Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

Verdensnaturfonden WWF Danmark svigter havmiljøet

I Global Økologi nr. 2 www.ecocouncil.dk/global/ 2006 skriver Verdensnaturfondens Hav- og fiskerimedarbejder Peter Blanner i artiklen "Marin mangfoldighed overses" at beskyttelsen af havet og dets mangfoldige liv overses på bekostning af de landlige beskyttelses aktiviteter.

Hertil er Levende Hav meget enige, men derfra kniber det. For det er jo ikke nok kun at stå for de flotte overskrifter, der bør jo også, når der er en konkret mulighed for det, handles i forhold til virkeligheden i og på havet.

Og det var der i denne sag. Peter Blanner tager sit udgangspunkt i det nu kuldsejlede nationalparksprojekt ved Læsø. Et projekt som har været under udvikling de seneste 2 år i regi af et nationalt udvalg nedsat af den fhv. miljøminister, med det formål at få identificeret et antal lokaliteter i Danmark som kunne udlægges til nationalpark. Både WWF og Levende Hav har deltaget i dette arbejde.

Et af de områder som blev udpeget blev den marine nationalpark ved og omkring Læsø. Men i slutningen af 2005 faldt projektet faldt sammen pga. af den folkelige modstand på Læsø mod projektet.

Hvorfor gik det så galt?

Jeg mener det gik galt, fordi bl.a. WWF spændte buen for meget. Så meget at specielt fiskerne på Læsø stod af. Og dette hænger sammen med de argumenter som WWF førte frem i denne sag og som gentages i Global Økologi..

Med andre har WWF identificeret betydelige havområder syd og nord for Læsø, områder som man roligt kan kalde unikke med en stor biodiversitet. Det gik galt fordi WWF bevist eller ubevist tolkede forkert på deres iagttagelser. Som årsager til disse områders rige liv, skriver Peter Blanner bl.a.: ”Trawlfrizone og uforstyrrethed pga. af specielle bundforhold”.

Men i denne Læsø sammenhæng er det ikke rigtigt.

Disse områder er trawlfrie og derfor uforstyrrede, fordi der ingen kommercielle grunde er til at trawle i de områder. Var der fisk i de områder så skulle trawlerne nok også finde ud af at fange dem der. Naturen i de to områder derfor ikke rige på liv og uforstyrrede fordi de er trawl frie, men fordi der ikke er kommercielle interesser og derfor er det ingen trawlere.

Med de forkerte præmisser for de faktiske forhold rundt Læsø, bliver Peter Blanners konklusioner også forkerte, når han skriver: ”Dette forhold, at der f.eks. i trawlfrie zoner findes et højere biologisk diversitet end i områder befisket med bundskrabende redskaber er dokumenteret fra adskillige undersøgelser verden over. At lukke områder for fiskeri med slæbende redskaber kan således bruges – ikke bare som et mål i sig selv om at beskytte sårbar natur eller truede arter – men som et element i at øge ynglen og opvæksten af truede fiskebestande”. Og derfor ville man have inddraget store områder hvor der trawles. Men de områder adskiller sig på alle områder, fra de før nævnte.

Det kan ikke afvises som en generel og mere universel konklusion, at trawlfrie områder giver større biodiversitet, men i forhold til Læsø holder argumentet ikke, og derfor gik det galt. I øvrigt er det også meget vigtigt i sammenhæng med Peter Blanners forsvar for trawlfrie zoner, at han og andre altid husker den allervigtigste præmis i forsvaret for beskyttede områder, trawlfrie zoner, nationalparker osv.

Præmissen bør lyde nogenlunde sådan: ”Da vi (her WWF) desværre ikke formår/evner at trænge igennem til politikerne og fiskeriets organisationer med vores krav om, at trawlfiskeriet skal foregår på en sådan måde, at der ikke gøres skade på havbund, rev og fiskebestande, er vi derfor tvunget til kræve en beskyttelse/fredning af store områder i havet mod det natur- og ressource ødelæggende bomtrawl, trawl og vodfiskeri.”

Det er en vigtig præmis i denne sag, da den bygges på de faktiske forhold, nemlig at selv om de store nationale og internationale miljøorganisationer har brugt uhørt mange år og ressourcer på at få et mere bæredygtigt fiskeri, så erkender man med ovenstående præmis at man opgiver kampen mod det natur- og ressourceødelæggende fiskeri, for i stedet at frede sig ud af problemerne.

(I parentes bemærket er vi i Levende Hav fortsat ikke i tvivl om at, at fredninger i havet aldrig bliver løsningen på det naturødelæggende fiskeri. Den eneste bæredygtige løsning der findes på dette område er – det ødelæggende trawlfiskeri skal fjernes fra fiskeriet. Så vi er endnu ikke rede til at overgive os ikke til det naturødelæggende trawlfiskeri).

I forhold til Læsø marine nationalpark gik det galt, da WWF med flere gik langt ud over de af naturen satte grænser for trawlfiskeriet. Man ville have en nationalpark som indoptog ganske betydelig trawlaktive områder, og der stod fiskerne selvfølgelig af. Det ville de ikke være med til og fordi hummerfiskeriet på Læsø betyder meget her og nu i øens økonomi, kunne de selvfølelig ikke med åbne øjne gå ind i dette projekt, også selv om nationalparken over mange år kunne være med til at genoprette den økonomi som forsvandt sammen med trawlfiskeriet.

Hvad kan og bør vi lære af denne sag? Hvis grænserne for nationalparken havde holdt sig inden for de af naturen satte grænser for fiskeri, så tror jeg at Læsø boerne ville have sagt jeg til parken. Vi ville have fået en park og måske med det lange seje træk over 5-10 år også fået en større marin nationalpark ved Læsø, til gavn og glæde for natur og mennesker.

Men det grønne begær i WWF tog overhånd, man spændte buen for hårdt og beboerne stod af. Men hvem har glæde af det udover store foreninger som WWF, der med beboernes modstand nu kan påstå at ”folk ude i provinsen” er uansvarlige over for den natur de selv bor i og derfor er der endnu mere brug for store nationale og internationale organisationer som bl.a. WWF.

Jeg mener, at WWF med det grønne begær skader havmiljøet. Det havde været meget bedre for sagen om man havde fået et flertal af folkene på Læsø med sig, for så at lade tiden arbejde for sagen. Denne tid kunne så bruges mere konstruktivt på at få nedbragt så meget som muligt og meget gerne hele trawlfiskeri i Kattegat og andre steder.

Min pointe er som nævnt også at trawlfiskeriet og dets ødelæggelser af den marine natur og fiskebestande, stopper man ikke gennem trawlfrie zoner, nationalparker etc. – som oven i købet ifølge WWF – også skal fungere som opvækststeder af fisk til det fiskeri som foregår uden for parkerne.

Trawlfiskeriets ødelæggelser stoppes ved kilden, ved at få fjernet det fiskeri som ødelægger så også de områder som ligger uden for de trawlfrie zoner kan få det bedre, til gavn for os alle og ikke mindst det naturskånsomme fiskeri som fisker med de mere passive redskaber.

Kurt Bertelsen Christensen

Ferring Strand den 2. juni 2006