Home Dansk fiskeripolitik EU fiskeripolitik M/S Anton Galleri Aralsø-projektet Arkiv Links Støt os   English

Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

 

Pressemeddelelse udsendt 13/10

Sjælland får egen skaldyrsforening

Skaldyrsforening Sjælland har stiftende generalforsamling den 1. november i Holbæk. Foreningen skal samle og støtte op om en kommerciel udnyttelse af de mange uudnyttede skaldyrsressourcer, der findes i havet omkring Sjælland og tilstødende områder.

Farvandene langs Sjællands kyster rummer stort set alle forekommende arter af danske skaldyr og muslinger – i mængder der gør dem kommercielt interessante. Foreløbigt har kun Limfjordsområdet været fremme i medierne med de skaldyrsressourcer der findes der. Men skaldyr findes altså også f.eks. omkring Fyn, langs kysten af Vesterhavet og i Østjylland og ikke mindst omkring Sjælland – i mængder, der kan være med til at skabe beskæftigelse og udvikling.

Foreningens formål

Skaldyrsforening Sjælland handler ikke kun om opdræt og fiskeri efter skaldyr og muslinger – vi vil sætte fokus på alle de kommercielle udviklingsmuligheder, der kan igangsættes med udgangspunkt i skaldyr.

Foreningen skal også støtte op omkring nye initiativer som er igangsat af iværksættere på området. Bl.a. udviklingen og afprøvningen af et meget konkurrencedygtigt højteknologisk system til opdræt af muslinger. Det nye opdrætssystem skal medvirke til at vi i Danmark kan blive verdensmestre i muslingeopdræt. Et andet initiativ der er blevet igangsat er et Skaldyrsakvarium på Sjællands Odde der udover udstilling af skaldyr også skal beskæftige sig med udvikling af redskaber og forsøg med opdræt af skaldyr, der kan føre til etablering af nye virksomheder.

En kommerciel udnyttelse af regionens mange uudnyttede skaldyr kan føre til mange nye arbejdspladser. I Fødevareministeriet er man slet ikke klar over at Sjælland har de udviklingsmuligheder som mange af os har peget på i gennem nogle år. Skaldyrsforening Sjælland skal fremme dialogen med myndighederne, for at få reel mulighed for at udvikle et overset ressourceområde i regionen.

Skaldyr er en luksusvare

Vi er tæt på København. Mange der bor nord for København kommer til ”ferielandet” i deres ferier. Foreningens mål er at kunne tilbyde et bredt udvalg af lækre og friske skaldyr til københavnerne – i København eller når vi om nogle år afholder ”Skaldyrsfestival ” på Odden og andre steder i regionen. I Kattegat, Isefjorden og Storebælt findes de skaldyrsarter der er stærkt efterspurgte – blåmuslinger, hummer og østers. I de sydlige farvande – og langs Falsters og Lollands kyster, findes andre arter, med kommercielle udviklingsmuligheder.

På verdensmarked er mulighederne enorme. Der er efterspørgsel på de fleste arter og muligheden for at kunne eksportere både friske og forarbejdede produkter, er derfor meget interessant.

Nye muligheder

Udover at være fedtfattig og en nærende spise, er muslinger også fyldt med de sporstoffer de fleste af os har svært ved at få gennem de fødevarer vi spiser. Så friske skaldyr har en gavnlig effekt på vores sundhed.

En anden og meget spændende udvikling der bl.a. foregår i USA er, at forskere er begyndt at kikke på muslinger og skaldyr som kilder til udvikling af virkningsfuld bio-medicin. Selv om det er en udvikling der ligger et stykke ude i fremtiden, vil vi gerne række hånden ud mod danske bio-medico virksomheder og invitere til samarbejde med langsigtede perspektiver.

Mulighederne er mange. Kom og vær med til at sætte en helt ny udvikling i gang.

Skaldyrsforeningen Sjælland afholder stiftende generalforsamling tirsdag den 1. november kl. 19.00, i Ret & Råds lokaler på Havnevej nr. 19 i Holbæk.

Alle er velkomne. Yderligere information og forhåndstilmelding til Formidlingshus Odsherreds Iværksættersekretariat via e-mail: heha65@trundholm.dk eller på telefon 3070 0621

På vegne af foreningen

Bjarne Mahler Schou

 

 

 

 

 

Sitemap Miljødebat Enkeltsager Kystfiskeri Havbrug Kontakt os