Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

Fisken der forsvandt - følg tobisskandalen 2005 på denne side - rul ned af siden

Brev vedr. tobisfiskeriet sendt til Folketinget den 24/5 2005

Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Folketinget, Christiansborg

1240 København K

Vedr. industrifiskeriet

Til Folketingets fødevareudvalg

Endnu engang skete det utænkelige inden for dansk fiskeriforvaltning. Den 20/5 2005 mistede Esbjerg Fiskerihavn, Danmarks engang største fiskerihavn, havnens sidste bastion inden for erhvervsfiskeriet, da fiskerne lukkede 999’s produktion af fiskemel og olie. Det var utænkeligt ved årtusindeskiftet, lige som det var utænkeligt, at de danske industrifiskere, uden forudgående biologiske eller andre advarsler, blot kun fange 250.000 tons tobis i 2003. I 2004 fangede fiskerne det samme og måbende fiskere, biologer og embedsmænd stod overfor endnu en utænkelig kendsgerning, at tobisfiskeriet havde svigtet for andet år i træk.

Den 25/5 i år, har industrifiskerne fanget ca. 35.000 tons tobis (i tobiskatastrofeårene havde fiskerne den 25. maj fanget ca. 120.000 tons, næsten fire gange så meget). Vi kan derfor med en 100 % sikkerhed slå fast, at det utænkelige er sket endnu engang. Tobisfiskeriet har svigtet for tredje år i træk.

Ovenstående bliver et gravskrift over dansk industrifiskeri og dermed intet mindre end en fiskeripolitisk og fiskeribiologisk skandale, under EU’s fælles fiskeripolitik, derfor:

”Hvad agter Folketinget og regeringen at foretage sig i kølvandet på lukningen af Esbjergs fiskemel og olie industri, som følge af at tobisfiskeriet svigter for tredje år i træk og at sperling fiskeriet er blevet lukket?

Spørgsmålet er begrundet i det uomgængelige faktum, at industrien må lukke, ikke fordi den er blevet umoderne, dvs. udkonkurreret af en moderne industri andet steds her i landet eller i udlandet, tværtimod er der i dag en moderne industri i Esbjerg; ikke fordi der ikke længere er brug for fiskemel og fiskeolie; ikke pga. EU’s fiskeri- og kvotepolitik. Nej, virksomhederne lukker, fordi havet er tomt for de fisk (råvarer) som virksomhederne lever af. (I denne sammenhæng er det sagen uvedkommende, om det er fiskeriet eller naturen, eller begge dele, som er årsagen til, at industrien lukker og at Danmark mister landets nyere historiske rettigheder til de fisk i havet som kaldes ”industrifisk”, tobis, sperling med flere).

I denne sag er der kun fiskeripolitikken tilbage. Og spørgsmålet er nu: Hvorfor er der så lidt tobis og sperling tilbage i havet, at industrierne må lukke og fiskerne gå fallit? Spørgsmålet er relevant for Danmarks og EU’s fællesfiskeripolitik er bygget på den følgende præmis: ”Vi, dvs. den politiske og biologisk forvaltning, vil i samarbejde med fiskerierhvervet, udstikke rammerne for hvor mange fisk, fiskerne må fange. Dvs. det er os der ved hvor mange fisk der er i havet og derfor også os der bestemmer, hvor mange fisk der kan fanges om året, uden at skade fremtidens fiskeri.”

Fiskeriet er forsvundet uden anden biologisk forklaring end ”at der kan være mange forklaringer”. Men en million tons fisk (tobis og sperling), er i løbet af et par år, forsvundet ud i det blå, uden at biologerne ved hvorhen og hvordan. Spørgsmålene er nu: ”Hvorledes kan EU, Folketinget og embedsværket så overhovedet udstikke en biologisk bæredygtig kvotepolitik? Og hvilke konsekvenser, vil denne dokumenterede biologiske og politiske uvidenhed, få for fiskeriforvaltning?”

Danmark står nu tilbage med et moderne produktionsapparat (fartøjer og industrier) til fangst og fremstilling af fiskemel og fiskeolie. Spørgsmålet er derfor også ”Hvor mange offentlige støttekroner, har EU og Danmark, i fællesskab, ydet dette danske produktionsapparat, fra hav til bord, siden 2000?”

Disse spørgsmål, hverken skal eller må skjule, de menneskelige og økonomiske tragedier, som ude på pladserne, følger i kølvandet på det danske industrifiskeris kollaps. Men uanset om det er fiskeriet selv eller naturen, som er årsagen til dette kollaps, så må disse menneskelige grusomheder, ej heller skjule det faktum, at det er den politiske og biologiske forvaltning af fiskeriet, som har og har haft det overordnede ansvar for industrifiskeriet og den natur, som industrifisken kom fra.

Og derfor er der også brug for svar på disse spørgsmål og de mange som vil følge efter.

Med venlig hilsen

For Levende Hav

Kurt Bertelsen Christensen

Ferring Strand den 25/5 2005

Tobisens metafysik. 18. maj 2005

 - fisken der forsvandt

Ministeren, industrien og Danmarks Fiskeriundersøgelser DFU har sat alle sejl for at redde den danske tobiskvote i EU's fælles fiskeripolitik og nu har anstrengelserne vist, at godt nok har bestanden det ikke alt for godt, men de nærmer sig dog,  med et par ugers forsinkelse, den magiske grænse, som de håber og beder til kan og vil overbevise EU om, at tobisfiskeriet i 2005 bør fortsætte på 2004 niveauet.

Et tankevækkende biologisk monitorerings system, som DFU lægger navn og rygte til "dokumentere" i dag, at det danske tobiskvote "kun" mangler 27 millioner (eller er der mia.?) stk. 0-årig tobis i at være bæredygtigt, hvis fiskeriet blot ikke overstige fiskeriet i 2004. 

Det er biologisk metafysik på et så højt niveau, at vi almindelige dødelige må ty til de faktiske forhold i fiskeriet som er: Tobisfiskerne har fanget ca. 25.000 tons tobis i 2005. I 2004 på samme tid, havde de fanget 125.000 tons og på samme tid nogenlunde det samme i 2003. I årene før lå det på et niveau på mellem 2-300.000 på samme tid. De ansvarlige forklarer det lave fiskeri med en lav indsats, dvs. at der ikke så mange fiskere der har været på tobisfiskeri.

Det er rigtigt, at der ikke har været så mange fiskere på fiskeri som tidligere år, indsatsen har været på under 50 % af det normale. Men en 50 % nedgang i fiskeriet, kan og bør jo i virkeligheden ikke betyde en nedgang til 10 % af det normale. De ansvarlige forklarer så også den lave indsats med henvisning til den model de har lavet til regulering af tobisfiskeriet, en model som måler indsatsen op mod fangsten. Dvs. jo lavere indsats jo højere fangst, og dermed må der også være flere tobis i havet, end fiskeriet viser og de almindelige dødelige påstår. Og da de måske også kan se svaghederne i den forklaring, tyr de som sidste uvej til vejret- og klimaforandringer.

Men tilbagestår det helt store spørgsmål - kan disse forklaringer og biologiskstyrede modeller give håb til de tobisfiskere, som i de to første måneder af 2005 sæsonen, blot har fanget tobiser til en værdi af for 16 mil kroner?

Det er altså ikke mange penge i et fiskeri som må operere inden for oliepriser der svarer til 4 - 5 kg tobis pr liter olie. Og  det er da også virkelighedens og fornuftens forklaring på den lave indsats i tobisfiskeriet i 2005 - det kan simpelthen ikke svare sig, at gå på tobisfiskeri, når der ikke kan findes tobis i havet.

Tobisfiskeriet har nu også bevist, at et er drømme og fantasier i biologiens og modellernes verden, noget helt andet er den barske virkelighed i og på havet.

Tobisen. 10. maj 2005

 - fisken der forsvandt

”Det er ikke noget der tyder på, at det er et overfiskeri som er årsagen til at tobisen er forsvundet” siger de statsansatte biologer i dag. Hvorfor ikke kunne man spørge ”fordi der heller ikke er tobis der hvor der ikke fiskes” fortsætter de samme biologer. Nu får biologerne det til at se ud som om der overhovedet ingen tobis finde i havet og at de så heller ikke findes der hvor der ikke fiskes efter dem, det er også noget vrøvl. Der er heldigvis mange tobiser i havet, men der er uheldigvis alt for få til et forsvarligt fiskeri.

Det er de samme statsansatte biologer som har haft ansvaret for tobisbestanden i mange år og får blot et par år siden mente de, at tobisen og tobisfiskeriet var et af de mest bæredygtige fiskerier vi havde i EU. Så nu er de selvfølgelig nødt til at ty til guddommelige forklaringer på tobisens forsvinden.

De samme biologer er nogle hundehoveder, for de har åbenbart ikke så meget skam i livet, at de kan lade denne ulykkelige og dybt alvorlige situation for havet, tobisen, fiskeriet, bundfælde sig, førend de begynder at slynge om sig med udokumenterede påstande om årsager til tobisens forlis.

Hvis tobisen, i løbet af et par år, helt af sig selv kan forsvinde ud af Nordsøen, uden at denne flugt, massedød eller hvad ved jeg, bliver bemærket af selv samme biologer, så forklarer det hele fiskeriets kollaps. Med tobisen mister biologerne den sidste rest af troværdighed. 

Og kunne man jo også tilføje: Hvis det er Gud som har udryddet tobisbestanden i løbet af 2 år, så lad dog fiskerne fange de sidste rester, det kan jo hverken gøre fra eller til, når Gud og biologerne nu åbenbart har bestemt, at tobisen ikke længere skal svømme på vore breddegrader.

Sandheden om tobisens forsvinden er enkel - her er der igen tale om en politisk og biologisk misforvaltning og deraf følgende overfiskeri. Og stopper man tobisfiskeriet i år vil der kunne fanges lidt tobis næste år og med et velforvaltet fiskeri, vil man over 3 år kunne øge fiskeriet til de max. ca. 400.000 tons tobis der kan fanges i Nordsøen om året.

Tobiskollapset, er et af mange eksempler  på det moderne fiskeris tragedie. En tragedie som fortsætter i fraværet af ansvar i den politiske og biologiske forvaltning. Bestande kollapser, uden at fiskeriformanden; fiskeindustrien; statsansatte biologer og indtil videre ministre og regeringer, har påtaget sig det ansvar, de selv tog fra fiskerne. De har og fortsætter med at lade stå til, de vender det blinde øje til virkeligheden.

I dette undskyldningernes årti, vil nogen snart også skulle sige undskyld til de tusinder og atter tusinder af fiskere som blev ofret, ophugget. Fordi ingen af dem som tog fiskeriet fra fiskerne, endnu ikke har taget ansvaret for de ulykker de har påført dette erhverv.       

Kurt Bertelsen Christensen

Levende Hav