Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

Skuffende Hedegaard. sept. 2004

I sagen om giften i Kærgård Klitplantage lever miljøministeren ikke op til de store forventninger. Fire måneder giver hun nu sit eget ministerium og Ribe Amt til at komme med en løsning. Disse 2 parter, som har det fulde og hele ansvar for giftskandalen, kan nu i 4 måneder, uden indblanding udefra, få bragt deres eget ansvar på plads og i orden. Det eneste der sikkert kommer ud af dette udvalg, er en ansvarsplacering hos politikere og embedsmænd og kvinder, som for flere år siden har forladt deres embeder, og en tyk rapport som igen konkluderer, at vi og naturen er bedst tjent med at giften bliver liggende i plantagen, for derfra at sive ud i Nordsøen.

16 tons gift om året siver ud i havet, konkluderede Ribe Amt i 2002, en udsivning som Miljøstyrelsen i 1994, vurderede til at være mindre skadelig end fra andre affaldsdepoter i Danmark, herunder hører sikkert Høfde 42 og Cheminova giften. En sådan ubehagelig konklusion sætter et meget stort spørgsmålstegn ved miljøministeriet og dets styrelsers evner til at tage ansvar for den danske natur - når der ikke lige er TV og andre medier på miljøsagerne. 

Det er simpelthen ikke tilfredsstillende, at en ny minister på posten, som i øvrigt ikke synes at have en personlig part i disse sager, ikke skærer igennem og sætter sine embedsmænd på plads. De skal selvfølgelig ikke have lov til at smyge sig uden om ansvaret (at Ribe Amt så er en skandale, også økonomisk, i sig selv er der pt. ikke så meget at gøre ved, de må leve med deres historie. Men at et miljøministerium, også under den strenge og udadtil meget miljøretskafne minister Svend Auken, som i øvrigt ville gøre det nærliggende vadehav til en del vores fælles verdensarv, også valgte at se stort på giften fra Grindstedværket, pynter bestemt ikke på Aukens eftermæle som beundret miljøminister, specielt af hans mange ansatte i ministerium og styrelser).

Miljøministeren i dag siger og udtrykker også de rigtige ord i sagen, at hun ikke kan forstå at denne sag har kunnet forstå at denne sag har udviklet sig som den åbenbart har gjort, og at hun nu vil skære igennem osv. Men tilbagestår mistanken om det ikke også bare er ord.

For at mane denne tvivl til jorden, må ministeren som mindste mål udvide udvalget med folk udefra, alt andet er uholdbart. Og samtidig er ministeren tvunget til at uddele større og mindre næser i denne sag. Og det nærmeste sted at få placeret den største næse, må være i toppen af Miljøstyrelsen, så hun derigennem tvinger Miljøstyrelsens ledelse ud af busken, bl.a. med en offentlig redegørelse, som kan give noget troværdighed til denne styrelse.

Ferring Strand onsdag den 15/9 2004