Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

Bygger det danske industrifiskeri på en løgn? Juni 2004

-         Det danske industrifiskeri efter fiskearter som tobis, sperling, brisling, makrel, hvilling til fremstillingen af fiskemel og fiskeolie har i mange år ligget på mellem 1,2 – 1,5 mil tons/år og en omsætning omkring 1 mia. 2003 blev et meget dårligt år for industrifiskeriet som faldt med ca. 40 % - prognoserne for 2004 ser alt andet end lovende ud.

”Industrifiskeriet bygger på en løgn” siger en mand med et mangeårigt kendskab til fiskeriet i Nordsøen. Den aktuelle situation i tobisfiskeriet kan give manden ret, der er simpelthen ikke de tobis i havet som industrifiskerne og myndighederne påstår. Dertil kommer, at fiskeriet efter industrifisken sperling er gået helt i stå, sandsynligvis pga. af bifangsterne af konsumfisk og fiskeriet efter brisling er meget problematisk, pga. store bifangster af sild.

Disse faktuelle omstændigheder i industrifiskeriet står i dag i skarp modsætning til de danske politikere, myndigheder og erhvervsorganisationer som påstår, at tobisfiskeriet ”er det mest bæredygtige fiskeri vi har i EU”. Det er tilsyneladende en påstand uden hold i virkeligheden – hvad foregår der i industrifiskeriet og dets forvaltning?

Ja enten er industrifisken væk, opfisket eller forsvundet på anden vis, eller også har industrifiskeriet aldrig været ”rent”, dvs. fri for de meget store mængder af konsumfisk. Men hvis industrifiskeriet aldrig har været rent, har fiskerikontrollen holdt hånden over industrifiskeriet – det er her løgnen kommer ind i billedet. Ingen kan bestride, at fra det danske industrifiskeri tog fart i 70’erne, er der fanget ubeskrivelige, i dag nærmest utænkelige mængder af konsumfisk i industrifiskeriet. Men dengang, da havet endnu blev opfattet som utømmeligt, var det de færreste som gjorde ophævelser over, at store mængder af store og flotte kuller, torsk og sej blev til fiskemel og olie.

Over årene, og med indførelsen af EU’s fælles fiskeripolitik i 1983, er der kommet mere kontrol på industrifiskeriet. Men tilbagestår spørgsmålet, om industrifiskeriet har levet af, at de kunne lande alle de fisk de fangede, de store konsumfisk til konsum og de små konsumfisk til møllen. Det kunne være forklaringen på, at nu da fiskerikontrollen har taget mere fat og EU’s fiskerikontrol er på vej ud i de enkelte EU lande, så tvinges industrifiskerne til at udsmider de fangster af konsumfisk som de får i trawlet og derved falder udbyttet markant. (i den sammenhæng skal nævnes, at Danmark har forpligtet sig i EU med en 100 % kontrol af industrifiskeriet, gennem en automatisk kontrol af alle industrilaster, det system skulle have virket fra efteråret 2003, men er så vidt vides, endnu ikke taget i brug).

En anden og for industrifiskeriet måske mere sympatisk forklaring er, at tobis- og sperlingbestandene, af endnu uforklarlige årsager, er forsvundet fra Nordsøen. Men hvis så store mængder af fisk, vi taler om hundredetusinder af tons fisk, er forsvundet ud af systemet, hvorfor er biologerne så tavse? Biologerne kan elles regne ned til selv de mindste mængder på arter som ex. torsk og tunger. Der findes meget små biologisk fastsatte TAC’er og kvoter på disse og mange andre arter, i bestemte EU farvande helt ned til 100 tons. I Kattegat/Skagerrak f.eks. anbefaler biologerne nu en tunge TAC på ca. 300 tons i 2005.  

Vi savner alle en forklaring, men uanset hvilken vi får, så ser det ud til at det danske industrifiskeri må tages op til en grundig revision. I denne revision, bør man medtage industrifiskeriets betydning og indvirkning på konsumfisken som industrifiskeriet enten har fanget eller måske fjernet fødegrundlaget for, så det bliver mere end vanskeligt at få gennemført genopbygningsplanerne for torsk og andre konsumfisk.  

Ferring den 13/6 2004