Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

Kan den ”færøske model” bruges i EU?

-         Er det biologerne, fiskerne eller naturen som skal regulerer fiskebestandene i havet? 

Ifølge den fhv. fiskeriminister på Færøerne Jørgen Niclasen og biolog Jón Kristianson fra Island så er det fiskeriet selv som skal regulere fiskebestandene. ”Bare fisk løs” siger de. Det sagde de ifølge Fiskeri Tidende og andre medier i Hirtshals i forrige uge, og det er sikkert også det samme de fortæller Folketingets Fødevareudvalg den 14/1, hvor de har fået foretræde.

Men hvad er det de to Nord Atlantiske fiskerieksperter forsøger at overbevise os om?

På biolog Jón Kristiansons hjemmeside ser man at han har studeret fødekæden i lukkede ferskvandssystemer og at han har undersøgt kullerbestandene for de skotske fiskere. De ferske systemer er relativt lukkede biologiske systemer, som ikke siger noget om de biologiske systemer i havet, derimod er kuller interessant.  

Den fhv. fiskeriminister sagde ifølge Fiskeri Tidende følgende i Hirtshals ”Man skal høste af naturen, og en genopretningsplan, der næsten stopper et fiskeri, duer ikke. Man skal fiske på en bestand som man plejer, ellers forrykkes hele fødebalancen”.

-         Det sidste er meget interessant når der er tale om kuller.

De kullerbestande og det havområde som Jón Kristianson har undersøgt, er de samme bestande og område hvor det danske industrifiskeri efter sperling foregår. Tidligere var det et meget vigtigt dansk industrifiskeri, på flere hundrede tusinde tons industrifisk/år. Og dette fiskeri er kendt af såvel danske som skotske fiskere og biologer, som et fiskeri der fangede en stor mængde kuller som bifangst. Der er dokumentation for laster hvor halvdelen af flere hundrede tons industrifisk var kuller og andre spisefisk. Mellem de danske fiskere tales der helt åbent om sperling fiskeriet som et til tider næsten rent kullerfiskeri. Fiskerne siger offentligt, at det er umuligt at fange sperling uden at fange kuller osv.

Men siden 2000 er fangsten gået dramatisk ned, fra mere end 140.000 tons/2000 til godt 10.000 tons/2003 sperling. Årsagen til den markante tilbagegang hænger efter min mening sammen med fiskerikontrollens forstærkede indsats for at komme de store bifangster af konsumfisk i industrifiskeriet til livs. De danske fiskere har simpelthen stoppet fiskeriet efter sperling fordi det ikke kan lade sig gøre uden de store bifangster af kuller. Og jeg tror at det er dette fiskeri som den fhv. fiskeriminister hentyder til. Og det er soleklart, at når man stopper et større fiskeri over kort tid, så vil der selvfølgelig gå et par år inden økosystemet er kommet til rette. Jeg tror, at biolog Jón Kristiansons observationer sidste år, af de magre kuller fra dette område, kan forklares med, at der vil gå endnu et års tid inden tingene er faldet på plads.

Men de herres oplæg i Hirtshals har fået en betydelig opmærksomhed - ikke så underligt fra Danmarks Fiskeriforening DF, hvor påstande om at give biologerne fingeren for ”blot at fiske løs” er livgivende vand på Danmarks Fiskeriforenings udtørrede mølle. Indlæggende bliver også brugt til at sætte spørgsmålstegn ved EU’s fiskeriforvaltning som forsøger at genoprette fiskebestande ved at sænke fisketrykket.

Først EU. Der er alle mulige gode grunde til at sætte spørgsmålstegn ved EU’s fiskeripolitik og forvaltning, men ikke ved at bruge de argumenter som kommer fra Nord Atlanten i denne sammenhæng. EU’s fiskeripolitik fungerer ikke efter hensigten, fordi den ikke nedbringer kapaciteten i fiskeriet i takt med kvotenedsættelserne. Hvis der f.eks. ikke blev fanget flere fisk i havet end kvoterne giver ret til og hvis medlemslandene overholder de regler der sættes for fiskeri, så vil bestandene også blive genopbygget. (Om så EU’s fiskeripolitik nogensinde kommer til at virke, er et spørgsmål som vi må behandle senere).

Følgende skal de Nord Atlantiske argumenter behandles.

Derfra siger man: Fiskerne skal fiske løs, ellers bliver der fødemangel. Denne påstand minder en del om de påstande som bruges herhjemme om sild. Her siger man, at der skal fanges mange flere sild fordi der er alt for mange sild i havet og disse sild æder torskeyngel og æg og derfor er det de mange sild, som er skyld i de lave bestande af torsk. Begge disse påstande, dvs. de Nord Atlantiske og sild argumentet, minder en hel del om den biologiske model som var oppe herhjemme i slutningen af 70’erne kaldet ”Nordsømodellen”.

Den gik kort fortalt ud på, at fiskerne skulle fange de fisk som åd mest føde, uden at give tilsvarende tilbage til fiskeriet. Det er en model hvor man forsøger at opfatte havet som et havbrug, hvor biologerne udregner hvilke fisk som er mest hensigtsmæssig at fange. F.eks. torsk, her skulle fiskerne fange de store torsk, som æder alt for meget i forhold til hvor meget fisk man får ud af bestandene. De store æder meget, men har ikke noget tilvækst af betydning og derfor er de ”dyre” i drift. Gennem Nordsø modellen fandt man bl.a. ud af den mest økonomiske torsk var en torsk på 3-4 kg. Den model led selvfølgelig skibbrud i og med at de store torsk selvfølgelig udgør en meget vigtig del af torskebestandene, idet de har vist deres evne til at overleve i naturen og som sådan også giver levedygtigt afkom. Men desværre kom den erkendelse for sent til at redde de store torsk, og også i dag finder man rester af Nordsø modellen i de danske biologer, de kan ikke helt slippe den magtfuldhed der ligger i at ”få det hele regnet ud og sat ind i en model”. Der er ikke mange store torsk tilbage fordi vi tillod og stadig tillader et direkte om meget målrettet fiskeri efter de store rogntorsk, og i øvrigt alle andre rognfisk. (Denne biologiens ”sindssygdom”, at det ikke betyder noget som helst, at fiskerne målretter deres fiskeri på rognfisken, har stadig sit et tag i de danske fiskeribiologer).  

Spørgsmålet om man skal fange sild for at redde torsken, er ligeså tumpet som Nordsø modellen, idet enhver fornuft siger, at hvis der mange sild i naturen, så hænger det sikkert uløseligt sammen med at alle de fisk som æder silden er forsvundet. Og da den naturlige dødelighed er betydeligt større på de fleste arter end fiskeriet, så burde man selvfølgelig opbygge de tidligere store og bæredygtige bestande af rovfisk, så de kan æde de sild som nu svømmer frit omkring. Begrebet ”et biologisk bæredygtigt økosystem” dækker over et system hvor det er fiskene og fiskeriet i havet som opretholder systemet. Og et sådant system kan ikke fungere ved, at fiskerne og biologerne forsøger at ”bryde ind i” i systemet, for der at regulerer i den ene eller den anden retning, ved f.eks. at fange løs på silden eller fange bestemte størrelser fisk som man skønner, er dyre i drift osv.

Hvis kuller eller andre fisk sulter, så hænger det normalt sammen med at der en mangel på føde og her skal man selvfølgelig nedsætte fiskeriet efter den fisk som kullerne lever af. Gør man det vil bestandene sikkert vokse og alle vil få mere ud af fiskeriet.

Det Nord Atlantisk besøg i Hirtshals, blev også brugt til at fremhæve fordelene ved den færøske model for fiskeriforvaltning med tildeling af havdage hvor fiskerne så må i landbringe alt det de fanger, op mod EU’s kvoteforvaltning. De færøske fiskere bliver så reguleret op og ned i fiskeriet via hvor mange dage de må være på havet.

Men i denne model ”fisker man ikke bare løs”. Havdage reguleringen er god for de færøske fiskere fordi de bl.a. fanger forholdsvis få arter og fordi der med i modellen er gode følgeforanstaltninger. Der er ex. zoner rundt øerne til de forskellige fartøjsstørrelser og da store dele af fiskeriet foregår med line og pilk i de inderste zoner, så er det en stor hjælp til bevaring af bestandene. Samtidig er der også lukkede områder for gydefisk og yngel og man har helt indstillet fiskeriet efter tobis ved Færøerne. Disse ting tilsammen og en fornuftig tildeling af havdage, og en tilpasning af flåden til de faktiske fiskerimuligheder, er forklaringen på at de færøske fiskere har kunnet opretholde og også forbedre deres fiskeri siden midten af 90’erne. (Men de færøske fiskere fanger meget langt fra de fisk i 90’erne som de fangede i 80’erne)

Hvis den model skal overføres til EU fiskerne, så skal man have omregnet den relative stabilitet fra hvor meget de enkelte lande må fange i tons, til hvor mange havdage de må bruge. Dvs. at kvoterne skal afskaffes og det er ikke en øvelse som man gør hen over natten. Men der er også andre store problemer der skal løses.

I Nordsøen foregår store dele af fiskeriet på flere arter på en gang og det forvaltningsproblem kan den færøske model få nærmest uoverskuelige problemer med at tackle.

Den færøske model kan måske introduceres i de fiskerier som er målrettet mod de enkelte arter. Det kunne f.eks. være kystfiskeriet som fanger den fisk som kommer ind til kysten. Dette fiskeri er ikke så blandet som f.eks. det trawl og vod fiskeri som jager fisken overalt i Nordsøen, året rundt. Det kunne også være det pelagiske fiskeri efter sild og makrel, men det er reguleret via individuelle kvoter. Industrifiskeriet efter tobis, brisling kunne også reguleres med havdage, men også dette fiskeri er på vej mod individuelle kvoter. Fiskeriet efter torsk i Østersøen kunne også, uden de store problemer forvaltes med den færøske model, da torskefiskeriet i Østersøen er næsten uden bifangst, men også dette er fiskeri er under en individuel forvaltning. Så tilbage står det demersale fiskeri, dvs. fiskeriet efter jomfruhummer, torsk, kuller, rødspætte, tunge etc. i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat, det bliver under et meget vanskeligt at få under en fornuftig havdage regulering.

Hvis man alligevel vil indføre den færøske model i EU’s fiskeriforvaltning - hvad der kunne være mange gode grunde til - så skal EU har styr på kapaciteten og man skal have udregnet havdage for de enkelte fartøjskategorier og disse havdage skal så kunne fordeles mellem medlemslandene, og det vil som nævnt måske kunne lade sig gøre i regi af den relative stabilitet, dvs. så de enkelte lande opretholder deres historiske rettigheder til det fiskeri de havde før den fælles fiskeripolitik i EU som blev indført i 1983.  

Vi vil foreslå forsøg med den færøske model i kystfiskeriet. Så kan man komme i gang med de konkrete diskussioner af fordele og ulemper ved denne model og måske vil sådanne konkrete forsøg også være med til at afdække nye og i dag helt ukendte reguleringsmodeller som kunne vise sig at være langt bedre end dem man kender i dag.

Kurt Bertelsen Christensen

Ferring Strand den 15.01.2004