Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

Landsforeningen Levende Havs notat og kommentarer til

”Forslag til reguleringen af det demersale fiskeri”

Rapport fra det demersale udvalg maj 2004

Landsforeningen Levende Hav har i de seneste måneder fungeret som sekretariat for ”Arbejdsgruppen for det Kystnære Fiskeri AKF”. Foreningen har stillet med sekretær og midler til løn, rejser, telefon, hjemmeside opbygningen m.m.

Aftalen mellem AKF og Levende Hav blev, at Levende Hav holdt en lav miljø og fiskeripolitisk profil under samarbejdet, og mens det Demersale Udvalg arbejde. Nu er rapporterne afleveret og Levende Hav genoptager nu foreningens miljø- og fiskeripolitiske virke, bl.a. til fremme af kystfiskeriet i og uden for Danmark.  

Derfor dette notat vedr. rapporten fra det Demersale Udvalg.  

Indledning

Hvis rapporten fra det Demersale Udvalg afspejler niveauet for, hvad fiskeriets ansvarlige kan præsenterer af fiskeripolitiske løsninger, til brug for et erhverv i den dybeste krise, i EU’s største fiskerination og efter 3 temagrupper og nu dette udvalg – så er situationen i det danske fiskerierhverv og forvaltning værre end selv Levende Hav havde forstillet sig.

·        Bemærk venligst, at tidligere på året fik DF deres ønskede time out, dvs. tid til at finde løsninger på det demersale fiskeris problemer - som tak får politikkerne nu denne rapport. En rapport som Danmarks Fiskeriforening ikke har bidraget til med et eneste stykke papir, notat, redegørelse eller andet, som kunne belyse hvilken kurs Danmarks Fiskeriforening vil have for det danske fiskeri. Det eneste rapporten henviser til i denne sammenhæng, er Danmarks Fiskeriforenings pamflet ”Ansvaret tilbage til fiskerne”.

o       I ”Ansvaret tilbage til fiskerne” står der intet andet end at erhvervet vil have ”flere fisk, bedre forvaltning og råderum”. Der står også at ”Myndighederne udstikker rammerne. Erhvervet udformer reglerne” og mere i samme dur. Der står at DF vil have IK i industrifiskeriet – et fiskeri som ved naturlig afgang nu er på vej ud af dansk fiskeri. Og så stiller DF ellers en lange række spørgsmål om selvstyring, havdage etc., men giver ikke noget svar. Det samme er tilfældet i denne rapport - DF giver igen svar.

Denne åbenlyse mangel på handling, ansvarlighed og selvforvaltning fra Danmarks Fiskeriforening, sætter AKF’s arbejde i front. Levende Hav anbefaler, at politikerne handler derefter, og give AKF’s plan den højeste prioritering.

Kommentar til rapporten fra det Demersale Udvalg

Danmarks Fiskeriforening vil med flertallet i udvalget, have individuelle historiske rettigheder til landinger og fiskeri, med deraf følgende omsætteligheder. Det omsættelige skjules i teksten, men alle med indsigt i den aktuelle situation på fiskerimarkedet, ved at kursen er sat mod netop omsætteligheder. Dette individuelle står tydeligt, hvorimod AKF’s fokus på de fælles kollektive fremadrettede rettigheder i kystfiskeriet, ikke får nogen plads og diskussion – dette vigtige punkt bliver simpelthen ignoreret af flertallet – det er ikke tilfredsstillende.

Og dette med individuelle og fælles kollektive rettigheder fortjener den største opmærksomhed. Som et eksempel kunne man tage Bønnerup Havn på Djursland, som ejes af fiskerne. Hvis fisken bliver delt ud på de enkelte fartøjer, hvorledes kan havnen som fællesskab så udvikle sig? Hver gang der skal ske noget på havnen, eller der skal gives plads til nye fiskere osv. så risikerer havnen at blive handlingslammet, fordi hver fisker skal afgive fisk eller rettigheder. Det er helt åbenbart, at individuelle kvoter, byggende på historik, risikerer at få et ellers godt sammenhold i en havn, til at bryde sammen – det er ikke tilfredsstillende i sammenhæng med Folketingets begrundelser for at nedsætte det Demersale Udvalg.

Følgende redegørelse i punkter, i prioriteret rækkefølge, bør få politikerne til at tænke sig om mere end en gang.

1. Det demersale udvalg fik i opdrag at fremskaffe et samlet forslag til en ny regulering for det demersale fiskeri. Det er ikke lykkes og udvalgets undskyldninger om mangel på tid, bør afvises.. For det første er der aldrig tid nok til udvalgsarbejder, det ved alle, så på det punkt kunne/burde man have sagt fra inden udvalgsarbejdet gik i gang. Sandheden er da heller ikke manglen på tid, men derimod mangel på vilje til at løse kystfiskeriets problemer. Rapporten taler dets tydelige sprog – specielt Danmarks Fiskeriforening har lurerpasset, foreningen har ikke villet tage ansvar. DF venter nu på politikernes afgørelse i forhold til kystfiskeriet, førend de spiller ud med deres forslag om individuelle historiske rettigheder, IK og hvad dertil hører af ubehageligheder, for de fiskere som ønsker et fiskeri på fiskeriet og ikke kapitalens betingelser.
2. Et flertal i udvalget vil have en regulering baseret på individuelle historiske rettigheder, og derfor afviser flertallet AKF forslaget som bygger på kollektive fremadrettede rettigheder. Flertallet afviser AKF forslaget med henvisning til at der ikke er fisk nok. Men det problem behøver udvalget ikke at forholde sig til. Flertallet kan blot konstatere, at kystfiskerne kan få kollektive rettigheder efter eget valg, men ikke flere fisk. Hvordan kystfiskerne ønsker at forvalte deres fiskeri, bør man lade kystfiskerne bestemme – det kaldes ansvar og selvforvaltning.
3. Udvalgets behandling af AKF forslaget og med henvisning til Holland og England, hvor producentorganisationer selv forvalter ved brug af forskellige former for omsættelighed, finder Levende Hav er en hån mod AKF forslagets klare afvisning af alle former for omsættelighed. Og det er samtidig et konkret udtryk for, at gennemføres AKF forslaget uden omsættelighed, så vil det skabe problemer for udvalgets flertal, som netop ønsker omsættelighed i hele fiskeriet. Hvorfor har udvalget ikke medtaget et system som åbenbart fungerer godt på Shetlandsøerne, et system hvor man praktiserer en fælles kollektiv forvaltning uden omsættelighed?
4. De mange bilag og data er for størstepartens vedkommende værdiløse og uforståelige for den opgave som udvalget skulle løse. Og de tjener også kun et formål, at læserne mister overblikket, og dermed lægges der hindringer i vejen for enhver fornuftig udefrakommende analyse af situationen.
5. Fartøjsopgørelsen i forhold til side 14. Antallet af fartøjer og deraf følgende enheder med relevans for AKF modellen, er som følge af punkt 4 misvisende.
   1. Bilag del 2 B side 4 viser, at 1212 danske fiskefartøjer var over FØI grænsen (2002). Fiskeristatisk Årbog 2002 side 19 viser, at fra disse fartøjer skal trækkes 620 fartøjer over 15 meter. Dvs. at i alt i dansk fiskeri er der i 2002 592 fartøjer, som opfylder de overordnede kriterier for at kan kommer under en kystfiskerordning. Dvs. omsætning og længekategori. Fra disse fartøjer skal trækkes et skønnet, men dog realistisk antal fartøjer fra Østersøen og område 22 og fartøjer som ikke et torsk og tunge afhængige:

                                                               i.      Østersøen og område 22 ca.                                                   120

                                                             ii.      Musling- og rejefartøjer                                                             70

                                                            iii.      Hummer, sildefiskere, industri, vod                                          130

Rest fartøjer 272 som forventes, i større eller mindre grad, at være torsk og tungeafhængige i de 3 farvande Kattegat, Skagerrak og Nordsøen.

Sættes disse fartøjer til et mandskab på 1,3 pr. fartøj ifølge AKF, ville AKF modellen som beskrevet, skulle råde over 639 enheder af henholdsvis 12 tons torsk og 3 tons tunger, dvs. torsk 7668 tons/år, tunger 1917 tons tunger/år.

Men da AKF modellen også gør klart, at det enkelte fartøj, med mandskab, ikke kan være både torsk og tungeafhængige, så skal disse tal korrigeres ned til ex. 1/3 tunger og 2/3 torsk og så ser tallene ud som følger: torsk 5112 tons/år og 639 tons tunger/år. Disse procenter er blot til illustration, det kan blive tale om flere tunger, men så bliver der færre torsk og omvendt.

Men disse mængder ligger åbenbart også i overkanten af hvad kystfiskerne vil kunne opnår (rapporten side 16) som i bedste fald, dvs. med en omfordeling på 20 % giver 3973 tons torsk og 581 tons tunger. En omfordeling på 35 % er mere i overensstemmelse med behovene. Her kunne en målrettet ophugning og oplægningsstøtte løse en del af problemerne, da selv mindre investeringer i kystfiskeriet vil give en hurtig mærkbar positiv effekt.

Dertil kommer, at AKF modellen som beskrevet side 3, skal tage højde for de enkelte fartøjers fiskeri de seneste 3 år. Hvis et kystfiskerfartøjs vigtigste indtjeninger ligger i andre arter som ex. rødspætter, pighvarrer, kulsøer etc. så, vil et fartøj ikke kunne opnå fuld årsration torsk og/eller tunger. Det forventes, at et ikke ubetydeligt antal enheder af torsk og tunger vil blive frigjort gennem denne omregning.

Ovenstående præmisser er holdbare plus/minus 10-15 %. Rapportens konklusioner på side 14, som siger, at i AKF modellen skal der afsættes 11.000 tons torsk og 1600 tons tunger er en hån mod AKF’s arbejde, og en lemfældig omgang med kendsgerninger og sandheder som burde få konsekvenser for Fiskeridirektoratet. Alle parter har selvfølgelig lov til at opstille deres egne præmisser, men Fiskeridirektoratet er en offentlig institution og som sådan må direktoratet tjene offentlighedens interesser, herunder et flertal i Folketinget.  

Discard

Discard redegørelsen i rapporten er bekymrende svag. Der står, at flertallets anbefalinger vil give mindre discard, men ikke hvordan det vil ske, bortset fra gennem en sammenlægning af kvoter og puljefiskeri.

Men hvis den påstand skal holde, så forudsætter det en vigtig præmis, nemlig at antallet af kystfiskerne skæres langt ned. Hvis x antal kystfiskere forbliver i fiskeriet, med de meget lave individuelle kvoter de kommer til at råde over, så vil de være tvunget til at udsmide de mindre sorteringer, for at udnytte de højere priser. Det samme bliver tilfældet med de mange kystfiskere som i første omgang benytter at ordningen bliver frivillig. De skal fortsat slås med de små rationer og dermed også discard. (Mht. frivilligheden så er det ikke utænkeligt, at mange kystfiskere med den beskedne historik, vil fravælge ordningen – stor ståhej for ingenting, ufred og udsmidet fortsætter). Puljefiskeriet er ikke i sig selv en garanti for mindre discard, da kvoterne på torsk og tunger vil blive udnyttet fuldt ud, og så giver det også discard. 

AKF’s i denne sammenhæng, omfattende discard redegørelse, med en fælles kollektive forvaltning, vælger udvalget at forbigå i tavshed, det samme er tilfældet med WWF’s input i den sammenhæng. Discard er åbenbart ikke noget som et flertal i udvalget finder en messe værd.

Lovlige ulovligheder

Udvalgets valg af puljefiskeri tjener også et konkret formål - at få lovliggjort de ulovligheder som har fundet sted med kvotebytte, kvotejoller, omskrivninger og meget mere. Dette forsøg på lovliggørelse af ulovlighederne, rammer de fiskere som har fisket efter reglerne, urimeligt hårdt. Gennemføres der en ordning, byggende på de individuelle historiske rettigheder, så rammes de af de økonomiske tab de har lidt under de lave måneds rationer, som fulgte i kølvandet på de mindre og mindre kvoter og de deraf følgende ulovligheder som har fundet sted. Vedtages flertallets forslag, tager man det sidste fra de fiskere som har fisket efter reglerne, nemlig deres historiske rettigheder til fiskeriet og mulighederne for at få en bedre økonomi i deres bedrifter, når de positive resultater efter genopretningsplanerne, begynder at slår igennem.

• Med ansvaret for det Demersale Udvalg og denne rapport, forsøger Fiskeridirektoratet nu, sammen med fiskeriets organisationer og fiskeindustrien, at få lovliggjort de ulovligheder de kender bedre end andre – i den sag udgør kvotejoller kun toppen af isbjerget, nedenunder ligger et omfattende kvotebytte system.

Et flertal i udvalget tager afstand fra AKF’s synspunkter om, at kystfiskeriet er blevet nedprioriteret gennem reguleringen over en årrække. I AKF rapporten står der intet med en sådan reference.

I AKF rapporten står det derimod, at kystfiskeriet forsvinder, fordi det bliver hugget op og fordi det ikke kan leve af de små rationer på torsk og tunger. At kystfiskeriet har fået forholdsvis flere torsk og tunger de seneste par år, er alene et udtryk for, at de samlede kvoter på torsk og tunger, nu er blevet så små som tilfældet er. At de tilbageværende i kystfiskeriet, bedre end de store, kan holde en nogenlunde økonomi i deres fiskeri hænger sammen med kystfiskernes forholdsvis lave driftsomkostninger pr. kg landet fisk, og at kystfiskerne har kompenseret for de små rationer, ved at reducere i antallet af partsfiskere på de enkelte fartøjer. Dertil kan lægges, at kystfiskerne ofte får bedre priser for ex. torsk i sammenligning med trawl, hvor hummerfiskerne som regel kun opnår det halve af de priser som de blanke torsk giver på markedet.

Hvis nogen stadig skulle være i tvivl om, at de mindre fartøjer forsvinder og dermed de mange arbejdspladser og livet i de mange havne, så kan man kaste et blik på rapportens mange bilag. I 2002 var registreret ca. 3500 fartøjer, 1212 fartøjer lå over FØI grænsen og det vurderes at ca. 10 % af de 2200 fartøjer kunne siges at bedrive et erhvervsfiskeri. Dvs. at Danmark i 2002 havde ca. 1400 erhvervs fiskefartøjer. Der er forsvundet ca. 3000 fartøjer i de seneste 20 år. Og da der næsten er den samme tonnage tilbage i fiskeriet i dag, og at 90 % af fisken fanges af de store, så er det et uomgængeligt faktum, at kystfiskeriet og de mindre fartøjer er forsvundet ud af fiskeriet for at give plads til de store. Forsøget på at benægte fakta viser, at et flertal i det Demersale Udvalg er ude i et politisk ærinde, til fordel for de store – på bekostning af kystfiskeriet.

Ferring Strand den 3/6 2004