Home Dansk fiskeripolitik EU fiskeripolitik M/S Anton Galleri Aralsø-projektet Arkiv Links Støt os   English

Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

 

Pressemeddelelse fra formand for Levende Hav, Knud Andersen.

Brovanvid!

Direktører og borgmestre udtaler sig groft uforsvarligt!

 

Nu jappes der igen om Femernbro og en Kattegatbro. Der skal være balance i trafikken. Der må ikke opstå kødannelser på motorvejene. Først vejdirektøren for nogle dage siden og nu flere jyske borgmestre og politikere.

 

Disse højt placerede og højt lønnede mennesker udtaler sig som om, at Verden ikke stod over for et rædselsscenario, som vi for vore børnebørns skyld har pligt til at afværge. Heri ligger også, at det er groft uansvarligt at tale for en udvidelse af biltrafikken. Den skal reduceres og omlægges til energisvag offentlig trafik. Alt andet er uforsvarligt! Det er også ondt, for det er uden tanke på miljøet og dermed de alvorlige konsekvenser for vore efterkommeres liv og naturen i øvrigt.

Jeg undrer mig over, hvad der foregår i disse menneskes hjerner. Hvor har de parkeret deres viden om klimatruslen? Er højtuddannede mennesker ikke i stand til at anlægge en helhedssynsvinkel? Det er sølle med dem, men denne mangel på helhedstankeevne kommer til at ramme os alle.

Hvad har Levende Hav mod broer?

Allerede, da Levende Hav kun var et ”miljøinitiativ” omring fiskekutteren Anton, kastede vi os ud i kampen mod Storebæltsbroen og Øresundsbroen. Vi frygtede dengang negative konsekvenser for Østersøens havmiljø, og det er der også grund til, når det gælder de to broidéer, som er på tale nu. Men også den gang frygtede vi det forventede ”trafikspring”, som også blev resultatet af særlig Storebæltsbroen. Drivhuseffekten rammer i høj grad havmiljøet – det levende hav! Havet omkring Danmark, som vi så smukt synger om, er godt i gang med at dø. Lad os gøre noget ved det og lad os kreativt finde på fornuftige alternativer. Livet bliver ikke kvalitativt bedre, fordi det hele skal gå så stærkt. Hvad med lidt livsvisdom? – I folkets ledere! Skam jer!

Trafikale alternativer

I stedet for at fable om at ødelægge en masse natur så lad os flytte investeringerne, så de konsekvent tilgodeser energisvage transportformer og lad os fordyre omkostningerne ved bilkørsel og billiggøre den offentlige transport. Der er virkelig et behov for, at vi introducerer en kvalitetsreform på dét felt.

Landsforeningen Levende Hav ser gerne fornuftig skibstrafik, ligesom vi gerne ser vindmøller og bølgeenergianlæg til havs. Vi ser også gerne letløbende, men relativt langsomtgående passagerskibe sat i søen igen. I stedet for at bygge en Kattegatbro, så burde man genindføre natsejladsen mellem København - Ålborg og København - Århus. Hvorfor skal vi stejle frem og tilbage - i stedet for bør vi sejle. Hygge os i velindrettede saloner og bagefter gå til køjs for næste morgen vågne op udhvilede i den by og den del af landet, hvortil vi har et ærinde.

Kontakt på 86386418 eller 20487421, samt knud@levende-hav.dk

 

 

 

 

Sitemap Miljødebat Enkeltsager Kystfiskeri Havbrug Kontakt os