Home Dansk fiskeripolitik EU fiskeripolitik M/S Anton Galleri Aralsø-projektet Arkiv Links Støt os   English

Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

 

Marine nationalparker - i Danmark og uden for Danmark

·        En kort gennemgang af planerne og status i Danmark. Og med link til et spændende marin nationalpark studie fra Caribien, skrevet af etnograf Monica Lorenzo Pugholm

I starten af 2003 igangsatte man arbejdet for udvikling af nationalparker i Danmark. Dertil nedsatte ministeren en såkaldt ”national følgegruppe” bestående af repræsentanter fra de 7 områder i Danmark, hvor der var planer om etablering af nationalparker, suppleret med repræsentanter fra erhvervsorganisationer og miljøforeninger.

Læsø blev et af de områder som skulle undersøges og Læsø nationalpark omfattede ikke kun Læsø, men også havområderne omkring Læsø.

Ved en folkeafstemning i okt. 2005 har Læsøboerne stemt nej til en nationalpark og i dag tager den nationale følgegruppe dette nej til efterretning og skrinlægger planerne for Læsø nationalpark.

Men hvorfor ville Læsøboerne ikke have en nationalpark? Hvad gik galt? Det bliver en større diskussion, men her kun ganske kort.

I styregruppen for Læsø, med borgmesteren som formand, var der slinger i valsen, 8 stemmer for og 2 imod nationalparken. Men en af de markante modstandere er Danmarks Fiskeriforenings fhv. formand Bent Rulle fra Læsø.

Fiskerne på Læsø og sikkert også langt hovedparten af Kattegat fiskerne, vil ikke have en marin nationalpark rundt Læsø. Og det har de flere gode grunde til. For det første stod det hurtigt ret klart for fiskerne, at ”de grønne” Danmarks Naturfredningsforening, Verdensnaturfonden med flere, ville have en marin nationalpark. Ikke så meget pga. en park i sig selv (om en sådan kan defineres) men meget mere pga. af, at de grønne med en nationalpark, så en mulighed for, at få begrænset fiskeriet i Kattegat. Lignende planer har, hver gang de blev fremlagt, lidt skibbrud i fiskeriforvaltningen.

Uanset disse indlysende interessemodsætninger mellem trawlfiskerne og de grønne, så er der gode grunde til at få begrænset trawlfiskeriet i Kattegat. Men bør man spørge de grønne - hvorfor skulle trawlfiskerne lægge hovedet på blokken i denne sag? De havde jo fået den fhv. miljøminister Hans Chr. Schmidts ord på, at kunne en nationalpark ikke oprettes i forståelse med lokalbefolkningen, så skulle der ikke oprettes nogen nationalpark. Så fiskerne kunne uden den store betænkning gå imod planerne og fiskernes modstand vandt så også gehør blandt folk på Læsø.

Ovenstående bør ikke overraske nogen. Men måske blev modstanden forstærket af, at fra Skov- og Naturstyrelsen deltog den nok så berømte Henrik Wichmann. ”Berømt” fordi han gjorde sig mere end uheldig bemærket for nogle år siden, da Svend Auken pressede voldsomt på, for at få fredet Vadehavet. Det lykkes som bekendt ikke fordi den lokale modstand var for stor. Og i de sammenhænge udtalte Henrik Wichmann, at de lokale talte et ”Anders And” sprog. Så måske forstod Henrik Wichmann med flere fra byerne, ikke hvad Bent Rulle fortalte dem undervejs?

Levende Hav er med i den nationale følgegruppe med fokus på de marine spørgsmål. Nu er Læsø ude og tilbage er et mindre havområde knyttet til Vildmose planerne, lidt hav ved Møn og Vadehavet.

Levende Hav har intet mod marine nationalparker, hvis parkerne vel at mærke har det formål, at være marine nationalparker, f.eks. at tage vare om den unikke natur.

Men vi er klart imod, hvis dagsorden for de marine parker i virkeligheden hører under fiskeriforvaltningen. For vi ser ingen fornuft i at flyttet fiskeriets problemer fra et område til et andet. Og Læsø nationalpark var et sådan projekt. De grønne ville langt til havs fra Læsø og i størsteparten af de havområder er der ikke ret meget unik natur - hvis de områder er unikke, så hele havet unikt (det er det også) men så er vi jo lige vidt. 

Hvis trawlfiskeriet er for voldsomt i Kattegat (og det er det) så skal det ikke flyttes, men bringes ned på et mere bæredygtigt niveau. 

Hele sagen om ”Læsø Nationalpark” fortjener en nærmere undersøgelse, hvad gik galt og hvorfor, og det håber vi at den nationale følgegruppe nu går i gang med.

Til inspiration for dette arbejde kunne man læse en spændende artikel fra Caribien, fra et etnografisk studie i og omkring Jamaica. Den finder man på dette link.

Kurt Bertelsen Christensen

Ferring Strand den 30/11 2005 

 

 

 

 

Sitemap Miljødebat Enkeltsager Kystfiskeri Havbrug Kontakt os