Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

Det siger sig selv at naturen og dets ressourcer mindst af alt har brug for liberalismen. Og alligevel er det liberalismen og dets systemer som styrer landbrug og fiskeri i dag. For at afbøde de værste virkninger af disse systemer indfører man selvfølgelig andre liberalistiske systemer som kan hjælpe til at afbøde de værste virkninger af de liberalistiske markedskræfter i landbrug og fiskeri. Naturen forarmes og så må den beriges med genopretningsplaner og beskyttede områder (og fordi de konservative ofte går hånd i hånd med de liberale kalder man disse områder for ”nationalparker”).

-          Vi skal så hurtig som muligt i gang med at afvikle de liberalistiske systemer i landbrug og fiskeri. For vi ved nu at produktionen af fødevarer er begrænset af naturenikke af systemet.

Journalist Keld Hansen ved meget om dansk natur og dansk landbrugs brug af den danske natur. Han har skrevet flere bøger om emnet og seneste i kronikken ”Det tabte land” Berlingske Tidende http://www.berlingske.dk/article/20081128/kronikker/712170011/

Kronikken er en fantastisk opsamling på hele sagen om dansk landbrug efter 2. Verdenskrig. ”Hvad kalder man et land, hvor mindre end en halv procent af befolkningen ejer mere end 63 pct. af jorden? Spørger han indledningsvis og svarer selv: Nej, ikke »bananrepublik« det rigtige svar er Danmark”

Og derfra opridser han hvorledes landbrugets kapitalinteresser afvikler sig selv og den natur det lever af. Industrimanden der tager over og sprøjter kapital ud over landbruget med det resultat at bondemanden bliver udryddet. Fra 200.000 brug i 1950 til under 10.000 i 2010.

Gælden vokser til astronomiske beløb; naturen har aldrig tidligere i historien været så forarmet som i dag; de ca. 10.000 landmænd modtager i gennemsnit 250.000 i offentlig støtte om året, i alt 8 mia. kroner; en hektar koster op mod 300.000 i dag på alle objektive målbare områder i landbruget ser det fantastisk dårligt ud. Der er intet godt at sige om dansk landbrug anno 2008.

Denne illustrative fremstilling af dansk landbrugs udvikling siden 2. Verdenskrig kan desværre og uden de store justeringer overføres til udviklingen i dansk fiskeri i samme periode.

I 1950 var der ca. 20.000 aktive fiskere og ca. 8000 aktive fiskefartøjer i dag er det 800 aktive erhvervsfartøjer og et mindre antal aktive bierhvervsfartøjer. I 1950 var alle fiskebestande så vidt man ved i god form, der var mange fisk og siden 1950 er det kun Østersøens bestande af torsk som voksede betydeligt fra 70’erne og frem til slutningen af 80’erne hvor de bestande kollapsede pga. af overfiskeri. Overfiskeri blev den mest styrende faktor i fiskeriet siden 70’erne hvor det moderne fiskeri tog fart.

Med EU’s fælles fiskeripolitik i 1983 tog afviklingen rigtig fart. Sammen med kvoter og nye regler i stort målestok startede erhvervsfiskeriet på en helt ny kurs, væk fra det personlige fiskerifaglige ansvar til et fiskeri styret af den offentlige forvaltning og de store tilskud. Industritanken blev den herskende i fiskeriet og var fiskeren ikke med på den kurs så var de imod og blev selvfølgeligt smidt ud af fiskeriet. Alle væsentlige aktører, fra ejerne af de store fartøjer ind over forvaltningen og de politiske systemer, havde den samme interesse, lad falde hvad ikke kan stå. Der er kun nuancer til forskel på SR regeringen i 90’erne og VK i 2000. I 90’erne gik socialdemokratiet stadig ind for industri, arbejdere og fagforeninger derfor havde det parti heller ingen problemer med at kystfiskeriet blev overtaget af industrien.

Med udryddelsen af det mindre og mere traditionelle fiskeri fik vi færre og færre fiskere og ansatte i fiskerisektoren, men de blev erstattet af flere og flere ansatte akademikere i de offentlige nationale og internationale forvaltninger herunder en stor opblomstring i de fiskeribiologiske kredse. Med denne udvikling styrede fiskeriet paradoksalt nok kun ind i større og større problemer med overfiskeri og habitats forringelser. Og dermed kom de nationale og internationale natur- og miljøorganisationer om bord i erhvervsfiskeriet.

Og hele dette forvaltningssystem voksede og voksede i takt med at selve fiskeriet blev afviklet og mere og mere kapitaliseret. Dvs. alt kunne efterhånden omsættes mellem fiskerne og denne udvikling lugede kraftig ud i det mindre og mere traditionelle fiskeri. Fiskeriets mange fartøjer blev koncentreret på færre og større trawlere som vha. af mere og mere motorkraft udviklede sig til ren en kapitalstyret industri.

I 2006 kulminerede udviklingen i Danmark ved at regeringen og Dansk Folkeparti indgik et fiskeripolitisk forlig som privatiserede resterne af dansk fiskeri og tilbage har vi nu de 800 erhvervs fartøjer (hvoraf 200 er spøgelsesfartøjer) og deres kvoteselskaber. Hele denne afvikling af fiskeriet skyldes fiskeriforvaltningens totale overtagelse af fiskeriet. Den ansvarlige minister sagde det meget rammende da han blev kritiseret for sin politik ”Vi kunne ligeså godt gøre det for fiskeriet var allerede privatiseret i alle led inden vi formaliserede det med vores FKA system”.

Han stod i spidsen for en forvaltning som bildte sig selv og omverden ind, at fiskerne måtte eje fisken i havet, dvs. kvoterne og rettighederne til fiskeri for derigennem selv at tage bedre vare om bæredygtigheden. De opbyggede myten om, at når igen ejer en naturressource så vil alle udplyndre den, ingen vil tage vare om den. Og dertil hentede de deres argumenter i Hardins bog ” The Tragedy of the Commons” fra slutningen af 1960.    

Med Hardin i lasten så forvaltningens universitets uddannede sig selv som beskytter af den naturressource som fiskerne kun ville udnytte til personlig vinding. Og den udvikling blev fremmet af virkeligheden i fiskeriet hvor biologerne kunne berette om overfiskeri og anden naturødelæggelse af havet. Og denne forvaltning har ikke taget noget ansvar for fisken som fødevare. Det rammer nu uhyggeligt hårdt i den 3. Verdens fiskerier. Her tvinges de mange fattige lande til at indføre de forvaltningssystemer som vi bruger i den rige verden, med det katastrofale resultat, at fisken forsvinder som vigtig daglig fødevare for de fattige i denne verden.

Vi bilder os ind at vore systemer giver mere mad til verdens sultne, større rigdomme og dermed større lighed i verden. Det kunne også se sådan ud. For trods tilbagevendende kriser siden 50’erne har den rige verden vist resultater og derfor også kunnet sætte dagsorden. Og dermed har vi bildt os ind at ind at demokrati og kapitalisme var/er svaret på hvilken verden vi skulle leve i. Men siden starten af 2000 står det mere og mere klart for os alle, at kapitalismen og demokratiet ædes op den udhules af en politisk liberalisme uden grænser. Liberalismens affødte uligheder i verden har været på vej siden midten af 90’erne og kun væksten i Kina har kunnet bremse den.

Al fornuft siger at naturen og dets ressourcer mindst af alt har brug for liberalismen. Og alligevel er det liberalismen og dets systemer som styrer landbrug og fiskeri i dag. For at afbøde de værste virkninger af disse systemer indfører man selvfølgelig liberalistiske systemer som kan hjælpe til at afbøde de værste virkninger af de liberalistiske markedskræfter i landbrug og fiskeri. Naturen forarmes og så må den beriges med genopretningsplaner og beskyttede områder (og fordi de konservative ofte går hånd i hånd med de liberale kalder man disse områder for ”nationalparker”).

Men det ændrer ikke ved det uomgængelige. Vi bliver flere og flere mennesker i verden som har brug for mad hver dag før de kan blive ligeså rige som os. Vi bliv rigere i vores verden, for et par år siden kunne vi købe resten af verden bildte de liberale os ind, men der bliver nu flere og flere der sulter. Krige, terror, fattigdom og sulten sætter den globale dagsorden i dag.

Millioner mister deres virke i landbruget og i fiskeriet og sulten stiger og med finans- og fødevarekrisen som kun er i sin vorden ser vi nu resultatet af vores liberalistiske blindhed.

Vi skal nu, så hurtig som muligt i gang med at afvikle de liberalistiske systemer i landbrug og fiskeri. For vi ved nu at produktionen af fødevarer er begrænset af naturen og ikke af systemet.

Kurt Bertelsen

Fiskeripolitisk aktiv i Levende Hav