|
En
beskrivelse af udsmid, genudsætning, discard
Jan. 2003
Efter fiskeriforhandlingerne i Bruxelles og
fastsættelsen af kvoterne for 2003, er diskussionen om udsmid
dukket op igen. Her følger en beskrivelse af dette fænomen som
tydeligvis er et stort problem i fiskeriet, såvel i det praktiske
som i det politiske og når det gælder fiskeriets image i
befolkningen.
Udsmid, genudsætning eller discard dækker
over den samme handling, nemlig de fisk som fiskerne fanger, men
som ikke landes, men ”genudsættes” efter fangsten.
At ”genudsætte” lyder umiddelbart som en
fornuftig handling, noget lig den lystfisker som varsomt tager den
lille torsk af krogen, for så at gøre alt for at få den genudsat i
levende live.
Der findes enkelte fiskeriformer hvor det kan
lade sig gøre, og for bestemte fiskearter, men det er en meget
lille gruppe af fiskere og det er kun et fåtal af fiskearter, som
kan tåle at komme på dækket for så efterfølgende at overleve en
genudsætning. Bundgarnsfiskeriet, som ikke må forveksles med alle
mulige former for garnfiskeri, men som udelukkende består af store
fælder, bure el. ruser, hvor man fanger fisken og hvor den sagtens
kan holde sig i live, har med undtagelse af sild og makrel en
meget høj overlevelsesrate, når fisken igen udsættes. I
bundgarnsfiskeriet som i andre fiskerier genudsættes fisken, enten
fordi den ikke holder mindstemålet eller fordi kvoterne er
opfiskede.
Af andre fiskerier kan det traditionelle
vodfiskeri efter rødspætter også foregå med en fornuftig
genudsætning. Men i stort set alt andet fiskeri, og her taler vi
så om mere end 90 % af fiskeriet, vil langt hovedparten af den
fisk som genudsættes ikke overleve. Dette er der almindelig
enighed om.
Hvor stort udsmidet så er i de enkelte
fiskerier og farvandsområder er der derimod stor uenighed om. Der
findes et utal af rapporter som forsøger at dokumentere, hvor
stort udsmidet er og de skal sikkert alle tages med et gran salt.
To af de mest citerede siger henholdsvis, at udsmidet i Nordsøen
er 500.000 tons, og at for hver kg søtunge bomtrawlerne fanger
udsmider de 13 kg anden fisk og bunddyr.
Denne fremstilling vil ikke forsøge at lege
med disse tal, men derimod skal jeg forsøge at beskrive udsmidets
karakter, dvs. årsager til udsmid og hvad der kan gøres for at få
nedbragt udsmidet.
Det økonomisk bestemte udsmid
Det er helt åbenbart at politikerne og
befolkningen bliver meget opbragte, når de hører at fiskerne
udsmider god spisefisk, for blot at tjene penge. Og det er da
sådanne sager der finder frem til avisernes forsider. Denne form
for udsmid kalder jeg ”det økonomisk bestemte udsmid”, på
engelsk kaldes det også at high-grade.
Før vi studerer den sag nærmere, er det
vigtigt at få understreget, at den form for udsmid udgør en
forholdsvis lille del af de samlede udsmid, målt i tons. Dette
udsmid har i mange år været ret udbredt inden for fiskeriet efter
makrel og sild – i Norge siger man nu at det ikke er så udbredt
længere. Denne form foregår ved at fiskerne har fanget en stime
sild el. makrel (som jo er stimefisk og derfor også fanges i not
og trawl i relativt store mængder af gangen). Efter fangsten viser
det sig at størrelsen på fisken hører til i en kategori, som giver
en forholdsvis lille afregning. Og da fiskeriet er begrænset ved
at de enkelte fartøjer har en kvote eller en ration, så vil
fiskerne være fristet til at lade fangsten blive i havet, for så
at forsøge at fange de større fisk.
De sild eller makrel som udsmides dør, og
denne form for økonomisk udsmid opdages ved, at dette ”bjerg” af
fisk på havbunden (måske 500 tons) bliver opdaget af de som holder
øje med olierørledningerne i Nordsøen. Der er også en historie fra
Den Engelske Kanal sidste år, hvor en mindre trawler var ved at
kæntre, da han fangede et sådant bjerg af døde fisk.
Denne form for udsmid er som nævnt velkendt.
I Norge er det ulovligt, men i Danmark blev det først ulovligt
sidste år, med et udsmidsforbud som forbyder udsmidning af fisk,
som kan landes lovligt, dvs. fisk som holder mindstemålet og som
ligger indenfor den ration eller kvote som fartøjerne fisker
under. Et andet og kendt økonomisk udsmid er udsmidet af de mindre
sorteringer inden for mørksej, hvilling og kuller. Det har været
en almindelig praksis i mange år og her fører Skotland med et
dokumenteret stort udsmid af hvilling og små kuller.
Nu er der så sat fokus på udsmidet af de
mindre men salgbare torsk. Torsk er opdelt i 5 sorteringer med 5
og 4 som de små. Under mere normale kvoteforhold, landes der
procentvis flere af de mindre sorteringer end af de større. I
starten af 90’erne var der en overgang, hvor de små torsk udgjorde
75 % af de samlede landinger af torsk, sådan er det ikke længere
og årsagen er såre enkel: kvoterne på torsk er blevet så små, at
fiskerne ikke ser anden udvej, end kun at lande de dyre
sorteringer.
Og det er en sådan praksis der får de
ansvarlige for dansk fiskeri op af stolen. ”Det er vanvittigt, men
jeg forstår fiskerne” siger fiskernes formand Bent Rulle.
”Fiskerne saver den gren over de selv sidder på” siger
fødevareministeren og tilføjer ”med en sådan praksis udhuler
fiskerne vores forsøg på at få genopbygget torskebestanden”.
Fiskeindustriens formand siger ”Noget rent ud sagt forbandet
svineri, fiskerne fortsætter med at save det træ over de sidder
i”.
Og til det siger de fiskere som bruger den
praksis ”jeg er ked af det og jeg beklager det også, men jeg har
ikke noget valg”.
Før jeg skal fælde dommen over de som har
ansvaret for dansk fiskeri, skal jeg bede om at man læser det
følgende.
Det kvotebestemte udsmid
Som nævnt udgør det økonomisk bestemte udsmid
en lille del af det samlede udsmid. Det næststørste udsmid kalder
jeg ”det kvotebestemte udsmid”. Det er helt sikkert det
udsmid som fiskerne har det dårligst med, men som ophavsmændene,
politikerne og myndighederne, kun meget sjældent taler om.
Mængderne i det kvotebestemte udsmid er helt afhængige af den
fiskerikontrol som myndighederne sætter i værk, udsmidet vokser
simpelthen med kontrollen.
Selvfølgelig kan det ikke udelukkes at
kontrollen også forhindrer et kvotebestemt udsmid, ved at en
omfattende kontrol vil afholde fiskerne fra at gå på havet, men
det ligger i så fald i småtingsafdelingen.
De fiskere, som ikke bliver ophugget, tager
på havet og de fisker. Og dermed fanger de også fisk som ikke må
landes, fordi kvoterne er opfiskede. Og det gør de fordi meget af
fiskeriet er et blandet fiskeri, hvor man fanger flere forskellige
arter i det samme redskab.
Til illustration bruger jeg en af de første
ulovlige landinger af industrifisk i år, landinger hvor målarten,
dvs. den fisk som man fiskede efter, ikke kunne holde de 60 % af
lasten, som man skal når man fisker efter industrifisken sperling.
Udover målarten indeholdt lasten mere end 10 forskellige arter
fisk, som sild, kuller, torsk osv. Skipperen undskyldte sig med,
at han lå på norsk område, hvor der er et udsmidsforbud, i norsk
fiskeri er det simpelthen forbudt at udsmide fisk. Til det siger
de danske myndigheder ”det er ikke nogen undskyldning for at lande
den ulovlige fisk; du skulle have sejlet ind på dansk område og
dér udsmidt den fisk du ikke må lande”.
Og sådan er virkeligheden i det kvotebestemte
udsmid, det er ikke ulovligt at fange fisken, men det er ulovligt
at lande fisken. Kommer fiskerikontrollen en sjælden gang om bord
på et fartøj under fiskeri, og ligger det fartøj f.eks. med flere
hundrede tons fisk på dækket, som ikke må landes, så sker der ikke
noget. Ligger fisken derimod under dækket, i lasten, så falder
hammeren, og med de seneste domme for ulovlige landinger, ser det
også ud til, at den vil falde hårdere og hårdere.
Et andet eksempel er hentet udefra Nordsøen
sidste efterår, hvor en garnfisker i radioen beklager sig over, at
han over 3 dage ikke har kunnet fange de 60 kasser torsk han har
tilbage på sin ration. Han taler i radioen med et besætningsmedlem
på en af de moderne trawl/vod fartøjer som ligger og fisker efter
kuller. Og han fortæller garnfiskeren, at han bare kan komme på
siden af ham, for de udsmider 100 kasser torsk fra hvert træk de
sætter. Denne store mængde af torsk bliver udsmidt fordi man for
længst har opfisket torskerationen.
-
Selvfølgelig skal en sådan historie tages med en gran salt,
men om det så er 10,20, 50,100 eller for den sag skyld 200 kasser
torsk i hvert træk, er ikke så afgørende, som det faktum, at
fiskerens ration er opfisket og derfor kan han ikke lande
bifangsten af torsk.
Et tredje eksempel er det forhold, at hele
den danske kvote på torsk eller anden fisk bliver opbrugt i et
farvandsområde og så bliver der enten totalt stop for landinger af
denne art, eller også bliver der indført meget små rationer, som
kan landes som bifangst. Her bliver resultatet det samme: den nu
forbudte fisk bliver alligevel fanget i det fiskeri som foregår og
den udsmides så som lovligt udsmid.
Det almindelige udsmid
Det sidste udsmid kalder jeg ”det
almindelige udsmid”. Det er et udsmid hvis størrelse er helt
afhængig af hvor, hvordan og med hvilke redskaber der fiskes.
Dette udsmid kommer fra de fisk som ikke holder mindstemålet; de
fisk som er syge eller blevet skadet af redskaberne og fra de fisk
og bunddyr som ikke udnyttes kommercielt. Dette udsmid udgør det
største udsmid, men det er bredt accepteret når man ser bort fra
de fiskerityper som kunne gøre meget mere for at begrænse
udsmidet. Her tænker jeg specielt på trawl med for små masker, et
almindeligt fænomen når kvoterne ikke kan opfiskes for så gælder
det om at få alt med, også de små fisk.
Tidligere, under de større kvoter som man
heller ikke kunne opfiske hvert år, må der have været et større
udsmid af f.eks. undermåls torsk end der er i dag, selvfølgelig
målt i tons da der blev landet 5-6 gange så mange torsk som i dag,
men sikkert også i procenter, for nu kan fiskerne, tvunget af
omstændighederne, tillade sig at fiske med større masker for de
har ikke brug for de små fisk længere. Men denne positive
udvikling, gennem de lave kvoter, bliver ikke stor fordi der nu
fanges så få torsk og fordi der nu også er tale om blandede
fiskerier, hvor fiskerne må bruge forholdsvis små masker for at få
andre arter med i f.eks. fiskeriet efter torsk, det er hvilling,
kuller, rødtunge, skærising, ising m.m. som er noget mindre fisk
end torsk.
Og så er det et støt voksende trawlfiskeri
med små masker efter jomfruhummer, søtunger og industrifiskene,
tobis, sperling, blåhvilling og brisling. Dette fiskeri foregår
med masker der er fra 4 cm og ned til under 1 cm. Og alt afhængig
af årstid og pladser, giver disse fiskerier et meget stort udsmid
af mange arter fisk, som ikke kan overholde mindstemålene og
større fisk som ikke må landes pga. skrappe bifangstregler i disse
fiskerier.
Et eksempel er som nævnt tungefiskeriet med
bomtrawl, som er undersøgt til at give 9 kg døde småfisk og 4 kg
bunddyr for hvert kg tunge der landes. Det er så vidt jeg ved det
værste eksempel vi har når det gælder et helt igennem lovligt
udsmid. Men undersøgte man det hastigt voksende fiskeri efter
jomfruhummer i Nordsøen, så tror jeg at man vil komme op i
nærheden af udsmidet i tungefiskeriet, hvis man vel at mærke måler
udsmidet i hummerfiskeriet i forhold til hummerlandingerne og de
skrappe bifangstregler.
Til sidste vil jeg nævne et af de store
”udsmid” i dansk fiskeri, som faktisk slet ikke er noget udsmid!
Her er det tale om de mange konsumfisk som industrifiskeriet efter
blåhvilling, brisling, sperling og tobis lovligt må lande, sammen
med industrifisken. Regner vi det hele med, så må industrifiskerne
lovligt lande 180.000 tons konsumfisk hvert år og dertil kommer et
ukendt antal tons, som ikke kan identificeres, fordi 25 % af en
last skidtfisk må være blevet til suppe. Så sammen med de mange
ulovlige landinger, dvs. landinger hvor lasten overskrider de
fastsatte procenter for mange andre arter der må være i den,
bliver det til, at det danske industrifiskeri kan lande næsten
lige så mange konsumfisk til fiskemel og olie, som hele den danske
konsumflåde har til rådighed.
Jeg erkender, at ovenstående udregning
omkring industrifiskeriet kan og vil blive angrebet fra mange
sider i dansk fiskeri og derfor skal jeg tilføje, at min udregning
bygger på en lang række af antagelser, som jeg og andre ikke har
fuldstændig sikkerhed for, men det er et område som fortjener en
høj prioritet i undersøgelserne af ”tabet” af spisefisk i dansk
fiskeri.
For en diskussion af emnet udsmid,
følgende opsamling.
Vi har altså at gøre med et økonomisk- et
kvote- og et mere almindeligt bestemt udsmid.
Så for at forstå fiskernes situation, må vi
gøre os disse tre former klart. Udsmid er og har altid været en
del af fiskernes hverdag. Før kvoterne blev indført i 1983 var det
først og fremmest det udsmid som hører til den praktiske del af
ethvert fiskeri, nemlig det udsmid der skulle ud fordi fisken ikke
overholdt mindstemålene eller fordi den ikke kunne sælges.
Med indførelsen af kvoter, er der så kommet
disse to nye udsmidskategorier ind i fiskeriet. Og som nævnt er de
begge styret af fiskeriindsatsen målt i forhold til kvoternes
størrelse.
For at give en objektiv bedømmelse af
udsmidets konsekvenser for fiskebestandene, er det vigtigt at man
husker på, at der er en væsentlig forskel på, at udsmide f.eks.
100 tons små torsk som ikke kan holde mindstemålet, i
sammenligning med 100 tons større torsk, som kan holde målet
f.eks. 5 og 4 torsk. Det gælder for de fleste fiskearter, at den
største naturlige dødelighed finder man, også målt i tons, hos de
små fisk. De små fisk har en langt højere risiko for at blive ædt
af andre fisk. Så når fiskerne udsmider store torsk, så er det tæt
ved et 100 % tab for den fiskebestand og dermed for fiskeriet,
idet disse fisk har nået den størrelse og alder, hvor den største
risiko for at miste livet udgøres af faren for at blive fanget af
en fisker.
Så når det kvotebestemte og det økonomisk
bestemte udsmid vokser, som det har gjort det op gennem 90’erne,
så er det klart et langt alvorligere problem end det almindelige
udsmid, når vi taler om at få genopbygget fiskebestande.
-
Men vi må blot ikke glemme, at for fiskerne er udsmid en
almindelig del af deres virksomhed.
Derfor kan vi nu tage fat på den moralske
side af sagen. Undersøgelser viser, at befolkningen opfatter
udsmidet som et alvorligt og etisk problem. Man bryder sig
simpelthen ikke om, at fiskerne udsmider god spisefisk og her er
det ligegyldigt om årsagen til problemet skal findes i
fiskeriforvaltningen eller hos den enkelte fisker.
Det er forståeligt og jeg deler den holdning
der siger, at det er et meget alvorligt problem. Udsmidet af god
spisefisk kan ikke forsvares og det bør bringes til ophør, ligesom
jeg også mener, at store dele af det såkaldte almindelige udsmid i
tunge- og hummerfiskeriet eller det ”udsmid” som går i lasten hos
industrifiskerne, bør bringes til ophør.
Men jeg mener ikke, at de fiskere som
udsmider fisk af økonomiske grunde, skulle have et større moralsk
problem, end os andre. For jeg mener, at de fiskere som siger at
de er kede af det, men de har ikke noget valg, taler på vegne af
mange fiskere og de viser gennem handlingen, at her har vi gennem
fiskeriforvaltningen fået et alvorligt problem på halsen.
Selvfølgelig skal jeg ikke forsvare alle fiskeres handlinger i
denne sag, men jeg mener at flertallet af de danske fiskere kan
stå inde for det de gør, også når de udsmider fisk af økonomiske
grunde.
Men hvis befolkningen mener at dette er et
etisk problem, så mener jeg, at det er fiskeriets organisationer,
politikerne og myndighederne som har dette moralske problem. Det
er en længere historie som jeg ikke skal trætte læserne med, blot
skal jeg have understreget, at fiskeriets organisationer og
myndighedernes hykleri og laden stå til på dette område, er dårlig
moral af værste skuffe.
Der findes kun én udvej til at få bragt
udsmidet ned på et acceptabelt niveau og det er at få stoppet de
fartøjer og de fiskeriformer, som ikke kan foregå uden at måtte
betjene sig af en eller alle tre former for udsmid. Og hvilke
fartøjer og hvilke fiskeriformer der her er tale om, kan man læse
meget mere om på
www.levendehav.dk
Kurt Bertelsen Christensen
Ferring Strand 2003
|
