Home Dansk fiskeripolitik EU fiskeripolitik M/S Anton Galleri Aralsø-projektet Arkiv Links Støt os   English

Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

 

 

Hvordan synes du selv det går Hans Chr. Schmidt?

Fiskerikontrollen har overgivet en sag om organiseret handel med ulovlige fisk til politiet. Et firma i Grenå er nu under anklage for at have omsat 9.000 tons ulovlige fisk. Kontrollens undersøgelser har stået på siden september 2006

9 mio. kg ulovlige fisk fra et enkelt firma i en mindre dansk fiskerihavn er rigtig mange fisk og en sag som også vil omfatte mange fiskere, inden den er afsluttet. Hvordan kunne det lade sig gøre?

For et år siden fik skotske fiskere konfiskationer og bøder på i alt 36 mio. kroner for ulovligt at have solgt 7000 tons sild og makrel til en virksomhed i Hirtshals. Hirtshals virksomheden fik ikke nogen sag på halsen, fordi den ikke har ansvaret for skotske landinger.

Men i denne sag fra Grenå, er det virksomheden som kommer under anklage fordi den har solgt 9 mio. kg flere fisk ud af virksomheden end den på papiret har købt af fiskerne. Dvs. at virksomheden enten har vasket sorte fisk hvide. El. at virksomheden og fiskerne har samarbejdet om salg af køb af det man kalder grå fisk, dvs. omskrevne eller skuffefisk, et system der bruges til at omgås kvoterne.

Er det en helt igennem uhørt skandale i dansk fiskeri? Ifølge fødevareminister Hans Chr. Schmidt burde det i hvert fald ikke kunne lade sig gøre. For han forsømmer ingen lejlighed til at berømme danske fiskere og virksomheder for deres lov lydighed, ved ex. at angribe Polen og polske fiskere for deres ulovligheder.

Nu har Fiskerikontrollen så afsløret en enkelt sag, der i omfang desværre også kan matche store sager fra udlandet. Gad vide hvordan det ser ud i de store havne på vestkysten?

Og gad vide hvordan det ser ud i Polen og de baltiske lande, hvor en af de store spillere i dansk fiskeriindustri, Espersen A/S fra Bornholm sidder på en stor del af markedet? Ifølge den danske fødevareminister sender Polen og dens fiskeindustrier mere forarbejdet torsk ud af landet end Polen får ind af råvarer. Kan fødevareministeren nu også garantere os, at danske fiskere og Espersen A/S intet har med den sag at gøre?

Det burde han kunne. For det er mere end svært at tro på, at store virksomheder der omsætter for mia. også kan beskæftige sig med noget så prosaisk som ulovligheder med sorte og grå fisk. Men Espersen A/S og ledende medarbejdere på virksomheden og et større antal leverandører (fisker) blev i 2005 dømt bøder i millionklassen, for sådanne ulovligheder.

Så måske skulle fødevareministeren nu, med denne sag fra Grenå også holde igen med at smide med brosten fra det glashus, han selv har fået bygget op om dansk fiskeri.

Hvordan synes du selv det går Hans Chr. Schmidt?

Kurt Bertelsen Christensen

Ferring Strand den 5/3 2007

 

 

Sitemap Miljødebat Enkeltsager Kystfiskeri Havbrug Kontakt os