Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

Kongelige fredninger til havs

-         Der er et voksende pres fra de større miljøorganisationer om at få fredninger til havs. Med bl.a. WWF Verdensnaturfonden i spidsen, har miljøets vogtere nu helt tabt interessen for at få erhvervsfiskeriet ind på en mere bæredygtig kurs. Nu er det ikke de menneskelige aktiviteter som skal tilpasses naturen, men derimod naturen som skal indrettes efter de menneskelige behov.   

Efter at have tænkt i over sagen i 2 år, udtaler en kongelig nedsat engelsk miljøkommission, mandag den 7/12, at fiskeriet overfisker mere end 75 % af vore fiskebestande og vi bør derfor hurtigst muligt bør udlægge mindst 30 % af verdenshavet til marine reservater. I den sammenhæng siger Prins Charles til AP: “På land har vi beskyttede områder, jeg har i lang tid undret mig over hvorfor vi i alverden ikke gør det samme til havs”.

Denne udvikling mod fredninger og nationalparker til havs har været på vej siden midten af 90’erne og de fiskeribiologiske og faglige argumenterne er i dag som dengang ”Vi skal frede store områder af havet for fiskeri, for derigennem skaber vi ”naturlige” områder, hvor fisken kan trives og sprede sig ud til de områder, hvor fiskeriet stadig er tilladt og dermed vil fredningerne gavne fiskeriet”. Det første spørgsmål dette argument rejser er: ”Hvorfor er erhvervsfiskeriet så imod fredninger til havs, når det nu er så godt for dem”? Og svaret er selvfølgelig, at det skal de være af hensyn til selve diskussionen og erhvervets forhandlingsposition. Og efter flere års diskussioner mellem politikere, biologer, miljøets professionelle vogtere og erhvervsfiskeriet og ligeså meget udenomssnak og fortsatte ødelæggelser, går fiskeriet i den sidste ende med til at frede noget hav, mod at de selv bliver fredet.

Den udvikling ligger tydeligvis klar, for konsensus er også blevet et af nøglebegreberne i miljø og naturpolitikken. I dag kan miljøet og naturens vogtere se lige så uskyldige ud som den europæiske fiskeriindustri, når de står frem i offentligheden med deres politiske krav til fiskeriet.

Borte er hele grundtanken om den bæredygtige udvikling. Dvs. den udvikling hvor vi pålægger os selv og andre at opføre os ordentligt i og med naturen.

Vi står lige overfor et fornuftsmæssigt kollaps i overmagtens natur og miljøpolitik, også på havet. Alle ved hvad der er galt og hvad der bør gøres. I EU’s fiskeripolitik for Nordsøen ex. skal erhvervsfiskeriet skæres ned med 40 %, det har vi vist i mange år, men det modsatte sker. Med accept fra miljøets vogtere, skærer EU ned på det fiskeri som ingen skade gør, det mindre og mere naturskånsomme fiskeri, og samtidigt tillader de, at fiskeriet bliver mere og mere effektiv og at problemerne vokser. Miljøets vogtere vil nok protestere mod denne udlægning af sagen, at de skulle acceptere udviklingen, men det er sniksnak og virksomhedspleje. For det er et faktum, at de store og trendsættende vogtere stadig befinder sig midt i de beslutningstagende sammenhænge der også styrer erhvervsfiskeri.  

Og det gør de, bl.a. med de kongelige i spidsen, for at få de fredninger og naturparker til havs, som de kan markedsføre som bl.a. WWF’s fortjeneste og indsats.

Tilbagestår den undrende fornuft, der stadig ikke kan begribe, hvorfor det er naturen som skal tilpasses fiskeriet og ikke omvendt.  

Ferring den 8/12 2004