Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

Komisk miljøpolitik

 - skriver Henrik Jøker Bjerre, bestyrelsesmedlem i Levende Hav

Efter næsten to år med en positiv miljøminister ved roret, kan det ikke overraske ret mange, at Hans Christian Schmidt er glad og tilfreds med den uafhængige vurdering af Bjørn Lomborgs Institut for Miljøvurdering. Ligesom nedskæringer over hele linjen bliver udlagt som en flot og progressiv miljøpolitik, kan det spæde instituts problemer med faglighed, videnskabelighed og konklusioner ikke få Schmidt til at drage andre slutninger, end at vurderingen er ”et godt afsæt for det arbejde, som instituttet skal lave i fremtiden”. Regeringens sprog-ekvilibrist har slået til igen… og det er indlysende forudsigeligt at Schmidt, ifølge Ritzau, hæfter sig ved, at miljøvurderingsinstituttets rapporter roses for at være velskrevne. For dét er Hans Chr. Schmidts væsentligste indsatsområde i tiden: at forme ordene så de giver indtryk af, at alt er i den bedste orden, uanset de benhårde miljø- og naturødelæggende kendsgerninger, som ligger i kølvandet på miljøministerens virke. Intet miljøproblem er åbenbart så alvorligt, at det ikke kan ordnes med en velsvunget pen i et kontor i hovedstaden.

Hvis ikke Hans Chr. Schmidt snart ændrer kursen, så vil han blive husket som Fogh-regeringens svar på Mohammed Said al-Sahhaf – den irakiske informationsminister, der fik tilnavnet ”Komiske Ali”. Al-Sahhafs protest mod virkeligheden var så gennemført, at den til sidst tog karakter af det groteske – når tv-billeder direkte dementerede udsagnene. Al-Sahhaf var en mester på sit område og formåede at skabe tvivl i store dele af verden om sandfærdigheden i de amerikanske troppers erklæringer om hurtig og effektiv fremrykning - men virkeligheden indhentede ham. På samme måde er Schmidts øjeblikkelige benægtelse af ethvert problem i regeringens miljøpolitik, et medieshow. Men som tiden går, vil virkeligheden på miljøområdet nægte at lade sig undertrykke.

Som Levende Hav flere gange har sagt, bør man ikke bruge krudt på at få fældet Bjørn Lomborg. Selv om Lomborg skulle få sparket, forbliver retorikken og intet vil være vundet, tværtimod. Lad i stedet Lomborg og hans institut blive symbolet på regeringens (tragi)komiske miljøpolitik. Hvad det gælder om er, at indsamle kendsgerninger og atter kendsgerninger så de ligger klar, når miljøet igen bliver en seriøs del af den politiske debat – det kan meget vel blive i forbindelse med det kommende folketingsvalg.

August 2003