Home | Dansk fiskeripolitik | EU fiskeripolitik | M/S Anton | Galleri | Aralsø-projektet | Arkiv | Links | Støt os | English |
Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"
Så kom de økologiske fisk. Mod al sund fornuft og logik kommer der nu ørreder på markedet under det statskontrollerede røde ø-mærke. Om Levende Hav skal eller vil få skylden for de økologiske fisk, er forhåbentlig ligeså tvivlsom som de økologiske fisk er i sig selv. Men det er et faktum, at Levende Hav i 1995 bragte de økologiske vilde fisk på banen, i kampen mod fiskeopdrætternes store planer om at komme under et økologimærke. Specielt i Norge var man da langt fremme med planerne om at få skabt en bedre økonomi i deres gigantiske og dybt uøkologiske produktioner af laks, ved netop at få et ø-mærke på deres laks. Men nordmændene kom heldigvis til fornuft og afviste laksproducenternes ønsker om at få solgt deres laks som økologiske. (Dertil kan man kun ønske nordmændene tillykke, også fordi det nu har vist sig at de producerede laks er mere giftfyldte end de vilde laks). - Levende Hav ville i 1995 have de vilde fisk, som var fanget naturskånsomt og under betydelig hensyntagen til den biologiske bæredygtighed, under et blåt ø-mærke og der blev afsat 20 mil kroner og alskens udvalg under Fødevareministeren til formålet. Blot med det magre resultat, at Fødevareminister Henrik Dam Kristensen afviste alle ideer om et blåt ø-mærke for vildtfangede fisk, for derefter så at lade de 20 mil kroner forsvinde ud i den blå luft, godt hjulpet på vej af Danmarks Fiskeriforening, Danmarks Fiskeriundersøgelser og myndighedernes misbrug (læs: forkert brug i forhold til det der blev vedtaget i Folketinget) af offentlige midler. Fhv. fødevareminister Ritt Bjerregaard og den nuværende fødevareminister lod sig ikke skræmme af en bagatel som Norges modstand mod økologiske laks og ørreder (Norge omsætter ellers 3 gange så meget af den producerede laks, end alle de danske fiskere tilsammen fanger af konsumfisk om året), de ville have økologiske ørreder og det får de om et års tid fra 4 forsøgsbrug til formålet. Der er sikkert ingen som vil sætte sig imod at produktionen af økologiske ørreder bliver mere miljøvenlig end produktionen af almindelige ørreder, så mon ikke folk vil købe disse ørreder fordi de er kontrollerede. Dvs. de indeholder mindre medicin og produktionen sviner ikke så meget som produktionen af de almindelige ørreder. Men jeg vil råde producenterne til at blive på det danske hjemmemarked og ikke bruge tid og penge på at forsøge at sælge disse økologiske ørreder på det tyske eller endnu værre på det engelske marked. Dette råd hænger sammen med de økologiske ørreders foder. Det er nemlig blevet sådan, at med de økologiske ørreder er tobis, brisling og al den bifangst som finder sted i industrifiskeriet til produktionen af fiskemel og olie (råvarerne til ørredfoder) automatisk og uden nogen form for ansøgninger, undersøgelser eller for den sags skyld kontrol - blevet økologiske. For disse økologiske ørreder har lov til at blive fodret med fisk fra havet, fanget uden nogen økologisk eller for den sags skyld - biologisk kontrol. Og det er her rådet om ikke at søge til de udenlandske markeder har sine rødder. Den skandale som Mikael Wittes plakat ”Danske svin er sunde – de strutter af pencilen” affødte i England vil være det rene vand, ved siden af den skandale som de økologiske ørreder vil afføde, når det går op for forbrugerne i Tyskland og England, at de køber ørreder der fodret op med fisk fanget af det i alle andre lande end Danmark, meget udskældte og til tider også forhadte danske industrifiskeri. - Økologiske ørreder fodret op med vilde fisk fra Nordsøen, uden sikkerhed for den biologiske og økologiske bæredygtighed, vil naturligvis være usælgelige i alle andre lande end Danmark. I Levende Hav kan vi nu kun håbe på, at vore børn og børnebørn vil tilgive os, at vi i vores store naivitet tabte kampen op mod de økologisk producerede fisk, ved at få skabt et mere økologisk og bæredygtigt fiskeri på havet. Kurt Bertelsen Christensen Marts 2004
|
Sitemap | Miljødebat | Enkeltsager | Kystfiskeri | Havbrug | Kontakt os |