Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

Stop nu det industrifiskeri

EU kommissionen har stoppet det danske industrifiskeri efter tobis, fordi fiskeriet ikke er bæredygtigt. Lukningen er foregået på et reelt og objektivt grundlag, der er således "ikke noget at komme efter”. Tobisfiskeriet har været under total overvågning efter det store kollaps i 2003 og reglerne for 2007 fiskeriet er fulgt til punkt og prikke.

Alligevel vil den danske fiskeriminister ikke acceptere EU beslutningen, fordi han mener nu der er flere tobiser i havet, end overvågningsprogrammet viser. Derfor skal det åbnes og kommissionen og Norge, som er part i sagen, får på puklen af ministeren fordi de ikke vil makke ret og gøre som han siger.

Industrifiskerne og fiskemelsfabrikkerne raser og kalder til stormøder her og der og mon ikke vi i næste uge vil se de få 20-30 trawlere der er tilbage i det hendøende industrifiskeri, sejle i protest til København.

Det kunne være en af grundene til, at den danske fiskeriminister igen drager i Don Quijotes fodspor med sin tro væbner Flemming Kristensen (sidstnævnte har i hvert fald udsat et tobisstormøde for at kunne være sammen med sin ridder) i kampen mod EU, biologer og de norske fjender.

De to herrer vil meget nødigt se protesterende fiskere i København, efter at de har brugt hele 2006 og 2007 på at lovprise deres egen indsats i dansk fiskeri. Et dansk fiskeri som efter deres mening aldrig har været bedre, alle er ifølge de herrer kun tilfredse med den nye fiskeripolitik.

For det går nu frem- og opad og ministeren sender kvarte mia. af kroner ind i fiskeriet, kroner som han skal forsvare brugen af i de kommende finanslovsforhandlinger med bl.a. Dansk Folkeparti. Et parti som heller ikke forsømmer nogen lejlighed til at rose egen indsats i dansk fiskeripolitik.

Ingen af de politisk ansvarlige har derfor brug for store trawlere ved kajen i København til kamp mod regering og EU.          

Men tilbage står spørgsmålet - er der overhovedet noget at forsvare i det danske industrifiskeri?

Industrifiskeriets korte historie

I 1950’erne industrialiserede man indsamlingen af havfuglenes gødning guanoen i Sydamerika til fremstilling af gødning og fodertilsætning. De flere steder metertykke banker af fuglelort på de sydamerikanske kyststrækninger og øer ud for Chile og Peru, skulle nyttiggøres i de hastigt voksende vestlige industrisamfund. Og selvfølgelig fandt man også hurtig ud af at tage fisken direkte i havet, dvs. uden om de energikrævende fugle og et industrifiskeri blev bygget op. (Fiskemel og olie fremstilles ved at fisken koges, hvorefter olien centrifugeres og resterne tørres til fiskemel).

Danmark var helt fremme i skoene i dette tidlige industrifiskeri. Der var masser af fisk (sild) i Nordsøen og det danske industrifiskeri voksede hurtigt og i 1970’erne kollapsede de store sildebestande i Nordsøen og der måtte indføres et total stop for fangst af sild til fiskemel og olie.

De danske industrifiskere måtte finde nye arter og fiskeriet på tobis voksede eksplosivt. Det havde indtil starten af 70’erne ligget på under 200.000 tons/år. I slutningen af 1970 fangede de 800.000 tons i slutningen 80’erne ca. 1 mil tons og i midten af 90’erne toppede tobisfiskeriet med 1,2 mil. tons, hvorefter det gik hurtigt nedad med fangsterne, som så kollapsede i 2003. I 2005 fangede danske fiskere 150.000 tons tobis. En klassisk situation i industrifiskeriet, grådigheden tog over og fiskebestande kollapser. Det er sket flere gange i Sydamerika, ved New Fundland (torsk), i Barentshavet (lodde) og Nordsøen. Den kommende kollaps bliver i Nord Atlanten i blåhvilling bestanden. 

Og hver gang bortforklarer de ansvarlige kollapset med andre forhold end fiskeriet, såsom El Nino, klimaforandringer og andet som intet har med selve fiskeriet at gøre. For ansvarliggør man selve fiskeriet, sætter man spørgsmålstegn ved hele industritanken bag fiskeriet. ”Det er jo blot små fisk som vi mennesker ikke vil æde”, forklarer de ansvarlig, så hvorfor ikke høste de ressourcer til andre formål end direkte konsum, spørger de retorisk? Men det passer ikke. Alle fisk kan anvendes til direkte konsum og mange arter der bruges til fiskemel, er højt værdsatte i andre lande.

Men Danmark har bygget det moderne Danmark på en fødevareindustri, hvor kvalitet måtte vige for kvantitet. Jo flere tons jo bedre og så pyt med naturen og forbrugerne. Hele den industri der er blevet bygget op inden for opdræt af fisk, den såkaldte ”akvakultur” skriger nu efter foderstoffer fra industrifiskeriet, og derfor er priserne på industrifisken meget høje og derfor kan industrifiskeriet i dag, selv med høje priser på brændstof, fortsætte et fiskeri som burde være stoppet for flere år siden.      

De eneste i denne verden som ser positivt på det danske industrifiskeri, er det danske industrifiskeri selv og deres politiske forvaltning. Alle andre har altid været meget imod denne form for rovdrift på havets ressourcer.

Det er der meget gode historiske grunde til, en historie som det danske industrifiskeri aldrig har taget ansvaret for. I 70’erne og 80’erne fangede industrifiskeriet alt der svømmede i havet – alt blev landet til møllen. Selv i dag gør det ondt at tænke på de store laster af kuller, sej, torsk og andre store fisk som blev skovlet ind og omdannet til fiskemel. Det er en skændsel og en sort plet i dansk fiskeri. Siden 90’erne, hvor der efterhånden blev lidt mere styr på landingerne fra industrifiskeriet, er de store konsumfisk, bortset fra sild, makrel, hvilling og kuller forsvundet ud af industrilandingerne, men industrifiskeriet bliver aldrig rent og det bliver med garanti aldrig nogensinde biologisk bæredygtigt målt på havets økosystem.

Hvorfor skal vi så overhovedet have dette industrifiskeri i dansk fiskeri? Der er nu langt under 100 fartøjer som lever af det fiskeri. Prognoser fra erhvervet siger, at vi snart kommer ned på 20-50 større fartøjer som kan leve af industrifiskeriet. Tidligere var det mange hundrede større og lidt mindre fartøjer som levede af det fiskeri.

De tal som Danmarks Fiskeriforening bruger i disse dage i presset på regeringen for at få genåbnet fiskeriet efter tobis er taget ud af den blå luft. Der er ikke ”500 mennesker på land og lige så mange fiskere” som bliver ramt af tobisstoppet, det er ikke engang det halve. Og i øvrigt er spørgsmålet om et større el. mindre antal beskæftige i et erhverv, er noget gyldigt argument for at fortsætte et helt igennem ubæredygtig fiskeri som burde være stoppet for flere år siden.

Alt andet uproduktivt i samfundet kan vi lukke og slukke for, men af ulogiske grunde, kan vi ikke lukke for industrifiskeriet. Det er forhadt af alle uden for og inden for de danske grænser. Der er ingen sympati for et trawlfiskeri som foregår med meget små masker, ned til 6mm huller efter i tusindvis af tons små fisk og andet fiskeyngel til et eneste formål, at få dem kogt, centrifugeret for olien, tørret og omdannet til foderpiller, som fragtes i stor stil til Norge hvor det hældes i gabet på mere end 500.000 tons opdrættede laks om året, iblandet medicin og farvestoffer.

Et industriprodukt som bedst kan sammenlignes med 5 kyllinger for en hund, dvs. uden smag men altid til at få fat på og meget nem at gå til.

Den danske fiskeriminister Hans Chr. Schmidt bruger for tiden ”alle sine muskler” på at få genåbnet fiskeriet efter tobis. Han farer rundt i blinde, helt styret af industrifiskeriets krav til ham om at få tobis i lasten.

Den samme minister har næsten fået lukket fiskeriet på Bornholm. Med sin nye fiskeripolitik har han solgt kvoterne i de indre danske farvande til de store trawlere og deres selskaber på vestkysten. Han lukker helt konkret den ene havn efter den anden med ordene ”lad falde som ikke kan stå”. Hvis kystfiskerne ikke kan klare sig i konkurrencen med de store trawlere, må de pakke sammen og sælge deres kvoter. Det er de benhårde kendsgerninger i dansk fiskeri anno 2007.

Hvorfor pokker får de få fartøjer der stadig klamrer sig til et dødende industrifiskeri ikke den samme besked? Et fiskeri, som modsat de mange hundrede kystfiskere der tvinges ud af fiskeriet i disse år, beviseligt ikke har været bremset af kvoter, men af den helt konkrete mangel på fisk i havet?

Det er spørgsmålet der skal besvares, inden vi endeligt kan få lukket og slukket for det danske industrifiskeri. Når det danske industrifiskeri er blevet den parentes i historien, hvor det beviseligt hører hjemme, kan dansk fiskeri komme i gang med den næste store opgave, at få fjernet det natur- og ressourceødelæggende hollandske fiskeri med bomtrawl.

Et dansk fiskeri uden et industrifiskeri vil stå meget stærkere i kampen mod det destruktive trawlfiskeri i EU.