Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

Artikel: Naturkanonen er sløvende medicin udstedt af spindoktorer

Venstres miljøminister Troels Lund Poulsen mener, at vi danskere vil føle medejerskab til vores fælles natur og passe bedre på den, hvis vi får den efterhånden meget omtalte naturkanon. Ministeren mener også, at vi vil få en større viden om og indsigt i vores fælles danske naturarv, bare vi får en kanon. Mage til afledningsmanøvre med afsæt i hykleri over for vores grønne og våde natur skal man efter min mening lede længe efter.

Da den Venstrestyrede regering i 2001 kom til magten forsøgte den fra begyndelsen at bagatellisere vores viden om naturen og skamskyde engagementet i miljøet. Den udnævnte den menneskelige grønthøster fra Vojens, Hans Chr. Schmidt, til den øverstbefalende for natur og miljø.

Og den nedlagde et uafhængigt naturråd, som havde eksisteret siden 1917, og ansatte i stedet Bjørn Lomborg til at så tvivl om det, de fleste kunne se med deres egne øjne. Den nye regering afskaffede også de årlige statusoversigter om miljøets og naturens udvikling, ligesom den skar ned på overvågningen af naturen.

Generelt tog den målrettet fat på at ødelægge forståelsen af det at have en naturarv. Desuden forsøgte regeringen gennem en hidtil uhørt forkørselsret for landbrug og erhvervsliv at fjerne vores lille natur; de sidste rester af uopdyrket landskab.

Til allersidst indførte regeringen så en kanon.

I otte år har den tilsidesat hensynet til naturen, nu forsøger den Gudhjælpemig at kanonisere den. Det svarer til at nedlægge teatrene og landsforvise forfatterne, hvorefter man hylder scenekunsten. Aldrig tidligere i historien er vores natur på så kort tid blevet så forarmet og så presset som i denne regerings tid. Aldrig har så få mennesker – industrilandmændene - lagt så meget beslag på fædrelandets jord, som det nu er tilfældet med regeringens velsignelse.

Aldrig har vores indre havområder, fjorde, søer og åer taget imod så meget næring som de seneste årtier.

Og så koncentrerer Troels Lund Poulsen sig om en naturkanon. Han burde i stedet handle konkret til vandmiljøets og den lille og hidtil vidt udbredte naturs bedste. Den naturfjendske regering har fra dag 1 ladet kortsigtede erhvervsinteresser gå forud for miljøets ve og vel på det lange sigt.

Forklædt som miljøminister begyndte Hans Christian Schmidt at lukke munden på alle dem, som havde faglig forstand på natur og miljø. Ingen måtte vide noget kvalificeret om naturen, for folk, der ved noget, har det med at stille spørgsmål.

Venstres første miljøminister forsøgte i den ånd at stække Danmarks Naturfredningsforening (DN) ved at fjerne foreningens mulighed for at rejse fredningssager. Danmarks største folkelige naturbevægelse skulle have haft sine tænder trukket ud.

Udnævnelsen af Schmidt var et opgør mod Svend Aukens omhu over for vores fælles natur og miljø. Udnævnelsen af en miljøminister, der i funktionen kvalificerede sig til senere landbrugsminister, var en hån mod alle naturvenner i dette land.

Hans Chr. Schmidt var med til at bane markvejen for det industrilandbrug, der har resulteret i, at vi i Danmark er naturmæssigt forarmede og står i gødning til halsen.

De sidste vandhuller er snart væk, læbælter og stier i landskabet er fjernet, små moser er fyldt op, våde oaser er drænet.

Og i 2008 blev brak-ordningen ophævet, så et areal på størrelse med Lolland og Falster blev konverteret fra lærkeland til gylleland.

Landskabets små oaser af natur er gået tabt. Formelt har denne lille natur ganske vist i årtier været beskyttet af Naturbeskyttelsesloven, men der er reelt ingen til at håndhæve reglerne.

Regeringen har nemlig også sørget for at fjerne amterne, der som regionale miljømyndigheder var garanter for et overordnet hensyn til vores fælles natur og miljø.

I stedet er den kommunale købmandsfilosofi trådt ind på naturscenen, når der i harmoni med regeringens erhvervsvenlige linie bliver givet tilladelser til flere grise og byggerier i det åbne land.

Venstres miljøministre synes tilsyneladende, at det er godt med så lidt natur som muligt. Det gør det hele meget lettere at overskue. Det gør det lettere at udpege nogle få nationalparker af navn og sætte dem og resten af naturen i en kanon.

Da Buster Larsen i sin tid i lørdagssatiren ”Hov-hov” kaldte Danmark for et ”lorteland”, anede han næppe en slags profetiens alvor i sit bramfrie udtryk. Men sådan gik det. Hvert år bliver der spredt så meget gødning fra grise ud i vores landskaber, at det svarer til, at 80 millioner mennesker hver dag året rundt forretter deres nødtørft i det fri. Og en stor del af næringsstofferne bliver spildt i det vandmiljø, der er Danmarks mest enestående natur i international målestok. Det er vores sunde og bælter samt lavvandede fjorde og havområder, der er unikke i global sammenhæng.

I virkeligheden ligger Danmark ved et kæmpemæssigt delta eller evigt pulserende strømsted mellem Jordens største indhav, Østersøen, og den fiskerige Nordsøen. Østafrika har sine savanner, Brasilien har sine regnskove, mens Danmark har sin marine verdensarv i vandfuglenes hundredtusindtallige forekomster i havene, bælterne, fjordene og de indre farvande.

Fyld derfor kanonen op med naturvenlig ammunition og sigt mod det horribelt forgældede industrilandbrug, der trækker stadigt dybere og bredere spor i vores fælles natur og vandmiljø.

Det er både fint og godt, at danskerne hylder skønne landskaber som Grenen, Lille Vildmose, Mols Bjerge og Møns Klint. Men Grenen, Vildmosen og Klinten er for længst fredet og beskyttet. Disse prægtige områder får det ikke bedre af at blive udstillet i Troels Lund Poulsens poppede og platte kanon-manøvre, der skal bilde befolkningen ind, at regeringen gør noget aktivt for at passe på den danske natur.

Naturkanonen vil få publikums opmærksomhed, ingen tvivl om det. Men lad os ikke glemme, at den politisk set er blevet ladt af spindoktorer. Kanonen er et blålys. Den danske natur fortjener bedre.

Naturjournalist Jan Skriver

Medlem af Levende Hav marts 2009