Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

Sakset fra Jyllands Posten den 3/11 2003. Nederst Levende Havs kommentar

Torskedum politik

Af Martin Lidegaard, folketingsmedlem, fødevarepolitisk ordfører (R)

Der er for få fisk til for mange fiskere, og der bør skabes ny balance mellem de forskellige fiskerier, skriver Martin Lidegaard forud for en ny anbefaling fra nogle arbejdsgrupper.

I RELATIV ubemærkethed gennemgår dansk fiskeri i disse måneder sin mest alvorlige krise i nyere tid. Til skade for forbrugerne og til skade for flere tusinde fiskere, der er truet på deres brød. Alle er ofre for en fiskeripolitik, der har spillet fuldstændig fallit og nu må finde sin afslutning.

Sammen med EU har vi i Danmark fået skabt en ondartet regulering, der drukner fiskerne i kontrol og bureaukrati, mens tonsvis af fisk ryger tilbage i havet som dødt materiale - eller sælges sort i havnene. Denne vanvittige politik medfører, at ingen har noget overblik over, hvor mange fisk, der bliver fisket hvor, og hvordan bestandene egentlig har det. Og dog har danske politikere i almindelighed, og den nuværende regering i særdeleshed, lidt af en total berøringsangst for at foretage de nødvendige prioriteringer og dermed sikre et bæredygtigt dansk fiskeri.

Frit fiskeri for de små

På den baggrund foreslog Det Radikale Venstre i vinter at tænke dansk fiskeri helt forfra. Det lykkedes at få nedsat tre tekniske arbejdsgrupper, der nu afleverer deres anbefalinger i denne uge, og jeg tør godt spå en heftig politisk debat. For det er på tide at skabe en helt ny balance mellem de forskellige fiskerier. De små kystfiskere, der ikke har noget udsmid, fisker skånsomt og satser på de fisk, der er mest værd, må prioriteres højere end de store både, der har et stort udsmid, som ødelægger havbunden og som fisker mindre fisk. Dermed får vi mest økonomi, beskæftigelse og miljø ud af de fisk, der nu engang er. Tænk hvis vi politikere havde mod til f.eks. at sige: Alle både under 15 meter får licens til at fiske frit inden for 12 sømil, så længe de kun benytter skånsomme redskaber. Dermed kunne man afskaffe al bureaukrati og kontrol med omkring tre fjerdedele af fiskerne og alligevel have årsmængder tilbage til større både, der ikke kan undgå torsk som en mindre bifangst, men ellers har et fornuftigt fiskeri i de farvande, hvor kystfiskerne ikke kan nå ud.

Og ja, denne løsning ville betyde, at nogle mellemstore fiskere på kort sigt vil komme i klemme. Men så kunne vi jo vælge at koncentrere vores økonomiske støtte til netop denne gruppe, så de kunne lægge op uden at skulle gå fra hus og hjem - eller lægge om til et mere bæredygtigt fiskeri.

Det er tid til at sige tingene lige ud. Der er for få fisk til for mange fiskere. Sådan behøvede det ikke at være, hvis vi turde fordele fisken på den rigtige måde. Vi stikker blår i øjnene på både fiskerne, forbrugerne og vælgerne, hvis vi bilder dem ind, at vi bare kan fortsætte som hidtil.

Kommentar fra LLH

Det er et udmærket forslag selv om det bygger på en forkert påstand om ”der er for få fisk til for mange fiskere”. Der er ikke for mange fiskere, men der er for få fisk til det fiskeri der er blevet bygget op de seneste 15 år. Der kunne sagtens være dobbelt så mange fiskere beskæftiget i fiskeriet, hvis man satsede på arbejdspladser i stedet for at satse på offentlig støtte til bygning og modernisering af store fartøjer. Fartøjer som ikke har brug for fiskere, men for store mængder af fisk, for at kunne drive og tilbagebetale de mange mil kroner tilbage, som disse fartøjer koster. Med hvad deraf fulgte af ødelæggelser i havmiljøet og i fiskebestandene.   

Vi er enige om, at det mindre fiskeri skal have en ny regulering, en kystfiskerordning eller endnu bedre et frit fiskeri, under et sæt regler for hvilke redskaber der må anvendes. Og hvis et eventuelt frit fiskeri skal holdes inden for 12 sømil fra land, så må det også betyde at de store, holdes uden for de 12 sømil. 

Mht. de store i fiskeriet skriver ML, at der bør være ”årsmængder tilbage til større både, der ikke kan undgå torsk som en mindre bifangst, men ellers har et fornuftigt fiskeri i de farvande, hvor kystfiskerne ikke kan nå ud”. Det er lidt svært at forstå, men hvis ML med ”fornuftigt” mener, at de store som bedriver et økologisk bæredygtigt fiskeri, skal have en regulering som tilgodeser deres behov, så vi også enige på det punkt.

ML vil tydeligvis et mere naturskånsomt og bæredygtigt fiskeri. Det vil vi også i Levende Hav, men det kræver meget store ændringer i fiskeflåden og i den måde vi fisker på. For mere end 50 % af det fiskeri som foregår i dag, kan simpelthen ikke fortsætte, under en troværdig fiskeripolitik.

Kurt Bertelsen Christensen