkning inden september 2005, for forslag til ny struktur i Aral Tenizi. Der tales meget om at lave Aral Tenizi om til en egentlig fiskeriforening og de positive og negative sider af en sådan ændring skal i kommission. 

Bestyrelsen gennemgik det danske input til de kommende 3 år og selv om der var udtalt skuffelse over at der ikke er afsat midler til det aktive fiskeri, så ville man gøre alt for at få projektet afviklet i overensstemmelse med dets formål. 

Emner til generalforsamlingen blev følgende: Fiskerikontrol og pres på fiskerne for at overholde mindstemål. Kvalitet og nødvendigheden af en større egenkontrol i fiskeriet for en højere kvalitet. Seminarer og workshops. 

Revisionens beretning og kontrol som blev fremlagt ned til sidste Tenge, den tog 2 timer, blev vedtaget af bestyrelsen. 

Zhannat var tolk og efter bestyrelsen fik hun og jeg en længere snak om det biologiske program som hun havde tænkt en del over. Hun foreslår at en biologisk gruppe i Almaty (som jeg kender som et seriøst team) indgår et partnerskab med Kaznirks for det 2 års biologiske program. Zhannat havde klart tænkt sagen godt igennem og jeg synes om det, også alternativet, at ansætte en biolog og en assistent uden lokal koordinering, vil være en risikabel affære. Vi arbejder videre på den sag. 

Mht. ekspertstøtte til Aral Tenizi og Kambala Balyk har hun også været aktiv. Hun anbefaler at vi køber revision i Almaty, inkl. Kursus i en mere rationel bogføring og økonomisk projektstyring. Hun har opbygget en god kontakt til en revisorgruppe som udelukkende beskæftiger sig med mindre projekter og NGO’er. De får tilført midler fra fonde og kan således gennemføre revision og kursus til en pris de fleste kan betale. Deres revision lever op til de bedste standarder i Kasakhstan og Zhannat har fået en pris på ca. 1000 $ for den årlige revision af Aral Tenizi. Vi aftaler at Zhannat skal bede om et tilbud på fase 3, dvs. til og med 1. sept. 2004 og selv mener hun at prisen sikkert kommer til at ligge på 2000 $ for den opgave, men så er hele fase 3’s lokale aktiviteter også fuldt og helt revideret. Hun tager sig af sagen når hun vender tilbage til Almaty og vi kan forvente at revisionen er færdig inden udgangen af 2004. Vi vil også bede gruppen om kurser for Gulnare, Karakoz, Rosa og et par frivillige i en mere moderne bogføring, dvs. regnskabsprogrammer der kan meget mere end Exel de bruger i dag. 

Projektstyring og marketing tilbydes af et andet bureau som også arbejder med kapacitetsopbyggelse af NGO’er og mindre virksomheder. Vi gennemgår deres materialer og tilbud og noget af det kan vi bruge. Markedsanalyser synes for tidlig en investering for Kambala Balyk også selv om de kan finde en ekstern finansiering. Dertil er kvaliteten på fisken endnu ikke god nok og jeg anbefaler at vi venter med markedsanalyser indtil vi har et produkt som vi helt og fuldt kan stå inde for og som vi så også kan præsentere for potentielle købere. Derimod kunne der være god brug for input til hvorledes arbejdsgange indrettes mest hensigtsmæssig. Aksabak har specielt meget brug for værkstøjer som gør hende i stand til at tilrettelægge en arbejdsdag. Jeg har nu fulgt hende i flere dage og hun er under stort pres fra alle sider og folk venter hele tiden på hendes tid. Og det er i alle spørgsmål. Skal hun kunne styre Kambala Balyk der vokser og vokser, så skal hun i gang med at uddele mange flere opgaver, end hun har gjort. Det er godt at hun har fået lagt ombygningen af Kambala Balyk over på Alim, og indkøbet af fisk hos Gulmiram som indkøber suverænt, kvalitetskontrol (som hun udfører meget samvittighedsfuldt), og endelig udbetalingen til sælgerne. Abay tager sig af den daglige drift, dvs. søger for at folk møder og at der bliver lavet noget og at det der bliver lavet, svarer til de behov som køberne af den frosne fisk stiller. Amantai og Karlsson har ansvaret for fryserne og kølerne og da alt virker må de udføre deres opgave (jeg har i et par dage fulgt udskiftningen af en kompressor og andet udstyr i en af kølecontainerne og nu kører den igen på fuld kraft). 

Ellers er dagen gået med en del snak med fiskerne som er ved at indfinde sig til generalforsamlingen og de håber snart at skrubbefiskeriet kan åbnes. Der har været anden valgrunde i området til parlamentet i Astana og Kuramanov blev valgt. Valget har sat sit præg på byen med alle de alvorlige mørkklædte mænd og deres biler som har fyldt gaderne. Jeg har fået lov til at være fred for denne polemik og det har jeg været taknemmelig for. Tidligere års kapring af mig til alle mulige og umulige begivenheder er slut og det hænger lykkeligvis sammen med, at regionen har fået meget større ting og dagsordner at tænke over end at jeg er i byen. Byen og bybilledet er under hastig forandring. Der er mange nye biler og mange betydningsfulde folk fra nær og fjern og store møder holdes og det hele hænger uløseligt sammen med genopretningsprojektet af Lille Aral. 

Dagen blev også den koldeste, med et temperaturfald på op mod 10 grader og i morgen kommer vinden og kulden og dagen efter regnen, det ligger fast. 

Denne aften havde Gulmiram inviteret til party og det blev som altid en hyggelig aften, også selv om jeg måtte holde lidt igen, pga. maven.      

Tirsdag den 5/10

Jeg går på kontoret kl. 8.00 i overtøj. Det er rigtig koldt og inden frokosten er Aralsk ramt af sandstorm og kulde. Gaderne tømmes for mennesker og vi arbejder indendørs, med forberedelser til generalforsamlingen og møder med opkøbere fra Astrakan. Syv ni tretten – min mave er ved at køre normalt.  

Jeg er dog ude på Kambala Balyk og vi taler bl.a. om vejret og dets betydning for sandarten som nu vil forsvinde fra kysten og ud i det dybere vand og skrubberne som nu kommer helt ind under kysten, tykke og fede. Fra nu vil det blive småt med sandart og godt med skrubber og køberne fra Astrakan vil også gerne købe skrubber, men prisen kan man ikke rigtig blive enige om. Men det bliver man garanteret, også selv om den bliver for lav, for snart er der ikke andre fisk at fange, også kan fiskerne fra vest komme i gang. Karazi Kazir har de seneste 10 dage kørt på fuld kraft med sandart og Akbadai det samme med karper, så der har været en livlig aktivitet. Jeg har ikke fulgt de andre virksomheder, men i dag blev jeg opdateret på det område, og selv om deres kapacitet er beskeden så har de alligevel formået at få kørt en del fisk gennem deres systemer. Om de nu også vil gå i gang med skrubber er usikkert, da markedet endnu er ukendt.  

Karakoz er tilbage på arbejdet og hun er kommet sig over skænderiet med Zhannat, sikkert også fordi hun har fået talt sagen grundig igennem med Aksabak og Akmaral. Vi holder nye møder om ansættelser i dag, men uden Zhannat som ønsker at blive holdt udenfor de lokale problemer, idet hun ikke ønsker at være en del af de ansatte herude. Hvad projektet så kan tilbyde Zhannat må jeg selv afklare med Zhannat og så få det godkendt af de andre – under de foreliggende omstændigheder synes det også at være den bedste løsning.  

Makhambet tager fra Almaty i aften med d franske deltagere i INTAS projektet og jeg har derfor besluttet at udsætte min afrejse fra Aralsk til lørdag nat, så jeg kan få lidt tid sammen med ham. Jeg kommer så til Almaty søndag eftermiddag og tager flyet til Danmark natten til mandag. Kopi af pas og penge er sendt til Kyzylorda så man der kan sørge for en billet til Almaty. 

Der er kommet fiskere til byen og de kommer på kontoret i store flokke og det selv om de ansatte og frivillige skal have fordelt opgaverne i forbindelse med generalforsamlingen. Der holdes møder og der afbrydes møder i større stil, men mon ikke der kommer en generalforsamling ud af kaoset. Der er nu 650 medlemmer og nu skal der være 390 deltagere for at den er beslutningsdygtig. Og vi har endnu intet set eller hørt til fiskerne mod vest, Akbasty, Akesbe, Kosaman, Shomuskull og selv om vi er sikre på at Karateren fiskerne vil komme, så er de ikke set. 

I forvirringen fører jeg en del bilaterale aftaler mellem de ansatte for at komme til større klarhed over de beslutninger der skal tages mht. ansatte. Der tegner sig nu følgende billede: Vi laver aftaler for et år af gangen, dvs. nu frem til efteråret 2005, på fuld tid: Aksabak bliver projektets fiskerifaglige koordinator og leder. Gulnare projektets og Aral Tenizis bogholder, Bachtsamel daglig leder af Aral Tenizi kontoret, disse tre vil sammen med Rosa, Abai og til dels Zhannat stå for projektets koordinering. Akmaral vil det første år arbejde på halv tid med kontakten til Danmark via mails, med tolkning og med oversættelser. Zhannat bliver i Almaty hvor hun får et endnu ikke aftalt honorar påtager sig opgaver som opstart og tilsyn med det biologiske program, med kontakten til de grupper som knyttes til Aral Tenizi og Kambala Balyk vedr. revision, regnskab, projektledelse osv. samtidig tager hun sig af de af projektets internationale forpligtigelser og kontakter som naturligt springer ud fra Almaty.  

Den gamle konflikt mellem Karakoz og specielt Aksabak og Zhannat forsøges løst ved at Karakoz opretter en ny uddannelsesafdeling i regi af Aral Tenizi. En afdeling med Karakoz som leder med frivillige og løst ansatte. Afdelingen får til opgave, at udvikle og gennemføre kurser, seminarer og workshop. Hermed frigøres Karakoz fra den daglige koordinering og hun kan nu selv komme i gang med at opbygge en afdeling med eget budget. Hun vil stå i direkte kontakt med Levende Hav og vi kan fra Danmark give input til metoder som kan forny seminarkonceptet i regionen – det er der meget brug for.  

Alle disse sonderinger skal nu lægges frem i de 3 dage efter generalforsamlingen hvor jeg stadig er i Aralsk og så håber jeg meget at vi kan få etableret en fælles forståelse for en et års plan. 

Det er koldt og blæsende hele dagen og jeg går lige hjem fra kontoret – jeg skal ikke nyde noget ude i byen med de mange fiskere i byen som har alle mulige gode ideer til hvordan man kan dele en flaske vodka eller 3.  

Mit forslag til at bruge computere til registreringen af fiskerne før generalforsamlingen vandt gehør og nu opsættes der 3 computere med de nu opdaterede elektroniske medlemslister og så er det håbet at denne registrering kan foregår noget hurtigere end normalt. ”Nu må vi bare håbe der er strøm, i kulturbygningen i morgen formiddag” blev præsidentens respons på denne efter hendes mening nye og usikre tekniske løsning 

Aften blev brugt på at skrive min tale til generalforsamlingen i morgen. 

Onsdag den 6/10

Generalforsamling i Aral Tenizi. Dagen starter kl. 8.00 og i dag er der vild aktivitet på kontoret med at få udstilling, computere, stemmesedler og meget mere flyttet over i Kulturhuset hvor registreringen af deltagerne går i gang kl. 9.30 og selve generalforsamlingen starter kl. 11.00, når Akimen er ankommet.  

Det er en kold, overskyet og blæsende dag og midt på dagen kommer den regnen, den første i over en måned. Fiskerne er meget aktive og der er en leben og en masse som vil hilse på og præsentere deres seneste ideer. Registreringen forgår ved 3 computere og det går fint og ved et andet bord betaler man de medlemskaber som endnu ikke er kommet i orden. Udstillingen er hængt op og der laves en udstilling om Kambala Balyk og med de fiskeprodukter som centeret kan levere. Kl. 11.00 præcis ankommer Akimen med følge, herunder repræsentanter fra Kyzylorda og generalforsamlingen går i gang med Askebek som ordstyrer.  

Allerede inden den officielle afstemning er afstemningen i fuld gang. Der diskuteres i grupper og der sættes krydser og sedlerne lægges i boksen. Der er mange fiskere i byen, men kun ca. 250 deltager aktivt inde i selve salen, der er en løben frem og tilbage og til sidst bliver det Akimen for meget og han forlanger dørene lukket og vagt sættes for at forhindre folk i at lytte et par minutter for så at finde et sted hvor de kan dele en flaske. Mange deltagere bærer tydelig præg af, at de har benyttet sig af den festlige lejlighed der er at mødes i Aralsk. Nogen er hentet ud af spjældet fra aften i forvejen, så alt er ved det normale.  

Der holdes taler og der kommenteres fra salen og ved 13.00 tiden går man til frokost og afstemning og kl. 14.30 er man tilbage i forsamlingen for at få forkyndt afstemningsresultatet af optællings komitéens forkvinde Rosa. Hun kan berette at Aral Tenizi har 738 betalende medlemmer og at 483 er registreret til denne forsamling og der er afgivet 473 stemmesedler og valgt er i nævnte rækkefølge, dvs. som fik flest stemmer først: Aksabak (præsident), Askebek, Bugun (vicepræsident), Jalsgasbay, Djambul, Shumen, Bugun, Prigeev, Karateren, Abilov, Amantekull, den uge kooperativleder fra Raim og Kurt som medlem af bestyrelsen fra projektet. 

Der holdes flere taler og generalforsamlingen lukkes i god ro og orden. Derefter er der et bestyrelsesmøde som skal afgøre hvorledes det sidste udstyr fra de seneste transporter skal fordeles og efter en del diskussion måtte bestyrelsen, for første gang i de møder jeg har deltaget i, ty til afstemning. Et forslag om at udlevere udstyret til de enkelte stationer for videre udlevering til brigader og kooperativer fik 5 stemmer og derfor vedtaget, imod Aksabak, Abilov og min stemme.  

Jeg ved det giver en masse problemer med nepotisme, og det gjorde jeg også klart opmærksom på, men samtidig lovede jeg dem at jeg ville evaluere dette forsøg meget nøje i forbindelse med det næste projekttilsyn og hvis kritikken om nepotisme er udtalt vil jeg genoverveje det tilbud jeg havde givet på generalforsamlingen om at forsøge på at skaffe mandskab og midler til endnu en transport med indergarn og andet materiale til reparation af fiskernes garn. 

Skulle der blive en transport så kunne vi overveje at lade udstyret blive i en indkøbsforening på Kambala Balyk og lade dette udstyr supplere med indkøbt/byttet udstyr fra Rusland og Kasakhstan, hvor alle så i princippet kunne handle udstyr til rimelige priser. Det var der enighed om nok blev den bedste løsning. Mit forslag om at lade de garn og det materiale som vi havde pt. opstarte denne indkøbsforening fik kun præsidentens stemme, så det faldt. Fiskerne ville meget gerne have det udstyr som ligger parat nu.  

Generalforsamlingen forløb som normalt. Jeg fulgte nøje den nye Akims lange tale og hæftede mig ved, at hans rapport fra det store fiskeseminar den 14/9 2004 (hvor jeg skulle have deltaget) havde konkluderet, at pengene fra Verdensbank projektet skulle bruges til at udvikle fiskeriet i regionen og der skulle bruges penge på opbyggelse af en offentlig fiskeriforvaltning. Men han undgik behændigt at nævne Kambala Balyk i rækken af initiativer som skulle have penge. Han sagde direkte, at der nu skulle bygges en statsstyret fiskerivirksomhed, at Koshar udklæknings stationen skulle have penge, at det gamle skibsværft skulle have penge til reparation og nybygning af glasfiberfartøjer og at den biologiske station skulle have penge og ansættelser. Han sagde også, at konkurrence var godt for at undgå monopoldannelse og at det også måtte være i Aral Tenizis interesse osv. Hvor meget der skal lægges i Akimens tale på tiden vise, men hverken han eller folk fra Kyzylorda kom til denne generalforsamling med lovning om støtte.  

Sagen skal drøftes de kommende dage og umiddelbart mener jeg at vi skal tage Akimens tale til efterretning og arbejde og udvikle Kambala Balyk som et center der kan vise vejen for fremtidens fiskerivirksomhed i Aralsk. Vi skal også sætte massivt ind med lobby virksomhed i forhold til Astana og til Verdensbanken og den 20/10 er der et fiskeri seminar i Astana og der deltager Zhannat som også deltog meget aktiv i denne generalforsamling. 

Med de nye Akimer har Aral Tenizi og Kambala Balyk ikke fået skabt en direkte vej til økonomisk støtte fra de Verdensbank midler som er afsat, det tror jeg godt vi kan slå fast. Men med det nye udstyr på vej fra USAID og MASHAV bliver Kambala Balyk vanskelig at komme uden om, så vi får se det kommende år, det skal nok blive spændende. Måske kan vi finde en mindre virksomhed i Danmark som kunne tænke sig at indgå først et partnerskab hen mod et egentlig joint venture projekt, det skal også undersøges. Kan det lade sig gøre, så står Kambala Balyk solidt imod nye planer om at bygge en ny større virksomhed. 

Hele eftermiddagen blev jeg angrebet fra alle verdenshjørner af fiskere som med og uden vodka havde fået store nye ideer til hvor mange garn de havde brug for og hvorfor der lige netop måtte oprettes en modtagerstation i deres område. Heldigvis var der småt med oversættere og derfor kunne jeg ikke komme dybt ind i disse planer. 

Aften blev brugt på et selskab hos Abai. 

Torsdag den 7/10

Dagen starter kl. 8.00 på kontoret hvor der allerede er aktivitet. En del fiskere er dukket op og vi forventer et stormløb på kontoret i dag. Makhambet er ankommet med sine 2 INTAS folk fra Frankrig og jeg og Makhambet finder et sted for te og fred til at få hinanden opdateret på begivenheder det seneste år. 

Tilbage på kontoret er der kaos. Et utal af fiskere venter udenfor og ligeså mange har fået sig klemt ind på kontorerne for at få refunderet rejseomkostninger og for at komme på listen over de brigader der skal modtage udstyr som tøj og garn.  

Det er kaos bl.a. fordi det system med registrerede brigader og kooperativer som har hersket i flere år er ved at gå i opløsning pga. af licensfiskeriet. Lederne af kooperativer og brigader har opløst deres strukturer for at undgå at blive overfaldet af inspektørerne fra Chimkent fiskerikontrol som vil have fiskerne til at betale licens. For at undgå den direkte vej til lederne har de opløst de gamle strukturer og i realiteten fisker grupperne nu ulovligt i og med at de sælger fangsten uden en officiel struktur. Det giver en masse problemer og det giver store problemer med at få udleveret udstyr.  

Aral Tenizis nyvalgte bestyrelse er kommet på en svær opgave, og da bestyrelsen selv har besluttet at udstyret bør distribueres fra de lokale centre, er det nu op til bestyrelsen at få fordelt udstyret så retfærdig som muligt. Og i den proces er der en masse fiskere som ønsker at gøre indflydelse gældende – og det gør de med al magt. Mange er stadig noget overrislede fra dagen i forvejen og nye kommer til, så det er meget festligt. Jeg bliver angrebet fra alle verdenshjørner og beslutter at gøre mig usynlig. 

Jeg viser bl.a. Makhambet og INTAS folkene Kambala Balyk og vi får også gennemdiskuteret deres projekt, og midt på eftermiddagen tager de til Akesbe. 

Eftermiddagen bruger vi i Akmarals hus for at få gennemdiskuteret situationen mht. ansatte og løn. Zhannat deltager og kort inde i denne øvelse, går det hele op i et større skænderi. Der er alvorlige problemer mellem Aksabak/Zhannat og Karakoz og endnu engang siger Karakoz fra med meldingen om at hun ikke ønsker at være ansat i projektet. 

Efter en del snak er Karakoz tilbage, men blot for at blive afløst at mit gamle problem med Zhannat.  

Det er stadig et stort problem at de opfatter mig som arbejdsgiver og dermed ansvarlig for deres arbejde og løn. Og situationen det seneste år, med meget lidt penge til løn, fordi vi brugte midlerne på opbygningen af Kambala Balyk, spørger hele tiden. De gør mig klart at knokler løs for næsten ingen penge og derfor giver en snak om løn de problemer vi har.  

Jeg forsøger at skære igennem ved at få afklaret endnu engang om den beslutning vi tog i 2003 vedr. Kambala Balyk var en rigtig eller forkert beslutning og ikke mindst om de følte at jeg havde presset dem for hårdt omkring denne beslutning. Mht. til det sidste var der ikke noget klart svar, men mht. rigtigheden af at købe og opbygge Kambala Balyk var der ingen tvivl – det var og er den rigtige beslutning som alle bakker bop omkring, også selv om det betød alvorlige lønnedgange.  

Jeg forsøgte også at få klarhed over de eksterne midler der var tilflydt projektet fra GEF og Verdensbanken og specielt lønandelene i disse projekter. Der stak jeg virkelig hænderne ned i en hvepserede. Jeg blev angrebet fra alle sider, men mestendels fra Zhannat, der meget vred gjorde mig opmærksom på, at de ansøgte og gennemførte de projekter som de fandt vigtige og det skulle jeg ikke blande mig i. Jeg gav igen og sagde at det agtede jeg bestemt at blande mig i specielt når vi var i denne situation omkring lønforhandlingerne. Jeg vil ikke være med til dobbelt lønninger eller for den sags skyld tredobbelt lønninger osv. og det måtte de forstå. Hvis ikke, kunne de læse kontakten med Danida hvor vi forpligter os på at tage vare om sådanne spørgsmål. Så lønmidler fra andre projekter skulle indgå i vore forhandlinger ellers ville jeg afbryde disse forhandlinger på denne tur, da tiden er ved at løbe ud. Vi kom tilbage til sagen og de gav en orientering om hvem der havde fået løn og hvor meget af disse projekter i 2003/2004 og den redegørelse lød meget fornuftig og beløbet stemte overens med de tal jeg havde fået fra projekterne. Der er givet løn til mange af de ansatte fra disse projekter og disse lønmidler har taget brodden af det værste det seneste år. 

Problemerne finder en løsning, men hovedproblemet er, at al snak om løn er tabu. De mener alle at det må være min opgave at udstikke retningslinerne for lønnens størrelse og så vil de alle tage denne melding til efterretning. Men det vil jeg ikke og sagen ender med, at vi forsøger at løse problemerne i morgen. 

Aften blev tilbragt i selskab med Jacob hvor vi fortsatte vore diskussioner af strategi og tålmodighed. Jacob presser meget på, også alt for meget efter min mening og jeg forsøger endnu engang at sænke hans ambitioner til et mere realistisk niveau. 

Fredag den 8/10

Dagen starter kl. 8.00 på kontoret og det blev en af de sjældne dage uden elektricitet. Der er mange fiskere som stadig arbejder på fordelingen af det udstyr som skal deles ud til centrene og der er møder med en ny opkøber fra Almaty som vil købe skrubber og karper, sandart har ikke hans interesse. De 20 tons sandart til Astrakan sendes i dag og de sidste aftaler kommer på plads. For at få sådan en transport sendt af sted følger der 5 cm dokumenter. F.eks. skal Abai rejse til Kyzylorda med 10 kg af hver fiskeart. Der skal de tjekkes på laboratoriet og der udstedes dokumenter. Det tager 3 dage og inden for disse dage skal Abai have alle told dokumenter, dokumenter fra Kambala Balyk, dokumenter fra andre myndigheder før denne transport er lovlig.  

Efter kontoret går turen til Kambala Balyk for at følge udleveringen af udstyr og for at vise Jacob arbejdsgangen i Kambala Balyk. Han ser forsøg med skrubber og vakuumpakning, han ser indvejningen af fisk, 3 sælgere kommer til i den time vi er der med ca. 500 kg fisk i alt. Jacob er chokeret over Kambala Balyks lave udviklings niveau og han siger flere gange at han troede at Kambala Balyk var meget længere fremme. Han tager igen fat i de store liner og ser 40 kvinder skære filet og lastvogne kommer med fisk og alt dette skal ske inden for de kommende måneder. Jeg forsøger igen at forklare og forklare og selv om han må tage mine og Aksabaks forklaringer til efterretning, så er det tydeligt at hans tålmodighed ligger langt under vores.  

Han forklarer igen og igen hvorledes det foregår i Israel og hvorledes det foregik de andre steder hvor han har arbejdet, og jeg tror at kvinderne kommer til at slås en del med Jacob de kommende måneder – specielt efter at hans udstyr og specialist er ankommet. Jeg frygter lidt for situationen umiddelbart derefter og jeg lover mig selv, at følge udviklingen herude så tæt som muligt i de kommende måneder. 

Frokosten fik jeg sammen med Zhannat og hendes familie. Frokosten var aftalt til et møde mellem Zhannat og mig i et forsøg på at få skabt en fælles forståelse mellem os. Det lykkes godt og vi blev enige om at Zhannat skulle ansættes som projekt ansvarlig for alle udadvendte aktiviteter, dvs. at hun fra Almaty skal koordinere projektet i forhold til den nationale og internationale omverden. Hun skal bl.a. have ansvaret for opstart på det biologiske program, på revisions programmet og på den støtte der skal indhentes i Almaty fra de grupper som arbejder med kapacitets opbyggelse af NGO’erne og mindre virksomheder. Desuden skal hun fortsætte med at søge midler til enkelt projekter og hun skal deltage i nationale og internationale møder, seminarer og konference med relevans for dette projekt og dets formål. 

Efter dette møde var der opgaver i Kambala Balyk omkring uddeling af udstyr til fiskerne. 

Aftenmødet blev holdt hos Akmaral med det formål at få endelige aftalt ansættelser og lønforhold. Det blev et udmærket møde som endte sent med følgende aftale for det første år: 

Aksabak ansættes som projektets fiskerifaglige koordinator med ansvar for Aral Tenizis forhold til fiskerne og med ansvar for at Kambala Balyk udvikles og opbygges til det center det er planlagt som. Lønnen sættes til 60.000 Tenge/md. Minus de 40 % til skat, pension og socialt bidrag, dvs. ca. 36.450 Tenge som er lig med ca. 1500 DKR/md. Fri af skat og andre offentlige forpligtigelser. Det er en løn som ligger ca. 10.000 over hvad en lærer tjener pt. 

Karakoz ansættes som leder af en ny uddannelsesafdeling som oprettes i den lejlighed (3 rum) som nu bliver fri efter at Jonatan og Lea flytter. Hun får samme løn som Aksabak. Karakoz’s afdeling opbygges til en selvstændig afdeling med eget budget. Dermed træder hun ud af det daglige lederskab af projektet og Aral Tenizi og det blev en løsning som alle bakker op omkring, bl.a. fordi samarbejdet mellem Karakoz og Aksabak/Zhannat er blevet meget anstrengt. Karakoz for næsten frie hænder til selv at forme denne afdeling, i et direkte samarbejde med den danske koordinator. Hun får nu 2 måneder til at få udarbejdet en foreløbig køreplan og det er hensigten at hun tiltrækker en gruppe af de ressourcestærke frivillige til denne afdeling.  

Zhannat ansættes som projektets eksterne koordinator med ansvar for alle nationale og internationale forpligtigelser og kontakter. Hun arbejder fra Almaty, men kommer til Aralsk en gang hver måned. Hun ansættes under de samme lønforhold som Aksabak og Karakoz. Sammen med Akmaral tager Zhannat sig af dokumentationen af projektets resultater og kontakt til Danmark. 

Gulnare ansættes som projektets bogholder og økonomiansvarlige. Hun får nu supervision fra en revisionsgruppe i Almaty, og den første opgave bliver at få revideret de lokale udgifter under fase 3. hun ansættes til 28.000 Tenge/md. fri af alle udgifter. Udover arbejdet med projektets omkostninger skal Gulnare være Aral Tenizis bogholder. 

Bachtsmal ansættes som kontoransvarlig i Aral Tenizi. Hun får ikke direkte opgaver i projektet, men sammen med Aksabak og Rosa (Kambala Balyks økonomiansvarlige) indgår hun i projektets daglige ledelse. Dvs. de 3 skal tage de vanskelige og kontroversielle beslutninger om nødvendigt i samarbejde med Akmaral, som inddrager den danske koordinator i disse afgørelser.  

Akmaral ansættes på halv tid som projektets interne medarbejde. Hun får som opgave at indhente oplysninger fra alle relevante kilder og hun har ansvaret for den daglige kontakt til Danmark. Hun opretter et lille kontor i hjemmet med computer og telefon så hun i dette første år kan være sammen med sin nyfødte baby.  

Disse aftaler lægger beslag på ca. 80 % af de lokale lønmidler for det første år og de resterende 20 % anvender man til mindre opgaver som kræver løn i en kortere eller længere periode. Disse opgaver og aflønning vedtages af den daglige ledelse.  

Der skrives nu jobbeskrivelse og der udarbejdes ansættelseskontrakt. 

Det blev det bedst opnåelige efter lange og svære forhandlinger. Ex. Mente Aksabak at hun med hendes indsat burde have 500 $/md. efter skat og andre udgifter. Om det var et realistisk krav blev ikke afklaret, men hun så meget alvorlig ud da hun fremsatte kravet, så måske, men det kan ikke lade sig gøre.  

Men gruppen synes tilfreds med aftalen som endelig bekræftes på et møde i morgen. Der kan opstå lidt problemer mht. Bachtsmal og Gulnare når de får gennemtænkt sagen, så vi får se.   

Lørdag den 9/10

Sidste dag i Aralsk, starter kl. 8.00 på kontoret. Det er lørdag og fiskerne har forladt Aralsk så freden har igen indfundet sig på kontoret. Jeg bruger dagen på at få de sidste regnskaber og udestående bragt i orden og jeg har lidt forberedelser til den farvel fest jeg afholder i mit hjem her. 

Det er problemer med transporten til Astrakan som skulle være afgået i dag, men den kølevogn som man havde forventet til de 20 tons var undervejs blevet til 2 mindre vogne hvoraf den ene havde et køleanlæg som ikke virkede. Desuden så de 2 lastvogne ikke alt for driftssikre ud, men det er jo betingelserne og man gik i gang med reparation af den ene vogn.  

En opkøber fra Aralsk havde nu cirklet omkring centeret og den mængde fisk han ville købe med sig til Almaty. Det er også en last på ca. 20 tons, men bestående af flere forskellige arter og i forskellige udskæringer og indpakninger. Han skal bruge lasten til videreslag til fiskeforretningerne i Almaty, så han vil helst have så mange forskellige slags som mulig. Og da det er en ukendt køber, er der en del forhandlinger om disse problemer inden man går i gang med de vigtige prisforhandlinger og de gik i gang i dag. Det er et større cirkus med mange involverede i sagen og diskussionerne vil med garanti fortsætte i endnu et par dage inden man når til enighed om man overhovedet når til enighed. 

Jeg fik endnu en længere samtale med Jacob for afklaring af det videre forløb. Og i samarbejde med projektets nye chef for uddannelse og kurser, Karakoz, enes vi om at første kursus ville blive holdt for 10 kvinder som skulle oplæres i behandlingen af skrubber. Vi vil forsøge at få et samarbejde i stand med en fiskerivirksomhed i Baltikum for udsendelse af et par instruktører (kvinder) som taler russisk og som kender til fladfisk. 

Søndag den 10/10

Afgang til Kyzylorda og straks derefter til Almaty. Jeg er blevet en erfaren man i rejser herude – nu foregå det hele ved egen hjælp. 

Mandag den 11/10

Efter et kort ophold i Almaty er der afgang til Danmark hvor jeg ankommer i god form tirsdag morgen