Bemærk: Ved udskrivning af denne side skal printer opsættes til "landskab"

Ophugningsløgnen

Da fiskerireformen, som privatiserede fisken i havet, skulle vedtages for snart et år siden, fremhævede fødevareministeren især to ting, for at overbevise den store gruppe fiskere, særligt blandt kystfiskerne, som tvivlede på det hensigtsmæssige i en privatisering af fiskekvoterne.

1. ”De store kan ikke købe de små”, sagde ministeren på de mange møder, når han skulle svare på spørgsmålet, om reformen ikke ville føre til koncentration af kvoter på de store fartøjer, og dermed undergang for kystfiskeriet og det naturskånsomme fiskeri.

2. ”Hvis I støtter mit forslag, sørger jeg for en ophugningsrunde til 240 mio. kr. udelukkende til ophug i konsumflåden”, hvorefter ministeren lovede, at ingen således ville blive ringere stillet end de var i forvejen, ophugningsrunden skulle endda føre til forbedrede muligheder særlig for de mindre fartøjer, som ikke har økonomi til opkøb af kvoter.

Mindre en et år efter vedtagelsen af den store reform, som udelukkende skete med regeringens og dets støttepartis stemmer, er virkeligheden desværre stik modsat ministerens kække forsikringer til de skeptiske, herunder hele oppositionen i Folketinget.

Mange små fiskepladser rundt i hele landet er, fuldstændig som erfaringerne viser de steder man har indført lignende systemer, afviklet eller ved at blive afviklet. Det hele foregår i et tempo, som selv de største skeptikere ikke havde forestillet sig, både som direkte salg af små fartøjer til store og ved salg til nyoprettede kvoteselskaber, tilsyneladende uden klare regler for disse selskabers aktiviteter.

Af de 240 mio. kroner som er mange penge sammenlignet med tidligere ophugningsrunder, og hvor især støttepartiet DF udtrykkeligt fremhævede, at pengene under ingen omstændigheder måtte bruges til ophugning af industrifartøjer, er der kun brugt en ubetydelig del til formålet, nemlig at skaffe flere fisk til de fiskere, som vælger at fortsætte efter reformen. Med en ordentlig prioritering af rækkefølgen i fiskerireformen, hvis det endelig skulle være, kunne de mange penge have sikret at færre kom i den klemme, som de nu står i. Men alt tyder nu på, at langt størstedelen af pengene går til konkurstruede og værdiløse industrifartøjer, altså til bankerne, som herefter mod pant i fisken i havet, kan tilbyde store lån til de forskellige typer af kvoteselskaber, som er opstået i kølvandet på reformen, godt hjulpet konsulenter, mæglere, revisorer og andre rådgivere, som lige nu har gyldne tider.

At det har været dagsordenen for toppen af Danmarks Fiskeriforening, som igen har ladt det mindre fiskeri i stikken, for at tilgodese det gældstyngede industrifiskeri og dermed overføre gældsfælden til det tilbageblevne konsumfiskeri er åbenbart, men har det også været målet for ministeren og hans støtter?

Har de bevidst løjet om hensigten med reformen, eller har de ikke evnet at forudse den udvikling, som uafværgeligt følger en så omfattende reform, som en privatisering af fisken i havet.

En udvikling hvor det mindre fiskeri er taberen, men hvor det er svært at få øje på vinderen.

Henning Thøgersen

Fiskeskipper