Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

Fiskeriforliget - intet sikkerhedsnet for kystfiskeriet

Regeringen og Dansk Folkeparti har indgået et fiskeriforlig som privatiserer kvoterne således at fartøjerne nu får hver deres kvote som ejeren herefter kan sælge og belåne. Det er en meget omfattende plan som sandsynligvis ikke er fuld udmøntet før end slutningen af 2006.

Selv om kystfiskeriet har fået opmærksomhed i dette forlig, så medfølger der intet politisk sikkerhedsnet for kystfiskeriet og det mere natur- og ressourceskånsomme fiskeri. Det bliver helt op til kystfiskerne selv at navigere under dette nye system.

Helt overordnet er der en udbredt modstand mod kapitaliseringen af kvoterne, fordi det giver større til gæld til dem der bliver i fiskeriet og en sådan udvikling kan opsluge de mindre fiskefartøjer og kystfiskerne. De bliver fristet til at sælge deres fartøjer og fisk, fordi de får lidt fisk og fordi de er dødtrætte af systemet - helt ind i sjælen.

Systemet som forvalter fiskerne, også med dette forlig, skelner ikke mellem en kystfisker og en trawler til flere hundrede millioner kroner. Systemet kræver i dag så meget af den enkelte fisker, at han giver op. Og dette fiskeriforlig er da også udtænkt af systemets folk, til at blive den berømte dråbe der får bægeret til at flyde over, for de mange, til fordel for de få og de store enheder, som kan ansætte de folk, der forstår og taler samme sprog som systemet.

Landbruget og dets kvoter er et godt eksempel på fremtiden for fiskeriet – og dog.

Hvis kystfiskerne vil en anden kurs end systemet ønsker, kan de faktisk også undgå at blive ofre i dette fiskeriforlig. Men det kræver energi, vilje, styrke og organisering af kystfiskeriet og en professionalisering af deres frontkæmpere.

Gør kystfiskerne det, kan de også vinde kampen mod de store.

For sagen er den, at fiskeriet i dag, er styret af helt andre virkeligheder end landbruget var det med indførelsen af deres kvoter. Da var der en overproduktion af mælk som skulle bringes ned. Der var mælk nok i systemet, men for få aftagere. Derfor var prisen på kvoterne meget moderate i starten og til fordel for spekulanterne.

I fiskeriet er der for få fisk i havet forhold til markedet. Og i fiskeriet er der store forskelle i omkostninger med at få fisk op af havet. En af de største omkostninger i dag er olien, men denne omkostning rammer faktisk kun trawlerne, og der findes mange andre metoder til fangst af fisk end netop trawl. Køer og mælk kan ikke skilles af, men det kan trawl og fisk. Her ligger der med de høje oliepriser rigtig gode muligheder for det fiskeri som ikke bruger så meget olie, som ex. snurrevod, garn og kroge.

Dette fiskeri har fået en, tilsigtet eller utilsigtet, støtte i forliget. Forslaget om, at fiskerne skulle have deres kvoter på baggrund af deres historiske fiskeri fra 2000 – 2004, er flyttet frem til kun at dække årene 2003, 2004 og 2005 og efter en nøgle, hvor 2005 give størst værdi. Det er en meget vigtig ændring for det lovlige fiskeri, som derved undgå de store ”ulovlighedernes” år.

Omskrivninger af fisk mellem fartøjer og farvande, for store motorer osv. er der sat en del ind imod i de seneste år, og på flere områder har indsatsen også virket efter hensigten.

Så den bedre og mere retfærdige historik, samt de høje oliepriser, lagt sammen med en meget vigtig beslutning, nemlig lukningen/udfasningen af Fiskeribanken, giver de små noget vind i sejlene.

Og kan de sejle, dvs. udnytte denne vind, så kan de som sagen står lige nu, også komme foran de store.

Fiskeribanken var den helt store spiller i det pelagiske fiskeri, da dette fiskeri satte gang i omsættelige kvoter for sild og makrel for et par år siden. Det bliver Fiskeribanken ikke for det demersale fiskeri. Nu skal hver enkelt køber skal op i sin egen bank og tale godt for sin sag. Og her mærker man meget konkret de store omkostninger ved at få fisken op af havet disse år.

Den enkelte trawler med ondt i driftsøkonomien får problemer, hvis han ikke kan sandsynliggøre et bedre driftsregnskab og det får han svært ved, da kvoterne i dag kun er begrænsende i et beskedent omfang. Det er olien der er problemet for de store trawlere, dvs. omkostningerne pr kg. fanget fisk.

Kystfiskerne kan dokumentere, at de er begrænset af kvoterne på torsk og tunger og i 2006 sandsynligvis også rødspætter. Prisen på olien betyder ikke så meget så de kan dokumentere et bedre driftsresultat pr. kg. fanget fisk.

De kan købe de store, nok ikke enkeltvis, men så som gruppe. F.eks. kan de 11 kystfiskere som fisker fra Thyborøn Havn købe et større fartøj og dele fisken på de 11 fartøjer. Og jeg vil tro, at når de 11 skippere og familiefædre går op i det lokale pengeinstitut og fremlægger et sådant forslag, så vil man se mere positivt på dette forslag, end den ene driftsøkonomiske belastede trawler, der mangler luft i økonomien.       

På papiret er det muligt, men kan og vil kystfiskerne udnytte den driftsøkonomiske vind de har fået i sejlene, med de høje priser på olie, bedre historik og Fiskeribankens kollaps?

Det vil vise sig inden udgangen af 2005, for der skal kæmpes for hver eneste meter i det kommende år i Fiskeriudvalget og i presset mod Dansk Folkeparti.

Og det kan de mange små kun gøre i fællesskab. Derfor skal de, så hurtig som muligt, blive organiseret uden for Danmarks Fiskeriforening.

Gør de det, kan kystfiskerne også bekræfte historien om David og Goliat

Kurt Bertelsen Christensen

Formand for Levende Hav

.