Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

Levende Hav den 26/3 2006

Man kan godt blive træt af Dyrenes Beskyttelse for de vrøvler. På den ene side vil de beskytte sæl og hvaler ved at forbyde jagten på dem, på den anden side vil de i dialog med grønlænderne  - om hvad?

De to veluddannede ældre herrer fra Dyrenes Beskyttelse begriber ikke ret meget i deres indlæg, og det er sikkert også derfor de angriber MF Kuupik Kleist for at ville retfærdiggøre en mishandling med en anden mishandling. Men gør Kleist det? Jeg læser hans forsvar for sæl- og hvaljagten som en solid grønlandsk logik som siger: Hvordan kan danskere kritisere vore fangstmetoder, samtidig med at de tillader et voksende dyrplageri i dansk landbrug?

Efter min mening gør han sobert rede for nogle faktiske forhold, der knytter sig til jagten på vilde dyr. Og dertil gør han heldigvis også grundig rede for det hykleri som styrer os danskere og foreninger som Dyrenes Beskyttelse. (med den undtagelse, at han påstår, at der dør i ”titusindvis af marsvin i danske fiskeres net”, den holder ikke)

Mens vi ikke længere begribe jagten, kan vi helt åbenbart leve med, dvs. fortrænge et beviseligt voksende dyremishandling i det danske landbrug. Det er sku da et paradoks, som enhver fornuft må forholde sig til. Intet i Kleists kronik viser, at han accepterer dyremishandling, hvorfor tager Dyrenes Beskyttelse så ikke en diskussion med ham på hans præmisser? .

Det gør de ikke, fordi de med andre, herunder naturromantikkerne fra Dansk Folkeparti, har fået os danskere bragt ind i en tid, hvor det er den rene natur og velfærden for dyr, der sætter dagsorden. Borte er miljøet og fornuften. Men vi er nu stadig en lille røst fra fortiden som siger, at når det foregår ordentligt og biologisk bæredygtigt, så er drab på vilde dyr for mad og penge, forsvarligt og støtteværdigt. Og i denne sammenhæng, er det ligeså forsvarligt at dræbe en sæl med en kølle som med et gevær.

Vi tager udgangspunkt i den moral som burde gælde for os alle, at de mennesker der påfører vilde og tamme dyr unødvendig smerte og lidelser skal straffes. Så enkelt burde det være så længe vi accepterer drab på dyr. De mennesker som ikke kan acceptere drab på vilde som tamme dyr, falder selvfølgelig uden for denne lov, men det er en anden og fuldt ud ligeså alvorlig diskussion. Men den skal føres på andre præmisser end dem som Kleist og vi andre sætter op.   

Dyrenes Beskyttelse og andre nationale og internationale magtfulde organisationer, kommende fra den voksende bekymring, der nu lever af den politisk rene natur og dyrebeskyttelse, bør også gøre deres præmisser klare, før de angriber fornuftige mennesker. I dette indlæg fra formanden for Dyrenes Beskyttelse, lukkes der nemlig hermetisk for al fangst af sæl og hvaler, ved at afvise alle former for drab, det være sig med kølle, harpun, gevær og net.

Hvorfor skulle Kleist og andre fornuftige mennesker overhovedet tage imod en invitation til i dialog med Dyrenes Beskyttelse? Jeg for mit vedkommende er ved at være træt af Dyrenes Beskyttelse som ikke flytter sig en tomme og som i dette tilfælde misbrugte Kleists kronik som middel til eget formål.

Kurt Bertelsen Christensen

Formand for Landsforeningen Levende Hav