Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

Vi skal turde tro på det vi ved -   en beretning fra et møde på Østersøen, mellem religion, videnskab og miljø.

Fra den 31. maj til den 7. juni deltog jeg i symposiet The Baltic Sea ”A Common Heritage, a Shared Responsibility” arrangeret af bevægelsen ”Religion, Science and the Environment” en bevægelse som blev oprettet i Grækenland i 1988. Bevægelsen ledes af den økumeniske patriark Bartholomev fra den kristne ortodokse kirke i Konstantinopel.

For flere oplysninger om projektet: http://www.rsesymposia.org/home.asp

Østersø symposiet blev det femte som bevægelsen har gennemført siden 1995 og alle symposier har haft de menneskeskabte trusler og ødelæggelse mod og af havet dets natur og ressourcer til diskussion.

Symposierne afsluttes med en deklaration, som stilles til de politiske beslutningstagere, som har ansvaret for vor fælles natur og ressourcer.

Hvor dette 5 symposium rettede sig mod Østersøen har de tidligere symposier været rettet mod Sortehavet, Donau floden og Adriaterhavet.

Østersøen er jo et relativt afgrænset havområde, det er et ungt hav og det er sårbart med en lav biodiversitet og med 85 millioner mennesker omkring sig. Der foregår en stor skibstrafik med de risiko der følger i kølvandet på den industri, Østersøen er udsat for en betydelig forurening med kemiske og organiske stoffer og Østersøens ressourcer, først og fremmest fisken, har stadig en stor betydning for de 9 landes fiskerier.

Dette symposium havde samlet ca. 200 deltagere fra de forskellige religiøse trosretninger, fra videnskaben, miljøorganisationer og fra medierne. Symposiet foregik på et krydstogtskib, som lagde til i udvalgte havne. I hver havn gik en større delegation ombord bestående af regeringsledere, politikere, byernes borgmestre og folk fra landets civile samfund og administration.

Her skal jeg forsøge at give et indtryk fra den uge på Østersøen. Det kan ikke blive objektivt, idet jeg aldrig tidligere har deltaget i møder, som er arrangeret på et så højt niveau, at præsidenter, regeringsledere og EU kommissærer har kunnet deltage.

Logistisk er et stort krydstogtskib et unikt mødested med masser af plads og rum til plenummøder, arbejdsgruppemøder og samtaler. Krydstogtskibet ”Ocean Monach” er samtidig et dejligt skib bygget i 1970’erne, hvor der stadig kunne bygges skibe med en fornuftig balance mellem det gode håndværk og den luksus som vi sikkert alle forbinder med et krydstogtskib. Når man lænede sig op af lønningerne for at se ud over horisonten, så lagde man sine albuer på et stykke flot og meget vedligeholdt lønning af ædelt træ. Det var messing overalt og det skinnede fordi de blev pudset hver dag. Et dejligt skib som kun kan anbefales. (Dette skib med besætning og fornemme forplejning, var stillet os til rådighed af dets ejer, en græsk skibsredder).

Symposiet blev officielt åbnet i Gdynia i Polen med oplæsningen af et indholdsrigt brev fra Paven i Rom som ønskede os lykke på rejsen og som understregede betydningen af, at vi mennesker tog vare om naturen. Patriarken Bartholomev fulgte op på de gode ønsker fra Paven med en tale, hvori han understregede, at vi som den eneste fornuft i naturen også har ansvaret for naturen.

Derefter fulgte en af de store talere og tale på dette symposium.  Metropolitan John of Pergamon talte om menneskets oprindelse i den bibelske og den darwinistiske lære. Det står mig endnu ikke helt klart, men mit bedste bud på John of Pergamons projekt er, at han vil have skabt en logisk sammenhæng mellem det faktum, at vi mennesker er et dyr og den kristne tro der siger, at vi er skabt i guds billede. Det er et stort projekt og det ville jeg gerne kunne arbejde videre med, men her vil jeg fremhæve det som havde størst relevans for dette symposium. John of Pergamon bad os tænker over, om mennesket er forvalter af naturen eller om mennesket er præster i naturen. Er mennesket kendetegnet ved det dét gør, eller ved det dét er? Og her synes jeg vi kommer ind til kernen af vores fælles ansvar, fælles fordi her ophæves spørgsmålet om vi tror på Gud eller ikke. Er vi forvaltere kan vi jo altid skyde det store ansvar fra os med henvisning til enten Gud, præsidenter eller anden myndighed. Er vi derimod præster i vor fælles natur så vil vores fornuft fortælle os, at naturen er vores ansvar og dette ansvar bliver meget omfattende, fra at vi ikke smider plastik i havet, til at vi holder myndighederne fast på, at der skal være fisk i havet, også til de generationer som kommer efter os.

John of Pergamons tale blev ofte draget frem i de efterfølgende diskussioner, møder og samtaler.

Der blev gennemført 8 større plenum møder hvor der var rigtig mange gode talere:

-         Dr. Vandana Shiva fra Indien. Hun blev min og sikkert mange andres store og klare stjerne på Østersøen, denne uge i juni 2003. En gudsbenådet taler, som med en hjertens og fornuftens kraft, må kunne komme på siden af den kraft, som Jesus må have besiddet, da han ryddede templet i Jerusalem. Vandana talte og dokumenterede for os de uhyrligheder, som tilsyneladende ukontrollerbare selskaber som Monsanto, påfører os mennesker. Hvordan de med løgn og usandheder, fratager selv de fattigste mennesker i vores verden deres genetiske arv. Hvordan de med deres genteknologi får patenteret planter og såsæd, så også de fattige i syd skal betale dyrt for at få mad på bordet, mad som ifølge Dr. Vandana har mistet mange af de livsvigtige vitaminer som de oprindelige afgrøder gav mennesket. Jeg har ikke været i tvivl, men dog tøvende, mht. at få taget stilling til genteknologiens muligheder, også når det gælder fødevarer – det er jeg ikke længere. Jeg siger med Dr. Vandana Shiva – genteknologien skal ud af vore fødevarer – NU!

-         Dr. Robert Lange fra USA. Han var ikke i talerækken men meget aktiv i diskussionerne og han sagde bl.a. til spørgsmålet om krig og ufred: ”Vi får ikke fred og fordragelighed, før vi lærer at elske vore naboers børn som vores egne”. Et standpunkt som med Roberts liv får stor vægt og styrke.

-         Professor Serge Latouche fra Frankrig. Han har et projekt og det er et stort opsat angreb mod begreb og indhold i ”udviklingen” dvs. den rige verdens udviklingshjælp til den fattige verden. ”Bæredygtig udvikling” er ifølge Latouche en umulighed. Og derfor konkluderer han, at om udviklingen, dvs. større balance mellem den rige og den fattige verden skal kunne lykkes, så må udviklingen som mindste mål være ubæredygtig. Latouche fik massiv opbakning fra Edward Goldsmith fra USA og grundlægger af The Ecologist og Carl Jacob von Uexkull fra Sverige, grundlægger af den alternative Nobelpris til støtte for natur og mennesker.

-         Neal Ascherson som med stor indsigt og humor kunne tale om økologisk retfærdighed og om den vestlige model fører til ulighed. Dr. Richard Chartres, Londons biskop, talt med om det samme emne, med en dyb og varm stemme som nåede helt ud i den fjerneste krog af Ocean Monach og som omsluttede én med viden og omsorg.

-         Dr. Elliott Norse USA talte om og viste de ødelæggelser som følger med trawlfiskeri. Alle der hørte ham måtte også overgive sig til den logik som Elliott Norse fremlagde, både i tekst og billeder. Efter foredraget måtte jeg og andre stille os spørgsmålet om hvorfor pokker vi fremmer og udvikler trawlfiskeriet på bekostning af det mere naturskånsomme fiskeri.

Her er det ikke muligt at yde alle talere og deltagere den retfærdighed de fortjener, der var rigtig mange gode indlæg også fra dansk side, med Svend Auken, Kim Carstensen fra Verdensnaturfonden og Hans Lassen fra ICES.

Der var store lys på Østersøen denne uge i juni. Det største af dem kom fra Maria Becket som er primusmotoren i disse symposier. Det er Maria, som omgivet af familien og en meget dygtig besætning i denne bevægelse, ”Religion, Videnskab og Miljø” får udviklet, planlagt og endeligt gennemført disse symposier. Og alle arbejdede med dette projekt, fordi de ville det, så der var smil og opmuntring til os alle.

Og det er denne unikke blanding af organisatorer som brænder for sagen og disse mange mennesker fra religionerne, videnskaben, det politiske og det civile liv som skaber en atmosfære, en ånd hvor det er os tilladt, at tale om det vi ifølge filosoffen Wittgenstein ellers ikke må tale om. (jeg er dog mere end sikker på, at Wittgenstein, om ikke velsigner, så dog støtter dette møde).

Dette blev den første tekst efter Baltic Sea symposiet flere vil følge. Her skal konkluderes, at vi må i gang med at tro mere på det vi ved. Vi skal tro på at det er rigtigt at trawlfiskeri i sten er meget ødelæggende også selv om videnskaben siger at det ikke er bevist, vi skal tro på at industrifiskeriet efter små fisk til fiskemel og olie er skadeligt for havets økosystem også selv om videnskaben siger at det er der ikke bevis for – Vi skal lære at tro på det vi ved og den tro og viden skal presse politikerne til at gennemføre den nødvendige politik.

For mange år siden lød det fra en gruppe franske filosoffer af 68 generationen. ”Vi viste godt at det stod helt galt til i Sovjetunionen og at folk blev sat i lejre osv. Men det var først da vi læste Aleksander Solsjenitsins bog ”Gulag Øhavet” at vi turde tro på det vi allerede viste".

Levende Havs formand til middag og samtale med patriarker og Sveriges minister for fiskeri, landbrug og skovbrug

En første eftertanke – flere vil sikkert følge

Religionen. Der var ikke deltagere fra den danske folkekirke jeg forsøgte at finde et svar, men fandt ingen. Jeg kan ikke befri mig fra tanken om Dansk Folkepartis præster i Folketinget. Jeg ved godt at de tilhører Tidehvervet, men er det sådan at tidehvervsreligionen med eller uden Grundtvig alligevel har besjælet hele den danske folkekirke? Er det stadig for blasfemisk for den danske folkekirkes præster og biskopper, at sætte spørgsmålstegn ved menneskets gudgivne rolle i naturen? Vi husker jo Mariager Fjord og den kritik præsten blev udsat for, da der lød kritik af landbrugets ødelæggelse af fjorden.

Erhvervet. Disse symposier med fokus på havmiljøet kan gennemføres fordi græske skibsredere stiller skibe og midler til rådighed. På den måde synes de at betale noget tilbage til det hav de har levet så godt af. Det kan man med Luther stille spørgsmålstegn ved, men man kan jo også lade være.

Landsforeningen Levende Hav har ofte søgte A.P. Møller fonden om lidt støtte til arbejdet, vi har altid fået afslag. Seneste har vi spurgt om A.P. Møller kunne støtte med et par kølecontainere og lidt transport til Aralsøen i Kazakstan til støtte og hjælp for de katastroferamte fiskere ved Aralsøen. Vi fik afslag og jeg sendte et brev til rederen selv, med en mild kritik af dette afslag. En kritik hvor jeg bl.a. understregede, at A.P. Møller bør støtte fiskerne ved Aralsøen, også fordi koncernen udnytter Kasakhstans oliereserver. Jeg fik et meget kortfattet brev fra rederen, hvor han med sit velvalgte ordvalg sagde, at jeg kunne rende og hoppe.

Jeg mener ikke, at A.P. Møller skal støtte Levende Havs arbejde, men jeg mener, at A.P. Møller koncernen har et meget bredere og dybere ansvar i forhold den natur koncernen lever af, end det der kommer til udtryk i de bevillinger de yder fra koncernens skattefrie fond. En fond som også skal støtte humanitære formål.

Og så mener jeg helt personligt, at et lederskab i så stor en virksomhed som A.P. Møller, må kunne skrive et brev, som i stedet for at gyde olie på vandene, skaber splid og fjendskab mellem søens folk.

Kurt Bertelsen Christensen

Ferring Strand 11.06.2003