Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

Dagbog tilsynsrejse ”Fiskeriprojekt ved Aralsøen” fase 3.

Perioden 24.3 – 15.4 2003

Projektkoordinator Kurt Bertelsen Christensen

Siden 1999 har alle udsendte ført dagbog og de lægges ud på hjemmesiden til brug for andre der skal udsendes og til brug for projektdokumentation. I form og indhold vil disse dagbøger være indforstået for de fleste.

(Sted- og navneord skal tages med forbehold og desuden er der intet gjort mht. grammatik og korrektur)

Ankommer til Almaty med Lufthansa kl. 22.30. Denne gang går der lang tid inden jeg har fået mit visum. Makhambet og Dinara som henter mig må vente indtil 24.00 før vi kan køre ind til Almaty.

Er tidlig oppe og dagen stater med at få skrevet den tale jeg skal holde dagen efter på seminaret ”De biologiske ressourcer i Aralsk regionen” i UNDP hovedkvarteret i Almaty. 

• Seminar i UNDP bygningen i Almaty Titel: De biologiske ressourcer i Aral regionen. Seminaret er arrangeret i et samarbejde med vores projekt og med ECO-forum og GEF i Almaty. Samarbejdet betød bl.a. at vi deles om udgifterne på i alt ca. 1200 US$. Seminaret havde inviteret 20 personer som alle har en konkret forbindelse til projekter om Aralsøen.

Seminaret skulle ende op med anbefalinger til de kazakiske myndigheder, her landbrugsministeriet som har oprettet en afdeling som skal tage sig af fiskeriet og som er oprettet i forbindelse med Verdensbanken og Kazakstan aftale om at få udviklet fiskeriet og andre erhverv i tilknytning til genopretningen af Aralsøen.

De fleste af deltagerne var videnskabsfolk, biologer som arbejder med vurderinger af fisk og fiskeri. Specielt mht. fiskearter som findes i Aralsøsystemet og arter som man mener, kan indføres til et kommercielt formål.

Vi vil senere modtage et fyldigt referat af mødet så her skal jeg blot give nogle indtryk fra mødet og de mange oplæg. Repræsentanten fra den myndighederne gav klart udtryk for nødvendigheden af at få konkrete bud på hvad der skal gøres i regionen og hvor der bør investeres. Jeg indledte mødet med en tale (se vedlagte) hvor jeg understregede at nu har vi fået udviklet en masterplan og at denne nu skal udsættes for drøftelser og kritik i forbindelse med den rejse jeg er ude på og derefter vil planen blive trykt og omdelt til alle relevante nationale og internationale myndigheder, fonde og interesseorganisationer. Jeg understregede at masterplanen gør helt og fuldt rede for de faktiske omstændigheder som vi ser dem og vi skal først og fremmest anbefale at alle kræfter og investeringer sættes ind på en styrkelse af de erhverv som kan sikre en optimal behandling af fisken fra Aralsøen for derigennem at sikre en største mulige profit af fiskeressourcerne i Aralsøen.

Derefter fulgte oplæg på oplæg. Fra Usbekistan, Muniak området, fik vi opdateret situationen i Store Aral og den var ikke positiv. Salt indholdet stiger år for år og man mener at de sidste skrubber vil være forsvundet fra denne del af Aral inden for nogle få år. De fortalte om en meget stor fiskedød i 1998 hvor man skønnede at 7-10.000 tons skrubber døde i den vestlige del af Store Aral og nu mener man, uden dog at have undersøgt forholdende i disse områder, at de sidste skrubber befinder sig i den vestlige del af Store Aral op mod de områder som får vand fra Syr Darya floden. Vi kan nu konkludere at de forventninger vi har haft til et fiskeri i Store Aral, efter vores forsøgsfiskeri i 1998, ikke længere kan indfries. For når dæmningen begynder at virke, så vil den ferske vand som i dag åbenbart holder liv i skrubberne i Store Aral forsvinde, og så må vi antage at de sidste skrubber vil forsvinde.

Derefter blev oplæg og diskussionen rettet mod de fiskearter som findes i systemet og de arter som nogle biologer og andre interesser mener, bør indføres. Det første indlæg var en meget klar opfordring til at indføre nye arter. Her selvfølgelig først og fremmest stør som mange mener, bør indføres i Aral systemet. Men man havde også et forslag om at indføre grå mullet Mugilidae en art multe, en besynderlig fisk fra Mississippi som har et langt næb og som også skulle indeholde en sort rogn som bruges til kaviar. Og endelig ville man indføre bars Dicentrarchus labrax

Indlæggene derefter var meget skeptiske overfor påstandene om at indføre nye arter. De mente alle at energien og pengene burde bruges på de eksisterende arter som stadig fandtes i systemet og som nu hørte til floden og bl.a. Kambassystemet. Disse arter havde vist deres robusthed ved at overleve og derfor burde man satse på dem. Dog var der også problemer på denne front idet man havde et uafklaret problem omkring den karpe art de kalder Sasan som er den mest betydningsfulde art af de mange karper man opdrætter for at sætte ud i systemet. En kvinde som har arbejdet i Koshar fiskeopdræts komplekset ved Kambas i over 40 år fortalte om disse problemer med den meget svage yngel der kom ud af denne fisk. Problemet var så stort at man i flere år ikke havde forsøgt med Sasan. Hun mente at der var nogle genetiske problemer med denne karpe men det havde man ingen mulighed for at undersøge. Direktøren for opdrættet, vores berømte fhv. generaldirektør for Aralrybprom Aimbetov var også med til dette seminar, men hans oplæg var uden fokus på dette problem, da det alene beskæftige sig med det store opdræts projekt som Israel støtter opbygningen af i Koshar. Andre biologer som bl.a. Victor, Serik var meget skeptiske mht. Udsætninger af nye arter. For størens vedkommende var der ingen tvivl, den mente man ikke ville have store chancer i Aral systemet. Den eneste art som man have lidt forventninger til var multen. Den havde oprindelig været med i planerne omkring udsætningen af skrubber, men så var den ide gået i sig selv pga. Mangel på penge og helt forsvundet sammen med opløsningen af Sovjet.

Jeg var ikke helt afvisende i og med at dette med at udsatte nye arter i systemerne jo er en historisk del af det sovjetiske systems ”naturforvaltning’’. Multen er vegetar og derfor må den forventes ikke at udgøre en direkte trussel mod økosystemet i Aral. Barsen derimod er jo en meget aktiv rovfisk og derfor sikkert også en større trussel. Den mystiske fisk fra Amerika må jeg have undersøgt nærmere.

Der var også en længere diskussion om skrubberne og den føde som skrubberne lever af. Der var megen usikkerhed omkring skrubbens ophold i de dybere områder af Aral om sommeren og hvad den æder der. Makhambet som også deltog, kunne fortælle, at INTAS projektet var meget fokuseret på netop dette spørgsmål og man vil man undersøge i 2003 (man har netop fået 20.000 EURO til at fortsætte arbejdet i 2003).

Repræsentanten fra UNDP opfordrede flere gange til at seminaret blev mere konkret og fokuseret på de anbefalinger vi måtte give til myndighederne, men det er tydeligvis ikke så enkelt at få videnskaben til at forholde sig til sådanne konkrete anvisninger og anbefalinger. I hvert fald var det svært at få skabt enighed om de afsluttende formuleringer og Zhannat og UNDP manden måtte lægge pres på for at få en sådan anbefaling. I denne slutfase blev jeg opfordret til igen og igen at fremlægge vore konklusioner i masterplanen om at få styrket den virksomhed som skal tage sig af fisken efter at fiskerne har landet den. Og til disse anbefalinger mht. Skrubber understregede jeg også at ferskvandsfisken som nu ville komme ind i Aral havde brug for et betydeligt løft i infrastrukturen.

Jeg måtte af sted inden seminaret var slut men det endte op med at seminaret anbefaler at de kazakiske myndigheder boer bruge Verdensbankens midler til udviklingen af den infrastruktur som kan sikre en betydelig bedre fiskekvalitet.

Af andre emner som blev drøftet var der særlig en økologisk analyse af situationen i Aralsøen efter at dæmningen var blevet bygget. Først var der en meget direkte kritik af de myndigheder som har ansvaret for Verdensbank projektet, og den kritik gik på at de netop ikke havde sørget for at der blevet lavet en sådan økologisk analyse. Vi blev præsenteret for en kritik som satte store spørgsmålstegn ved om Aralsøen ville blive så fersk som man forudsiger og ikke mindst hvor, dvs. I hvilke områder den bliver fersk og hvor den bliver salt. Det var en meget stor opsat kritik, men jeg synes ikke at den bar præg af en dyb analyse med den dertil nødvendige reference. At analysen kan vise sig at være rigtig skal jeg ikke kunne sige, men den kan ligeså vel vise sig ikke at holde. Analysens hovedkonklusion er at 90 % af vandet bliver så salt at ferskvands arterne ikke vil være der og tilbage bliver der så kun 10 % til arter som sandart, karper m.m.

Ud fra den viden vi har under og efter etableringen af den dæmning som virkede op til 1999 synes jeg ikke at den økologiske analyse holder vand. Vi så jo sandart og karper i et meget betydeligt antal nær Tastubek og derfor formoder vi at vandet op til Tastubek har været saa ferskt at de arter, kunne være i det. Vi så jo også at karperne ville ind til kysten ved Tastubek for at gyde. Og trækker vi nogle streger og grænser som vi formoder, må være grænser mellem det ferske og det salte vand i 1999 saa er der ingen tvivl om at det ferske vand udgjorde op mod 25 % af den samlede vandmasse i Lille Aral NAS i 1999. Så derfor fastholder vi at med en ny dæmning og med et stabilt vandniveau da vil det ferskvand udgøre op til mindst 30 % af den samlede vandmasse i NAS.

Dertil siger økologerne at vi ikke har taget højde for vind og vejr og den omrøring som finders sted i forbindelse med stormvejr. De har en pointe – vi kender ikke konsekvenserne af et kraftigt stormvejr fra vest/nordvest og med en deraf følgende kraftig indtrængning af saltvand fra vest mod øst. Og det kan ikke udelukkes at en sådan øjeblikkelig og meget kraftig forøgelse af saltindholdet i den østlige del kan fange fisk i lommer (bugter) og de risikerer at død.     

Dertil siger den Usbekiske repræsentant at hun har mange års erfaringer med studiet af fisk i salt og ferskvand og hun har meget overrasket oplevet at karper og sandart har været i live i vand med en salt promille på 40 og det er en overraskende melding. Men vi har jo også selv kunnet opleve overraskende ting mht. Skrubber som åbenbart kan overleve i promiller på over 60. Så mon ikke vi kan konkludere at de større ferske fisk som sandart og karper m.m. vil kunne overleve en kortvarig saltindtrængning i de områder hvor de holder til? Der kan så være andre arter og yngel som kan få store problemer hvis de bliver fanget inde i en bugt, men jeg synes at hele dette spørgsmål om saltvand som pludselig kommer ind i de ferske områder må stå sin prøve i den Aralsø som nu genoprettes. Alle forventer at arbejdet på dæmningen går i gang til april, så det vil jeg i så fald få mere viden om når jeg ankommer til Aralsk.

Efter seminaret deltog jeg i fejringen af Makhambets far som har fået udgivet endnu en bog. Denne gang et større værk om hele hans liv og familie og arbejde i fisken og som minister. En masse gamle mænd var kommet for at fejre Muktar Tairov og han fik mange taler med sjove episoder fra deres fælles liv. 

Ellers opholder jeg mig hos Makhambets familie og her har man håndværkere i gang med en større ombygning indendørs. Det giver en anden og mere anspændt atmosfære, men vi hygger os. Makhambet er dagligt optaget af et mindre enmands- konsulent firma han har oprettet og hvor han tilbyder sin assistance i handlen mellem Kazakstan og De forenede Emirater. Derudover skriver han på de rapporter som slutter INTAS projekterne i 2003 og nu også med fokus på det arbejde de vil gennemføre i 2003.

• I dag slapper jeg af. Jeg skulle have været til møde med GEF og dette projekts nye koordinator men det er blevet aflyst. Jeg skal besøge Zhannat og hendes lille søn i aften og i morgen tidlig tager jeg Moskva toget til Aralsk hvor jeg ankommer midt på dagen den 29/3

Zhannat har fået en dejlig søn et rigtig kønt barn som hun også er meget stolt af. Hendes mor og søster er hos hende og de 3 damer står på pinde for Daniel som udtales Danial med tryk på al. Vi får ikke snakket så meget om projektet og Zhannats fremtid, men vi aftaler at hun nu går i gang med masterplanen. Alle hendes kommentarer og tilføjelser skal jeg have med mig hjem i april. Hun får en elektronisk kopi og det samme har Makhambet fået så han også kan få gennemgået planen for hans kommentarer.

Dagen starter tidlig idet jeg skal være på stationen kl. 7.00. Alt forløber efter planen og jeg kommer ombord på et udmærket tog til Moskva.

• Efter en fredelig rejse uden problemer af nogen art ankommer jeg til Aralsk kl. 13.00 og bliver modtaget af en forsamling af folk fra Aral Tenizi.

Vejret er solskin men koldt og under frokosten får jeg opdateret på det der er sket i vinter. Det har været en meget kold vinter med mere end en meter is på Aral og det har været en vanskelig tid for fiskeriet. Der har været normalt med fisk, men vejret har skabt vanskeligheder og det sammen med at der ikke har været færre aftagere af fisk end normalt har betydet givet en mindre omsætning end normalt. I øjeblikket er der stadig brigader som fisker på isen men kun de som har direkte aftaler med købere udefra. Virksomhederne i Aralsk aftager tilsyneladende ingen som fisk.

Det er lørdag og resten af dagen er afsat til afslapning og så går vi i gang med programmet i morgen.

• Sommertid.
• Efter en god nats søvn starter vi dagens program her på kontoret. Vi har de første indledende møder om situationen i fiskeriet pt. Og vi skal have afklaret forholdene omkring Aral Tenizis skatteforhold samt problemerne med told og skat efter sidste transport i 2002 og vi skal have startet op på en gennemgang og en diskussion af masterplanen og vi skal have indledt drøftelserne omkring etableringen af det kooperativ som skal i gang med fiskebehandlingen i Aralsk i regi af Aral Tenizi

Det første punkt er en opdatering af vinterfiskeriet. Den giver Aksabak og Yedige.

Det har været en usædvanlig hård vinter med temperaturer ned til minus 40 og disse meget lave temperaturer har der været over flere dage. Det har været så koldt at det i visse dage har været forbunden med livsfare at bevæge sig udenfor også fordi der samtidig har været stormvejr. Der har været en del dødsfald pga. kulden og fiskerne beretter om is tykkelser på over en meter, en svær is som også har givet problemer i forhold til de mange huller der skulle laves for at få garnene sat.

Kulden startede i begyndelsen af december og siden har der været is på Aralsøen og det er der stadig så man kan fiske på isen den dag i dag. Det er usædvanligt set med projektets tidshorisont hvor jeg ikke mindes at fiskeriet har kunnet foregå på isen i så lang tid uden afbrydelser.

Alt i alt har 95 brigader været i gang hvoraf de 74 har fisket skrubber, resten har været i gang på søerne og floden og der har også været 5 brigader oppe ved Baytak nær Aktubinsk.

De tal der nu følger er opsamlet til og med den 6. feb. Dvs. at vi mangler oplysninger for de sidste 2 måneder.

Efterårsfiskeriet er afrapporteret og disse tal der nu kommer dækker over perioden fra midt i december til ca. midt i feb. Altså ca. 2 måneder. I alt er der registeret en fangst af skrubber på 256.400 kg skrubber og ca. 150.000 kg ferskvandsfisk. Disse tal er udelukkende hentet gennem Aral Tenizi da de 3 lokale fiskevirksomheder ikke har modtaget ret meget fisk. Alt fisk bortset fra ferskvandsfisken og ca. 80.000 kg. Skrubber er solgt til opkøbere udefra, dvs. opkøbere som selv er kommet til regionen for at handle fisk. Dette år har været ideelt til denne handel idet det kolde vejr har betydet at fiskerne ikke havde brug for frysekapacitet.

Abai fra Karazir beretter at de ikke har købt fisk idet de ikke har kunnet konkurrere med priserne udefra. De har heller ikke købt ferskvandsfisk idet den nye virksomhed Akbidai-2 har købt al den fisk der blev fanget. De har handlet igennem Aimbetov på Koshar. Akbidai-2 har også fungeret som frysestation i starten af december hvor de indfrøs 40.000 kg. Skrubber for købere udefra. Aknur har ikke købt fisk denne vinter og de fik først solgt de sidste skrubber fra efterårsfiskeriet i feb. I år.

Her starter vi fra syd i projektområdet og går mod nord og vest:

§         Karaterens fiskere med Prekeev i spidsen fisket fra Kokaral midt mellem Akbasty og Karateren. Alle deres fangster er gået mod øst til Kasalinsk.

§         Bugun fiskerne har fisket ud for Bugun og op mod Ushoky. De har landet til stationen i Bugun bortset fra 2 brigader som selv har stået for salget af deres fisk. Shomen og Askerbek har købt ca. 40.000 kg og de er blevet solgt gennem 3 større transporter til Koksetau og den store Kostanai ca. 1000 km mod nordøst fra Aralsk. Askerbek har haft store problemer med afsætningen i forhold til de priser der var aftalt på forhånd og ikke mindst har han haft problemer med agt få kontanter. Det har bl.a. betydet at projektet har måttet står for større reparationer af vores fryselastbil ALKA, den har været i stykker 5 gange i den forløbne sæson hvoraf den største var her på sidste tur hvor motoren måtte helt udskiftes. Bugun har efterhånden fået oparbejdet en betydelig gæld til projektet også på den konto der hedder leje af projektets udstyr.

§         Fra Tastubek har der fisket 33 brigader som fiskede til stationen i Tastubek og hvor Dusbai, den ansvarlige på modtagerstationen i Tastubek, fik kontanter af opkøberne udefra og så samlede han fisken i de mængder de skulle bruge. Dvs. at en opkøber henter 6 tons betaler og bestiller endnu 6 tons til afhentning senere. Derved har stationen fungeret helt efter hensigten denne vintersæson. Problemerne ved denne form for handel er et alvorligt udestående med de lokale myndigheder i forhold til licenser og skat. (disse problemer kommer jeg garanteret til at høre meget mere om i morgen når jeg skal møde akimen).

§         Akesbe har gjort det samme som Tastubek og alle fisken fra Akesbe er gået til byen Sexeuil.   

§         Akbasty har solgt alle deres fisk til opkøbere udefra. På et tidspunkt i vinter havde de samlet 70.000 kg og projektets URAL måtte i gang med at køre fisk til Aralsk og Sexeuil hvor de så blev transporteret videre ud i Kazakstan.

Mht. størrelsen på fisken så beretter man at fisken fra Bugun og op mod Ushoky over Bassai til tæt på Tastubek har været meget små. Ved Tastubek, Akbasty, Toranguil har de været normale og også ud for Kokaral. I Akesbe bugten har de som normalt været små, men også så små at fiskerne flyttede derfra og fiskede ud for Shumisguil mellem Akesbe og Toranguil.

De ca. 10 brigader som stadig fisker fisker kun fordi de har faste aftaler, dvs. at opkøbere har bestilt fisk hos dem. Alle andre er taget hjem fordi der ikke er flere opkøbere, og det hænger sammen med, at nok kan isen bære fiskerne, men vejene er kun farbare for de store firehjuls trukne lastbiler og de fleste opkøbere har kun almindelige lastbiler til mellem 6-10 tons fisk. De lærte sidste år at vejene skal man ikke spøge med når foråret begynder for der kan man så få lov til at sidde i mudder i flere uger og med store omkostninger til følge når de skal have hjælp fra bæltekøretøjer for igen at komme ud på fast grund.

Priser på fisk og andre vare denne vinter 2003

• Skrubber 20 – 35 tenge
• Kaper 200 tenge
• Sandart 45 tenge
• Malle 100 tenge
• Aborre 7 tenge
• Kød 280 tenge
• Mel 20 tenge
• Sukker 85 tenge
• Ris 60 tenge
• Makaroni 50 tenge
• Vodka 85 – 150 tenge

Mht. forårsfiskeriet så lyder prognosen at det kun bliver fisket hvis man har en aftale om salget. Akbidai-2 har tilsyneladende fundet en auktion om skrubber til fængslerne og de fisk skal sikkert fanges.

Efter frokosten drøftede vi situationen omkring Aral Tenizis skatteforhold og spørgsmålet om told og afgifter for den sidste transport. Karakoz berettede at brevet fra Danida som vi havde fået udarbejdet til det formål at få overbevist myndighederne om at AT burde have tilladelse til at distribuerer en humanitær hjælp som ex. Udstyret sidste år, var ikke nok til at stille myndighederne tilfreds. De havde brug for et dokument som viste at Danida og LLH havde en aftale som viste at Danida støttede LLH, dvs. et dokument hvor både Danida og LLH havde underskrevet en aftale en kontrakt. Jeg måtte meget forbløffet oplyse dem om at sådan et dokument var et standard dokument mellem LLH og Danida og at de også måtte have en kopi, i en engelsk udgave, i deres arkiver. Det kunne man ikke finde og vi aftalte at jeg får faxet en kopi af kontakten i 2000 og så må det være fyldestgørende i forhold til myndighedernes krav. Så har de kontrakt mellem LLH og AT, et brev fra Danida og en kontrakt mellem Danida og LLH og det skulle så være nok ifølge Karakoz.

Det var ikke muligt at få svar på et meget indlysende spørgsmål som: ”Hvordan forestiller de kazakiske myndigheder sig at LLH kan få penge fra Danida uden en kontrakt/dokument som sikrer Danida at LLH lever op til de krav der stilles?” Altså at LLH overhovedet kan modtage penge af den offentlige myndighed i Danmark uden at vi har en sådan underskrevet kontrakt.

Jeg gennemgik Masterplanen i overskrifter og med enkelte citater. Jeg forklarede også proceduren fra nu af og til planen var i trykken. Jeg gav også en præsentation af hvorledes jeg ser planen efter den er trykt og hvad den bør og kan bruges til. Vi skal flere inden jeg rejser tilbage til Almaty have planen gennemgået, særlig mht. Aral Tenizi og fiskebehandlingskooperativet som går under titlen KAMBALA 

• Dagen starter med at vi tager på rundtur for at bese de bygninger som har været på tale mht. fiskeribehandlingskooperativet KAMALA.

Vi beser 4 steder og det er ingen tvivl om at den fhv. brødfabrik er det bedste bud på en sådan virksomhed (for flere oplysninger herom er der udarbejdet en redegørelse).

Tilbage på kontoret har vi et forberedende møde og her er der bred enighed om at brødfabrikken er det bedste bud.

Efter frokost hvor jeg møder de to unge amerikanere Lea og Jonathan som arbejder som frivillige i Aralsk. De er netop kommet tilbage efter en uges seminar i Almaty hvor alle Peace Corps frivillige fra Kazakstan har været samlet (100 i alt). Jeg får ikke det store indtryk af dem, men tilbage på kontoret fortæller man mig at Lea er en hårdtarbejdende kvinde hvorimod det går noget langsomt med Jonathan. Vi aftaler at jeg skal forsøger at få ham op på dupperne på den ene eller den anden måde.

Derefter har vi et længere møde med akimen i Aralsk og han er meget venlig og imødekommende. Tilsyneladende er der ingen efterveer efter efterårets problemer omkring generalforsamlingen og akimens ideer om at oprette en fiskeriorganisation, ideer som faldt til jorden med et brag.

Akimen er i godt humør og han spøger og beretter. Han er også meget tilfreds med at vi nu vil bruge alle vore kræfter på at få behandlet skrubberne på en sådan måde at de kan give en større profit til fiskerne og regionen. Og han fik også gjort mig opmærksom på at han var glad for at jeg endelig var vågnet op og at jeg nu lyttede efter hans råd. Han havde jo fortalt mig for 2 år siden at vi måtte tage ansvaret for at få behandlet og solgt disse skrubber i og med at lederne på Karazir og Aknur ikke havde mere hjerne end en skrubbe. Akimen har altid været klar over at den opgave kunne disse ”hundehoveder” ikke klare – så det var bare med at komme i gang, vi havde hans fulde støtte.

Han fortalte – ikke overraskende – at nu gik man i gang efter hans ordre med at få bygget den dæmning, det havde taget sin tid, men nu havde han få sat skub i det foretagende.

Mht. by jubilæet i Aralsk så ville det nok ikke løbe af stablen i maj, men først i september. Der var mange opgaver som endnu ikke var løst og så var der også et problem med pengene til festlighederne. Men de havde – og det havde jeg jo også selv set – få renoveret banegården i et meget moderne Outlook, det så godt ud. Nu skulle akimatet også udsættes for en større omgang. Det blev et fint møde.

Derefter var vi tilbage på kontoret hvor vi gik i gang med en mere detaljeret diskussion af de opgaver som ville følge efter at AT eventuelt har købt brødfabrikken. Jeg udarbejdede en foreløbig analyse af situationen og fik fremlagt en masse spørgsmål som vi skal tage fat i (se den separate beskrivelse).

Der kommer ikke ret mange mennesker på kontoret i denne tid og det hænger sammen med at fiskerne er ude i landsbyerne og de slapper af efter vinterens strabadser. Jeg møder dog hele tiden folk fra Aralsk som lige kommer forbi for at hilse på.

• Dagen starter med et møde med Isak fra Israel MASHAV som arbejder i Koshar med fiskeopdræt. Isak har også interesser i fiskebehandling.

Isak har lejet det hus vi lejede i 1998 og der har han fået sig indrettet med et mindre kontor. Han har lejet en anden bygning hvor MASHAV skal have et mere permanent kontor. Han har en tolk ansat Serik som har været aktiv i Aral Tenizi og som også har været på studieophold i Danmark og hans kontorassistent er Kanadat som også er oplært i Aral Tenizi.

Vi er flere med til dette møde og Isak serverer kaffe, te, øl, calvados og pølse, ost og brød.

Jeg mødte Isak 2 gange sidste år ude ved Koshar og umiddelbart virker Isak presset. Han er ikke nogen ung mand og det er et hårdt job han har påtaget sig, samtidig med at han er meget usikker på om den meget moderne og kostbare teknik han sætter op i Koshar står mål med den kazakiske virkelighed.

Det var også det første han sagde under mødet ”jeg er bange for at vores udstyr er alt for moderne herude”. Men nu tog han til Israel og han ville vende tilbage med en ekspert og så ville de sammen få produceret 12,5 mil Stk. fiskeyngel for det er den kapacitet anlægget har.

Jeg satte spørgsmålstegn ved om det virkelig kunne gennemføres med og under den kazakiske infrastruktur. For efter at anlægget var installeret var det nu helt op til de kazakiske partnere, her vores berømte Aimbetov som skulle sørge for alt de nødvendige til produktion. Til produktion af den mængde fisk skulle der bruges en del arbejdskraft, en stor del transport, 240 tons indkøbt foder og medicin. Isak viste os en mindre pakke med et kostbart indhold, nemlig hormoner for en værdi af 5000 US$. Det var åbenbart Aimbetovs fortjeneste at de hormoner var fremskaffet og Isak var meget fortrøstningsfuld ved det videre samarbejde med Aimbetov.

Efter en del diskussion op opdræt i Kazakstan og udsætninger af fisk osv. gik vi over til at tale om et eventuelt samarbejde omkring behandling og salg af fisk. Men forinden havde Isak fået understreget at han var mere end 100 % imod enhver form for udsætning af fremmede fisk i ethvert økosystem og derfor gik han direkte imod de mange biologer som kom til Aral som fortalere for den ene eller den anden nye art som burde udsættes i Aral systemet. Isak virker meget afklaret på dette vigtige punkt som vi i projektet har, måtte forholde os til siden vi begyndte arbejdet herude. Vi tror heller ikke på at det vil give ret meget andet end store problemer at udsætte nye og ukendte arter i Aral systemet. Vi er også klar over at vi skal passe på mht. at blive for stejle i denne del af verden hvor det at flytte rundt på naturen har været mere reglen end undtagelsen.

Isak var noget uventet meget optaget af at komme i gang med en virksomhed omkring fiskebehandling. Han havde talt med chefen for USAID McNamara som havde vist interesse for at støtte en sådan virksomhed. Og d var åbenbart begge enige om at en sådan virksomhed ikke måtte blive privat og derfor var det afgørende for Isak at Aral Tenizi havde kontrollen. Det som USAID og Isak kunne støtte med var som i Koshar først og fremmest ustyr, men da vi Isak og vi er enige om at virksomheden må være lavteknologisk dvs. uden det meget moderne udstyr til filet skæring og konservering m.m. så er der et begrænset brug for teknologi.

Vi orienterede Isak om de drøftelser og planer vi har om at få oprettet et center og et Fiskernes Hus i en nedlagt brødfabrik og Isak synes godt om disse planer. Og som os var han også meget optaget af den organisering som dette center skulle styres af.

Vi aftalte at holde flere møder inden den 9/4 hvor han skulle til Israel og så ville vi ellers arbejde videre med udviklingen af dette center.

Efter frokost var vi på kontoret resten af dagen og der kom nogle fiskere som skulle aflægge rapport. Derudover fik vi aftalt et møde om centeret i Aralsk den 7/4 og vi fik startet invitationen af udvalgte fiskere fra alle landsbyer i regionen. Vi fik også evalueret mødet med Isak og vi blev enige om at vi skulle samarbejde, men også at det måtte blive os som tog denne dagsorden om centeret.

I morgen vil jeg sammen med Talgat og Yedge gennemgå brødfabrikken i alle ender og kanter, skrive rapport og tage billeder.

Aksabak og Karakoz er med rette meget bekymret for den fremtidige organisering af dette center og vi brugte flere timer på at få diskuteret deres bekymring som er helt reel.

De siger bl.a. at hvis AT får det overordnede ansvar så vil det være den til enhver tid siddende bestyrelse og præsident som har ledelsen (ejerskabet) og de mener at et sådant center med de mange værdier og omsætning det repræsenterer, vil være meget udsat for at blive ”angrebet” af kræfter som kun ønsker at overtage værdierne.

Mine argumenter om at få AT vedtægterne og centerets vedtægter til at imødegå en sådan situation, kunne tage bekymringen fra dem, for som de sagde ”det kan I sikkert i Danmark, men det tror vi ikke vi kan i Kazakstan”.

Jeg foreslog derfor en anden variant, nemlig at gruppe bestående af de faste folk i AT og udvalgte fiskere, i alt ca. 15, skulle stifte det kooperativ som ejede centeret og så skulle kooperativets vedtægter være udformet på en sådan måde at X antal % af overskuddet skulle tilbage til fiskerne hvert år og X antal % af overskuddet skulle tilfalde AT hvert år. Og ved opløsning, dvs. salg af centeret skulle overskuddet gå ubeskåret til Aral Tenizi.

Denne plan mente de var den bedste, men jeg mener vi bør tænke os meget godt om. For uanset hvorledes vi gør det, så vil fiskerne opfatte valget af ”ejerne” være udemokratiske og myter vil opstå og vi risikerede at miste fiskernes loyalitet.

Jeg forklarede min stilling som jo er neutral og jeg skal forsvare det synspunkt der siger at Aral Tenizi er så stærk i dag at den ikke kan løbes over ende af udemokratiske kræfter og at fiskerne simpelthen ikke vil tillade Aimbetov, Sahsanov og andre negative kræfter at overtage et sådant center.

Jeg argumenterede for at netop ”Fiskernes Hus” med alle dets faciliteter ville sikre at fiskerne vil kæmpe for deres center og skulle det ske at bestyrelserne finde på at skille sig af med f.eks. Akmaral eller Karakoz, ja så var det set fra mit ståsted – her hvor vi var vi at afsluttet projektet – en risiko vi måtte løbe. Det vigtigste er fiskernes støtte 100 %.

Aksabak er meget enig med mig, sikkert også fordi hendes stilling i fiskernes øjne aldrig kommer i fare. Akmaral og Karakoz ved at deres mere abstrakte funktioner i forhold til fiskerne er udsatte.

Vi enes om at fortsætte disse drøftelser og om muligt også finde nye variationer for ejerskab og ledelse inden vi skulle have et bestyrelsesmøde og det store møde med fiskerne den 7/4.

·        Dagen starter med et møde med Askerbek og chaufføren på vores ALKA. De er tilbage efter mere en måneds rejse til Kostanai i det nordlige Kazakstan hvor de skulle aflevere en last fisk. Alt det som kunne gå galt gik galt og ALKAEN brød sammen for femte gang i denne sæson. Udskiftninger af det meste af motoren har kostet os 120.000 tenge plus udgifter til ophold m.m. Ifølge Aksabak bliver chaufføren nu fyret.

Derefter går turen til brødfabrikken hvor Talgat, Ydege, Jonathan og går i gang med det første gennemsyn af fabrikken. Under opsyn af direktøren og en del af hans folk går vi fabrikken igennem og optager rapport og tager billeder. Rapporten er et særskilt dokument som Jonathan forfatter på engelsk. Det er en stor bygning og det bliver en tilsvarende meget stor opgave at få den ombygget til Center KAMBALA, men kan vi sandsynliggøre et fornuftigt byggebudget over mindst 3 år, så kan det også blive et enestående center. Det har en oplagt beliggenhed og det har en indvendig infrastruktur som ligger lige for at huse et sådant center. I stueetagen er der en glimrende struktur til produktionslokaler og der er nu udarbejdet en overordnet struktur på en sådan produktion. Det kræver meget, men efter frokosten besøgte vi en ny erhvervsskole som er opbygget på det gamle bådværft i Aralsk og her så vi at selv meget store ombygningsopgaver kan gennemføres i Aralsk. På skolen var man nu også i gang med at ombygge en ældre større bygning til erhvervsklasser og hele dette arbejde havde et budget på 1,5 mil Tenge = 10.000 US$. Store dele af det mere grove arbejde blev udført af arbejdsløse i jobtilbud.

Det er soleklart, at de ca. 50.000 US$ vi forsøger at rejse i projektet, ikke kan dække omkostningerne ved denne ombygning. Men de kan lægge fundamentet for at vi kan opnå støtte fra Astana/Verdensbanken til store dele af det arbejde som skal udføres lokalt.

Vi skal i gang, dvs. vi skal købe bygningen og så skal vi i gang med den ombygning vi kan nå i år, og så skal der omsættes fisk i den næste sæson. I 2004 skal der i værksættes en større ombygning og den skal finansieres af Verdensbank midler (for flere oplysninger henvises til de 2 dokumenter som er udarbejdet om dette projekt).

Efter frokost besøger vi den føromtalte nye erhvervsskole. De vil meget gerne i gang med et hold fiskeriteknologer 2-3 års uddannelse og mindre kurser for voksne i fiskebehandling og hygiejne. Skolen ser godt ud og lederen og underviserne synes oppe på dubberne. De viser stolt deres skole frem og beretter at tidligere var der en sådan erhvervsskole knyttet til Aralrybprom hvor man uddannede i de forskellige specialer. De har fået en foreløbig godkendelse til at uddanne unge mennesker til fiskeriteknologer og dvs. at de har et budget til formålet. De unge får mad på skolen, men meget få lommepenge. De voksne kan få en løn under uddannelse, men det er en lille løn og de skal være registreret arbejdsløse for at komme i betragtning.

Skolen har noget at byde på og vi er enige om at vi må støtte at der bliver oprettet disse uddannelser. Dvs. at vi skal møde med skolens ledelse og undervisnings departementet i Kyzylorda og det sagde vi ja til.

Derefter tager vi ud til det fhv. UNDP kontor som nu er omdannet til et NGO Center med UNDP’s fhv. kontoransvarlige i Aralsk Askar som direktør. Jeg laver et interview med Askar om centeret.

NGO Centeret er oprettet med det udstyr som UNDP har overgivet til centeret, dvs. bygningen, kontorudstyr og en jeep.

Formålet med centeret er at støtte Ngo’erne i Aralsk regionen i deres virksomhed. Der er 33 registrerede Ngo’er hvoraf de 14 er betalende medlemmer af Centret. Aral Tenizi er en af disse 14. På spørgsmålet om hvor mange af Aralsk regionens indbyggere som er registrerede medlemmer af en NGO svarer Askar at det ved han ikke, men en NGO skal i dag være på mindst 11 personer og det er som regel de mennesker som er stifterne og de skal have en bankkonto hvorpå der er indsat mindst 87.000 tenge.

Finansieringen af centeret, dvs. lønnen til de 6 personer som arbejder på stedet, sker gennem UNDP som betaler ca. 50 % for at få udført noget arbejde, de resterende 50 % skal de selv finde.

I øjeblikket arbejde de på et konkret projekt hvor de evaluerer og fører tilsyn med et projekt til ca. 140.000 $ som skal give drikkevand til nogle landsbyer. Centeret her modtaget 7.000 $ for dette arbejde og det udløber i år.

Nu har de 2 mindre projekter som de ansøgt midler om hos en fransk fond, et projekt som skal give radiotelefoner til nogle landsbyer og et andet mindre vandprojekt. D håber at få støtte, men de har nogle problemer idet den franske fond vil have afsluttet et tidligere støttet projekt som skulle have været slut for længe siden.

Jeg spørger Aksabak om hun som præsident vurderer at Aral Tenizi har gavn og nytte af centeret. Det synes hun de har bl.a. fordi centeret vedligeholder Aral Tenizis efterhånden mange computere, printere og kopimaskiner (i øjeblikket har de 10 computere som virker og som bruges flittigt hver dag).

Vi var en tur forbi et fiskemarked som var kommet i stand efter at det lokale tog fra Kazalinsk var ankommet i Aralsk. Lige efter at toget ankommer hver dag opstiller en 40 – 50 mennesker et hurtig marked lige udenfor stationen. Og en af de vigtigste varer der skal sælges er fisk. Jeg vil skyde på at der denne dag blev udbudt mindst 500 kg fisk og køberne er folk fra byen som køber til eget forbrug og til videre salg. Jeg købte to pæne store (ca. 4 kg hver) endnu levende karper til 1200 tenge, dvs. til 150 tenge/kg. Det var en gave til henholdsvis Aksabak og Akmaral som lovede at stege et par pæne stykker til min aftensmad dagen efter. Det er stadig forunderligt hvor hurtigt man kan opslå et marked med mange varer og for mig er det mystisk at man uden de store problemer kan transporterer mindst 500 kg fisk i mere eller mindre gode sække, med et helt almindelig tog. Men det gør man altså og tilsyneladende hver dag. (dagen efter så jeg flere af de fisk på det store lokale marked i Aralsk).

Akimen havde opfordret os til at besøge hotellet i byen. Det skulle være moderniseret for mange penge og nu skulle det leve op til en international standard.

Det gør det nu ikke, men der er sket rigtig meget med det gamle store hotel som ligger ved ”havnefronten” i Aralsk. Der er indrettet store mødelokaler i flotte farver og der er et køkken og en restaurant som dog kun er åbent på bestillinger. Hele 1. sal er total ombygget med nye værelser og gange og det ser også rigtig godt ud, værelser er med bad og toilet. Der er suiter til 5000 tenge i døgnet og alm. Værelser til 2000 tenge i døgnet. Det er udmærket og vi kan sagtens forsvare at inviterer gæster til Aralsk, de kan bo fornemt og spise udmærket.

Dagen slutter med et mindre møde som samler op på dagen mht. de undersøgelser vi har gennemført på fabrikken. I morgen skal vi der ud igen og da med Isak og en arkitekt for at få sat gang i noget tegnearbejde. Vi drøftede igen organiseringen men der var ikke noget nyt andet end at Karakoz og Arbai sendes til Kyzylorda for flere undersøgelser for afklaring af de juridiske omstændigheder om en ejer struktur.

·        Dagen starter med nogle fiskere som aflægger rapport om vinterfiskeriet. Det har været en hård omgang om med færre fisk end sidste år, hvorfor har jeg ikke kunnet få noget entydigt svar på.

Derefter går turen ud til brødfabrikken med en arkitekt og Isak og et større følge af mænd, kvinder og børn. Vi gik den igennem og selvom Isak ikke sådan lige er til at overbevise om ret meget så sagde han til sidst ”Vi gør det, lad os få lavet en plan”.

I dag er jeg begyndt at få fotograferet til brug for den kampagne som Projektrådgivningen har opfordret os til. Jeg har taget billeder af følgende:

Talgat – altmuligmand i AT

Argtai – Driver i AT

Aksabak – præsident i AT

Nurlan – URAL driver i AT

Raya – fhv. arbejder på Aralrybprom, nu sælger på markedet 1964

Tinimkul – fhv. arbejder på Aralrybprom nu sølger på markedet 1955

Asemkul – fiskesælger på markedet 1933 (med røget fisk)

Zauresh – fiskehandler på markedet 1953 (med karpe)

Hvis de bliver antaget som brugbare så får jeg de nødvendige data af Aksabak og Akmaral.

Vi har været ude for at besigtige Aral Tenizis første fartøj som nu – lang om længe – ligger klar med motor og det hele, klar til at komme i vandet. Den ser nogenlunde ud og den danske maskine og skruetøj ser ud til være monteret på en måde så det må kunne køre. Prisen på dette skib blev ca. 150.000 tenge hvor projektet lagde motor til.

Denne aften var der fest hos skoledirektøren for den nye erhvervsskole i Aralsk, han havde inviteret lederen af undervisnings departementet i Kyzylorda og for ham skulle jeg så præsenteres. Festen var stort sat op med hoveder og det hele, men det var en meget kedelig fest med en masse intern ballade mellem de to erhvervsskoler i Aralsk og ledelsen i Kyzylorda. Lederen af den kommission som var kommet til Aralsk var vicedirektør i den økonomiske afdeling i akimatet i Kyzylorda og derfor også under ledelse af Simonova som altid hjælper os når vi skal sager igennem i Kyzylorda. Langt, meget langt ude må man sige, er hun i familie med Makhambet, idet hun har været gift med en bror til Makhambets yngste bror Kabits kone Bolzan.

Kommissionens leder betjente sig af sin position til at føre sig meget frem og hele tiden lod han lederen af den anden erhvervsskole ved at han lukkede den skole for han mente personligt ikke at der var brug for 2 erhvervsskoler i Aralsk som jo ikke har noget erhverv af betydning. I hans tale opfordrede han mig til at bekræfte at der ikke var brug for disse to skoler. Vores vært, som jo er leder af den nye erhvervsskole, tog det meget roligt og var sikkert meget tilfreds med at hans konkurrent fik læst og påskrevet.

Jeg har nu oplevet sådanne møder mange gange, men de bliver ved med at overraske mig i deres form. Selvfølgelig er der en masse kultur og en masse forklaringer på hvorfor lederne skal være så ubehagelige og det er heller ingen tvivl om ham der denne aften stod i spidsen lige så ofte har siddet i den stol som blev angrebet.

Det er mystisk at overvære, at jo mere ubehagelig lederen bliver over for den der er udset/bestemt til at skulle i gabestokken, jo mere griner ham der sidder i saksen og de andre gæster. Ham der sidder i gabestokken sidder omvendt på stolen så han hele tiden har øjenkontakt med sin bøddel. Ofret er over venlig, smilende og meget opmærksom omkring bødlens mest dumme vitser og bemærkninger og meget meget lange historier. De få gange bødlen ikke har ordet forsøger han med alle midler at udtrykke den største kedsommelighed over for det der bliver sagt.

Det blev en meget kedelig aften uden de sange og den musik vi altid forsøger at holde i hævd under de lange fester. Det var også lidt underligt for mig at skulle sidde på hæderspladsen, men uden den store opmærksomhed. Jeg sad der fordi jeg kom fra udlandet og fordi at projektet måske kunne være med til at give nogle nye erhvervsuddannelser, men i virkeligheden var jeg kun med for at være endnu et søm til den ligkiste, der allerede var gjort klar til den aftens offer.

·        Zhaulkhan ankommer for at høre om Jan havde kommentarer til den biologisk rapport som vi fik i efteråret 2002, og om han nu kunne få de resterende 14.000 tenge som vi skulle udbetale efter at Jan havde vurderet rapporten. Jeg måtte gå til bekendelse og indrømme at jeg havde glemt den aftale og jeg er også usikker på om Jan overhovedet har modtaget en kopi af denne rapport for en biologisk gennemgang. Det talte vi om og vi blev enige om at uanset hvordan sagen stod, så ville vi udbetale d 14.000 tenge inden jeg tog tilbage til Danmark, næste fredag.

Derefter er det et møde med Bugun fiskerne, Askerbek og Sumann. De beretter om fiskeriet denne vinter og om de problemer de har fat med at få fisken bragt ud til byer som Kostanai. De giver også en orientering om stationen i Bugun som nu er under ledelse af Sumann. Der er opsat hegn om stationen og der er isat en ny kompressor i frysecontaineren. Der er lavet en ny port og udenfor stationen tæt på søen er der nu bygget et ishus. Dvs. en udgravning som isoleres med siv og rør og som sider er brugt de velkendte store og meget tunge betonelementer som al bygning i det fhv. sovjet er lavet af.

Stationen er nu kommet til det punkt at de er tvunget til at købe den bygning som de lånte/lejede i sin tid til formålet. Det er den fhv. brødfabrik i Bugun. Den skal de overtage nu til en pris af 150.000 plus 50.000 til skøde og andre dokumenter. De har ikke de penge og de anmoder Aral Tenizi om at købe for at lade stationen blive Aral Tenizis ejendom. Vi aftaler at de nærmere forhandlinger må finde sted efter mødet med fiskerne fra hele regionen på mandag, et heldagsmøde som skal afklare d nærmere omstændigheder vedr. det center man vil oprette i Aralsk.

I forbindelse med aftalerne om den tur vi skal på i morgen til Tastubek sammen med holdet fra BBC opstår der en konflikt mellem Jonathan og de ansatte i Aral Tenizi. Sagen er den at Jonathan flere gange har fortalt Akmaral at han skal have besked 2 dage før en sådan tur hvis han skal med. Og det hænger sammen med krigen i Irak som har pålagt alle de udsendte frivillige i US Peace Corps at holde en tæt kontakt til hovedkvarteret i Almaty. F.eks. skal de have tilladelse 2 dage i forvejen hvis de forlader Aralsk. Det hænger igen sammen med at Almaty hurtig kan få samlet de frivillige og sendt dem til USA om nødvendigt.

Det er meget tydeligt at Jonathan og Lea som kommer til, er vrede over at Akmaral ikke har givet besked for nogle dage siden og det er ligeså tydelig at Akmaral og Aksabak er lige så afvisende overfor kritikken. De mener det er helt umulige arbejdsbetingelser at skulle virke under en så lav fleksibilitet.

Det er åbenbart en tilbagevendende konflikt og da jeg inddrages finder jeg ud af at konflikten er dybere end blot en aftale som er svigtet. Det er tydeligt at Jonathan ikke begriber hvorfor man ikke blot gør det der er aftalt og med et udtryksfuldt kropssprog udsender han signaler, som Akmaral og Aksabak ikke vil finde sig i. Jeg prøver at forklare Jonathan og Lea hvor vigtig det er at de forklarer deres sag med henvisning til deres egne vurderinger og ikke med henvisning til en regel som man i Almaty har udstukket. De på deres side forsvarer sig med at sådan er reglen og den er ikke til at bryde.

Akmaral ringer til Almaty og uden problemer får Jonathan lov til at tage til Tastubek. Og samtidig aftales det at lederen fra Almaty kommer til Aralsk på næste fredag og så må der tales ud om tingene.

Efter frokost får vi de første meldinger fra Karakoz i Kyzylorda. Hun oplyser at der ikke skulle være hindringer i vejen for at Aral Tenizi opretter et firma LTP som helt og fuldt ejes og styres af Aral Tenizi. Det er en fornem oplysning fordi denne konstruktion giver os to konkrete muligheder som vi kan tage op på mødet med fiskerne på mandag, enten et LTP eller et kooperativ oprettet af et antal troværdige mennesker som i deres vedtægter siger at profitten går tilbage til fiskerne og Aral Tenizi og i tilfælde af salg går indtægterne ubeskåret til Aral Tenizi. I morgen vil vi gennemdrøfte sagen med Karakoz når hun er tilbage.

BBC holdet oplyser at de tog flyet til Aktubinsk og derfra toget til Aralsk hvor de ankommer i aften. Kl. 22.30 er der møde her på kontoret inden afgangen i morgen til Tastubek.

Jonathan vender tilbage efter at have talt tingene igennem med sin kone Lea og efter at have været i kontakt med hovedkvarteret i Almaty. Der er nu flere løsninger og Jonathan starter med at give Akmaral et brev hvori han undskylder sin opførsel og hvor han lægger op til et meget bedre samarbejde i fremtiden. Han har misforstået instruktionen fra Almaty, han må godt rejse rundt i regionen uden forhåndstilladelse blot skal han inden han tager af sted ringe til Almaty og fortælle hvor han er hende og hvor længe.

Jeg har en lang snak med Akmaral, Aksabak og andre om situationen og jeg opfordrer dem til at komme Jonathan i møde. Det er en vanskelig situation for ham og Lea her i Aralsk med USA i krig. De kan ikke som jeg diskutere helt åbent med folk i USA om situationen, det gør man åbenbart ikke over mailen nu når USA er i krig. De er også påvirket af at være i et land som Kazakstan der er muslimsk og hvor de fleste jeg taler med er meget kritiske over for USA's fremfærd og specielt også for de toner der lyder fra USA om at Irak blot er en af flere sten på vejen som må ryddes af vejen før end USA er tilfreds.

Jeg foreslår at Akmaral hver morgen når hun og Jonathan møder på kontoret tager et lille møde på 10 min. For at få informeret hinanden om hvad de går og laver og at de hver uge sørger for at holde et møde mellem alle ansatte om hvad der er sket i ugens løb og hvilke planer der er for den kommende uge.

Vi har en rigtig god snak om denne sag også om det forhold at USA er krig og at der disse små spændinger mellem Jonathan og Lea og folkene omkring dem og det faktum at Jonathan og Lea tilsyneladende kun har hinanden at tale med om krigen i Irak. Vi enes om at når lederen fra Almaty ankommer på fredag så tager vi en åben snak om situationen og at vi også opfordrer begge parter til at snakke åbent om krigen i Irak. Skabe en situation hvor de hver i sær kan få givet udtryk for deres tanker og følelser omkring denne sag.

Jeg tillader mig også at give Akmaral en mild kritik af hendes respons på Jonathans brev som hun ikke forstod og som hun derfor ikke kunne andet en le af. Hun synes det var alt for formelt i situationen, men på en måde kunne jeg godt forstå at Jonathan brugte denne metode. Vi ved hvor svært det er at komme udefra og så skal ind i et meget fasttømret team under vanskelige kulturelle forhold. Akmaral var meget åben og imødekommen og hun vil gøre sit til at alle både Jonathan og Aral Tenizi får glæde og gavn af deres ophold i Aralsk som jo er planlagt til at vare 2 år.

Kommissionen fra Kyzylorda som vi havde ”festet” med aften i forvejen kom til det aftalte møde. De lagde op til en større og meget konkret redegørelse fra vores side på hvorledes vi mente at udviklingen af fiskeriet i regionen kunne give arbejde og udannelses muligheder i forhold til erhvervsskolerne. Vi fremlagde en meget lang redegørelse som tog et grundigt afsæt i historien siden 1991 og efter 15 min. Havde delegationen fået nok af vores præsentation for blot at få svaret på et spørgsmål: ”bliver der udviklet et fiskerierhverv med behandling og salg af fisk i Aralsk regionen?” Dertil kunne vi svare meget klart ”Ja” og så tog de af sted synlig lettet og efter at havde forsikret os at akimen i Kyzylorda ville få denne klare besked og at man derfor kunne gå i gang med at opbygge den erhvervsuddannelse som var nødvendigt for at der kunne komme udannede folk ud i fiskerierhvervet i Aralsk Regionen.

Derefter havde vi et møde om center KAMBALA som forberedelse til mødet på mandag. Aksabak redegjorde for de faktiske omstændigheder vedr. køb og overtagelse af ejendom i Aralsk. Det gjorde hun med megen overbevisning og der synes ikke at være de store forskelle på hvordan det foregår i Kazakstan og i Danmark, særlig med henblik på at sikre køberne imod at der skulle være gammel gæld som følger med en handel. Der er en afdeling som mod en betydelig betaling sikrer køberne mod den situation og købeomkostningerne på brødfabrikken vil blive ca. 100.000. Jeg synes det lød meget lovende og at det ikke burde blive problemet. Mht. købers ansvar, i forhold til at få ryddet op og fjernet alt det som han siger, skal fjernes, kan man også i Kazakstan indefryse end del af købesummen som så bliver udbetalt når sælger har opfyldt sine forpligtigelser.

Jeg havde en længere snak med den unge Nurbolat som er ved at være udannet som ingeniør med speciale i olieindvinding. Han vil meget gerne om jeg vil overbringe alle hans papirer og CV til Mærsk Oil i Danmark og det har jeg lovet ham.

Der var et møde med fiskere fra Akbasty som afgav beretning og de var kommet nu for at deltage i mødet på mandag.

·        Ingeborgs fødselsdag – husk det!!!!

·        Fra tidlig morgen går turen mod Tastubek via Djambul. Med på turen er Aksabak, Nurbolat og Jonathan.

I Djambul bliver vi klar over at BBC holdet er uden planlægning og mål og med. De virker meget trætte og opgivende og de vil være tilbage i Aralsk midt på dagen for at tage et tog Kyzylorda og fly til Almaty. Det er 3 yngre mænd og en russisk tolk og det er bestemt ikke et team med drive i. Alle tre løber rundt med hvert deres kamera og filmer på livet løst, byen, kameler der malkes, subat der drikkes og skibe der er strandet i ørkenen. Jeg må presse dem til at få givet os en plan for dagen i og med at vi har lavet aftaler i Tastubek med fiskerne på stranden og fisk der fanges m.m.

De giver simpelthen op og lader sig nøje med Djambul de har ikke overskud til at skulle ud på en noget vanskelig tur i mudder til Tastubek, så vi forlader dem for at få aflyst alle vore aftaler med fiskerne som skulle op til film med BBC.

Inden vi fortsætter mod Tastubek skal vi lige inden for hos Kanaly og vise vores respekt i forbindelse med 100 dages dødsdagen for Kanalys mor der nåede at blive 91 år.

Vi hilser på en masse fiskere som er forsamlet uden for huset hvor de venter på det kogte får. Inde i huset er der en masse kvinder og der koges og anrettes. Vi kommer ind i det rum hvor jeg sidste efterår hilste på denne gamle kvinde og der var dækket op med det hele.

Under samtalen kommer jeg til at regne lidt i hovedet og det viser sig så at Kanalys mor døde den 26. december, nøjagtig den samme dag som min mor døde. Der giver en masse eftertanke og da der bedes over Kanalys mor bliver min mor selvfølgelig taget med i alle bønnerne. For mig er det meget bevæget at sidde langt ude i den kazakiske ørken i den landsby som har spillet en stor rolle i dette projekt og så der skal mindes min mor som døde for 100 dage siden.

Derefter går turen mod Tastubek og det er en dårlig vej. Vi kommer frem og aftaler med Dusbay at vi tager en tur til stranden for der skulle stadig være et par fiskere som fisker lige inden for iskanten. Deroppe fra ser det ud som om at hele Aralsøen endnu er belagt med fast is, vi kan ikke se åben vand nogen steder. Men ned ved bredden ser vi at der er en bræmme af vand og der er et par fiskere i gang med at hive garn. De hiver blot 5 garn og fanger vel 50 kg. Det er kun til eget forbrug idet igen opkøbere kan komme ud af den vej til Tastubek pga. mudder. Det er fine fisk, ikke særlig store, men endnu fede og rognen løber ud af dem, så det er lige nu rognen lægges. Jeg for taget billeder til den danske kampagne og det gør jeg også i Tastubek af flere forskellige også kvinder.

Tilbage i Tastubek er vi en tur forbi stationen som tager sig ordentlig ud renvasket og klar til den næste sæson. Vi er et smut forbi Abilikans hus for at hilse på hans førstefødte en søn på 3 måneder. Vi er inde i flere huse for at hilse på og hvert sted bydes vi på subat og brød. I Djambul var vi også inde et par steder, bl.a. i direktøren for Djambul fiskerikollektivets hus. Murat er nu fhv. direktør idet han netop er udnævnt til akim for byen Merkansai, den by som huser Djambul kollektivet.

Vi spiser frokost i Dusbays hus og han byder på bisbarmak tilberedt af saltet kamel. På der og i de andre huse blev der snakket meget om mødet på mandag i Aralsk om planerne om at få oprettet et Fiskernes Hus. Der er overalt en meget stor glæde over dette initiativ. Alle bakker op og alle garanterer at de stiller med brigader til byggeopgaver.

Efter frokosten med nogle flasker går turen tilbage til Aralsk hvor vi ankommer kl. 19.30.

·        Dagen starter tidlig for mit vedkommende hvor jeg forfatter et oplæg til dagens diskussion med de ansatte og bestyrelsen i Aral Tenizi om morgendagens seminar med fiskerne i Aralsk vedr. oprettelsen af en virksomhed for behandling og salg af fisk og et Fiskernes Hus. (se endelig program og referat fra seminaret)

Kl. 16.00 går tuden til Karakoz hus hvor vi tilbringer resten af dagen i godt selskab med søde mennesker og et fhv. får. Det blev mit første får på denne tur. Vi er sammen med Isak som har været er nu i mere end et år, det var hans andet hoved af et får han delte ud. Jonathan og Lea har været er siden oktober – det var det første hoved de havde været til selskab med. Så hvis vi kan udlede noget om ”betydningsfuldhed” i dette med hoveder, så er det jo tankevækkende at jeg for min part nok har uddelt op mod 100 hoveder, inkl. Hoveder fra køer, kameler og heste, i den tid jeg har opholdt mig ved Aralsøen. De første år fra 1991 var der kun et par stykker, men efter 1996 begyndte hovederne at rulle. Min rekord er 3 på en dag

·        Møde med fiskerne

·        Hele dagen var afsat til et seminar om den fremtidige struktur for fiskeriet og behandlingen af fisk i Aralsk regionen.

Der var inviteret repræsentanter fra alle landsbyer, men byerne Akbasty, Karatren og Amantekull var ikke ankommet pga. af umulige veje.

Seminaret havde samlet ca. 30 deltagere og det fandt sted i en restaurant der ligger tæt på markedet. Programmet var som følger:

Seminar den 7.4.2003 i Aralsk.

Emne: Oprettelse af en fiskerivirksomhed i Aralsk

Deltagere: Fiskere fra Aralsk regionen, repræsentanter fra myndighederne i Aralsk, bestyrelsen og ansatte i Aral Tenizi, repræsentanter fra Ngo’erne i Aralsk, Isak fra Isræl, Kurt fra Levende Hav m.m. i alt ca. 40 deltagere.

Mødeleder: Askerbek Bugun

Sekretærer: Jonathan (engelsk) og Ydeke (kazakisk)

Dagsorden:

• Kl. 10.00 Velkomst ved Askerbek fra Bugun 
• Kl. 10.10 Introduktion ved koordinator Kurt Bertelsen Christensen
• Kl. 10.20  Introduktion ved Aksabak, Præsident i Aral Tenizi. Aksabak vil give en rapport fra vinterens fiskeri fulgt op af en kort orientering fra de 4 modtagerstationer. Derefter giver Aksabak en orientering om de drøftelser der har fundet sted i Aral Tenizi med henblik på at få oprettet en fiskerivirksomhed i Aralsk.
• Kl. 11.00Præsentation af 2 mulige ejendomsstrukturer. 1. LTP Kambala. 2. Kooperativ Kambala/Aksabak, begge strukturer indeholder et ”Fiskernes Hus”
• Kl. 10.50 En juridisk vurdering ved Karakoz økonomisk ansvarlig i Aral Tenizi
• Kl. 11.00 Diskussion med oplæg fra deltagerne
• Kl. 11.50 Præsentation af brødfabrikken ved Arbai
• Kl. 12.30 Diskussion
• Kl. 13.00 Frokost
• Kl. 14.00 Afgang til brødfabrikken
• Kl. 14.00 Rundvisning på brødfabrikken ved direktøren m.m.
• Kl. 15.00 Afgang tilbage til seminaret
• Kl. 15.00 Oplæg ved Isak – hvad kan man fra Isræls side Mishav gøre for at realiserer planerne om at få oprettet en fiskerivirksomhed i Aralsk
• Kl. 15.30 Oplæg ved Kurt – hvad gør man fra dansk side for at realiserer planerne om at få oprettet en fiskerivirksomhed i Aralsk
• Kl. 16.00 Kaffe pause
• Kl. 16.30 Deltagerne beslutter sig for at oprette eller ikke oprette og derefter en diskussion af denne beslutning
• Kl. 17.00 Hvis deltagerne beslutter sig for at få oprettet LTP KAMBALA (hvad vi må forvente) afsluttes seminaret med en times strategimøde. Der oprettes en styregruppe og de formelle retningsliner fastlægges. Hvem har det daglige lederskab, skal der oprettes et repræsentantskab, hvad forventes det at fiskerne mht. indskud og arbejde osv.?
• Kl. 18.00 Seminaret slutter 

Referat fra mødet:

Askerbek byder velkommen og introducerer programmet.

Kurt giver en kort orientering om hvorfor det er nødvendigt at fiskerne nu tager styringen over fiskebehandlingen.

Aksabak giver en rapport fra vinterens fiskeri hvorefter der kommer en kort rapport fra de 4 modtagerstationer. Der er nu 104 brigader, 73 fiskede på Aralsøen fra 15 pladser. 18 brigader fiskede andre steder og resten fiskede slet ikke. Rapporterne fra stationerne berettede om de samme problemer med manglende opkøbere og med at virksomhederne i Aralsk slet ikke opkøbte fisk denne vinter. Fra Bugun beretter man at man har fået styr på stationen og at den nu fungerer som et samlende element for Bugun fiskerne. Der er også bygget ishus i Bugun og stationen er sat i stand med hegn og beskyttelse for vinduerne og man har måtte ofre 50.000 tenge på en ny kompressor. Fra Akbasty beretter man om at opkøberne ikke ville betale mere end 18-20 tenge og at de priser var så lave at man ikke kunne opretholde fiskeriet hele vinteren. Saparbay beretter at det ikke har kunnet betale sig at lande til Akbasty og han synes ikke stationen fungerer som den skal. Aksabak orienterer fra Karateren da der ikke er nogen dernedefra og hun fortæller at fiskerne har fisket fra Kokaral og at Prekeev har stået for salget af fisk til Kazalinsk.

Derefter orienterer og fremlægger Aksabak de diskussioner der har været omkring oprettelsen af et center i Aralsk og hun giver en orientering om de to mulige ejendomsstrukturer enten et kooperativ eller et Ltp.

Karakoz beretter om de juridiske forhold for begge strukturer i forhold til NGO Aral Tenizi. Oplysninger som hun har været i Kyzylorda for at få fremskaffet og hun giver en meget overbevisende fremstilling som alle kan tage til efterretning.

AT har lov til at oprette et Ltp og en sådan virksomhed kan ifølge loven være under kontrol af AT bestyrelsen som ansætter personale til arbejdet. Virksomheden har egne vedtægter og bankkonto og i vedtægterne står der hvad der skal ske med overskuddet og hvad der skal ske i tilfælde af opløsning eller salg. Bliver der mere end 50 ansatte skal virksomheden omdannes til et aktieselskab, men det kan også finde sted uden de store problemer. Der udregner man et årligt gennemsnit af ansatte før man forlanger en sådan omregistrering.

Aksabak samler op før kaffepausen og hun giver samtidig en peptalk hvor hun opfordrer forsamlingen til at tænke sig rigtig godt om for der er rigtig mange gode perspektiver i de planer vi skal bestemme i dag.

Efter kaffepausen er der åben diskussion.

1. Kooperativleder fra Aralsk Nasradin starter en stor tale (det er han også berømt for) med indlagte poetiske sætninger. Han beretter fra sit eget fiskeri denne vinter som han siger, har været rigtig godt, men også fuld af problemer. Han var på fiskeri med 7 mand og 50 garn 150 km fra Aralsk, men der kom næsten ingen opkøbere derud. Selv var han i Aralsk 7 gange med en last fisk som han efter store vanskeligheder fik afsat til alt for få penge – det største problem er opkøbere som vil give en fornuftig pris beretter Nasradin. Han fortæller at i 2001 var han medlem af en større delegation af fiskere som fik et møde med akimen og hvor akimen lovede dem at de skulle have mindst 40 tenge pr. kg og fik de ikke det så måtte akimatet bidrage med penge så fiskerne fik de 40 tenge/kg – men den aftale var aldrig blevet opfyldt. Derfor er det meget vigtigt at vi får bygget dette center i Aralsk, nu må vi selv tage affære sagde han til forsamlingen. Vi skal ikke forvente at andre vil gøre det. Derfor skal vi fiskere gå helt og fuldt ind for dette center og bidrage med arbejdskraft og økonomi så det kan etableres afsluttede Nasradin.
2. Blev Kosaman aksakal som berettede om han store vanskeligheder med at komme af med fisken. Nu havde han fået bygget et rigtig godt hus til ham og hans fiskere ude ved kysten og så kom der ingen der ville give en fornuftig pris for han fisk, det måtte der laves om på nu, han havde solgt fisk for 5-10 tenge denne vinter for da han i øjeblikket havde 40.000 tenge til gode hos Aknur, kunne han ikke blive ved med at give dem fisk, ”og vil jeg få de penge”? Det kunne blive vanskeligt mente han og andre med Aknur som nærmest bankerot. ”Vi skal støtte dette center og alle må bidrage” sagde han. Man kunne give fisk, men kunne give en kamel ja alt kunne bruges i denne opbygningsfase, selv ville han give mere end 100 % til dette projekt, for det skulle bygges.
3. Blev Raz fra Djambul. Han holdt en af sine berømte brandtaler som fuldstændig overtager forsamlingen. ”Vi kan fange alle de fisk vi vil, vi kan fyld alle de containere der findes her i Aral, men vi kan ikke komme af med vores fik til en pris som vi kan leve af” indledte Raz. ”Vi behøver ikke 50 eller 60 tenge pr. kg, men vi skal have 40 ellers går det ikke” sagde han. Derfor skal vi have dette center her i Aralsk, vi skal oprette det for der vil ikke være andre som gør det for os. Alle fiskere i AT skal arbejde og bidrage, vi skal sende brigader til Aralsk til arbejdet med dette center og det vil vi også, sluttede Raz af med.
4. Så var det Tenstuk som tog ordet. Han er jo ikke fisker men fhv. direktør i en fiskerivirksomhed og han berettede om alle de problemer der var med at afsætte skrubberne fra Aralsøen fordi kvaliteten var så ringe. Han fortalte om den sending skrubber han havde fået sendt til Moskva og den respons han havde fået derfra. De ville ikke have flere skrubber i Moskva eller andre byer for den sags skyld førend de fik en bedre kvalitet. ”Dette er bestemt ikke noget nyt problem, vi har nu i flere år forsøgt at gøre noget” fortsatte Tenstuk. ”Vi har lavet mindre pilotprojekter i Aknur med gode resultater, men de er ikke blevet fulgt op af industrien her i Aralsk” og derfor må vi nu selv i gang. Han mente nok at det var bedre at centeret lå ved havnen nu da der kom vand i havnen når dæmningen var bygget og så ville man som i gamle dage sejle fisken lige til behandling. Derfor foreslog han at genopbygge Aralrybprom det vil der være gode perspektiver i nu når vi fik havnen tilbage.
5. Kurt tog ordet for at fortælle, at efter hans oplysninger, så ville der ikke komme vand i havnen i Aralsk, i hvert fald ikke så meget at man kunne sejle til Aralsk. Verdensbank planerne omfattede ikke så stor en dæmning at det ville blive tilfældet, så han mente godt at centeret kunne ligge et andet sted end ved havnen.
6. Ung leder af et kooperativ i Raim beretter at hans to brigader har haft store vanskeligheder med at få solgt deres fangster denne vinter. Han støtter ”med begge hænder” opbyggelsen af dette center i Aralsk
7. Sarparbay beretter at de har solgt 8 tons skrubber til Aknur men de har endnu ikke modtaget nogen penge for de fisk. Han støtter dette center med alt det han kan.
8. Journalisten som arbejder i foreningen ”Aral Kvinderne” opfordrer fiskerne til at stå sammen, ellers vil de aldrig få en fornuftig profit ud af deres indsats.
9. Jalgasbay støtter Raz talen og han tilføjer ”Vi har altid fået støtte fra Danmark, jeg har selv været i Danmark i 1996 og der har jeg set hvordan fisken fanges og hvordan den behandles, vi skal lære af dansk fiskeri” siger han. Men Aral fiskerne skal også selv give store bidrag til etableringen af dette center, vi kan give fisk og arbejde og ligesom vi gjorde det til Tastubek centeret skal vi også indskyde penge, hvis vi kan. ”Jeg foreslår at vi her aftaler, at hver brigade giver mindst 500 kg fisk det første år til centeret”.
10. Askerbek siger at ”vi” dvs. bestyrelsen i AT er vågnet op med denne støtte fra Danmark. Før projektet var der overhovedet intet der kunne siges at være et sammenhængende fiskeri. Men vi har stadig en lang vej at gå. ”Vi må f.eks. til at se nøje på fornuften i at have så mange brigader” den form give os også mange problemer. Vi forstår godt systemet med brigader og støtten fra Danmark, men med et center i Aralsk og 4-5 mindre centre ude ved kysten, er der behov for en opstramning. ”Vi har et alt for stort sort fiskeri, og det kan ikke fortsætte” siger Askerbek. ”Og det er også forkert at brigader modtager støtte og så deltager de ikke i fiskeriet på Aralsøen, men fisker i søerne, sort eller via anden privat kapital”. ”Kvaliteten på vores fisk er helt i bund, jeg har været ude i de store byer og der har jeg set hvorledes fisken fra andre steder behandles, jeg har set fladfisk fra Rusland som var pakket ordentlig og som var rene og indbydende, jeg var meget flov over at se vores beskidte og upakkede skrubber” sagde Askerbek. Og vores priser var da også helt i bund, ordentlige fisk kunne sælges til langt højere priser. ”Hvis vi får en højere kvalitet på vores fisk, så kan den også sælges til de priser andre får” fortsatte han. Derfor skal vi nu bygge dette center og vi skal alle deltage i dette projekt – vi har ressourcerne men vi udnytter dem ikke i dag. Askerbek havde været i Kyzylorda til en konference om de biologiske ressourcer i provinsen og han var beskæmmet over at Aral fisken næsten ikke blev nævnt. Da han spurgte til dette fik han svaret at fisken endnu ikke gav skatter og andre indtægter, men at fiskeriet nærmest blev anset som et ”tag selv bord” for alle der havde udstyr. Men han fik også at vide at var der vilje til det fra fiskernes side så var man også klar til at støtte med de nødvendige midler til opbygningen af et fiskeri som kunne bidrage til løsningen af de økonomiske problemer i regionen. Derfor skal vi nu bygge dette center og det skal ske i regi af Aral Tenizi fortsatte Askerbek
11. Derefter tog Abay over. Som direktør i Karazir gav han først en orientering om de problemer der var i Karazir og hvorfor man ikke købte fisk. Sagen er helt enkelt sagde han, ”fisken giver ikke nok profit”. Karazir er et privat fortagende og vi køber kun fisk hvis vi er helt sikre på at få en fornuftig profit og da vi ikke kan behandle fisken på en måde der kan give en højere pris end de ca. 70 tenge på markederne i de store byer, ja så køber vi kun fisk når det kan betale sig. Denne vinter kunne opkøberne udefra giver mere end vi ville betale og derfor købte vi ingen fisk. Han var tydeligvis uenig med den familie som ejer Karazir, for som han sagde ”vi har også pligter her i regionen og det er vores opgave at indfryse og sælge fisk”. Derfor støtter han planerne om at der oprettes et center. Det er afgørende sagde han at værdierne fra fisken bliver her i regionen og med dette center kan vi styre prisen og holde de udefrakommende opkøbere væk her fra regionen, sagde han.

Derefter gav Abay en beskrivelse af brødfabrikken, dens historie og hvem der havde ejet den osv.

Alderbek, ny direktør for den offentlige forvaltning af de biologiske ressourcer i Aralsk regionen sluttede af inden frokost. Og han sagde bl.a. at han meget gerne så at de mange brigader blev afskaffet og at man koncentrere fiskeriet i kooperativer omkring de enkelte centre. ”Tiden er løbet fra denne form sagde han” vi må til at tænke mere rationelt i vores fiskeri, fortsatte han. Han støtter helt og fuldt at dette center i Aralsk bliver etableret og det er meget vigtigt at fiskerne nu står sammen om det center, sluttede han.

Frokost med suppe, salat og bøf. En udmærket frokost uden andre drikkevarer end te.

Efter frokosten var der bustur ud til brødfabrikken hvor direktøren bød velkommen og viste rundt. Stedet er beskrevet andetsteds så her skal blot konstateres at under den time vi var derude gav deltagerne meget udtryk for at det var et udmærket sted og at det havde mange fordele som en center omkring fisk, fiskeri og fiskere.

Tilbage på seminaret startede Isak fra Israel Mashav med det første oplæg.

Isak gav en længere introduktion til Mashavs virke og hans eget projekt i Koshar. Han fik understreget at Israel ikke støttede med penge, men med eksperter og i visse tilfælde også udstyr. Som regel fik de midlerne til f.eks. udstyr fra andre kilder, udstyret i Koshar til udklækning af fisk havde de fået gennem USAID. I Koshar ville man nu gå i gang med at producerer og udsætte 12 mil Stk. småfisk af Sasan og spejlkarper. Han tog meget afstand fra andre ideer om at udsætte f.eks. sandart, da han mente at der ikke måtte udsættes rovfisk i regionen.

Mht. en eventuel støtte til centeret så ville en sådan udelukkende omhandle eksperter og måske udstyr til selve behandlingen af fisk. Han havde talt med USAID om sagen og de var ikke afvisende. Han var glad for at det bliver under AT dette center bliver oprettet for som han meget klart (og synes jeg også alt for klart) udtrykte så havde han overhovedet ingen tillid til privat virksomhed i Kazakstan. De er korrupte sagde han og ikke til at stole på. Personligt synes jeg at hans facon og beskrivelse af den kazakiske befolkning var på kanten af hvad jeg kan acceptere. Efterfølgende var jeg da også meget kritisk over for ham, men han har åbenbart været ud over hele verden med sine projekter og det er hans erfaring at korruption er det største problem. Jeg kan godt forstå ham fordi hans metoder indbyder til korruption. Og han har allerede oplevet i sit samarbejde med Koshar direktøren (vores gamle bekendt Aimbetov) at Aimbetov har sendt breve til Astana for at få privatiseret Koshar med ham som ejer. Isak havde sendt breve og haft møder med myndighederne for at undgå at Aimbetov overtager Koshar og dermed den forholdsvis store investering som Isak har lagt navn og rygte til i Koshar. Nu arbejdede Isak på at Koshar blev statsejendom i stedet for kollektiv for dermed at sikre Koshar som en virksomhed til gavn for regionen. Dertil kunne jeg kun tilføje at ligeså snart Isak var ude af Kazakstan om et år så ville staten overdrage Koshar til Aimbetov og så var man jo ikke kommet længere. Isak er tydeligvis meget utryk ved fremtiden efter at han har forladt Koshar – og det har han bestemt også meget gode grunde til at være. An vil forsøge at få Koshar under Aral Tenizi beskyttelse, det er god ide, men jeg tror det bliver svært inden for et år at få en sådan struktur stablet på benene.

Derefter havde Kurt et indlæg om hvad han mener man kan bidrage med fra dansk side. Først gav han en introduktion til masterplanen og dennes funktion efter at den var trykt og omdelt til alle relevante organisationer, fonde og myndigheder. Kurt understregede at denne masterplan ville blive et værdifuldt værktøj i opbygningen af fiskeriet i regionen og af centeret i Aralsk og de andre mindre centre.

Derefter fortalte han at han ville tage tilbage til Danmark og der ville han forsøge at rejse 50.000 $ til den første fase af opbygningen af centeret. Han ville også forsøge at få samlet udstyr og midler til en transport i år med det sigte at yde støtte med udstyr til centeret.

Han sagde at projektet ”Fra Kattegat til Aralsøen” slutter med udgangen af 2003 og at vi fra dansk side endnu ikke har taget stilling til vores fortsatte virke i regionen. Men i LLH havde vi taget en beslutning om at ville fortsætte med at støtte Aral Tenizi i den udstrækning vi kunne og han understregede at den danske eventuelle fremtidige støtte nu helt og holdet var afhængig af succes i fiskeriet. Vi havde nu brugt mange kræfter og penge på udviklingen af fiskeriet på Aralsøen og meget var lykkes for os, men tilbagestår stadig at få en fornuftig pris for fiskernes fangster, derfor måtte alle kræfter nu sættes ind på at få dette center etableret.

Kurt sluttede af med en længere redegørelse hvorfor vi fra dansk side nu støtter dette center, når vi tidligere ikke har, ville involverer os for meget i fiskebehandlingen. Der er flere grunde, men den vigtigste er knyttet til begrebet ”bæredygtighed”. Uanset hvad vi gør fra AT side så tror vi at der opbygges en central virksomhed i Aralsk og vi mener derfor at det er vigtigt at det bliver AT som tager denne dagsorden. Fra dansk side er vi også meget opmærksomme på Aral Tenizi fremtid. Vi mener, at forudsætningen for at få udviklet fiskeriet i regionen på et bæredygtigt grundlag, dvs. også demokratisk og organisatorisk, er at fiskerne står sammen og det har de nu gjort i Aral Tenizi i næsten 5 år, så der er et fundament at bygge på. Fra dansk side er vi udmærket klar over, at en meget vigtig faktor for styrken i Aral Tenizi og dermed sammenholdet mellem fiskerne, har sammenhæng med den danske støtte af udstyr og meget mere. En forudsætning for støtte fra projekter har jo altid været et medlemskab af Aral Tenizi. Fra dansk side frygter vi at når vi nu forlader Aralsk så vil fiskerne ikke være så motiveret som tidligere til at forblive medlemmer af Aral Tenizi.

Derfor mener vi far dansk side at dette center og Fiskernes Hus under Aral Tenizi vil give fiskerne den motivation som forsvinder sammen med det danske projekt til et forsat virke i Aral Tenizi. For at styrke denne indsats og for at sikre at fiskerne kæmper sammen, anbefaler vi den mere åbne struktur, nemlig Ltp i stedet for et kooperativ. For uanset hvilken af de to strukturer man vælger så vil et værdifuldt center være en lækkerbisken for alle, private og myndigheder, som ønsker at få kontrol over værdierne. Det eneste sikre bolværk mod en fjendtlig overtagelse af et sådant center – er fiskerne. Står fiskerne sammen mod d kræfter der eventuelt kunne finde på at overtage centeret, så vil det ikke lykkes.

Kurt sluttede af med at få understreget dette meget vigtige aspekt ved centeret. Fiskerne og ikke andre kunne beskytte og udvikle centeret og det uanset hvilken konstruktion man byggede op. Derfor må man bevare og udbygge Aral Tenizi, styrke demokratiet og sikre at der hvert år blev valgt en repræsentativ og klog bestyrelse som kunne tage det overordnende ansvar for driften og udviklingen af Center KAMBALA i Aralsk. Etableringen og udviklingen af centeret under fiskernes ejerskab vil derved overtage det danske projekts rolle som samlende faktor for fiskerne i Aralsk regionen.

Derefter diskussion

1. Raz tager først ordet og han giver endnu en af sine peptalk til forsamlingen. ”Nu står vi sammen og nu opbygger vi dette center, det er nu vi skal tage dette tilbud meget alvorligt”.
2. Askerbek følger op, ”Jeg vil personligt gøre alt og lidt mere til, vi vil ikke undslå os – vi vil arbejde” sagde han.
3. Raim leder: ”Jeg er parat med minde to brigader”
4. Direkte adspurgt svarer Isak ”Ja jeg støtter centeret, også fordi der ikke er noget andet valg. Jeg havde måske hellere set at der blev bygget et helt nyt center fra grunden, men det kan nok ikke lade sig gøre, selv om det mange gange er bedre, men vi har ikke tiden til det, der må handles nu”.
5. Aksabak ”Vi går i gang”

Kaffepause

Diskussionen fortsætter efter at Askerbek har trukket sagen op mht. de to ejendomsstrukturer. Derefter fulgte et større antal stærke argumenter for at opbygge centeret under fuld kontrol af Aral Tenizi, dvs. at der oprettes et Ltp. Karakoz gav flere oplysninger om denne struktur og føjede til at der kunne oprettes en fond som bevarede værdierne i sig og en sådan fond kunne også sikre eventuelle bidrag fra fiskere og andre og også fra udenlandske støtter som ikke var øremærkede til bestemte projekter i centeret. Hun ville arbejde videre med undersøgelsen af en sådan fondsdannelse.

Aksabak giver en opstramning mht. betaling af medlemskab og tilbagebetalinger af de kreditter man ikke havde fået betalt. Det var nu man skulle betale for midt sommer var der ingen penge at betale med så nu måtte fiskerne få ordnet deres mellemværende med Aral Tenizi.

Askerbek samlede op. Vi er enige om at etablere et Ltp. Under Aral Tenizi og at det bliver den til enhver tid siddende bestyrelse som har ansvaret for ansættelsen af det nødvendige ledende personale, først og fremmest en direktør og økonomi ansvarlig, disse ledende stillinger måtte bekræftes på den årlige generalforsamling. De andre ansættelser måtte foregå i regi af center ledelsen.

Der blev foreslået oprettelsen af en komite som på dansk må ses som et slags repræsentantskab og man enes om at dette repræsentantskab skulle bestyrelsen kunne indkalde med kort varsel. Det skulle bestå af medlemmer som fiskerne udpegede fra gang til gang og at hvert medlem havde 50 AT medlemmer bag sig. Det vil i praksis sige 12 repræsentanter udpeget i de forskellige områder.

Kurt gav en introduktion til hvorledes et sådant repræsentantskab fungerer i Danmarks Fiskeriforening med et eksempel hvor DFs bestyrelse havde foreslået at der indføres individuelle kvoter og hvor fiskerne var i mod og hvor repræsentantskabet blev indkaldt og hvor de nedstemte bestyrelsens forslag og hvor bestyrelsen så trak sit forslag.

Derefter var der en diskussion af hvorledes fiskerne kunne bidrage konkret til centeret, med fisk og arbejdskraft. En diskussion om hvorvidt fiskerne i Akbasty skulle have det samme for deres fisk som fiskere i Tastubek fik for deres blev bremset i opstarten da en sådan diskussion måtte afvente etableringen af dette center, men det synes at være enighed om at priserne må sættes i forhold til kvalitet og i forhold til f.eks. transport omkostningerne.

Kurt håbede at centeret vil fortsætte den udvikling som bevarede fiskernes frihed til at fiske som de ville og sælge til dem de ville. Det må så være op til centeret at kunne tilbyde en så god pris på en god kvalitet at fiskerne fangede de bedste og største fisk og at de blev solgt til centret fordi centeret kunne tilbyde den bedste pris.

Aksabak samlede op og Askerbek konkluderede på dette seminar følgende vedtagelse:

1. Vi har taget Aksabaks beretning mht. vinterfiskeriet til efterretning
2. Vi har udtrykt vores kritik af de fiskere som stadig fanger og lander alt for små fisk.
3. Vi har udtrykt vores kritik af de 3 virksomheder i Aralsk som ikke har levet op til de forventninger vi har til dem om at tage et medansvar for udviklingen af fiskeriet i Aralsk regionen
4. Vi har besluttet at oprette centeret Ltp KAMBALA så hurtig som muligt

Mødet sluttede i god orden med en opfordring til at man så hurtig som muligt vil fremsætte så mange forslag som muligt til havde dette center skulle hedde. Det bedste bud i øjeblikket er Ltp. ”Tenizi Kambala” da forsamlingen så problemer i at kalde centeret ”Aral Kambala” Aral har jo dette økologiske negative over sig.

Under mødet fangede jeg Karlsson uden for på markedet da han forsøgte at undslippe mig. Han har jo stadig en kredit som ikke er betalt, men da han ofte er syg er det meget vanskeligt for ham at få skaffet pengene, men han sender sine bedste hilsner til sin ven i Danmark, Henrik. Og han lover at udføre arbejde for kreditten hvis ikke han snart får fremskaffet de nødvendige penge.

·        Hele formiddagen går med rapportskrivningen afbrudt af fiskere og andre som f.eks. direktøren fra brødfabrikken som nu virkelig lugter penge. Men vi må hurtig afvise manden da han endnu ikke har det dokument som giver ham retten til at sælge fabrikken. Han viser flere dokumenter, men Karakoz er hård som flint (hvad hun jo altid er) og forlanger, at enten stiller han med dette mandat eller også kommer de fra Kyzylorda til forhandlinger om købet af fabrikken.

Der foregår en masse mindre møder rundt om i huset med forskellige grupper og et af de varme emner er hvem der mon skal kunne forventes at blive ansat som ledere af dette center. Der ringes også fra alle steder rundt omkring om de samme spørgsmål og Aksabak og Karakoz er meget ombejlet i dag. Regnskabet for 2001 og 2002 er ved at være færdige og revisionen har nu været på kontoret i flere omgange og Karakoz siger at hun forventer at kunne aflevere det hele til mig i morgen.

Under og efter frokosten er der dybe diskussioner om de kazakiske traditioner og hvorledes de kommer til udtryk i landskabet. Der er denne bekymring/frygt for at også dette center, når det står færdigt og det indeholder en stor værdi, vil blive angrebet af en kombination af myndigheder og private interesser. At det simpelthen bliver kuppet, overtaget og nedbrudt. Det er det mønster man kender alt til i Aralsk og i det øvrige Kazakstan. Som Karakoz så rammende siger ”I overensstemmelse med de kazakiske traditioner nedbryder vi de store bygninger og sælger alt der kan sælges, og da det er et meget stort arbejde, er vi noget tilbageholdende med at bygge nyt”. Og hun henviser til de større foretagender her i Aralsk, som Aralrybprom som overtages at Kulmuratov med hjælp fra indflydelsesrige politikere i Astana og andre steder. Han kørte det i sænk på under et år, efter at det blev opdelt i flere mindre selskaber og gælden vokser overalt. Det hele erklæres konkurs, først og fremmest af de lokale myndigheder fordi udgifter til skat, vand og el ikke bliver betalt. Og så går den store nedbrydning i gang, efter en plan hvor virksomhedens kreditorer tager det de kan sælge og resten overlades til arbejderne som ikke fik løn og efter et par år er der intet tilbage af de fhv. så store og magtfulde virksomheder. Den elektroniske fabrik har lidt denne skæbne, tekstilfabrikken det samme, den store mølle som forsynede hele provinsen med mel er nedbrudt og i dag er der kun saltfabrikken tilbage i Aralsk som stadig fungerer med et betydeligt antal ansatte. Det meget store skibsværft ligger der endnu, men der er meget få arbejdere og det er måske nu kun ordre til dæmningsbyggeriet og til en måske olieindustri som kan redde værftet fra at blive nedbrudt til samme niveau som Aralrybprom.

Hvorfor gør man sådan i Kazakstan? Der er ingen svar på det, men selv tror jeg at det hænger en del sammen med det sovjetiske styre. Det styre, dette system, kom aldrig ind under huden på folket, de fik ikke det forhold til den offentlige verden som sovjetunionen ellers skulle garanterer folket. I Kazakstan er det meget tydeligt, at folket stod fast på den private verden og kun under pres bidrog de til det offentlige, efter at de havde sikret den private. Det er måske naturligt, også i vesten, men her i Kazakstan lykkes det ikke for sovjetmagten at få nedbrudt de kazakiske traditioner og opbygget nye. Dertil var revolutionen alt for kort, målt på generationer.

Derfor tror jeg heller ikke at det vil tage flere generationer at få opbygget bæredygtige erhvervsstrukturer i Kazakstan, som mange ellers mener. Jeg tror faktisk at vi står lige foran et gennembrud på dette punkt. De er blevet meget gamle disse ødelæggere, disse gamle magthavere som står for de store ødelæggelser af virksomheder. Jeg tror at tiden er kommet til at bygge op på de ressourcer der findes i Kazakstan. Her i Aralsk, først og fremmest landbruget og fiskeriet. Saltindustrien vil der også være brug for i fremtiden og med genopretningen af Lille Aral som en større og attraktiv sø, med en omgivende natur som kendetegner en sø med et lavt saltindhold, vil regionen også kunne tiltrække turister fra det øvrige Kazakstan og fra den store verden.   

·        Hele dagen er brugt på strategimøde i Aral Tenizi med det sigte at få vendt alle sten i sagen om centeret og dets opbygning (se særskilt beskrivelse af dette strategimøde)

Direktøren fra brødfabrikken var forbi med de dokumenter som giver ham tilladelse til at forhandle og afhænde fabrikken.

Sent på eftermiddagen blev der afholdt møde med alle de ansatte i projektet og Aral Tenizi.

De ansatte i Aral Tenizi vil have et møde med mig om løn- og arbejdsaftaler for 2003 og dette møde vil skulle afklare forholdene i Aral Tenizi AT, med hensyntagen til opbygningen af centeret Ltp. Tenizi Kambala TK. Følgende blev vedtaget til eftertanke for det sidste møde på fredag inden jeg tager til Almaty.

• Aksabak – lønnet præsident med opgaver i Aral Tenizi og i opbygningen af centeret. (løn AT)
• Karakoz – bogholder i AT og fondsraiser for Aral Tenizi og centeret TK. (løn fra AT og TK)
• Akmaral – fortsætter som kontoransvarlige (løn AT)
• Gulnare – bogholder i Aral Tenizi og i centeret. (løn AT og TK)
• Agitai – fortsætter som driver i Aral Tenizi og centeret (løn AT og TK)
• Talgat – ansættes som konstruktør i centeret (løn TK)
• Edige – fortsætter i Aral Tenizi (løn fra AT)

Under diskussionen med de ansatte blev det understreget, at med fiskernes vedtagelse om at etablere dette center, var vi hurtige end planlagt på vej til at lukke projektet ”Fra Kattegat til Aralsøen” og dermed også at lukke for ansættelserne i projektet.

Selvfølgelig vil vi fortsætte med støtte til Aral Tenizi i 2003, men støtten måtte respektere, at vi har vedtaget at få oprette centeret.

Efter 2003 vil vi fra Levende Havs side søge Projektrådgivningen om støtte til udviklingen af Aral Tenizi, men da som en ”ren” støtte til en NGO i Aralsk som virker med udgangspunkt i fiskeriet i Aralsk regionen. Denne støtte er vigtig i og med at projektet så ikke længere søger for at der er ansatte i Aral Tenizi, men Aral Tenizi er lige så vigtige som før, ja endnu vigtigere, fordi Aral Tenizi vil have det overordnede ejerskab af centeret. Men Aral Tenizis virke vil skulle nyskrives og herunder også ansættelsen af folk for da vil en ansættelse i Aral Tenizi være en fuld og helt ansættelse gennem bestyrelsen i Aral Tenizi. (selv om de ansatte også i dag formelt er ansat i Aral Tenizi, så er de jo reelt ansatte som de lokale medarbejdere i projektet ”Fra Kattegat til Aralsøen”).

Denne klargøring skabte tavshed, men også eftertanke. Det blev tydeligt, at man tænkte meget på hvad der nu skulle ske med Aral Tenizi og de nuværende ansatte. Og så blev der også rejst spørgsmål fra Gulnare og Karakoz hvorledes store dele af værdierne fra Aral Tenizi (som andet steds er opgjort til over 14. mil Tenge) skulle overgå til Ltp. Tenizi Kambala? ”Hvordan sikrer vi os disse værdier?” spurgte de.

Dertil kunne jeg kun svare ”igennem robuste vedtægter i Aral Tenizi og i Ltp. Kambala”. Det er den eneste mulighed for bevarelse og udvikling. Fiskerne i Aralsk Regionens fulde opbakning gennem Aral Tenizi er den eneste garanti for en sådan udvikling, der findes ikke andre.

Og da diskussion var på sit højeste, spurgte jeg om de hellere så at Aral Tenizi ikke involverer sig i opbygningen af dette center, men fortsætter som den fungerer i dag, og hvor så den danske del forlader projektet ved udgangen af 2003? En sådan løsning som jo kun er et tankeeksperiment idet fiskerne og bestyrelsen i AT har vedtaget at oprette centeret, betyder at Aral Tenizi så selv skal få skabt indhold i deres fortsatte virke. Det var en udmærket øvelse og den satte også sagen på spidsen for alle blev spurgt om de synes om den ide. Efter moden overvejelser bakkede alle ansatte op om planerne for det nye center. 

Jeg indrømmer at jeg nok var noget provokerende, men jeg måtte understrege de ansattes rolle i dette projekt. Reelt er ansatte i dette projekt til udviklingen af fiskeriet i Aralsk regionen og som sådan ville de blive afskediget, når projektet stopper. Det forstod de udmærket og gav også en fin respons på denne melding.

Der er mange problemer der skal løses, men jeg synes det er et godt team til fortsat udvikling af fiskeriet i regionen. Jeg håber vi kan løse flere af dem i de kommende par dage og at vi på fredag har en fælles forståelse af den fremtidige strategi.

Jeg forstå udmærket de ansattes bekymringer og vi talte også meget om hvordan Aral Tenizi kan få styrket deres vedtægter så de kan stå bedre imod de fjendtlige kræfter som uden tvivl vil gøre meget for at få fat i værdierne.

En af de ændringer der må finde sted er en revision af hvorledes man bliver valgt til bestyrelsen og af vedtægterne mht. om der skal være andre medlemmer end registrerede fiskere som medlemmer. Ændrer Aral Tenizi på det punkt vil foreningen samtidig står stærkt overfor de myndigheder som vil have oprettet en egentlig organisation som organiserer fiskere i Aralsk Regionen. Det vil ikke svække Aral Tenizi at ændre på vedtægterne i den retning idet foreningen så vil være attraktiv for andre og mere kapitalstærke donorer og samtidig kan foreningen sagtens rumme andre Ngo’er som arbejder mere bredt i forhold til natur, miljø og sociale projekter. En egentlig fiskeriforening vil også kunne opbære en større kontingent fra fiskerne og den vil kunne lave en masse sociale aktiviteter i blandt fiskerne og deres familier og ude i landsbyerne. Konferencer og seminarer vil også få et mere direkte fokus og også mere konkret indhold (Aral Tenizi har efter min menig haft en tildens til at sprede sig over lidt for meget, til at projekterne har kunnet slå rigtig igennem).

Til slut på dagen fik jeg en foreløbig regnskabsaflæggelse som den har fundet sted i revisionsgruppen mens jeg har været her i Aralsk. Der var stadig småting som kunne blive bedre og de bliver lavet inden fredag og så vil vi have revideret det lokale regnskab for 2001 og 2002 som ønsket af Danida og vores revisor.

·        Dagen starter med en inspektion af brødfabrikken før eftermiddagens forhandlinger om overtagelse af fabrikken. Direktøren tegner og fortæller en større delegation fra Aral Tenizi om hvad de vil gøre og foretage sig efter at Aral Tenizi har overtaget. Hvilke ting vil blive stående og hvad fjerne de og hvornår vil det være fjernet. Der en diskussion om en vægt til vejning af lastvogne og en tilstødende større bygning som ifølge direktøren ikke indgår i prisen, men han vil gerne sælge begge dele og han lægger ud med en pris på ca. 500.000 for begge dele. Vægten er udmærket og anvendelig til vejninger af fisk i lastvogne og bygningen – som kun egner sig til nedbrydning – har tilstrækkelige med mursten og betonelementer at det så rigelig rækker til genopbygningen af centeret med nye vægge og platforme osv. Under frokosten diskuterer vi hvorledes vi skal gribe forhandlingerne an. Direktøren vil sikkert starte med 2.5 mil Tenge fordet hele og Aksabak mener at vi skal have prisen ned på de ca. 2 mil For det hele. Derfor vil vi starte ved 1.5 mil Og ikke vise nogen interesse for bygningen og vægten for at overlade det til direktøren at få disse ting ind i forhandlingerne. Vi enes om at vi ikke vil højere end max. 2.1 mil For det hele og meget gerne lavere hvis det er muligt. Der er også et udestående omkring skøder og det såkaldte pas på stedet, det skulle efter sigende koste ca. 100.000, men direktøren skulle tidligere have sagt at den udgift skulle betales ud af hans lomme, vi får se under forhandlingerne.

Forhandlingerne med direktøren for ”Aral NAN” Bodykov Zhadirger begyndte kl. 15.00 og sluttede kl. 17.00 med underskrivelsen af en foreløbig kontrakt mellem Aral Tenizi og Aral NAN. Aral Tenizi køber Aral NAN og den tilhørende større bygning samt vægt og andre dele som er er aftalt til en samlet pris af 2.1 mil Tenge.

Prisen var ellers 2.6 mil Tenge, men vi endte efter seje forhandlinger på den pris som Aksabak havde sat sig som mål. Der var tydeligvis ikke flere muligheder for at komme længere ned i prisen. Prisen på de 2 mil for selve Aral NAN lå meget fast for den skulle dække over en skattegæld på 1.4 og en gæld til pensionsfonden på 710.000 tenge. Desuden skal prisen dække alle med købet forbundne omkostninger til skøde og til det såkaldte pas som sikrer at der ikke er gæld i stedet. Passet gives efter at al gæld er betalt. Når prisen er under gælden så hænger det sammen med at aktieselskabet selv har skudt 500.000 ind i handlen for at få gælden bragt ud af verden og det igen hænger sammen med andre planer som aktieselskabet har i Kyzylorda provinsen. Hele spørgsmålet om Aral NAN så er prisen værd målt på markedsprisen er det umuligt at sige noget fornuftigt om i det en sådan ikke findes i Aralsk. Man kan sige det på den måde at skulle der være en sådan markedspris ja så skulle der flere købere til en ejendom som altså kun kunne erhverves hvis det kan få dette pas og det får man ikke hvis gælden ikke betales. Noget andet er så at vi ikke ved noget som helst om hvor mange penge der reelt gives til dækning af skatten. Måske kun det halve og så får man passet alligevel, da det er de samme myndigheder som tjekker begge dele. Mht. pensionsfonden så er der åbenbart intet at gøre den skal betales for de lægges som et direkte pensionsbidrag til de arbejdere som har været ansat.

Så hele forhandlingen gik på vægten og på bygningen. Først fik vi vægten som en gave, hvorimod vi måtte betale 500.000 for bygningen. Det ville vi ikke, men vi ville meget gerne have denne bygning som vurderes til at have mellem 40-50.000 mursten af 6 tenge stykket og så har den ca. 100 af de eftertragtede meget store betonelementer som bruges overalt i regionen som tag, gulv, vægge m.m.

Forhandlingerne om denne bygning ente op med at han ville give os det halve af bygningen og da han selv vurderede den til 300.000 (åbenbart uden betonelementerne) så forhandlede vi os frem til at han burde have de 100.000 og så måtte bygningen være vores. Det holdt hårdt, men da vi lovede at de 100.000 ikke ville figurerer i de officielle papirer så gav han sig. Først senere gik det op for ham at vi selvfølgelig havde regnet med hele bygningen. Det rystede manden, men han gav sig til sidst og Aksabak og han kunne bekræfte handlen og vi købte flere flasker champagne og fejrede denne handel på behørig vis.

Under denne ceremoni måtte vi igen i gang med at drøfte hvilket navn dette center skulle have. Alle havde indstillet sig på at det burde hedde Ltp. Tenizi Kambala som betyder Sea Flounder eller på dansk Hav-skrubber. Jeg må så lidt stolt berette at jeg kom på navnet Ltp. Kambala-Balyk som betyder Kambala-Fish eller Skrubbe-Fisk.  Kambala-Balyk udtalt på kazakisk lyder rigtig godt og stærkt og meget hurtig blev alle enige om, at det skulle være navnet på dette nye center. Alle ved måske godt hvad en Kambala er her i Aralsk, men det ved man ikke overalt. Med ”fisk” i navnet er der ingen som længere er i tvivl.

Så nu er Aral Tenizi ejer af en større fhv. virksomhed i Aralsk, den før så berømte ”Aral NAN” som forsynede hele byen med 16 tons brød om dagen.

Hele dagen i morgen vil gå med møder i Aral Tenizi for planlægning af opbygningen i detaljer. Det er nu hensigten at indkalde de mange brigader efter behov til de første større opgaver med at få nedlagt den bygning med materialer og få begyndt opbygningen af det første rum som skal stå klar til at modtage de første fisk i september 2003.

Nu har direktøren en måned til at få fjernet alt det som ikke hører med i handlen og det er de maskiner som lavede brød og de meget store ovne (3 i alt) som skal brydes ned og tages ud af virksomheden. Efter modtagelsen af et foreløbigt pas med aftaler i akimatet, modtager sælger 1 mil Tenge og efter en måned hvor han har opfyldt alle sine forpligtigelser modtager han resten.

Zhaulkhan var forbi med hele sin hird fra det biologiske institut, de har 14.000 tenge til gode fra den sidste undersøgelse de har lavet for projektet. Dem modtog de og var glade til og så gik de straks i gang med at præsentere et nyt projekt som burde støttes. Det er ikke noget tosset projekt. I al sin enkelhed går det ud på at forudsige hvor kysten kommer til at gå når dæmningen er færdigbygget (det er ikke så svært for der er der lavet mange beregninger). Men når den ligger fast så vil det ifølge Zhaulkhan være et antal større og mindre ”bugte” som ligger under vandoverfladen, men som af forskellige barrierer ikke vil få tilført vand. Der er vist tale om en anselig mængde km2 som med lidt hjælp, dvs. nogle kanaler (som man jo er verdensmestre i at grave her i regionen) vil kunne fyldes med vand og dermed bliver det samlede antal km2 som kommer under vand meget større end dæmningen i sig selv skaber. Det er åbenbart at sådanne kanaler er meget billige i forhold til f.eks. at bygge dæmningen højere for at nå det samme mål. Jeg synes det lyder spændende at få analyseret dette og instituttet vil allerede til i morgen have fremstillet et kort som viser disse potentielle områder som kan komme under vand med lidt hjælp.

Sistan kom også forbi for at hilse på og han kommer igen i morgen med breve og andre ting som jeg skal have med til en skole i Herskind som skriver sammen med hans skole i Aralsk.

Til slut på dagen fik jeg det endelige regnskab for 2002 og alle revisorer var forbi for at underskrive de dokumenter som garanterer at det lokale regnskab for 2001 og 2002 er revideret. Underskrivning blev bekræftet og dokumenteret med fotos.

·        afrejse til Almaty

Dagen at skule bruges på at få alle de sidste detaljer på plads mht. Aral Tenizi og Ltp. Kambala-Balyk.

Der var møde med de ansatte og møde med Alim fra Kyzylorda som var ankommet dagen i forvejen for at bese centret. Han er konstruktør og planen er at ansatte Alim i Aral Tenizi i en måned for at han kan gennemgå stedet og få lavet tegninger og udregninger for de 3 fase som centeret skal opbygges i. Disse planer skal så gives til et par firmaer her i Aralsk for at få deres tilbud på de forskellige opgaver.

Også i dag var der repræsentanter fra byggefirmaer på kontoret for at gøre opmærksom på deres interesse.

Zhaulkhan var forbi med noget papir som åbenbart skulle vise vandstand i Lille Aral i forhold til højde på dæmningen. Jeg fik dog ikke talt med ham, dertil var der for meget pres på stedet.

Økonomisk status pt. Status 1/1 2003 – 485.910 Overført fra DK 2003 3.029.500 tenge. Forbrugt 1 kvartal 1.242.889 rest 1.533.380. GEF beholdning 800.000

 Jeg skal overføre midler umiddelbart efter at jeg kommer til DK.

Vi har overført 20.000 US$ = 3.040.000 tenge i 2003. Vi havde et underskud på driften i 2002 på 450.000 og derfor er der pr. 1. jan. 2.590.000 på kontoen Det synes ikke muligt, at vi kan overføre mere end 40.000 US$ i 2003 = 6.080.000 tenge.

Det er åbenbart, at vi vil få problemer med at få økonomien til at hænge sammen i både Aral Tenizi og i Center Kambala-Balyk. Følgende løsninger kunne tænke sig.

-         Vi søger midler andre steder, GEF, UNDP, Verdensbanken til dækning af udgifterne i Aral Tenizi i 2003 ca. 20-30.000 $

-         Vi anmoder Danida om at bruge de midler vi har tilbage på kontoen til opbygningen af centeret, for derefter at søge Projektrådgivningen om støtte til driften af Aral Tenizi i de kommende 3 år begyndende fra midten af 2003.

-         Vi ansøger Projektrådgivningen om støtte til opbygningen af centeret

-         Jonathan foreslår at han undersøger mulighederne der ligger i Pearce Corps for støtte til Aral Tenizi (max. 5000 US$) og han undersøger også mulige andre fonde i USA til støtte for enten Aral Tenizi eller centeret eller dem begge to.

Aftenen tilbragte vi i Gulnares hus og der opholdt vi os til kl. 02.00 hvor alle tog til den nye og meget fornemme banegård akimen har fået bygget til byens 100 års jubilæum. Sistan kom med breve som jeg skal have med deres samarbejdsskole i Herskind i Danmark.

Jeg tog af sted med Alim som sørger for at jeg kommer med flyet fra Kyzylorda kl. 14.00 til Almaty.

·        Vel ankommet til Kyzylorda uden andre problemer end at vi ikke havde køjer. De var solgt til anden side (det er helt normalt på den strækning at selv om man står med en billet der giver en køje, så skal der kæmpes om at få en sådan). Efter seje forhandlinger med en omfangsrig russisk kvindelig konduktør (det er som regel større problemer med de russiske tog) får vi bevilget en køje i en kupe hvor der ligger en del og sover. Alim lægger mig til køjs og selv om jeg forsøger at sige noget om hans sovemuligheder om vi skal dele midt mellem Aralsk og Kyzylorda osv. så er der ingen kære mor. Jeg må til køjs, Alim finder selv ud af hans problemer efter at han selvfølgelig har løst mine, alt andet ville også havde været en skandale for ham og ikke mindst hans søster Aksabak som uden tvivl ville have dræbt ham uden nåde.(det viste sig at Alim fik en køje kort tid efter og vi sov begge til vi nåede frem til Kyzylorda kl. 10.30)

Alim bringer mig hjem til hans kone og deres dreng på 12 år. Vi sætter en stor frokost til livs og i god tid tager vi af sted til lufthavnen hvor det aldrende, (for ikke at sige meget gamle) propelfly bringer mig og 40 andre til Almaty. Sidste gang jeg fløj med det fly sad jeg ude bag ved kufferterne, da der ikke var flere sæder. Jeg tager mig altid god tid med at komme om bord, for så er jeg sikker på at komme helt op foran i flyet. Der vil man ikke være for så kommer man jo sidst ud, men jeg vil helst sidde deroppe fordi der sidder man bag ved motorerne, og der sidder man i en meget stærk lugt af udstødning og den forfærdelig dårlige benzin de bruger. Da jeg denne gang finder den sidste plads i flyet viser det sig at netop på den plads er sikkerhedssedlen gået i stykker. Den ligger på sædet, men da jeg står med den i hånden og ikke rigtig ved hvad jeg skal gøre ved den tager stewardessen den heldigvis fra mig og jeg sætter mig godt tilrette uden sedlen. Det er virkelig et fly af de ældre slags. Toilettet er et kapitel for sig, men sædet er holdt sammen af sammentømret træ fra en appelsinkasse.  

Men jeg føler mig egentlig mere tryk i disse gamle propelfly som flyver steder hvor man sjældent møder andre fly, end i de moderne jetfly over de store europæiske lufthavne.

I lufthavnen i Almaty bliver jeg afhentet af Aman som kører for Makhambets far. Han fortæller at Makhambet desværre ikke kunne hente mig da han har meget travlt.

Jeg regner med at slappe af i Almaty til mandag hvor Zhannat sikkert har mange planer med mig og møder i forskellige internationale organisationer.

·        Søndagen bruges på afslapning og en tur på i bjergene for at mødes med Makhambets far, Muktar Tairov fhv. fiskeriminister. Han er på et 10 dages ophold på et sanatorium for at blive kvikket op med bade, medicin, pleje og god mad.

Jeg har mødt Muktar mange gange i de år der er gået, men det er sjældent at vi mødes under omstændigheder hvor der er tid og rum for en god samtale. Men denne dag er det kun Muktar, Makhambet og jeg som taler sammen og det gør vi i et par timer, efterfulgt af en god frokost.

Muktar Tairov vil meget gerne berette om sit liv nu da han efterhånden er blevet en gammel mand. Han har et stort behov for at få fortalt alle der lytter til ham om de store problemer der er i Kazakstan og specielt om de politiske problemer og en præsident og dennes familie som bliver mere og mere magtfuld på de økonomiske områder.

Først giver jeg en grundig orientering om situationen i Aralsk og om de planer der er lagt for fremtiden. Muktar er meget glad for at vi – endelig – har forstået at vi bliver nødt til at bruge vores kræfter på en mere konkret organisering af fiskeriet efter at fisken er kommet i land og han er derfor meget tilfreds med planerne om at oprette Ltp. Kambala-Balyk. Selvfølgelig er han som alle andre også bekymret for om der bliver et stærkt lederskab som kan stå imod udefrakommende angreb osv. Men han ret sikker på, at skal det lykkes at få opbygget noget bæredygtigt på fiskeriområderne i Kazakstan, så skal det være under kontrol af fiskerne, men han er også meget bekymret for om fiskerne er i stand til at påtage sig deres ansvar. Men som nævnt så støtter han fuldt og helt op om planerne som de ligger nu.

Derefter fortalt han om sit liv som ung og fra dengang (lige efter krigen) sovjet besluttede sig for at der skulle uddannes 700 etniske kazakere til arbejdet i fiskeriindustrien. Det foregik simpelthen ved at unge kazakere blev udvalgt og sendt af sted til Moskva, St. Petersborg og andre byer med universiteter med specialer i fiskeriet. Muktar blev udvalgt fordi han opnåede gode karakterer i de prøver som gik forud for udvælgelsen. Selv kom han fra landet og han havde ingen erfaringer inden for noget fiskeri.

Men han klarede sig godt og han synes om dette studie. Han fortalte meget levende om en af hans studenterjob på et fabriksskib i Nord Atlanten, hvor de saltede sild, som via Island, blev sejlet med de berømte skonnerter til Kaliningrad. Dengang, lige efter krigen, var der store mængder af fede sild og arbejderne og fiskerne tjente faktisk mindre formuer, også i sovjet. Lønnen var høj fordi der var en meget stor efterspørgsel efter unge stærke mænd lige efter 2. verdenskrig, som havde tappet unionen for millioner af de unge mænd.

Han fortalte om livet efter at han var uddannet og begyndte at arbejde og hvorledes det sovjetiske fiskeri blev bygget op til efterhånden at være en af de virkelig store fiskerinationer (da fiskeriet var på det højeste blev det landet 11. mil tons fisk fra Det Fjerne Østen, Hvidehavet, Barentshavet, Nord Atlanten og Østersøen). Nu er tallet nede på under 4 mil hvor langt størsteparten landes fra østen.

Han fortalte om det der var sket i fiskeriindustrien efter sovjetunionens fald, den voldsomt voksende korruption og retsløse tilstande i selve industrien og i spørgsmålet om overholdelse af kvoter, nationale som internationale. Som eks. brugte at en situation fra fiskerikontrollen i stør fiskeriet.

Det er selvfølgelig ikke officielt, men man taler åbent om det, at da der skulle ansættes en ny chef i den kazakiske fiskerikontrol, så måtte han betale 300.000 $ for at få dette job. Og dette eksempel viser, ifølge Muktar, hvorledes det kazakiske system fungerer i dag. Alle ledende poster i Kazakstan gives efter hvor meget man kan betale for et direktør job i den offentlige forvaltning, eller som direktør for en statsvirksomhed, direktør for en skole, et hospital osv. Alle borgmester poster gives efter hvor meget man kan betale. (Det er heller ikke officielt, men for at blive borgmester i Aralsk, skulle den seneste betale 150.000 $) De penge går ubeskåret til Kyzylorda, altså akimen over Kyzylorda provinsen, som Aralsk Regionen hører til og akimen der betaler så til præsidenten.

Aralsk akimen henter sine ”indtægter” fra alle ledende funktioner i regionen, funktioner, som på den ene og den anden måde kan giver de mange ledere en indtægt. Fiskerikontrollen f.eks. henter sin indtægter direkte fra fiskerne ved at opkræver forskellige licenser og bøder til dem han får fat i og som ikke har nogen licens.

Det er selvfølgelig ikke nogen nyhed for mig, men Muktar formår at få givet et meget troværdigt billede af dette system, den sorte økonomi, som styrer Kazakstan i dag. Alt ender på den ene eller den anden måde hos præsidentskabet så er det op til præsidenten hans familie og rådgivere at få investeret midlerne på en sådan måde, at kazakerne bevarer tilliden til præsidenten.

Det er gået nogenlunde og der har ikke været den store utilfredshed med præsidentens styrelse, men nu er der en del der tyder på, at præsidenten er kommet under et betydeligt pres. Der er flere skandaler af økonomisk art som plager ham i denne tid. En af hans rådgivere, en amerikansk statsborger, er anholdt i USA, sigtet for økonomisk kriminalitet, i Frankrig opholder der sig ledende kazakere i en form for landflygtighed, og de udsender artikler som skulle vise, at præsidenten har opbygget formuer i udlandet osv.

Det er rygter osv. men Muktar er utilfreds med den politiske situation i Kazakstan. Han vil have demokrati og demokratisk kontrol. Alle ledende poster skal besættes ved valg. Alle borgmestre skal vælges, siger han og der skal skrives en ny konstitution for Kazakstan.

Det er en opbyggelig samtale og vi kommer langt omkring og senere får jeg talt det hele godt igennem med Makhambet. Og selv om han støtter sin far osv. så bliver vi alligevel enige om at Kazakstan faktiske klarer sig bedre end man kunne have forventet. Der er fremgang i Kazakstan og selv om det politiske ikke kan følge med så, må vi tage til efterretning, at situationen kunne havde været meget værre. Kazakstan har jo også politisk valgt side ved at støtte sig til Rusland og Europa, ikke imod USA, men heller ikke som støtte af USA's politik, i f.eks. Irak.

På vej tilbage til midtbyen ser vi på meget store bygningsaktiviteter som viser at præsidenten har travlt med at bruge nogle af de mange penge. Alle områder op af bjergsiderne er nu efterhånden helt overtaget af de rige. Her bygges der på livet løs, med paladser for de rige, mange bruger dem kun som sommerhuse. Omkranset af meget høje mure bygger de rige i Kazakstan. Og præsidenten, eller medlemmer af hans familie, er i gang med et ufatteligt stort byggeprojekt som omfatter, golfbane, swimmingpool osv. Et kolossalt projekt som skal lægges på en vanskelig bjergskråning. Sanatorier og ferieopholdssteder fra sovjettiden jævnes med jorden og nyt bygges op for de meget rige i Kazakstan.

Det er kontrasternes land når man der kommer til de rige udefra Aralsk regionen. Men jeg må også tage til efterretning, at der sker mere i Kazakstan end blot for eliten. Der er en tydelig fremgang og vækst i landet, det ses i det små i Aralsk, endnu mere i Kyzylorda og meget i Almaty. Så kan man ser bort fra det politiske et øjeblik så vil man få øje på en forbedret levestandard for flertallet i Kazakstan i dag.

Tilbage i byen får jeg talt med Zhannat som har arrangeret møde for mig i morgen med UNDP, Zharas (som vi kender) og med McNamara fra USA id.

Aften bruges på en tur i byen, med hr. og fru Tairov som jeg inviterede på middag ude i byen. Datteren Dinara er taget op til det nordligste Kazakstan for der at være deltager i en olympiade for de dygtigste børn og unge i Kazakstan.           

·        Jeg møder Zhannat i UNDP bygningen kl. 11.00 og vi drøfter det møde jeg skal have med UNDP og AID senere på dagen. Vi er stort set enige om strategien, at jeg skal give en grundig orientering om situationen i Aralsk og at jeg i forhold til UNDP skal forsøge at få skabt interesse for et biologisk overvågningsprogram med bestandsvurderinger og eventuelt anbefalinger til hvor meget der bør og kan fanges hvert år i Lille Aral i takt med at dæmningen bygges og at der kommer flere ferskvandsfisk. I dette program skal der også indbygges et program som konkret går i gang med at overbevise fiskerne om nødvendigheden af at overholde mindstemålene på fisk og også anbefalinger til disse mindstemål som vi vurderer er for lempelige i dag. Under et bør vi forsøge at få UNDP og GEF til at støtte et sådant projekt i de kommende 5 år. Planen er at Aral Tenizi – på den ene eller den anden måde – får opbygget kapacitet på dette område. Det bliver sikkert nødvendigt at dette projekt formelt ligger uden for AT i en dertil oprettet NGO. I mødet med USAID er sagen mere klar, vi skal have al den støtte som det nu er muligt at få til Ltp. Kambala-Balyk fra USAID. Jeg aftaler med Zhannat at jeg og Makhambet kommer forbi hendes lejlighed og hilser på sønnen og snakker mere om fremtiden og Zhannats ideer i den retning.

I UNDP skal mødes med min gamle bekendt Zharas Takenov som nu er blevet chef for UNDP’s miljø og bæredygtig udviklingsprogram i Kazakstan. Han er nu chef for en afdeling med mange ansatte og han har også GEF programmet under sig.

Zharas har virkelig gjort karriere siden han var i Danmark i 1992 inviteret af Kazakstan foreningen som jeg og andre oprettede efter at vi havde været i Kazakstan i 1991. Zharas var medlem af en delegation, hvor også Makhambet var med, som var inviteret på et 3 md. uddannelsesprogram i Danmark i og omkring græsrodsarbejdet og NGO aktiviteter. Zharas blev ansat i UNDP i 1994 og nu var han chef for en afdeling. Jeg har mødt Zharas nogle gange i de mellemliggende år, men af flere grunde, bl.a. Zharas opgør og brud med Makhambet, havde lagt en dæmper på vores kontakt. UNDP’s rolle og virksomhed i Aralsk regionen havde holdt mig tilbage, og det erkender jeg ikke har været nogen klog beslutning, idet Zharas i alle årene har spillet en betydelig rolle i UNDP’s virksomhed i Aralsk.

Mødet med Zharas blev kort af flere grunde, men vi aftalte at spise middag sammen i aften og få talt mere om projektet og fælles oplevelser. Men Zharas var meget interesseret i vores virksomhed i Aralsk og han lod mig forstå at UNDP ikke havde været tilfreds med de mange år UNDP har brugt på deres Aral program, men at de var åbne for projekter som kunne pege i den rigtige retning. På et meget væsentligt punkt var vi maget enige, Zharas mener som os at Ngo’erne må være mere konkrete og de må sørge for at deres projekter indeholder mulighederne for at befolkningen kan ”leve med” de miljøprogrammer som man gerne vil have gennemført. Zharas var meget kritisk over for de mange Ngo’er som nu godt nok havde udviklet sig til at kunne skrive ansøgninger osv. men de havde endnu ikke formået at få befolkningen mobiliseret. Her hentydede han klart til de mange projekter og penge der var blevet brugt på rent vand til landsbyer osv. de var ikke slået igennem. Zharas ville også gerne tale om vindenergi som UNDP brugte mange penge og energi på i disse år. Der skulle bl.a. omstilles vindmøller nær Almaty med en samlet kapacitet på 5 Megawatt. Zharas ville meget gerne fortsætte med et fokus på vindkraft i Aralsk regionen til bl.a. vandrensning. Og her hentydede han til det helt igennem tossede projekt med den vindmølle som vha. UNDP blev opsat i Aralsk for nogle år siden og som end ikke har produceret noget strøm.

Efter Zharas tog Makhambet og jeg ud til Zhannat og fik hilst på hendes dejlige søn. Jeg skulle aflevere en del papirer og penge til hende og til Rosa som er bogholder i ”Aral kvinderne”.

Vi taler mest om Zhannat og hendes tanker og planer for fremtiden og de er faktisk ret omfattende. Hun flytter til Chimkent og det samme gør hendes familie i Aralsk. De konkrete årsager til denne store beslutning er hendes yngre bror som er ansat i politiet i Aralsk. Der er åbenbart gået noget galt og de må flytte af hensyn til hendes bror. Jeg får ikke de faktiske omstændigheder, men ifølge Makhambet kan det hænge sammen med at hendes bror – af flere grunde – skulle være faldet i unåde i politiet i Aralsk og nu må hele familien bruge hvad de har for at få skabt en ny position for broren et andet sted i Kazakstan. Og når det bliver Chimkent så hænger det sikkert sammen med at familien har familie i det område.

Zhannat udelukker sig derved fra nogen ledende rolle i Aral Tenizi og Ltp. Kambala-Balyk i fremtiden. Og det erkender hun også og hun siger at hun har brug for ro og fred om hende og sin søn og hun vil sikkert søge en stilling som lærer i Chimkent. Hun hverken kan eller vil tage stilling til store spørgsmål nu fordi hun er kørt træt og hun trænger til ro og fred så hun kan få gennemtænkt sin egen situation.

Vi taler ikke så meget mere, men jeg bakker hende op 100 % og siger at vi vil holde kontakten og vi venter og ser hvad tiden vil bringe.

Efter Zhannat er der møde i USAID med Ken McNamara som er projektleder inden for energi og vand. Ken er en behagelig mand som kender meget til vores projekt og han er en stor beundrer af dette fiskeriprojekt. Og han siger at i USAIDs program for Aralsk, som gennemføres af MASHAV er man redde til at støtte op med udstyr og rådgivning i forbindelse med en virksomhed der omsætter fisk. Ken har en tæt kontakt til Isak fra MASHAV og hvis Isak er indstillet på det så vil Ken bakke op om at de sidste 2 år og penge kan bruges på dette formål (hvor mange penge der er tilbage på programmet står ikke klart, men jeg mener det ligger omkring 150.000 US$).

Vi aftaler at holde en tæt kontakt mellem os Isak og Ken. Selv vil han nu undersøge andre muligheder i USAID som har støtte til NGO programmer i Kazakstan. Han beklager at en støtte til fiskebehandling med stor sandsynlighed kun kan bestå af udstyr indkøbt enten i USA eller Israel Men det er ikke et 100 % krav, men tæt ved. Det er en betydelig begrænsning, for det udstyr der er brug for, kan projektet med fordel købe i Kazakstan.

Hjem Kazakstan