Til medlemmer af Folketingets fødevareudvalg

 

Emne: Fiskeri og ophugningspolitikken.

 

 

I forbindelse med vedtagelsen af EU's fiskerireform, TAC, kvoter og genopretningsplanen for torsk og kulmule 2003 har der været stor opmærksomhed om, hvorledes der kan skabes en større balance mellem de fisk der er til rådighed og fiskeriindsatsen. Alle er enige om, at den kapacitet der findes i fiskeriet er for stor og derfor er der afsat flere penge til ophugning af fiskefartøjer.

 

-         Men har ophugningsstøtten virket efter hensigten og vil den nu med flere penge komme til at virke mere efter hensigten? Nej det har den ikke og det vil den heller ikke på det foreliggende.

 

Danmark er det land som har brystet sig mest af at have levet op til de aftaler der har været indgået på dette ophugningsområdet og dansk fiskeri støtter også en politik som vil tage flere fartøjer ud af fiskeriet.

 

Offentligheden har man fået det indtryk, at deres støtte til ophugning, er en støtte til de fiskere der ikke længere kan stå sig i konkurrencen med det mere moderne fiskeri og de for hvert år lavere og lavere kvoter. Støtten gives da også efter et pointsystem som giver flest point til de ældre fiskere med de gamle fartøjer. Så på den måde virker støttet både til fordel for de fiskere, som så kan forlade erhvervet på en ordentlig måde og til fordel for de begrænsede ressourcer som kan komme de øvrige fiskere til gode.

 

Men virker ophugningsstøtten så efter ovenstående hensigt? Man kan sige, at de ældre fiskere som bliver ophugget og forlader fiskeriet, de vil overgive deres fisk til de yngre fiskere, men da de ældre fiskere og fartøjer ikke udgør nogen stor belastning på kvoterne, bliver det en begrænset effekt. Tilbagestår alene spørgsmålet, om den effekt kan siges at have nogen betydning i spørgsmålet om genopretning af bestande? Vi er ikke i tvivl - der er ingen nævneværdig målbar effekt for det øvrige fiskeri og den effekt bliver da også ”ædt” op af den anden gruppe af fiskere, som modtager offentlig støtte til ophugning.

 

-         Men de ældre fiskere har fået en mere værdig afgang fra fiskeriet og den værdi skal ikke undervurderes. Det gør vi heller ikke, vi vil blot have understreget, at den offentlige støtte er en ren social støtte, altså ikke en støtte til genopbygning af fiskebestandene.

 

Så er det den anden og store gruppe af fiskere som søger og får ophugningsstøtte, nemlig de yngre fiskere, med ældre og alt afhængig af de kriterier man lægger til grund, nyere fartøjer.

 

De ophugger deres fartøjer og bygger nyt, eller køber et mere moderne fartøj. Spørgsmålet er om den gruppe bør have støtte til ophugning? De kommer tilbage med et mere moderne fartøj som også i sagens natur giver et større pres på kvoterne. Hvorfor skal samfundet give støtte til den gruppe af fiskere?

 

Vi mener at den offentlige støtte til ophugning bør være en støtte til de fiskere som gerne vil ud af fiskeriet og over i et andet job, for dermed at få en større balance mellem fiskere og fisk for fremme af en mere bæredygtig udvikling. Og støttekriterierne bør have det sigte.

 

Vi mener, at reglerne om at der nu skal tages mere tonnage og motorkraft ud end der indføres, er uden virkning for denne sidste gruppe af fiskere, som bruger den offentlige støtte til ophugning, for at få et nyt eller et mere moderne fartøj. Tonnagen er til rådighed til en for deres nybygningsprojekter – forholdsvis rimelig pris.

 

Var der skrappe kriterier for, at de som modtager den offentlige støtte til ophugning, også skulle forlade fiskeriet, så ville der ikke blive bygget ret mange nye fiskefartøjer. Og så vil man ikke skulle bruge midler på støtte til nybygning og til en stor del af moderniseringen.

 

For

Landsforeningen Levende Hav

Kurt Bertelsen Christensen

Talsmand 97 89 54 55

Ferring Strand den 15.01.2003