Home | Dansk fiskeripolitik | EU fiskeripolitik | M/S Anton | Galleri | Aralsø-projektet | Arkiv | Links | Støt os | English |
Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"
Jagten på den sidste torsk – anmeldelse af en dokumentarfilm
Filmen har premiere i København den 28/11 2003. Levende Hav har modtaget en kopi og jeg har set filmen. Filmen har været flere år undervejs. Jens Ole Højmann var medstifter af Levende Hav i 1995 og kort tid efter gik han i gang med de indledende forberedelser til denne fil, om den nordatlantiske torsk. Og nu er ligger den så klar, efter at have måttet overvinde mange praktisk og økonomiske problemer. Jens Ole Højmann (Sjolle) høstede stor anerkendelse for filmen ”Dråben i havet” fra 1985, og det skal han indledningsvis også have for denne film. ”Jagten på den sidste torsk” er en lidt misvisende titel, når man i filmen ser hvorledes fiskeriet har foregået de sidste 20 år. Her er ikke længere tale om jagt, men om industriel udnyttelse af torsken og for at få økonomien til at hænge sammen i de store fartøjer, indledte industrien en jagt uden nåde og fredningstider, på de mindre fiskere. Enten for at få dem helt udryddet eller også for at få opkøbt deres kvoter. Det ser man bl.a. i Island, hvor fiskerne kan sælge deres kvoter. Så filmen kunne også hedde ”Jagten på den sidste fisker” og det kommer også tidligt til udtryk i filmen - at jagten på den sidste torsk og fisker, er en og samme sag. Det er en grusom historie, som også den lille torsk må sande i filmen, da den spørger sin far om hvorledes menneskerne lever ”Ligesom os min dreng, de store æder de små”. Kystfiskernes fartøjer bliver bogstaveligt ædt op af store maskiner som kværner dem til pindebrænde, dagen efter at fiskerne har sejlet deres fartøjer til ophugning. Samtidig med denne massakre, på mere end tusind danske fiskekuttere og i en gammel og rig kystkultur i lande som Danmark, Norge, Island, viser filmen hvorledes de store moderne og meget effektive trawlere jagter rundt efter den sidste torsk. Det er også en historie om hvem mange der ser filmen vil sige, ”Jamen er det ikke udviklingen? Er det ikke ligesom den lille købmand og landmand osv. der må bukke under for de store”? Det er det måske, men filmen viser, at her er der tale om en naturressource som forsvinder, som bliver udryddet og sammen med denne udryddelse forsvinder fiskerne og de samfund som de lever i. Torsken var livsgrundlaget for mange tusinder af kystfiskere, som ikke kan undvære den torsk som hvert år kommer ind til kysterne for at æde og gyde. Når torsken forsvinder fra kysterne, så har kystfiskerne ingen alternativer. Og netop denne alvorlige biologiske del af torskens liv savner jeg i filmen. Jeg ved at Sjolles ambitioner med denne film var at fortælle og vise torskens liv og sameksistens med andre arter i havet. Men virkeligheden i torskefiskeriet, som det har udviklet sig over meget kort tid, har sat dagsorden for denne film. Selv om jeg savner denne biologiske dimension i filmen, så kan jeg helt og fuldt forsvare filmens perspektiv. For der er ingen vindere i spillet om torsken. Torsken forsvinder i vores del af verden som den mest værdifulde spisefisk vi har, ligesom filmen viser, at det også skete for verdens største torskebestand ude for Labrador og Newfoundlands kyster. De forsvandt for 10-15 år siden og er aldrig vendt tilbage. Årsagen var et rovfiskeri uden sidestykke i historien. I vores del af verden har mange tusinder fiskere allerede måtte forlade fiskeriet og resten vil følge efter. Og om få år vil de store industrifartøjer, som i dag høster de sidste torsk, også bukke under og forsvinde. Ligesom det skete på Færøerne i slutningen af 80’erne og i begyndelsen af 90’erne, hvor det færøske fiskeri og banker gik fallit da torsken forsvandt. Denne klarhed er filmens styrke. Torsken er historien om alles tab og det vil står klart for alle der ser denne film. De ser torsken og fiskeriets kollaps, samtidig med at de ser et politisk spil om torsk og magt i og uden for EU. De vil også se det til tider grotesk politiske spil der er vokset op med torskens kollaps. De vil se hvordan fiskeriforhandlingerne foregår i EU, hvordan tusinder af embedsfolk, biologer, folk fra fiskeriets organisationer og industrien slås om de hvert år færre og færre fiskeressource. Hvordan få embedsfolk i en sen nattetime, som den naturligste ting i verden, jonglere med fisk og fiskere. Her bestemmes fremtiden for kystfiskerne, som en fiskerkone siger til den danske fødevareminister på et møde i Hvide Sande ”så må i også gøre jer klart, at det er fordi, at det her, det er noget der rammer bredt, og det rammer dybt ind i hver eneste lille familie. De bliver syge og det er også nedbrydende for vores unge mennesker og børn”. Det er Sjolles mange års virke i havmiljøet og det gode fiskeris tjeneste, der bringer budskabet ud til os alle - at torsken er meget mere end blot en fisk. Torsken er vores fisk, som den norske kystfisker beretter ”de stjæler vores fisk og giver intet igen”. Og han har ret, torsken hører til kystfiskernes historiske rettigheder og vi, dvs. samfundet kan og bør støtte kystfiskerne i deres kamp for retten til fiskeri. For kun igennem kystfiskernes tætte kontakt til det omgivende samfund, kan vi sikre os denne ressource for de kommende generationer. Den industri som i øjeblikket er ved at udrydde torsken i hele Nord Atlanten, i det berømte ”Torskebælte”, har kun et formål, at tjene mange penge – her og nu. Når torsken er væk, så vil denne industri har investeret deres profit fra torsken i andre fisk, i andre virksomheder, i andre lande, i torskeopdræt osv. Jeg kan varmt anbefale denne film og den burde vises som det første punkt på den kommende dagsorden i EU’s fiskeriforhandlinger. Forhandlingerne om EU kvoterne for 2004 gik i gang i denne uge, og de er startet med et sammenbrud, fordi Danmark og andre lande, vil have flere torsk end der findes i havet. Kurt Bertelsen Christensen Ferring Strand
|
Sitemap | Miljødebat | Enkeltsager | Kystfiskeri | Havbrug | Kontakt os |