Home Dansk fiskeripolitik EU fiskeripolitik M/S Anton Galleri Aralsø-projektet Arkiv Links Støt os   English

Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

 

 

99,9 % af forskerne imod Bjørn Lomborg

Det hændte på et teater, at der gik ild i kulisserne. Bajads kom for at underrette publikum derom.  Man troede, det var en vittighed og applauderede; han gentog det; man jublede endnu mere.  Således tænker jeg, at verden vil gå til grunde under almindelig jubel af vittige hoveder, der tror, at det er en vits.    

- Søren Kierkegaard, 1843

Man skulle tro, at Søren Kierkegaard var miljø-aktivist. Det var han naturligvis ikke. Men hans anekdote om teaterbranden passer foruroligende godt på diskussionen om de klimaforandringer, vi står midt i. Tirsdag den 28. februar afholdt Det Naturvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet den første offentlige forelæsning i en række på seks under den fælles overskrift ”Vand”. Her sagde forelæseren, Professor Katherine Richardson bl.a. følgende: 

-         Man kan spørge, hvorfor medierne ikke giver mere opmærksomhed til klimaforandringerne. Jeg tror det hænger sammen med, at der ikke længere er to positioner, man kan stille op overfor hinanden. Det er netop i den journalistiske forstand ikke særlig dramatisk. Det ville være vanskeligt at skabe en troværdig uenighed. Der findes simpelthen ikke i den videnskabelige verden to meninger om den overordnede vurdering af, om at der er alvorlige klimaændringer på vej, og at de er menneskeskabte. Naturligvis er der få, enestående teorier om solpletter og andet, men 99,9 % af de forskere, der arbejder med emnet, er i det store og hele enige. Uenighederne handler om, hvor store problemerne præcist vil blive, og hvor hurtigt de indtræffer

Mellem 400 og 450 tilhørere var mødt op for at høre den århusianske professor i Marin Økologi gennemgå den videnskabelige baggrund for hendes del af den forestående Galathea3-ekspedition, der løber af stablen fra denne sommer. I betragtning af hendes overbevisende argumenter er det tæt på at være uforståeligt, at der ikke er folkelig og politisk opmærksomhed omkring klimaforandringerne. Der er ingen tvivl om, at gennemsnittemperaturen på Jorden i løbet af dette århundrede vil stige mellem 2 og 6 grader. Det er ikke så voldsomt, kan man mene, men som Richardson gjorde opmærksom på, kan man udmærket have en fin gennemsnitstemperatur i sin krop, hvis man har hovedet i ovnen og fødderne i fryseren – uden at man ville blive betegnet som sund. Med den voldsomme og meget hastige forandring, der nu foregår, kan de ændringer, der følger få meget alvorlige konsekvenser: 

-         Der har altid været forandringer i temperaturen og i mængden af CO2 i atmosfæren. Et fransk-russisk forskningsprojekt, der målte CO2 indhold i arktiske iskerner, der kan spores 450.000 år tilbage, viste dette. Men sammenholdt med de resultater, er det, vi nu står i, helt ekstraordinært. Der har været tale om en cyklus, med relativt regelmæssige historiske udsving, som vi nu er brudt ud af. CO2-indholdet i atmosfæren sprænger alle rammer fra noget, vi kender fra hele denne periode – og det stiger ”lodret”. 

Havet har altid omsat størsteparten af den overskydende mængde CO2, men med den hastighed, der nu er gældende, kan det ikke længere følge med. Det tager mellem 1.000 og 10.000 år at genskabe balancen, og denne tilpasningsperiode er allerede udenfor rækkevidde. Havet kan ikke længere nå at afbøde skadesvirkningerne. I 2065, forudser forskerne, vil der ikke længere være havområder, der muliggør eksistensen af koralrev. 

Richardson understregede, at scenarierne ikke er grundlag for præcise prognoser om ekstreme forandringer på landjorden. Men der er tale om meget alvorlige risikovurderinger. Golfstrømmen, der er grundlaget for det nordeuropæiske klima, risikerer at blive dramatisk reduceret, hvilket vil medføre markant koldere klima på vore breddegrader (vi vil blive dem, med fødderne i fryseren). 

-         Da filmen The Day After Tomorrow blev vist i 2004 afviste det danske Institut for Miljøvurdering, at dens helt ekstreme scenarium for klimaforandringerne kunne få det forløb den beskrev. Bemærkelsesværdigt nok var disse vurderinger baseret på hurtigt indsamlede meteorologiske prognoser og ikke på den videnskabelige ekspertise, der længe har arbejdet med emnet. I dag taler man helt alvorligt om 30-90 % risiko for, at Golfstrømmen ”slukkes”. Selvom det ikke vil give så ekstreme virkninger som i filmen, er det en meget alvorlig risiko. Vi taler ikke om det i offentligheden, fordi det blev accepteret som affærdiget med IMVs hurtige pressemeddelelse, der afviste en Hollywood-film – som om den var et kontraherende videnskabeligt udsagn. Hvis man sagde, at et atomkraftsanlæg skulle etableres med en risiko på 30-90 % for at smelte ned, ville ingen naturligvis risikere det. Men fordi ”prognosen” om de voldsomme klimaforandringer fra IMV afviste voldsomme klimatiske forandringer, mente medierne, at sagen var lukket. 

Bjørn Lomborg har naturligvis ikke meget at sige om klimaforandringer i dag. Han ved, at hans provokerende afvisning af Kyoto-aftalen var baseret på et økonomisk øjebliksbillede, der allerede er voldsomt forældet. To år skulle der gå, før de simple cost-benefit analyser var til grin. Om en statistiker med begrænset udsyn, der ikke kender til miljøpolitik, er dette muligvis ikke nogen særligt alarmerende kendsgerning. Men i forhold til en regering, der bevidst har oprettet og investeret i denne statistikers institut på det samme uvidenskabelige grundlag, er det absurd teater. En skandale. Som Levende Hav har sagt fra starten af etableringen af IMV er den baseret på en misforstået opfattelse af det perspektiv, miljøpolitikken skal diskuteres i forhold til. Selvom direktøren for instituttet i dag er en videnskabeligt velrenommeret kapacitet indenfor miljøøkonomi, er instituttet stadig baseret på et så forfejlet udgangspunkt, at det ikke tjener andet formål end at legitimere uoverlagte og kortsigtede miljøpolitiske beslutninger og en intenderet afmontering af diskussionen af de reelle problemer i medierne og den brede befolkning. Som Richardson sagde i sit foredrag: 

-         Økosystemer er som kameler: De kan tåle meget, men når de ”bryder ned”, kan man ikke reparere dem ved at fjerne ”det sidste strå”. Det vil blive utroligt dyrt at få dem op at stå igen, og de vil aldrig komme til at fungere helt som før. 

Det er på tide, at miljøpolitikken kommer tilbage på den offentlige dagsorden. I betragtning af, hvor mange tilhørere, der kunne trommes sammen på en almindelig tirsdag aften i februar til at høre om havenes tilstand, og hvor lidt politisk handling, der følger, ringer Bajads’ skingre advarselsskrig slemt i ørerne.  

Henrik Jøker Bjerre

Levende Hav

Århus, 1. marts 2006

 

 

 

 

 

Sitemap Miljødebat Enkeltsager Kystfiskeri Havbrug Kontakt os