Ansvarsflugt fra iltsvindet

Af Kaj Sand-Jensen, professor i økologi, Københavns Universitet

DEN DEJLIGE sensommer udviklede sig desværre til et svovlstinkende helvede for dyrene i vore fjorde og kystvande. Aldrig tidligere i Danmarks historie har iltsvind og fiskedød været så omfattende.

I betragtning af sagens alvor er det ufatteligt, at den bagatelliseres og bortforklares, som det senest er sket den 26/10 i en JP-kronik af lektor N.K. Højerslev.

Her lykkes det ham at fraskrive Danmarks ansvar for iltsvindet med påstande om, at det er vejrets skyld, og at Danmarks andel af den kvælstofbelastning, som styrer algeproduktionen, er uden betydning. Begge påstande er lodret forkerte.

Tidligere kun lokalt

For 50 år siden optrådte iltsvind kun meget lokalt i farvandene på steder med dårlig vandudskiftning. Men allerede i 1960'erne blev iltsvind en udbredt plage i fjordene, og i 1980'erne kom turen til Kattegat-Bælthavet. Nu optræder iltsvind overalt hver sommer, fordi de mange næringsstoffer skaber en høj algeproduktion og dermed en stærk forøget risiko for iltsvind. Så mens dejligt sommervejr tidligere ikke gav anledning til problemer, så er det i dag ødelæggende for vandmiljøet.

Højerslev beskylder Danmarks Miljøundersøgelser for ikke at præsentere relevante nøgletal for kvælstof som baggrund for at forstå iltsvindet. Men hans egne tal for Danmarks bidrag er kun halvt så store som dem, civilingeniør Hans Schrøder, der har udviklet regnemodellen, har beregnet for Kattegat-Bælthavet. Højerslevs tal kan heller ikke bruges til at vurdere iltsvindet, fordi han fejlagtigt medtager kvælstof i inaktive humusstoffer, som ikke deltager i den biologiske omsætning.

Når Schrøder benytter de relevante nøgletal for biologisk aktivt kvælstof, finder han, at 28 pct. af tilførslen stammer fra Danmark, mens 32 pct. tilsammen kommer fra nabolandene.

Menneskeskabt

Konklusionen er, at den høje næringstilførsel og den forøgede risiko for iltsvind er menneskeskabt, og Danmark er den største bidragyder, selv om landets areal og indbyggertal er lavt.

Danmarks ansvar for iltsvindene er endnu større i de hårdt ramte områder tæt på Fyn og Jyllands østkyst, som modtager næringsstoffer fra danske fjorde og vandløb. Og inde i fjordene er der kun os selv at skylde skylden på, når iltsvindet dræber.

På baggrund af katastrofen er det bedrøveligt, at stærke interesser forsøger at løbe med sandheden, så arbejdet med at forbedre miljøet ender med at stå svagere, end før de maritime "lig" kom på bordet.

Vi må stå fast på den allerede vedtagne forpligtigelse til at begrænse den massive miljøpåvirkning med næringsstoffer og ikke lade os afspore af de mange afledningsmanøvrer.

Fokus: Iltsvind og debatforurening

Af Tom Fenchel, professor,og Ronnie Glud, lektor, begge Københavns Universitet, marinbiologisk Laboratorium

Iltsvindsfænomenet er - som en del andre miljøproblemer - ikke så meget et forskningsproblem: det er i højere grad en interessekonflikt, skriver dagens to kronikører

Oprindeligt foranlediget af en debat i Ingeniøren og en redegørelse over opløselig kvælstof import og eksport for Kattegat udført af Niels Kristian Højerslev (NKH) og Hans Schrøder (HS) har JP i løbet af eftersommeren ført en læserbrevsdebat om iltsvind i de danske farvande initieret af indlæg fra NKH med overskrifter som "Hvem er skurken? og "Propaganda fra DMU" og med svar fra Bo Riemann fra DMU. Debatten har desuden været krydret af helt surrealistiske indlæg, som forslag om at man kunne redde situationen ved at hælde endnu mere nitrat ud i vandet, eller at markerne giver mere nitrat fra sig når der tilføres mindre! Debatten må have forekommet noget rystende specielt for beslutningstagere og i øvrigt efterladt det indtryk, at man intet ved, og at sagkundskaben er i splid om årsagen til iltsvind. Dette sidste er ikke tilfældet!

Vi vil først gerne fastslå, at Danmarks Miljøundersøgelser har en betydelig - også i international sammenhæng - ekspertise vedrørende stofomsætningen i havet og effekten af næringssalte. DMU har også på forskellige måder (eksemplvis på deres hjemmeside) orienteret offentligheden på en seriøs og sober måde. Det har derfor været ubehageligt, at se DMU's kompetence og integritet blive anfægtet på dette område. Hvorvidt DMU har været dygtige nok til at forsvare sig og anskueliggøre sammenhængene ved iltsvind i JP's læserskribentstrid er måske en anden sag. Men det er heller ikke nogen let opgave at hamle op med personer, der som NKH har gjort det til en livsstil ustandselig at skrive læserbreve om dette og hint, og som har en betydelig rutine i at tillægge alle andre skumle motiver og inkompetence. I denne sag er det lykkedes ham at komme i avisen ved at præsentere sig som indehaver af autoritativ sagkundskab - hvilket han ikke lever op til.

Det er meningsløst - som NKH gør det - at jonglere rundt med tal for import og eksport af kvælstof i vores farvande. Hvis det skulle gøres udtømmende og på en måde, der efterlod reel forståelse hos læseren, ville det kræve mere plads end en avis normalt afsætter til den slags emner. NKH's trick har været at glemme, at oplyse at gennemstrømningen er mindre relevant end de faktisk lokale koncentrationer af nitrat i overfladevandet om foråret og sommeren, at ikke alle kvælstof-forbindelser kan anvendes af alger, og at en del af det tilførte kvælstof i Kattegat-systemet i sidste ende tabes til atmosfæren i form af atmosfærisk kvælstof, noget der slet ikke figurerer i NKH's kvælstofbudget. Som det vil blive vist nedenfor er NKH's tal misvisende og ej heller relevante i sammenhæng med iltsvindsfænomenet. Men sagligt så det da ud.

Det skulle imidlertid nok være muligt at fremstille sammenhængene som de faktisk forholder sig og på en måde der er anskuelig for alle. En forståelse af iltsvinds opståen forudsætter følgende forhold. De indre danske farvande er lagdelte i et brakt overfladelag og et dybere mere saltholdigt lag. De to lag blandes almindeligvis ikke. Det dybe vand strømmer ind fra Nordsøen og Skagerrak og har f.eks i Øresund ikke været i kontakt med havoverfladen i flere måneder. De brakke overfladelag stammer fra Østersøen, der har en netto udstrømning af vand, dog iblandet saltere bundvand. Dette skyldes at i nogle områder, f. eks. ved Limhamn-Dragør tærsklen, sker en opblanding mellem lagene: det dybere vand presses op og blandes med det udstrømmende Østersøvand. Ellers virker det brakke overfladevand som et låg over det dybere vand, som altså ikke kan udveksle gasser med atmosfæren - og således ikke direkte kan optage atmosfærisk ilt.

Det er helt centralt at den horisontale opblanding ikke er lige jævn og hurtig alle steder - hvilket NKH overser. Det gælder fjorde og beskyttede bugter. I Limfjorden, f. eks., udskiftes hvert år kun ca 1/3 af vandet med Nordsø vand.

Om foråret og sommeren vokser der alger i den øverste belyste del af vandsøjlen. Det dannede organiske stof synker efterhånden til bunds i form af partikler (døde algeceller, vandlopper, der har ædt algerne, m.m). På bunden udnyttes dette organiske stof af bakterier og dyr, og til disse processer medgår ilt. Iltmængden i bunden aftager derfor i løbet af sommeren. Dette er en naturlig tingenes tilstand i vores farvande, og iltkoncentration i bundvandet har altid været lavere sidst på sommeren. Nogle steder er der endog naturlige "bundvendinger", dvs helt eller næsten iltfrit bundvand og frigivelse af svovlbrinte til vandet. Den centrale del af Mariager Fjord er på grund af den specielle hydrogafi et sådant eksempel på en naturligt forkommende (næsten permanent) bundvending. At der altid har forekommet naturlige iltsvind (og endog helt iltfri forhold) i bestemte områder, er ikke nogen ny erkendelse. Men det er det heller ikke, at omfanget af iltfri områder sent på sommeren er vokset kraftigt gennem de seneste 30-40 år.

Der har altid på forskellige måder været tilførsel af kvælstof-forbindelser til havet. Uden kvælstof intet liv. I algeceller (og andre organismer) er der ca et kvælstofatom for hver seks kulstofatomer. Koncentrationen af kvælstof i en form, der kan anvendes af algerne (først og fremmest nitrat og amonium), er en begrænsende faktor for algernes vækst i havet. Det vil sige, at den mængde kvælstof, der er tilstede om foråret, er bestemmende for hvor mange algeceller, der vil kunne dannes i en vækstsæson. Tilsætter man altså nitrat til vandet, vil der kunne dannes flere algeceller - og deres nedbrydning ved bunden vil bruge tilsvarende mere ilt, og iltindholdet synker således yderligere. Det er altså den marginale ekstratilførsel af kvælstof, der er problemet. Som alle synes at være enige om, så vil vejret ganske rigtigt påvirke effekten: megen regn tidligt på sæsonen udvasker mere kvælstof fra markerne, og varmt og stille vejr stabiliserer vandsøjlens lagdeling yderligere.

Diskussonen har i en stor udstrækning drejet sig om, hvorfra denne ekstratilførsel af kvælstof kommer. NKH og HS har her misbrugt data for (hvad de anfører som den totale) transport af kvælstof til og fra Kattegat systemet. Dette omfatter først og fremmest den i en hver henseende naturlige baggrund af transport mellem Kattegat og de tilgrænsende have plus et større eller mindre menneskabt tilskud. Og det skal nok passe, at det kun er i størrelsesordnen 10-20 pct. Det er bare ikke det, der er problemet! Man har nok kunnet registrere en vis øgning i både nitratindhold og af algeproduktion i det centrale Kattegat gennem de sidste 50 år, men det er jo ikke dér, det er alvorligt. Iltsvindene forekommer- hvad en hver kunne forvisse om sig ved at se på de i dagspressen reproducerede udbredelseskort - i helt kystnære områder, specielt i fjorde og bugter og i farvandene omkring Fyn. Det er lokale fænomener - specielt i områder med en ringe vandudveksling med omgivelserne og som modtager et stort tilskud af afvanding fra det bagvedliggende land. Iltsvindet skyldes den lokale udvaskning af kvælstofforbindelser. NKH's argument ville have nogen mening, hvis der var en øjeblikkelig opblanding af vand med hele Kattegat, men det er meget langt fra at være tilfældet. Gennem åer og kystgrundvand sker der en massiv tilførsel af kvælstof fra landbruget, som lokalt fører til høje koncentrationer. Algerne forbruger kvælstoffet, så snart det når havet, og det er stort set også i disse lokale områder, at algerne synker ned til bunden og forbruger ilten. Vore nabolande sviner også med kvælstof, men konsekvensen heraf ses i f.eks. Wismar Bugten (tyske Østersøkyst) og i Skälderviken for det skånske landbrugs vedkommende. Tyskeres, svenskeres og polakkers kvælstof, der er tilgængelige for algerne, er for længst omsat, inden det når vores farvande. At påstå at det er udenlandske kilder, der er skyld i iltsvind i f.eks. Limfjorden og Århus Bugt er helt ude i det blå. Byspildevand spiller kun en meget lille rolle i denne sammenhæng. Udledning af kvælstof-ilter fra forbrændningsmotorer er af nogen betydning for kvælstoftilførslen til havet via atmosfæren. Men igen: i de områder, hvor der faktisk forekommer iltsvind, er dette bidrag relativt beskedent.

At det er landbruget, der i kraft af en voldsom øgning i brug af kunstgødning og i husdyrproduktion indenfor de sidste ca 40 år har afstedkommet dette miljøproblem, har været erkendt i mere end årti, og de modargumenter, som NKH og HS bringer i marken, er da også gammel vin på gamle flasker. Men der er ikke megen ny erkendelse at hente på dette område. Det er også - som allerede antydet - langt fra kun et dansk problem; udover de ovennævnte nabolande kan man f.eks. nævne Chesapeake Bay på USA's østkyst. Alle steder beror iltsvindsfænomener på, at man i den sidste halvdel af forrige århundrede har tilført massive mængder af kvælstofgødning til afgrøder.

I den hjemlige debat har de mere rabiate debatører anført, at fremhævelse af dette faktum afspejler en fjendtlig holdning til landbruget - og endnu mere demagogisk - at det er udtryk for en venstreorienteret politisk holdning. Dette er selvsagt hen i vejret. Det er efter vores overbevisning blot meningsløst og uproduktivt at skjule, at moderne landbrugspraksis indebærer en reel miljøbelastning - i øvrigt ikke blot i havet og søer, men også på land hvor naturlige plantesamfund ændres på grund af den spredning af kvælstofforbindelser i miljøet.

Iltsvindsfænomenet er - som en del andre miljøproblemer - ikke så meget et forskningsproblem: det er i højere grad en interessekonflikt (uden at vi bestrider, at begge parter kan have legitime interesser). Derfor forekommer debatten, som den f. eks er forløbet i JP, så usaglig og med stor deltagelse af selvbestaltede eksperter. Og derfor efterlader den det forkerte indtryk, at der er væsentlig tvivl om, hvorfor der er iltsvind, og hvad man kan gøre ved det. Iltsvindsproblemet er et klassisk eksempel på, at man i en interessekonflikt påberåber sig forskningsmæssig usikkerhed og dermed undgår at tage stilling til ubehagelige kendsgerninger.

Det forekommer os, at en helt ideel løsning af dette problem næppe er mulig. Men den nødvendige og tilstrækkelige betingelse for en bedring af iltforholdene i vores kystfarvande er en yderligere reduktion i brugen af kvælstofgødning og en øvre grænse for husdyrhold. Det er ikke op til os at bestemme, hvordan man vil afveje interesserne (landbrugseksport versus strande uden opskyllede lig af fisk). Men man skal ikke kunne påstå at man ikke ved nok!

Når ilten svinder

Af Niels Kristian Højerslev, lektor i fysisk oceanografi, Københavns Universitet.

Jeg har ikke sagt, at landbruget var uden skyld i iltsvind, men jeg har fremhævet, at vejret, havets og iltens fysisk-kemiske egenskaber har haft en stor rolle i år, skriver Niels Kristian Højerslev.

KAJ SAND-JENSEN, som er professor i økologi på undertegnedes arbejdsplads, er en typisk miljødebattør, fordi han bevidst fejllæser min kronik i JP 26/10 og desuden helt forudsætningsløst beskylder mig for at være uvidende.

Det er korrekt, at jeg har anklaget Danmarks Miljøundersøgelser, DMU, for ikke at præsentere de relevante kvælstoftal til indre danske farvande, og det fastholder jeg.

DMU har siden konsensusåret 1991 og helt frem til i dag selv valgt at tale om totale mængder kvælstof, og så er det for mig naturligt at gøre det samme. Talforvirringen er stor nok i forvejen. Ingeniørforeningen i Danmark, IDA, holdt et møde 29/10 "Iltsvind i det marine miljø - hvad er ret, og hvad er vrang?" med en massiv deltagelse fra DMU og Miljødanmark.

Her kom det frem, at DMU i løbet af kun en enkelt måned har ændret på alle de relevante kvælstoftal til de indre danske farvande.

Hovedbidragsyderen af kvælstof, som er bundstrømmen oppe ved Skagen, har DMU i løbet af forgangne måned halveret, samtidig med at biotilgængeligheden af kvælstoffet i bundstrømmen er blevet reduceret med en tredjedel.

Siden har DMU med logisk konsekvens erklæret bundstrømmen næsten betydningsløs i forbindelse med iltsvind! Om kvælstoffets biotilgængelighed i Østersøvandet var der delte DMU-meninger UNDER mødet 29/10, men konsensus i DMU og Fyns Amt blev dog ved afslutningen, at dansk landbrug forurener havmiljøet syv gange mere end det polske landbrug. Sådan!

En afgørende rolle

Jeg har aldrig frikendt det danske landbrug for at være skyld i iltsvind som påstået af Sand-Jensen, men jeg har med rette fremhævet, at vejret, havet og iltens fysisk-kemiske egenskaber har spillet en afgørende rolle i 2002.

Og her er jeg i godt selskab med alle andre end miljøbiologerne, f. eks. ingeniørerne på DHI, som desværre ikke var inviteret til at give deres vægtige bidrag til iltsvindsmødet.

DHI kunne dog oplyse med brug af deres store iltsvindsmodel, at vejret i år havde givet anledning til et iltsvind, som var 2,5 gange større end for et år med sædvanligt klima.

Det var kombinationen af heftige regnskyl, svage østlige vinde og rekordvarme, der udløste det store iltsvind i år, hvilket jeg åbenbart til Sand-Jensens store fortrydelse også har tilladt mig at skrive og sige til offentligheden.

Sand-Jensen og de mange biologer omkring ham kan ikke forstå, at der skal andre fag på banen foruden de biologiske til at beskrive, gennemskue, rådgive samt lovgive omkring iltsvind. Desuden vil de ikke forstå, og der synes at foreligge en mental blokering.

Til allersidst kan jeg oplyse Sand-Jensen om, at DHI har regnet på det urealistiske tilfælde, hvor der slet ikke kommer kvælstof fra Danmark til indre danske farvande.

DHI konkluderer herudfra, at landbidraget fra Danmark generelt ikke spiller den store rolle i iltsvindssammenhæng. DMU og fiskeriets talsmand konkluderede noget lignende på mødet, idet fjordene og fiskene har det ganske godt alt taget i betragtning.

Jeg vil henvise Sand-Jensen til www.idamiljoe.dk og bede ham om at sætte sig bedre ind i tingene.