Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

Vandmiljøafviklingsplan I, II, III, IIII osv. osv. osv. 2. april 2004                                                                                             (rettet og tilføjet den den 3. april)

”Det er den mest ambitiøse vandmiljøplan Danmark nogensinde har haft” siger miljøminister Hans Christian Schmidt efter i dag at have indgået en meget snæver vandmiljøpolitisk aftale med Dansk Folkeparti og de Kristelige. Det er udtalelser som angriber fornuften i en sådan grad, at man kun kan ryste på hovedet – for hvad skal man sige? 

Uanset ministerens og alle andre verbale udgydelser for og imod denne og de andre vandmiljøplaner, så skal det i hvert fald herfra slås fast med syvtommer søm, at det marine havmiljø som vi kender det, heller ikke vil få det bedre med denne plan. Mange af de organisationsfolk, eksperter, forskere og politiske aktører i sagen, tror ganske sikkert på at det de laver. Men tog de progressive kræfter i denne sag sig lidt tid til et tilbageblik og en eftertanke, så vil de kunne konstatere, at de blot producerer lappeløsninger på en gammel sok, der burde have været kasseret for mange år siden.

Det marine vandmiljø, det levende hav og dets fiskebestande er ord, planer, forskning, ansatte i styrelser og organisationer og ikke andet i disse planer, og der er ikke nogen i hverken regeringen eller oppositionen, som tager disse værdier alvorlig.

Et eksempel er fiskerierhvervet og dets økonomier. De er ikke taget med i de udregninger som regeringen og oppositionen har fået lavet, til beregninger af de omkostninger som de seneste plan vil påføre samfundet. Hvis man havde valgt en reduktion af kvælstoffet på de 20 – 50 % som er nødvendigt, med omkostninger på 60 mia. – 100 mia. over de næste 20 år til følge, så kunne fiskeriet måske være blevet genoplivet i de indre danske farvande og dermed give arbejde til mange tusinder mennesker. Det er ganske usikkert hvor store reduktioner der er brug for, og hvor mange fiskeriet kunne beskæftige og økonomien derfra osv.  -  dette er usikkert, men det er 100 % sikkert, at regeringen ikke har fundet det ulejligheden værd, at lade disse værdier og mange andre som ex bosætning, erhverv på øerne, turisme osv. få nogen vægt. Og det selv om Lomborg instituttet skulle være nedsat til sådanne formål. 

Hele dette store og ubeskrivelige sæt af værdier, som følger et godt vandmiljø er fejet af bordet. Og det faktum siger enhver fornuft, at virkeligheden således er taget ud og fra vandmiljøplanerne og dets aktører. Ligesom landbrugsjorden er igennem svineproduktionen er blevet reduceret til septiktank, så er havet reduceret til septiktankens sivebrønd - og hele regnestykket går ud på at finde ud af hvor meget lort man kan hælde i septiktanken.

Siden 1987 har vandmiljøplanerne haft et eneste formål – at reducere de for vandmiljøet katastrofale tilstande ved den vækst man accepterer i landbruget. Mere end en fordobling af svineproduktionen i samme periode taler vel dets tydelige sprog.

På denne vis tåler Vandmiljøplanerne sammenligning med de kostbare offentlige investeringer i vindkraft. Vi får mere og mere energi fra vindkraften og vi bruger mere og mere energi. Men fordi vi har den alternative energi kan vi, selv om vi ligger i toppen af energiforbrugende lande, nogenlunde udadtil forsvare det store forbrug. Havde vi ikke brugt et to cifret mia. beløb på vandmiljøet ville vore farvande være døde i dag. Det er metoden – vi forsøger at minimere skaderne efter vores overforbrug af natur og ressourcer. Og derfor forsvinder fiskeriet ud af modellerne, fiskeriet passer ikke ind i planerne.

Også denne seneste vandmiljøplan sikrer da også kun en ting: Til sommer og næste sommer og frem til den næste større evaluering i 2009, kan alle eksperter og politiske miljø og landbrugsprofiler fortsætte deres mudderkastning med døde havbunde. Og det var nok også målet med det hele – at holde de store iltsvindsforretninger i gang inden for de politiske institutioner, styrelser, forskningen, organisationerne. Økologien skulle selvfølgelig have forladt denne vandmiljøplan for lang tid siden - det gjorde de ikke og sammen med forskningen, får de med denne plan deres gode betaling.

Det er ikke sket før, men det sker nu altså – landbrugets præsident Peter Gæmelke, skal som den eneste i denne sag, have roser fra Levende Hav. Til Information siger han i dag ”Det er synd for miljøet, at der er gået så meget politik i denne sag”. Og han erkender overfor Information, at det er nødvendigt med en fortsat reduktion af kvælstofudledningen, ikke mindst i lyset af de tilbagevendende iltsvind hver sommer.

Præsidenten har ret – det er synd for havmiljøet og de fiskere som lever af havets ressourcer. Og præsidentens ord vil ikke blive glemt til sommer hvor vi i Danmark, ifølge internationalt anerkendte metrologer, kan se frem til den varmeste sommer nogensinde. Når havbunden fra slutningen i august, igen vender bunden i vejret, og alle kloge og ukloge hoveder begynder at tørre ansvaret af sig med henvisning til Østeuropa, så vil vi spørge præsidenten om stadig mener at iltsvindet har sammenhæng med det danske landbrug.

Kurt Bertelsen Christensen