Home Dansk fiskeripolitik EU fiskeripolitik M/S Anton Galleri Aralsø-projektet Arkiv Links Støt os   English

Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

 

Det er ikke kun skidtfisk der lugter i dansk fiskeri.

           Nu skal Hans Chr. Schmidts ”stolte fiskere” knokle for købet af den fisk, som de ejede, indtil han forærede kvoterne til fartøjsejerne. Det vil de ikke og derfor vil Kvoteejerne have billige arbejdskraft fra øst, som holder deres kæft og gør det de får besked på. Og så er det også sidste udkald for kystfiskeriet. 

Skidtfisk lugter, men det kan man vende sig til. Det er svære med fiskeripolitikken – den stinker. Til Ritzau den 9/2 udtaler fiskernes formand Flemming Kristensen, Thyborøn at ”han er svært tilfreds”, fordi han og 3F har fået forhandlet nye vilkår for de ansatte på fartøjerne. Og ”de udenlandske fiskere skal have samme vilkår, for der er et stort behov for udenlandsk arbejdskraft i fiskeriet”.

Og det er netop sagens kerne, Flemming Kristensen & Co har brug for den billige østeuropæiske arbejdskraft for at få kvoterne hevet i land, partsfiskeriet står for fald.

Det danske partsfiskeri var ellers lige så berømmet som den ”danske model” på arbejdsmarkedet. Partsfiskeriet var kernen i dansk fiskeri, dette at skipper og mandskab var lige på havet, havde de samme interesser også i land, hvor familierne ofte hang sammen. Der kan ikke siges nok positivt om partsfiskeriet. Det var omsluttende og udvidende i fiskeriets verden af fare for forlis og afsavn. Alle var med, alle stod sammen også når det var allersværest.

Nu har regeringen med Fødevareminister Hans Chr. Schmidt i spidsen med støtte fra Dansk Folkeparti, får smadret dette unikke system og åbnet op for det eneste, resterne af dansk fiskeri herefter kun kan overleve på, nemlig den billige østeuropæiske arbejdskraft.

Det er logikken i kapitaliseringen af kvoterne. For de mange lånte millioner til køb af kvoter skal nu afskrives inden besætningen kan få sin hyre. Og allerede inden Ny regulering var danske fiskere, pga. af de høje oliepriser og andre udgifter som skulle forlods ud, ved at være trætte af at skulle knokle i 15-20 timer om dagen for en hyre, der ofte ikke nåede over de 300.000/år. Alt imens ejerne levede i velstand, herhjemme og ude på Thailands solbeskinnede kyster. For har man først fået opbygget en gæld der er stor nok, betyder privatforbrug på halve og hele millioner ikke længere noget i det store regnskab. Det samme ses i landbruget.

Det vil danske fiskere ikke være med til og derfor råber og skriger Kvoteejerne på arbejdskraft fra de østeuropæiske lande. De østfra kommende kan stadig se et formål med at knokle i 15 - 20 timer a 10 dage til minimum 10.000 kr. i hyre + alle omkostninger til rejse og ophold betalt.

Men og det spørgsmål er ikke besvaret: Er der andre end Kvoteejerne der kan se positive gevinster, med den nye regulering? Hvis det er tilfældet skal de på banen og forklare sig. Og i særlig grad har Dansk Folkeparti fået et forklaringsproblem.

Fagforeningen 3F hænger også i tovene. 3F kæmpede ikke imod i Erhvervsfiskeriudvalget selvom 3F også ved, at de ansatte på fartøjerne skal arbejde 15-20 timer om dagen. Det har 3F råbt op om i mange år. Men da var det partsfiskere og ikke så ofte medlemmer af 3F/SID. Nu har regeringen og 3F fået åbnet op for østeuropæiske arbejdskraft, som 3F i parentes bemærket, jo nok også ”bliver nødt til” at få organiseret. 

Det blev ikke den alliance mellem miljøbevidste fiskere og forbrugere i Danmark, som vi har kæmpet for siden midten af 90’erne. Denne for havet, ressourcerne, det bæredygtige og naturskånsomme fiskeri vigtige alliance, hænger i en meget tynd tråd med regeringen, Dansk Folkeparti, Danmarks Fiskeriforening og 3F ved roret. For det er også ved at være sidste udkald for det danske kystfiskeri og de mindre fartøjer, hvis lidt af dette fiskeri skal overleve den massakre som ovennævnte har sat i gang.   

For dansk fiskeri har sat kursen mod Spanien, det er den anden økonomiske logik i Ny Regulering. Om et par år vil kvoterne være helt omsættelige og snart derefter også på tværs af EU landene. De som tvivler, kunne tage en tur til Portugal til fiskerihavnen Peniche. En fiskerihavn som Thyborøn, med store moderne auktionshaller og tilhørende infrastruktur som ligger øde hen, til møbellager og lyssky virksomhed. På kajen møder man fiskere med snøre og krog fange lidt fisk til aftensmaden. For kvoterne er overtaget af de spanske fiskere og selskaber til formålet, ligesom i England, hvor 80 % af kvoterne nu er på udenlandske hænder skriver Fishing News. 

Det er dansk fiskeripolitik anno 2007, ikke under en socialistisk, men en borgerlig regering.

Kurt Bertelsen Christensen

Ferring Strand feb. 2007

 

 

 

Sitemap Miljødebat Enkeltsager Kystfiskeri Havbrug Kontakt os