Den politiske forgiftning

Udviklingspolitiske despotier, miljøpolitiske kovendinger og løgne.

Man tager sig igen til hovedet og spørger undrende – hvad foregår det? Hvad foregår der (om noget) inde i hovedet på de VK ministre? Rækken af ministerielle uforklarligheder er uendelig, og den sidste fra Karen Ellemann, er måske derfor ikke mere opsigtsvækkende end de daglige fra Søren Pind.

Udviklingsminister Søren Pind har taget magten og enerådende besluttet, at udviklingsbistanden skal bruges til mere demokrati og større frihed ude i den store verden. ”Mere demokrati og mere frihed” lyder ekkoet fra ministeren, mens han selv praktiserer den mest udemokratiske styre af udviklingsbistanden, nogensinde. Søren Pind har taget magten også over den verden der lever af den danske udviklingsbistand. Eller rettere sagt denne verden har ladet Søren Pind tage magten.

De toneangivende udviklingsorganisationer (ingen nævnt igen glemt) forekommer én mere sølle og tavse end nogen sinde og man kan med rette spørge, om nogen fra den verden, overhovedet evner at skulle gøre den store forskel ude i den store verden? Når de nu ikke engang evner at sætte tydelige og markante spørgsmålstegn ved ministerpraksissen under Søren Pind, hvordan skulle de skulle så kunne gøre den nødvendige forskel mod despoter og korruptioner i andre lande?

Det kunne man tænke over. Og så husker man selvfølgelig at i dag er det langtfra tilfredsstillende, når kritikken fra civilsamfundet ikke når længere end til en glemt pressemeddelelse dagen efter den blev sendt ud.    

Ligesom man kunne tænke over den største miljøpolitiske kovending i nyere tid. Er der overhovedet nogen som dagen derpå, evner at give en forståelig forklaring på, hvad ministeren egentlig mener, når hun nu siger, at der ikke er noget at komme efter i giftsagen Australien – Nyborg, alt er i orden, alt mener hun.

Det eneste ministeren nu har gjort, sagde hun til DR1 TV avisen (2/12 kl. 18.30) er at hun har taget en ”politisk” beslutning om at stoppe projektet. I sig selv en fornuftig beslutning, som kun de få og Nyborg virksomheden, vil være uenig med hende.

Så hvorfor ikke bare give hende ros for det, kunne man selvfølgelig også sige? Fordi ministeren ikke skal have ros for at lyve for åben skærm. Der er en hel masse at komme efter i denne sag.

Ministeren siger at hun har udsat projektet af ”politiske grunde”- fordi folk var blevet utrygge. Men det har folk været fra dag et, dvs. i al den tid ministeren politisk har forsvaret transporten. Ministeren siger nu, at ”folk i hele landet er blevet utrygge ved giften” og det kan ”hun ikke sidde dét overhørig”.

Folk har bestemt al mulig grund til at blive/være bekymret i denne sag. Men det forklarer bare ikke hvordan ministeren har evnet, dvs. opfattet den helt usædvanligt tavse danske befolknings bekymring! Enhver der har fulgt med i sagen, ved at der ikke er nogen særlig folkelig bekymring over den gift. Jeg vil sågar vove den påstand, at bekymringen næsten udelukkende hører til Nyborg området og der er bekymringen for arbejdspladser vel næsten lige så stor.

Så selvom afslutningen på sagen giver mindelser om dengang i 70’erne, hvor det danske folks bekymringer fik stoppet atomkraften i Danmark, så er det kun i afslutningen der giver de associationer. Modsat atomkraft er dette nemlig ikke nogen politisk sag, det er udelukkende en misforvaltet sag.  Og derfor er ministeren nu blevet tvunget til at sige stop. Den sag er nemlig meget mere røget end den er speget. Professor og ekspert i slige giftige sager, Finn Bro-Rasmussen har dokumenteret miljøministeriets helt igennem elendige sagsbehandling.

Så der er alt muligt at komme efter. Den er sikkert gået til som følger: Hendes forgænger, Troels Lund Poulsen, som ikke mener der findes andet gift i denne verden, end den politisk venstrefløj, har ganske enkelt truet og trynet sin forvaltningen til ikke at lægge hindringer i vejen for, at hans egen nye privatiserede kommunekemi, fik denne store ordre (og alle de efterfølgende). Det har han kunnet fordi miljøforvaltning, siden Auken, aldrig har fundet sig selv, fordi de ikke har lavet andet end at skulle lave om på sig selv, dvs. nedbryde og opbygge nye strukturer. Og så er denne gift- som alle de andre møgsager, bare røget igennem systemet.

Så dukker den nye minister op og hun siger selvfølgelig det alle andre sagde og siger første gang de skal forholde sig til denne sagen – den gift skal sku da ikke sejles verden rundt. Den skal blive i Australien og så må de selv finde ud af at få den destrueret.

Og det mener hun indtil de nu forvirrede skvadderhoveder, nye direktører på nye poster, fortæller hende, at alt er i orden og at denne Traktor-Troels personligt har lovet den nu private virksomhed, al den gift de kan trække (for det er ganske vist at denne regering er styret af en statsminister der som indenrigsminister personligt sørgede for opbygningen og driften af privathospitaler).

Karen Ellemann falder til patten foretager en kovending og kæmper derefter meget ihærdigt for at denne gift kommer til Nyborg. Det hele er foregået i miljøministeriet. Men ligeså snart andre begynder at kikke på sagen falder sagsbehandlingen til jorden som det ministerdekret den er. Og så vejrer oppositionen blod og vågner op, det tog i øvrigt også al for lang tid, men de ser åbningen og bider sig fast og ministeren begynder at tale sort.

Jamen er det så ikke synd for Karen Ellemann? Nej det er det bestemt ikke.

For hvad er synd andet end at tage den kam man gav den skaldede mand, fra ham igen? I politik er det nemlig ikke synd for nogen ministre, men kun synd for os andre og den verden ministre tager magten over.

KBC

December 2010