Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

Pressemeddelelse udsendt den 24.05.2007.

Af Landsforeningen Levende Hav

Hemmedvej 59. Hemmed

8585 Glesborg

Det store tobishysteri

Der er for tiden flere tobis i det offentlige rum end der nogensinde har været i havet, EU har lukket for tobisfiskeriet og tobisfiskerne og dets industri raser. Men der er ikke noget at komme efter, fiskeriet er lukket i overensstemmelse med de aftalte regler, længere er den ikke. Og alligevel er der en lind strøm af avisledere, store avisartikler og medlemmer af Folketing og parlamenter som er ude i det store forsvar for få at få genåbnet tobisfiskeriet. Hvorfor?

”Tobisstoppet koster 1000 arbejdspladser” siger de ansvarlige, men det er løgn. Ligesom det er løgn at der findes et biologisk bæredygtigt industrifiskeri. Det er også løgn, at et genåbnet tobisfiskeri kan redde noget som helst. De 50.000 tons tobis den danske minister, i heldigste fald, kan få presset ud EU, forslår som snebolden i helvede. Hvorfor så denne store polemik?

Interessen for tobisen er tankevækkende, men et udmærket billede på stumperne af dansk fiskeri anno 2007. For i kølvandet på den danske fiskeriminister, som nu ”bruger al sin muskelkraft” og grim snak mod Norge og EU i forsvaret for de store industritrawlere, ligger det traditionelle danske fiskeri i ruiner. Fiskeriet på Bornholm har ministeren i tæt samarbejde med Dansk Folkeparti fået smadret, ligesom de lukker den ene fiskerihavn efter den anden i de indre danske farvande. Det ser heller ikke for godt ud for havnen i Thorsminde på den jyske vestkyst.

Regeringen og Dansk Folkeparti har lavet en ”reform” under mottoet ”lad falde som ikke kan stå”, og det har været beskeden til de fiskere og fiskeriforeningsformænd, uden for Danmarks Fiskeriforening, som har forsøgt at råbe ministeren og dansk Folkeparti op, i håbet om at få ændret politikken. En politik som dokumenteret er en katastrofe for det mindre og mere traditionelle fiskeri. ”Hvis ikke de kan klare sig har vi lavet en ordning hvor de kan købe kvoter og sælge hvis de ikke vil” er svaret. At de samme fiskere hverken kan eller vil købe kvoter, lader den danske fiskeriminister kold. ”Lad falde som ikke kan stå”.

Men når et par håndfulde af de få kæmpetrawlere der er tilbage og som dokumenteret har tømt havet for fisk, og som stadig lever af at støvsuge havet for alt der svømmer rundt i det, med trawl der ikke er i stand til at selektere selv den mindste reje fra, råber at de går fallit, eller er på vej til København for at protestere, så rykker den danske fiskeriminister med medier.

Der ligger skandalen, ikke i det lukkede tobisfiskeri. Tobisfiskeriet lukkede tilbage i 2003 efter et i alt for mange år helt uansvarligt tobisfiskeri. Det er sandheden om det danske tobisfiskeri.

Men hvad er det så tobisfiskerne vil have? Ingen med blot den mindste smule indsigt i fiskeriet tror på, at 50.000 tons tobis kan redde noget som helst. Så det kan ikke være den slant tobis det handler om. Nej det handler meget mere om, at EU, dette uhyrlige monster, og nordmændene de slyngler, som med al deres olie er blevet store i slaget. De har taget tobisen fra de gode danske fiskere, og derfor må den danske regering nu til tegnebogen og ryste op med økonomisk kompensation.

Økonomisk støtte er målet med al den polemik. Industrifiskerne fik mange mio. i 2006 og endnu flere årene før, nu vil de have flere. ”Nej siger formanden for Levende Hav Knud Andersen på Djursland, lad dog for pokker industrifiskeriet sejle deres egen sø, lad falde som ikke kan stå”. Og hvis det forsvinder fortsætter Knud Andersen ”er der ingen i uden for Danmark som vil savne det, da det danske industrifiskeri er lige så forhadt som det hollandske fiskeri med bomtrawl”.

Fakta: Der findes ikke noget biologisk bæredygtigt industrifiskeri. Det er en løgn som kun de uansvarlige i dansk fiskeri og deres politiske støtter forsøger at bilde os ind. Hvordan pokker kan trawl, højere end rundetårn og flere hundrede meter brede, med masker som der ikke kan presses en blyant igennem, være bæredygtigt i et hav, hvor de fleste fiskearter er fisket uden for de sikre biologiske grænser? Store spisefisk som sild, torsk, sej, kuller etc. var små fisk før de blev store, ryger de i disse trawl, kommer de ikke ud i live. Og selv om tobisfiskeriet kan være rent for andre fisk i en kort periode, så kan et par måneders rent tobisfiskeri ikke redde det danske industrifiskeri.

De øvrige 10 måneder er industrifiskeriet meget langtfra rent. Men lempelige bifangstregler som tillader x antal procent spisefisk, 40 % sild og 25 % uidentificeret fisk (suppe), i laster på op til flere tusinde tons fisk, holder skruen i vandet på det danske industrifiskeri.

Det er sandheden om industrifiskeriet og det er det er det fiskeri som forsvares i disse dage. Det samme forsvar bevidner i tavshed, at det traditionelle, naturskånsomme og selektive fiskeri, som kan levere de dagfangede friske fisk til vore middagsborde, tvinges ud af erhvervet. Af en politik, som tilgodeser de urentable, energislugende og gældstunge trawlere og de selskaber de har fået oprettet til formålet – til at få ejerskabet over fisken i havet. Hvorefter at de få der stadig har lyst til at fiske, kommer til at betale meget dyrt for retten til fiskeri og kvoter.

Industrifisken stinker, det ved alle der har været på fiskerihavnen i Esbjerg, da Esbjerg var centrum for dansk industrifiskeri. ”Men det er en dog vellugt i sammenligning med dansk fiskeripolitik anno 2007” slutter Knud Andersen. 

For flere oplysninger kontakt

Levende Havs formand

Fhv. fiskerskipper Knud Andersen

Tlf. 20 48 74 21

Mail: Knud@levende-hav.dk

www.levendehav.dk