Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

Red Nordsøen!

 Seminar på Skagen Odde Naturcenter den 8. april

Projekt med formidlingsproblem

Det er med lidt blandede forventninger, man nærmer sig et seminar, der hedder “Save the North Sea”. “Redde Nordsøen?”- tænker man. “Ambitiøs titel alt taget i betragtning”. “Det skulle vi da bare have tænkt på for 30 år siden!”.

I første omgang blev Deres observatør ved seminaret bekræftet i sine bange anelser. Seminaret drejede sig ikke om næringssalte, polycykliske aromater, elendig fiskeriforvaltning, hormonlignende stoffer eller giftige bundmalinger - men om plastic. Plastic mine damer og herrer! Har vi ikke løst det problem endnu, vil nogle måske mene. Er det ikke forbudt at smide noget som helst overbord fra skibe i Nordsøen? Og hvis der ryger lidt ud, har det så nogen betydning overhovedet?

Seminaret dokumenterede, at problemet ikke er løst, og at det er væsentligt. I et af de bedste indlæg viste den hollandske biolog Dr. J. A. van Franeker, at plasticaffald er et stigende problem for dyrelivet i Nordsøen. Fugle og pattedyr, der er en væsentlig, synlig og integreret del af økosystemet, spiser plastic og hænger fast i plastic, og de dør af det. De kendte holdere til øldåser i “six pack” kan endda tage flere ænder af gangen. Størstedelen af sulerne for eksempel har plastic i tarmsystemet, og plasten findes i mængder, der må formodes at have indflydelse på fuglenes livsduelighed. Plasticmængden i en sule syner ikke af meget, når man ser den i en lille æske. Til sammenligning viste van Franeker en æske på 25 x 15 x 7 cm for at illustrere mængden i forhold til et menneskes tarmsystem.

Karen Hall fra Shetlandsøerne havde prøvet at regne på de økonomiske konsekvenser af affaldet. Gennemsnitligt bruger fiskere et par timer om ugen på at pille plastic ud af redskaberne. Det er ujævnt fordelt, så nogle bruger rigtig meget tid. Karen Hall fortæller, at visse områder ikke fiskes på grund af de dynger af plastic, der kommer i garnene. Fåreavlerne på Shetland har et helt specielt problem. Når det stormer (og det gør det tit på Shetland), driver plastic i tonsvis hen over de træløse øer og hænger hurtigere fast i fårehegnene, end fåreavlerne kan nå det farlige job med at skære det fri. Fårehegnene lægger sig ned, fårene forsvinder, og der skal konstant importeres nye hegnspæle. Der er mange andre økonomiske virkninger af affaldet - reduceret turisme, kollisioner og propelstop, og hvis man som jeg har en fornemmelse af, at problemet med plastic er blevet mindre i de sidste 20 år, skyldes det, at der bliver ryddet op for millioner.

Hvor kommer skidtet fra? Fiskeriets professionelle plasticvager, flydere, fiskekasser, bobler, sildetønder, gummihandsker med mere er nemmest kende, men ellers bruges der jo de samme produkter til søs som på land. Det skønnes, at 90% af affaldet ved Shetland stammer fra haves brugere. I den sydlige del af Nordsøen anslog Karen Hall, at tallet er væsentligt mindre - måske omkring 40%.

Men hvad med perspektivet? Seminaret er en udløber at et internationalt program, hvis koordinator er svenskeren Nancy Holm. Deres udsendte medarbejder spurgte hende om de umiddelbart mere truende problemer i Nordsøen. Nancy Holm anser problematikken med det synlige affald for væsentlig, fordi det giver befolkningen og havets brugere mulighed for at handle - for selv at gøre noget. Hun ser også et perspektiv i, at handlemuligheden kan medføre en stigende opmærksomhed - også i forhold til de mere komplicerede miljøproblemer.

Så den indledende skepsis blev efterhånden til en spekulation over, om der er noget her, LLH burde være mere opmærksomme på.

På et enkelt punkt blev Deres udsendte medarbejders skepsis dog bekræftet. En del af seminaret drejede sig om en maskine, der kan granulere plasticaffald fra fiskeriet, så det kan genbruges i plasticproduktion. Et trawl genbruges ved at blive opdelt i sine komponenter af rustfrit stål, jern, kobber, gummi med og uden lærred, nylon og forskellige slags plastic fra ringe, flydere, bobler osv. De enkelte komponenter kværnes så i mindre stykker til genbrug. Sådan en maskine er selvfølgelig en god ting. For eksempel ved jeg, at Hvide Sande har fire fem mand på arbejde alene med affald fra havnen. Men det er i forvejen muligt at komme af med affald fra fiskeriet i danske havne. De skal simpelthen modtage det. At det nu så også er muligt at kværne en del af affaldet og genbruge det, er en god ting, men ikke umiddelbart forbavsende. Ikke desto mindre gik hele den danske PR-indsat for “Red Nordsøen”ud på at formidle budskabet om denne maskine. Det er ikke så mærkeligt, at den samlede presse løb med historien om, at her er maskinen, der redder Nordsøen. Men det er en så katastrofal overforenkling, at opmærksomheden ikke fremmer sagen overhovedet.

“Red Nordsøen” bør overveje sine danske PR-mål. Overveje, hvad det er man vil gøre til hovedbudskabet. Er det et spørgsmål om en forøget bevidsthed om havet, et budskab om, at det er bedre at forebygge svineri end at rydde op? Eller drejer det sig om en PR-kampagne for “Maskinen Der Redder Nordsøen”?

Chek projektets hjemmeside www.savethenorthsea.com for yderligere oplysninger angående organisationen.

Jan Gruwier Larsen

Biolog

Medlem af Landsforeningen Levende Hav